c H
»Yansl-teren··.
et halvugentlig Nyheds- og Oplys- Z
ningsblad for det dansk Folk i
i Amerika,
ndgivsst as
DÄXFU l,I"l’ll. PPIZL U()I’SI«’«
n·«..I».
»Tai-»Unt« »Warst Msr Tit-öden ogfwchxp
Pris- 1n. · :i1hx.
i br Fort-»ed- Z wer Bl. s. llwndck 52.(s(l
Vladet Null-so i fxssrfkukn
Beftilli11q, I"scmlsnxx, Jldressscf«1·.:1xdrinq og
andet anqaassndc Plain-: nd eöferessc
DANHU LPTlL PlTlIL ll()l’d·lc.
Plain Ls’ebk.
Newkwrx A. M. Linde-fein
Alle Vidrag til ,,?(mskeren«s Jndhold:
Afhandlinge1·, Korrespondancer og Artikler
af enhver Art. bedes adresseret:
A. M. Andeiien, Plain Nein-.
Enkel-ed at Blajr Postnktjee as second
class matten
Advertisjng Rates made known upon
sppljoat ion .
J Tilfælde af Uregelmæssigheder ved
Modtagelsen bedes man klage til det ftedlige
Positur-sen- Skulde det jkke hjælpe, bedes
man henvende sig til ,,Taaskeren«s
Kontor.
Naar Læferne heut-endet sig til Folk, der
averteteri Bladet, enten tot at købe has dem
eller for at faa Oplysning om det avesterede,
bebes Te altid omtale, at De saa Arn-wisse
mentet i dette Blut-. Tet vil være til gen
sibig Nytte.
Vi heult-der Læserncii Opmærk
somyed pua Artiklen »Er af de storc
Livsspørgiimaal«.
Zend ,,Tauskcrcu« sum en Jule
gauc til Ztægt og Venner i Dan
mark. Koster kun 3200 til Uds
landet.
»Tammany beskar Bryan«, siger
et Neu-· York Blad. Tvcertimod —
det var New Yorks Vælgere, der be-»
skar Tantmany, bemærker ,,Omaha
Bee«. ! ;
, — l
Taghladcueii RartowTegnere har
nu forladt deres gennem Valgkom
pagnen saa yndede politiske Emners
og de kaster sig med Forkærlighed
over Kalkunerne. Nu foreftaars
Kkigeu imod dem. i
W l
(
Man ønsker i disse Tage SydenY
til Lykke med Fødselen af et nyt
republitansk Parti i flere Stater,J
saaledes i South Carolina, Virgi
nia, Georgia og Alabama. Tafts
Rejfer i Syden blev ikke uden Be
tydning. Han Vandt i 26 Countier»
i Georgia H
Zerfain den italieuske Ziongefæ
milie niodtager Miss Elkins og
hendeszi Bryllupsgave paa de 82,
000,000, saa maaske en eller anden
omerikansf Dame med en 4—5
Millioner Dollars kan paabegynde
diplomatiske Underhandlinger med
den unge Kong Manuel af Portu-;
gal, bemærker »C. R. H«
i
i
i
———————: l
Den tyske Kejsers ulyksalige Jn
terview har skabt den størfte Mis
fc-rnøjelse i alle Kredse i Tyskland,l
det er endog gaaet saa vidt, atk
Kansleren Don Biilow ligefrem of-V
fentlig hat« sagt sin Mening deroms
paa en saadan Maade, at han viftij
nok nu — uden Fare for at blivek
tilbagekaldt —- kan bede om sin.
Afsked.
Den republikansse Nationalkomii
tes Formand, Mr. Hitchcock, har·
forsikret Mr. Tast, at Valgkampen
førtes og vandtes uden nogen som
helft Forbindtlighed i Retning af
Løfte om Udnævnelser eller anden
Begiinstigelse Taft vil gaa ind i
Det Hvide Hus uden ringeste Van
skelighed, hidrørende fra Valgkam
pen.
