»Yansl-keven",
et halvugcntlig NyhedD og Oplyss
nmgsblad for der danske Folk
iAmerjka,
udgivet m«
DANISXL Ll"l’ll. PUBL. HOUSE,
Blum Nebr.
.Danskeren» udgaar hver Titsdag og Frei-ag
Pris pr. Aargang
l de Fokeuede Statet 81.50, Uslaudet Ism·
Bladet betaleö i For-stud
Vestilling, Betaling, Adressesotandklng es
endet angaaeude Bladet adtessekes:
DANISII LUTLL PUBL. HOUSB,
Bleir, Nebr.
Vielmka A. M. Andersetr.
Illle Bidmg til »Danskeceu«s Judhold:
Ifhandlinger, Korrespondancer og Attiller
If enhver Akt, bedes adresserets
U. M. Andersen, Blair» Nebr.
Ente-ed at the Post Okijce It Blatt-. Neb»
Is Secopd klas wettet-.
Advektislu;—ji;tes made know-S IDE
spplicatiom
»Danskeren«
bllver lendt ti! Subfkkibenter. indtil udtkyk
selig Lpsizelse mobtageg as Udgivsrne. og al
Geld er betalt, l Overenssiemmellt med de
Jotenede Stateks Postlove.
Raat Læletne henvender sig til Folk, der
useka iBiadey enten for a: Hohe hos dem
ellet for at san Oplysning om det avetteredr.
bedes de altiv omtale, at de san Unwisse
iaentet l dem Blad· Det vil date ttl gen
Idlq Nym
Af disse tvende Traade er den
sande Kristens Liv gennemvævet:
Emerten over Eynden og Glæden
orer Gndgi Rande-.
D. G. M o n r a d.
Tor er en lldvikling i dc Kristucss
Lin sra det at betragte Vorhereszä
er sum et Tillmd og hcn imod det
m se paa det, som Høvedsmanden
sua pna det, som Almagtsordet, der
staher hvad dct siger.
E. H o s t r u p.
Fm en of vore regulccre Korre
spondcnter i Wisconsin modtog vi
sorleden den ForespørgseL orn den
Poul Petersen, der havde ladet sig
stille ·af Saloonpartiet til City-»
Mayor Embedet her i Byen, var den«
samme som Bestyreren for Danish
Luth. Publ. House? Da Spørgs
maalet gcelder en offentlig Sag, spa
ter vi offentlig: ja, det var.
« ummer meddeler vi, ef
ter Referat af y i Kr. ngl·, det
første amerikanske Foredrag ved
Københavns Universitet, »Amerikan
ske Jdealer. Det glæder os at er
fare, ut der hat været overordentlig
stor Tilstrømning af Københavnere
til dette Foredrag. Efter Referatet
at dømme har Kuntsler Mc Eriacken
gjort sit- Land Ære ved sit Foredrag
om nmerikanske Jdealer. Disse Ide
aler kan ogsaa have Betydning for
danske Studenter og andre. Maiatte
de blot baade her og der eftcrleves
eller i det mindste efterjagesl
!
Opftandelse —
Sasa har vi atter fejret Paaske
Sent kom den i Aar, meu underskøn
var den. Det var, som alt omkring
os, scerlig derude i Naturen, har
monisk og med een Mund udraabte
det ene Ord Opstaudclse!
At Paasken kom saa sent, det
gjorde sit til, sat den blev saa skøn.
Hvor mange af vore Læjere mon
kender Aarsagen til, om Paaskeu
kommer tidlig eller sent? Det er
Mannen, der beftemmer det. Man
ge turde have lagt Mcerke til, at vi
altid har Fuldmsaane i Ugen for
ud for Pasaskesøndag. Og denne
Fuldmaane er altid første Falk
maane efter Foraarsjævndøgn. Paa
skedag er altsaa hvert Aiar den fisk
ste Søndag efter den første Fuld
manni- efter Foraatsjcevndøgn Den
kan aldrig indtræffe før 22. Marts
og aldrig senere end 25. April. —
Jødernes Paaske begynder altid med
forste Fuldmaane efter Jota-arg
jcevndøgn uden Hensyn til Ugeda
gen. Vor Paafke er egentlig en
Fortsættelse af Jødernes, men med
nyt Jndhold Det var paa Jøder
nes Paaskedag, Jesus blev kutsch
stet, Dagen efter var det Sabbat, og
førfte Dag i Ugen opstod Jesus fra
Døde Derfor har Fredag og Søns
dag faaet beftemmende Betydning
for vi Ktiftnes Paaske Vor Paa
fkefeft er Sejksfest, ·Opftandelsesfest.
