Hvad Bibelen fortalte.
— As .
Geotgc E. Satgent.
Paa Danskved H.J.F.C.Matthiesen.
(Fortsat.)
Ja, saa vidt gik den i at forsalske Kristi Evangelium,
at den stolt erklasrede: »Langt vcere det fra en retskaffen
Mand at vente sig det evige Liv, som Tiggeren venter sig
en Almisse Lanat større Ære for ham er det at erhverve
sig det ved sine Sejre, at besidde det som unget, han har
sortjent ved egne Gerninger« —- thi ,,det evtge Liv« —
tilsøjede den — ,,kan det gode Menneske fortieue sig ved
sit eget Arbejde — udeu Guds Naade«.
Jeg kunde mevne mange slere af de Leerdomme
denne Mand havde antaget — for derved at finde Hvile
for sin Sjcel Enten keudte han ikke til eller ogsaa havde
han glemt den Jndliydelse, Guds Sen gennem mig har
seudt til alle Syndere: l,,sdo1nmer lsid til mig alle, som
arliejde oa ere besvceredel og jea vil give eder Hvile«
(Mattl). 11, 28——2.()). ,,Alting er rede, kounner til
Vrnllnv« (Mattl), 22, 4).
Jtte saa underliat, Købmanden var blenen bildet i
dette Vedrag. J sin Ungdom havde han ikke villet agte
paa Herrens Ord. Senere var han kommen til at leve
i et Land, hvor han næppe knnde leere Herrens er at
l·ende, selv om han aerne liavde villet.
En anden as de Bogen der stod ved Siden as mig
ertlcerede, at lJviEs alle og enhver sik Lov til at Icese i mig,
vilde der komme mere ondt end aodt nd deraf. — Der
blev sagt oni mig, at jeg forførte Folk til Strid og Op
rør, at jeg førte Sjcelene ned i eviq Fordcervelse Man
taldte min ,,et dødt Ord uden Liv« —- ,,en Skal nden
slcerne« —- ,,et Forraadskammer for Kcettere«.
Saadan saa de Vøger ud, der traadte t Opposition
til mig, straks jeg var kommen ind i mit nye Hiern. Og
det var let at se, hvilken Magt de havde over min nye
Eier. Blot eet Eksempel.
Paa Vceggen lige over for Boghylden hang der et
stort Maleri. «
Det var af en Kvinde. Hun stod paa Skyer; om heu
des Pande var der et Tiadem af Stjerner. J sine Arme
havde han et Barnz rundt om hende svcevede der Engle;
tilbedende bøjede de sig for hende.
En Dag kom Købmanden ind i Vcerelset. Han kaste
de sig ned foran Billedet og sagde:
»O, du, der er Dronning over Himmel og Jord —
Herskerinde over Engle og Mennesker — den højestes
Datter, Moder, Ægtefælle — du har Magten over alle
Skabninger de skylde dig Hyldest.
Jeg er din Ejendom — alt tilhører Io dig. Men
jeg har ikke nok i at tilhøre dig, som de andre gøre det.
- Jeg overgiver mig selv i scerlig Forstand til dig.
Se mig da her ved Foden af din Trone — du skal
vcere min Dronning — du hexsker over alle — hersk
dobvelt over migTMwW
Fra dette Øjeklik af ønsker jeg at være helt under
givet dig. Hersk over mig — mit Hierte —- mtne Tanker
— min Villie —- hele mit Liv.
Jeg udbeder mig kun een Gunst as dig —- den er
mig mere vcerd end den hele Verden — at jeg — naar
jeg skal bort her fra Jorden — ved din mcegtige For
bøn maa faa den eviae Salighed og prise og love dig i
alle Evigheder!«
Saa rejste Købmanden sig og gik nd. Han ikke en
gang saa hen til mig
1I I Il·
Jeg havde dog ikke været lcenge i Købmandens Eie,
før han — med al Forsigtighed -— begyndte at læse i mig.
