Gennem Skærene.
Jndre og yttte Lin
— Stildtet
Of
h o r a t i o.
Oversqt sta Spenft as
Past. G. Miln s ter, Luluslirtem Kobenlyavn
Worts-TO
Da gav Sten et Tcgn til nogle as sine handsaste
Llandssrtkndee hist oa her paa Bæntene, hurtig ncertnede
de stg Brodes Andreas, greb hatn ganste ttforntodet, trat
bant baglæns ned as Bæntem bar tiant ott paa Katedrct
og satte hatn paa Kandidatens Stol. tin tletnte Jldtan
gen sast i hans ene Haand, en anden place-rede Siegreng
tatinste Letsiton ttndet hans and-en Arm: saa stttlde der
mal-es Hatt-a ——- nten der brast Forsigtighedett. Hunn
tsctabene blev saa helfe, at de hortes baade ind i den
neerttteste Klasse ott helt ind i Lærerens ezttte to Vas
:elser; Folgen blen, at lyan Ia Rettoren lige hurtig
gjorde Jndsald i den nystistede Repttblii. Rettorett
tsoldt Forder, Sten ltleo sttnden ttt ocere Lstltaostttand
oa ftt Ilntnasrtnitta
Næste Daa tottt Leereren ttd i Tide, ttten ttøjedes
ttted at for-ge alle Daaens Lettier ttted een Etde i hoert
Fan; den stttlde de »næste Gang« bot-es i sazntttett ttted
det andet. Saa ait han attet ind i sttte Verrelset. Nu
oar tttan sorsizttiaere Men Ztens Leoelnst oa Vilterhed
gab stg snart iaen Udtryl i nye E-pilooper, sottt ltraate
Klassen i Paroxystner. Endntt en Gang itede Rettorscn
tit, endnu en Gang blev der holdt Forder, og Sten tottt
atter i Klemme.
Kandidatens Fortsetedelse til Prceditett oarede i
ncksten sjorten Dage; saa lont Proverejsett, bereitet Be:
sog as interessekede Sogneboere, samt endelia Valget
med medfølgende Spænding oa Btevvelsling. Tit stdst
Udnævnelsen; tnen det blev itle Kandidaten, tottt sit
Pastoratet.
« Ntt vendte hatts Optttcektsotnbed sta attet til Sto
len, og han oiste sig paa ny kegelmcejsksitt l Klassen.
Men den var itte i santnte Gænae sont sør Ptceditei
fordetedelsens Begyndelsr. Ved de getttetane For-ge!
set as Lettier, sont de næsten aldtig bleo hørt i, haode
Elevetne holdt op med at ,,lcese paa« dem; Discivlinen
var yderlig slappet, og Kandidaten havde ntistet Re
spetten. For at oinde den tilbage ntaatte hatt gtibe til
Spanstrstet7 men da han ett Dag vilde tttgte Eten nted
dette, ncegtede denne at tage intod Bastonaden. »Und væte
nted at slaa ntig«, taabte han under Kattttneraternes
Bisaldsraab; ,,jeg er ingen Hund og ta’er itte itttod
Prttg1!«
Not For-her for Rettor. Faa Tsaae detester bleo
Sentesterets Vidnegbykd givne. Zten ftt i Liatted ttted
adstilliae as stne Katntnetater stor Nedsckttetse i Lp
søtselstaratteren
Bistoppen selo tont for at ooetvcere Ethtttten Den
ail udtnckttet i de andre Massen ttten foritrceltelig daari
lig i anden Klasse. Bistoppen elsatttineeede selv i La
tin og sotstod ilte at spøkge Andreas, sont sillert i dette
Stylte lunde have reddet Klassens Llnseelse Andreas
seistede derintod den tuttge Strebne at blioe taldt srettt
til Taolen ved Prøoen i Matentatit; der delte hatt den
alntindelige Stank De as Drengenes Forældke og Beet
aet, sont ester Jndbydelse var tottttte til Etede, viste sta
misfoknøjede osg stjttlte itte, hoad de vidste otn Anlednin
gen til et sot dereg hidtil saa ansete Zlole saa ttscedvatt
liat og nedsættende Fotltold Bistopoen iandt stzt hetoed
torattlediget til at raadsøre sia ztted Ztolensz Jnspettor,
Sonneptæstett i Byen, ottt Zagen; og denne tunde ilte
ttndgaa at give Forældrene Ret. Han sot stn Part.
