Ecnnem Skærene .
Jahre og yvre Liv.
Stildtet
ai
h o t a t i o.
Oder-tat fta Spean af
Past. G. Mit n stet, Lutastitten, Kobenshavm
(Fottsst.)
Der laa i hendes Tone noget, som i dette Øjalylit
fotetom -Sten mete end almindelig itriteten-de. ,,Naa ja«,
svatede han heftig —- »hvad beoiset det? Jtte anidet,
end at jeg alletede fta fptst af hat vcetet Katl fot min
Hat. Og hvotdan stulde det væte g-aaet, om jeg itte hav
de vcetet det? Jeg havde vætet en fottuet K«ujon, sont
aldtisg tut-de have haft nogen anden Mening end sin
·M-atnas, og som naturligois var gaaet paa Grund, saa
snatt han itle som en gosd Dteng havde fejlet i hendes
Kølvanid Manto stulde virtelig sige Tat til, at jeg ttods
alt hat fotstaaet at ted·de Mama fta at have en saadan
Son!«
sGteoinden svatede itte. Sten trat paa Stitldtene
Da saa op i Lostet. Saa reiste han sig fta Stolen, git et
Pat Slag op og ned i Vætelset og ftandsede til Stuf
fotan sin Moden
,,Jeg tæntet, jeg en af Dagene teifet ned tisl Nä5«,
fagtde han, ,,slal jeg lunne betragte det fom mit, maa jeg
da engang have det at fe. Niels Bettran1, sont nu ogssaa
hat taget sin Studenteretsamen, og med hvem jeg traf
iammen i tlpsala, folget med — haasbet jeg da. Jeg hat
inidbudt ham. Vi ttænget til at væte lidt sammein for
at læte hinanden at lende igen.«
»Du hat altsaa fotnyet det Bekendtftab«, sagt-e
Gtevinden, idet hun fæstede et bebtejdende Blit paa Son
nen. »Vidfte du itte, at jeg lcenge hat ønstet, at der
stulde vate Ende part ethvett Fothobd stniellem dig og
hatn — en Person, der af Hetlomft og Stillinsg langt fta
et en faaidath at han passet til at vaete din Ven?"
,,Stilling?« gentog Sten. »Han et Student — det
et jeg med. Bot Stilling et altsaa den samtne. Hvad
hans Her-kamst angaat, ved jeg astdeles ingenttng detoxn.
Da vi fot et Øjeblit siden stiltes ved Dampeten, vidste han
lige saa lidt otn den. Men jeg hat ondt ved at fotsstaa,
hvad jeg hat med den at geret«
»Han et Sen af en ugift K·vinde«, fvatede Gteoins
den, »sotn jeg maatte btuge som Amme for dig, og sont
jeg mente, jeg but-de hjcrlpe ved at lade henoes Sen op
holde sig Paa Mis. Kan du vitlelig anse det for dig
svcetdigt at binde dig for Lioet til en slig Person?"
»Jeg vilde stamme mig«, udbtpd Sten heftig, ,,ved
at lade ham undgælsde for noget, som han aldeles itte tan
Este for. Mamsa taldet hatn ,en siig Petion·. Jeg, fon:
dos ten-der ham faa nogenlunde, ved, at denne ,slige Pet
son’ et en faa udmættet Fyt, at jeg et ftolt over at
maatte talde mig hans Ven. Hat hans Moder ammet
mig og altfaa for mit Bedste og fot sin Fattigdoms Stle
maattet til-sidescette sin egen Sen og hans ubesttidelige
Ret, saa et jeg jo ligeftetn sty l dig, saa vidt det staat
til mig, at tilbagebetale min Gæld til hom. Han et itte
fti for at vcete noget fygelig —- men hvem ved, om han
hat-de vætet det, om jeg itte havde forttængt ham fta
Pladsen ved hans Moder-Z BtyM Jeg tattet Miama fot
den Oplysning, jeg hat faaet; den got ham dobbelt tæt
for miig!'«
Gtevinden tav. Sten tog sin Hue og git hen til
Daten. »Jeg hat aftalt med nogle Kammetatet«, sagde
han, ,,at vi stasl spife til Middag farnsmen paa Dassel
batten.«
»Gaa!« lpd Gtevindens Saat, toldt, afvifende. Og
Sten gil, optptt, fotbittet, idet han sag-de til sig selt, at
han i Grunden ikte havde nogen Moder.
