Hvad Bibelen sortalte.
.- Af .
Geotge E. Sargent.
Paa Tansk ved H. J F. C.Matthiesen.
(Fortsat.)
»Et Ord i rette Tjd, lmor godt!«
Leonard ilede hiern. Hatt lukkede Døren i Laus,
han vilde ikke foI«smrres. Hatt var som ude as sig selv
— det var, smn et nyt Lysis var ved at qna op for hanc
Kun svagt oa flinn·ende var det vel endnn, men det var
Sandhedentz Lus·
»))ketfærdiggjorte ved Troen — ved Troen!« udbrød
ban, »retfcerdiggjorte ved Trocn lmve Vi Fred med Gud!
Jeg bar børt de Ord før, jeg bar lasst dem saa tit, saa tit,
men der er noqet mere i dem, end jeq nogen Sinde bar
tienkt Aa, min Gud, min Gud!«
Hau saldt paa Knæ.
Men han fik ikke sagt mange Ord. Hans Sjæl var
i Rad, besværet, angst, fortabt; hvad en Sjæl ranber, der
er i Nød, fmt ikke sigeis med Ord.
Sau reiste lmn siq op og aik srem og tilbuge pcm
(I)3ulvet, snnrt swd lmn stille, snart gik ban igen.
Tusmørket lagde sig over alt udenfor hom. Men i
bang Sjcel begondte det at grn ad Morgen, straalendc,
klar Morgen. »For eder, som frygte mit Navn, skal Ret
swrdigbeds Sol opgau med Lcegedom under sine Vinger.«
(Mal· 4, 2.)
»Jeg saa det aldrig sør,« udbrød han. »Jeg har væ·
ret blind, vceret en Danke, en Fariscer, jeg troede, jeg
kunde gøre mig selv retsærdig. Aa, ne,j nej.
Gerning knn ej srelsel
Alt det bedste jeg sormaar,
Es til Lovens Krav forslaar,
Ej ved det jeg Himlen naar.
Ene han kan frelse! ch
s«
—»Ja ene han.
Grcrdende af Glæde kastede ban fig ne d paa en
Stol.
Hele Aftenen igennetn fad han og lyttede til mine
Ord.
,,Men naar de omvende fig til Herr-en, da borttages
Dækket.« (2. Cor. Z, 16.) Nu var »Dcekket« taget bort
,Derfor kan intet Kød blive retfaerdiggjort for ham
ved Loven-S Gerninger; thi ved Loven kommer Syndens
Erkendelfe
Men nu er nden Loven Guds Retfcerdighed nahen
barct, oin hvilken der or vidnet ved Loven og Profe
terne, Guds Retfærdihed ved Jesu Kristi Tro, for alle
og over alle, fom tro; thi der er ikke Forfkel. Alle have
ja fyndet og dem fattes Ære for Gud.« (Rom. 3, 20-23).
»Jeg har hørt det san ofte før,« fagde Leonard til
fig felv, »men mit vantro Sind var fortnørket. «
Jeg Vcdbxcvt -—« -
,,Uforsknldt!« udbrød han. »Og jeg har gaaet og
troet, det var for Penge og Betaling.«
Og des blive retfaerdiggiorte uforfkyldt af hans Noa
de, ved den Forløsning, fom er i Kriftus Jesus, hvilken
Gud har fremstillet til en Forsoning formedelft Troen
paa hans Blod. « (Rom Z, 24—-.25)
»Jeg tror«, fagde han, »Herre, hjcelp min Vantro!"«
Der gik en Stund, faa begyndte jeg at fortælle ham
om en, der engang vandredc i det famme Mørke som han,
føgte at ,,oprette en egen Retfærdighed« (Rom 10«. 3"),
men siden erklcvredet
»Men, hvad der var mig en Vinding, det har jeg
for Krifti Ekyld aatet for Tab, ja sandeligen, jeg agter
og alt for Tab mod Kristi Jesu, min Herres Kundskabs
Ypperlighed, for lwis Skyld jeg har lidt Tab paa alt og
ngter det Skarn at være paa det jeg kan Vinde Kristus
oa findes i ham, saa jeg ikke hat min Retfcerdighed, den
af Loven, men den ved Kristi Tro, Retfærdigheden for
medelst Trocn, at jeg kan tende ham og hans Opstan
delses Kraft og hans Lidclsers Samfund, faa jeg bliver
dannet til at ligne ham i hans Død.« (Phil. 3, 7—10.)
