Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, October 30, 1908, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Nye Villier
As
Elith Pcdckfen.
(Fortsat.)
Nimmt-i- fundc del slcl ittc iinttc at sinso bind, imm·
nun luinim dct Pan den :lIc’iiadt-.
Eise somi- mi at more alle sinc· Fest san murtc oxs
siuns sont umlin, ist-unem- i sin Mitvnnnlslfc oftcr du
lnindudo EnmutinxL sundt okssmi tin-got, der ifkc lmudc
Hirn-t, sum del sttildc; nicn du« var intel, sum rigtiks
kundi· trutte und.
Hund vildls mon dientest- sigo, oiu lnin sortaltc lsuui
siiudmi unget, lmn, der kundi« tulc suu stasrft um al
den 31)11d, Her bot-de i l)oci·t cnisstc :Ukciitiest·c, sulu dctl
allerliebste ozs tun-su- klskotinlsstc
Pia-steil Uilde i lwcrt wld not· til-titl-, ut lJun viii
ci- rigtig zxiiiisiwr nxs forumnc ljcndc til at si- lnsdch
Oster
oftc til at tro, at lsun var glmct ind i Spekulationcl,
der itkts lsørtc twndcsis Ungdoin til, uim simwst skuldc
Ventr, til lmn lilrv asldrr og lsavde oplevct nogct merk
lmudc af ondt og godt.
Mcn standse de Tanter kunde huu dog ikkc; Il)i
var Angcrcn end uldrig san bleis, saa vokscde daglig
lstsndeis Lasngscl cftcr ou fast og sikker Forbiudclse nie-d
Gud, ham, den kærlige, mægtige, der syntes saa langt
vorte, sim lsøjt such For der var alligcvel nogct traten
de i Taukernc pan l)an1, i dette at al hcnch Traitg,
hoc-r en Hruocndelsci · Bøn stadjg mødtess mcd dcntie
underliqcy sture Tiwgl)ed, som vilde han slet ika give
hcndr det mindste c.vur
Hun tundc licdc og lasnch og spørgcx nicn Zum
fik l)un iftc. Endda lsan var levende og umsgtig til at
fnldc Illkcunissfeleortcr tin-d Frcd ozs Wer-da som sit-r
ner san tidt havde sagst.
— Inn Var dct en stsisrncflar AfteIL Eise var me
pim Bei list-tu fm ct Bosøg indc i BIJVIL Hun runde tin-p
pc sc- Beim-, Illiarfcn lua niørf ug sort til lwqgc Eidcix «
tun oppo under Sticrncrnc lau der ligcsnm on klm Los
umg.
Til sidst vidstc hun Werten ud cllor ind, fristechs
l
Zank hnn aik der ene, inindedeszi lmn en Jnleafs
ten fra sin VarndunL Lende-J Moder hade bragt lsende
til Jena-H mensz de andre endnu sad og lo oa spøate
over sdort og Pelnsrnødder og andre gode Enger.
Eaa snart Moderen havde bedt Aftenliønnen med
l)ende, var l)nn igen aaaet ind i Stnen ved Siden as.
da Else laa nn ene og saa nd as Vindnet, up niod den
klare Stiernehiinmel
J Toppen as lJendeJ Juletræ havde der ogsaa vcrret
en Stierne, en stor, golden Stjerne — — alle de der
oppe straalede ogsaa i Toppen as store, lyse Turm det
havde ljun hørt oni . . . Saa mange "Engle, der var;
em at pynte og tænde alle de Træerl Der maatte were
mange, mauqe T s.inde Og hvor det maatte væce dej-"
Jigt at se de smukke, hvide Engle danse om Træerne og
høre dem synge Julesangen . . .
Hun vilde viere god og lydig som Engleue, baade
overfor Far og Mor, overfor Folkene, ogsaa mod den
ga1nle, gnavne RøgteL Men saa god som Jesrisbarnet
runde hnn vist itke vaere — —
Else lniskede alt saa klart sra hin Juleaften, og
Tankerne fra dette sfønne Barneminde blev i Aste-n til
lieudes egne Tanker igen.