Der var øjensynlig noget hos mig, der tiltrak ham —
jeg kaldte jo hans Barndomsminder frem igen.
Men jeg mærkede snart, at ikke alt, hvad jeg sagde,
saldt i hans Smag — undertiden kunde han slaa mig i
med alle Tegn paa Vrede. De af mine Ord, der var af
størst Vigtighed, det var dem, der mishagede ham niest.
— Det viste sig her, at »det sanselige Menneske fatter ikke
de Ting, som høre Guds Aand til; thi de ere ham en
Daarlighed, og han kan ikke kende dem, thi de dømmes
aandeligen« (1 Cor. 2. 14).
Jeg lagde Mcerke til, at aldrig saa Købmanden saa
utilfreds ud, som naar jeg kom til at fcelde Dom over
alle dem, der tilbad Billeder, og sagde til ham: »du skal
tilbede Herren din Gud og tjene ham alene« (Matth.
4, 10).
Heller ikke holdt han af, at jeg tidt tav, hvor han
vilde haft mig til at tale. Han vilde f .Eks. gerne haft
mig til at tale lidt mere om Frelserens Moder — be
krcefte alt det meget, han havde hørt om yende — at
hun var født uden Synd — at hun efter Døden var op
faren til Himmelen —— at bun der sammen med sin Søn
traadte frem som Talsmand for Syndere·
Til min Eiers store Overraskelse havde jeg slet intet
at fortælle om alt dette — heller ikke om, at Jomfru
Maria ikke selv skulde have haft Frelse behov — tvært
imod —- havde hun ikke selv sagt: ,,Min Sjæl ophøjer
Herren — og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser!«
(Luk. 1, 47).
Jeg saa, han blev mere og mere misfornøjet med
Mlg. »
Saa reiste han sig og tog en anden Bog ned fra
Hylden —- en Bog, der i høje Toner prise »den helliae
Jomfru.«
Den erklærede aabent, at hun stod paa lige Trin med
Guds Søn »i Dyder, Egenskaber, Forrettigheder, Magi
Herlighed« — »Jesus er vor Konge, Maria vor Dron
ning. — Jesus er vor Herre, Maria vor Frue. — Jesus
er vor Fader, Maria vor Moder. — Jesus er vor Tals
mand, Maria vor Midler. —- Jesns er vort Haab, vor
Tilfluqt, vor Trøst, vort Liv. Maria er oasaa vort Haah
vor Tilflugt, vor Trøst, vort Liv.«
»Jesus er Veien til Himlen,« vedblev denne blinde
Vejleder, ,,Maria er Døren til Himlen — Jesus er vort
Lys, Maria er Stiernen, der leder os til Frelse —- Je
sus »saa ikke Forraadnelse« i Graden, Maria ikke heller
—— Jesus stod op sra de dade paa tredie Dag, Marie stod
paa sainme Tid op sra de døde — Jesus opfo’r til Him
melen nied Ele og Legeine,klla1ir1 ligesaa — Jesus
siddei ved Faderens liøjre Haand Maria ved Sønnens
liøjre Haand.«
Købmanden saa bebrejdende hen til mig
Zaa lieste lian videre.
,,:lll Magt er given Maria i Himlen og paa Jor
den — — linn liar en Moder-Z ..kagt over Gud —- han
kan ikke lade vrere at børe hende —- ban adlyder hende i
alle Ting —- bnn er Dronning over Engelene i Himlem
over kliiennestene vaa Jorderh oiwk Djasvleue i Helvede
— lnni frelser ved sin Barmhjertighed dem, som Jesus
paa Grund as sin klietfærdighed ikke kan vise Barmhjer
tiglied«.
Kalnnanden satte of lieage to op vaa Hulden igen
og gik sin Bei nted en velsornøs t Mine.
Den Aften bad lJan nscrdvanlig laenge soran Jam
frn Illitriasz Bitlede
—- ss Der gik nagen Tid, selr Kelnnanden igen tog
mig ned. Naar lian saa lien til mig, var det med en
Vlanding as Nusgerrigbed og Misliag Men det var let
at se, lian følte sig ikke saa aodt tilpas soni for Tit saa
det nd, ioin liaode lian den største Lust til at lche i mig,
inen itte tnrde.