Men i den ptuntcnde Salon sad Gtevinden ene tit
bage, grublende over det for hende alletede gamle, med
hvet Dag ftadig mattete Spøtgsmaah Hvotnaat hun
bog stutde høte op med at staa« ene? —— Hvotnaat hun dog
stutde vinde sit Batn tilbagei
O Is- sit
Der var Professor Carlgson, Rettoren hasode vjst
Niels Beriram hen til.
Da Niels traadte ind til ham, mødte Professoren
ham med et spørgende Blit: hvorfor lorn den Patient itte
i den sædoanlige Konsultationstidk Men da han havde
hørt den formentlige Patients Navn, var han stralö med
nitkede, ratte ham Haanden og bad hatn stdde ned. Dei
forholdt stg, som Rettoren hat-de strevet; han hsaode viru
lig paataget sig at meddele harn nogle Oplysninger, sont
man itte længere mense at turde forholde ham.
Saa tao han og syntes at overlcegge med scg felv;
Nielssøgte paa Fokhaand at lcese i hans rolige, aloorlige
Trieb af hockd Art den omtalte Meddelelse maatte vcere·
Men han fik kun kott Tid dertil· Professoren løftede
Hooedet, fcm ham statpt i Øjnene og spurgte, hvorfor han
havde taget sig et saa ejendommeligt Navn fom dette
»Vertram«? .
,,·Jeg hat ikle taget det«, svarede Niels nsoget for
unsdtet, ,,saa langt jeg kan huske, har jeg heddet sauledes.«
,,Mon det da stulde være et Navn, De hat akvet«,
fagde Professoren »Dieer De nogen anden med det
Natqu «
sSoaret lød benægtensdr.
»Jeg detimod sendet en af samme Navn«, fagde
Professoren. »Nun-De det interessere Dem at gore denne
Person-Z Bekendtsfab? Da Nasvnet er saa ualmiindeligt·
fom det er, turde der være Anladning til at unt-age, at De
og vedtommende paa en eller anden Maade var i Familie
med hinan-den«
Mel- stifbede Fatvr. han begywdte at forstaa, hvor
Summen sigtede heu, og at han« utolige Gwininget itke
hast-de vætet paa Mkdspor. Aeg hat albid ftaaet ene i
Bevdenc faode han, nosten bot-ende; »jeg can nappe
tot-te mig en sowdan Lykke fom at sinde nagen, for hvem
ieg Me ste vcve en fromme-XII
Mk« MVC MUM tret-M »Er det faa
- fin Is, om vere timode findet at vcke frem
tagende i Hensseende til Fødseh Madam, Dannelse ellerl
andet saiadasni. Men . . ."
Pan tav et Øjeblit Saa sortsatste han ligefom
tøvsenth ». . . det twnde jo hcensde, at det var en Person i
en Stilling: en fattig, ubetydelig, en lsigeftem styldbetyn
get Stabning, sont ingen bryder sig videre ost«
,,«Sig mig det TugnhusC utdbrsd Niels med bren
.den-de Kinder og fugtiqt Blit, »hvori denne mstn Slcegt
ning for-wus, og jeg vil isle derben. Han tan saa vorte,
bvad han vit —- han skal sorstaa, hivsorfor jeg tom.mer, og
ijeg vil jo tunne sige hom, at han er den eneste i Benden,
til tyvem jeg, om end med Sorg, hat bcvade Ret og Ptigt
ast binde msit H«jette!«
Professoren havde sorstende betraigstet dam, medens
han talte. Nu nittede han billigen-de og lod derpaa sit
Blik gliisde hen over Bogrygge og Billeder, tisl det standsede
ved et Kddberstih der forestillede Marie Mag:dalene ved
Mesterens Fodder. »Det er ingen Mand, den Person, jeg
stgter til«, sagde han, »det er en stinde —- Marie hedder
hun. Dei er nu vistnot omkring tyve Aar, siden 1eg spr
ste Gang tras hen.de; hun dar da tun lidet mere end et
Barn, men et ulytteligt, prisg«i«vet og bedraget Barn, dybi
nedtrytt under Folger-te as et deklageligt Fejltrin, hvilket
dag, saa vidt jeg forftaak at Leb-name Sagen, mindre bør
tilstrsives hende end hendes Fuss-ten Thi, om jeg end ttte
sendet denne, er jeg dog vis paa, at han ejede den
(Frfaring, hun savnede. Kort og godt2 hnn kom tungt
til at nndgælide for den Forseelse. hun unægtelig hat-de
begaaet. Nu er der gaaet niange Aar; jeg hat i dem leert
hende ncekmere og ncermere at tende. Hun plejer sygez
hun gør det ndmaertet —- det vtl me·d andre Ord sige,
at hun er en selvoposrende, tærlig, klart dømmende sog
paalidelig Person. Men hnn er ubeknstdlet og — ugist.