Saa god sont hun sknlde — burde — —
,,.cej, saa langt, langt fra,« sagdc hun hen for sig.
»Ein langt, langt fra.«
Men dog elsker han digl
Det vidste hun som lille Pige, det havde ligget saa
flart i hendeg Barnesind
Var det da slet ikke sandt mere, var det ikke lige
saa sandt nu som den Gang?
,,Gud elsker mig dog,« gentog hun sagte, ncesten
l)viskende, og Else syntes hun greb om det Ord, greb
det sum .nngct fast og sikkert.
Og da der koni Tanker og Tvivl, der vilde freni og
stemine imod, greb hun endnn fastere til: for han havde
jo selv sagt det, selv sendt Juleharnet til at elske og
frelse alle smaa Børn —— og alle voksne. —- —
Og hun sølte en stor Befrielsensz Glæde, der vilde
hryde igenneni. Men den knnde, turde alliaevel ikke
rigtig.
Da Else naaede Storgaard, var hendes Foxceldre
zgaaet i Zeug Hun gik da lige ind paa sit Vierelse
»Turde jeq doq holde det fast « tænkte him, idet
hun tændte sin Lampe
,,For Jesu Skyld,« sagde hun, som uvilkaarlig:t.
»For Jesu Ztyld,« gentog bun.
Det lød saa staerkt, syntes Eise, som var der slet
ikke niere for hende at sige end netop disse tre Ord. Og
den Aften sov .1)nn ind saa underlig let i Sindet, for
lnin havde greliet am noget fast og sikkert, som hun
aldrig i sit Lin Vilde slippe mete.
—— Straksz da Else magnede nasste Morgen, fo’r
det aennent hende: oni det holdt endnn?
Tet gjorde det.
« bind stod for hende omtrent som i bendeii Baruc
aarcs loseste Tankert sont den, der Vilde elske ug ooate
og bevare, naar ljnn varligen vilde gaa frem paa aode
Befe, ja lmer Tanke um et:sr1)gt ikke! — —- For Jesu
Skyldl
Zaa tung ng stille sont hnn hade vasret i de sidstc
Tage, ligesaa let og alad sorlod hun den Morgen sit
Verrelse og gik ind i Folkestuen.
Der sad begge Forceldrene Karen saa straks nn
dersøqende paa Elser Ansiat. Gregers saa ned i sit
Pibehoved
»Er der noaet i Køkkenet, jeg skal . . .«
»Nei, lwnrdan gaar det, min Pige?«
»Tat", lille Mor, det aaar saa godt, saa aodt,« ina
rede Eise og aik liae l)en oa kyssede sin Mor.
»Eynte—5- jeg ikke unf, at dn saa saa fornøjet nd:
nn er de Griller Vel helt sinnet nf nIin inste Pines Im
Vei.«
Dator nndselin sonrede Eise: ,,»Tnn en k).I’nnde, ju
dct Uil fini-, jen linr nn forslnnet . . . ien lJni nn stehet
iller » . . so, nretset det i Tro, ioin ien lnsnntesJ efter.«
Ost-energ- saa stndin ned i Pibehomsdet, inen saqde
intet. Ton, linn onr nnsppe den, der sorslod nnndst nf
det lieie
hinten snnde:» Jinn, in, in on, nnni nn det snn man
Vijve duoed, nnn Eine Und niin endelin se, de« ikte
fonnner flere Efrnpler . . . nn snneszi jen linke, dn sure
innin sfnl lnde Unsre nled nl liore den Priest, fort-lit
li i a- iiner ien.«
»Der ninn Dn ifte forlnnne, BUTin det innn dn ift·e,
det er io sna dejlint, isn-r nn dn, snn dejlint nt liøre
,om . . .«
,,an, Vist inn, nifi inn, nie-n, nien dn its-pp nnnr det
nioer Strnpler on III-o, innn stnlde jo netop linoe det nd