Tet var ikke saa svasrt at ovdage Granden Der
niaatte vasre et eller andet as mine Ord, der liavde fcestet
sig i liansi Erindring, og som han ikke kunde glemme
igen
En Aften liavde han endelig efter megen Nølen
taget mig ned as Hylden og lagt mig paa Vordet. Han
liavde sat sig ned og sfnlde lige til at lnkke mig op. )
Da bankede det sagte paa Døren
Han so’r op, som var han bange for at blive gre
l1en i en Forlirvdelse
Hastig tog lian og satte mig igen op paa niin Plads.
Saa skyndte lian sig hen og aalniede Døren
Jnd traadte en Mand i en eiendommelige D.ragt
Gans Ztemme var lilid og indsmigrende, bans
Gang langsam og astnaalt, hans Blik nsikkert og nndvi
gende — nien naar ban en Gang imellem retede det
paa Kølnnmiden, kunde det vrere skarpt og gennem
lmrende.
Jeg sorstod snart, den fremmede maatte vcere Prcest
i den Kirke, niin Eier liørte til —— og jeg opdagede ogsaa
inden ret lcrnge, at l)an var en as Inine bitreste Fjender.
l Præsten talte mildt og venligt, men det var let at
1nærke, at lian trods sin tilsyneladende Ydmyghed dog
talte med Illundighed Frygtsomt »s— med næsten kry
lssende Ærbødiglied svarede Kølnnanden paa hans
Spørgsmaal
Med et var det, som Præsteii blev forvandlet.
Hans Øjne skøde Lyn af Vrede og Had Han havde
saaet Øje paa mig 1
Han sprang hen til Hylden, greb fat 1 mig —- be-i
gyndte at overdænge den bestyrtede Købmand med Bes
brejdelser og Skældsord — saa kastede han mig henad
lGulvet og sparkede til mig. l
Forgceves søgte min Eier at undskylde sig og talel
sin Gæst til Fornuft. l
« Da Præsten blev ved at vaere lige vred, tabte hani
tilsidst Taalinodigheden og gav ham Svar paa Tiltale il
cerbødige, men dog faste og bestemte Ord.
Da var det, soin Prcestens Vrede pludselig lagde
l
l
sig.
» Han saa, ban ikke kunde vinde Sejer over sit Skrif
ltebarn ved Trufler — han tog nu sin Tilflugt til fader
lige Forinaninger og Advarsler — og da heller ikke det
gjorde nogen Usirkning paa den anden, endte han med
at sige til l)ani, at vilde ban undgaai Kirkens Forbandelse
og evig Fortabelse, maatte han øjeblikkelig brænde »den
ine fordømte Kretterbog«.
Brcende mig straks vilde Købmanden dog ikke gaa
ind paa. —- Men han lovede, han nok skulde taenke over
Sagen, og erklcerede, at han for Reiten ikke havde fun
det noget i mig, der var værd at lcese.
Dermed slog Prcesten sig tiltaals og gik sin Vej —
med scerre Ceremonier, end han var kommen. — Snart
efter gik ogsaa Købmanden ud.
J flere Dage laa ieg upaaagtet hen.
II· L 8
Købmanden boede i et Land, hvor den romersk
katolske Kirke var eneraadende.
Der var rige Kirkebygninger — prcegtige Ends
tjenester —- store Processioner — man trøstede sig som
fordum i Jerusalem: »Herrens Tempel! Herrens Tem
pel! Herrens Tempel er herl« (Jer. 7, 4.) Men det var
,.løgnagtige Ord« her ligesom der. Det var ,,ligesom
kalkede Grave, hvilke synes dejlige udvortes, men inden
til ere fnlde af døde Ben og al Urenhed«. (Mt. 23, 27.).