Opstsandelfesfeftsen — —- hvor er
den herlig og san Anh, om vi ikke
bavde det, Paafken minder om, hvad
havde vi Kristne saa forud for an
dre! — Moraleu — —-. .Ja visi,
den kristne Moral er ophøjet, den er
ideel. Men ialligevel —- om vi san:
stulde bukke under for Dødenl om
vort favreste Haab, Haabet om evigt
Liv og Zalighed og Herlighed hos
Gnd sfulde være befkcennnetl Det
var grusomt. Derfor kan Paulus
ogsaa skrive, sat dersom Kristuis ikke
er opstanden, — dersom de døde ikke
opstaa, — dersom vi haaber paa
Kristus alene i dette Liv, da er vi
de elendigste af alle Mennesker
(1 Kor. 15). Opftaudelsen er Kro
nen paa vor Zrelsers Sejrsværk.
Og hvilken Stadfæstelfe af Op
standelfesevangeliet er ikke Opstan
delsen herude i Naturen. ster en
Græsfpire, hver«k-- en Blomst paa
·:Isk’ark, hvert et Trce i Skov vidner
om Opftandelse. Under Vinterens
isnende Milde var alt sasa dødt, saa
den, der ikke kendte Naturens Gang
maatte tro, at Tøden var Sejrherre
for bestandig.
Men vi, som har set det Aar
efter Aar, hvilke Triumfer Livet
fejrer hvert Forasar, vi bevarer let
Trer paa Opftandelsen paa Livets
Seit, midt i Vinterens Død. Vi
ved, at Solen ejer livgivende og
livsvækkende Kræfter, og naar den
tsender tilbage og jmiler venlig ned
pasa vor Jord, skasa myldrer« Livet
atter frem.
Siaialedes i Planteriget, dels dg
saa i Dyreriget. Men skulde da
Menueskelivct —- ubestridelig det
crdleste og skønneste Liv paa denne
Jord — skulde det alene være dømt
til evig llnde1«g(111g?! Nej og atter
nej! Der er et evigt Liv, et altid
sejrende Lin bsag ved al Omveks
ling paa denne vor Jord. Og dette
Liv har ikke sin Urkilde i Soleu,
men i Solens Skaber, i Gild. Jesus
ejede det. Han havde Livet i "sig
selv. Terfor kunde han heller ikke
gaa under i Dødcu, og derfor kan
Paulus sigez Han blev kraftigen be
vist at Være Guds Søn ved Opstan
delsen fra de døde (Rom. 1). Ja,
i Jesus hat Mennesfelivet vuudet
Sejr over Døden. J ham er der
Opstandelse —- og han er bleven
Førftegrøden af de hensovede, saa
der i ham er Haab om Opstandelse
og evigt Liv for alle-, hvis Broder
han er bleven·
Og saa kun dette til Slut: Gid
vi saa rigtig maatte se en aandelig
Opstandelse, en Opvaagnen ruudt
om ibliandt Menneskene i Seamklaua
med det Ord: »Den Time kommen
ja er nu, da de døde sfulle høre Guds
SønHRøfL og de, sont 11ø1·e, sfullis
leve«. Bliver der blot Opftandelse
her, saa Mennesker komme-r til at
Ieve Livet fankmen med bam, sont
bar det evige Lin, saa skal Livet
ikke ligge under for Tødeih
.——.-..-——
Lidl om Sondagsfkolcn
og dcns Lcdctfc.
