Nyc Villier
Af
Elith Pcdctseu.
(Fortsat.)
VI.
JCUO Hilf Imde hørt de saslsoinste Ting oni Eise.
Log-i og Sitar, tasnfte hat-, det hele var· siwreste med
Anders Flaikl Ja, det var da Paus. Men det var
jedeligt, han aldrig liavde knnnet trasffe ljelth IIOgOIl
Siedet-. Det liavde nu ikke tinfjet sig saadan, at han
fnnde komme i Kier den sidite TlIiaanedis Tid hvud hall
in heller ikke lnød sig oin fm felve Kiikegangens Skyld
Men saa harte han endelig noget not en syredag
Asten af Harten fra Nabogaarden. Eise var nuk ved
at blive gnde Venner Ined den ni) Prceft.
Jens blev sotn lamslaaet. At han dog aldrig havde
twnkt sig den Mulighed, ja, det var da rent ubegribe
ligt, netop under de her Omftændighedersrned Religio
1ien. Det knnde han forstaa kunde være Sandhed
Megen Sonn fik han ikke den Nat. Det var en
stem Rival.
.iceste Tag bad han am Lov til at gaa i Kirke Og
det var der ingenting i Vejen for.
Jens blev ftaaende vcd Kirkegaardslaagem skønt
der var ringet saninien tredie Gang.
»An, det var godt, der kom hun alligevel.«
Else saa straks, der var noget i Vejen med hom.
»Man jeg tale med dig efter Tjeneften, Else?«
»Ja du maa, Jens.« Hun gav ham et fast Hamm
tryk og saa hani frit i Øjet »Du kan følge lid op ad
Vejen. Jeg er ene fra Storgaard.«
Jens følte sig saa glad ved det Løfte, nien tnrde
alligevel ikke rigtig være det. Han syntes, det var den
lasngste Gndstjencste, han nogen Sinde havde overvce
ret. Oele Tiden fnlgte han Priesten nied"sine Øjne og
Tanker, men uden at høre noget af Prcedikenen.
Det var vel nok sandt, at der var noget mellem
Eise og thin. Han var ogsaa en smuk Karl, den Prcest.
Tet var han. Hun sad da ogsaa og saa paa ham hele
Tiden. Nati, der gjorde alle de andre jo med . . . Og
saadan sont han knnde synge. Det var kønt. Aa, det
var saanmsnd derfor, han maatte følge hende op ad Vejen
efter Kiksketid bare fordi hnn vilde fortælle ham, at
hnn var bleven gode Vcnner med Prcesten· Det var
scert, han straks kunde tro andet.
Jens var i det sortefte Hain-zir, da han endelig·
naaede ud paa Kirkegaarden
Der ftod hnn og snakkede med et Par andre Piger.
Tet var underligt, hnn kunde se saa glad ud, hun lo
je, saa hendes hvide Tænder fkinnede frem, —- nu da
hnn saa inart sknlde gøre ham saa ked af det hele.
Ganske langsomt tog han Vej op gennem Byen.
Mange unge havde der ikke været i Kirke, saa han slap
let for Følgefkab.
Langt naaede han dog ikke, før han hørte raske
Trin bag sig, og hurtig havde Else vundet op paa Si
den af ham
»Du lovede jeg maatte snakke lidt med dig, Else «
»Ja, det gjorde jeg.« lSun var straks klar over, at
nn kom dct til en Forklaring, og hnn havde heller ikke
i Sinde at skyde den lasngere ud.
,,Jeg vilde blot sige dig, Elfe, at jeg har holdt af
dig lige fra vor Skoletid, jeg har aldrig taenkt at kunne
faa dia før den Aften, dn ved, din Moders FødselsdagJ
nien da syntes jeg, du var saa . . . saa ligefrem imod
mig, saa jeg . . . var du ikke, Else?«
»Jo, det er riatignok.«
«Jeg var nn ogsaa saa vis paa dig, skønt du er
Greis Storgaards Dritter, men nn siges der, at der er
noget mellem dig ng Præsten.«
«Det er der ikke.«
»"3vnes Prwsten da ikke godt ont dig?«
Det ved jeg da ikke saadan.«
»Hm du ingenting mærket?«
»Maafke noget, men det ved jeg ikke bestemt.«
,,Naa, ja, men noget er der da altsaa om det.«
,,Det kan jeg ikke indfe for det.«
»Ja da, hvis Præsten maaske vil have dig.«
»Ja, men jeg vil ikke have Prcesten.« Elses mørke
Ler mødte Jens’ sorte med et bestemt Udtryk.
