Gcnnem Skærenc.
Jndte og ydte Liv.
Stil-drei
af
H o r a t i o.
Oversat sta Svenst as
Past. G. M ii n ste r, Lukastirten, Kobenhaom
(F«ortsat.)
Midt paa Gulvet stod der et tun-ist af liederlic
trutne Lænestole oingivset Bord, midt paa hoiltet der Iaa
en »stot, i Læderbind med sorayltdte Messinigbeslaa ind
-bun«den Carl XlPs Bibel. Den var opslasaet: Stolelcrs
ter Ansdetson havde nnlia as samme lcest noale Vers,
hvis store Vettjdnsinig han haode villet Paaspege for de to
antdre tilstedeværensde Gteoen og Kapellanem hoillen
sidste man hat-de trnfset paa Hjemturen og sormaaet til
at folge med til Mit-. Nu havde Gveven meddelt de to
ansdre sin A«nsl11else, at man for i det nisinkdste saa vidi
man tnnsde, at hinsdre aabenbame Overgreb sra Or
denshaandhcrsvernes iSide eller over-give dem til velsortjent
Stras, hos Rigetg sStcensders Justitssorsvaslter M) ind
trcenaensde burde asnsmelde Lensnisanid Strickerts Adsæed
at behasnsdle en fast ansat Foltestolelærer som Losgcenger.
Det var i Anlednsing as »denn-e Grevens Pan-stand
at Stolelcereren havde slsaaet op i Bibelen og oplcest af
Bjergvræditen Frelserens Ortd i Matth. 5, 11—12.
»Im tan itte,« sagde han stille og -bestemt, »sortla·r-e dem
paa mere end een Vis. Naar Herren figer til os, at
vi er salige, naasr Mennestene bespottet og focsølger os,
nasar han fovmsaner os til derover at alte-de og fryde os,
— hvor stulde vi vel saa kunnte asnse Forsølgelsen for et
saadant Ontde, at vi soger at undgaa sdsen ved ait hol-de
Kod for vor Arm? Se her: ,,Thi elders Lon stai vcere
megen i Himlene«; blivet vi sas med Forsolgelsen, bli
ver oi ogsaa as nie-d Lonnen Jeg beder i al Ydsmngheo
om, ast min cerede Broder i Kristo ilke meee vil holde falt
paa et Fotehavensde, hvoroed Naadelonnsen sor en stat
tels Synder tydelig not vil blive sormiwdslet!«
Greven trat lidt utaalntodig paa Skuldrene. ,,Min
tære An«derson,« uidbrød han, tda sdenne tan, »det er al
deles surimeligt at se Saigen sra Iden Side. For den
Kristne saa vel sorn for enbver anden Modborger er del
as den stvnste Vcegt at holde Øje med, at Loo og Rest i
Land-et opretkyoldes, og vover nogen Myndiahed at over
slride sm Kompetence, er det gansie simpelt en Pligt at
oise den tilbaae ved at benytte den dertil aabnede Udoej.
Eller hvad stger Klaesson?«
»S-p-tasmaalet stiller sig nol,« svarede denne nie-d
et godmodixvt Sinil, »ret ulige for iden hojbaarne Adels
mand og den sattige Bondeslolemester, selv om de keage
liae alvorlia oil hellige Herrens Nasvn Jlnsdersson følcr
sig bedre stiltet til at gore dette ved staalmodig at lisde:
den til offentljgt Hvero opdragne Riddersnxanid føler
deritnod, at han kan gore det bedre vesd i det ossentli.;e
ak ovtage Kainpen sor alt vcrrge sine sorsulate Brodke,
navnlia sordi han ogsaa derved saat Lejliahed til for
egen Del at aslceage en frimoldia Belendelse. Hoem as
dem hat sau Ret? Begge to!«
Greven rystedc paa Hovedet »Lde g-aa, at begge
bar Ret,« sagde han, ,,—de tan dog itte begae to faa Net.