1
»HVad man i llngdouunen neul
mer, man i Aldcrdommen ej glom
mer«, siger det gsamlc erspil, ug
selv om vi Inaa iudrøunne, at der
csgsaa her gives Undtagelser, saa vi
Yjer Erfaringen os, at det nok i Reg
Uen passen Et Baru, der gennem
Ien Række Aar har gcestet en Søns
Idagsskola hvor Guds Aand har faaet
Lov iat viere den ledende og raadeu
de, har der- modtaget Judtryk, sont
aldrjg senere i Livet vil ganske ud—
s1ettes, felv am meget kan gaa tabt
i Livets Sttømgang. Vi har jo
vistnok Søndagsskoler i alle vore
kenigheder og paa nogle Missions
Pladser; men mou vi nu alxigevel
Ixar faaet Øjnene rigtigt op for dens
stcre Betydning? Jeg synes saa
cfte, vi er meget mere efterrettelige
med Hensyn til Efterfølgelsen af
Daabsbefalingens første Del end den
sidste: ,,Lcerer dem at holde alt det,
jeg bar befalet eder«. Og dog kan
Vi vel alle være enige om, at vi faar
ikke vore Børn frelste alene ved at
lade dem døbe (om de ellers maa
leve, til de naar Skelssaar og Alder):
det er kun en Del af Jesu Befaling.
vi dermed har efterfulgt.
Mon vi Kristne ikke ogsaa stund
km gør mere for at faa vantro Men
nesker omvendte end for at faa vore
egne Bøkn bevorede hos Jesus? Her
gælder det, at det ene skal gøres, og
det vandet ikke forsømmes: men den
førfte Pligt gælder dsg vore egne.
,,Derfom nogen ikke hat Omsorg for
sine egne« o. f. v. (1 Tim. 5, 8). Det
CI sandt, at oi fan ikke bevare dem
l derei- Taabspagt; nien det er lige
saa sandt, at vi fan ikke mnvende et
Uscflv vantro Licenncske Hekuled skval
ri dog ittc flaa osJ til Ro; thi gør Vk
intet for at fau dem bevarede, saa
lIliver de ikke vevareda vg gøk Vi in
tkt for at fasa vantro Mennesker om
iiendtc, saa bliver de ikke omvendte.
Det er ikke af den Flug-S Ting, der
saadan kommer saf sig selv. Skal vi
tale om, hvilken Mission der er den
letteite, og hvilken der er den svcere
ste, saa tror jeg at kunne svare: Den
letteste er Mist-innen blandt Bør-—
nene, og den svasreste er Missionen’
blandt dem, der er konnnen langt«
lsort fra nt være Vørn »
Tet er ikke min Hensigt med disse
Linier i mindste Maade at ville
svwkke Missionsinteressen i vort
Isamfnnd; nei, gid den kunde blive
;1neqot størie og varrnere og bære
lsnsdfe rigere Frugtch Terimod er
det mit Ønske at heulede Opmaerks
! scsmheden paa Missionen l.landt Børs
nene, som den, jeg synes, naturligt
maa have den sørste og vigtigste
Plads i vort Samfnnd og vore Me
nigheder, samt Søndagsskolen som
det bedstc Middel, vi har til at nd
føre denne Missi011.*·) Vore Sommer
stoler kan ikke opfylde dette Krav el
ler erstatte Søndagsskolen, da de
lJar flere Opgaver at varetage.og
itte i den Grad som Søndsagsskolen
salene er beregnet paa kristelig Paa
virkning og Vejledning·
Opdvagelse iHjenimet er GIV
følgelig af størst Betydning for Børs
neue; men enlwer jamvittighedsfuld
Fader og Moder føler visl ofte, hvor
umngelfuld denne er, og hvor haardt
de lrænger til enhver hjcelpende
Haand, der i den Retning tun tref
teI dem. Prcesten bliver saa vant
til at prædite for voksne, at det» ofte
falder hani svært iat kunne rigtig
jætte sig ned som Barn blandt de
sinaa og tale med dein paa en saa
varnlig og enfoldig Maade, at de
rigtigt kan følge med. Ofte er dette
lettere for en ensoldig Lcegmand,
der elfter sin Frelfer, selv om han
eller hun maatte synes, Evnerne er
altfor smaa. li. »
Men skal vore Søndags
blive en rigtig, « "
bliandt de smaa, er der flere Tit ·
maa tage Hensyn til. Vi mac- aia
ud at hente de smaa. Det kan
dcsm blive en besværlig Gang, nsaar
Zorældrene enteu viser oS bort"; el
ler tonnner med en hel Række Und
stnlduinaerx men har vi en lille
Enmle Rirrlighed til den Gewins,
ntaa vi vel knnne fornægte os selv
saa tin-get, at vi tau og vil gaci dg
opfane dens, selv om vi kommen til
sxn aaa Gang paa Gang tilsynela
Idinde forgasveszx Søndagsfkolen
sstal itfe vasre alene for vore egne
Varu, lige saa lidt som Gudstjene-’
sieu ag illiiszisionsmøder skal viere
ndelnftende for Menighedens Med
lennner. Vi 111aa ikke vente, at de»
Iidenforsraaende kommer faadan udenl
videre af fin selv, saa snart de hører,
vi bar liegyndt en SøndagsskolejVi
maa heller itfe von-e altfor bange
for at ofre nogle Dollars for den
Sag — til Børnel1lade, Sangbøger,
Lærel1øaer,Billeder og andet, der
kan opmnntre oa draqe Børnene
samt være til 9 vtte for dem.
