X-« V
4
Gennem Skækena
Judre og ydte Liv.
Stil-but
. af
H o r a t i o.
Oversat sra Svenst as v
Past. G. M ü n s te r, Lutastirken, Kobenhavn
(F0tkf«k«)
sterrnftrt fckstede Greoen Blittet Pan sin Huftrn.
Hendes Antigt var ligblegtx han san de«tte, han iagtth
derhos, at hnn saa mere hentæret ud end nogen Stude,
og at der, trods det stolte i Holdnsingen, glimtede en
dyb Didelse stem as hendes Blit. Han hasvde just tænkt
paa at soare med ganste simpelt at asoise hendes For
dringer sont urinielige og usbesøjede; men hasn splte sig
bragt til Tavshed ved en .pinlig Fornemmelse as Stle,
upaaagtet, udetalt, oversor hende, smn han engnnsg hat-de
looet alt, og sont han virkelig ogsaa i den senere Tid
haode billet bringe alt, men sont han« da hun haode nakg
ret at verre med til det—te, i Virtetigheden itte engang
havde givet, tyvad th i personlig Omgang vel enddn
nden at soige sin Beten-Zelle havde tunnet og durdet give.
Hiaivde han itle derved om itste frem-kasldt, saa do«g·be
styrlet hendes Hei-d til disse Tr«osspsstende, blandt hvem
than saa rundelin havde sordelt de Timer, hviorefter han
nu begyndte at forstaa, at hans Hustru i sin triste En
somhed maaste havde sitttet. En Stare as hurtige Tau-·
ter fle paa een Gang igennem hans Sjæi. De torn
saa uventet; han splte sig fuldstændig sorvsirret af dem.
Var de beføjedet Var de det itle? Han tunde itte
afgøre det saadan paa en Stude Men eet synteg ham
sittert — itke havde han Ret til at prsisgiive sit Barn til
en Moder, som itte hakvde Anelse om de Ting, der hører
Gwds Rtge til, og som øjensynlsig vilde lede Sonneng
Udvitling i en mdd Herren ligesrem fjendtlig Retning?
Jtte kunde han ssom Kristen vcere berettiget hertils Og
hvor tcer var hani itle den-ne hans eneste Sen? Horn
for stulde han vel som Fader afstua sra sine Fotdringer
paa hom? Men hvorledes var det dog komsmet dertil.
at han tunde se sig nødt til at gøre det? Pan een Gang
at msiste Husstru og Barn — hvorsledes var det dog kont
met der-til?
»HVad svater du?« spurgte Grevinden.
Hendes Stemme syntes ham saia isnende told Han
saa endnu en Gan» paia hende. »Du er sorfærdelig,
Ebba,« udbrpd han; »ved du, hvad du ·forlanger? Du
ved det itte, du er oprørt, du er fra dig selv —- vent til
i Morgen« jeg ved itle, hoad eller hvorledes jeg ital svsare
dig. Jeg føler, at jeg maaste har gjsort dig Uret —
men hwrledes stal jeg dog bcere mig ad for at tunne
stille dig tilfreds?«
,,Jeg venter itke«, svarede Grevinsdem »jeg nil tejse
i Morgen tidlig, og jeg vil have dit Svar nu. H:r
sindes der intet, som btsnsder mig — toærtimod; den
Luft, som raader her, er mig saa tung, at jeg ttte lern
gere tan leve i den. Fanatisme og Hytleri over-alt
hvor det itle, sont blandt dine sorrige Vensner, er den
selefte Raahedt Sara bliiver den eneste, jeg tager med
mig, nun er endnu ubesmittet. Hoaxd sivarer hat«
« »An Taalmodighed brast aldrig under mit dybeste
Fald,« sagde Greven sprgntodigx »mi, da jeg jo streber
efter at leve som en Kristen og, som en Slags Bod so:
min tidligere sremfusende Jver ester at faa dine Øjne
aabnede, dar spgt at lade dig vcere fri saa meget sont
-m«uligt, iscer da jeg jo maatte se, hvor du led under og
dersor flygtede sor min Nærvasrelsse —— tm hat du intet
Glimt tilbage as Taalmodigshed as Barmhjertighed Men
forstaar du virlelig, hvad du beder on12 Forstaar du,
at du beder om, at du fordrer mit Liv2«
»Dit Liv,« genstog Grevinden heftig; «nej — det er
wit, det gælder.«
Ude af sig selv as Sindsdovcegelse reiste erven sig
hurtig, foldede sine Heender og Wede dem mod Hinilem
»o, Heere Jesus Kristu3,« udbrpd han med skælvende
Stein-me, »o, Herre Jesus Kristus!« Han sormaaede
itte at sige mete; han tryktede Hawnden insod Hieriet og
vaklede tilbage til Bænten, spaa hvilken han slaspt
sank ned.