South Dakota har hidtil vceret
tvivlsom berømt for sin Skilsmisi
se«lov. Herefter bliver det anderle
des. Jngen behøver mere at reife
til denne Stat for at opnaa en
set Stils-wisse En ny Skilsmisse
lov blev nemlig vedtaget ved Val
get den 3. Nov. Først mente man
at Forslaget Var tabt, men det vi
ser fig, at det er vedtaget Ined 4,616
Stemtners Flertnl Efter den nye
Lov kan innen nnlæaacs Skilsmisi
icsaa før ban bar boet i Staten
et Aar og i Countyet 3 Manne-den«
»Var det ikke mutithss
Dette prrgszsmaal stod som Quer
«jt"rist over en Artitteh som vj mod
wg for saa Tage siden. Selve Ar
tiklen egner sig ikke til Offentligs
Hat-eise, men Zpørgsmaalet, sum er
shouedsagmh Ujl ui udsende til Ober
Ukjelje for Vedtmnmende, del-J eg
lkaa pmue at hesvare det.
Hund der spøraesz mu, det er, om
det itte var mutigt at nndgaa
Ztrid i »Tanst«eren«. Og saa heu
lrsisess der smrlig til den OrdoekseL
1lder i den sidste Tid har været fort
scitmacnsnde Luther Callege, Racine,
Ik
l Tet første, vi har at sente, er, at
«Ui jo sagteniä kunde lukke Bladet
for flig Lcesiining Men det synes
ess, at naar ansete Mætid skriver
ever deres Navn, saa er det en
eqen Sag for en Redaktør, der al
Ttid serv hat Fkihed til at skkive, hvad
han vil, at lukke Bladet for sau
;danne.
Desuden har ,,Danskeren«s Re
daktør allerede fra ung af holdt
srcerkt paa Ytringsfrihed med An
sriar. Dette gcelder i sin Altwinde
liahed Hvad der er inde, lad det
femme frem for Dagens LyLL Er
det godt, saa udretter det noget
godt og vinder Belønningx er det
Zondh saa straffes det. Jo ftørre Fri
ijed, des større Ausbau
sOg hvad saa selve den omhand
.lede Sag angaar, saa maa man —
isum altid —- hnske paa, hvordan
Iden er beqnndt Forst Var det en
Tligesrem Meddelelse om noaet nnt
lErned Sensyn til Skalens Fremtid
jSkoIens Virksombed skuldc hereftck
jikke alene tjene vor danske Unadom
jTette Skridt omfattede et Princip,
llsvorom der ncesten absolut maatte
iblive delte Meninger. Oa saa fm
jdenne simple Begyndelse bar al
TResten udviklet fig.
I Man burde efter vor Mening
Fslet ikke være saa bange for Strid
lTet er sikkert ikke det fidste, Bladets
-Læsere ser efter. Men — ja, der
Her et Men ved det —- da bør der
sstrides for Alvor. Der maa stri
sises om noget, der er Strid vaerd.
lOg der er noget, som burde ban
slrgses fra al Strid, og dette Noget
set perfonlige Sigtelser, Ytringer,
Isom tilkendegiver, at man bar no
saet imod den eller dem, man sk1·i
jver imod.
l llnder den nu afslurtede Balg
Etamp havde vi Lejlighed til at lytte
Exil flere Talere. Een af diese aau
jsis Modpartis sdandidat saa staut
U Studsmaal for Ærliahed og
«Fwdrelaxidisfii.fs, Trist- man knnde
Fensfe at horc. Akt-»Hast- aik han
sxaa im- Aluor løszs m: lan-: Po
ZlktitI En saadan Eiriss er ikfe
k1shyggelig
j La der kan nenkes pan mangen
HStrid,s01n hat efteiladt de her
Iligste Resultaten Tcenk f. Ef
ipaa Luther-E- og hans Nikedsnideiei
fsiamp for Sandheden.
i Men lad os indrømme, at Stri
den i Aviserne ofte beerer Prceg af
del-es Skrøbelighed, der skriver.
Hvad saaTZ Jo, saa kan mange
iLæsere gerne sige til fig selv: Det
ligner for ?- cesten oZ andre. Vi er
egsaa tilhøjelige til at gaa bort
ifra Sagen og komme ind paa
IPersonligheder, bort i Emaating.
Ska de, der forgaar sig, faar en
-gavnlig Lektie.