nf sin Priest, nt mnn nnnr nlnd liieni frn Ritte, nltii.«
»Mo» Mor, det er jo netop det, jen er dienen, nn,
snn nsinelin nlnd oed lielt nt give niin lJen til Gud,
eidende nt linn lJelt linr tnnet inin til sig sont sit kaere
Bni·11.«
»Ja, dn onr dn dn belt fnld nf Skrnpler for ifke
snn lnsnne siden on linr DnIret det i Innnge Dage, on
den Sinn-«- Forsfmskkelser san vi snndelig Unsre fri for
n: fnn slere nf her pnn Stornanrd.«
»Im bnr slet ikke vieret forskrnskkeh nej, i Grunden
ifte, det var mig blot snn svcert, at jeg ingen . . . ingen
Følelse hnvde nf, innen Vighed out, nt Gnd . . . at Gud
clstede mig. «
»Da hnr du da aldrin nogen Sinde før hørt andet
nf din Pia-st. din Laster eller andre, skulde jeg tro.«
»Nei, inen sorstnn ntig rintig, kazre Mor . . . kort
sagt, jeg ncnnglede den store Glcede, der un sylder mit
Hjerte, Glieden over Frelseren, over nt mnntte være
Hind, in, det loder sna underlin, Inen over da, nt der
sor Jesn Sknld innen Verdenszi Ting er i mit Liv, jeg
liehøoer nt srngte for . .
Men sinken forstod ikke Forklnrinnen, rystede bnre
pnn Honedet on fnn spørnendi over Inod (83regers.
»Du siner innen Tinn, Greis-F »
»An, sen inne-J for Restem set luder rnrt nok, det
Eise der sine1«, on Prwsren tnlte nn linegodt onsna rnrt
isaer sidf1e(83nnn: lnni knn nodt liøre l)nni.« Grejs flat
tede lidt pnn sig on snn nd i Gnnrden Tre annd kraf
tine sysfe Oeste koni netoo liiein fIn M niken
»Du link du snnnicend reetet Inindst linesnn betten
kelig ned Pinen soni ien »m, oqi det i Inn onsnn.«
»Ja, men nn Inener jeg, det gnaL Fönn knn godt
liøre limn,« sngde Greis, idet linn reiste sin pnn den
Mande, der bewo, nt nn vnr Knrenss Dom 11nderke11dt,
Sagen slnttet
Den rare Faden den omhnageliae Moder!
Else strøg Moderen over Kind vg Haar, oa gik saa
nd for at smøre Midaftensniad til Karlene og Røgteren.
For alle Piaerne havde fri; de var i Gang med Stor
pynten. Der skulde være stort Danseknald i »Staat«
inde i BycrL . —- f l· « »s»
For søkfte Gang iflere Dage ckænkte hun paci Jens.
Han skulde nok med. Som han iknndekdansa saa glim
rende. Men nej da, som det gik til inde i »Stu"en«.
Onn vilde ikke Ined for aldrig det. Blot Jens heller
iffe sknlde. Hatt oidste fo, at bnn aldrig kom der. Nei,
saa aik ban nok ifke nn mere . . Aa, «tcenk om Jens
lieller ikke brød sia om de Enger- J Grunden var der
tidt saa meaet gritnt Ined den Tausen, oasaa paa Stor
gaard og i de andre Gaarde . . .
Tet lød grimt, sont de pjankede og fnisede, de
vyittede Piaer, nienski de slngte Midastenstnaden. Og
soin bnn snakkede, Mette Marie især.
Aldrig før liavde hnn børt det saadan. Det maatte
lnm en anden Gang have talt med bende om.
Grinende og støjende forsvandt de tre Piner lidt
efter gennem Brthgerset.
To as Karlene kom ind, fik en Mellennnad i hver
Haand oa forsvandt saa sannne Vej som Piaerne, ban
dendc paa, at de ordentlig sknlde more sig i Nut.