Ogsaa der var der vel ydmyge, sønderknuste Hier
ter, i bvilke Herren kunde bo — Hjerte r, fom fik Næring
af det, der for de andre kun blev Gift —- midt iblandt
det afgudsdyrkende Folk 7000, der ikke havde bøjet Knee
for Baal.
Men Købmanden var ikke en af dem.
Løgnagtige Priester sagde til ham »Fred, Fred!«
(Jer. 8, 11.) dog der var ikke Fred —- Den Herre Ze
liaotb sagde til hom: »Hører ikke paa Profeternes Ord,
som spaa for eder, de bedrage edel-, de tale efter deres
Gerte-Z Stin, ikke af Herrens Mund. De sige og sige til
denk, der foragte mig: Herren har talet: J skulle have
Fred’, og de sige til hver, som vandrer i sit Hiertes
Jtivhed: ’der skal ingen Ulykke komme over eder’. —
eJeg sendte ikke Profeterne, dog lob de; jeg talede ikke
stil dem, dog spaaede de«. (Jer. 23, 16—21.)
l Der gik nogle Dage.
Atter kom Købmanden ind i Vcerelset Det var lige
ved, ban var salden over mig —- jeg laa endnu der,
livor Prcesten havde kostet mig heu
»Disse usorskammede Præster, « mumlede han, idet
lian bøjede sig ned og tog mig op.
l Han gik nogle Gange hurtig op og ned ad Gulvet.
Saa lnkkede ban Døren omhyggelig i Laas og satte fig
«ned ved Bordet med mig foran fig
»kabuden Frugt smager bedst,« sagde han til scg
i
l
«
ifelv med et ironisk EmiL »Jeg kunde ellers have svcee
Lyst til at se, lnmd du siger oin P1·(ester11e, min Ven«.
Tot Vitdc kkt vcrsre fnlden i min Ejers Smog, oml
jeg Var begyndt nt tnle til harn om Preefternes kaleri
Dg Sondern Men jeg søqte nu og siden at lede hnns Tau-H
ker i en hel anden Retning. H
Jeg talte til licnn fotn til en, der ntnllige Ganges
liavde overtraadt Gndss lJellige Lon. Jeg nun ham at for
ftna, at ,,.Gerren’ ser til .Hjertet« (1 Som. 16, T) — at
,,indvorte-Z af Menneskenes Sjerte udgem onde TankeI-.’
Hor, Sførlennet —- nlle disse Ting ndgaa indoortes frnl
og gør Mennesket 1n·ent« (Mt. T, 21——23) — nt Zynden
ikke blut bestanr i er og Gerning, men ogsna i Tanke —
lwor Ineget lian saa end flog fin Lid til sine Wonner
sine Almisser, sine iaaknldte gode Gerninger — det
kunde dog ej gøre limn ren for Herren, og »intet nrent
«skal komme ind i den,« («)lnb. 21, 27) ftod der skrevet
om den bellige Stad.
Og da linn i sit stille Sind gjorde den JndoendinxL
at lian i lmert Fald ikke lmode liegcmet grone Synder, at
ljnn lwerlen nur en dsorfnrl eller en Bedrnger, fortnlte
jeg ham om to kllkoend, der gik op til Tepmlet at liede »—
den ene var en Farisaser — den anden en Tolder —- lioors
,ledes der nor en stor Forffel pan de to. Fordelen snntesfi
sbelt at viere non Farisasernegs Side — men bun, der ikke
iknn lyoe, linnde sagt, at det nur Tolderen — on ham nlene
l— der ,,gik retiwrdiagiort lijeni i sit Gus« ane 18, 11-).