Dette er Aaksagen til, at hun hat sorbudt mig at rnise
hende for en Slægtning, son: hun frygter, vilde starnsne
sig over det Blodets Baand, der er dem imelle:n.'
Han reiste sig og git hen til det ncevnste Billede. —
»Vsil De«, sagde han, ,,se et Billede as denne Kdvindes
insdre Stillinsg —- saa se paa det det.«
Niels havde ogsaa rejst sig. Han kastede et hurtigt
Blik pwa Billet-eh undertrylte hastig et Par stembrydende
Taarer og sagsde halsvt hvistende, med stælvende Stemmex
«Mtn . . . Modets«
Spatet lceste han i Professorens Blit. Saa lutkede
han Øjnene, soldede Hænsderne og stod et Øjeblit tast,
medens hans Læbet stælpende bevcegede sig, og den ene
Taare ester den anden trilledse ned ad hans Kinder· Da
han atter aabnede Øjnene, sttaalede hans Bltt as Glæide.
,,J-eg tatter Gud sor en naadesuld Bønhørelse«, sagde
han hjertelig; ,,jeg sisger ogsaa Dem Tat! Men hvor
kan jeg traesse hende?«
,,Rettorens Meddelelser om Dem«, svarede Profes
soren tolig, idet han oenlig gengcelsdte den unge Ztudenrs
Haan«dtryt, »g-jonde miig fsorsvisset om, at seg itke Vitde
tage fejl as dem. Gør mig den Tjeneste at sige Deres
Moder, at jeg hat faaet Ret. De tsan traeffe hende
der inde.«
than pegede paa Deren til Ventevoerelsei. Nie-'s
flede derind.
Og der saa han en stinde skdde ved en stor, opstaaet
Bog, en Kvinide med biege, ailvorlige og dog saa etsielige
Antsigtstræt, over hivilte der bredte skg en fin Rødme, da
bun mødte hans Blit; hun vitde rejse scg, men naaede det
itte — henides Sein davde allerede tastet sig paa Knæ
foran hende og gemte nu sit Anssigt i hendes Sind
» ,,Saa totn du altsasa, min kaere Søn'·, sagde hun,
idet hun tcertegnende lagde sin Haand paa hans Hoved:
»Gud vcere Tat og Lov for hans uudsigelige store Naade
og Barm«hjertig"hed!«
then-des Stemme stælvede as Sindsbevægelse. Hun
greb Sonnens Hoved med begge Hænider og løftede det op;
med usigelsig Ømhed betragtede hun hascn og tryktede saa
paa den asnhnndnes Læber en selvfornægtende Moders
stille, varme, hellige Kys.
XL
Underretningen on: den unge Greves forestaaende
Anlomst til Näs vakte stor Glcede der paa Egnen. Den
gab sig oqsaa tydelig not til Kende ved hans Modta
gelse. Flere Æresporte havde man saiaet rejst; hele God
sets Befosllning mødtz op i Sstadötlæder; Børnene fra
den Stole, hans Fade: havde oprettet, sang deres Sange
for ham, blandt hville en havde saaet ny Tetst til Lej
ligheden as den gamle Stolemester, Hans Andetsson, tidi
ligere i Bro, nu for flere Aar siden fokflyttet hertil; For:
valteren paa Godset, cgsaa nu en gammel Mand, holdt
Tale eller rettere: forsøgte derpaa, thi hans Sindslsevæi
gelse blev sor stcerl, og Stemnten svigtesde han« Men det
sorstyrrede itle Jn«dtryttet; ser bevæget over al den
.Hjertelighed, som strømmede ham i Mode, omssavnede den «
unge Husbond sin stammende Forvalter, rystede hjektelig
Stolemesterens, Fokpagterens og detes Hustruers Ham
der og tlappede de smaa paa Rinden; der behøvedes itte
mere —- han tog dem alle med Storm. »Ob« han doq
ligner sin F-.1der!« saqde de ældre; og baade de og de
unge v-i«dste, sat noget bedre lunde der ille siges.