Vil du da have mi g?« udbrød Jens. -
»Der er ingen i Vordem jeg vil have uden dia
Jens, men deI er noget, vi først maa ove1.«
,Det er Gaarden. «
»Mei, aa nej, det er det mindste, det er saa · . .
det kan vi nok. · . nei, der er noget, vi vist er altfor
sorskellige i, det er overfor Religionen.«
»Mon det?«
»Ja, jeg er bange for, at vi der ikke forftaar hin
anden «
»Du menei, at jeg ikke kan lide alt det med An
ders Flask og saadan noget.«
»Ja-a, jeg mener naermeft, at der er saa meget,
dn har Lyft til, ioin jeg ikke kan vrere med i, og din
vendt. «
»An det kommer vi vel nok til Rette om «
»Jeg trot, Forfkellen er meget større, end du gør
Regning paa« Jens, og derfor maa vi se Tiden an, in
den vi. . . .
,,Og imens gaar Præften hen og snakker dig for-«
ncesten raubte Jens. »Var han da bare aldrig kommen
her til Egnen, den hellige . . . .«
»Endnn en Gang siger jeg, ham har du intet at
frygte af, og naar jeg har sagt det, saa kan du spare
dig dine Gmblerier, det staar blot paa, om du og jeg
kan medes i faelles Forstaaelse af . . . af Livet i Troen.«
»Det ligger nu ikke for mig at gaa og bede og
jin-ge Salt-Mr fra M orgen til Aften, « sagde Jen» ,,og
der er det meiste, dn kan forlange af mig; der er ellers
ikke den Tina, dn jo knnde faa mig til. "Det er ogsaa
11(11«e"noale Zfriivler. dn bar faaet med al den sit-isten
dom. Det er for 1neget, Else, det er det, det er sandelig
ingen Mitte til «
»Du hat slet ingen Forsiaaelse ai det Mc sen-J,
k
lad os blot se Tiden an, det kan jo vaer du om f. Eks.
et Aar taler Paa en hel anden Maade om det.«
»Hm det! det skulde du ikke tænke, for jeg gad
dog oide den Tjug i mit Liv, souI nogen skal kunne
pege paa. Bande du og Priesten maa gerne komme, omH
J kan sige mig uoget paa.« !
»Mot: saa Gud, Jens?« !
»Ja, Gud, det tror Skmm men I)vad, jeg vcd dai
(
»
i
!
1
for Restcn ikke, hvad han . . . nei, det er nogct lige
freut Suak at fortabc sig i.«
»Ist er det, jeg umner uej til, og der er Forskellen
mellem o—:9. Jens, og der m c a Vi forstaa hinandeu.«
»Ja-a, jeg kan nu ikke indic, at det har naget at
sägt-; Inig er det da ligemeget.«
Men Jens meet-fede! Hart, at der var en tyk Mur
melleuc dem. Han følte sig skuffet, opirret og farbitret
over dette uoentede oa uforstaaeliae · . . dette forban
dede Tøjeri, og vendte sig our for at gaa tilbage ad
Vyen til. Else Incerkede det, ja endog at han ikke kunde
overoinde fig til at se paa hcnde mere eller rcekke hende
dZaandekL Meu liaefaa klart følte hun ogsaa, at det
havde Vaeret rent forkert, om hun havde givet ham
Ja-Ord nu.
Nei, aldrig skulde hun give sig over til hanc, før
han vaudrede samme Vej fom hun.
Jens var allerede gaaet en halv Snes Skridt fra
heade, da lnm fagde: »Gaar du da uden at sige mig
Farve12« .
Halvt uvillig vendte han sig om.
,,Det er noget helt forstyrret noget dette her, det
kan jeg ikke have med at gøre.«
»Der kommer nok, Jens . . . ja Vist gør det, og saa
ved du, du har mig.« —
Dc rykkede i Jens, de Ord. Han stod lidt stille
og saa paa hende, rystede paa Hovedet, vinkede faa med
Haaudeu, idet han saa ret mildt paa hende, og sagde
saa: »Fawel da, Else.«
»Farvel, Jens, og paa Gensyn, jeg skal nok tænke
paa dig, hve Dag, oa saa fes vi i hvert Fald ved Kir
ken om Søndagen. Gør vi?«
»Maaske -—— somme Tider!« raabte han endelig
tilbage.