Det er jo slet ikke saa underligt,
om vi som et Samfund, der endnu
llsefinder os i Drengeaarene, har
lmeget at lcere med Hensyn til at
»stride lovlig «
Og lad nu vcere, at Stkiden om
Luther College ikke har været, som
den burde og kunde have været, saa
er det vort Haab, at der skal komme
godt ud af den trods menneskelig
Skrøbelighed. Opmcerksomheden er
Ieven rettet paa den; den er ble
ven Genstand for mange Bønner.
Stridens Avner vejres bort, Kærc
nen kommer til Syne, og det vil faa
Vetydning.
Til ,.En opmærkfom Lasset-·
Hiertelig Tak for Deres aner
kendende Brev. Det glceder os, at
Bladet bliver læst med Opmcerks
somhed, oa at det bliver bedømt
haade hvad Jndhold Sproa oxs
iOrdnina angaar.
Det var saa de ,,Smaating",s
F—
der t)ens1iue-:- til LvervchkiQ Vk
tasntle at soare paa
Huur den streugt grannuatikalske
Form findet- jannueu med Udtalen
de Bellt-ingen, sum i det anforte
stiliseiupeh der lader vi Reglen døje
sig. Reglen er jo, at Titlasgsisord 1
Jntettoih Enteltal ender pau t. Der
stulde ifølge denue Regel skrines
engelstt er«. Meii af dTCIIfUU til
Hielklanxien og lldtalen 1ideludesder
in t « qesaa strinezs af j«111nne.s)en
Juki »f ist Ll«,. ,,fxisk B1«od«, »d(111sk
E Znion ti rod «. Meu i Oktle fOXUT
E,Ter nat Iioget fristt i hendess
ITale« deholdes t efter sk.
E IIIied den knsmasrtsdumie Lasset fo
Frituetkre ,le.·'-:s Red. 13 idr L ster
siia i kyrcsznmedurd Men IMME
-1.iaalet er, om det er rigtigt eller
kloat for et Blad at føre CU EgVU
Skrivemaade Det forekommer os
ai viere kldgere at bøjc sig for en
bøjere Autoritet Saa har man
sanime Autoritet paa sin Side over
for alle, der maatte mene widerle
des.
For ika inange Aar siden forholdt
det sia saaledes med Retskrivning af
Dansk, at enhver kunde lade og
liasvde sin egen Retskriviiing, naar
ban blot aennemførte den konsekvent
Men da kunde man aldrig vide,
hvad var korrekt Dansk. Derfor Alte
dcde det os, da Ministeriet for
Undervisningsvæsenet i Tanmark i
1889 udgav ,,Retskrivningsregler«
csg siden autoriserede Viqgo San
lins danske Ordbog som Retskriv
ningsordbog. Siden den udkom,
var vi foretrukketat folge den,
fclv hvor vi ellers personlig vilde
fcsretrække noget andet. Dette gæl
der ogsaa Maaden at skrive adver
biale Forbaldsled paa, faa vi skri
ver: i Dag, i Gaar, i Moraes, i
Stedet for, paa Grund af, til Stede,
sor Restcn o.s.v. Endvidere Stad
ningen af Fremmedordt Teolog,
Autoritet, Katolik, Teori, Metode
o.s.V. med blot t i Stcdet for th.
Oa, mens vi er ved det, lad os
minde duc tiegentlige NamiordsSkri
"ve1naade. Reglen er her, at de
alle stal skrives med lille Begyndel
fekvogstau f. Eks. den rige, den
fattige, det uyttige. Men Reglen
kan ikke helt gennemføres.
aives uegentlige Nat-notd, fom gr
strioes med stort Begyndelsesbogi
irao Eks.: Den Almægtage, de
.m«is:ne, de Jndfødte, de Sorte (en
Folke1«ace), de Tanske o. l.L Hvor
iiiae Ord beteaner Gud, Nationen
see-re Folkeklasfer eller -Racer, der
der de strivess med stort Beayndeb
esbcsastalr —— Zum almindelig
Venmsrkninq tiener, at det er- altid
isaa Girieiiscrne man findet
Vaiisteliadederne
Maa Vi saa benytte Lejligbeden
til at tafke de mauqe Venlige Jud
sendere og henftille til dem saa vidt
muliqt at følge V. Saabvs Retskriv
tiiiigsordbog. Lad os arbeij sam
nien for, at »Tsk.« kan beevde sin
Plads som det bedfte danske
Blad i Amerika.
