Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (April 26, 1907)
hGennem Skærcnc. Jndrc og ydrc Liv. Stildret clf H o r a t i o. Oversat fta Soensl af Past. G. Münster-, Lulaslitten, Kobenhavm (Fortsat.) Maaltidet git sin Gang; man var kommen til Des set-len; nu slmnmede Champagnen i Glas-sem, og Batvnen flog til Lhd. »Denne Bin,« sagde han, »butde ikte sindes iet Hus af den gamle Stil; men de forandtede Tidet hat ogsaa denne Fotandtina paa detes Shnderegister. Og ! Dag lan det forsvares, da vor unge Heedersgcrst selv ex ek af den nhe Tids Børn.« Han tav et DeblitL Da han fortfatte, leid Etenimen dampet og blind. »Im brød cnaang med din Fader, Sten,« sagde han: »havde jeg ikle gjort det, var han aldtig kommen til at staa saa ene, som han ajotde i sine sidste Leveaar· Jeg Ved itle noget, jeg hat angret laa dhbt sont dette. Og saa blev han faa pludselig tevet bott. Jeg kom aldrig til at ssige ham et oerligt: tilaivl Dei hat gtæmmet mig mete, end du endnu tan forstaa Naar man et una, naar man lever med i den store, brufende Verden detude, saa hat man let ved at glemsme, ogfaa sine Fejl; Inen naar man er gamniel og aldrig for-ladet sin afsides Kr-og, faa bliver man itle faa let den Ziaas aamle Kammerater tvii. Din Faden min Drena, var en ædel oa uforifcerdet Mand, fom, efter at han en Tid haode befundet sig vel blandt os og vore Un«odet, lhttede til det Formaningsotd, en af vort Lands dengang endnn fortætrede Velgøtere rettede baasde til ham og os; saa gjorde han go-dt, hvad han før havde fotbtudt, og blev en Velsignelse for hele vor Egn, medens vi endnu udgrinte og, jeg lan godt sige, fotfulgte hom· Der gives ingen af os, fom ille i Dag stammer sig der over, ingen, som ikie ertendet, at han var bedte, mere klat øjet og modig end vi. Det got godt at have Lejlighed til at sige dette til hans Son, da det hat verret oö forment at kunne sige det til ham selv. Bliv ham lig, min Dreng, saa got du vel. Og oellommen til os«. Billedet af Leltot Lavenström formaaede itte at holde Ssdansen over for den Strom as Vatme, som ved diss Otd, der ledsagedes af Bordselslabets Tilslutning, slød op i Sten§ Hierte. Han følte sig gennemstrømmet af en Bevcegelse, fom aldeles intet Henshn tog til ovennævnte Autoritet. »Aldrig«, sagde han, idet han rejfte sig og are-b sit Glas, »aldtig hat jeg noget Sted i Vetden fslt mig saaledes hjemme fom i denne nhlig for mig aldeles ubekendte Kredsz det ladet sig tun fort-lau paa een Maade, nemlig at man ved en saa usirsmtet Hengivenhed for min Faders Minde hat dtaget ogfaa mig ind i det gamle, ptsvede Bensiab, som sammenknytter vor cerede Brett og Vcrrtsinide og deres Gester med hinanden«. Oan bad otn for hele Livet at maatte beholde en Pladö iblandt dem og taktede med vatme Otd den gamle Baron og Frihetreinden for den ufotglemmelige Dag, hvormed de havde gis-yet ham Adgang til en for ham faa seerdeles tilttættende Krebs af gode Vennet og Naboetn Mr Sludder«, hviflede Kontoristen til Strickert, da de umiddelbart derpaa tom paa Siden af hinanden under Bandringen fta Spilefalen ned til den sthggefulde LIvsaL shvot Kassen ferveredesx »naar han lotnmer paa en anden Kant, be’t han os tende og ryge, det et vist og sikteti. Og Barsonen talte uden Fuldmagt. Siden hans münd folck hat beghndt at fotgude Preelten, maa han naturligsvis shnge paa samme Melodi; men i Dag fmsurte han fior tylt paa. Dei lod, som om vi var hellige allesammen!