Else var bleven stauen-de for at Vente paa Svaret.
Terpaa Vendte hun sig om og gik rask bjemefter.
V11.
Tet var hen i Mørkninqen Daqen efter. Degnen
lnwde i flere Dage ganet og tænkt paa, hvordan han
bedst skulde faa rettet et Holvedslag mod det forban·
dede Umsan J Dag hade han faaet Frakken paa.
Gan maatte nd til Storgaard. Der var ingen anden
Udvej. Naar Greis ret fik en Beskrivelse af den Aften
hos Købmanden, maatte han da vel tabe Tanlmodighes
den. Karon var jo let at faa i Harnisk, men Frand
sen vidste nok, at Greis var af en anden Støbning, og
uden han havde ham med Hud og Haar, kunde Kcnnpen
ikke ret faa nogen Art. J det thele taget var det ikke
let, om san var, at faa Grejs til at bruge de Vaaben,
der battede noget for Alvor. Han var alligevel fdr
blød.
Den storsnudede Jens Peter. Ham kunde Karens
for Resten heller ikke saa farlig godt lide. :
Da Degnen nauede Gaarden, var Gregers ikke
lszemnie; han var kørende over til en Naboby paa Han
del, men knnde nok snart være der.
Kur-en forstod, der nmntte vasre noget i Grete
Hun kendte Frnndsen paa en Prik. Og hun tøvede ikke
nied nt tage det Væsen paa, der betød: tal bare fra Le
der-en Hnn dækkede op; det var Audienstegnet. Og
’de Var ene. Men Frandsen vidste godt, at det gjaldt
om at spare paa Krudteh for det, der snarest rev Greis
med, var en frisk Affekt fra Karens Side.
Derfor sad hnn og snakkede vcek om ingenting;
tiggede dog stndig forventningsfuld ud i Gaarden, el
ler lod, sont hnn lyttede opmcerksomt efter Vognen, for
at Karen stadig kunde være vis paa, at der virkelig var
noget, som blot ventede paa Mandens Hjemkomst for
at komme for Dagen.
»Jo! . . . jo, der er han,« udbrød Karen endelig·
»Nu kan ogsaa jeg høre Vognen,« fagde Degnen.
Et Øjeblik efter svingede Jagtvognen med de to
svære jyske Hopper frem for Deren.
Karen stod da som scedvanlig paa Treppen. Der
knnde Gregers daarlig undvcere hende. Var hun der
ist«-, fpurgte han straks lidt rask: ,,Hvor er min Kone?«
«(s")it Handelt-m Greis-W
»an, ja.«
»Im- 900?«
»Akkurat.«
,,Det var det, jeg sagde, Greis-; men Hoppen er
Pengene vwri.«
»Du havde set rigtig nok.«
Karen strnalede. kaar bare hun helt fik Ret.
Gregers var ogsaa i godt Humør og kyssede sin
Kone inde i Gangen. Det plejede han ellers ikke, før
han kom ind i Stuen.
»Frandsen er inde.«
»Nun-« sagde han kort. Han tcenkte: gid han
hade siddet inde i Degneboligenl
Gregcrs var ikke kommen helt af Overtøjet, da
Tonnen kom ud i Gengen. Saa snart denne mærkede,
at Gregers var lidt kort, tmk han Følehornene dygtig
til sig. Knien maatte nøde ham til at blive og spise
samtnen med Monden.
lSele Aftensmnaltidet gik med Snak om den nye
Hoppe
Greis var allerede ved at tø op. »Der var vist al
ligevel ingen Lumskeri ved Degnen i Aften.« Og de var
langt inde ien lettere Passiar, da Frandsen endelig
fundt Leilinbeden gnnstig. Else var viel-, og de sad
snn lmqqelint ved Piberne, Karen med sit Strikketøj.
Gnn lnwde flere Gange set snøie hen paa hom.
»Jeg inne-Ei nn ellers, det gaar helt godt med Pur
stc1.:,« sik andsen benkastet, ,,ban er svært flink ogsaa
;i Stolen: men det er da et forskrækkeligt Spektakel
·der er nde i Zognet.« ·
,,Spektakel, naa——aah?« ytrede Gregers.