J hans Selstab saa man en ung Student as et stille
og alvorligt Udseende. Man vidste i Begynsdelsen ille,
hvem han var, men snart bredte det Rygte sig, at han «
havde været mde hos Avlslaklen og sagt Tat for sidst --
han var nemlig den lille Niels, som eng-ang havde haft
sit Ofem hos dem. Det vibde Avlslarlen not ilte have
troet om den hpje, sine Herre, som hat-de ligedan en paen «
Hue paa som den unge Greve selv; men hvordan det nu
var ellek ille, saa havde han not Ret — og hvad han
lusnde huske slige sra den Tid, stønt han jo dengang tun
var et ltlle Bam! Svært sorstellig fra Greven var han«
men god og rar alligevelz og Greven havde sagt til
Fosvalterem ast idet var hans allerbedste Ven, og at han »
studde have sit Djem paa Mis lige san gndt svm
Greven selv.
Gan snlgites ogssaa med denne ovetalt paa Godset.
De des-sie seltsam-e og dnmandsstuey shsvte paa Un
deovisnlngen l Stolen, san stg ostnckvtng t Sie-v og Mart
og sgjovde Ætter hol Rad-dem. Bisse spat-we med Ind
bydelser. Den sørste lom sra Hyslingr. Den gamle
Baron hasode ikke været hjem«rne, da Besøget der fandt
·Sted; men han oilde saa snarst som mulig have Grev
Sten at se, og dersor udstedtes Jndbydelsen uden
Ospsaetielse.
Den store Sal paa Hyslinge dlev nu ikke saa oste
som sør tagei i Brug til Festligheder; men ved denne Lei
ligohed hasode Baronen bestemt, at hele Osmganggtredsen
—,stul«de insdbydes. Den var dog itle ganste den samme
som paa den Tid, da Grev Otto v. Törne flytiede ned til
Mis. Aarene havde ilte ladet den uberøri. Man saa
dei bedst, da Veert og Variinsde meidtes med deres Gerster
ved det beramsmede Middagsselslab paa Herregsaarden
Ihr-flirren
Warten selo bar ganste Hist endnu sit Hoved højt;
men den sorte Fløjlstaloi, sont varrnede hans sialdede
Jsse, det sølohoide Siæg og det as Rynier surede Anssigt
sialte højt nol om de nogle o-; halvfjers Aar-, der hvilede
paa hans endnu ubøjede Staler Friherreinden, lille
og tynd nok i For«veien, var nu bleven det endnu mere;
men hendes gode Ljne tastede endnu stedse det samrne
Stcer over de ældede Anssigtsitræt Hitsets Dotte, de tre
Frølener, haode ladet iingdomsaarene bagoed sig; tun den
nngfte as dem, Jrolen Zigrisd, var endnu itle naaet op i
Trediverne; hnn slasxtede Moderen paa, og det oar msaaske
det, der ajorde, at husr endnn itadig deholdi sit tønne og
unadommelige Ydre. Blandt Gcesterne derimod mceriedes
de stærleste Eli-or as Tidens Ganzt. Mange as den iid
liaere Kreds savnedes; de, som di sør leerte at iende som
midaldrende, haode ztu araa Haar, oa de denaana
unge horte- n u til dem, som bar Daaens Hede og Bi)rde.
Provst Alenius var for slere Aar iiden gaaei til sine
Fædre; hans jordiste Paulun Var i den sidste Tid blevet
lmm for tunat, og under denne Materiens Tyngde var
til Slut Aandens Lys aaaet nd. Hans Ente er til
Stedez det er den lorvulente, gamle Frue, som nu med
noget Besvaer triner over Taerstelen ind i Zalonen, idei
hun med den ene Haand stotter sig oed en Sstoi og med den
anden ved sin ældste Dattel-s Arm; hun har siden Naad
fensaareis Slutning doet i Byen, hvor Døirene holder
Stole. Dersra har ogsaa Major i Llrmeen Zetterseldi,
nu Byens Postmester, indsundet sig; Parytten er ganske
Visi brun, men Mustacher og Fipslceg graa, og de store,
runde Briller aslægger Bidnesbyrd om Besværlighederne
ved Posilontorets Lukas-. Hans Esierfølger som Kompagni
ches og Jshcendehaver as« Embedsboligen Paa Aalerlanda,
Kaptajn Leyonstam, er ogsaa med Frue og ældste Datier
i Gestein-es Tal. Zogneprcest Klaessson, den tisdligere
Kaipellan, i dette Embede estersulat as en Søn as Nerv
ningesmanden i Berga, den unge Præsi, som staat ogs
ialer med Patron Wilhelm Boson sra Högsläti; si«dst-!
