Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, February 14, 1908, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    i
Hund Bibelen fortalte. ;
— As —
Georgc E. Sargent.
Paa Dunst ved H. J. F. C. M atthiesen.
(Fortjat.)
Til sidst lsrød de up. Uden at søge unget, der kunde
lilive dein til Vejledning eller .Trøst, »til Lærdouh til
Overbevigining, til Rettelje, til Optngtelse i Retfærdig
l)ed« 2 Tini. Z, Ili) — uden at liede, nden at taktis.
Sau laa jeg du her igen i Mørke og Ensoinhed
everladt til uiig selv. "
Mnnge Tage, mange llger laa jeg l)en, ingen
lung Märkte til Illig, inen det havde jeg kendt til før,
jeg tunde godt vente, til det deljugede inin store Mester
at lirnge Inig igen.
sinidlertid huvde jeg god Lejlighed til at lære
Familien nasrniere at tende. -
Man knnde snurt se, det nur velljuvende Falk Gnd
lHerren huude gjort dein «rige i den niervasrende Ber
den« il Tini. li, 17). Tereis Volig Var elegant udstyret,
derei« Bord Oder Tag fyldt ined Liefkerier,· de gik i
Sandljed ,,i vløde dilasder«, de lJavde en Tjener paa l)ver
Finger og Tid not til nt nyde dereLs meget Gods.
Lg de nød det.
Men lidet hude de Tanti- for deregi himmelske Vol
Sporen De Var sont de »der foregive, at de kende Gild,
Inen forniegte limn ined Gerningerne« (Tit. 1, 16). —
Jeg gjorde snurt den Lpdagelje, at jeg var koni
nien ind i et Han, liuor der —— trodszs al ydre Glangs —
itte our nugen Lytta Tet nur let at fe, der var umget
der tyngede Wunden-J Eind. —
Tet var ikte det mindste, at hun ljavde en Søn,
Harm, der Var hani en Milde til Inange Sorgen Hatt
dar Del not un liorte fra Adieininen nien nde eller
leeinnie, han gjorde dog tnn sine Forældre Sorg paa
Sorg.
Tet Var heller ikte svært at se, at Fruen oer var
gnaven og pirrelig, streng i sinc Fordringer, utilfredsz
med alt og alle omkring sig.
Og Dattel-en —- ja, hun suntesz altid, der var noget,
hun manglede, hun var liestandig fuld as nye Ønsker, og
paa de nye Laster fulgte liesrandig nye Stufselser.
Hvor kunde de være blenue li)kt«elige, havde blut
Trer paa zitistus windet Jndgang i del-es Hieni. Thi
«Gudfr1)gtigl)ed er nyttig til alle Ting og har Forjæt
telse for det Liv, som nu er, og for det tilkotnmende«
U Tim. 4, 8).
Men Gudsrygtighedens Nytte knnde ingen i Fami
lien se.
Derimod fandt de paa alt knnligt for, som de sagde,
at »sordriue Tiden Te lange Vinteraftener ifcer søgte
de at saa til at gaa ned Helft-aber og Spillepartier.
Eulen, hvor jeg lJaode tnin Plads, skønt ingen
lagae Muthes 111 ung, srleaTedftidt as Lys og gean
af Butter. llnge ug gamle morede sig med tom Passiar,
lasiige Sange eller med det mere alvorlige Arbejde ved
Spillebordet.
Det var ikke svcert at sorstaa, at de, alle som een,
,,elskede Vellyst mere end de elskede Gud« (2 Tim. Z, 4).
Men selv en mindre erfaren Tilskuer end jeg havde
kunnet se, at al denne Munterhed kun var et udvortes
Stin. Mange af disse fornøjelsessyge Hjertex var
fulde af Misundelsey Skinsyge og alt, hvad der gør et
Menneskehjerte fredløst og nroligt.
Over dem alle hvilede det ,,ve«, jeg er sat til at
udtale over alle »dem, der sige om det onde, at det er
godt, og om det gode, at det er ondt, som gøre Mørke
til Lys og Los til Mørke, som gør bittert til sødt og
sødt til bittert« (Es. 5, 20).