Saa viste jeg ham atter de Ord, den døende Mand
havde ncevnet for ham. Han lcefte videre:
,,Vi rofer as ogfaa af vore Trængfler,men Haabet
befkemmer ikke, thi Guds Kærlighed er udøft i vore Hier
ter ved den lHellig-L)Iand, som er given os!« (Rom. 5,
3—5.)
Den unge Mand hulkede: ,,Guds Kærlighed, det
er det, der mangler mig. Jeg har frygtet ham, jeg hat
ikke elfket ham. O, kunde Guds Kærlighed blot blive
ndøft i mit Hierte!«
Han vidfte ikke, at det var det, der netop var tierd
med at ske. Vantro og Frygt var ved at gaa bort, Tro
og Kwrlighed ved at komme frem. -
Meget kunde jeg fortaelle om denne underlige Aften.
Men hvorfor sige mere? Fra den Aften begyndte
han et nyt Liv, et Liv »under Naaden«. Jeg kunde vg
faa fortcelle meget om, hvorledes den døende Mand styr
kede ham i Troen, viste ham, at ,,ingen kan lcegge en an
den Grundvold end den, fom lagt er, hvilken er Jesus
Kriftus« (1 Cor· Z, 11—12), at al Stolen paa egen
Kraft kun er ,,Trce, Hø og Straa«.
Der foregik fra den Tid en mærkelig Forandring
med Leonard Glceden, d r nu fyldte hanis Hierte straa
lede frem gennecn hans Øjne. Og tidligere havde han
ofte maattet tvinge sig felv til at lcefe i mig, men nn
var han ,,som den, der findet et ftort Bytte«. (Sal. 119,
162).
Er der nagen, der trot, at han fra den Dag af tog
det lettere med Synden2 Nej, den der kan tro det, maa
kende lidet til, hvorledes »Kristi Kærlighed tvinger«
(2 Cor. 5, 14) et Menneske En ny Lov var skreven i
hans Hierte en ny Sang var lagt i hans Mund, en
Lovfang til Herren hans Gut-.
Det lød i hans Sjæl: »Hvor kasr har jeg din Lov!
den er min Tanke den g«anfke Dag.
Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabensi
Sti- at jeg kunde holde dit Ord.
Hoor vare dine er søde for min Gene, mere end
Honning for Inin Illinnd
Jeg er bleven sorstandig as dine Befalingek- dek
for linder jeg al Løgnens Sti
Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys PUO
min Sti.« (Sal. 119, 97. 101. 103——105.)
O
En Morgen koni Leonard ind i sit V Melse
Jeg tnnde se, han tsnwde grcedt Sau kastede sig
nun Knie og had Det var for en, der var meget stig
ja, sog til Doden
Det var haner Eøster. Han bad Herren om, nt
hnn niantte leer-, inen dog mest inn, at hnn mantte fna
»s(1mme dnrelmre Tro« U Pet. l, L) som hon.
En Dng toin der Brev til hanc om at komme hjern.
Han var ikke sen til at ndlyde.
Sørgelige Tidender modte hinn. J lange Tider
hung Søfterem «iv som i en Trnad Mange Timer
tilbragte Leonaid oppe pan sit Bei-r lse, lwor han udøste
sit wer te for sin Here og Mester under Snkke og Taare1.