sagde hatt, tnaatte vege paa, tworledcs Zinkens For
enina ttted sitt-lett, ottt ettd as Nytte i en on anden Hen
seende, dog hat-de sin scerdeles betæntelige Side, hoor
ottt tnan just her havde gjort en pinlig Erfakittg. BE
stoppen vilde itte udtale stg ont denne Zide as Zagen
stont han jo not sorttdsaa, at næonte Forenings Ophor
var en Foedking, sont harntonerede tned Tidsaandenx
men han indrsntntede, at det i soreliggende Tilsælde var
as støtste Vergi, at den i voritt saa vel ttteritetede Sto
letnand, ntsed hvem den langt yttgre Rettor just pag
Grund hetas havde ettlæret itte ettaang nted Jnspet
toks Stettie at tttttne totttttte til Rette, snarlig bleo be
sordret. "
Nogle saa Dage ester Sentesteretg Alfslutnittg ntod
tog itttidlertid tltettot Bjørlander en Billet fra Gteoinde
von Törne, hvoti httn bad ont en Santtctle. Hatt ind
sandt sig uopltoldelia
«Det var ottt sitt Zeno Behandling i Stolen, hutt
onstede at tale tttsed hant. Meget havde htttt opleoet, mett
intet ntete oprøtettde end detie. En taa Karl havde los
tet Kæppen over hendes Son, og sordi han havde mod
sat stg denne Brutalitet, havde man gioet hant daarlig
Opførselstaratter. Det var Leereken, itte Eleoen, sont
haode fortjent en saadan. Hun vilde lade det staa ved
tftt Vækd cg ctldeles ilte gøre Jndsigelse, otn han anvendte
en saadan Metode som den foreliggende mod de andre;
men den Vsatte at taae imod sligt, sotn osoetsor disse att
dre tun-de motiveke ttæonte Metode, but-de han vide, ilte
tunde ventes, naat det galdt hendes Son; og forbavsen
de sorelont det hende, at selo den mest nopdragne Stole
lcerer itlse tsunde sorstcta as sig selb, at den sætlig Stil
ling, Stett von Törne insdtog i Modsætning til de andre
Eleoey maatte betinge et .Henst)n, hvis Forglettttttelsc
vidnede itde ont den Aand, der taadede i Stolen og
blandt dem, der havde dens Ledelse i Hande.
Rettoeen havde i Begondelsen væeet rede til cerlia
at vedtende stg den Styld, sotn Læreren og ogsaa hatt
seltv havde i de Fovhold, for hviilte ssrst og fremmest
Sten von Tötne ved sit iltre Sind og sin Scedoante at
leide Mundes lebe other, var bleven et Osten Men dett
Wing, Gwvtndens Usdtalelset hurtig not flog ind
paa, boagte hatn pwa san-site andre Tunler. Don haode
txt-It fis Mdet til en betymret Moder, los-n tust-de han
Mdz MMlem Aste W, alt hcn var blwen sied
net til den formtmne Dante for at fan over Riesen.
s Nandidat Olsson,« sugde han ester et Weblit
sTasvshed »den Lærer, som varetager areden Klasse
Stolen, er Husmandsspm hans Bei er gsaaet igennen
Fattigdom og Samm, og han hat vist aldrig hast Lej
ligshed til at lære anden See-d og Stil end den« der eve
Z tavvelige Hjem og Kammeraters Studekelamre. Sen
er jeg Bondessn. Ved at have Plaidser i sornemani
Huse hat jeg maerste leert et og andet derssra; men a
Hensyn til vor set nævnte Herlomst og den Opdragelse
vi hat ntydt, turde det maaste undstylides os, om vi itli
gansle tan sorstaa end sige dele den Opsattel-se, som Fri
Grevinxden tydelig not ncrrer angaaende sin Sons Stil
ling i og til S«tolen.«
Han saa forstende paa Grev«inden. Hun tav.