Og jeg havde den største Lyst til at raabe til dem
med Ordene sra Muse Sang: »Gid de vare vise, saa
vilde de have Forstand paa dette, de vilde betænke, hvad
Ende det vilde tage med dem« lö Mos. 32, 29).
Nej, lykkelige var de ikke. Jeg kunde ikke lade
være at sanmienligne den Familie, jeg var hos nn, med
min første Ejers Familie. — Dis-se sidste maatte kcempe
med Vanskeligl)eder, hine bande, om ikke alt, saa dog
meget af det, deres Hierter kunde begære.
Men paa den anden Side ejede disse den ,,Guds
Fred, sum overgaar al Forstand, og som bevarer Hjerter
og Tanker i slrislus Jesuis« lPhiL 4, 7), hos hine var
der Utilfredgihed Kedsomhed og Ærgrelser.
Naar Selskabet var farbi, og Gcesterne dragne bort
—- saa jeg aftc den glade Maske falde og hørte bitte,
gnavne Ord, der tydelig nok vidnede om en Sjæl, der
fatteöz Fred
Hund sterlia Mandcn angaar, manglede det mig
ikte paa Lejlighed til at se ind i hans Hierte Jeg far
swd, han Var bleven opdraget liosks Onkel Johan, ham,
bang-« Blaue sagde ani, at lian »altid bavde saa meget at
fortaslle onl, hvad der stod i Bilvlen«.
Elllaaske Onklen bar Vier-et noget streng imod ham
og Viel-et mere frngtet end elsket af bam. Men i lmert
Fnsd søkgcde han ges-di- for l)ani, og Ved sin Død indsatte
han denne fin fal·a’ld1«eløse Vraderføn til eneste Aman
Den nnge Mond var bleven opdraget i ndvortes Mr
luzdighed for de heilige, ag var vel kendt med mig; men
»Rigdgm—j, Forfølelse« lsavde »koult Ordet«.
Han vidste sin Oerresz Nillie men gjorde den ikke.
Det var derfor ikke saa nnderligt, hans Hierte ikke
knnde faa Ro, Han skød bestandig mine Advarsler fra
sin. men gik aligevel oa lmabede paa, at han nok engang
sknlde faa sin Sag i Orden med Gud
J Zandl)ed, ,,.Dse1·tet er bedrageliat mere end alle
Ting« —— og noget af det, jeg ifal advare Mennesker
inest incod, er at forlnerde derei» Adjerter mod Sandheden
Dct hegynder med at ringeagte Inine Ord, det nieste
er at forkaste dem —-- on Enden er en enig Fordaervelse
»J. Dag, naar dn hører hats-: Rast« —- l)an-:», der
gennem mig taler dlcerligbed og Fred, Naade og For
dunklem-, —- ,,su fokimskd ikkc dit Hierw- — drøm ikke
Daareng Drøtu um ,,i kllkuraen«. —
Tllkanae klIkaaneder liavde jeg tilliragt i denne Fa
milie, men der uar intet Hand om, at min Stilling(
skalue bliue beut-e Jeg blev vol ika mislsandlet, jeg blevs
ganske simpelt furagtet. Tllkaage Søndage, havde dei
»siddet ug keuet sia«, men de lsavde ikke derfor taget mig l
i Haand. ———
En Nat bleu der pludselig en underlig Uro i Hufet
—— man løb frem og tilhage —- Inan klagede og jam
rede sig.
Jeg hørte en Heft galopere af Sted — det døde
hen — saa kum det igen. Lidt efter kørte en Vugn
for Tørea — Det var Liegen.
Miit stakfelu Herr-e var lsleuen ramt af et Hierteslag.
Det gryede ad Morgen
Tødeu kum listende — den sidste Fjende, Døden —
ug af! ak! den kum i al sin Rædsel ———
»Es-idem Vraad er Synden«.
Tagen qik —- en søraelig, haabløs Dag. Det Var,
sum Esaslen endmt tøuede nied at furlade siu Bulig.
Med selteraatig Hast søgte man nu Hjcelp hus
mig. Og jeg siger so aldrig Nei.