, Jeg kunde se, dette fornndrede lnnn
! Og ikke mindre fornndret blev ban, du jeg gnv lnnn
imit Ord for, at seln om han havdc holdt »den qanske Lon«
imed Undtagelse of »eet Vud«, var bnn i Virkeligbeden
,,skyldig i alle« Qui-. 2, 10) og forsikrede han« »Ein
finange fom liolde sig til Lovens Gerninger, ere nnder
lForbandelse; thi der er skrevet: forbandet hoer den, son!
sitte blioer ned i nlle Ting, som ere skreone i Lonens aVog,
iat han gor dem« (Gal. Z, 10).
l Da han lceste ,,ikke bliver ved i alle de Ting —«, for
Ehan samtnen.
i Han lagde mig wrgerlig til Side —— og der lød den
stimme Klage mod mig, som engnng mod Gnds ege.t
Sein: ,,Denne er en hanrd Tale, hvo kan høre bk1m«.-«
;(Joh. 6, 60).
? Men han kunde nlligevel ikke lade mig ligge
; Et Par Dage efter tog han Inig igen frem. Onad
der nu vor i Vej-en —- ban saa den Dag fmrlig uns-cr
nøjet og ntilfreds nd. Efter som scednanlig at bune Inn
set Døren af, begnndte lian at blnde i mig — frem og til-—
bage — fom i Tanker —— som en, der søger unget, lxnn
ikke venter at finde.
Han var lige oed nt lnkke mig i — da var der plnd
selig noget, der fangede hans Opmcerksomhed
»Nu vel!« lceste ban, ,,·lwer den, som tørster, komme
hid til Vandene, og J, soIn ikke have Penge, komme hid,
køber og leder: kommer, køber nden Penge og uden Be
taling Vin og Mælk.«
,,Hvi,« spnrgte jeg, ,,veje J Penge ud for hvad der
zikke er Brod. og eders Dagløn for hvnd der ikke kan
indette?«
« — III-Wer Herren, medens han findes, kalder pna ham,
medens han er non-. Den ugudelige forlade sin Vej og
den uretfcerdige sine Tanker og omvende sig til Herren
saa skal han forbarme sig over hom, og til Gudx thi han
er meget rund til at forlade« (Ef. 55, 1——2, 6—7).
Leenge sod Købmanden og grundede.
« Her var jo netop det, han trængte til. Lidet hade
han opnaaet Ved alle sine Bodsøvelseip sin Fasten, sine
Qf.re. Han bavde i Sandhed vejet sine Penge ud for
hvad der ikke var Brød ,og sin Dagløn for hvad der ikke
kunde mætte.
; Han drog et dybt Suk og lagde mig til Side.
—- — Man vil forstaa, at min nuvoerende Eier ——
ligesom en af mine tidligere — havde prøvet at· retfcers
diggøre sig selv ved »sel«vgjort Dyrkelse« (Col. 2, 23) ved
Paveløgne og Præstepaafund
Ved mine Ord var hans Sjcel blenen skræmmet op,
han var kommen til at fe, at han ikke kunde erhverve sig
Guds Velbehag ved fin gamle Maade at leve paa.
Men paa hvad Maade han skulde erhverve sig det,
var ikke bleven ham klar.
Han Var kommen til at se Synd —- var tildels kom
men til at erfare det samme som hom, der har sagt: »Jeg
levede nogen Tid uden Lov, men der Budet kom, bleo
Synden levende igen, og jeg døde« (Rom. 7, 9——10). —
Men han var ikke kommen til at se, hvorledes han
kunde blive renfet for sine Synder.
Han blev derfor endnu mere ivrig end før efter at
iagttage sin Kirkes Forskrifter, plagede sig selv som al
drig før med Faste og Bodsøvelser. Dette skulde træde
i Stedet for ,,Omvendelse til Gnd og Tro til vor Herre
Jesus Kristns« (Ap. G. 20, 21).
Saadan famlede den arme Mand om i Blinde, han:
søgte Hvile for sin SjæL men kunde ikke finde den. !
Mærkeligt nok — i de Tider, han var scerlig optaget
af paa denne Maade at gøre Bod for sine Synder, —- i
de Tider var han ligesom bange for mig. Det saa ud,
som om han var angest for, jeg atter skulde bringe ham
i Uro.