Thi aør Andersson ret i itlte at klage, saa bliver der
i det mindste i dette Tilsælde sor mig inaentina as It
optaae Kanipen.«
»Den velcrrvcerdige Brodes hat sittert Ret,« sasasoe
Ztrslielcererm idet han solidede stne Harnder og sensdtc
Kapellanen et venliat Blit; ,,jeg er itte stittet til at stride
i den store Strid for Herrens Folt —— jeg tatter Gad,
om han vil bruge mia i min lille Gerninxy book det
blot gcelsder srimodia at lunne holde nd i Etzrovelsen.«
»Es-W oni det oar noget let eller ubetydeliat!« udi
brpd Greven med en Stemmq sont vidnede Im Ein-ds
bevægelsr. »Nei, tcere Ven, det er tusinde Gange letter-e
at staa i, hvad der hos os siulde ital-des »den store Zirii3«
for Herrens Folt, end i stille Trosstimodialyed at tunne
holde nd i den daglige »lille Gernisng«! Jeg srasalder
niit Krav paa at anmelde Strickert lyos Justitssorvaltes
ren; man-sie ajortde jeg det blot for at saa en Lejlighed
til at udmærte mig. Jeg overrumples saa let as mit
gamle Wenn-esse at jeg vist aldrig bukde sætte niig i
nogen sor den lille troende Stare upraesentativ Stil
ling. Dei enesste, jeg opnaay er at vanære den«
»Sitz ttte saaledes, kam, højt cerede Brod-er,« sagde
Kapellsanen nannt, ,,vi har alle en dyb Erkendelse as
den store Tadnemlighedsgæld, vi staat i til not utrcet
telige, kærlige, runddhaawdede Foreninaösorrnawd, — han
dar faaeit Wem-de til at vcete et mægtigt Redstab i Guds
Hauer-d til at udbrede og besæste Evangeliets Magt her
i Egnenx ved Gulds Walde stal det ogisaa i Fremtiden
blive saaledes ved.«
Gteven hast-de reist ssig, han stod og san ud igennem
de aabne Vinidwer og svarede ikvex bang Blit var aanldsi
sravcetenide, idet hvilede ikte paa de mangesarvede Ra
battee og pynstelige Heette i vDavon indensor, itke heller
paa l»den omgivende Paris gronne Træer — det tabte sig
i svmvdm Tit-ers duntkle South-edit Og lidt estee lidt
diev idet ser dunkel-t; tder ladde sig en Mttg Glanz over
det. Oceven for hastig med Waden over ijene og
Mode idem-ed to store Tau-ret, eder jwst perlede frem
i Die-new
»Bei-unten Bei-dre, tyvo J er, som vleve taldte,«
lasse Stolelcereven osg M dersan Möbel-ein »ttte
W Vise est-et Kjdeh istke mange Mægtige, itte mange
Wenn-; nun det Isor Moden Dankt-ge udvalgte Gud
for at bestem-me de Mie»»« Naar ihan imidlertid
Mdet en vsf de fernem-ne —- smde vi san ttte devas
WLovatWieosdeflaWMogdesto nig
UCeTe M for en sW Mck swdet2«
»Ob«-I W Ovid-« M Geer-h idet han« Rtst
—
VMINWHM seen-tot used
WVW SM, som
inwiewme O.I.
sicelvede as Sin«ds-bevægelse, ,,sorstcerker den Følelfe .if
Ydmygelse, ssosm sør overvælsdedse smig —- men forser
ogsaa Følelsen as lden Nsacvde, Herren shar svist just mig.