Endeliq fik Søsteren nogen Lindriiig Det par,
som Døden oeg bort fra be nde.
EnA »ng snd Leonard og skrev.
Foderen trnadte ind. Hvor var hnnski Llnsigt ble
ven prwget as Sorgen. Hirn elskede sin Dotter as hele
sit Hier-te din-for- vanndede lnm sig ver Tanken om at
stnlle stille-J frn hende. Hon bande sagt i sin Tryghed:
»jeg stal ikke rette-J evindelig« (Sal. RO, 7), men da
saa Herren sfjnlte sit Ansigt, da blev hnn sorfcerdet Han
lnwde ikke Herren til sin Tilslngt og sit stcerke Taarn,
kendte itte til nt ,,søge Ly under Herrens. Vingers
Skjul«. (Snl. Gl, 5.)
Det er ikke til nt holde 1n,« sagde den bedrøvede
Fader og sank ned i en Stol ved Siden nf sin Son.
»Det er ikke til at holde nd, Leonnrd.«
»Ja 1nen,Far der er Haab endnn Marie kan
dog komme sig igen.«
Den ulykkelige Fader rystede paa Hovedet.
»Im ved altfor godt bvad de røde Plette r paa Kin
derne betyde, Leonard Jeg bar ladet mig narre as dem
engnng. Din Søster vil dø, ligesom din Moder døde,
det er desvcerre kun altsor sikkert.«
Zunge Taarer randt ned ad hans furede Kinder.
»Der er da noget Hand zyar. «
»Nei, nej!« raabte den bedrøvede Mand. »Hvad
har jeg dog gjort, at jeg skal strasfes saa haardt?«
»Wer-e Fader,« soarede Sonnen, »Herren har »Ton
ker om Fred og ikke om Ulykke« (Jer. 29, It) ogsaa
nngaaende os. Han er ,,en Hjælp i Angester« (Sal.
46, 2) — stal vi ikke bede sammen, Fader?«
,,Jeg kan ikke bede, Leonard,« sagde Faderen merkt,
»og selv om jeg kund-e bede, kunde min Bøn saa give
Vor krere Marie hendes Eknndhed igen? Nef, Leonard,
Miraklernes Tid er forbi, om den nogen Sinde har
været. — Men lad os ikke tale mer om det. Du kender
mine Anstuelser og jeg dine Jeg bedrejder dig slet
ikke, at du tror Bibelen, jeg ønsker slet ikke, du skal op
give din Tro, dersom den kein give dig nogen Trost. d«
vil heller ikke sige, jeg forkaster det altsamnsew -«.—
det er ikke vcerd at disputere oni det nu, Leonard.«
»Jeg siger ikke,« sagde Sønnen b«ediøvet, »a·t Bon
nen vil give Marie hendes Sundhed igen — skønt »in
tet kan viere nmuligt for Gnd« (Luk. 1, 37). — Han,
som engang tunde opvcekke Jairi Datter fra de døde,
skulde han ikke kunne ———«
»Lnd oszi ikke tale niere om det,« sagde Faderen
ntaalmodig. »Der vor en Ting, jeg gerne vilde høre
dit Raad i. Du kan bede, har dn Lyst til det. Jeg maa
handle· Zorn jeg siger«, tilføjede han i en haabløs
Tone — ,,stnkkels Maries Dom er fældet. Hun kan
ikke komme sig. Men Loegerne vil gerne smutte uden
o1n, Ved du. De siger, at der er Haab, hvis din Søster
Etom til et varniere Klinca Med andre Ord, de vil ikke
gerne have, hun skal dø under der-es Hænder,« sagde
han bittert
»Au, Far, sig ikke det!« ndbrød Leonard. »Sie-gerne
kan jo have Ret. «
»Ret eller Uret — jeg vil, for en Gangs Skyld,
tage dem paa Ohrdet Næste Uge rejser jeg til Mentona
med Marie.«
,,Moa jeg da ikke rejse med?« spurgte Sonnen.