« »Na» det itle passer at opponete, saa net man stille«, svatede Striclert ntaalmodig; »du et altid saa rast til at gote Bemærtninget —- faa du ille, at Prcesten gik næsten lige ved Siden af mig, da. du begyndte at gore dine Betiicerlninger2« ,,.Aa, han høtte ille noget«, svarede Lagerstedt tolig. »Der snatles jo paa alle Kantet —- hør bare saadan en Summen!« »Ja, men dn«, svarede Striclert mistroill, »du husler itie paa, at han llinier nied Vandglasset —- den Slags Foll hat altid finete Dren end andre.« »Jeg et lige glad«, svatede Lagerstedt. For han kan jeg aldrig blive kniete fortabt, end jeg er l Fotvejen. Men han hat ille noget at gste med Bescettellen af Lenz mandspladsetne.« »Herr du noget i Killerten iaen2« sputgte Patron Boson, da han opfangede de scdlte Ord. »Jeg korn ellers for at him, hvad d’.s)rr. shntes om Baroneng SyndZ betendelseli ,Vi’ —- sagde han; jeg st)nes, han kunde have npjedes med at tale one sig selv. Jeg hat ganste vist neb lagt Brendetietz men det hat jeg tun gjott for de høje Seedptisets Sthld Jlte ladet jeg mig tegne til Rhole tidderne for det!« »Nei, det var det, jeg sa’e, vat det ille det«, sagde Lagerftedt. appelletende til Sttlcleti. »Men vt et for undetordnede, bevates rel, til at tages i Betragtning af Mlbaarenheden.« · »Endnu, ja«, svarede Boson haanlig. »Men vent bate. Snart er de ude af Reprælentationen, det kan itte staa feil, og faar vi saa ogsfaa saadan nogle Landsting, som der tales am, saa stal de heller itle faa meget at sige det. Vt faar over-alt Mutoriteten Saa var vt jo togsede, om vi like gjorde nieset om lgen, som de nu hat presfet os til.« »Ja vist, ja visi«, niltede Stric.lett, »jeg hat aldrig tvivlet om Udfaldet. Men det stal leg hilise dtg og stge, nein Meng, at, saa længe jeg leder, stal der l det mindste· altid findet een, sie-m lstaer over den gamle, gode Tit-. Jeg singeagter like dig og Kot-stotter; men ganste visi be tloger jeg Leneh om du ital-de lage Mag-ten fta Dongens Ue Gartenstein-OR »Sta» dtsfe bestens Ttng maasste pgsaa ansctte Lenz meendetref« spurgte Kontoristen nysgetrig og streckte hal ten from. »Im-wider der noget om detk W det Itlifeeldet«, Maetlo Mon- »W- sisæl du for sammt Vetmdtftabs Skhld ved tsrste Letltahed faa un ill Inttn Etetnth For on tan bande paa, at jeg skal tnd i Tinget.« »Ja«, sagde Lagerstch »saafrentt jeg endnn er i List til den Tid, saa sich jeg Tat, out dn hnster paa ntig. Tthen bliver der en Etkllin-.3, so.n ingen anden otl l;a’, oj sont tnnde passe sor mig, saa ttlider den not ---— ind dr-aget.« Nielg Bertratn haode ved Jlttddaggltdrdet spillet en kneztet stilfasrdig Rolle. Hatt haode stddet dlandt de unge, hoor Løjtnant Rosenbart og Student Htlaegson utraettelig haztde holdt Muntethedcn oed lige; nn var han derintod totntnen i Selskalt nted Prcesten og Doktor Bredntan, hvis Santtale hatt syntes at paahøre nted stor Opntærlsomhed. Den drejede sig ogsaa otn et Entne, sont havde faaet den største Interesse sor han« Pkæsten talte otn Grev Otto von Törnes Liosstædtte og Livsgerning· Sont hans Bett i de Aar, sont sulgte paa det store Brud ntellent ham og hans tidligere Ontgant, oar Præsten kommen hatn særde les ncer og var bleoen hans sortrolige i alt; tttgen tendte hant dersor saa godt sont han, ingett sorstod heller bedre a: bedontme hant. Det saldt hant ille ind at sordølge eller at sorringe Styggesidetne i hans Liv; nten han betonede med desto