»Spektakel! jo, den ganr nn snart saa højt, at jeg
kan ikke lade viere med at blive betænkelig; men J ken
der det jo ligefaa godt sUUl jeg-«
»ch, Um jea ned, hvad De mener,« udbkød
Fluren.
Tegnen skottede hen til Greae1«s. Ju——o, han san
nd til, at han nok havde Llth til at faa noget at høre
om det·
Gregergi kunde da ogfaa for-staa, ati Tag var der
noget, der kutne lasgaes ovenpaa Bordet
»For« at sige det rent nd, Folkens, forleden Aften
erklcerede Jensjs Ueter Andersen i Kompagni med Sog
Iiefogdcu ug Per Lønne, at der var ikke andre kristne
Mennesker i Vinstrup end »s— ja, end et Par Stykker,
foruden Priesten da.«
»Nun-nah sagde han nu rent nd saadan?«
spurgte Greis-.
»Det kan du faa 8—-10 Vidner paa, oIn du vil.«
»Men hvem var det faci, der Var ham gode nok?«
spurgte Karen ,,Han felv vel«.2«
,,Nej, det sagde han nej til, det var jeres Elfe og
Anders Flask.«
,,Sik’e noget forbandet VrøvL det hat været han-Z
Løjer,« sagde Gregers oa begyndte at gaa frem og til
bage paa Gulvet
,,,,Løjer! Det var nogle rare Løjer dem, tak for
dem, men det kommer vel af, at Elfe hver Dng sidder og
synger Salmer sammen med Anders Flask, det siger
alle Folk da.«
,,Saa skulde da ogsaa Skam staa i Tofen,« røg
Karen ud, hvid i Ansigtet; »men jeg skal lcere den
unge Flødskceg af en Prcest, jeg skal i Morgen den Dag
gaa ind til hami Prcestegaarden, og Else skal blive fri
for at høre paa hans nederdraegtige Pjat, skal hun.«
,,Nej, det skal du ikke, lille Mor, nej, d et skal du
ikke, for Prcesten, den Præst kommer dn ingen Vegne
med-«
,,Om jeg maa sige noget,« kom det forsigtigt fra
Tegnen, »saa holder jeg med Greis. Nej, der maa be
gyndes et andet Sted. Hold hende fra Prceften og tag
fat paa saadan en som Jens Peter, det er en hoven
Karl han sknldc ud, ja rent ud sagt, ud af Vinstrup.
Han siger jo, at hverken jeg eller J er kristne Menne
sker.« «
»Ja, han skulde sandelig siges op, Far, ham kunde
vi da faa ud, det ved jeg.«
»Jens- Peter har aldrig vreret mig for ncer, al
drig,« sagde Gregers, »og paa den Maade der, nej,
Frandsen, og i Spørgsmaal om Religionen, det gør jeg
ikke. Det troede jeg ellers, du vidste. Jens Peter er en
respektabel Mund fom fan. Jeg scetter ham hint«
Tabt. Zegnen stak Piben ind. Men en ordentlig
Vraad havde han puttet ind.
»Ja, ja, det er vel saadan, at Grejs har Ret: men
J sknlde lige godt ikke lade Else gaa der. Hele Byen
Hng jo paa Lur for at faa noget at . . .«.
T« ’;,T)?aa·i noget at . . .?'« ·
,;Noget at snakke om eller more fig over, Grejs.«
,,Aa, det er blot noget Røre, der driver over, og
som man bare fkulde lade dø hen uden at gaa og lave
Mudder ud af det alle Vegne,« sluttede Greis af. Men
han mente det ikke saa lige.
Nej Tak. Frandsen meerkede godt, der var kamt
Haardt oven i Købet. Noget fom helft, endog selve
Datteren i Storaaard til Grin. Den sknlde nok øve
sin Virkning. Men han var ogsaa klar over, at han
var ikke kommen fint fra det.
; Der Var ingen, der hold-r paa ham, da han en Ti
mes Tid efter brød op. —
,,Skam staa i den lmnske Kæltring af en Degn.«
»Nei, Far, Skam stan i den Else, mener jeg.« j
,,K11nde du da ikke mcerke, lille Mor, at i denj
Fyrs Ord var der ikke en enefte Draabe Kcerlighed
han -ti"l djg eller mig eller vor Dattey ikke en Draas
be, hvert Ord, han sagde, pegede paa Hjælp til Hcevn
for hans egen Mund, .—— —- og tilmed gottede han fig,
som altid, ved at saure andre Mennesker.» Han er drein
melia Fei, ptøj!« —
Da sElse kom khjem ved Segyetid, kunde hun se,
der var nogeti Vejen. Moderen gengaeldte vel hendes
Hilsen men saa MS op fra Strikketøjet Faderen saa
wild og venlig ud som saedvanljg, men gik lidt del rask
frem «og tilbage over Gulvet.