Jeg gau mig til at furtaslle uxn ea, sum ,,kan fuld
tummeligen Hure dem salige, sum kummer til Gud fur
medelst l)a111«. (.x)ebr. 7, 25.).
Men lwent tør sige, at et Menueske, der med velbe
raadt Du skyder Frelsen fra sig, mens han er fund og
Mfk, paa det sidste fan kumme til at ,,annamme Gudsji
IRiae sum et lidet Bar11«. (Marc. 10, 15.)
Faa Time-r, og Ratten faldt paa igen.
Da lileu der sagt til min stakkels Herre, l)am, der
im ika længer sfulde viere mia Herre: ,,J denne Nat
krævesz diu Sjasl as dile« (Luk. 12, 20.)
Endnu engaug: »i Tag naar J bører bans Røst,
ua furlsaerder ikke euer-J .ste1«te1«!« Gebr. Z, 7——8.) —
Drøm ikke Damen-:- Drøm um »i Morgen«.
V l.
Studenten.
Da (!)"rogssereren var ded, ntaatte jeg nd af Dag
ligstnen, en raa Haand tdg og tastede mig ind i et Va
relse, hvor der var gansfe inørkt.
J flere Maaneder laa jeg der.
Saa endelig en Tag blev der taget ,fra Vinduerne,
og Eulen faldt luLi og straalende ind i mit FrengseL
« Der var foregaaet Inange Forandringer i Hufei,
siden jeg sidst saa Lyset. Alle Ansigter var nye og frem- s
niede.
Kort efter Grogsererenszs Død havde Enken og Dat
teren i Hnj og Hast maattet flytte ud. Han havde al
drig tænkt noget over, at han eugang skulde dø, han
havde derfor bestandig opsat at gøre sit Testamente,
äf- FølgeRah at det blev for sent. Alt, ljsad han
efterlod fig, tilfaldt Harry — Sønnen, og denne var
ulJarmhjertig not til l)elt at slaa Haanden af sin Moder
og Søster De inaatte forlade deres gamle Hjem, de «
gamle Tjenestefolk niaate hort, og nye kom i Stedet.
Sønnen flyttede ind og begyndte at gøre sig lystig med I
sin Faders Penge.
Allerede den første Gang, Harry fik fat i mig« saa
jeg klart, hvad Behandling jeg kunde vente af hom.
Han tog mig i Haandem slog saa en spottende Lat
ter op og begyndte at snakke om, at der sandelig«i For
vejen va«r mer end nok af Bibler i Huset, han havde da
aldrig troet, hans Fader havde vceret saa hellig. Sau
kastede han mig foragtelig ned paa Gulvet, hen i en
Krog af Stuen. Der Iaa jeg saa i flere Maaneder,
uden at nogen lagde Mærke til mig.
Jeg hørte og faa meget lidt til den unge Mand i
al den Tid, men dog nok til at opdage·, at hans Ansigt
mere og mere blev proeget"af Lasten, og hans Mund mere
og mere fyldt af ,,raaden Snak«.
En Dag kom han da ind i Værelset, hvor jeg laa.
,,Det kan,« ndbrød han med en Ed. ,,blive et helt bril
liant Gcesteværelse!«
Vierelset sknlde nu gøres i Stand, og henne i Kro
gen fandt en Tjenestepige mig liggende bedækket ined
Støv. Hnn srøvede mig af og lagde mig op paa Toilet
Hbordet
s Der var dog ingen, der Iagde Inere Mcerke til mig
jder end det andet Sted Gæster koin og gik, der var in
Hien, der brin sig om at stifte Bekendtskab med mig, de
lsaa nasppe til mig. En Gang imelleni kunde der voere
sen og andeu, der talte onl, hvad det skulde betyde at
Hirsnge en Bibel op i Gcesteværelset.
j Jmidlertid fik Grossererens Penge Fødder at gaa
)paa.
i Sønnen var gerrig, naar det gjaldt andre, ødsel,
Inaar det gjaldt ham selv; sig selv ncegtede han intet,
Isom Penge funde skafse lmni, Frenitiden lo han ad. Inart
aenlød tLmset af støjende Trikkelag.