Men naar han havde gjort en soerlig ,,from« Hand
ling og derfor Var mere tilfreds med sig felv end ellers,
tog han mig atter frem, og jeg mærkede da, — hvor me
get han saa end kritiserede Præsterne, deres store Krav
til andre, deres smaa til sig selv — han var dog i sit
Hierte bange for dem og Kirkens Strasse.
Det gik op og ned med ham i denne Tid.
Snart pintes han af Samvittighedsnag — snnrt
var det, som vilde han kaste sig ud i Verdens Nydelser.
Hans Sjcel var i en farlig Stilling, men han vidste
det ikke selV.
Frelseren liar jo sagt: »Men nanr den urene Aand
er udfaren af Mennesket, vandrer han igennem tørre Ste
der, søger Hnile og finder den ikke. Da siger han: jeg
vil vende om til mit Hus, som jeg gik nd af; og naar han
kommen findet han det ledigt, fejet og prydet. Saa ganr
han hen og tager syv andre Annder titlige med sig, som
ere vcerre end lmn selv, og naar de ere komne der-ind, Im
de der; og det sidste blioer værre med dette Menneste end
det første« (Mt. 12, 43——45).
Tot første med dette Mennefke havdc vasret fleika
dct Inn til Tidcr nd, som det sidste skulde blive Muc.
— — —- Købmandcsn bavde en Tid ver-rot swrliq flan
for at qøre Bod.
To Prwsten san, ban ika lunde fna ham til nt
brasude mig. paalagch han hum til Gengurld desto støcre
Pe11geofrc: »Mange, umngc -— klare Gnver til Kirfcn
man du give, om du sfal kunne fas. din-: Sonder tilgivne.«
Da sketis det, at Købnmudcn en Dag otter tcg
mig ned.
Gan-: Ler faldt paa følgcnde Ord:
»Und fkal jeg nch eders mangfoldige OfreTZ siger
Herren. Zog er mwt af Brwndofre af Vckddere og af det
fcsdede Romas ch1n0, og feq hat ingen Lyst til Blod af
Okssser og Laut og Bukke. Naar J komme for at fes for
mit Ansigt, bvo har krævet dette af Oder, at J skulle neds
trast Ininc ForganrdeP Værcr ikke more forfængeligt
Madoffer frem, det er mig en vedcrstyggelia Røgelse;
domainde og Sablmtor oq Højtids-Forsamlinger —!
jcg forqurr ikke Urcst og Højtid Min Sjwl hader eders
N unmaneder og .c)øjtidek; de ere blevne mig til Byrde,
icg et tmst af at taqle dem. Og naaro udbrede eders
Strudel-, sfjuler jlsg mine Øjne for cdeIz hvor meget I
cnd bede, børcr jeg dog ikket edel-s Hænder Pre fulde af
Vlod« (C«s. l, 11—-1.3).
Jka ut Inin Eer tilfulde forftod, hvorledes de Ord
tundo nnwndcs pan lmm —— bunt, der vildc køln1 sig Gndss
fric Nnade —
Jkke nt ban tilfnldo forstud mig, da jeg sang til
lmmt
Kummer dog og lade-r us gcm i Rette med hin
nnden, siger Herren. Dersom eders Syndcr end lmre
som Kurmofim da skulle de blive hvide som Sne — om de
cnd lmre røde som Skarlagen, sknlle de blive som Illd« —
(Es. I, 18).
men ban begvndtc at one, at den kntolskc Kirkes Vej
iffc var ,,.xDe-lligdommcns Vej« (Ef. 85, 8).
If II
».83innneriges Läge-« bar Herren sagt, ligner et Zeu
nepskskorm sont et Menneste tog og saaede i sin Jlgeir Tette
er del mindre end nlt andet Frø; men naar det voksser op,
er det storre end llrterne og bliver et Trie, saa at Himme
lens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene« (Mt. ts,
31—32).
Seuuepskornet var saaet i Ageren — men Kølnuan
den vidste det ikke engang selv.