nævnstes H-ustru, fødtt Bredsman oa Zøster til Alberti
Bredman, der nylig er slnfiet liertil som Distrilislcege,
oa om hvem man paastaar, at han aldrig ser glad ud,
uden naar han som nu trcesser samtnen med Fri· Sigrid;
Lensmand Sirictert, gammel on gran, nu tituleret Lan-ds
siskal og dekoreret med Zolomesdaille as otiende Rang, samt
litontorist Lagerstedt, cndnu stadig lang og mager og
ventende paa Besordring —- det er, hoem vi ellers tende:
as Selstabei. Men «,,Hcedersmanden« Bredman, Land
1n«aaleren, soger vi forgæves, gamle Patron Boson oz
Kammerjunker Rosenbart ligesaa: de har, den ene esier
den andern ladet deresjs Pladser tom.me. J Siedet ser
man adstillige as den unae Tid, som endnu ille har saaet
Liveis Morgen bagsved sig: Sognepraestens Børn, stud.
med. Jakob og hans to Søstre, samt Kammerjunkerenå
Børnebørn, en ung Zetundløjtnani og hans Søster, de
eneste resterende Ætlinger as Rosenbartetnes berøsmme
lige Stamme-.
,,J Daa bleo det itte til noaet med ai ringe sam
men««)«, ytrede Baronen, da dei samlede Selsiab havde
slaaet sig ned om Middagsbordetx »l)v-ad siger Hr. Land
sisialen til dei? Jo, jo, jeg lceser Svaret i Ansigtei! —
Men hvad den Sag angaar, saar han at gaa i Rette med
Kvindsoltene og Doktoren derhennr. Jeg lærnpede længe
not sor Snaosen — men ester at Lan-dshøodingen havde
asslasset Brænsdeoinsbordet, var det itle sint mere;
og saa maatie jeg jo finde mig i den nye Mancr.«
Landsislalen saa lidi sorleaen ud, knen hab-de ingen
Belendelse at asleegge.
,,;sa, d’Hrr. husler not«« sorisaite Bsaronen, ,,«kyvo:
osi sor en tyve Aar siden lo ad ,Asholdssantasierne’, sont
oi taldte dem. Men de sit dog Magten til Sini; oi er
blevet as baade med Husbehovsbrcending og Bran-devins
bord.«
,,De kommer igen«, sagde Patron Boson med Oder
bevisningx ,,itke endnu — men dei vil ikie vare laman
»Maatte Gud bevare os dersor«, svarede Prcesten·
..Jo tydeligere man ser, hvor lyllelig den forbedrede Lede
ois og de nye Love hat virket, desto mindre bør man vel
Insie oore gamle, ulyilelige For-hold tilbage.«
»Den Tid lan du ilie husle, min unge Ven«, sagde
Baronen til Sten, med hoem han allerede oar bleven
,Farbro’er«; »sra den er vi stilt ved en sulestcrndig New
lution. Dei var din Fa-der, som i vor Egn var den
Iærsie Asho«ldsjalobiner. Han blev suldstæwdig overvældet
ais en Tale, han engan,1 horie i Byen —- ja, jeg hin-te den
ned, dei var en beiydningssuld Begivenhed, og der va:
Jgsaa mange, sosm straite Gevær ved den Lejlisghed; haode
iiie Alenius iølei miig lidt as, og hasode jeg iiie tænkt pai
mine Kartosler, ved jeg knap, hvad jeg sei-v hasvde gjori.