Grevinden stiftede Farve. Et Øjebltk stod hun sont
fastgroet til Jorden, i det nceste stod lyun ved hans Side.
,,Hvad er det«, spurgste hun med en Røst som hun stracks
te ester at holde rolig, »spie: du dig syg?"
Han lunsde itte spare, han snappede ester Vejret og
syntes at være ncrr ved at tvceles. Et vildt, forwivtet
Klagestrig brød sig srem over Grevindens Lieber san-.
et Raab om Hjælp. Hun satte sig ved Siden af han1,
lagde hans Hoved i sit Sitød og asftørrede Sveden, der
brød skem paa hans Pandez ,,—Dtto, Otto,« hvistede hun
ængstelig. ,,hvad er det . . hvad er det? Kan du itte
sige mig et eneste Ord?«
»Gud . . . . velsiczine . . . . dig!« sparede hendes
Mand asbrudt og hvistende, idet han festede paa hende
et Bkit, snldt af Kæklighed og Øknhed »Don er . . .
naadig . . . ogsaa naar han straffer. Fød hacm Lani
. . og tilgtv . . . tilgisv mäg som han . . ·« Et nyt
Kvælningsanssald indfandt fig; hasn tad, Øjnene lut
kede sig, en Stcelven . . · og alt var sorbi.
Ewdnu et Strig star gennem stten. Det hertes
helst op til anspettsrdoligen og laldte Folt ud. De, som
ssrst naaede ned til Sobreddem hvovfra Raabet kom,
sagde siden, at de havde set Grevinsden paa Knce ved
Bauten, hvovpaa Greven havde ligget udstratt;— men
ved Lyden atf dere- Slridt hwvde hun rejst stg og var
gaaet dem t Mede, hvid som Marmor-, men uden Waa
rer, og hat-de besaslet dem at Passe en Baare til Graden
samt sende Jst-nd est-er Lesen Dem var sebv gwaet ved
Stil-en as Baaren hele Beten og havde tkste sorlwdt Gre
vens Verelse for paa andet Mu, efbr at Las-gen havds
meet der, iwdsttnt denne ·hlavde sagt, at Gteoen var
uhjclspelig M. san havde hatt en hier-WI, som var
blsven vierte ved en nenne-m flere Aar sprtsat using Lede
enude og for eller innere mwatte dresbe W Den kun
de new-Its dont del-drehen
»- AI
» Grevenö Begravelfe forrettedes efter Grevindens
. Øwste af Kaspellsam Kbaessmn Da hasn i var-me Ord min
Ydede am, ljvad den alfdøde ved Gusds Naade havde faaet
udrettet isblansdt dem, hvorsledes han paa nogle faa Aar
,-ligefkem hwvde osmsskasbt saa mange Forkyold under hvilie
»d«mansfør havde vceret tnsuget, og ved sin sande Ends
Ifrygh sit krisstelige Sind og sin varme Kerl-igshed havde
Oceret alle tsil et Forbillede, bemerkede man, at intet
Øje svar tørt unt-tagen Grevindens. Somme uditydede det
som Bevis paa heudes MisbillTgelse asf Piekkstprcestens
«siønne Ord om hans Aandsifrcendes for hende faa ssmcet
kelige Ovevdrivelser, andre som Bevis paa hendes Stoll
hed, fom forhindrede hende i ack vise wogen Bevcegelse i
zaudre-s Ncersvcerelsez en og anden saa derinwd deri det
«utvetydi»qffe Besois paa Dybsden asf den Sorg, fiosm ha-vde
jsovewældet hende ved det haarde og uventede Sslag. Det
sblev heller ikke det eneste. Hqu lukkede sig inide hos sig
ifest-m tog ikle imod nogen som helft Kon«dolencevisitee,
-talte ikke med nogen og Miste oven i Kobet nvod sin lille
zSøn en mcertelig Uvilliex der var dem, der paacktod, at
»der efter Dødsfaldet gsil Uger, inden hun saa meget som
Ital-te til hom, og at Sara formelig maatte tvinge kyende
«derbil. .
