Gennem Skærene.
Jndre og ytsre Liv
Stildtet
If
h o r a t i o.
Oder-sat sra Ssvesnst as
Past. G. Mti nster, Lutaslitlem K--benhavn.
(Fottsai.)
»De kan itle tro, Sten«, sagde han, »l)vor ulyklelig
og spudektnust jeg Var strals efter din Asrejse. Netto
kens var jo saa gode imod mig — men jeg vidste itle,
om det var passende, at jeg aav til Lende, hvad jeg følte,
og jeg vidste heller itte tigtia, hvordan jeg for ovrigt
stulde daste. Jeg var aanste forberedt Paa, at jeg vsilde
komme til at hjcelpe Stnepigen med at got-e rent elle:
Koklepigen med at licere Kurven til Torvet, thi andet
Arbej-de, hoori jea timde deltage, iandtes der jo ikte hec;
·: Huset; men hele mit Jndre oprørte sig derimod. Je513
Vilde ille. Da jeq slammede miq don samtidig overi
mit Hovmod. Men det var mia nmnliat at saa Bugts
med det. Siden det Øjeblit, da din Morbroder ratte
mig en Stilling, var jeq liaesom sra Sans oa Samling i
Jeg styede alt, hoad je,1 hkdtil ganste rolig havde sundet
mig i; jeg tun-de tnntte Hænderne mod alt, hvad jeg hidtil
havde set op til i den dybeste Ydmyghed. Du lan itle
forestille dig, hoad jer led.«
»Ja oa saa at tænte sia« ,saade Eten blodrød i
Hemden ,,at jeg hat iaaet og set paa, hvokledes du blevs
behandlet hjemme og :ldkig tcenlt paa, hvot fla m me
ligt det var!«
»Nei, Sten«, saade Niels alvorlia, ,,det var itte
stasmmeliat, jeg havde jo itte noget at sorlange, alt, hvad
jeg sit, var jo blot aivet ai din Modets Na a de. Men
det var mig selv, som var bleven forandret. De refte ri
hadde det været stammeligt as mig, sorsiaar du, at
tage imod de Gaver. Jeg iagde til mig selv, at jeg butde
ncere de samme Følelser i mit nye Hjem, hos Ret«torens.s
Men det lunde jeg i Laengden itte. De besejrede mit
Hovmsod ved deres Taalmodiahed med mig oa deres store
Kerlighed Og siden, du — da jeg ved at gaa til Præsten
begyndte at forstaa min Stilling til Gad, og hvorledes
han for Frelserens Slnld haode sorget sot mtg og hinl
pet mig og vilde tilgiuc mig al min Stolthed —- aay,
da ian du tro, jeg splte mig underlia til Mode! Jeg
var endogsaa temmelig lcenge helt urolia oa srygtede, at
jeg ved min lanae Forhcerdelse havde ajort mig uimiod
kagelig for hans helli·.1e Aand; men en Dag just her irde;
paa Kitlegaarden, da jeg sad paa denne Bænk her ogt
haode sordybet mig i mine Tanler, stød som et Lyn den
Viel-ed at Tilgivelsen cgsaa sloa til for mig, og at ogsaa
jeg maatte viere hatt-s Discipel, ind i mit Hjektr. Og
siden Sten, hat jeg verret saa lytlelig, at ieg stattels
Skisting ikle vil bytte Lod med nogen paa Jorden.« :
Glanien i hans Blit lagde sin færegne Belysnina
kvek denne Udtalelse, som for Sten indeholdt saa niange
stemmede Ersaringer. »Du er meget bedre end jeg«, sagde
han og slog Armen om Niels, »du er i alle Henseendek
fokan mig, selv om du ogsaa stnlde vcere en Slags
»Stiftin,a«, hoiltet doi staat tilbage at bevise. Men jea
fotstaar itte alt det, du der saade om dit Forhold til
Gut-. Lætte Provsten dig det?«
»Ja, det gjorde han, den velsignede Mand« sagde
Niels smilende. »Je-; talte meget baade mev ham og
med Reimen Du tan aldiig tænte dig, hvor jeg holder
as Rettoreni Jeg oilde do for hom, om man for
langte det!"