Mange Maaneder havde jeg nu vceret i han-J Bei
siddelse, og i den Tid var der Iidt efter lidt foregaaet en
ftor Forandring med bam.
Han var nu kommen yelt bort fra den Mistwutsoms
bed, hvormed han i Vegyndelsen havde staaet overfor
mig. Han saa so, at i Apostlenes Tage —- de Tage ogfaa
haan stirke saa l)en til sont Kristendommeus Guldalder
— var altid Prædikenen bleven bedømt efter det skievne
Guds Ord.
Jeg fortalte ham, at Apostelen Paulus havde sagt
om min, at jeg var »nyttig til Lierdom, til Overbeviss
ning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfterdighed« — og
at jeg var i Stand til at gøre ,,vis til Saligbed ved Trer
paa Kristns Jesus-« (2. Tam. 3, 15. 16).
Købmanden blev mere oa mere forbavset ved at
børe, at jeg var bestemt for alle, ikke blot for de oplyste,
men ogsaa for de uoplys1e.
Han begyndte at tvivle om, hans Kirke havde Ret
til at sige: »Du-sont den hellige Bibel bliver oversat paa
Folkesproget og givet Lægfolk i Hirnde, vil der komme
mere ondt end godt ud deraf.«
Ja, han sik en Mistanke out, at Priesterne var
bange for, deres Magt skulde tabe sin, hvis jeg blev lasst
og kendt.
Han blev bestyrket i denne sin Mistanke ved at se, at
dengang Frelseren vandrede paa Jorden, var det Toldere
og Syndere, der holdt sig ncer til ham for at høre ham,
medens Præsterne og de skriftkloge behandlede bam med
Ringeagt.
Liqesaa talte Frelseren dengang til Menneskene i et
Sprog, alle knnde forstaa — men nu fkulde de ikke kunne
forstaa det, uden Prcefterne fortolkede det for dem!
—- — Købmandens Tillid til den katolske Kirke, dens
Lærdomme og dens Præster var rokket. Nu gjorde han
sig ikke mere Skrupler af at læse i mig.
Lidt efter lidt foregik der en fuldstaendig Omvcelti
ning i hele hans Syn.
Han kunde i mig intet finde om at tilbede Engle,
Helgener eller hende, som han altid havde plejet at kalde
»Guds Moder« — tvcertimod — Herren havde jo sagt:
,,Jeg vil ingen anden give min Ære.«
Da det var blevet ham klart, tog han ikke i Betcenks
ning straks at høre op dermed. Billedet af Jomfru Ma
ria lod han blive hængende — men han bad ikke mere
foran det. ·
Han gik nu lige til Herren Jesus msed sin Bøn —
han saa jo nu: »Der er ikke Frelfe i nagen anden; tbi der
er og ikke noget andet Navn under Himlen givet iblandt
Mennesker, ved hvilket vi skulde vorde frelste« (Ap. G.
4, 12).
Efterhaanden kom han ogsaa til klarere at se, at han
intet havde at yde Gud til Soning for sine Synder. Tidi
ligere havde han levet i den Tanke: naar han spaeaede sit
Kød, bad mange og lange Bønner, foretog Valfarter, flit
tig gik til Skrifte, Var ivrig i det, Præsterne kaldte from-—
jme Øvelser — kunde han ikke blot fer fortjene fig Sa
ligheden — men maafke endog erhverve fig et Overskud
af Fortjeneste, der kunde komme andre til Gode, der vare
større Syndere end han selv.
Nu var det forbi med alle de Tanker.
»Efterdi vi vide,« sagde jeg til ham, »at et Mennefke
ikke bliver retfærdiggjart af Lovens Gerninger, men ved
Jesn Kristi Tro, saa have og vi troet paa Jesus Kristus,
at vi maatte blive retfcerdiggjorte as Kristi Tro og ikke af
Lovens Gerninger; thi intet Kød skal blive retfcerdiagjort
af Laden-Z Gerninger« (Gal. L, 16).
(Fortscettes.)