Men hvem der ilke ræsonnetede, dei var din Faden Vi
Iar visse paa, ast han vilde rusinere sig — men vi sit nogei
mdet at visde. tSiden har den ene ester sden anden as os
andre gjort som han. Nu er Eignen som omsiabt. Her
sindes lnap nol mere end et Psar Branderier i hele Lenet,
tror jeg.«
»Saa lori hans Tid iblandt os var«, sagde Pecesten
:l-oorlig, »saa hie-v han dog i vor Egns Historie et Jud
siird as sden dybeste Beiydwing: han hjalsp os til Frigsrelse
i baade timelig og aandelig Forli-and Dersor lever han
endnu iblandt os i ei velsignet Minde.« »
»Dein er virkelig bleven vigttgere sorsicoaet og bedpsmt
siden end denaan·g«, ytrede Kaptain Leyonftsarn for at nd
Mde den Wit, som svsar opsiaaet esier Sognepreesiens
Ord. M, som dewgang var unge, betragiede hele den«
if) det er: til Vecndovintbordei. O. U.
Bevægelse fvm en Latterlighed, sat i Gang af nvgle its-!
imenende Tvsser; og de aeldre paa den Tid bede XI
lendnu siarpere Men Sagen var ny dengang, og man s
i den Grad vant til det gamle, at man alene ansaa I
for n«vrmalt.«
»Ja, sandelig nualte von Törne tage sin drøje DE
af den Haan, vi viste ,Fanta«fterne’,« saade Barrnen I
nittede beleaeftende ,,Men han bar det med Ro. Oy II
ertender vi selv, at det not var de Tosser , fom freiD
Landet —- er det ikke saa, Hr LandfiskalW
, »Jeg vil ikke disputere«, svarede Strickert saa tits
sgørlig han lande; ,,m-:n jeg har altid sagt, at i samI
yGrad Banden slvg sig paa Afkyoldenhed og Helltgthed M
han ogsaa blive stivnatket og uregcrlig — vg al Erforkss
turde vel give mig Re: deri, form-oder jeg; i det mind
gør min egen det.«
, ,,Tusind Gange hellere«, indslød Frsiherreiwden WEI
.,,,B-nder der volder Vanfteligheder i den Hen«seen-de.«esc
;saadanne, svm de før Har! Jeg er vis paa, at inges —
liave de gamle, uhygzelige For-hold igen. Tænt II
tHendigheden i Husmandsftuerne vg Osptrinene paa VIII
;og Stier —- det var jv formeligt livsfarligt at take is
Byen! iej, jeg er vis paa, at tder er ingen, der vnklet I
Tider tilliaae «
»Den gamle eKammer unter ytrede Major Zrzjæa
feldt, »sagde sont Strictert; han saa en Ulykke for Sus
fundet i at vpdrage Bonderne til at vcere Herren Vj U
ilke tørt langt endnu tsan de nye Veje. Man stal not its
noget andet at se!«
Medens Præsten paa ny rykkede frem til den nye Ti
Forfvar, indlod Frihetreinden sig i en mere priva: Zau
tale med Grev Sten, der svm Dagens Hcedersgæsi hats
faaet sin Plads ved hendes højre Side. »Kan di J:?2:·
«l«-ente,« spurgte hun, »at Grevinde Ebba attei dein
Iiäs?«
Grev Sten fvarede, at hans Moder, atf hvad Gan-Q
vidste han ikte, aldeles itke befandt sig vel her, vg at disk
aldrig endnu havde villet lytte til hans Forstag mis- II
tilbrinsge Sommeren her.
,,Grundense kan vel vcere flere,« fagde Fritnrremdek
lidt forstemt; »men vi her har nok ogfaa lidt paa vor Sam
srittighed Jeg lan aldrig gle.n1me, hvor tedelig det git tä
ved den Middag, ved hvilken vi første Gang havde des
Ære at se Grevens erældre — det blev et saa libng
ligt Dritteri, og der var dem, der støjede saa grimt . .