Sankt bredte sig det Ryg«te, at Grevinden havde
tobt en Villa lige udenfot en By ved Kyste-n, og at hunl
uopholdelig vilde flytie derben. Rygitet var sandt. Nog-.
le Maaneder senere stosd Näs komi. Ved Afskedesn havde
Sara blandt andet yckret, at dersom hun ikke tog meget
fejl, vilde det vcere dygstig lcenge, inden Greviniden komi
tälbage der-M «
Vil.
Det var Friherreinde von Bogens Ekvipage, sont
rullede op ad Regeringsgnde og niu ftandsede udenfor det
Has, hoori von«Marck, Hofmnrstalken, hmvde sin Bolig.
Han havde været hendes første Mand, Staffan Elestölds
nærsmeste Ben; de hasvde begynsdt decm Karriäre ved sam
me Regiment, hvorefter Baandet imellem dem nldria v»
tmdertevet i hbor forstellig Retning deres Bei- end siden
var g—aaede. Ekestøld hcwde førsst deltaget i den sinfte
strig og derpna i det tyste Felttog i Nordarmeen under
Carl Johan; nogen Tid efter dettes Slutning hasvde han
staget sin Afsted med Majorsgrad, giftet sig med den
livlige og glade Emerence Stralsstjerna, men var død ef
ter tnap fem Aats Ægtestab. Hans Kaimmerat derimod
hævde, esfter at han alletede sont Sekundløsjtnant havde
vundet en Prsoces om ·et størte Fideikommis, forladt
Krigstjenesten, var avanceret ved Hoffet og ansnas nn
pcra Grund crf sin Rig-do.m, sin Stillstng indenfm det
lonsewative Purtti og sine Forbindelser for at væke en
Mund af ilke ringe Jndilydelse Der-for Var det, Fri
herreinde von Bogen havde henvendt sig til ham for at
bede kyam tage sig as hendes Søn og søge at udvirte en
bedre Karriere for hani end den, det hidtil var lykledes
ham at vinde; hun hasvde i Gaar faaet Bnd fra Hof
.marsstallen, at hendes Søn »ved denne Tid kunde trcesse
ham, og derfor var det, hun« nu korte derhen med han«
»Im tører hen til Asnne Charlotte ved Tolvtiden.
—- du kommer jo direkte derhen?« sagde Frishekreinden
lidt new-ist« da Baron Klas ftod af Vognen. Han be
jaede hendes SpørgsmaaL og hun leiste «videre.
Hofmarstallen modtog sin gamle Kaimmerats Søn
med fædvanlig Venlipthkd »Im vidfte virlelig itte«,
sagde han, »h-vorledes du egentlig havde det, førend din
charmante lille Moder glædede mig med et Beng osg sau«
fortalte det. Hain er sig selv forunderlig lig, en forme
lig Jmmortelle V) er hun jo; Diden ncenner itle at me
·hende. Husn maa dog nn vcere ncrrmere ved de 60 end
de 50, mener jeg . . . dosg ingen Jndiskretioneri Det
var jo om dig, vi siulde tate. Ryger du?«
Baron Klas buttede asfilaaende. Hofmarstalkcn
stoppede og tændte scn Pibe, tog nogle Dtag og begyndte
at vandre op og ned i Bank-seh
,,Sid du ned, min Dreng«, sagde han, ,,mine Va
nek er ingen Ovdrzr — jeg sætter msig sei-V, naar jegl
sfsvft hat faaet Tanketne i Gang. Hvorsdan var det nu
. fo, nu huster jeg det altfammen. Du er i Fjor og
i Aar bleven forbigaaet ved Bescettelten af Assessforatet
i Hofretten, to Gange i Trek, førsst aif esn Andersson og
sasa as en Pettersson . . . eller noget ltgnendr. Ja, jeg
talste med en højtstaaende Herte om Sagen, og jeg
sagde til hom, at det dog ltigefrem var oprørende5 jen
spurgte, hvad han selv mente, man under ssaadasnne For
;hol«d lunde have for Garantier for Samsundsordenens
.Opret«holdelse. Ja, det generede ham, det merkede man
Ikiqkt nor. Men, sek du« den uwksange Ændksmg 1840.