»Det gsr man it!e«, sagde Zten tøkt. »Men ved du
hvad'«, fortsatte han — »vi gil til Præsten hos Lettoren i
Teologi. han hedder Hebten og er en halvgammel Fyr
men gaar med btun Paryt, saa det ikle ntcerkes saa
meget; han hat sat en særlig Katetismus sammen, som
vi niaatte lære som-den den gamle, almsindeligq vi kunde
den til Slutning baade sorsra og bagska, og seg Ian naar
som helst ramse alt, hvad du vil, op om Gud og Ftelseren
og Doden og Djævelem men jeg søler alligevel itte, hvec
ten at jeg et saa sto: en Synder, eller at leg hat saaet
mine Synder sotladte, og, oprigtig talt, sinlde det ogsaa
andre mig, om det vieielig behøvesZ Hvor mange splee
vel paa den Mande? Og saa er«det jo altsammen saa
besynderligtl Du maa itte blive vred paa mig, men jeg«
siger gansle cerlig, at naat Leltor Lavenström grinede ad
gamle Hebrön og sagde, at hele hans ,,Vidensiab« v r
lavet for Kostepiget, og at man nn til Dags jiulde spge
Gud paa de Veje, som Natutvidenskabens»
nsor falstede Bibelbøget anviste, saa synles jeJH
gansle oist i Begyndelsen, at det lød lidt uhyggelig, men
jeg tvivlede dog paa, om det i Grunden alligevel var
saa galt.« .
»Men, leere Sten, syntes du ogsaa det, da du blev
ionfirmeret?«
»Nei, ilte just dengang«, soarede Sten forlegem
»du det ncermede sig den Tid, følte jeg mig lidt bange
og tænkte tidt paa, hvad egentlig alt deite her slulde vere;
til; jeg tunde dog aldrig ret sotstaa det. Jtle sordi jeg
just vilde tvivle paa gamle Hebung Katetisinus, how-;
tedelig den end vat, ieg stulde jo herestek itle have noget
med den at gere, og naat alle andre troede paa disse.
hetsens besynderlige Lcerdomme i Dogmatitten, saa hat-de
jeg jo ingen Anledning til at gøre Brote-L Dei heter jos
for Resten til, at man slal undetkaste sig hele denne Kedss
somimelighed ligesom saa meget andet as samme Steigs- l
Latin og Gtæsi og Kittelyistorie og Euelides —- hvad ers
det, andet end en Samling Sliid, som ens Iunde Fornuft
Wer en, er en aldebes unsdvenidig Ballatst men som man;
sdog i Dressurens saliggørensde Navn maa nndertaste stg
foe at saa Lov til at blive til noget her i Pein-meu ;
»Don tkor Me« , sagde Niels med Moos-, »Ist du er
pas den rigttge Bei; du tager atting saa letsindtq. Det»
ee del like saa nieset Kateditmem det seelderx me man
; Ist Innenrande-, som at man selv vil viere en fand Fristen
» og Im saodan too og bekende den triftne Leere· s
f »New ja, lad saa da«, sag-de Stdn lidt wwwwa
»so-M detattimle nie-d Unle man
Ohnwa drydeeslsmosltsenntedatsmq
"for? Da alle de andre græd ved Sslrifteniaalet, peb jeg
gamsle vist ogssasa lidt med, men jeg syntes dog, det var
sgrinrt, og jeg hol-di snart op igen. sDe, som snoftede
alleovcerst, var itke en Smule bedre Kristne ensd jeg og
længtes lige saa isvrig sont jeg efter, at der stubde gaa
nogle Dage, saa man ille mere behødede at saette en
hsjtidelig Mine op. Det kan godt verre, at der er noget
hsjtsiwligt ved Nasdveren, jeg prøvede, orn jeg tun-de erfare
noget, men jeg gjorde det ittez det er min fulde Overbe
lvisning, at de awdre heller itle gjorde det. Og derfor vcl
Ijeg itte mere have noget med den Hosjtidelighed at gere.«
,,.Hvad vil din Moder sige til det?« spurgte Niels.