En Ædclmods-Sejr.
J Begyndelsen af det 18. Aarh.
lcvede i London en Skuejpiller, som
i hartad utrolig Grad besad Evnen
til at kunne efterligne et hvilket
som helft Menneskes Gang, Lader,
Miner, Fagter, Sprog, Udtale og
Bckren overhovedet. Og som blot
naturligt kunde være, var det da
fcrnemmelig de komiske, Iatterlige,«
pcdantiske, trivielle og urimelige
Ting, der faadan fandtes hos hans
Originaler, at han ined ForkærligÄ
ljed kopierede ;
Ved en Lejlighed skulde han —»
Griffin var hans ufkønne Navn —
optrcede i Lystspillet »Tre Timer ef
ter Vielsen«, hvor hans Rolle var
en Doktor Graben Nn levede i
London en Lcege, Woodward, hvis(
sære Manerer, hvis paafaldeyde
knriøse Bevægelser i baade Gang og
Samtale havde gjort ham til en
velkommen Skive for alskens lysti--l
ge Vittigheder l
Digteren Pope opfordrede da
Griffin til at optræde i næste Rol
le med denne Læges Pudsigheder,;
ok- en styrtende Lykke vilde være
bam fikret
Gertil erklærede GriffiIL at ban
endnn aldriq bavde set Woodward,
men at ban vilde vide at sknffe siq
Læqens Bekendsknb, før Stykket
skulde give-s. For dette Øjemed for
r- A-«
tlcedte ljan sig da sum en klodset,«·’
uhelvriaslpjom Bondeknoszs ng kais-Uns
Doktoren, for lmenc lmn snreaao at
muss sug, idet hatt i et lanat ug um
srasndeliat Uitani furedrog siuc
Enterter og Pius-ler, selvsølgelig
tun i den lumsle Hensigt at opbnlde
Lasaen saa leeuge sont umliat og da
Uneus tage sine Lbiervationer, ind
prwge sig de unerfelige Gehwkdksk
»Ja Etenunen, ban skulde l11«uae. —
Omsider antoa han da. at dam
gjort tilfrrwkfelja lanar Fuksmdj«
Hm, kalte Lmaen en Gnldtsnant da
uilde gan.
Men Lægen, der var Iiae saa
smr kllkennesteven fom Sterling lisd
bam bebolde sine Penae Ined de
Ord: »Stakkels3 Knøsä pnt Pen
aene i din Lomme ian, du kan
ljaardt have dem nødia selv til en
ordenliq Pleje i din Syadom.«
Beskcemmet smør Griffin af Sted,
begav fig direkte til Vope, for lwem
lkan paa Siedet gav en saa nie-ster
lIg Gengivelse af Lcegens Stemme
Fog Væsen, Stilling og Sprog, at
iDigteren var ganske benrykt der
csver. —- Men da dette Prøvespil
Var forbi, erklærede han med største
Bestemthed, at med denne Privat
fureftillina vilde det hele have sit
Forblivende, at ban kort sagt, al
drig vilde lade sig bevcege til at stet
te denne ædle, Venliae Lceae i Ga
bestokkea
Vom-, der selv var Teaterdirek
tør, blev bøflia forbavset ved denne
Erklcering. »Sei« er altsaa baade
Zuvedet da Siertet Vaa det rette
Sted«, udbrød ban, idet ban tm
favnede Griffin. Og nu tog bar
Sknespilleren med sia ben til Wand
ward, hvem han fortalte bele Si
scorien. Fra det Øjcblik sliittede
de Rande en Venskabsxsaaf som
lvarede dem Livet nd.
Ynglingcoinsom.
Og lsviszs jeg nu Sind-Herren var,
Oa hvis jea nu det evned,
Da vilde jeg hver Sladdernumd
Til Torn og Tidsel fkabe om,
Som dig nedrakket har.