!Departementsanordningen, mener jeg, staat altid i Vei
!en. De tør ingenting for txt-evaner Admiral Stolpe
Var nætncrrende, og ogsaa han tog dit Parti. Den høje
Herte ftød imidlettid Slylden paa Asvifenne; de gør jo et
Versen sagde han, som er ahnen hver Gang man vil
»holde gamsmel Orden oppe, og han antydede, at »Aller
rhofftsamme» heller ikle er sJa god at komme til Rette
Imed; han havde i benge disfe Tilfcelde talt med Prceisit
)denten, du haode faaet godt StusdsmaaL men disse her
fens NAnderssonner havde faaet bedre og han udnævn
Ite den, der ans-ans for »bedst fortjent.« Nnanaa, han
tommet not til at betale for den Foknøjelse. Falke
spanndst er en dyr Vate. Lad ham ftrst pwa vor Belust
-ning trætte Molyben «·) frem — naar Farenö Stand
kommen vil han faa at se, om han hat nagen at stole
«paa.« i
»Det er imtdlettid temanelig hcoardt«, sag-de Baron
Klas msrth »at blive Offer For vor nye Politik Jeg
hat aslttd siaaet mäg til Ro med den Osverbevtttnsing, at
not en Twnfptgey men aldtig en Konge vilde kunne
gaa med de lkberalez de er to enthver Mvnatls naitutliige
Fckender. Men jeg hat fapet det nwdfastte wt sales For
os ubefordrede tonsewative er Fremtsidmdsstgtevne svcett
mit-te.«
»Aut- net mtn Dreng sparede Westen-n
lts) c: thglyedsbimwsh O. A.
lt«) c: Mien. O. A. s
i—
,·langt mindre merke, end du trior. Juden man ved
et Ord deras«, fortsatie han med sæntei Stem-me, »bli
ver der Osmslag i Vejret. Man ian være lsiiberal til en
ITid; men nasar man har naaei den Grænse, hvortil man
sanser dei for raadeligi at ga-a, og derfor sta-ndser, bliiver
Ede liberale, sor hvem der ingen Grænse gives, assindige
»«og oilde. Te smceder og slaar saa dein, som nylig var
deres Aifgud Hvsorledes gjorde Crusenstolpe mod Carl
Johan? Vær vis paa det: Afienblaidsslyerrerne stal snart
opsøre sig paa lignende Bis mod vor nu saa populcere,
»liberale« Kong Oscar. Hvem driver de ham saa oder
til? Til os, forstaar du« Sasa kosmsmer vi atier til
Magie-L Dei lalides for Reaktion — Vsillaaret for
Samsundeis Besiaaen. Dei er den, oi venier paa.«
,,Oniel har vist Ret«, ssvarede Eiesløldz ,,men jeg
frygier dog, at Venteiiden oil blive mtig længere, end jeg
ian uddolde. Jeg hat nu gaaei her i Slidet Aar efter
Aar og er stadia bare blevei spisi ass med Laster. Dei
iike bloi forelommer mig, men dei iurlde vsirielig
være temmeligi uhøriz i dei mindeste er jeg den forsie
Elesiøld, som en saadan Sskcebne er vedersarei. Saa
langi tilbage som til msin Forfaders Fader havde de
naaet Rangslalaens Top, inden de var ældre, end jeg nu
er.« s
«Andre Tiiden andre Sei-den min Dresng«, sagdr
Hosfmsarsialien »Vi leivser i Revolutionens Tidsalderl
og tan itle sorlange, ai dei skal gaa til i den, som det
.gii sor. Follet hat vsunidei mer og mer Terrcen, iite
mindssi paa Grund af Overløbere sra de højere Klassen
Se bare hos os! Paa den Vei, Grev Schwerin, :lnchars-—«
värd oa vore andre vilde Hoveder har aabnei, er de la
were Klasser marcheret frem. Hoad blev Folgen as Stor
mene i 18402 ,,«)lll-iancen«s Mcend gik i Hunderte ogl
Opposition-ins Forere finde-s nu ikle paa Riidderhusedl
mein i Borgerstanden. sDet er med dem, Hs.