»Nei, Leonard Det vilde sinke dig i dine Studier.
Jeg har Tid nok —- det har du ikke.«
Sonn-en føgte at rokke ved sin Faders Beslutning,
men sorgæves.
«Jeg knn nok gcette, hoorfor du har saa megen Lyst
til at folge med din Søster, men det kan nu ikke ske.
Humøret maa sremfor alt holdes oppe hos hende — dit
mørke Syn vilde —«
»Koere Fader, mit mørke Synl Jeg hnr aldrig
haft saa lyst et Son, som jeg har nu, siden jeg kom til
at lasse i denne« — han lagde sin Haand kaerlig paa mig.
,..s)ar1de Moder et mørkt Stin, Far?« spurgte han Varmt.
Men Faderen lod sig ikke rokke.
»Din Søster trcenger til Adspredelse, alle Tanker
un Doden maa holdes borte fra hende Det er den
eneste Mnlighed, der er for at frelse hendes Liv. Og
den Mulighed er lille nok endda.«
— — — En Uge efter drog Fader og Datter as
Sted mod Sydeu, Leonnrd reiste tilbage til Universi
tetet
For hnn skiltes fra Fader og Søster, satte han
Jerrke ved niange as mine Ord. Han skrev ogsaa et
Nrev og lngde det mellem mine Blade. Soa svøbte
han mig ind i et Stnkke Papir, satte Segl paa og gav
mig til sin Søster.
i
VIII.
Mod Dsdew
THE jeg igen kom for Dagens Lys, var jeg i et
Land langt borte — et Land med Myrter og Oliven.
Marie Dunccms og hendes Faders nuværende Hjem laa
højt Oppe pcm Bjærgskraaningen — langt, langt nede
lnn det blaagrønne Hab.
Den nnge Pige ftud henne ved Bordet, hvorpaa jeg
lan. er var liendess Anfigt dog blegt Hendes magre,
linide Haand rystede, da linn brød Seglet og tog mig
frem.
Broderenes Brev faldt nd.
Hirn greb det ivria og lasstet
»Mi» egen, kasre Søfreri
Nanr dn aalmer dette, er der oel mange, mange
Mile mellem os:-. Det er mit inderlige Ønske, at du
riatin maa faa Gaon af Qpboldet dernede i Sydeu. Jeg
lieder til Herren, tasre Marie, at han i jin Naade vil
gøre dig rnsk Og stckkk kgOtL MCU lwis det nn ikke skulde
jte saa hurtig eller saa fnldjtændig, sont oi onsker det,
maa du ikke der-for tabe Mode-t, men slaa din Lid til
nam, fra hnem »nl god oa al fnldkonnnen Gaan (Jaf.
l, l7) kommen san »ledir ost— efter sit Rand« — ikke
altid efter note Tusker-, men altid til vort bedste, blot
vi Dil forlade os- paa hanc af oort aansfe Mem-.
Maa jea formt-e dig min Bibel, IllkarieP Jeg ved,
dn lmr en sele« tnen jeg ved ogsaa, det nil Viere din
lasrt at have en Bibel, der i den sidste Tid bar tnrret Ine
xset i niine Hasnder on Ved Gnds Naade Vaeret Redskab
til at Aøre Illig faa lykkelig oa glad, som knn den kan
forstaa, der bar erfaret det. ».85vad intet Øje har set,
og intet Øre bar ljørt og ikke er opkommet i noget Men
Tnesteszi Ojertix boad Gnd bar beredt dem, soni liam eljke«.
:(»1 Cor. 2, TH. Det bar nasret min Erfaring, siden
Herren aabnede niine Øjne, jaa jeg kom til at se de nn
zderfnlde Tian i lianss Lon. Lg innen større Velsignelse
zkan jeg ønske dig, min segen, kasre Sie-steh end den, at du
smaa komme til at eje den iannne Glæde som iea.