Uba da! ja, ban var nu iscer raa, den Anders
Forkarlen . . . men for Resten saadan var jo saa mange
af de pæne Gaardmandssønner. Det havde hrm aldrig
trenkt videre over for-.
' »Me« det lsjalp nok med den ny Præst, dkt maatte
det da,« tcenkte Else. »Godt var det, han var kommen.
ja, som det dog var en Gnds Lykke.«
Den hele Aften iaennetn var Elsc saa mild og
clad As oa til nnnnede bnn paa en as de nve Salme
nielodier, Kerner lsavde indført Greaers og Karen var
lseroliaede Men Karen trenkte ved sia selv: »Im skal
dva oasre paa Inin Post.«
Førft da Else var kommen i Seng, kom hun rig
Iia til at tasnke paa, livorunderligt det var, at bun
tcrnkte saa lidt vaa Jens. For Grunden var egsentlig
fjet ikke den, at lmn følte sia rolia overfor Ferældrene
i det Spørgsmaal; men det var, sont om der var kom
men noget nIellem dein. dZan forstod natnrliavis slet
ikke alt det nve, bnn nn var kommen ind i, on som var
liende saa start saa meaet, meaet met-e end . . . end
neaet andet lier i Verden.
Det var jo bende nieget merc umisteliatend . . .
end Jens selv, ja, det var det virkeligt, end liaesrem
liaade Far da Mor med. Det lød saa underliat, ncesten
Ineninasløsh inen bun følte det saa nmiskendelig klart.
at det var alliqevel saadan.
Klokken var vist mange, men bvad ajorde det.
Onn laa saa dejliat, on alt dette nye, ja bele denneij
nne Verden, der var aaaet op for bende, liaesom vedl
et Trvlleilaa» den blev ved at svlde hendes Hier-te med
Glaede og nye Tanker, — ja, det var jo et belt nvt
L- iv. «9la, Inaatte linn nn ret knnne leves ester Gile
Villie: hnn var saa glad.
Klokfen var over tre!
Den lilev vist fire, sm« linn faldt i Eøvn
illlen Jxklokten var kke sov, da Else oaaanede oa
siod op, frisf oa stasrk sont altid, alad sont innen Binde
fL«-1’.
Paftor Kerner var nn beanndt at aaa rnndt i Vin:
ftrnp oa llilse ptm sillO Erwikstlk« Førft aik han« lnmr
nan fpnrgte, der var Slmdvm Clle Ulmet aantle Fett-;
fms Reiten tog lmn Hug- for Sud da Naukd f« »zum-d
»den Personsuuseelst-- »Ja DDWlL lmor lian fein ind,
talte l)an med seltene- llws Un kunnte-, am de ijL
der ln1rer Gndsts Rinc tlls WHAT All WsilldlgL tnen den
alverliat oa indtrasnaende Tet nik der sum alle Veane
Nogtc bot-te nadtnnngent paa Prasstenszs Ord, andre var
nasrntest liaealade, men lud interessiert-du 1nen der var
dda oafaa Steder, lmor lmtl til fill stOre Oslasde Inasrkede,
der Var and Jordbund
Deanen asrnkedc sfn Wer, at Folf niesten ned en
lwer Lejquhed drøftedc den tm TMmId ou nun-z Lkdz
sont om der aldria haude rasret Kristendmn i Zogskct
før den In).PaUe-J Komme Men han taa tilsnneladende
ret roligt paa det bele.
Eudelia naaede Kerner easaa til Storaaard, da han
enttrent havde mer-et inde alle andre Eteder
Alle livinderne var i surrt· Gang med Baanina
Gregergs var itke l)jennne·
Da Karen saa Prassten i Gaarden, sagde l)nn til
Else: ,,Snnp et Ferklwde for oa aaa ind. Han aaar
nok snart igen, naar ban l)ører, Greis ikke er l1jemme.«
»Ja, men dn konnner da ogsaa ind, Mor! Det maa
dn da.«
»Maast«e,« svarede Floren.