II.
Naar vi har faaet Bdrnene sam
let til Eøndagsskolen, bliver det
næste Spørgsmaal dette: Hvorledes
ffal vi saa saa den ledet paaden
bcdste Munde, saa Bernene kan saa
virkelig praktisk Udbytte der-af, og
saa de kan faa rigtig Lyst til at
vaere nied i vor ZøndagsfkoleE Dette
kommer førft og fremmest an paa
Lcererne En Menighed bør være
meget forsigtig med,hvem den viel
ger til Søndagsskolelcerere Som
Regel tror jeg, det er bedst, at Me
nigheden kun vcelger en Forftander,
og saa overlader til Lærerne at sup
plere sig selv. Nogle Menigheder
kan viere nok saa omsorgsfulde ved
Valg af Forrnand, Kasserer o. lign.f
Inen viser en sørgelig Ligegyldighed
dk) Naar jeg bruger Udtrykket
»Mission blandt Børnene«,
maa det ikke forstaas, som om
jeg vil have prcediket Omven
delse for dem paa samme
Maade som for de voksne,
men simpelthen en Beftrces—s
belse for at forklare og forher
liae Jesus for dem. C.
ved Valg ias Søndagsstolelcererix
Det sknlde jo dog gerne viere troende
Memiesfer, oi sætter til at lede vor-e
Børn hen til Jesuski, og saa lmkde de
jo ogsaa have en Smale Jutereigstl
for den Sag og Forstaaelse af de!
isinaa og deres barnlige Tankegang.
l Selv om oi nn har baade Ppr
nene og Leererne sainlede, er vi dug
langtfra færdige Saa er det finst,
det egentlige Søndagsisikolearoejde
sknl til at liennnde; og ikke niindsl
de bedste og samvittighedsfuldeste
Lierere vil staa cengsteliqe overfor
den Opgave der ligger for dem, og
spørge: Ovordan skal jeg nu lnrre
mig nd? Holiedsaaen i en Eis-Iwane
sfole er ikke inst, lmilken Plan, der fel
ges, nien Ineget mere h v o r d a n
den følges, d. v. s., at det ikke bliver
en blot Opranisning af Lektier ellcr
en tør dogniatisk Udlæggelse, soin
Børnene hoerken har Interesse for
eller ksan følge nied; men at det er
en personlig Overbevisning, et vir
keligt Hierteliv, der gioer sig Udslag
paa en enfoldig Mande. Hvad der
kommer fva Hiertet, gaar til Hiertet
rgsasa paa et Var-L
Dog kan vi ikke holde Søndags
skole nden at have en Plan. Et plan
løst Arbejde kommer der aldrig no
aet nd af. Den bedste Plan er ikke
for god; men hvilken der er den
l-edste, det er et SpørgsmaaL som
nceppe nogen Zinde blioer enstem
Inigt besvaret.
Naar Søndagsskolekomiteen efter
Kirkessamfundets Paalaeg hcir udar
bejdet en faelleis Plan og Lektierække
til Brug i oore Søndagsskoler, saa
niaa den Vel mene, at denne Plan
er den bedste. Vi har gjort det saa
godt, vi forstod, og selv om vi aldrig
kunde vente, at alle Vore Eøndag«:»
skoler sknlde indføre den, vilde vi
dog gerne, at saa mange som innlth
stulde prøve den« Man de saa ikke
bruge den med et godt Resultat, saa
Vil vi vcere tatnernmelige for sat faa
Bested oin, hvad man ønsker foran
dret, og lJoordan man ønsker det
gjort.