Hvorletdes anvendte jeg viel de timlelige Gover, hvornced
han havde ndruistet mig? Jeg volssdde op, jeg traadie
usd i Vendem jeg lebe-de mit Liv hen Aar ester Aar udsen
Tiante paa noget asndet end mig selb; at tjene ham med
Inig betroetde Punid saldt mig i sVirlelighedsen al-dr-ig ind
————— om sen enid altid dar hast et ret blødt Hierielasg sur
ast bringe H-jcelp, hvor der transdte mig en timelig Hjælp
for Øje, man jeg erken·de, at jeg aldrig hjalp usden at
føle et levende Selvbeha.g Iderved Og hvor drev itte
ntin Drkesløgljed mig ftadig lcengsere og længere udl
Nlmr jeq betænker, lyvnr lamsgt jeg var kommen i For
glemmelse as, lwad jeg styldte baade min himmelsle csg
tnsin jordistse Range, min Huftvn, mine Tjenesftefoll og
undergivsne, hvor lasngt jeg oven i Købet var naaet psssa
Letsintdiglzedens og Lasstens Bej, san nrasa jeg spørge mig
selv, hvor det var min himmelsle Fader miuligtt at lie
tynire sstg mere otn en san fortabt Sen. O, hasn dar
vceret mig uwdgrmvdelig naadig!«
Der sbredte ssig et blidt Smil ooeir Kaspellanens
Llntsigsi. »Don hat sotr Stil at handle saaledesz der Or
Beviser derpaa i Overslødighed,« sag-de han halvt for
lig fekVJ »Men-« fortfatte han, »je-g ncegter itte, ait jeq
fik en aldeles særlig Fornemmelse as hans Magi, da
jeg eesarede, ast hain hasvlde unsderlagt -sig Greven Pan
Rösl«
,,Ja,« insdftød Greven glad —- ,,jeg lan tcensle det.
Og Monden, hvorpcta han giist til Vier-ts, — hvor ejen
domtnelig var den Elte. Hxnn sen-die mig en Himleng
Engel at ftansdfe min Ulytlesscerd — men »den liille pjal
tedse, barbenede, ssorsultne Lise sra Bakkestuen maattte paa
hans Bud ndsøre den Engletjenefte, hvorigennem .ng
sittlde reddes. Hasm være evig Tal og Lo-o!«
Rumtnelen as en Vogn hortes paa Afstcmd, og An
derfosn gil hen til det Bindue, hvorsra man faia nied nd
Aleem ,,-«det er Mcvds Olssen sra Bredegaard,« sagde hat«-.
»ng «tcen-ler, han lomnner sor at hente mig. Det er
ogsaa en lcer Brosder. Han har sillert verret intde i
Byen sor at fasa Beste-d om, hvosrledes det var gaaet
msvg.«
Det vawde itle længe, sør Banden var naaet osp i
Gaavden og vist op i Bibliothelet, hvor han strals stud
scestesde Vennens Formodninig. J Byen havde han saaet
at vide, at denne var given sri og sulgt med Greven til
Näg; derhen hande han dersok nu lbegivet stg.
,,Ja,« sagde Gveven, »dan- Olson kommen et Zie
blil før, lunde han have afgivet sin Stemme i en Sai,
jeg havde brngst paa Baue, om ivii ille stulde met-de Leus
mond Striclert hos Jntstitssosrvsalterem — men nu er
Zagen allerede asgjortx Anders-fort vil ikle, og jeg bar
laldet For-Nagel salde.«
,,Maasie det var det bedste, naaidge Hr. Greoe,«
sagide Olsfon ltetcrnlfomh »ellers er jeg ogsaa ass den
Mening, at Ret stal vcere Ret, og a!t, om Komniissionæ