starre Styrte den gennentgribende Forandring, hanik indre Gensødelse havde ntedsørt, og belyste Ined entelte Trcvl den virleltge Storhed i Ydmyghed, Frimodig hed, Karltghed til Gud og Næsten, Trosasthed og varnt Nidlasrhed tned slere kristelige Dyder, sotn hans senere Urt Villing lagde sor Dagen Men da Doktor Bredtnan sørte Zatntalen hett paa hans Død og vtlde vtde Prcestens Mening om de Rygter, sotn ntniddelbart ester Begiven heden havde surret rundt ont den formodede Anledning til denne, saa det ud, sont ntente Præsten, at nu haode hatt sagt not. Han rystede paa Hovedet —- det var det eneste Svar. — »Min Fader fortalte ntig«, sagde Doktoren, ,,at der haode vceket et heftigt Optrin melletn hant og Grevtnden. tdet han vilde tvinge hende til at deltage i en Konventikel: hun stulde have sagt nej, og dersved slulde han have sor løbet fig, endogsaa til Haandgribeligheder. Saa stulde, paastod man, Hierteslaget ocete indtrusset.« ,,Jeg har«, sagde Præsten, ,,hort baade det ene og det andet Rygte, lige uritnelige alle. Antagelsen as nogen Slags Tvang mod hende sra hans Side, det være stg as aandelig eller legemlig Art, lan tun sorklares as det Had, sont endnu dengang brændte her paa Egnen tmod ,P-ietist greven’, som man stedvanligois taldte ham. En eller anden sorbigaaende stal paa Afstand i Psarken have op sattet, at der sandt en Meningsudveksling Sted mellem Mand og Hustru ved den Lejlighed, da Dødsbudstabet lom — men jeg hat alttd betvivlet, at det, rnsan sag-de om, hvad der ved den Lejlighed stulde have sundet Sted, skulde vcere tilforladeligt Hoad man dog ved, er, at Grevinden samtne Asten haode sagt til sin Kammerjwomsru at hun og hendes Søn Dagen estek vilde sorlade Näg, hvor hun itte laengere tunde holde ud at være. Hat hun derude t Parlen meddelt stn Mand dette, tatt Dodssaldet let sor staas —- det blev da et Vidnesbyrd otn Gudg Barm hjerttghed. Men jeg ved blot, at da jeg og et Par andre Wen-net en lille Stund sor stiltes sra Graden, var han blid og rolig, oven i Kobet mere end sædvanlig, og splte sig saa scrlig glad over .de Spor as Gusds Aantds Arbejde, han just den Aften troede at have set hos ftn ltlle Sm« »Da var De ogsaa med, Hr. Bertrant,«' vedblev Pcm sten ester et Øjeblits Tavshed »De spillede en stor Rolle i Grevens Tanlek. Han nærede en bestemt Ovetbevisniing otn, at De stuslde oolse op som en Hereens Discipel, og at De slulde blive til Velsignelse sor Deres Ven, hans Son.« »Jeg var vel dengang tnap mere end sets Aat?« yttede Niels næsten med Forlegenhod. »Nej," svakede Præsten, »saa otntrent. Mesn De va: et srvntt ltlle Barn med et alvotligt og tænksotnt Sind, soen oste soede en god Jndslydelse paa hans Sons liolige. kpbtusende Natur. Det var vel dette, der gav hatn hans sor ncevnte Overheoisttiing, navnlig sordi han i alt sporede vor hintmelsle Faderg gode Vtllie; han saa ogsaa heti en Mening, sor hvis Udsvtelse det paahoilede ham at drage videte Omsorg. J santnte esterladte Papie, hoori han havde bestetnt, at jeg slulde laldes til Sognepræst, naar der blev Valance, og just var i Færd tned at bygge Husene, havde han deksor ogsaa soreskrevet, at De vedbltvende stulde cpdrages sammen med bang Son« ,,H-vor sorunderligt!« ndbrød Niels. »Im hat aldrig vidst noget om dette En saa stor Tonle, en saa hellig Gerning sor den satttae Ammes Sønt Det lægaer jo en Strtbe as Lys over intn Barndom!