»Bei ved jeg ikle«, s-varede Sten ligeghldig. »Hun
asaar da aldrig selv til Alters oftere end hver Statius
dag, og endnu har jeg aldrig set nogen anden Virtning
deras, end at hun den Dag og Langfredag gaar i mere
sorte Klæder end sædvanlig. Hnn er lige saa hovinodig
on herstesyg bagefter som sor. Der slal vcere Lov for,
at nian stal gsaa til Alters een Gang oui Llaret, saa er
det oel dersor, hun nor dets Men Lektor Lanenström gør
det itte alligevel; det er en Karl, der er noaet oed, tan du
tro. Jea er nieget del anfirevrn hos ham, og vi er nogle
3t1)ller, soni saar Lov at aaa med, naar han er ude a:
famle Planter eller Snmle eller Biller ellcr andet Einna
kravl. than griner ad hele Doguiatitten, Kirlen og Pras
sterne oa det vilde han itle gøre, oni han itte havde
Grund dertil.«
Niels rhstede paa Hovedet. »Provsten her er jo en
soært lrerd Mand«, sagde han, »og du ved jo selv, hoad
Rettoren gaar sor; men innen af dem tænter ssom den
Lettor, du taler oin. Stol itte for meget paa ham; han
leder diq vild, det forsikrer jea dig sor, leere Sten!«
,,Bah«, svarede Sten stoaaerleende, »jeg lader hversi
len ham eller noan anden ledc mig, det tan du være rolig
sor. Jeg brhder miza virtelig saa lidt om det altsammen,
at jeg itie havde spildt et Ord derpaa, om du lkle havde
fort mig ind paa det Eintre. Men crrlig otl jeg vcere,
on dn ved, hvor du har mig. Jeg bliver aldrig saadJn
soni du —- men du man aldrig tviole paa, at, saa længe
jeg leder, bliver jeg ved at vcrre din Ven, lige saa vist som
jea ved, at du bliver oed at vcere min. Dest argrer Monta,
at jeg ilte alenite dia, saa snart vi bare var slhttet hersta;
men vi vil holde fast ved hinanden i Liv og Ded, og naar
jeg forft bliver myndia, stal alt niellein os bliive prcecis
som for, det skal jeg r-ise!«
Nceste Das- adslilte igen de to Venner. Saa git der
Aar, uden at de paanh traf hinanden. Det var betyd
ningsfulde Aar, i hvilte de hver ad sin Vej tarnpede sig
frem til det lottensde forste Fremtidsmaal for Stole
disciplen, det at blisve Student. Niels tun-de være bleven
Student et Par Aar for Sten; men efter en svcer og
langvarig Shgdoni, sont alvorlig havde truet hans Liv,
rar Niels as Ztolens Lærere bleoen domt til et Haloaars
Uvirtsomhed, og as Hensyn til hans svage Helbred havde
Rettoren oasaia derefter anset de: for raadeligst, at han«
Asgangsetsamen endnu opsattes i nogen Tis. Saale-des
git det til, at de to Ynalinge samtidig indiras i Universi
tetsbyen ved Fyris for at underlaste sig Stiidenterelsainen.
De bestod den begge to, Niels med Udmcertelse. Det Var
prregtigt, ertlcerede Sten, da han ,,Dagen ester" opspxle
Niels, nu efter at Slaget var nun-det, Ia man var !rone«
ined Sejrshuen, paann at mode iin rast-le Kammerat
med hvem det nu gjaldt saa snirt soin ritnkigt at gos
sig belendt igen. Ogsna Niels jnblede, om end paa sin
scedoanlige stille Maade Han havde efter ltenge at have
»staaet i Stainpe«, sont man siger, i en Fort begyndt at
,,slhde i Vejret«; den traftig bhggeit, statelige Sten tun-de
itte mere se hani over Hodeer selv oin Niels ganste vist i
legemlia Henseende ille kunde inaale sig i ansdei end i
Loengden med sen Ben.
Denne havde allerede ved deres sørste Mode et For
slag eller rettere sagt en Fordring at sorelaegge Meis.