Vennerne maa huste paa, det er et
Begyndelsesarbejde, vi har gjort,
noget, som vel ingen saf os har vceret
med til før; og da det er Erfaring,
Mterem kan vi ikke regne
os for at være Mestre eller vort Ar
ejde et Mestervcerk. Jeg kan se flere
Mangler ved vort Arbejde, som det
ikke vilde være ssasa vanikeligt at af
hjcelpe ved en Revision. Hvad selve
Platten angaar, da niaa jeg tilsva-a,
jeg er heller ikke saa helt og fuldt
tilsreds med den, som jeg kunde
tscere; men — jeg har hidtil ikke
sundet nogen, som jeg synegs er be
dre. Hver Gang, der har været no
get om Søndagsskolen i Vore Blade,
har jeg lasst det i Haab o1n, at jeg
derigennem sknlde blive befrngtet
med nye Jdeer eller Tanter; men
— jeg msata tilstaa: det har hidtil
vceret forgieves. Man kan nok kriti
sere vor Plan, nien man giver oc
aldrig noget i Stedet
Nu om et Par Aar har vi gen
nemgaaet vore Lektiercekker, og jeg
tror, det vilde vcere godt, om vi i
vore Blade kunde faia en saglig Tros
telse frem oni den Sag, san oi til
den Tid kunde have en bedre Plan
lfaerdig. Vi trænger ikke ssaa Ineget
’til hverken Ros eller Dadel lvi bar
Lfaaet begge Dele) over vort Arbejde:
;men Vi trcenger til Fin gerpeg i
lden Retning, man wisset-, vi skal
gaa .
Hvad vilde man f. Eks. tænke ornl
en Plan, der kun fnlgte Bibelhiftml
rien ( det gamle og det nye Testa-’
mente skisteviss hoert andet Aar) oq
gav Gnldentekst — og saa ouerlod
frit til hver Søndaqsskole at brune
Katekismus og Lcerebog ved Siden
as efter eget Ønsfe?
Mon det ikke vilde viere heldigere
i Stedet for den 5-aarige Tekstrcekke
at ndarbejde Lektierne knn for et
Aar eller to ad Gangen og saa lade
dem trykke f. Eks. paa et Stykke
tykt Papir. Ssaa kunde man faa
dem ordnet efter Kalenderen —
hverken for faa eller for mange
Det Var nok Pastor Kirkegaards
Plan: men saa blev han jo ftemt ud
af Komiteen, før den blev gennem
ført
Lad os kun høre frsa eder, J, som
har nogen Interesse for Søndags
skolen og lidt Erfaring med Hensyn
til dens Ledelse. En saglig For
bandlinq om dette Emne vil ikke
vcere spildt. Lad mig ogsaa fasa alle
de udseudte Sketnaer tilbage med
saadanne Bernasrtninger, der fan
tjene sont Finger-den Vi skal not
time rimeljgt Henslm til dem.
Bad Søndagsstolen faa en rigtia
flor Pladgs i vore Hierter saanel som
i SamfnndetI og Menigliedernecs
Hjerte -»
Weswrook, Me» den 14. Aprill
1!)(Z)8.
Ehr. Christ-Insekt
P. S. Tot lnsdcs benmn·t·ct, at
nasar Inine forftc Tekstforflaringer
lannner for sent i Kirkeliladet denne
;(8"«iana, saa er det ikke Inin Skl)ld, da
jeq sendte dem i aod Tid C.
! ——————.-0-.-———
Nyttcr det nogth .
kecf N. N.) I
For enlwer nogenlnnde optnæ1·t"-«
sont Zagttager oil det vaere indly-’
jcnde, at det amerikansfe Folk, euer
dog den Tel deraf, som tager sig af
si.igt, synes at antago, at moralfke
Brisr og Bræk, menneskelig Appe
titgi Svaghed (eller Styrke) tan af
lecelpeS og kureres ved Lovgivning
« Ofte maa man tænke, at al den
tnegen Uovgivning med Forbud af
dette og Paabud af hint i Grund-In
er som at kappe Toppen of et Pile
træ: i Stedet for den ene store bro
der der Snese af mindre Grene frem
af denS Saat. Og diese dan
ner umsider en stor og mægtig
Krone. Træet drceveg ikke, fordi
Lappen tlippes af, For dette Øje
n1ed maa der tages fat ved R o d e n.