Og- hvis der da et Æsel kom
Og aad dem af til baren Bund,
Saa var din Smerte.hævnet.
R , d. E.
Kotigen og Bagerdrengen
«Ved D)
Følgende lille muntre Seene fra
Gnden I Paris kan nmaske inte
resisere
fEn høj, fornenct klædt Herre
stentrede henad Rue de la Paix
iJredsgaden). En Droskehesr styr
ter, og Imilknarligt vendcr Herren
sig onl; i det sanune pnffer han
mod sin Villie til en Dame-, Inf
ter Hatten og beder om llndskyld
ning. Damen smiler og Haar sin
Vej. Den store lHerre scetter atter.
Hatten tilrette og vender sig for at»
gaa videre. Men Tilfceldet er!
ofte mærkvcvrdig Innefnldtz i det’
Lieblik ban dreier rnndt, støderl
han samtnen med en Bagerdreng,1
srm i en stor Vakke pcm Hovedet.
lsærer nlfkens fine Sagen J vild
Forvirring ruller frifkbagte Smaa
kager, Vienerbrød og Postejer adl
Fortovet.
,,Fogosl)!« vrænger Drengen op
rmgt ,,De er en rigtig Foqosh«.
Den store Mand smiler. ,,De skul- s
de dog ikfe vcere saa grov mod
Deres Medmennesker — og yder
ligere ikke anvende Ord, som De
ikke forstaar. Fogosh er Navnet
paa en Fisk.« «
Og det er ogsaa Tilfceldet. Det
er en Fisk fra Valatonføen i Un
garn, som for nylig figurerede
ved det Maaltid, Minister Clemen
ceau indtog hos Kong Edward i
Marienbad. Og det kuriøse Navn
indtog Pariserne i den Grad, at de
pjeblikkelig antog det til et Skæld5
ord. Bagerdrengen vilde derfor ikke
lade sig belære:
»De er nu alligevel en Fogoskz,
ixxrede han hidfig. Men Herren ty
stede med Hovedet og trak vaa Skuls
deren. ,,De tager virkelig feil. Og
desuden vilde ingen i mit eget Land
saaledes svare igen.«
»Hvad er De maaske i Derei
eget Land, om jeg tør spørge2«
Vrissede Drengen. »Konge«, sm
rede den ranke Herre, idet ban tak
te Treuqu en Mønt.
Dei var nemlia Kona Georg af;
Grækenlnnd 3
Gtcv Z. Molttis
Afjxedikxiklsc
»Bei«liiigfke Tideiide« bringet d.
Fli. Oft. fiiiiiende:
Lixie nverfor deii i fiiissteliiziig
Binde indeholdte Frciiisiilliiiii iif
Tagen oiii Osreii J. kllkolttess Ent
lrdiiielse foiii Hisfiiinifliil ei« »Ver
linqsie Tideiide« lieinijiiijsiiiet til itt
fieiiisastte folgende siiiiiitereiide iizi
feiliiiiwde Vciiiiwtiiiniier: »
Tii Nod Tixtiiskiftet Eiiiii«k;siiii1-.is
let oni lldnirunelse iif en Onfiiiii:«-I
ital stiilde mindres nur det et natur
liat Iiistis nt lieinire i deriiic Stil-«
tijiq Wen Moltt·c, dei« i en lieiiiiei
le Aarraskke liiwde bekliidt Einbe
det foiii declief Ved det kronprin
seliiie Hof, iiieii liqe fiia natnrliqt
sieiiiliød fiii en .Tvivl, oin de Jiites
resser, der lagde siia stivrkt Beilim
paii Sirenen-D- Tid oq Ki«æftei«, i
Liengden vilde knnne forenes med
;Hofniarfkiilsstillingeii, der jo vilde
lstille vcesentlig ·forøgede Krav til
;T)lrbefdseviie og Arbejdstid
i Resultatet af de Forl)andlinger,
ikser lieroin førtes, blev da. at Grev
kMoltke modtogs Udnævnelse til den
Iiiævnte Stillinq, idet hiin dog im
;skede, at denne liavde en vis interi
iniistisk Kamkter, naviilig indtit
Hden Mand, der samtidig ndnivvntes
»til den nye Stilling som anden
szofmarskaL linde haft Lejliqlied
":i1 at swkte sig simicdcs ind i Admi
jniftriitioneih iit han var i Stand
til nlene at nveitage Ledelseii as
donne.