« »Gud give Dem Naade til at svare til, hvad den he dengangsne saa vtst sorventede«, saqde Preesten alvorltg og vakmt. ,,Hans Sen synes i mangt oq nteaet at verre sin Fader overntaade lig; det var hans saste Haah at en aod Ledelse sra Beanndelsen vilde, uden sorttdzaaaende Ersa rittger as den Stagö, sont tyngede ham selv, kttnne styre denne Udvilling ttl samnte Maal, hvortil Herren havde søtt hatts egen.« Præsten ledsagede sine Ord med et hjerteligt Mand tryl og overlod saa Ntels Bertram til en Reelle as Tanker, som satte ham i en saa hojttdelig Stemntsng, at han abso lut maatte søge Ensomhed. Det var en let Sag sor hatn at trætte stg ud as Selstabet og begive stg ud t den store Lyststov, som begyndte der, hvor Haben endte. Da hatt lotn tilbage, var man allerede ved at servere Astengmadenz og stratö derester san-dt Opbtusdet Sted. HckeMturen til Näs gil sor stotste Delen sor stg usnder Tavdhed Stett betooede sin Ven, at han solte stg, som ont han t Dag hadde saaet stn Fader ttlbage, men at han alltge vel tkte suldt kuwde opsatte dette sit nye Belendtstab Det, som dog ltgesrem oprorte harrt, var, at hans Moder saa længe havde lnnnet lade ham bltve ood at viere suldtommen soemtned for denne estet alt at domsme saa merkelige og ualmstndellge Mand. Otn htm ogsaa haode mtsbllltget hans maaste noget ejendotnsnteltge og overdrevne Jvee t setdeltge og keltgtsse Spngsrnaah saa var da det alligeoel ttke nogen goldtg Grund til saa at stge at begraoe hang Mtnde sor han« egen Son. Je oarmere han ved alt, livad han den-ne Dag havde saaet at hote ont sitt Faden maatte ssle sor denne, desto meoe sølste hatt sig sjernet sra sttt al lerede sot saa ltdet ttsltrtekkende Moder. Mut Welt havde tntet at spare. Oasaa hatt havde . « faaet for meaei at oide til endnn at innne hielte sia klar-t, l)n«)rlcde5 det lunde eller Lmrde annendes. Om sin eaen Stillina dertil havde han heller itte tnnnet danne sia ncsgen tlar Forestillina, og han mente derive, a: han isnrde op laktte al Tanteudvetsling om dette Tenia til en ander Lejlighed. Hans Ordinaplsed uirtede tildage paa Sten :·s:.elt tavse tørte de i den stille Evmmernax hen ad Vejen «til det Hjein, over hvies tidligcre Liv Dagens Ersarinaer ihavde lagt ny Belysning. XII. D. 29. September 1861. Dit Ønste. Sten, om et fortløbende Bren, som tan fcette dig i Stand til at følae med mit Uvsalalio uden at nøde dia selv til hurtig Breooetslina, indebolder i Birke liabeden en Forvliatelse for mig til at føre »Dagbog« oa Isiden paa Forlanaende at aøre dia betendt med den. Jea "aav Lestet, inden jea ret havde betcentt dets Jndhold; nien jeg tager det itie tilbage Min egen Naturejenduom meliahed gør mig det itte ljælden nødvendiat stristlig at gaa i Rette med mig selv; jeg tan deroed bedre oasaa for min egen Opsattelse udrede den underline Tingest, som udgør mit VEsen,oa den «onus«, diwenstab paanøder mig, oil altsaa tjene mig selo til Gavn. Dog beder jeg dig itte lvente Optegnelser Dag for Dag; jea ftriver itte ved andre -Lejligheder, end naar jeg virtelia hat noaet at strive om. Nu hat jeg paa det ncermeste været her i tre Uger. Jeg bor i et Hus i Brøndstraede —- det er itte saa sint sont at bo i Fjerdingen, men Hulet er nl)bygaet, og her paa mit Kvisttammer stinner Tømmeret mia saa fristt i Mode, at jeq ncesten føler mig, fom var jea midt i Stoven. Dei toster 530 Rigsdaler halvaarlig, oa jeq har møbleret det for 54 Rigsdaler, ,,hnggelig men tarvelig«, som det hedder