Det saa ud til, at Harry, ligesom Monden-i de
gamle Dage, sagde i sit .stisrte: »Na Velan, jeg vil for
søge dig Ined Gut-del« tPrwd 2, 1.) Men det gik hani
.ikfe som denne, han gjorde ikke den Opdagelse, at ,,alt
Ver Fol·fie31nelial)ed og Aandsfortoerrelse.« (Præd. L, 11)
Det tasnlte kDarm ifke paa, han trenkte heller ikle
paa, lJvad Ende det vilde tage med ham, om han ikke
Vendte om fra den Bei, »som fører til Fordæroelsen«,
heller ikte tasnkte han paa, at hans mange Penge, hviss
han bleu ved at leve paa den Mande, dog engang vilde
jlippe op.
l s s O
l
I Det var sent paa Aftenen
; Døren gik op, en nna Mond kom ind i Værelset;
l)an saa nd til at være yngre end Harm.
l
«
» Der bavde vceret Selskab, oa den unge Mand skulde:
de der om Ratten.
De haode siddet og sviret, on det var let at se af de
blnssende Minder, nt den nnne Mand linvde viel-et med
dertiL Alligevel Vnr der noget i linnsJ Ansint, jeg lienne
Ikke linvde set, noget nnbent, nonet oprigtigt, now-L der
strakes gnv niig Lust til nt lwisfe til limnz
»Roin ifke pna de ngndeligeis Sti, og gnk ikke fretn
pan de ondegs Vej. Lnd den ligqe, nnk ikfe sreni pim deu,
vig srn den og nnt fortn. Tlii de nsde llgndeliglnst
Brød og drikke Ilretfcerdigheds Vin.
Qg de retfasrdigeszi Eti er soni et skinnende Log-, der
bliver klarere og klnrere indtil Middiig. Te ugndeligesss
Vej er sont Merkeh de Vide ikke, hvorpan de stnlle støde1
sig.« (Ordsp. -l, 1—,l—1k).)
Det Dnr en klar, innnnelyszs Nut.
Den nnge Mnnd — jeg sit siden nt 11ide, linn hed
Leonard Tnncnn og var Student — satte sig ned det.
nabne Vindn on snn nd i anen
Nonen Tid snd linn gansie stille, sna lnktede lian
Vindnet igen. »Ob« man Darm dog Viere en lykfeligs
Mnm,« sagde ban til sig selv, »sin egen Hei-re on snn.
Ejer as et sandant Hjem soni dette her. llnderlint not,;
han ser slet ikfe lnkkelig nd, og —- Inen hund, lwnd eri
dette l)er?« ndlnsød hun, idet linn plndselig fik Øie paa!
mig, ,,det troede jeg enddn vilde viere det sidste, jeg sknlde s
finde her i Hnset Ten nina viere lngt her nf Leier, det«
Var dn noget saIrt nuget.« Hnn vendte sin missornøjet
bott.
Lysten til nt gnn i Seng var plndselig forsvnnden
Hnn pndsede Lyset og begyndte nt gnn op og ned i
Bærelsetx nnnr linn kom forlii Vinduet, stud linn nf og
til stille og san nd i Hauen. «
v Med eet stnndsede han og tog mig ap.
,,Det er dn sikkert ikke Harrns Bibel?« Innmlede
han· Hnn lnktede Zpienderne op og lceste det, der stod
strevet pan mit første Vlnd: ,,Tenne Bibel give-is dig,
cnin kære Dreng ——.« Der gik et Sniil lsen over den
nnge Mands Ansigt, dn han lasste det, og hnn Dnr lige
ved at liegge Inig srn sig igen dog beholdt han uIig i sin
Haand· ,
»Det er da itte første Gang,« sngde l)nn, »og« det
knn dn nldrig skade, stnlde jeg tro. Lnd us san l)øre,
hvad dn lJnr nt surtaclle mig, ganile Ven!« Hnn Vendte
nogle Blnde.