»Om jeg itle tager sejl«, sortsatte han« ,,gaar Frt
Grevinden nd sra den Anstuselse, at oi i Stolen har mod
tasget til Underoisnina en ung Greve, som der til sin
lLcrrere og Meddisciple indtager sannne Stilling son
Ridderstailset og Adelen til sine Medstcensder eller ret
:ere: til de ovrige Medboraere i Riget Vor nuværend(
Etatsforsatnina aiver maaste denne Anstnelse Medhold
men den beror dag, tillader jeg mig at bemerke, Paa et
tcev stattelse.«
»Im har bedt Dem tomme l)erud,« saade Greoin
den hooent, ,,itte for at here Deres Tanler om Forsat
ninaen, men sor at modtaae Deres Løste om Garanr
mod en saa oprørende Fremscerd mod min Son«
»E: saadant Loste,« svarede Rettoren med et But
,,oil jea oanstelia lunne asaive Maa jea have Loo a:
minde onl, bvorledes Sagen sorbolder sin: Vi har i Sto:
len, i anden Klasse, ten-Gen ved Navn Sten von Tom-:
en tcel, rast oa tiltalende Drena, nien som as et vist
Overmod, i ilte rinase Grad øaet ved Kammeraterneg
Bifald, bar ladet sig drive til den ene llnode ester den
anden oa til Zlut til aaben Trods imod Leererenz der
for har han saaet Anmcrrlnina, som hat medsort dir-ar
lig Opførselslaratter. Zaaledes er det ogsaa gaaet de
andre, sont hat gjort sia stnldiae i lianende Forseelser;
stnlde det vcere Fru Grevindens Mening, at ogsaa disse
lsurde bestieg sra nævnte 11bel)ageligl)eder?«
»Jeg tasler ilte om dem,« svarede Grevintdem «jeg
beder Dem blot erindre, at den, der med en saa fuld
stcendig Foralemmelse as, at det er en Greve von Törne,
han har for sig, løfter Kæppen mod ha1n, burde vidst
at finde sig i at iaa, hvad De talder et ,trodsigt’ Ssvar.«
»Det historisle Grundlag sor Frn Greoindens Op
sattelse bestrider jea ingenlnnde,« sagde Reltoren meget
lieslieu ,,men Tidens Tanlesæt godtkender det ille mere.
For os find-es der itte tangere Standsforsielle paa Sko
lebcentenz der er alle lige. Dei er vor Stolthed, Fru
Grevinde, og det er siltert, at saa lcenge dette Forhold
tan opretholdes, stal vcrt gamle Zoerria itte behøve at
srnate for de politiste Jordstcelv, som saar andre Lande
til at rryste. Ziaa leenae jea har den Ære at styre vor
lille Underoisningsanstalt, stal den unae Greoe der itte
tomme til at nnde anden eller vedre Ret end de iattiaesz
oa ringes Bern«
En soaa Nødme bredte sia over Grevindens Trakt.
»He tillader mia ve!.« saade hnn toldt, ,,at lsenytte Lei
ligheden til at ndmelde min Eon as Stolen.«
»Med største Fornejelse.« ivarede Reltoren heilig.
»Im han vil heute sit lldstrioninasbevis, tan han trcesie
mia hjemme i Morgen Forrniddaa.«
»Jet; ital lade Tjeneren ashente det,« soarede Grev
inden sornemt.
»J saa Fa!d«« saade Rettoren,«idet han lneltede til
Assted, »lan nan naar som helft san det ndleveret hog
Ztolebetjenten.«
Hasn gil. Greoinden saa paa sit Ur. Med den
Dampey der paa sine ane til Udlandet anløb Bin-ni
Hwn for der i nonle Timer at losse eller laste, ventedk
lmn sm Broder, Gesandten. Hart havde vceret hjemnn
ior at begrarse sin Hutten; nn stulde hnn rejse tilbagx
til sin Post, op« for at træffe fm Zeiten sont han itls
l)avde set i tolo Aar, havde han valat denne Ves. Mek
endnu var det ille Tiden; hnn saa, «at det Vilde var
en Stund endnu, inden Stibet tun-de bemes.