ten gør Urei, faa stal han bøde derfor. Men vi Bon
der hat altsor latnge vceret tossegode, usle og fordrutkie
til at den Stags Herrer still-de brnde sig om Lov csg
Ret hvad og angaar. Først nma vi derfor Vise, at oi
har lært at agte os selb, saa stal vt ndl staffe os Agtelsc
hos band-e disse og ansdre as vor-e Overmænd July
Greven ta’er det jo islte ilde op, jeg er altid vant til
at sige lige rent nid, hbaid jeg tcenler. For Reiten er det
vist tun liaa sotn saa nie-d Klogstaben i, at det »helli«,1e
Rat« griber til Sonst-den selv otn det lunde lyttes os
at hitgqe et Øre as denn-e hersens Strickert, stulde det
dog frden Hin-a os sdes vcerre. Konventikelplataten er
not ilte til at spøge med; Striclert er i Grund-en en
stillelig Fyr, men han lan tirres op, og han har Loeexr
i Baglyaanden Lasd og dersor vent-e, naadige He. Greue;
Idet er i Herrens Atti-d vi staat, og han stal not til sin
Tid vide ast hjcrlpe os igennem.«
»Du har Ret deri, tcere Olsson,« sagt-e Greoen,
»at san loenge Von-den ittie selv har rejst sig fra sin »Has
behovsXFornedrelsg tan han aldrtg viwde Respekt. ch
sosrsømmer sit Agevbrug, vanrøsgter tsin Adlsganvd Atem
nter al Htisfliid, modarbeider Folleslolen og lever sont
et Dyr; det er llart, at han under san-dankte Forhold
maa komme i Forag«t. Forensd jeg gennem vor Asdent-T
forening og den sen-etc valte aansdelige Bevcegelfe her
pasa lEignen leerte Banden alt tende, som hasn lan mee, —
ja, mesd lyoilte Der lau jeg vel selv paa haml »Durn
som en Bonde«...»suld sont en Bon«de«...»bonide
sedte«...,,Bondedrog«...Sproget vrimler jo af Ord
og Udtryt, som alle vidner om den Foragt, han har
pawdraget fig. Nasar er dette stet? Jlle i den Tib, som
bed, at Follets Loivmcensd siulsde vcere Bon-despnner,
ilte saa lcensge Lasndets Frihed vcergiedes as Bondehære,
itsle heller i de Dage, da Sveiriges store Koaner su detes
Trone ftptbet as Bomdens selvopossrende Fædrelandslær
lighed og var-ne feist-ne Tro; nej, det er Bittendeotnens
Berl, idet er en Folge as Husbehovgisiens ødelæggende
«deflydelse. Forer han blivee hjulpen uid as den, vtl
han wldrig lunne rejseö. Men dein vtgtigere er det,
at vi driver Afholdssagen "rem og saair Guds Ord sor
lnndt i Annd osg Sandhed. -Jeg losvet indtil videre at
lade Inftitstfowalteren Oceire i Fted. Den anden Vej
siører silrere til Maalet — det erlendee jeg. Jlle saar je g
vel Lov at se det naaet; »men det l l al n a a s, selv osm det
itle Vom-mer tsil at gaa rosi."
JVetl italt, naadige Ot. Grene«, sasgde Oslssvnz »sa:
er vi alle entge.« — Greven greb beweget hans stemealte
haanid og rystede den hjevteligz ,,»det«, sagsde han damit,
,,at der endnu »den Dag Ei Dan ssindes saadanne BInder
Form du, Nr, at man endnu ftadig tsr istge: »Alle d G u d
og Stdn-Wes Alms.ne.«
Dei raslede sltdct ped Mlmtsem smen den gtl iilsle op.