»En Danke-, sunrede jeg l)aIn, »en Dnare siger i
sit Hjerte: der er innen Gnd.« (Snl. 14, 1.)
Den nnge Mnnd for snnnnen, lnkkede mig i og lag
de mig hort.
»Godt trnffet!« sagde han, ag satte sig atter ved
Bindnet
,,Jngen Gild, ingen Gnd!« gentog hnn for sig
ielv, »en Innre siger i sit Hjerte: der er ingen Gndl
Znndnn en Dnnre er jeg dn nlligenel itke, nej, saadan
en Dnare er jeg ikte, nt jeg itke sknlde tro, der var en
Sud til.«
, » Han sad længe tun-Is. Det var, som om han tcenkte
)g ænkte. »Nei, sandan en Danke, nej, men er jeg ikke
"- ngt større Dante, jeg trot, at der er en Gud til,
ig, jeg r, iomtfoWud og Sjcelsfsinimel okj Hel
Jede Var gal Mands Drømme — —«
Langsomt og tnnkefnld kloedte han sig af. Saa kn
tede hnn sig paa Sengen
Men sove kunde linn ikke Det lød for ham og blev
)ed at lyde for ham Natten igennem:
»En Dante siger i sit Hierte: der er ingen Gndl
In Danke, en Daare!«
,,Det er løjerligt,« sagde hnn til sig selv, da hcm
tod op om Morgenen, ,,at jeg ikke kan san det Sludder
Jd af Hovedet Som om jeg ikke har hørt det mange
Gange før. »En Dnare siger i sit Hierte: der er ingen
Gndl Naa ja, nu kan jeg det da ogsna. Det er, sorn
kunde jeg høre Mor sige de
»Jeg knn da alligevel ikke tro,« vedblev han, »at Har
ky har baaret sig sadan nd mod sin Moder, som Folk
iiger. Sknlde det virkelig vcere sandt? Skønt, naar man
ser ham —. Jeg knn ikke forstaa nogen kan behandle
enModer snadan. Selv om jeg var vis paa, der ingen
Gud var til, jeg kunde nlligevel ikke gøre det, og selv
om jeg kunde, sna vilde jeg aldrig gøre det. Men min
Moder er jo død, det gør maaske en Forskel.«
Medens han klædte sig paa, gik hnn og talte med
sig selv. «
,,Min Moder! Hvordnn var det egentlig, jeg be
handlede l)ende? Hvad var det, jeg lovede hende, da
hnn døde2 — At jeg vilde vandre paa ,,Vejen til Livet«,
som hnn knldte det, at jeg vilde lcese i min Bibel, og
san s— jeg linr ikke lJoldt mit Løste, jeg har levet, som
om der ikke var nogen Gud.« «
Han tog mig i sin Hannd, satte sig ned og tav en
Stund. Det tceknpede i l)am.
Til sidst lnkkede lJnn mig op, og med en Kraftan
strcengelse tonng ljnn sig selv til nt lanne Øre til de Be
brejdelser, hnn san asrlig hande fortjent.
Jeg kom imidlertid ifke straksrs Ined Bebreidelser,
tvcertiinod, jesx søgte at overtnle hnm med milde cig
færlige Ord; jeg Innn tidt komme med stnrpe on strenge
Ord, Inen hnn uilde endnn ikke knnne bnsre dein.
Det var nIed Barnihjertighed og Ø1nhed, ikke nied
Vrede og Trngiler, jeg nmdte hum.
»Min Sønl bevor din Faders Bud og forlad ikte
din Moden-s Lon. Sinnt dein til dit Hierte for stedje
Dind dem um din Hals-.
Nnnr dn vandrer, sfal den lede dig, nanr du lceggcr
dig, stnl den benare dig, og nnar du opvangner, sknl den
tale til dig.