i Fagsprogei. Rengøringen besoran as »Madam Lova« for 18 Stilling om Ugen. Hun staar ogsaa for min Be spisning Morgen og Asten, men Middagen indtager jea hos Leis, hvor man faar Middagsbilletter til en Uge sor 4 Rigsdaler. Maaste du ler ad disse Detalier, som sra dit Synspuntt, danne! as din Miorbroder, Ministerens, og din Fru Mormoders højfornemme Leveotg, maa for-e tomme uendelig smaa; men jeg striver om dem alligesvelz de har sor mig en meget stor Betydning og tan jo give dia derude i den store Verdensstad Lejlighed til interessante Samsmenligninger. anden jeg rejfte herhen, besogte jeg Rettoreng. Deres Karin opholder sig, martelig not, for Tiden i samme By som du; hun stal uddannes til Leeres-inde, og de betaler for hende i et Pensionat, for at hun tan gøre Fremsstridt i Sproget. Jeg har glemt Adressem Men stulde du tilfcel digvis mode hende, aintager jeg, at et eller andet »lumen internum« aabenbarer dig, hvern bun er. Hos Rettorens følte jeg mig nu fom altid hjemimr. Dagene fløj assted. Selv talte han meget med mig o-m de Farer, jeg nu git i Mode, Farer, som scerlig var werben gende for en ung Student i et frit, utontrolleret Kamme ratliv. ,,Baechus, Venus og M-inerva,« Tagde han, .,bar om end i Teorien afsatte med hele den aarnmeldags Gabe verden, hsvortit de hørte, endnu stedse Stark-r as trosasts Tilbedere, som søger at befæste og udbrede deres Beide. sLasd dem itte drage dig ind derunder; det er hedenst, deres Regimente, og laider sig itte forene med den kristne Tro«. Og Bacchus mødte mig virtelig ved Tarstelen til mit sStndenterlin Hele Staren af NationensstJ nybagte Stu denter hande, samme Dag jeg antom hertil, ,,-Svld« paa Nationssalen, hvor de havde indbudt alle deres ældre Kam merater; Punschen slød i Strømme i eller uden Anledning as Dusdritnsing og Staalta«ler, og det varede itte lange, iniden adstillige viste sig mer eller mindre »anløbne« eller til og med uregerlige. Behøvede Rettorens Ord noget yderligere Relief, blev de herved sorsynet dermed; jeg vil aldrig tunne overvinde det Jndtryt, jeg sit af det brutale i hele denne Scene. Tænt dig en Mangde unge Maine ster, hooriblandt enhver er Genstand for flere eller fcerres Stolthed og Forhaabninger, og blandt hvilte enhver har sin Selvsølelse, sin LEraerrighed til Trods for dette vcere i Stand til en saa lav Opfattelle as deres Stillina, at de beruser sig, sætter sig ude af Stand til at beherste deres Legeme, til at bruge deres Sicelstraftl Hvilten oprørende og stammelig Beayndelse paa et Liv, der stulde osres til den højeste lldvitling as Personliahedent Og l denne usle, for Studenterstanden nedsættende »Fest« deltog itte blot crldre Studenter men nasaa alademiste Lauert Jeg stam mede mig mest paa deres Begne. Hvorfor tav de? Burde ttte Rædselsscenerne omtring dem habe givet dem Anled ning til at tale? De tnnde da itle mene, at alt var, sont det burde været Huster du tytte Lilierg7 Han har i et Par Aar lcest til Kameraletsamen og er sor øvrig meget seterct som en ,,glad Student«; han sit Øje paa mig, tendte mig igen og toIn for at »dritke« med mig. Jeg »klintede« med et al lerede tømt Glas, gjorde Honnør med det og satte det saa fra mig; ester min Opsattelse var jeg der-med gaaet langt i Akkommodation for Fredens Styld. Men han blev ra send-e, ertlærede, at jeg fornærmede harn, og vilde tvinge mig til at dritte. Andre strømmede til, det begyndte at hagle med Haanssord og Vittigheder, man fanvt mig ufor stammet, og jeg Itulde ,,stcetles«. Et ansdfald frelste mig og afvendte Stimmen ,,"Jeg begærer Henstsan·d," sasgde jeg, »for at stille en Man-d i mit Sted; en af de Sjovere, som staat og gnubber sig ved Aaterstens Hiernet Er det at dritte tappert Benis paa en regte Student —- laa er han ·Studenteridealet, thi han tan sittert dritte d’Hrr. under Bordet allesam-men!