Fira Vinduerne havde man Udsigt over Havnen
Junisolen god sin sulde Glans ooer den og den blaaned
Bolge der udenior. Et Par Barlstibe og nogle Skon
nerter slod irem sor fulde Seil, slere Jagter og Fisler
baade banede sta Vej derude i sorstellige Retninger. Ren
paa Havnebryaaen var der Liv og Rørex Grupper, son
ventede Damperem beocegede sig hid og did imellem op
stablet God2, sont stulde med. Og over det livlikn
Billede hvælvede Himlen sta, klar og blaa, en velsigne
ZomtnerhimrncL sra hoillen aamle og nnae solte Livg
lnst oa Sundhed ande sig ned over dem.
Nu blev en Røastribe synlig over Pyntenx »der lom
mer Damspstibet,« raabte man. Da lädt ester stød de
ogsaa sre1n, med en vred Stribe efter sig as Slum o;
Sternl, niedeng Regen ,tyl og fort, myldrede ud ai
Storstenen.
,,Sille’ Vidunder,« sagde en gammel Bondetone pas
Strandvredden. »Bei er atterat sont Leviathan i Stris
ten.«
»Ach Sliudder,« svarede hendes Son, Seinanden
,det er bare Mastineri. Ude hat jeg set den Slasgs paxi
Land med; di sætter’en paa smalle Jærnlcegter, og sau
sættec’en Fart paa med hundrede Vogne ester sig. O
i Vognene sidder der Foll og titter ud!«
»Du sta’ holde Masade med dine Løgnehistsoriee
Dreng,« sagde Komm J det samsme stvat det i hendt
as Forsstrcettelse. »Bare det ille er Russenl« slreg hun«
EMen det var ikle Rassen, det var blot Dampstibec
der hilste Byen med scedvanlig Salut. Nu for det sven
ste Flug i Vejret, og blot nogle saa Minulter endnu —
saa laa ,,B-idunderet« stille og sredelig i Harn
Blandt de Passagerer, som nu strommede osvei
Landgangen sor at faa fast Jord under Fodderne, meng
Damperen laa i Hann, var ogsssaa Baron Klug Etesteld
Men hccn gav sig ikte god Tid som de andre. Alleted·
sra Daimpeskibddæltet havde han opdaget den livrötleedtsl
Tjener, sorn stod og san stg omckning paa Knien; nu
git lyan hurtig hen til ha«m. Tjeneren hilste og butledt
samt basd paia Grevindens Beane undsiylde, at der lagen
W var —- men den ene ws Beste-ne var sauste plusdselie
bleven syg. Beten var invidlerttd itte lang. Baswnen
» .- —«vu
—v--k-s
l
i
Shgdom har været svært tryttensde for mig. De Aar,
horte hant ikke til Ende, insden de begge var paa Vej
til den grevetisge Villa.
Grevinsden sad endnu ved Vinduet, da hendes Bro
der trasasdte ind i Verselsset Sasa reiste hun sig og gil
ham i Mode.
than tog hende let i Favnz saa satte de sig henne ved
Vinduet
»Du har en sinnt Udsigt,« sagde Baronen, ,,jeg vid
ste ikte, at den-ne lille By havde saa ltolig en Sofart.«
,,-D-et er vist mere tilsældigt,« svarede Grevinsdem
,.det er trolig nol Krigen, som forsanlediger det. —- Var
det ille vansteligt for dig at sasa Tilladelse til at sorlade
din Post just nu under ssaa truende Fothold?"
»An-h nej«, sviarede Baron-en, ,,vedtosmmende on
. stede selv min Hjemtontsst sor at konserere mundtlig.