Majestcei Kongen nn msaa piarlaimentere Maatte ilieF
allerede den gamle Konge derfra een Gang hente eni
sølle Zpurv til sine Minisires Tranedans? Men vcer
du rolig, —- Tilbageslaget skal ille lade vente lcenge paa
sin. Pøbelen sial hijcelpe os!«
,,Hsvad mener Onkel?« spurgte Eteskøsld
»En Pøbel kan aldrig reformere«, svarede Hofma
siallen, »dersor maa den revolutionere. Men Revolutio
nen truer selive Samfundets Besiaaen og lnaner
derfor alle i Saimifundsordenen interesserede iil den-:
iraftige og skyndsomme Forsvar. Dersi ligsger Revolu
tionens msulige Nytie. Underretninger, jeg har faaei
udenrigs fra, ligesom ogsasa mine egne Jagttagelfer,
forvissser mig om, ai voi lan venie Revolier i Franirig
naar som helsst· Tiil«standen der iyder paa Udlbrud af
ooldsom Natur. Vi sial fovvist ogsaa faa det ai merke;
vore Sianidaleasoiser har beredt Jordbsnnden.«
»Bei var vigtige Nyheder«, sagde Eiesiold interes
seret. ,,-Jseg har virleliig speiuleret megei paa, shoorledesl
sdei skulde gaa derude, og osm det virlelig siulde lykkesH
»Borgerlongen« at holde Siyr Paa Parsiserpøbelenz Deri
sventer man alisaa ilke?«
»Den Kunst ai styre«, soarede .wanisarsialien, »bli
Der sværere med lspoer Dag. Saa lcenge man blot i
Henseende af Folkeoplysmingen mcegter, som Professor
Geier engang slal have tilraasdt —- naiiurligvis for Fra
·faldet —- at praktisere den Regel: dril dybi eller
smag ilkel er Regeringöiusnsten ikle saa lunstia.
Men nu, da enhver Tiggerunge slasl undervises, utilsircei
lelig til at oinde virkelig Dannelse, men tilstrællelig til.
at gore en l)adsi, missundelig og misfornøjei Person af»
dam, slaar ingesn Visdom i Verden til for at klare sig
med nagen Styrelfe. — Ja, du lan tro, oi havde en
srarm Debat orn dette Emne oppe hos Udenriasmsinistesi
ten i Forgaars!«
»Fandies der nogen der«, spurgte Eiesløld fortni
drei, «soni vilde bestride saa klare San-dbeder?«
»Ja, oist iaa«, sortsatte Hofmarslallen, ,,Li-bera
lismen træsses nn ooeralt; den lan aldrig stcenges ude.;
Eiscellencen baode blandt andre ogsaa indbudt sin Læ:,
ge, Doktor Carlsson, han, som for nylig blev Profes-;
for — en udmcerlet Karl for Resien, men fuldstændig
Utopiik og hælder svceri til Pieris-men. Han paabe
raasbte sig Geicker mod Geijer —- Dei er da ogsaa der engerlin
-ste, man lan rende Riesen imod, ei saa infaimt Omslagv
hos en saa sremragende Mande For-staat fig, han ind
rømmede Faren ved Underiviöning uden tilsoarende Op -i
dragelse; men han paastod, ai dei. var Samfundets»
SIiyldigihed at berede de faitige Born begge Dele.k
,,Al;-a«, raabte jeg, »Hr. Professoren slutter sig tsili
Pr.oudl)on, til St. Simon« . . . . »Aa.h nej,«,
svarede han, ,,jeg sluiier mig bare til Tømmermanden
im Nazareth.« Hvsad synes du om en saadan NæsvisL
hed? Disse heilige skaimmer sig ille for ai gøre lyver en
-S«pisesiue, hver en Salson iil en Slaas Kirke, hioor man
iiie lan iale frit! Men Carlsson maa man da yde den
Reifærdighed at han ille hykler nogen Gudelighed, han
suller og ilynler aldrig og dreier ikie Øjnene ud oig ind
i Hovedet Dei er jo gansie hist et Fortrin. — A pro
spos, hoad var det, sorn tog Livei as din S-ooger, den
Nar? Jeg har aldrig rigstig saaet Besied derom, siøni
det jo er mere end ei halvi Aar, siden han døde.« «
»Dein fii ei Slagiilsælde«, svarede Elesiøld, ,,-og det
stal vaere lommei as en Hieriefej.l, som lyan vist har haft
temimelig længr. Jutst for nogle Dinge siiden traf jeg
Professor Carlsssom som sa-gde, at hasn haivde faaei Brev
ssra hasm med Spørgömsaal om, hvad hsan stulde gøre sor
en Slags Hierieircvmtpe, som no og da plejede at over
ssaslde ham. anden shan naaede at faa Prasedsoreng
Sei-an var imidleriisd Kasiasstrofen indtrussen. Qg i
sGrunden twr jeg, dei var en stor Listkr. Hang Mangell
paa Holdning, tm pawvivket af Aflyoldssanasiiöme og’
Piietipme haode gjort ham til en Ssam sor bang SlcegtJ
sog noget Haab om at bringe ham til frmd Forniust tgen
gar-es der ist« - .