« En og anden bvatt i Latter. »Du hat Mod, min Gut,« sag-de Liberg alvorlig, »og det rjber iogsaa en regte Student. Lad oB være Bennert« — Hans traftige haansdslag sulgtes as andres, og jeg fansdt i et Øjeblit Situationen aldeles foransdrei. Du tan begribe, at dette Trost as Studentertivet rørte mig ret trastig. Dct er to viirsteltg elstvaerdigt. Itte blot med L·iberg, men ogsaa med mange andre m) Ved etbvert as Sverrigs Untversiteter er alle Stu « denterne delt i »Nationet«. En «M1tiion« oimfatter Studente-tue sra et bestemt Distrittdomrsasade og fatder til Oel-, men ttte ganste, samtnen med Sperrtgg Pto vinfer. faf vore giamle Kammerater, sont er komme: ti: Univers ktetet før os, har jcg farnyet Betendtstabet. Andreas Auf-est · son, srsm nu talder sig Høgnen dor paa famxne Zwist solt jeg; hanh ar et ro Fags Værel se i Facaden, rin; derhen tritt Zter ern Aftenen ret oft-.- en Skare af gamle Hammers-iu Liberg og Niclas tin-Hirn John Staate Adrslrskih Willks dg LlfoenhulL Högner sel o er i Fee-ro med a: ziddanne sis itil en stor Filosof, og man fornioder, at han siai taldes til en Dorentpladg, saa fnart han dar raget Graden; dont Faden tiirtedetjentem er dad, .Uiodeien leder, :nen Au dreaS faar not der nieste ogsaa af hendes If ::r indtcegtets vg, sont du ded, var Llatessons ret forniuende. Andreas byder ofte psaa Øl og Smørredrød, naar Kdllsotviet hu sludret et Par Timer til Ende; det er stundom bare munte Passiar, man fysselsceiter sig med, men saeddanligvis et det Dagens Studier, fom ligger til Grund for eller nd niyntes i digse vore Sanitaler. Midas-, sont itadig et Raltulish og den hæderlige Afoenhult loeser til Graden osi er derfor selofølgelig silofofist interesserede; Stanke det cllerede et Par Aar har læst til Kantus’en, griner ad CI Filosofi og proklamerer aabent Materialismen iom M eneste Sand-hed; Witten stiler mod teologifk Vltteftatx stønt han for Tiden flaas med Graden; med mig sont Al sistent fcegter lyan for ror kristne Bekendelse, sont for de andre i det hele og ftore er ,,antitveret Ufornuf:«. Adolps htenger i med Hofretselsamen og er Jurist frsa Top til Taa. Liberg er lystig og fuld af pudsige Jndfald; hat tan være med paa hvilken Kant, det stal være, og for staar altid at forhindre Etsplosioner, ogsaa naar Debatt ten er paa Kogepunktet. Her har jeg først forstaaet, hvu Rektoren havde Grund til at tale om Minerva sont et Fare for Studenten: han mente den falfte Bis-dom, set-r vil scestte Menneftefornuften i Aabenbaringens Sted elle med andre Ord: vil støde Gud fra Tronen og selsv ovsertap iReg«imentet. Hian havde langtfra Uret. Hele den ved Dort Universitet raadende Filosoifi er fuldtosmsmen kristew domsfjensdtlig; det er rent ud sagt grueligt at høre, hvilh Anstuellser der hyldes. Og det ikke blot af en eller ts; nej, i det mindste alle, som stal tage en Eksamen indensot det filosofiste Fakultet, Sommer jo paa en eller anden Mos de i Berøring med Smitftosset, og de fleste er befænjt dermed. : iHögner er baade lfarundret og