Med denne her vidunderlsige Ospfiwdelse, Telegrafen me
« net jeg, gasar jo ogsau Meddelelserne saa hurtig sont et;
Trylleri. Jeg begcerede Orlov den ene Dag og handcl
Zoar den anden; men det var dog umuliat for mia at
’ naa hjem, inden Anne Charlotte døde.«
»Der gaar saa ntange Rygter,« sagde Greoindsen,
»om at Zoerrig stal med i Krigen; man vaastaar, at
Konan har brudt med Rusland oa indgaaet et For
bund med Vsestmagterne, hvillet, miod Deltaaelse i Fert
aen, slulde Iilsilre os store F«or,dele?«
,,s«l«lteget tan jeg itte siae dig«, svarede Baronett leen
de, »men dog saa nteget, at de Rygter i betcrnlelia Grad
tonnner Begivenhederne i Forkøbet. J den lange TiiU
ieg har været dorte, har Nationaltaratteren not itke for
andret sta. Hoor jeg komm-er "hen, gaar man i Feder:
cndoasaa vor gantle Onkel, v. Marct, Hofmarstalkem
rsar sorbitret over stongeng Betænteligheder og oilde have
strig uden Tøoen Han blev formelig ored Paa mit
for min Ro og ntindede mig ont Papas Bedrifter i den
ijsnste Reig; det er thdelig not Finland, man tror at
tnnne saa tilbage. Efter ntin Mening bliver der ingcn
Tinza deraf. Qg godt er det. Kan vi blot klare os
med den norste ,Uniott’, maa vi verre glade; een til ai
famme Slags vilde uhjcelpelig ødelcegge os.«
»Du er blevet ældre, Klas,« sagde Greoinden; »jeg
made ille stratg Mcrrle dertil, men nu ser jeg det. Din
Bestilling derude, saa langt sra Fædrelandet, salder dig
inaaste tung?«
,,Nej, Ebba,« soarede Broderen, »itle just det, end
slønt jea itle mater, at man stundom søler det ensomt
not. Saa lcenge Mama med sit staidig lette og gladfl
Sind er hos mig, klarer jeg insig dog not i den Hen
seende. Men du sorstiaar not, at Anne Charloties lange
hun var derude, oar aruelige Jeg havde iden Tid,
tan jea sige, itle een rolig Das-n Efter at hun reiste til-«
bage til Zverria, har det so vceret langt bedrez men no
aen Glcede har Linet endnu itle bragt mig. Mit Sind har
mistet stn Zpændstighed; jeg søler ntig liaealad med alt,
inaen Ting interesserer mig. Eaadant noaet gør gam
mel for Tiden.«
»Aah ja,« sagde Greoinden med et ejendommeligt
Nlimt i Øjet, ,,jea ved det not. Livet er itte altid e:t
Tans paa Rosen Men du maa itte aioe ester dersot.
Jeg er saa iemmselia i samnte Stillina som du; endstøni
sea bor midt i Soerrig, er jea i Grunden lige saa isoleret
fom du. Men jea beklager mig ilte; jeg hat jo selv villet
det dersor var det so, jea slyttede herhen. Lg alt i
alt har jeg haft det ret rolig. Forst i Dag har jeg
dates nor-r ved at kalte Liaevcegten.«
»Zaa--aa?« ytrede Baron-en sporaende.
litanste tort omtalte Grevinden Forholdet med Seen
og hendes Samtale med Nettoren. ,,Jea har altid høkk
denne Rettor omtale sont en aloorlia Mand, oa jea tun
de dersor ille stritte, at hatt var Till)crnaer as de mo
derne Ideen Hatt var det imidlertit og Paa noan
sont helft Oprejgnina for Sten tunde det derfor itte
nt)tte at toente. Jeg havde dersot intet Vala, men
maatte have ham bort sra disse Herrers Jndfli)delse.
Med han«-z sra Fadeken arvede, godtroende Sind, der
saa let lader sia lede, lunde jeg ellers nemt lomtne iil
at stiste den illhtte, at de gjorde ham til Adept af derexzz
brntale Liberalisnte.« H
»Bei gjorde du rei i,« svarede Broderen. »Men;
hoorfor satte du ham nogen Sinde i saadan en osfentsi
lia Zielet Der gives itte noaet farligere for oor Stand-»
end det. Saa lernae Adelen, -s- jeg mener Lengadelen,s
itte dcn PapirsadeL hvormed Sverrigs Konger hat ode-;
lagt baade Ridderhuset oa Landet, samtidig med at de
i Virteligheden ogsaa har undetgravet Tronens An
seelse, — saa lange Adelen holdt Hovmestre eller Jn
sormatorer til deres Sonnen lunde de holde disse fri
for meaet Uiøj, der da som nu sløj ontlring blandt de
laoere stlasserz de lunde ogsaa saa temmelig holde Styx
paa disse ved den J«ndsli)delse, de heholdt over deres tid
liaerc Lærere, sont de stassede ind i højere eller laverc
Bestillinaer, — ont der end nok fandtes srasaldne blandtJ
dem ogsaa; men som det nu hegynder at gaa, tan Ade-«
len umulig holdes oppe. Du vil faa at se, at nasar etl
Ridderhns, sont under sitt Opvcetst er blandet med de»
lavere Klassers Born og dewed har inidsuget disk-El
Tcentemaade, sfal trcesse Afgørelse otn et as de Forslag.