Det glade Liv, som nu med den sprste thedö Tilloktelse
laa dem aabent, og som Sten med den største Henryttelse
agtede at nhde, saa lasnge de hastig slygtende Majdage
varede, lunde ikte her tillade dem noget virteligt Sam«vær;
han fordrede dersor i Barndornsvenstabets Navn, at
Mel-z, hoilte Planet han ellers maatte ncere, nn vtlde love
si Begyndelsen as Juni at folge harn ned til Räs, hvor
ingen af dem havde vceret siden deres Barndom, og hvor
Sten til den Tid antede at rejse hen for at se sig om og
ripholde sig en Dei as Sommerferien. Hans Moder vilde
itte med; hun var sor Tiden i Stockholm; han vidste
itte, hvor hun agtede at tilbringe Sommerta; men til
Näs lom hun ikte; det passede derfor saa meget des
bedie, at Niels sulgte med. Ogsaa for ham maatte det
jo have sin Interesse at se det Sied, hoor han havde tit
bragt sine sørste Aar. Sten vilde sor øvrigt ikke høre
Tale om noget Nej. Stulde deres Barndomsvenstab,
soni de nu saa lænae havde holdt fast ded, holdes i Live,.
saa niaatte de siaffe sig Lejlighed til at udsylde den Man
gel vaa virlelig personligt Betendtslab, som den niellem
lingende Udvitling altid afstedlomrner imellem Venner,
der just i Ynglingeaarene soerdes under ulige Forhold paa
shver sit Sted. Niels maatte derfor give ester og svare
—- Ja. Sten vilde have dette Svar, inden han rejste til
Stoetholm og der traf tin Moder igen.
Mels lnnde dog ille spare saaledes paa Øjeblillet
og uden alle Forbehold. Der sorestod nemlig ogsaa ham
en Reise til Stockholm, om hvis Forsmaal han endnu itte
havsde saaet klar Oplysning, om han end nærede en dun
lel, maiassie ensdog eengstelig Forestilling derow
Rettoren hat-de aslsdrisg villet meddele dam, hvem
det var, som bestred Omtostningerne ved hans O-pdra--s
gelise5 ganiste vist havde han i sine Forssg paa at ask-le
Niels Bertramö, som han paastod, overdrevne DatnemnM
lighed for den leerlstge Osmhu, som var vist haiin i Netto
rens Gem, gen-tagne Gange i de sidste Aar sagt til Melo,
at for alt, hvad han tostede, blev der betalt suld Erster-t
ntng ais en Person i hovddstadem men hvem denne vat,
havde han ttte Ret til at r-be, sagde han« Saaledes
havde Mels stadig svceveti thshed desangaaende. »Na
havde han tmxstdlerttd ttl SIvar paa det Telegracny hoori
han underrettede Doktoren om sin lhkiteltg og vet bestaaede
WMMM, modtaget et Brev, hoori Rektoren del
udtalte sin- varme Lyttnstntnger t Anledning as neunte
Mich-d orn hvis straalonde Udfatd han doq aldrtg
MWMWW,MDMWMW,
1
at han paa Hjemrejsen maatte beregne en ellek et Por
Dage til Stockhobrm hwr han snarest bukde des-ge den
Person, hvis Nasvn og Bobig fansdtes opgjvet paa med
splgensde Wort; den Mund turde have et og awdet af Vægt
at meddele hamz
Niels anede, at han hier stustde faa Løsining paa den
Gnde som Reimen havde nægtet at klare for yam. Han
tænkte sig Muligiheden If en endnu videte goaende Op
«lysning. Stulide det Mørke, i hvillet hans sprste Tillus
relse stadig indtil nu havde været hyllet, nsu man-sie ogsaa
spredes? Det var med en ustlker Følelse af Frygt og
Haab, at han tænkte denne Taute; han bceveve for den —
men han fremksaldte den stadig pasan-y, og uafladelig
spurgte han sig felv, om hans forestaaende Reise vilde
give hiam den saa ofte ønstede Oplysning eller blot bringe
ham et atter sveget Haab.
Juden han havde gjort nævnte Beng og faaet at
vide, hvad det kunde medføre, følte han fig dog ikke fri
og mente itte at burde give noget Løfte. Men Sten vidste
jo, med hvilten Glcede han, derfom der ikke fka den Um
talte sinnt tom nogen Hindr«ing, vilde give ham det
Busch han ønskede. Mere Hunde han endnu itte sige.
Med denne Bested erklcerede Sten stg mdtil oidere
:ilfrek;s. De blev e11i;.(: om at foretage Reisen til Stoc::
holm samtidizn Der vilde de san træffe sammen cg efter
Omstændighederne træsse Llfgørelse med Oenfyn til det
fcr dem bque san loktende Sonnnerophold.
ofret og ltdt saa meget for sin Manids Bedste, og usden at
hun tun-de ane dans forfcerdelige Hewsigt, benyttede hendc
sosm en Slags dedel for hentdes tnidersst inde dog altid
saa elstede Mand?