»Ein Far og jeg har nosgset at tale med dig ·on«c,««
"begyndte Karen.
Else satte fig stille ned.
»Du sidder nok hver Dasg og synger Salmer sam
men med Anders Flask.«
,,Hvis det da er sandt?« føjede Greis til.
»Ja, det er det.«
»Synes du, det er Prent?«.
»Er der noget forkerti det, Mor?«
»Ja, det tror jeg nok, —- alle Folk grinser ad dig.
og vi er ikke vante til at grines ad,« fortsatte Karen i
en heftig Tone.
»Lille Mor, er det ikke mere grimt at sgrine ad
stigt end at tage sig af den gnnile Stakkel og tale med
heim om Herren?«
Gregers rømmede sig, som om han kunde have
Syst til at sige et lille Ord i hendes Favør i«
»Det kan du jo lade ham Kerner om, du stal velj
ikke spille Prceft.« 1
»Mor, Anders kom til mig og bad mig sna Ineget
om at tale med sig . . . og nn er han . . . saa skøn, han
drikker ikke mere og . . .«
.,Og det er du san heftedum at tro.«
»Nei, for jeg ved det, han klhnger fig saa fast til
den kære Gud, og har det store Haab, ja, faste Tro,
at al hans Synd er ham tilgivet, og at han skal faa
Lov igen at leve sammen med sin Kone og deres smaa
Trenge.«
»Der lyder jo Ineget nydeligt, men vi vil ikke have
det Staahej i Fattinl)uiet, dn kan stole paa, vi ikke vil;
bei taaler ikke at grines ad, nei, grine ad os paa Stor
gnord, det er forste Gang, jeg bar tæiikt den Tanke
»
kud sige more, os, sont alle uden Undtagelsc i man-gi
Eagnc isadog scr up til Da . .
»Hm-w, du stal ikke græde, litlc Etsc- nej, dct
sfal du ikt«c, Ui holder jo saa tut-get as dia, Ein-.- Piae.«
Den one Taarc alcd nisd ad Elseis Rinde-r uswr den
andeu.
»Der Vcd jeg saa godt, lillc Far, men sog Uil saa
iiødig gøre oder Zkam Naa den anden Sidc er dot «
Synd mod den gamlc Man-d at slaa Haanden as l)am,
det kan jca saa daarlig, saa helt grnelig syncs dct mig,
nten naar jcg skal, saa skal jcg jo.«
Grcgcrsis passede Iidt paa sinc Zer og bcmwrkede:
»Naa, arine ad ass, dct er da, naar vi ika ser det, Mor;
de voatcr sig vel,« kom dct trucndc, idet han rettede sig.
»le dct sich, Else skal have Lov?«
»F Grunden ja, sfidt. Da kunde da lade være med
den Syngcn denn-de, ikke?«
»Der kan jeg, Far.« Hun havde saadan en mcegtig
Lyst til at aaa hen og kosse den Far; men gjorde det
ikkc for Moderens Skyld. Sau saa hun bare paa Fa
derm Han gav et lille Nik igen og vendte saa Rygs
gen til.
,,Et Par Gange i Ugen, Else, og saa ingen Sim
gen, slet ingen!«
»Nei, stet ingen, Mor, min lille, rate Mars slet
ingen Syngen, bare trøste og opmuntre den stakkels
gamle Mand, der bor saa ene, saa trist.«
Og Karen kælede for sin store, smukke Datter.
Gregers havde svcer Lyst til det samme, men sagde bare
Gadnat og gik smaanynnende ind i Sovekammeret.
Efter den Tag gik alt en Tid saa let og lyst for
Else Hun hande fri Gang ind til Fattighuset, og heni
des- Sauge tonede frit og frejdigt gennem Stuerne der
l)jennne, i Gaard og Have, gennem de store Stalde.
Alten hun maatte dog snart igen møde nogen Modgang.
Naar Jens Kirk skulde røre Herremandens Blodss
hefte, gik Turen gerne aennem Vinstrup.