hvorigennent den Politiste Letsindighed i viort Land
systeinatisl søger at omstabe vor æresrygtsindgsydende vg»
alene betryggende Forsatn-ing, saa vil de ille tage i Be-i
tcenlnittg at scrlge deres Forstefødselsret for en hvilten(
som helft Vællingl Det oilide oiist vcere mindre whng
aeligt for dig, ont du slsulde se Sten være med i en satt-!
dem nomine-« J
,,Jeg trot, du har Ret,« svarede Grevinide Ebbaw
alvorligx ,,men jeg er banden. Miit Mand hande, da
« hatt begyndte at saa sine Krwmpeanssald i Forudfø·lel
sen as stn Dod strevet et Brev, sont jeg sandt i den
Staffe, hvori hasn gern-te sine Sager med Assettionsværi
di; deri udtalte han sont sit bestem-te Ønsle, at Stett
slulde nhde Undervsisttinsg i en offentlig Stole for deri
gsennem sra ssrst as at tunne lære det Foll at tende,
sor hvis Bedste han senere i sit Ltv stubde otrte. Ssont
du ve-d, hwvde v. Törne selv alsdrsig gaaet i Stole, men
sviar netop opdmsget ais Jnsormatorer5 for de UsbehagelsigR
iheder, hatt ansaa for at vcere en Fslge der-ass, vitde hatt
spare stn Son. Jeg Lan ille t denn-e hewseende gsre
heim inwd. Men i en andern Swg et jeg dertmsod mere
s- —
usvis. Hain -nskede, at jeg, for ast Sten jkke ssulde W
for meget alene, stulde belyolde Sonnen aif Sstens Arn-e
i Huer heim, som jeg fil sat i Pleje hos Asvlst-a«tlen Ins
Mis. Sillerlig gjsorde han det med Funke-pas de Ant«
som svilde gan, inden Seen lom i Slole. Men ljan stri
ver alligseoel, at han med dette sit Øntsle samtisdig hat
til Hensigt i denne ,,Fosterbrsod-ek« al giOe Sten en Ve
fot Livet, da hasn insgen Sostende har. Del hat all-is
vætet mig en ubehagelig Tonle, del bekender jeg, at
sStens noermiefte Ben slulde vcere at søge i en ugift
Tjenestepiges Son. Jndtil niu hat jeg dog fojet mik.
IMen flal der sle nogen Forandring, indser jeg, at Lei
ligsheden nu er der, da jeg toenler Pan at flytte Sien til
cn anden Stole, og det jo ille lan falde asf sig selv, IF
den anden slial flytte med.
»Na slal du faa mit Raad ligse renl ud,« fvatedk
Baron-tm »Du ved, at din Mond var en fanknstisk No
tnr, der som Regel altid stød over Maulei; lelts om d
nu føjer dig efter hans Ønsske met Sksolegan-gen, fuss
Var det dog fuldlommen uritneligt, om du føslte dsis
bunden med Hensyn til den Fantmsi om en Vorn-dolus
ven. Den man man se psaa som en ren Vilkcarlighed«
og du lmr Lov at forlseholde dig Ret til at Vrøsve den.