At, hvilten sttælteltg Grumhed —- hvislken optørende
Uretfcendsighed!
tOg hun skulde kunne opdrage sit Born i Kretlighed
til en saudan Gad?
Aldrig. .
Dertil msaatte kræves den Sinidets Fejgshed og Fals
-«l)ed, som kun en ussel Træl kan sidde iwde med. Hut
havde kunnet sige sin Sen, hvordan den Gud, lnm havde
lcert at tilbede, egentltg Var; hun hasvde oalgt at tie —
det lunde vcere nol. Hunde hun i noget Stylle fortdqu
sig imod denne Gsud hsvsad haivde saa det at betde
imod hvad han havde ttlladt sig mod hende? Han hand
gisvet hensde mange Gaver —- men han havsde formeni
hende at nyde dem, og de to bedste af dem havde han«ladek
hende miste helt. Hvor havde hun ilke, dreven af Kerligs
hed og Pligt, kæmpet for at miaastte beholde Mands II
Varus .Hjerte? Da hun i et fortvivlet Øjeblil fix-ed for
i der mindjte at faa Lov at beholde Barnet, tog han Man-.
den; og siden .
,,.ss)an er naadia, ogsaa naar hsan straffer . . . Fsd
dank-» Lam!« ——— Mindet om disse den døendes sidste Ord
ftl atter hendes Hierte til at beede« Men hviori var der dc
lter nogen Naade at finde-? Skulde han maasle have fun
dest den deri, at han felv blev kaldt dort?
thun studsede ved den Taufe Men end-da — om saa
stnlde vaere, saa skulde jo ,,’.Ilaaden« være fuldbyrdet deri,
at hnn faa i fnld Forftand havde faaet Lov at beholde sit
Bsarn — men faaledes var det netop ikke gaaet? Huu
havde jo siden den Tid aldvig nogen Sinde kunnet vindt
ttans Kærlighed. Hatt vsar hendes enefte i Vetden, for
ham havde hun tcenlt, handlet, levet; ingen elstede ham
som dun, ingen kunde som hun forstsaa, hvad hans nedars
vede Forplsigtelser, hans ydre Stilling, hans smldige
Fremtidsmual krcevede biaade i hans egen og Landets
Interesse; ingen kunde derfor sont hiun lede og stnre hanz
Udvilling, bestemme hans Baue, retlede hans 3:rcebe11«
Men han hiavde alsdrig aabnet sit Hjerte for hen.dc, hat-de
aldrig vift hende niogen som helft Anerkendelse af, hvad
hun havde vceret eller villet være for hier-m, han hande
’bevidst eller ubevidst, holdt sig fremmed for hensde For
nøden Ly—dig-hed, til hvis Opretholsdelise den moderltge
Strenghed uophørlig maatte paakasldes —- det var altl
sOsg nu?
iTelegramxmet om den unge Studensts forestaaende
Anlomst til Stockholm laa foran hende paa Bordei.
,,·Studenten« —- vtslsde han lade sig lede lettere end Stole
drengen oa »-Gymnasiastsen«? Hun tun-de ilke foregøgle
sig noget saadant.
Men i famime Grad hans Forstand votsede, han
Erfaring udoidede fig, muatte hsun dog vinde den fortn
stede Jndslydelse — det kunde ikke slaa fejl. Han var jp
dog hendes SM. J hvilket sotn helft Tsilfcelde flulde met
aldtig komme tisl at sige om hensde, at hun havde opgsivet
Kam-pen. Hville de end blen, de Fonvildelsey Slæoheder,
Fristelfer, hvormed en letsindtg og fordærsvet Tidsaand
kunde komme til at traenge ind paa Livet af hendes Stn
— hnn stulde easldrig glemme sine Moderpligterz imod
hans Villie, oven i Købet, skulde hun fokfvare hom. Meu
lnm visdste fuldt vel, at hsun først og fremsmeft maatte
Etercde sig paa —— Udholdenhed. ,
Hvornaar stulde hun dog høre op med at staa enek
Hvornaar slnlde hun dog vinde sit Barn tislhsages —
Jaennem den lutlcde Dør horte man Entreklokken
ringe· Tjeneren, Lind, kom ind og meldte, at Greo Sten
var kommen hjem og ont nogle faa Minutter stUIde have
den Æte at tndfinde sig hos den naadige qu Greojnde.