Han kunde godt lide at præsentere baade sig selv
og Dyrene derovre Beundrende Blikke skortede det
heller aldrig paa: tbi en smuk Karl var han, og ride
knnde han.
Navnlig Søndag Eftermiddag maatte ban ud, da
tunde han bedst nndværes paa Gaarden.
En Søndag i Juli kom han i skarpt Trav Øst sra
iud mod Vinstrup By. Den fløj som .en Hinri, den
Inørke Frederiksborghingst Og Jens Var i sit Es.
Et Ifeblik holdt han Hingsten an. Solen bagte
Iigefrem, saa lidt forsigtig maatte han vcere med Dyret:
ncen det gik paa Tøjlen, rent gevaltig.
»Ja, saa gaa paa da, Prins,« og frem gik det prceg
tige Don hup, hup!
»Hø——j saa da, hø—j . . . Goddag!«
,,Goddag, Jens.«
»Jeg kundesncesten have smurt forbi uden at se
dig, Else."
»Ja, det var en svcer Fakt. Skal du da ikke være
mere forsigtig i det Vejr?«
»Maaske, men den havde nu Lyst til at muntre
fig ordentlia. Hvor skal du hen?«
,,Ane Marie iPilegaard holder Fødselsdag."
-»Det var da rart at trcesse dig ordentlig, ved Kir
ken oa saadanne Steder er der jo aldrig Lejlighed.«
Else stod og strøg Hesten over Malen Den vat
saa lækker· Men Jens Var alligevel ligesaa flat. Han
saa ogsaa saa glad ud.
»Du set saa fornøjet ud, Jens.«
»Det er over at se dig, og iscer da, fordi vi her
kan snakke lidt sammen uforstyrret. Jeg har lcengtes
ester dig, Else, meget, det har jeg.«
»Det ved jeg nok, jeg ogsaa efter at se dig, men . .
»Hendes .smukke Øjne Vendte sig fra den statelige Rytter
Jud mod Hoden.
»Men . . .?«
,,Men der er jo det Skaar i det bele, at vi ikke kan
ntødes der, du ved nok.«
»J Neligionen mener du, jo saamænd kan vi sau
Inin Pige det er blot og bar Jndbildning fra din Side.
Gør mig nn ikke mere uaudelig, end jeg er, saa gaar
det.«
»Der er langt større Forskel paa os i det, end du
aner, Jens, og den Forskel maa helt vcek, he!t.«
Hun saa ham fast nd i Øjet. .;
Hnn var akkurat liaesaa gal endnu, som den Dag
onen for Bakken Det brusede i Jens.
»Den Forskel frevnes kun Ved, at du bliver sont
Jeg- Elsa«
»Sie; ikke det.«
.,J’eg siger det nu alligevel, og det er bestemt.«
»Der er ingen anden Vej til Vor Lykke, Jens, end
den der bedden bøjet for Gud.«
»Du mener: for dig. men det gør jeg ikke.«
»Im mener: for Gud, Jens, det ved du.«
»Det er Snak, det reneste, skaereste Sna"k, sor jeg
maatte vel vcere gal, om jeg ikke bøjede mig for Gud.«
,,P1-·;ns« svippede med Halen, løftede paa Benene,
huggede og huggede i en Uendelighed med Hovcdet.
op og ned og om ad Siderne. Men ingen af de «
Hinge meerkede Solen eller Jnsekterne, knap Hoffens
Urv. Helt mekcmisk styrede og tysfede Jens pkm den.
»Du tm, du bøjek dig for Gud, du twk det, Jens;
sog du gør det veli Tankerne — — for hans Almaat,
Storbed men kun i Tankerne.« «
»At du kan sige fligt! Hvor i al Verden km du
den Visdom fra, og hVor er Beviset henne, for du kan
da ikke staa der og klæde al Kristendom af mig fandka
udm Videre og gørc mig til en hel Hedning, sum du
er far bellig til at røre ved og berøres af. Jeg taule
det» ikke lcengere, det er jo Vanvid, Religionsvanvid.«
.»V9foet, Jens, er» vel vanskeligst at give, fokdi nlle
»
kalde1· dia en Knop, og fordi du hører til de . . . abso
lut . . . ordentlige Mennesker. . .«
CH
jeg tænker, du vil faa noget at bestille med
det B vis, før det er helt scerdigt.« .
(Fort·stettes.)