Tlii Buddet er en Lampe, og Loven er et Los-, og
llndervisningeng Revselse er Vej til Livet.« (Ordsp. 6,
20—23.) -
,,Jeg kender det nltsnnmien,«.saadc IJAII Og de CI
dybt Sitt, dn linn stille lngde mig ned inen, ,,det er som
sød Musik, Inin Moders Etemnie Aldrig skal jeg høre
det mere.« f
Hans Øjne syldtes med Taarer. —- —
Der er en i gnmle kDage, der hat sagt
»Og se, du er dem en behagelig Sonnen hat« en
dejlig Røst og soni knn spille sinnftx dersor sknlle de høre
l
——
dine Ord, nien dog ikfe gøre efter dein.« (E«3- 33- ZU
Mon det sknlde aaa denne nnge Mand saadanTZ
start efter qik ban nd af Vierelset, og i nogle Ti
nier ja a jea ikke noget til ljmn -
Ved klIiiddagstid konc l)an tilliage, han faa voll-c
tankefnld nd, inen l)an heimei idte sig ikke til mig.
Oni Aftenen deriinod tog han mig fretn igen
Han hande trntket sig tillmge fra de andre tidligete
end den Fdrrige Afterr. Nedefra knnde man høre de
andres- Latter, inen lJan sad stille og luttede til miUk
Ord. Te følgende Aftener gik det ligesaa; til Tidek
lnnde Taarerne strønime nedad han«-I Kinder, iscer naar
jexj niindede haui oni Herreng- ftore Langnmdighed, Hast
isg talte inn, at Herren er ,,rig paa Barnileertighed«,
naar jeg saade til lnnn nted Herrean Qrdz »Nun-unt di
lader esss aaa i Rette nied hinanden, siger Herren. Det
soni edets Zunder end vare sont sinknidsim da sknlde
de liline ljnide sont Ene, oni de end Vare røde sont Skor
lagen, jtnlde de lilive sinn lIld.« (Es. l, 18.)
»Jeg maa dort lierfra,« fagde l)an en Asten, da jeg
atter lnwde talt til hinn, ,,l)er føresz jea lwer eneste Das
i Fristelse Herren hjaslpe niig dog!« og der faldt en
Taare ned paa inig. — Den Aften kastede han sig ned
paa Knie for Herren, før l)an gik til Jena-T
Hat-de der vieret nagen til Etede fornden mig, da.
nilde de ikke have hørt hatn fige noget, inen han, sont
,,ser til lNZjertet« og ved, l)vad der gaar for sig der, hat
faa den Kamp, der bleV kcenipet derinde, han hørte de
Rauh der lød derinde fra. Ja, han var selv Ined i
.iaiiipeii, han fendte Hjælp til ljain, der nn havde fattet
Beilntninaem »Jeg vil staa op oq gaa til niin Fader!«
»:landen selv træder frem for ais Ined nndsigelige
Entfe« (Roni. 8, 26.«)
Nil-sie Morgen sngde den nnge Mand til sin Viert
at han niaatte biein '
»Har dn noget sierlig tilovers for denne Bibel lier?«
spurgte han l)ani. Han ftod nied Inig i Oaanden
Dunst- Jkert lirasl i Latter Aldria i hans Lin var
der nagen, der lnwde rettet et faa tasset Spørgåsniaal til
lia1n, erklaerede l)an.
»Tum- i al Verden lnir dn dog faaet fat i den? Jeg
troede eller«:s, jeg hande faaet alt saadant Tøjeri nd af
Hufet.«
»Jeg har fnndet den oppe paa mit Vierelfe, « ina
rede den nnge M and, ,,oq jeg ved jo, at du ikke sættet
særlig Pi riv paa den, maa jeg faa den?«
Atter brast hans Vcert i en skraldende Latte1
,,:iaa, saa det er derfor, du hat hcengt faadan Ined
Hunedet i den fidste Tid — naa, saadan. Jeg haude
cher Lyst til at sige Nej til dig —- Inen da jea ikke brys
der mig en Stins om al Verdens Bibler, faa tag den
knn — mig kan det da ikke fkade.«
Den unge Mand takkede hani hierteljg.