Man W nogle Sle lssom om en sblssd, ltlle Hund
lbanlede xpwa Osten; Prall-ten lulslede den otp — og t neefte
Øjedlil straeedte en lille wdkkwdet og klar-M Dreng lud
i Wer-elfen medenz en andeu, tbleg og wf lygeltg Udseende,
ltgefmn ltdt Ky, sblev staaende tusdenfor ved Malen
I »So det«, Wirt-d Grotten Wind Messe de few-n
Legelnnwatetl Oe J M twite asf wi viere ade, st
den J m bat Inn-del W til MUMMI«
»He-, MS las-de ltlle Sten-, »der er not msorsosntt
demde —- M Mit vkl CMV Dem W; her synel han,
der er msorssosmt Osg saa saa’ svi Sara tomsmez hsim skulss
de visst lden-te mig ind i Sensg —- og saa skyndte vi os her
hen. Papa, tan jeg iktte faa Lov at være lidt lcensgere
Vsppe, date lidt?«
Jnd igennern de aabne Vinduer trcengte Lyden af
Aftentloklen -ved Avlsgaarden Olsson reiste si-g, Sto
lelcereren fulgte E"tsemplet; det var paa Tide for dem at
begive ssig af Sied. »He-m du, Sten?« spurgte Greivenx
»niu rinaer Klar-ten halv ni —— der lan da not soære Grsund
sor dig til at taenke paa -Sengen?«
Astenbønnen Vfrem til Halv, lsovede du mig jo, at jeg stul
de saa iLov at Var-se med en Gang ismelleml Nils faar Lor
at vaere med hver Aste-n, na han er itte ældre end jeg.«
»Naa, saa tom med da«, saade Greven varmt oa
lysssede Drengen paa Banden. «Vi fkal derned nu. —
Foltene venter allerede«, tilfø-jede lhan, idet han Vendte
sig til de andre; »jeg shar astortet Arbejdstiden for dem,
for at vi kan saa Tid til falles Astensdøn sør Aftensma
den; men vi maa pas-se psaa Minuterne. Jeg haa«ber, at
Brødrene Kläesson og Ilndersson har nogsle Ord at sige
es i Aften til Trost og Formaning, enten begge eller een
asf dem?« I
»Nu: faar jea ogfaa Lov sat vcere med, du!« tritt-mie-!
rede Sten, idet han atter ssluttede sig til sin lille Kam-I
merat, sont just traadte til Side for at lade Greven vg.
hans Vsenner stomime farbi. ,,Tcenl du, hvnr Sara Vil
lede efter mig!«
»Gaar det an, mon, at jeg følger med«, kyniskede Nils
forsagi. »Ja vist gør det det!« «snarede Sten inunterL
,,Mama siger, at Papas Venner er sbare simtple Fo-l«k, oq
saadan nogle behøver du da itte at .vcere bange for? Kam
du dare! Olah du, bvor det er morsomt at san Lov at
vaere st·or!«
Og saa styndte shan sig efter de andre, idet han trat
Nils med sig.
Det aitl aldeles, soin lille Sten havde sorudsagt;
Sara ledte aldeles fortsvisvlet ester dam. Ude af Stand
til at finde «i)a«rn dar-de hun til Slut ingen anden Udvej
end at indberette Sagen sfor Greoinden. Denne paahørte
med sstigende Uro Beretningen orn hendes Søgenz hvor
kunde Drengen dog være bleven as? Just i Begreb med at
ile ud for at saette flereKreefter i Bevægelse til hans Paa
arisbelse, mødtes Grevinden dog ass det mest bersolsigende
Ssyn, da hendes lille Søn med sejersstvlt Mine traadte
sind i Bærelset og uden at afvente noget Spøvgsmsaal
sstrails gav Bereining som, hvor han havde været.
»Jeg sit Lov at gaa til Aftenbøn med Papa«, nd
sraabte han muntern »oa ved du hand, Mama: jeg faldt
Taldeles ilte i Soan De sang saa pcent, og saa prækede de
lsare lort; men oed du hand: Store-Pe’er fasldt alligevel
i -3øvn, ja d«n, det giorde ban, og han inorkede saa sor
strcettelig «højt: smen Pan-a rHier-te der reist ikte, idet mind
»ste sagde han inaentingt«
Grevsindens Anssigt var isten-et siaa markt, at nenne-Z
lille Søn rncertede det. »Du er da ikte vred paa mig?-«
spurate lian lidt modfaldenx Man-r gar mis( Lob at gaa
med. Nils er der doer eneite Akten, da ieg er liae san
»sior sont han!«
T »Gaa nn strals i Jenas sparede Grevinden itrænat
da afvisenre; Sara tga Ham ved Haandem cg deage
« ijaernede iia.