! Naiir derfor Ps. Maj. Kotigen
Inn bar fiiiidet sig foranlediget til
Tut time Jnitiutivet til Grev Mult
»"kc-s;«- Fratrwdeii, er dette et Skridt
Jtil Etableriiig af den i fin Tid fra
liegge Sider forndsiitte frenitidige
»L·i«diiiii·,.i, oii den nieget oiiitalte
Episode kaii derfor kiin siges at dre
i«e den rent tilfældige Anlcdning
til, at dette netop fkete nu.
Da man frci enkelte Sider hat
gjort Forsøg paa at bencegte Rig
.tigl)edeii cif Meddelelseii angaaeiide
JHosumkskal Grcv J. MoItkes Af
jstedigelse hcir »Kr. ngl.« henvendt
lsig til Grev Moltke og anmodet
ham oin at give Oplysning, om
Meddelelsen var rigtig.
Grev Moltke fastholdt Rigtighe
den af., hviid der var fremfat, new
lig, at han cfter sin første Samtcile
med Os. Maj. Kotigen angaaende
Diffskediqelfen licwde den bestemte Op
futtelse, at denne aleiie havde siii
Aiirsaii i det tidligere i »Kr. ngl.«
diiitalte Forliold, og cit den vdre
Foranledninii Var denne. at Grev
Moltke havde vceret til Stede ved
Jndvielsen af det danske Missions
sclskiibs Vtigning samtidig med Frid
kcn Esche. Jøvriiit ndtalteKongen fin
fulde Tilfredshed med Grev Moll
kes Embedsvirkfomhed i de forløb
ne Aar
Nihiciffciiss Flugt
De rusiskc Fængsler i Sibirien
Inaa vasrc mcvrkeligt organifercde,’
aa Fangcrne i dem maa have cns
Dis Frihed thi der gaar ncestenl
ikke en 1Iae, uden at man hører om
cn Fanges hcldige Flugt.
Den sidste, det er lykkedes at
flygtc, er Nihilistesn Karpowitssch
der Var med til at myrde Juden
rigszminisrcren Bololiepoff for en.
Tel Aar siden. Han blev dømt til
Iivsvarigt chnsgscl og transpor
teret til Sibirien. Hans Benner har
imidlertid i disse Aar vceret me
act ivrigc for at hjælpe ham til
Friheden, og man skal have an
vcndt over ti Tusinde Rubler i det
te Øjedem· Endelig er det lykkedes.
Ved Hjælp af de andre Fanger
blev Karpowitsch skjult i en Kærre,
der var fuld af RødkaaL og paa
denne Maade kom han ud af
Fcengslet. Ved Fængselsporten stak
Soldaten, der stod paa Post, sin
Bajonet ind i Kaalen, for at for
Visse sig am, at der ikke var skjult
nogen i den, men uagtet Kaum
wjtsch blev saaret i Laaret, gav han
doa ika en Lyd fra fig. san naaede
Jerubanen og ved bestandig at fkifs
je- Vogn lykkedes— det bam at naa
Wladiwostok uden at blive opdaget.
Her-« kom han om Bord paa en
cngelfk Skonnert »Diana«, der ven
tpde paa bam Politimefteren i By
en bat-de imidlertid faaet Mistansi
kcs am, at Karpowitsch, hvis Flugtx
»
icr Zelczxraferel til dani, var om
-F 9 »Tiana«, U Dis-: Vilde un
Tsklioas Stils-et Seite f-.112.« doa den
lagst-u Ziaptaju sig into-T- isaa det
lsrlteniicfra da lmn lud dcz isnaelike
Jlaa heise. Eaa maatte Polilimc
Brit-un trastke sia tillsaae, sog Essen
iserteii fort-ad Hals-neu da feile-de til
Japan.
xlarimwillisclk er mi i Ijufoiiainm
til-or oasaa Tllkaria Epiridonof mJ
icxociitfi. der innrdede Plempe lie
s.ndu1· fixi.