Hun gijorde en tasvs Hovedbøjning, og Lin? ster
nede sig. · «
Straks derefter kom Grev Sten, køn og rast, med disk
hvide stue under Armen. Han gil hen til sin Moder,
bnklede og kyssede henide paa den Haand, hnn rakte fren
imon ham. »Jeg gratulerer dig,« sang hun med ftn
fcedvanlige Verdighedx »jeg er glad orcr det Fremflridt,
du hat ajori. Men hust, at det blsot er M førfte Skrtdt.
ch haabek, at du ufortøvet med Alvor Ig Kraft tast:
fat paa at fortberede dig til de efterfolxende Hat du
allerede taget din Beflutning angaaende jnridisl ellex state
videnfkabelia Eksam«en?« i
»Mama main virkclig unde mig !«): Pnfterum,« T: :
rede Sten, idet der gik en Slygge over Tuns Ansigt. »T:.-:
er lnap fjorten Dage, siden jeg blev Student —- nrzrn
Hviletid maa jeg da have Lov at faa lkge san vel fnsn
san-dre.«
,,Jeg er vis paa,« ssvarede Geevinden rolig, »at nthxe
Ord ikke formiaar at afkorte den Sid, du anser det fgz
nødvendiat at hvile i, nied een eneste Daz. Men dit Vafg
af Studium maa du have gjort, frr din Arbejdstid le
gynder. Det kan vel ikke forelomme dig for fordrinas—
fuldtW .
sSten satte sig t en af Lcenestolene ved Dimnbotdet.
hvorpaa han lagde sin Hue. »J disse hersens Tingester,«
faade han, ,,brækket man jo Ryggen, hvis man ikle vll
stdde stiv som en Pind. Det er afstyltgt.«
,,De hat ftaaet her siden din Forfaders, Ekscellens
fens, Tid," sparede Grevsinsdem ,,og blev pag den Tid an
set for gode nok.«
»Bei var de vel ogsaa«, sag-de Sten haanlig, ,,men
sTiden var ogsaa detefter. Giodt er det da, at den lenke
lig og vel er forbi.« .t
»At den et forbi. er sandt,« fvaredc Grevtndenz »vor
det derimsod er en Lykle, stal jeg lade ::ere usagst.«
«Jeg kan mærle paa den Tone, hvori du taler,
Mama, at du er vred,« sagide Sten en Srna-le findest-fis
«er det nu veevd for et Par Ord? Sie-m Student og myni
«dtg Mund maa jeg da have Lov åst udtale en Ansstuelsx
«selv om den ttle er dm.««
»Mindes du nogen Ttd;« fpurgte Modena« »du it
tkke tiltog dig og udsvede den mttiglhedN
Gott«-wie
—-—(0)—-—
X.
Grevinde v. Törne snd atter i sin Salon i den Lei
lighed, sra hvilten hun for mer end tyve Aar til-trage un
der san presserende Qmstcendigheder haode slyttet sit Hjen1.
Alt derinde saa ud som dengang. De højryggede Lanz
stole stod stille og stive sont før omlring Divanbordet kncd
dets Tilbehør as Raderinger og illustrerede Vcerter: pan
Væggen over Empiresofaen hang endsnn de gnmle Billeder
i uforstyrret Orden. Men Tidens tcerende Aandedrng
havde alligevel staidig brudt sig Vej gennem lnllede Døre
on Vindner, bleget Farben furet Flader og dæmpet Glanz-;
der laa en Tone sont lra en svunden Tid over hele den l
al sin tolde Ztadselighed bestandig Prunkende Lejlighed.
Vnr det herfra, samme Tone bredte sig til hende,
som sad der henne ved det Bindu, hvorigennem Junisolen
stinnede ind? Da dens klare, spillenide Straale ilede for
bi hende inmrkede den stllerlig, at det engang saa ungdom
melige og tonne Ansigt nn lnnde betragtes som en Prøve
baade paa blegnet Farre, furet og dcempet Glans — men
hvorfra hidrørte detteZ Ildefrn eller —- indefra?
sHun sad ved Vinduet, hendes Hcender snslede me
tanist med et Arbej-de, men Tanterne nil deres egne Veje.