F ,,Ze nu bare«, fagde Sara D; iknaastasnth dJ de
,var tornne ind i Bornetaninieret, »Es-vor vred han lyar
kajort sin Mamal Hirn tnsiede Hain ·i-tke, hun sagde ikke
engana Godnatt Jeg taler itte om, at han bar ladet 111i.;
krende mer end en haer Time med Hiertet i Halsen ok; lede
Leiter hain —- nien at han tnrsde gøre sin Mama saa ked
Taf det, dek bar-de jea doa itte troet.«
I »Ja«, svarede litt Sten gnavent, »det er bist bsre
"dia, sani dar rendt Ia 7ladret7 Hoad itulde det aøre codt
Einr? Der er da itle noget ondt E, at jeg Haar til Atten
«5on med min Papa?« I
»Jo, vel er der det«, faarede Sara, «l)an ved wen-at
zgodn at dans Mama itte snnes ern den Slags Paasnnd.T
" Og fordi hans Papa er bleven lidt underlig, stal ban oel
silke gøre sin TMama led af det ved at rende ester de hel
lige.«
,,Aah, starn dig noget«, sagde Sten, rød asf Harme,
og tnyttede sin lille Haand, ,,l)vor For du tale saadan am
niiin Papa? Vil du strals tie stille; jeg oil ikke høre eet
Ord mere.«
»Samme Sind har de allesamsmen«, nisumslede Sa
ra, medens hun ornhyggelig stop-pede sin lille Potentat ned
i Sengen ag derefter lagde Tæppet til rette. »Ju, nu
gaar jeg, for jeg hører hans Mama komme; prøv nu paa
at vaere rigtig artig imsod hende, saa er han en giod .Dreng.«
Hun gik, ag et Øjeblit ester traadte Grevinden ind.
Efter ast have gjort en Vending osmlriing i Vierelset satte
hun stg »ved sin Søns Sena. »Vi( du ikte have, at jeg
sial bede din Von med dig?« spursgte hun.
»Nej«, svarede Sten kort og bestemt.
Ved hmdes sørste Spørasmaal bavde der ligget en
sagte Skælven i sStemimen. Nu dar den dorte. Ovarer
itsle?« Ispurgte hatn toldst og haardi.
«iPapa beder Gedre end du«, svarede Sten, »men du
vil alliigevel itle lade mig were med, naar han holder
Bøn med de andre. Papa Tiger, at Gud ibke hører andre
Banner ensd dem, man beder af srst -Hjerte, men du ladet
smisg jo bare Icese et og samsrne Vers pp dver Aften, ag
jeg sorstaar ikte engansg, hvad det betyder. Og saa er du
saa slesm imsod Papa osg leerer osgssaa Sara at were det.««
Grevttrden sblev meget .bleg, men Sten hat-de liutkct
stne Wne og saa det itlr. Hun blev stddende i Tavöhed
en Stund, en lille Stund, Esna reiste htm sig og gib Sten
Imævkede det «-sprst, da hun litt-bebe Dpretn
»Gott-nah Ma-nva!« raabte han efter hende, men hun
ihstsbe det iste.
Gan trat Avmene op over Tappeh foldede seen
der-ne psg sagdex »New Gad, bovar W, Maimen MU,
Sasoa og di allesammen og sgpr sos alle til dine Bvrrn
Dei better jeg dtg am als Vierte-L Amen i Jesu Nimmt«
saa time-de hart Bin-ne sog falsdt i en gvd og rolig Sporn
Fra sin Drensgss Seng var Grevinden tlet nd i det fri.