; Denne Bibel har gjort jaa meaet for mig, at jeg
l)aaber, dn nil skatte den og lasse den for min Skyld
»Jeg lJar jat Mcerke ved nogle Steder — de Steder har
været til scrrlig Gavn for mig. Vil du ikke nok lcefe
»dem igennem, saa kan du se, hvorledes jeg er nnaet til
iden Lytke, jeg ejer nu· Du ved, keere Søfterz at jeg.
isiden du blev fyg, ikke har knnnet komme til at tale me
get med dig, men kun kunnet bede meget for dia. Nu
du har det bedre, er vi saa langt fra hinanden. Lad
denne min kære Ven — kenne min Bibel — da vcere
let Vaand imellem os.
Du tror maaske, jeg er et Hkrngehovede og vil have
l
dig til at blive det samme. Du har Grund til at tro
det, hvis du da husker en Sanitale, vi havde med hinan
den for nogle Maaneder siden. Du hnsker nok, du kom
op paa mit Værelse og sagde, du havde lagt Mcerke til,
at jeg var bleven saa underlin. Jeg maatte indrømme
at jeg ikke var lykkelig i det, jeg kaldte min Kristendom
Du nxindede mig om Moder —— hvorledes hnn altid var
lykkelig og glad. Nu ved jeg, bvad det var, der bevir
Ikede Forskellen mellem Moder og mig.
? Jeg var kommen til at se min Synd, og kommen
til-at se, at Gud var retfcerdig og hellig, og Io mere jeg
tfik det at se, desto ulvkkeligere blev jeg. Jeg vilde felv
gøre det godt igen, jeg vilde strcebe efter at komme af
lmed mine Synder og gøre mig værdig til at faa Naade
L
Gixdj · .
Æskksrfor var jegsnldrig glad, og derfor kunde mit
Hierte ikke faa Fred.
Men nu skal dn høre, hvordan det blev anderledes
med mig.
En Dag besøgte jeg en stakkels, døende Mand.
Jeg tænkte, han var uvidende det var han vol
ogsaa i mange af de TinkL vi ved. — Jeg taenkte, ljan
var meget ulnkkelig -— han var jo saa fattkg.
Og jeg gav mig faa i Færd med at belcere og trøfle
den stakkels gamle — thi ban var gannnel og svag, og
hans Sygdom Var meget smertefnld
Dog, aldrig« bar jeg taget saa qrnndig fejl. Jeg
troede, jeg fknlde belære ham — jeg kan ikke lade værc
at smile, naar jea tasnker paa, bVor vigtig en Person,
jeg syntes, jeg var — men det Var bam, der kom til at
belcere mig. Han triengte flet ikke til min Trost, thi
hans Sjæl strøminede over af Lykke ng Fred. Han var
en levende Opfyldelse af Frelserens Ord: »Fred lader
jeg «eder, min Fred giver jeg eder: jeg giver eder ikke,
som Verden given Ederss Hierte forfærdes ikke, og for
sage ikke!« (Joh. 14, 27).
Det brændte i mig af Begier efter at faa at vide,
hvorledes han kunde have denne underlige Fred —
midt i sin Fattigdom, midt i jin-e Smerter — men jeg
havde ikke Mod til at jpørge ham derow
Maoske lagde ban Mcerke til, hvor forlegen jeg
var. Thi en Dag fpnrgte han mig plndselig, om jeg
kiinde sige det samme, som David skriver i den 32. Salme
de to første Vers —- læs dem igennem, Marie. —- Der
stod jeg — nej, det tnrde jeg ikke sige.
Saa begyndte den gamle at taae det ene Ord frem
af Bibelen efter det andet —- Ord, fom netop pasfede til
min Tilftand Jea havde rigtignok lcest de Ord før, men
det var, mn som jeg havde haft et Bind for Øjnene, —
nu faldt Herrens Lys over dem. Jeg opdagede, jeg hav
de været den nforstandige Mand, der byggede sit Hus
paa Sand — i Stedet for paa Klippen, Kristus.