vred, fordi jeg ikte vjk gøre min personlige Opvartning, eller som det heb-den« ,,K«ur« hios gamle Boström, Ophasvsmanden til al den-s Elendighed Men jeg gør det itke. chere, hvad hu fordrer til min Etsamen, skal jeg, thi det er jeg jo nps til, hvor oprørende det end er i et kristent Land; men I gøre Opvartning hos harn kunde se ud sont deerkasielß — og der-for lader jeg det vcere. sJeg forstaar knap, hvorledes dette almindelize Fro fald blasndt Studenterne hat tunnet finde Sted. Her et jo uidmærkede teologifte Lærere og fremragende Prædttap ter. iJust i Dag har Will-en og jeg vceret i Bowdekitlet og hørt en ypperlig Prædsiten om »den ftørste i Himmetis ges Rige«. Men jeg tror itke, der var flere Student end vi. Hvorledes kan man fortlare sig dettex Kan der vcere Rirnelighed i, at den samme Stast as . icetter nsogle til at leer-e og forfægite, andre til at angrik og fortætre vor triftne Bekendeliset Er det ene berettiget, faa miasa to det andet v uberettiget? ksSynes du itke ogsaalt its-( Den 10. November. «i Det er allerede Vinter, der er faldet Sne, og Nordos rindesn blæser ulidelig. Jeg var for nogle Dage siden us . -« at købe mig et Lces Brænde for fem Rigsdaler — nu et det en velsignet Ting at have noget at putte i Kakielovnettz Dig vugger vel cndnu Sommervinsde i dit sydlands dolce far nientes Her hat vi i forrige Maaned moret os med Diskus sionsmøder, Nationssexa og et i Anledning af Magistrcs tens Forbud niod Cafechantantfangerinderneg fremtidik Optræden her i Byen af nogle Studenter forfattet og ogsst paa vor Nationsial opført Stytte: ,,Ende paa Glædenk Det vatte stor Munterhed, men forudsatte,1mn gamke Christian snusfornuftig sagde, mens han tog sig en Pris« ,,at man tendte Personerne«. Jeg omtaitss nævnte Forbud i et Brev til Rettorenz han Vil deri se w lytkelig Jndstræntning i den tredie af de af ham afstyede Hedningegudsdommes Regimente. Den 4. blev der tun-get for Unionen ved Carl XIV Johans Butte. Saa vidt jeg kan forstaa, bl ev denne Akt aldeles ikke baaret af nogen Entusiasme; man kender ikte Normændene og interesferer sig meaet lidst for Unionm om man end indser det hensigtsmcessige i at have en Ves i Naboriget i Stedet for en Fjende. Sangen et Par Das efter omtring Obelisken i Odinslund til Gustav Addit! Minde var derimod af en anden Art. Der var Hjertet med. Oasaa den 5. var en Festdag. Kongen var nemliz kommen hertil, og vi havde om Aftenen et Falleltog til hans Ære. Vi raabte Hurra og sang, og det gjorde has selv med Ved Obelisten den 6., da han tom ned fra Aktie bispegaarden, hvor han boede, og stillede sig mellem Bat-. ferne. Summe Dags Formiddag havde han ladet os allo sammen prcesentere for fig. Sagtens sit han ikte megets Rede paa os — men det var jo i hvert Fald en Udmærkelle for os Studenter, vg, til grænseløs Forargelse for Nicht Undin, paastod fenere Högner, at vi dermed davde erholdt Sekundløjtnantsrang. »Jeg vil hellere hudstryges«, raubte Niclas, ,,end jeg vil have Sekund-, Oberst- eller Im fu« « stal vcere, Generalløjtnantsrangi Det kan du Sage W paa, dtn Hofsnog!« (Fortsættes-) C. Hauchs Besser-. I « Eli PUM KIND-If E. Hauch· W m Stilveing fra Poland om den Strid tout syst-s Herredsmmet i Voland 424 Sider. Ivdt den. Preisen er nediat fra 8240 til 01.(0. " " Gutdmaseren .-En romantist Begtvenhed tm set W » spundne Aarhundrede at T. Hauch M Cis-k- — indbunden. Pris 85 cts unisy euere-san Perris-sing p M. Mr.