Ort-n Wnsdt sig si et tsulsdsimtdtgtt Sindssoptsrz Wdes
Vierte Maler atf Smerte, medens thun baa smmne Tid fel
te tstg Msteoktektg Mlsat til at tut-de bryde den lange
W, hvormed shun i det Itdstr Aar havde W sin
Mand. Don than-de ttet Of den Grule at W for-M; at
Baandet imellem dem let tunde fuldstkendig sonder-I
detsom hun nagen Sinde tillod sig at tale ud R- U
imod svilde hun tale Baandet var alletedse ish
stehet LJ a n s Hsjerie havde hun fot ltensge siden M
Jnu havde han ogsaa røsvet hende Bat-new —- hvasd M
»h-un vel nsu tilbage?
i Hnn vid»ste, at han, naat han hasvsde spist til Mit-,
«splejede at gaa ned i Pasvken osg gerne satte ssig paa es (
Bæntene ved Søbteddenx dethen stytede hun detsot f
Slridt. Undet Vejs anstreengte hsun sig sot at W
Zinkmen i sit Jndte; hun svilde vcete tolig —- i
in a a t te væte det. Ovad hun havde at siae, kunde GI
lets tabe sin Bethdnsina Otn hnn syntes op-r«øtt, vilde I
itte otpfatte det, hun agtede at sige, ssom Alvot; OF U
-stulde dog just indeholde den dnbeste A-l.vot, som kymt tsc
dede over.
Gteven sad .y-detst Paa den h-alsvt»u-nde Bcent O
ved Stunden; hans Øjne shvilede Paa den as Afttuiåc
sen nu og da let krusende Vandslade, i hvilken den ex-:
tet slhse Aftenhiimmel venlig spejlede isig. Da hatt VI
te den kommendes Stridt, vendte han tsig. »Ebba'·· Id
IIJtød han fotUn-dtet, ,,et det digZ Korn-met du W
endda iaa sent paa Aftenen?«s«
,,J—eg vilde ttæfse dig —- dersot et jeg tommen', Its
de Gtevinden toldt. »Pasa denne Tid as Dagen et I
svel ikke hindtet i at otfte msig nogle Msinuter2«
,,Deti er det meget sjceldent noget, der hisndtet II
»den din egen Utilsgcengelighed«, saatede Gteven. III
visl j-o selv alsdtig være samtnen med mig, og naat Qi tk
sa«mmen, er du jo altid st.utn.«
«Ja«, spatede Gtevinden med ansttcengt Ro, M
hat du Ret. Du hat omsgivet dig smed en Verm-ZU
som jeg ikke pas-set til, shvetken i Fødsel, Scedvanet III
Lisvsanstuelse Du hat ostet mig for stit at tunm ps
give dig til dine ulhkkeligse Religionsstrupler, du has h
satnme Formaal ptisgivet alt, hvad Bhrd, Dannelie s
ydre Stilling butde kræve asf dig. At insdlade msig i Sis
talet, det uafladelig kredset om SpsøtgsmsaaL sank S
Selvtetfætdisghed og Fanatissme hindret digs i at se s
detledes end i et faiskt Lys, hat jeg ilke fsundet til M
Nytte; jeg hat detfat, soem du its-ger, Ioceret ,,st1mn«, ZU
.Haa.b, at du lidt est-et lidt stuslide isomsme til Erim-O
as dine Ovetdrivelset og endelsig en Gang finde M
ILigchegL Men jeg hat mästet Haa!be-t, og detfot et Uz
jeg nu ta"let.«
»Tilgiv tnsig, Esbsba«, sagde Greven vemodig, ,
jeg hat plaget dig sot meget med at tale om det »e-ne fis
nsødne«. Jeg trot, at jeg hat gjdtt det, og jeg følek U
dhlbt det ukloge deri. tMin Kætlighed til dig matt L
dog «kunne tjene mig til Undsthldning Det hat liggei IIIv
spaa Hierte at vatetage dit evige Bel, dsin Sic
Ftelse — jeg tr-:ede, jeg kunde lvinde dig ved at beisms
dia, oq jeg 1ait detfot hooedtuls til Vætks. Erkendeisst
as at jeg Der-: «d blot hat fotøget din Uvillie mod Heu-«
hat vætet mig den tnngeste Sttsasf for sniin Ubetcenkitsss