Den gamle Mand sagde set Vers til mig den Dag
— jeg bar fiden fnndet hele Salmen — jeg kan ikke lade
Være at skrive den til dig — den siger saa klart, hvordan
jeg havde det den Gang, on hvordan jeg har det nn.
Her er den:
Taarer kan ej frelsel
Om min Kind var dagliq vaad,
Ej det gav mod Synden Rand,
Hiertet renses ei ved Graad.
Taarer kan ej frelsel
Gerning kan ej frelsel
Alt det bedste, jeg formaar,
Ej til Lovens Krav forslaar,
Ej ved det jeg Himlen naar.
Gerning kan ei frelfe!
Venten kan ej freljel
Om jeg her med al min Trang
Gaar og venter Dagen lang,
Kommer Døden dog einjang.
Venten kan ej freljel
i Tro paa Krist kan frelsel
Gan for mig bar alt fuldbragt,
i Knaskket ngs og Helveks Mom,
H Ztiftet Fredens nve Paat
Tro paa Krift kan frelsel
mist for mig liar arwdt og stridt,
sirist for mig har Tode-n lidt,
Nu hans Himmeria er mit
Ene han kan srelsel
Jea troede, Taarer knnde frelfe mig —- Gerninqet
tunde frelse mia ——- im kom fea til at se, at »ene han kan
i1«else«. Da »lmn er ria nok for alle dem, Tom paakalde
liam« Mom. 1("), 12). Jea kaldte paa ham paa Nebens
Dag, oa lian udfriede miat »Tro paa Krift kan freile«·
Kære, elskede Søster — det er »en stcerk Troste
arnnd« lddelnx ti, 18). Herren aive ogfaa dig at finde
den.«
— — — ».vaad er det, du har der, Marie?« —
Faderen var nlienmsrket kommen ind i Værelset.
»Et Brev fra Leonard, Fa’1·«, soarede hun oq rakte
hanc det.
»Hei er maaske ikke bestemt for mine Øjne«, saade
han venliat, »ei· der nogen Hemmelighed derj —«
»Nej — tror dn, vi bar noget mellem os, dn ikke
maa vide? Det er et rart Brev, men Leonard er alliaes
vel bleven noaet underlia i den sidfte Til.«
,,Meget nnderlig« saade Dnncan .-San Icefte link
tia Vrevet iaennem
»Oven i Kobet Vers — nn flal man liare se! Jeg
havde alligevel ikke tasnki. at Leonard var faa over
spwndt.« Han aav hende Brevet tilbage uden at sigc
niere.
»Ztakkels Leonard!« sagde den syge, »men derfont
det gør ham lykkelia —«
»Lad liam om det. Du fkal se, det varer ikke lasngg
før det gaar af ham igen —- det er altid en Trost. Saa
dan noget varer sjceldent længe.«
»Moder elskede dog Vibelen højt, Fa’r«, indvendte
Datteren
,,Din Moder, Marie, var faa nær ved at vasre en
Engel, om nogen Sinde noaet Menueske har været det',
sagde Faderen alvorlig, »bun var den elskeligste KvindeV
der hat været til -— lad oS ikke tale om hende."