»Dir-erlng tog din SIster Bezivensheden?« sipsurgte
Hemmnis-isten i
JJeg ived det lnap nok«, sparede Baron K«lag.f
»Dein sorlangte rent ud ais Maima oig «miig, ai oi itre
ermastte Komme til Begravelst selo hast hun standhaft-is
andllaaet sig sor at somme M os. Ved Gierwarsttd
i Fior forlod hmi Mit —- men det kender Onlieb Jeg
er tilsstrcklelig Pswa M sei forstaa, dvor husn umatte
i
s
i
c
lide ved sit Æssgtelsdasb med en saa uregelimceötsig og Ost
ligigaaende Natur sont v. Tørnez men hans pludsz
Bortgang hat thdelig not aljigavel grebet heade. h
maa vel have nogen Tckd til at vinde Ltgevæg«t.«'
,-Ja," sagde Hofmarkstalten og bankede sin Pilze d
,.hiven1 shulde have tæntt fig, at Otto von Tørne M
ende med et fasa fiovfejlet Ltv! Man siger dog, at M
Nedlceggelse af Brandertet paa Näs og Omskalfattis
af Landbruget dernede i øtonomisk Henfeende lhttkeU
-1tventet godt og efterfulgtes i vide Kredse, sonst og sit-I
mest af alle de Blenden forn senere snnittede hara II
deres Helligshedsck Naa ja, noget stulde han vet I
Held med sig i. Men halvde den Fyk haft Forstand, I
han i øvrigt haivde Begawelse, saa havde han nu M
"- Kongens Raad —- det er min Mening . . . . Ja, jij
tiilsføjede shan styn«ds:omst, ,,det Omidømme er itke fix-W
en Kompliment thi det Raad er i Grundesn et Uns-I
LKan mtasn begribe, hvor en Regering saa ganste Ist
tunnet mtfte hele Besindiigshedent Einan er det«vel As
lytledes dem at styrte os med et eller andet Forfatninsss
iforsiag — men de hat dsog allerede gsjort mere end HI.
lDen Tid vil komme, da ogfaa de, der vaabet højest Icck
Lisberalismem stal faa ast fe, at Ligiheden i Avveret Mk
blot har undergravet Rigets forste Stand, men Dgsm
bragt Fordcenvelse over Landet.«
Uden at lcegge Mcerke til den udelte Tilslutniss
hans Ord vandt hios Ekeskøld, git Hofmarstalten i Mc
hed men synlig oprørt nsogle Slag fresm og tilbage p
GuslveL Den tomsme Pibe i hans Haand mindede p
dog snart om Øjeblikkets Situation. Han standfsh
oed en Hjørnethylde, pasa hvsillen en hel Kranz af kip
bare Pibeshosveder tappt-des onI at vcekke meærksoth
»Bei er Stade«, sagde han spogende, medens han flos
de Plads for den, han hasvde benyttet, ,,at du ikte fop
troetster Psiben for Cigaren — thi jog antager, at du ist
al Ungdorn har slaaet dig paa Tobakken i denne her Is
d er ne For-rn. J det Stylte er du ikke tonseskvent, Kis
Med Cigsaren fetlger denne her infame Fosfoxtændsts
—- jo vift, jo »vist, sig hare a, saa ramler hele AlsfaW
hagefter!«
Baron Klas bestred Rigtigsheden af denne Prof-L.
om han ensd msaatte iwdrømme, at han i sine hdre Vett
var Bat-n cvf sin Tib.