Men saadan ogsaa med Prohibi
tio115-Lovgiv11ingen. Dct burde
dog jnart være indlysende, at den
enesre Fremgangsmaade, der virkc
lig kan nytte noget til Drikkeondets
Forhud, er, at Stammen fjerneS og
Rødderne træktes op. Og dette vil
igen simpelthen sige, at VarerneS
Fremstilling forbyde5, Varerne, hviI
Hoveddyd er, at de gør Mennester
til Dyr — fremstiller og danner den
Type, der netop træffende er kaldt
,,:Uienneskedyret«.
Et større Blad i Østen drager en
aldeles træffende Paralel mellem al
dcnne taabelige Lovgivning (taabe
lig, fordi den aldrig bliver —- og
under vore forhaandenværende poli
tiskisociale Forhold aldrig kan blive
— overholdt) og en entreprenant
Oklahoma-Borger.
Han sagde en skøn Dag til sin
Kone: »Du har, min kcere, i den se
nere Tid vceret meget forsønnnelig
i at paapasse, at Knapperne i mit
Tøj Or ordentlig fæstnede.«
Hnn tier — og indrømmer jo der
ved Beskyldningen.
»Lad Inig derfor i al Venlighed
een Gang for alle fige dig, at hviszs
dn ikke i saa Henseende forbedrer
dig, stal jeg se til at faa en Lov Ded
taget, der gør stig Forsømmelse til
en strafbar Handling.«
Tankerigtigt niaatte dette afgjort
nasre liae saa lierettiget som meget
af det Kinder T
Nedsfriveren hcraf har aldrig af;
Princip været Totalafholdsmand,
Inen været det i Praksis, fordi han
aldrig havde Smag for faadant.
Pojt Han har boet i en saadan
saakaldt ,,Afl)olds-Stat« en Rcekkc
af Aar: Inen i alle de Byer, han
kender, bar der til amtrent enhver
Tid tnrret Skænkesteder, som har
dreoet deres Trafik paa den mest
nahenlnse Maade, idet de da har er
lagt en niaanedlig B ø d e. Og Byenss
vise Fædre bar fnndet en saadan
Sagerncsjs Jndretning storartet.
Fn for Skam1 over et saadant
Furlwld til L o ne n.
Dante skrev et Stykke. som han
kaldte »Den gnddommelige Kome
die«. Her opfører Folket et Stykke,
der i Sandhed kan kaldes en men
n e s f e l i a Komedie
En god Lov er knn da god, naar
den bruges lovligen. Men af sig
selv er ingen Lov røgtsom
Saa længe Byens Borgeres Fled
tal vil have berufende Drikke, eller
i Ligegyldighed tillader andre at
djælpe fig, som bedst de kan, er det
kamplet Iigegyldigt, hvor mange og
strikse Love, der laves mod saadanne
Varers Udskcenkning. De vil aldrig
naa at blive andet end Forbud, som
inaenting forbyder.
Nei, bort med hele det ftinkende
Slceng af Bryggerier og Distilles
rings-Anstalten som aldrig (derom
kan di dog vel være enige) hat gjort
noget Menneskes Legeme Gavn,
men derimod anrettet unævnelig
Elendighed og strevet Mennefke
anuens mørkefte Kapitel — ftreoet
iet nied Ek1«i,ft, der er junlig for
ellecs Tini-: LediggmixL lliasdelig
l)ed, Illcord og Jlddciadx nstnldige
Born-J isilre Ljdelser i Hunger, Nei
gcnlied ou milde: Lpbrud af nmngt
et lykkeligt Hiem — og tsilløse Zins
le—:- enige Illi)t·te.
Kanslcr Mac Crackcn.
Teu førftc amcrikanfkc Forclkcsning.
—- Amerikanfkc Jdcalcr.