»Ja«, tilføjede han et Øjeblik efter, ,,din Moder
var en udmærket·Kvinde, Marie, hun var al min Kærs
lighed værd Men hun havde meget ejendommelige
Meninger om mange Ting ——- meget ejendommelige. Jeg
vil flet ikke komme med Bebrejdelser til Leonard, fordi
han er kommen ind i det samme Spor — han er jo ellers
i alle Retninger, som man kan onske sig hom. Desudeu
kan det slet ikke hjælpe at apponere mod unge Mennei
sker, naar de er kommen ind paa det religiøse — det et
»altid bedst at lade dem sejlc deres egen Se. Saa aaar
det nok over af sig selv. Du skal se, Leonard kommer ogk
-saa nok til at strive andre Breve.« .
l » »An, hvor vilde jeg gerne have ham her, Fa’r«.
sukkede Marie, ,,hvor maa han dog fgle sig ene; nu XII
er bettel«
»Det er bedst, som det er«, fvarede Duncan hurtig,
,,som han nu er til Sind-Z vilde han slet ikke være noget
Selskab for dig. Jeg tcenkte lidt paa at have taget ham
med; men det vilde aldrig have gaaet. Han fer jo skrceki
kelig mørkt paa Livet, hvor let kunde han ikke have smits -
tet dig, og saa var du vis paa aldrig at komme dig. Nek
tilføjede han efter et Øjebliks Tavshed, »han har det ogi
saa bedst, hvor han er.«
»Fa’r«, sagde den unge Pige — hendes Stemme
skcelvede lidt —— »Fa’r, tror du, jeg kommer mig ?«
Onn saa alvorligt paa l)am, der kom Taarer i hen
des Øjne, men hun lilev ved at se stift paa ham, som af
hang hendes Stielme af lmns Svar.
Komme dig, Inin kæreste lille Pige!" udbrød han.
idet han forsøgte at le, »om jeg trot, du kommer dig! Ja
vist gør jeg det, min Pige. Hvordan kan dit lille Tossei
hoved tro andetts Er det ikke derfor, Vi er kommen her
hen ?«
»Der er mange, der kom herhen«, hviskede den soge.
»for at blive raste, men de blev det aldrig, de kom aldrig
hjem igen, Fa’r.«
»Ja, men Marie dog, de havde det helt anderledcs
end du. Du kan vcere aldeles vis paa det. Sagde Lie
gerne ikke, at du vilde blive fuldstcendig rafk igen, naar
du blot kom herned Oa kan man ikke stole paa Lee
gerne, hvem kan man saa ftole paa?«
»De siger ikke altid Sandheden, Fa’r, det ved du
ogfaa godt«, sagde den nge igen i den samme alvorlizx
Tone. Hun tog ikke sine Øjne fra Faderens. Denn
tunde næsten ikke udholde dette gennemborende, angst
fulde, spørgende Blik. Men han tog sig samtnen.
»Om dn komm-er dia, Marie?« gentog han, »er du
da ikke allerede godt paa Veje dertil? Vi har knn været
her en Uge, og du har jo alleredse faaet mange flere
Krcefter. Jeg er fikker paa, du ved det selv· Det er da
for Resten tydelig nok-«
,,Jeg bar det bedre, Fa’r, men du ved jo godt, hvor
svag jeg er. Blot jea gaar nogle Skridt, saa er iea jo
saa træt, saa trcet. Aa, Fa’r, jeg bliver aldria itaerk
mere!«
Hun knnde ikke holde Taarerne tilbage, men laade
fm hede Pande ned paa de hvide, magre Hænder og
grced
»Du er nervøs i Dag, mit Barn«, sang Faderen
og klappede hende paa Hovedet »du maa ikke gaa og
tænke paa faadan unget. Der er flet ingen Grund til
at være bange, naar bare vi blot er rigtig forfiatige;
men gaar du og grubler, det vil scette dig tilbage igeiL
Vi kan jo da ikke vente, du skal blive rask paa en Gang.
vi maa have Taalmodighed — Leonard skriver jo det
famme til dig. Jeg er fikker paa, han vilde blive bedro
vet over at se dig, fom du nu er. Men jeg er for Reiten
"lidt ked af, at han saadan uden videre skriver om religi
øse Ting til dig. Det har du slet ikke godt af, Dei
havde vceret meget bedre, du havde ladet mig faa det
Brev og Bogen der.«
Entwing