.. » —--.-k- k-— —
Ei gammclt Fugu
um Bunde i cn dcr ls·alp
,
Ildclsdamm
For onu- ZW Aar siden doede
du« isaa Etublnsraaard ved Vin
dcrup i Tamnark en Heil-einand,
der var nieaet strasng overfnr sine
1111dersaatter.
Paa den Tid kum en Bunde i
Trandum i Heustand med en Af
aift til Herremandea En Tag rei
ste Blmden, der var en aannnel
Mand, med sit eneste Varu, en
Dotter, op til Herremanden for
» t bede om Henstand med Skatters
«ne. «
Aldelsutanden var Vred og teue
de Bouden med, at han skulde steti
tess ud af sin Fæstegaard, dersom
lfsan ikke vetalte, hvad ban fkyldte.
Bondemanden bad for fig, og Tat
»tereu, der Var Krøbliiig, bad um
«Varmlijertigl)ed. Uden for Gang
»d«m·eu paa Stubbergaard, l)vor«
TEaIutaleu faregik, stod Adelsmans
sdcus Datter, og hun fik Medlidens
Illed med de fattige Folk da bewege
de sin Fader til at give dem Hen
stand: senere fik Vonden sin Gæld
Jtil Herremanden betalt og blev
ived sin Gaard.
) Mange Aar svandt heu. Baade
JBondten og Herremanden døde.
JBondenS Datter overtog sin Fa
Jders Guard, og Adelsmandens
"Datter fik sin Pakt af Stubberaaars
sdisns Gong
Under Frederik den Fjerde kom
»der daarlige Tider for Landet;
Eflere Herremcend gik fallit. Adels
Idamens Pakt i Stubbergaard blev
til sidst folgt, og hun maatte rejse
dort uden at eje Salt til et Æg.
En Dag i Begyndelsen af det
attende Aarhundrede vandrede hun
Jpaa sin Fod fra Hjelmmølle Øft
;1,«aa over Hede ad Hagebro for at
reife til Vilmrcz hvor en Zlcegt
iiina af liende boede.
llde paa den store Hielmhede
mødre hun Bondepigen, der nu
havde faaet Navnet ,,zi"r11t«t·elene«.
En Karl flog Lyng i Nærbeden,
da Krykkelene gik og samlede Lin
gen sammen. Ved Siden af stod en
gammel Vogn, og to Stude gik
og aad af Lyngen.
Da nu Adelsdamen kom gaaende,
spurgte Krykkelene hende om, hvor
lmn Vilde ben, og Adelsdamen sag
de: ,,Til-Viborg;’ mit Gods er
folgt, og jeg ejer intet«.
Da død Krykkelene Karlen spcens
de for Vognen. Et Knippe Lyng
lilev den fine Frøkens Agestol, og
saa kørte Lene hende paa Vei. Da
di· kom forbi Hagebro, vilde Adels
ksamen, at hun skulde vende tilbas
ge, men Lene vilde køre med hende
længere endnu og vendte ikke om,
for hun kom til Vehoved i Dana
biera
Saale-des aik det til, at den sat
tiae Bondepige fra Trandum fik
Lejlighed til at gengcelde Adels
frøkenen, at bun var gaaet i For-«
lien for bendes Faden da denne
ikke kunde betale sine Skatter. ,
Men selv Fortoellingen er gaaet
fra Slcegt til Slaegt, og enkelte af
de ældfte nulevende Hedeboer vil
kunne erindre at have hørt den for
tcelle af deres Forældre.
Naar man elfker med Judex-lia
ljed, er det altid noget nyt for en
at se den elskede. Et Øjebliks Ad
fkillelse lader Hieriet føle Savn.
Hvilken Glæde forskaffer ikke Gen
anetl Straks føler man al Uro
forsvinde Der-til er det dog nøds
vendigt, at Kærligheden bar gjort
store Fremskridt: thi, naar den endnu
kun spirer, og man ikke kommer
af Stedet, høreir vel een Bekymring
ep. men kun for at aive Plads for
andre.
Pascal