»Men vil dn,« tilføjede han, »vil du lægge en ani
den i dens Sted?«
Nej,« sVarede hans Vært med en drøj Ed ——
,,nn bliver det snart for morsomt. Tag du blot Boge
— jeg skal sige dig, tager du den ikke med dig, faa sk
ieg nok faa den fordømte Bog hen et Sted, hvor den ikke
mere kan aøre Folk tossede i Hovedet.«
Faa Timer efter var jegl igen paa Reise
sk ä- I
(Fottfættes·)
l
l
»»sKoLEBO cER«»
MS IIIIIIIXXUPs—-——-q.
A—B—- —c. «
En Praktisic Lætebog for smsabøtm 64 sidet med mange Bis-«
leder. ktækkt indlnmcien Ptis Loc. ;
NY DANsK LÆsEBOG.
Til Bkug i de danske skoier« 1 Amerika. samlet ak en Komik
208 sjcleiy med lllustkati()nek. goclt indbund n soc
DANSK sPROGLÆRE
Ki- Mikkelsea, indbimtien LIC» den stoke Udga ve 4sc·
MODERsMAALET.
Øvelse og Vejlksdtii gli « iat teile. iæse og sickive Der-sie wiss-bej
det at Sigm-d Aulis-pl 2d sidet med luustrationek, kartoneksk
40c.,« i siiikting—i)im1 50c.
LUTHERs LILLE KATEKlsMUs. ludhuudensq J
Den engelske l’cigave, i Omslag Sc. -
c. F. BALsLEVs LÆREP 0G. ;
Luther-S Katekismus med imr ka Dring. indbllndev Loc
Den engcldlce Udga ve. indims sit n Löc.
c. F. BALSLEVS BIBELHISTORIE,
einige-Lied iidt as Kiskens Historie efter Apostleves Dagtz
indiuindeu Läc. «- Vokkis Englisli Riiiieiiistori »sc
KORTFATTET KIRKEHISTORIE
Äf A. Fabriciusv mecj 28 li!ustrationet.im1bunden Bäc
DANMARKSHISTORIE
Af Kr. Ho·iis. intomssant fortait km- Ungdommem I og ll Des
iet Einkl, 235 sidetg indl-11n-1s.sii:5!.(k0.
sØND «GSSKOLE-SALMEBOGEN.
ljcigivet af»13etiiesda«« i Kobenhan1. stierkt indbunden 25c.
BARNETONER.
130 san-»- ti! chnxi Skolim nz iijmntueh samiet at en Bot-d«
ven 110 siiier. i siicrlit(.)111.—·i(1-.;-1()c.
SANGEREN Stamme-for HAE
En siimlinsziif n ich-- 0 : ins kr. sit iisso sein-f- indhnuchuä
godt Bimi tue Isiii es h n - I ( -1 is R u I m- ki T.i«i Hund Ne«
judimndip i ims-. li--t l- » :iis 1--« i «i pl Un u p zu lczgzcu »F
Foksiden Nic. .: nmme n c- i (; «i(i.—:sii .:i in.
SANGZREN äsfosst Fc Ist-nat m- .-d Noch-Is
Inchs —-.u( cis-n 1 skmif iunki ·« i st. eikt LIPM thind
Jl-(djk. i· t Uixul nie-C
okxui (1(-1.iti-I.it-i·«» «
tunjc lljejnier nie-i rocit usidi r ( -ui -
Bestil ais-: edcrs Sko L: -’s:-;øg:er Lra
Dani-« -«ucå;e Pan szsbi Ei hing House.
Js rlex, iNch3" ( --« L(« ·
IX .
IT Adventkilokken
II (Af Ernst EvetSJ
Es 6 kristelige Fortællinger. — 113 sider. —
xz I Omslag 20 cents.— Indbunden 40 Cents.
s
IX
tælling km Luthers Tj(l). — Enkens Drein. — Jkiu
store llclebrancL — Kiilk og Krone-. — Lynot paa den
» heilige Akten. — Tke Das-Z i Luthers Riem
« En passende Bog som Gave til enhvet
og særljg Konfjrmaniien
DÄleH PUBLlsHlNG IIOUSB,
KLA 1R« N Eil-II
IÆFEÆRHSHWPVFXBZSWPFWFVWW
' HEX
g
e
Bä
RIGHT-VIERT
Indlmld.s Krimliilde og Unika (Bu For- ;