De lod sig itte beherstc. Muligvis bar-de nun i dette
Stylte regnet fejl; hun havde vcennet dem til et temmelig
strengt Regimente s— men her, underltøttede as san nranqe
gatnle Minder, satte de dereg Magt volse og fønderreo til
Slut alle de Bann-d, hvormed en fast Villie «i lang Tid
havde holdt dem fangne. Den Blødhe’d, tyvortned hendks
nnge Kcerlighed enganJ hnvde blandest den Sindets Stutt
he.d, som havde gioet hendes Karakter Præget af Kulide
rg lltilgcengelinhed —---- var den itle forlcennst tilsulde
srvssen dort i hendes Livs VinternætterZ Og alligevel
—— var det ikte den, som nu paa Trods af alt Vilde ar
lsejde sig srern i hendes Jnderste, den, sont sorrcederist havde
løst Tsanlens Lænler, den, som nn paa Nun-de on llnaadc
havde gioet hende i dereg Vole
Hnn lagde sit Arbejde fra sig, stottede Illksuen imvd
det lille Vindugbord rg stjulte med Haaan det Blit,
l)vis Fugtighed hun vluedes ved at røbe endog for sig
selv. Men hvad Und-er, om det var fugtith Om det til
Slut helt forduntledes af en fremivaeldende, drcendende
hed Tnare? Det saa jo ud over et helt Liv og laa dog
tun en nafbrndt Rcekte af Hjetnsøgelser, af lnnste For
hnabninaer, af bitre Ersarinner —-— alt Inundende nd i en
Følelse as trøstesløs Tont:hed.
Saaledes havde hnn aldrig tcenlt sin Livet, da hun
over Barndommens Tcrrstel for første Gang traadic ud
E det on under sine Forventningers Stjcernelys havde
føgt at stille sin Fretntids Horoslop. Hvor lylleligt ha·vde
hun itte trenlt sig det -— hvor ulykteligt var det itke blevet?
Da hun gik nted sin Fader i Barndomshjemmet der
nede i Bestergyllen og sulgte hanr ude og inde, hans «l)«øjre
Haan"d«, som han pleiede at kalde hen«de, naar det galdt
for ham otn ast passe sin Korrespondance, folge Inesd Da
gens politiste Begivenheder eller litterære Produkter —
hvor drørnte hun sig ille dengang en Fremtid af Jndfll)
delse, ja, hvorfor ikle af indgribende Betydning for def
vanrøgtede Fædrelandg kommen-de Ve og Bel! Hsvilken
Rolle havde ikte, efter hendes Fsaders Skildringer, Herrin
den hidtil spillet i dette Lands indre Historie-, i at knytte
selve Traadene i denne Histories Beet-; og hvor havde
hun ille, da hun gav Grev Otto von Törne sin Haand,
glcedet sig just over den Lejlighed der herigennem blev
budt hensde til at virke for de Anstueller og Planet, paa
hvts Gennemsprelse hendes Fader havde lært hende at
forstaa, at Fædrelansdets Bel maatte berol Hvad var der
saa blevet af alt dettelt Til en Begyndelse blottet for
al virkelig Interesse for Politik havde hensdeö Mund,
drevet der-til af Omstændighederne, grebet en uvcerdig og
landsforsdærvelig Oppositionö Anstuelsley vg. alle hendegl
Anstrengeller til Tor-dg, fremtnret i dem, indttl —- —
Og den Karltghed hun hasvde ofret hwm, — hvasd
havde vel den medfsrt for hendelt Voor helt havde hun
sille gtvet ham sit Hierbe, med lyvilken Stolthed hcvvde
hun lkke ensgang taldt hwm sin? Hvor havde hun ikke,
feloefter at lyun samtnen med sin Faders og sine egne
Drsmme hast-de mswattet forde ogslaa sin Stall-bed, veret
rede til troMt og udholdensde tun at leve for hatn under
fass afsides For-hold, det stulde værel Men hvorledes var
del gaaetf Dem runde tkke uden at fsle Viertel bere,
Isiawdse ved Tanken paa denne guteng Tld . . . og dens
Sturman
»Habt Damhjerttghed?« —- Fiot hende Mde han
oldng haft nogen Moder-.
»Gebt PHORIDEN —- Nsb Winde Gange nei!
M det allerdng ct denne Sud, ester ast lsm havde