»Ja, der ser du«, fagde Hotfmerstalken med et st
tydninigsksiuslidt SdmiL ,,Paa den Vej er det, det gott
Den hdre Verden omdannes — sog saa følsger den inst
efter. tSiaa lcenge alt var i gamsmel Stil, og M
fad paa sine Sliotste og Gaarde, hvor isngen nasdeltg htt
de Adgang uden med Huen i Haan«den, saa lcenge ess
nu i'tke, fom vor prcegtige Tegner synger, ,,Sydens M
agtigheid« havde omsdannet vore simple Sæder —-- its
tænge kuntde Standsforskellen let olpretholsdeö, og ist
mes, soim æreH hunde; men nu, da tvi i vor Magis
af Lustssus og Nydelser allesarnmen flytster ind til Q
erne og omend i for-skel1ige Lejlsiigheder, saa dog bot-?
sann-me Hinz med Urtetræmmere, Sslrceddere og sc
Slags Raikkervah nsu er al Orden som blasft borst og h
forsstellige Klasifer i den Grad rørt usd i hvetandke. tl
man med sin bedste Villie itte kain holde sig Mtobben fis
-Liwet.«
Spenden-bunt paa den høje Chiffonsiere flog ellevr. HI
ron Klas trat sagte sit Lommeur -op og kiasstede et Mas
lent Blsil paa det. Hofmavflalken mcerkede det.
»Du beteigner, hvad msin Snakfomhed ksosster dik.
bemærkede han g-odmsodig. ,,«Men det Svar, jeg, da its
strav Billetten til diin Moder, haabede at kunne Jedes
dig Klorlsten tsi. kan jeg endwu ikte gisve dig — endW
jeg hvert Øjeblik iventer at kunne gore det. Ser du« H
var oppe hos Udenriasministeren i Fscrgsaars — jeg »H
de jo for lidt siden have sagt dig det, men saa first
Piettsteniet mig paa Afveje, fom det Tøjeri jo :!«"-.«s q
alle Steder got, naar man ikke er pasa sin Post —- sc
jeg begyndte at tale med Hs. Etscellence om disse hez it
forbaindede Udnawnelferx han paastod, at Politiften itb
havde haft det mindfte med dem at gøre, men a: Its-P
herfens Petstser·spnner, eller hvad de nu hed, ksar Mastd
af fremragensde jsuridift Talent, sasmt at Prcesidenkex
med al Erkendelse asf din uheftrsidelige Begavelfe, Eos
havde anset den for at passe mindre for Jukiftens II
for en eller asnden anden Vej. Jeg sputate da Etsreb
lencen, om han ikte kunde have Lysft at visvonere ovge
dig for Udenrigssdepartementei. Hasn lovcde mig at ne
te over det; jeg stulde faa Svar i Das oed denne II
— du sial fe, det er ? t, der komme-: n:t!«
Den Bsillei. hvormed Tjeneren Prof-z efter tan End·
var virkelig ogsaa fra den ventede Kart. Hsofmarstalles
aabnede og lcefte den. »Du har«, fcgde han form-L
»straks at gøre din Ovvartning ho! HEL. Ekscellnnz
Jeg gratulerer dig paa Fovhaand. De indoiklede votiq
tiste Fovhold ktævex al Opmcerksoinhcd vafaa fra
Side, og desto vissere er det, at Kabinettet har Bru; kos
Mænd af din Baleur. Stvnd dig as Zted og gkem iktk
at frembcere min cerbødige Hilsen!«
Gfter at have bevidnet sin vatmelte og størfte Ist
nemmeligthed forlod Baron Klas styrrKfomst fin Onkck
HofmaIsIallen for straks at begisve sig til Hä. Ekstek
lenke Udenrigsministeren
is- o- i
(Fottfcetteg).
.,..,· »unt
Lewis Wallaces Bøger.
Ben Hur.—En Fortælling fra Krifti Tib, as Lwi
Wallace, Nordamerikansk General, fortgendvæchs
Gefandt i KonstantinopeL Denne Amerika-z bcss
kendte sz er overiat paa dansk af den bete-»-s
dygtige Overfcetter, Prof. Wilh. Msller, og etko
sten bedre end Qriginalen. Bogen er M Hätt-.
godt indbunden, Pris 81.25.
Den Lyfe End. «The Fair God."—R-maan
icag Erobring, af Fors. til Ben Hur. M (
Prof. Wilh. Møller. Bogen er 307 Sider,. godt its
bundm Priö 80 cts.
Danish Lutheran Publifhing Hosk
Mr, Nsbr.
« .-1:W—». .- .-.—.