«det var jo almindeligt dengang, men Greoens Moder M
vist ikke vcmt til siigt og afbmd km det Øjebkik cif a: Qu
gang ikke blvt med os nien med hele Egnen. Jeg led nie-E
derved, navnlig fordi jeg jv selv i meget følte som knu- —
men jeg kunde aldrig faa sagt hende det. Hun tille its
nogen Tilncermelfe.« « es
,,Jeg lender ikte det niindfte fra den Tid, « fagde GI
"Sten; ,,rnin egen Erindring naar itke saa langt, og II
Moder hat aldrig meddelt mig noget. Hun er meget XII
sluttet —- jeg ved kn.1p, om det er med Forsaei elle: s
Naturen.«
»Det var tun fag Gange,« fagde Friherreinden THI
»jeg havde den Glæde at træsse hende. Jeg kasn del-Ist
egentlig itle sige, at jeg ten-der hen«de. Men der var Sis
i hendes Karakter, svm vakte min dybeste Sympati. stät
stønt jeg var hende altfvr unsderlegen til at tunne II
Fordring paa nvget Venftabsfvrshold. Og dsvg hat jtk
softe sagt mig selv, at, om hun i Siedet for at træile I
tilkage fra os, havde villet benytte sin Sitillitcg og sin III
-ftydelse til at faa de Misforhosld rettede, sont stødste W « .
saa vilde ineget have set anderledes ud — rgsaa for het
sel-v.«
»Hun er meget stolt,« svarede Sten. »Jeg trot, II
hun hellere ingenting gør, end hun udkætter fig fo: des
Mulighed at have Uheld med sig.«
»Ja, det var maaske sa.asledes,« sagde Frihenkknseih
,,V-«i erlender alle hendes aristolratife Ophøjethed, hendes
Udprcegede Moral —- men det fald« mig svært at erkor-d
det rigtige i af Henfyn til sin eq en Ful dtvmmenk ed at
trælke sig tilbage fra de ufuldiomne, sont dog just trængtt
til hensdes Hjcelv.«
,,Saadan var min Fader jv ittet« spurgte Sten.
«Nej,« ssvsarede Friherreintskn livlig, »han var iner
forstellig fra hende. Jeg ved lseller itte, vm de ret fmixsd
hinanden. Osg saa blev der saa spcendt et Forhvld imrls
lem ham vg de andre Herremand her i Egnen, efter at Its-n
havde brudt med deres og sine Bauer, og vcerst blev dri,
da han blev saa meget religivsks. At, Jst var tedfvsmniex ge
Tider dengang! Men man forstvd itte alt det nye, ixrn
saa hastig brød frem. Man sit-ede, nr ,,Pietisme« var In
Siags Sindsforvirring —- tnan var formelig bange die-.
for! Grevens Fader vg Circes-sen derhenne maatte dxitk
meget i de Aar —- nU da dkjsse her sionventiklen som di
gang blev saadan forfulgte,- -.r blevct tillaspdt uden at n n
har sporet den mindste Men der af, nu forstaar man kn v,
hvorledes det var muligt.« .
Nvgle Ordrer til Tjencrstavet aftirød Samtalen Ja
Friherreinden derpaa vndertsnldt sig med sin anden Na;o,
Majvren, fit Sten Lejlighed til at oxiersveje lidt, hvad bcek
saaledes havde faaet at vide oin sin Fader —- denne irr
bam hidtil i Grunden saa fuldtosmmen utenidte Person
lisgihed Han vidfie illc rigtig, hvsorledes han flulde rpe
satte ham; men den Sympati. hvormesd han omtaltes, vg
den An-ertensdelse, man viste ham, gjorde yam, de usitre
iKonturer til Trvds, i det hele vg store tiltrwllensde i Sen
nens Øjnr. Han vidste blvt ilke, lyvvrledes han med Ty
pen for en Mand, saadan fvm han jio helst vilde tænke is
sin Faden stulsde forene de to thek af Afholsdsfanatisme
og Hellighed — saadan noget, som jo da ikke vassede Trg
for andre end i det højefte Sttolemestre og Breiten Hvili
ten Mening vilde vel Leltor Lavenstrøm have haft mn
ha-tn? Han erfor en pinlig ernemsmelse af, at der doi
klaebede nsoget latterligt ved hang Faden noget fva et merk
udviklet Synspunlt barnagtigt eller Iærlingeagtigh the-;
som det end havde vundet Paastønnelse her nede i PMB
sen, dog ikke tunde bodommeg paa mere end een WA
virtelig dawnet Autoritet. En saa-dem var unt-M U
tor Lamnsstrpim Og Sten herbe aller-de i sine Its-ID
gen af den muntre Saiten som den-ne utvivlsMspO
osre det »F-antasteri«, lyoorom man her W M ·
lmange konne Ord.
Mist-se J