Aldrig lmr ni set en saadan Til
srrønming til Universitetetz som da
Rang-let Mnc Eracten fru New York
itnlde holde den første amerikanjke
zoreliecsning. Forelæisningen hold
tes i Annethet i Ztndiestræde, hvor
de største Auditorier findes, og alle
rede lcenge før Tiden var det største
af disse fuldt til sidfte Plads. Flere
Hnndrede maatte gaa igen, fordi de
ikke kunde komme ind, og de, der
Var kommet ind, var stuvet som Sild
i en Tende.
Blandt de tilstedevoerende be
mærkech Professorexne Bertz,
Wilkens, Willisam Scharling, Weiter
gasard, O. Jespersen og Georg
Brandes-. Tesuden havde en Mæng
de københavnske Lærere og Loererin
der givet Møde.
Kl. 314 traudte Kansler Mc Era
clsen ind, iført de amerikanske Pro
fessorers stilfnlde Dragt: lang, fort
Kappe med et rødt og violet Fløje15
baand om Halsech og den firkantede,
forte Toktorhiat med Guldkvasten.
Nector 1nugnificus, Professor
Wartning, bød ham kort Velkom
men til Taumark, og derefter traad
te zianislerren selv frem paa Kate
deret og begyndte sit Foredrsag om
J»Amerikanske Jdealer«.
i Mr. Mac Cracken indledede med
Iat takke for Jndbydelsen til at kom
Jme til Dannmrk, som han havde
smodtaget med Glædch og han udtalte
Haubet om, at de Forelæsninged
som han stnlde holde ved Universite
)tet, mlaatte blive Jndledningen til
et frugtbart Samarbejde mellem
danste og amerikanske Universiteter.
Det havde oprindelig voeret hans
Hensigt i denne første Forelæsning
ssat give de· danske Studenter et Jud
blik i samerikanske Samfundsfor
hold, men dette Emne var blevet for
»s1ort, og han vilde derfor indskrænke
lsig til sat omtale de »amerikanske
Jdealer«, d. v. s. den Rettesnor, som
git igennem hele det amerikanfke
Sinnfundklegeme
For at forstasa den, nmatte Insan
gaa flere Aarhundreder tilbage i Hi
storieu, til den Tid, da Kvækerne fra
England grundlagde det amerikan
ske Ssamfund Dis-se chekere havde
oceret frihedselsfende, gudfrygtige,
retfcerdige og viljestærke Folk, og i
Tidernes Lob havde de forstcraet at
assimilere de indvandrede Folke
slag med sig, saa at de ncevnte Egens
skaber stadig var kommet i første
Række, stadig var blevet ,,Jdealer«.
Eiter den nordamerikanske Fri
hedskrig var der kommet et nyt Mo
ment til, hvor det unge Siamfund
selv maatte skabe sine Jdealer, nein
ljg med Hensyn til Staten. Her hav
de man ingen nedarvet Rettefnor at
gaa efter, her hsavde man højst For
liilleder fra 11dlandet. Dei ameri
tanske Folk havde imidlertid straks
Uulgt den Form for Statsstyre, der
passede det bedst, nemlig Konstitu
tionen, og de havde trofast holdt fast
Ved den siden.
Det mnerikanfke Statssideal var
nu ikke en Stut styret af Folket,
Ved Folket og for Folket, nej det var
en Stat, hvor Folket knn styreke
gennem fin Reprcesentation, fom var
oalgt ved lige og almindelig Balg
ret.
Tet iamerikanske Jdeal af Kirken
var en fri Kirke, opretholdt af dens
egen Menighed og ikke undergivet
noget ydre Tryk.
Pan Skolevæsenets Omraade var
det amerikanfke Jdeal at bibringe
Eleverne Kundfkaber med det prak
tiske Liv for Øje Man ønskede førft
og fremmeft en «Skole for Livet«.
Hvad endelig Retsvoefenet angik,
da var Amerikanernes Jdeal netop
Retfcerdigheden og ikke —— som det
ftundom blev hævdet —- Magten.
Amerikanerne vilde kun Retfærdigi
bed satwel nadtil som indadtiL
Ssaaledes kunde man i Korthed
definere de nmerikanske Jdealer, er