Da Else kotn ind i Folkestnen, stod Kerner der
allerede.
Hvor bun er sinnk, treukte ban ved første Øjekast
Men smuk var hun ogsaa med de af Arbejdet røde
Kinder, de mørke Øjne, den høje, rank·e, kraftiae Skik
kelfe. Hendes Hiler var fri og utvnngen
De havde ikke siddet lcenge, før han ledede Santtalen
iud paa aandelige Tiag. l
»Noch det er eDres T arndomshjem det er et stort
og smukt stem, lHerren bar givet Dem, det er noget
at være ham taknemmelig for, ikke sandt?«
»An jo, Or. Post-Ir, men det bedste af alt er dog
alt det, Herren vil give os . . . give vor SjasL jea mener
. Freden med hanr . . . denne underlige Hjerteforbitk
delse. . .« «
Saa klar og frifk Tale havde ban ikke ncødt før i
Vinstrup, saa Inanae Steder ban end havde vceret inde.
Og det kom ham saa overraskende, saa glcedeligt over
re.skende.
»Ja, men Frøk . . . Else Eturaaard, bar De da den
nnderlige, var det ikke lXIjerteforbindelse, De saade?«
,,.la, ja, Gnd ske Tak, den bar jeg saa sikkert oa
vit.« "
»Men er rdei da andre bei-, De kender, som bar
det paa samnie Vis 9«
Else mstede paa Hovedet og sagdet »Sei tør jen,
ika udtale mig onI.«
»Men hvor lcenge bar De da haft denne For-visi
ning?«
»Det er kommen, siden De talte her første Gang. «
MzDet er mig en stor Glæde at høre det,« sagde
tnliv san sit Hanf- om, at mange Folk der
paa Egnen snnrt maatte gaa ind i dette skønne Ends
liv, san det kunde blive rigtig kendt paa Hjemmene og
Livet der.
« Vel en hel Time var gaaet, nden at de nicerkede det.
Da trank-te Karen ind i Stnen
Hendes Ansigt var roligt, koldt, da bnn gav Pice
sten Haanden Datterens Ansigt kendte han fra Kirken,
Modetens ikke
»Go«ddag, ja, jea vilde aerne hilse paa De1n.«
Knien bøjede lvaedet megei lidt, idet bnn satte
ng.
»Der-es Daiter oa jea bar faaet o: en lille Sam
tale.«
»Ja, det har De,« svarede Karm, idet hnn san
hen paa det ftore Bornholmemt
»Deres Mand er note ika Hemmt-W
»Wei, bnn kominer heller nceppe før ben paa Af
tenen.«
Ketner var snnrt enia med sia selv om, at for Ofe
lslikket, maaske for lange Tider vilde det vcere umuligt
at komme den Kone paa net-ei Hold. Men han kendte
hende jo ikke, tnaaske var det kun her-des Væscn
»Dei er dog en prcegtig Ejendonm Storgnard, jeg
hnr sjæckdent set san par-n en Ganrd."«
Der kom et Blink i Karms Øjne Der var Sporet.
Men hmc lukkede sig til. »An, Else, du faar gaa nd og
se til Bagningen.«
Kerne-r vilde til at reise sig, men tmnkte paa den
anden Side, det kunde viere nhøfligi mod Komm som
lige var kommen ind.
»Jeg vilde gerne en Gang se Deres Guard, —
omkring i Udhusene. den skal jo Være san ndrncerket
indrettet.«
,,Hvis De en Gang kommer bernd iaen, og Inin
annd er hjemme, knn De saa aodi . . Karen Var liae
Tfold Med et Blik bavde bnn sei, at den Keiner Var
umulig at komme over, isasr naar tjnm sknlde bade batn
paa nærmere Hold, poa Storaaaid Andersen var kloa
1.:ok, men ban t1«ak»sig ind i sia selv on sngde ingen
tina. Saa bare ud, som om bnn trenkte Hai- ber iav
iffe i Lænaden Der var noaet Diriaent i baut Nes,
ban maatte holde-Z vcek fra Storaaard Og belsppasaa
fra de andre.