hed««
,,Jeg inaa lade dig vide«, sagde Grevinden » I
hendes Læbet ditrede af Sinsdstbevcegelse — »at du III
stcndslylde mig, naat jeg liae saa lidt nsu som føt findet H
stittet til at opttaede som entsen min ellet andres anni
lige Vejledet eller Dom-met. Jesg ha t haft høsje Tat-U
om dia: der va t»en Tid, da jeg ikke ansaa nosget W
sot for stott, nagen Ospgave for for høsj fot di-g. Hw
ledes opfvldte du disfe mine . . . . DrøiiisneZ Jeg D
maattet lade dem «flyve, den ene ester den anden; og M
t du adskillige Gan-ge hat nødt mig til at dlsues ved EI
tendelsen af, at jeg var —- ja, du tutde ttcenge til aj ds
ve niindet detom, en — D ta n let s Hatstra, hat du ist
arusomt som vel muligt sveget smine Fosrhaabninget sitt
din Oprejssning af denne Last oed usitandietig as Max-is
dig til sen aandelia Rats, som itte blot hat gjott d:-;-s A
Genstansd for alles Medynk og Lattet, men som sams
dig iudscetter dig for hotgetlig Sttats som Siniugptsfp
kant og Pietist, naar som helst Provsten vil melde U
Og dette et en Gsteve von Tørne . . . . dette et II
«Mand, til shvetn im i n Stcebne et bunden!«
Hnn talte hurtigete og hurtigete, heftigen og O
tigete; han faa paa hende med et bekymret og spøtgeph
Blit. »Du tan ikke tale strcengt not, fotsagtelisg nok II
min dybe Usselhed«, sag-de han, »jeg dømtnet mig fis
tusinde Gan-ge hnatdete end d.u; men hvatfor siget h
mig alt dette nu? Er der noget sætligt, som hat oMI
dig? Kcete Eihha, (sig mig det da — i alt, hvad der I
sangaat lmit Forhold til Herden, ved du ja, at jeg sit-;
gerne vil spie disg.«
»Du hast Ret — det er noget scetligt, sam. støni ist
Halletede føt anede det, i Asten et bleven miig fulde
llsatt,« sagde Gtevinden. »Du hasvde beredet mig E
paa eet ncert mit Batns Hinte. Men ogsaa dei istin
dig sor meget for mig, ogssaa det hat du nu, nu i M
tasget fra mig. Betænkte du ogsaa, at, naar du gjotk
det, søndettev du det istdste Baand imelletn visi«
,,Jeg fotstasat dig istke,« svarede Greven. »Ou- U
tilde taale et Sandhedens Ord, sagt i den Vatmesste D
.iigshed, vitde jeg ssige di-g, at om du hat fu«-me at di- s
miistet Dtengiens Hierte, tutde det viere stet paa GU
as dit sfot et Batn alt fot tfotdtingssfulde Vcesenx II
g«lem-met, at ogsaa Batnet Geh-ver en vig Frihed sit
at tunne udvitle -sig, sog at Fotældtene bør iste sit-h
estet at kommandete, men at lede Udvtitlingem ZU
miig «ang-aat, hat jeg i al Stillhed sagt at vende U
Htjette til Gud, —- hvot tan du stge, hvot kan du its
.at jeg hat villet vende det sra dig, hans Roderi« -
»Du hat itke desto mindre gjott det,« sagde —
iwden. ,,Og sved, som du siget, at ,,an hans VIII
til Gut-« fsører du ham ind i det sann-me oversM
Smtmeti. som hat betaget dig selt. Skal der gives I
gen Redning for Ba-,vnet maa det sttgotes fta din JOH
flydelse. Jeg lfotdtet devsvt at dig, at ldu W
Warnet stil mig alene, og at du ttde msodsættee bis-I
Øniste, at kotlade Ne- Jog dan ttte langen M
den tritt-send Gntsomhed, som tm i saa mange Us
ervd under saa fotsstellige Forlholld that ver-rot sb- U
jeg imiaa sbott . . . snaitt . . . itfottsvet!«
—-——(O)--—
Gsitsm