Hvordan er den Dreng?«
»Im hat selo innen Ting at nøre Incd h.«.«..,« spa
rede Grevinden, »men jeq hat sat ham unde: Lindx
Tjenere11s, Tilsynx han erklosrer, at der just ille er no
qet at sige paIa bonI, dct er en sky on stille Dre:««g, inges
red, hoad der stiller i hum. Udmcrrket sig : Stolen
bar han heller ikle. Men Sten er han oist i hojestk
Grad hengi«ven.«
»Du hat sanledes at trceffe ?lfgorelse,« lex-di Baro
nen nansfe forretninngxnæsssig »Um boor vidt du for
hele Livet fkal belemre Zien med at nnderholdc en stif
kelig Døgenigt, som faa tager rundelig Vederlazs4 for des
,Ven«fkab’, han given fremd-elek- onsaa, om du flol for-St
Staren af disse Parasiter, som gansle vist lever pas
vor-es Godhed, men som, saa fnart de føler ftp til-fide
satte, vender Bladet og anfalder os som vorc argestt
Fjender. Du lan Være vis paa, at bliver Sien en Dag
træt of denne her ,Barnsdoms-ven’, vil denne uiden Be
toenkning anvende de Kundslaber, din Giodhesd hm flasset
hont, til i det første del bedste Smudsblad at besusdle
sin Velgører og demorsalisere Offentl-ighesden. Jeg tm,
del er bedre, du, inden det er for sent, ladet hom flas
sind paa en mere passende Vej: sæst ham i Locke, og se
at fan en dygtsig Slomager eller Slrwdder ud of has-.
Sau lan jo Ssten lade ham slaa sig ned paa Näg. R
har vi jo faaet den mest Velsignede Næringsfrihed over
shele Landet. Jngen Hindrin:ger, ingen Silranler; ogssas
vort gamle Besiyttelsesssystrm flsal nu forftnkres. J es
Rigsdag, book Borgerstanden spiller sprste Violxiin, still
Byerne naturligvis begunstiges, sexv om vi Ejensdomgbe
ssiddere bogstnvelig lommer til at ,bide i Circes-feil Jus-.
Ebba, det er tusngt nol at staa som en bladløs Stamme.
at man er den sidfte Bærer af ei ga«mmelt, anset Nava;
men man kan da i del mindste fsøste sig med Vishedes
c-m, at del ilke vil blive plettet i de kommende Tider,
for hvis Udartning der vist nceppe vil sindes noget
Grcensfe.«
(Fortsætte3.)
—-—(.)——
Ists-Im Bsqec qf Viggo Luni-:
Foriættclferne.
sllet Guds Raubelsfter til Mem-essen Meb et Tillæq: III
Bornö Ruftkacnmer. Jndb. 80 Cents
Fta Livet i Guds Rigc I.
Meb Billet-en 106 Sidet. J Omslag 15 Wutg, indb. 25 Eeutl
Fka Livct i Guds Rige 11.
JllustrcreL 100 Sider. J Omslag 15 Cents, indb. 25 Senkt
Fra Livct i Guds Rige 111.
Jllustrcret. sit-Liber. JOmflag 15 Trutz indb.2ö Cents
Jst-a Skovncien.
Ekizzcn Elmant ubfxyret med 4 helfides Billrder og Vignette!
J Omitag 50 Centsz elegant indb. Sl.00.
Jcrnbancsimationcn
Heft-It 40 Cents, indb. i komp. Bind so Trutz.
Lars.
En sterbeer god Fortcclling. 294 Sidcr. chsat Pris.
J Omjlag 40 Deuts, indb. 60 Cents.
H - .s
Ufen « Fuhavnctr.
It fris! og klart lille Ekcift. lldkummcn pnn Pastor Kr. Auf-Ist
Jorlag. J Lmjlag 15 Gerns.
Ptmtcn.
Fortmllinq. Hrrftrt ellcr i Paplnnd 40 Gurts-« indb. NUMB
thfærdigkarklfc og Lnslljggxmklic.
Lin Rushnldet tut-klein drein-.
Zdie Lplcm« 32 Eint-L J fint Lmjlag l» Ecnts.
Eil-Her fm Lobend-am
bester 60 Ccnts. indb. i komp. Bmd 81.«0.
DANISH LUTHERAN PUBLISHINC HOUSE BlaiL Nebr.
Tcddys Knop.
- Eu Historie om en rask Vteng —
sed h. J. F. c. Matthieiea.
subb. OCentt
Scks Fortælliugcr for Bom.
Uf forskellige Forfattekr.
samt-de si c. Steifenieu oq Dem-h stift
ludb. 40 Zenti.
Fite Fortællinger for Born.
Uf forskellige Fusan-D
Samt-de ai d. Cteffeufeu es des-is Ums
anb. soc-Ists
« ·""· Dsnltb Luth. Publ. klwa
Ists-. Nil-.