Prassten hande siddet oa set nd i Ganrdeit Hnn
Var i Grunde-n 11"l)øflia, den Kone.
Saa brød bnn op
,,zyarvel, vil De hilse Detes Mand. 9«
»Jo Tak.« Linn gengceldte roligt oa fast Præstens
Vlik.
. . og Deres Datter.«
»Tak.«
KVMCV tlmgede paa Hienmeien paa den Visit. Det
var vel Datterens Onwendelie eller noe Klarhed lGan
fDiUgch UOphørlig med Stoffen. Sligt havde ban doa
iffe trenkt sia at møde i Vinstr1ip. Mandens Ansiat
san da belt skikkeliat out end lidt felubevidst nd. Dei
un det eneste Menneske, ban endnn ikke bande faaet talt
tiatin nie-d pna sine Hnsbesøn
Naa, dct kan ika Hutte at spcfulcre over Psrsomm
Von da Arbejdc er det, du« skal til, lud dvt «- bank«
Hirt-tu da han ais iud i Prassteaaardm
kllkou dct prikkedu attiacucl paa ham, dcii hast Vol—
arvasrdialnsd den sammnne Neueralsmk, - sathm m
Lüstmndlina Toa Var han cnia nccd sia few um. at
l)an iffc vilch prøuc Paa at sporae Rot. urs, han
vilde sclv lasns Falk-no i Etoraaard at fonds
J Rattialmsen sont laa ligc Istcn for Mit-ken, var
du« tun 611Bc11m-r, cn aammcl Illkand nasr de l)alnsjcrs,
Fluch-is lscd han, Auch Flasf kaldteii ban for sin spr
acliqe Rasrlialnsd til Brwndwinm, sum da oasaa var
Eknld i, at lsan buch, lnwr han bordtn
Hatt Var ldt over Tllkiddclhøjdo kun, mcn bred og
t«1·astja, Ilusiatet brcdt og skasaløst, Hotwdet dukktsdc stæktt
paa den krastiao Hals.
Tor var uogct mildt unt-r lsaul, uaar ban var be
1«uset, da da Var ban let i Gang, Inen nacht melankoht
naar hatt Var crdr11, og da var Nakkcn nich bøjct og
Wangen tangere
Tidt hande hau arædt over sin sørgcliae Tilvasrclsq
ika siaslden bavdc ban kasmpet baardt for at saa Fla
sfcn slath i Stukkcr for bestand-im men eftcr et Pat
Tagcsts Forløo havdc han altid maattct købc sig cn ny
Flaskc Ined Jndhold Ak, Isanss kære Kone ng de to
smaa dcjliac Irr-nach sont laa der oppc paa siirkcaaars
deu, de ltavde ikke knunct trivoss i Fattiabuset L. tsvot
var dct godt, dort-E- Øjnr ika hade set lsam i de 1:):--«1e,
mange Aar.
Oan søltc sig dømt til livsvarig Drukkenskab. Der
var nok iugen Udvcj. Du skal saamænd ikke kænwe
tangere, lad bare staa til, lød dot i hans Hierin-. Hvad
ajordcs oasaa det, at lsan nndertidcn kom gennem By
aadcn i Spidsen for den hychtde Skoleungdoml Ak,i
30 Aar bane l) on d es Ljne jo været lukkede, og han
selv var nu næsten ligeglad nccd Mcnnesters Meninger.
Men Anders bavde staact udc i Vaabenbusct og
lmrt de Ord udtalo Inod Mnndigbed og Kraft: Søgek
først Gith Niacy fast dig først holt over i din Frelsisrs
Faun, saa skal du ot«fare, at ban bar Ves, Udvej alle
sStcdetn
» Alle Steder lsande Priesten gentaaet, ncevn mig
Fu eneste Elendiabed, han, den stasrke Gnd ikke hat
llldvej sor.
Det var gaaet gennem Anders- som et Lun, sum et
Kommandoraab aennem en Soldat, lsan lsaode reitet sig,
straft Hovedet i Vejret, l!)ttet, ltsttet sont en druknende
’efter kllkenneskeriz Fodtrin paa Vredden
Alle Steder«, alle Steder lød det gennem Anders-.
alle, alle mnlige Fleder, den stcerke Gild, nd as Trut
kenskab og Elendiglsed og lsjem, en Gang lsjem til Ma
rie og deres smaa Trengtc
,,Det maatte viere sandt, ja, det maatte det da;«
Maaske i mere end en Time gik Anders frem og
tilbage paa Gnlvet, da han var naaet hjem til Fattig
l)uset.
. . Netop saadan knnde lsan forstaa Gud, saa var
der noget Ved bank. Der var ikke den Ti11a, der var
lsam nmnligt overfor den, der vilde . . . der vilde . . - -
der vilde gaa . . . nei, der vilde kafte sig ind til kam
med bele Hiertet saadan var det, Prcesten bavdesagt
det. Oa han maatte, maatte engang igen viere samtnen
med Marie og deres to smaa dejlige Trennt-, lwnr var
de smnkke, naar de laa og sov sammen i deres bitte
Zeug med de to smaa, lnse Hoveder paa den sammt
Pude.
- Anders foldede sine Hiender benne ved Sengen og
bad saa inderligt til Herren, at ban dog vilde gøre ham
til et nyt Menneske, der kunde komme ind i Himlerr
Da Anders tidlig paa Aftenen gik i Selig, var hats
fnld Han Var kommen bag ind lsos Købmanden
— -— J mange Tage gik det un paa den seereste
Mande. Jkke en Time paa Dagen bavde ban Gud af
Tankerne. Han trenkte og teenkte, bad til Gud og spe
kulerede, men aldrig smites han. at lsan havde tørstrl
stærkere efter Brcendevin.
Mindst engang om Tagen var ban beruset, sov
Rusen nd paa nogle Timer og begyndte saa forfra pack
at tcenke og bede og kcempe med Drikkelysten Han kun
de ingen Redeligbed finde paa det bele. Gud kund
bsaslpe og Anders vilde bjælpes, men ligemeget lssalp
det. Nei, det var helt meningsløft altsaminen. ,
—— Iaa ryatedes det plndselig over lsele Vinstrup,
at Else i Storgaard var bleven ligesom Priestern Saa
dan liaesoni mere troende end de andre: lmn talte nok
med andre om Gild, akkurat som om lnm var Priest
Hnn holdt lselt med Kerner i dette Vrøvl om, at alle Falk
i Vinstrnp vare nogle jammerliae Syndere
Else i Storgaard! det var ellers faadan en klug
og rolia Tøs. Anders bar-de paa Fornennnelsen det
var noget for bam. san maatte se at faa Tag i
Frandsem han knnde vel pnmpe lidt nd as Inmi. Dei
var jo da ogsaa en Ema-I gejstlig Mand, der forsrxd
sia paa de Tele. Else maatte vel nok lsave gjort en eller
anden grov Synd Skønt bvad skulde det vel vasre
for en?
J et Frikvarter saa Anders Degnen staa nde ved
Vejen Gan kiggede nok efter Posten. Ander:i tog
Essasketten paa og ned ad Besen.
»Goddaa, Anders-T«
»Goddag, Frandsenl jeg bavde ellers en lsette
Ting, jea gerne vilde spørge Frandsen om.«
»Gen- dn blot det, Anders.«
»Jo, jeg bar børt om bende, Datteren i Storaaard.
at kmn skal viere bleven ligesom Priesten . . . ja, ieg
kan ikke rigtig . . .«
»Nati, io det er rigtig nok: lnm er bleven taabelig,
bel fnldstrendig fnld af TJIeligionsskrnpler og Snak ot
rsor Herre«
(Fottsættes.)