Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 22, 1907)
Genucmstærena Jndre og ydte Liv. Stil-but Of H o r a t i o. s Oversat sra Svenst as l Past. G. Mit n s te r, Lutastirten, Kobenhavn. ’ . (Fottsat.) »Ja, ser du«, sagde Ztrictert sorlegen, »det er i Gvunden brave og stittelige Mennester — Og saa bor Greven paa Niis indensor Distrittet, og deit am- Sagen niere tilden, end du tror. Ja, ja, du ved itte, hvor svært det er at lodse scg frem melletn Potentaterne her paa ngen Dei git endda an, san længe den gamsle Konge levede —· men nn sstal so alting være liberalt." ,,Hvor?« brølede Lensmand Ørn harmfuldi. ,,Jtte i mit Distritt, saa længe jeg har Ncksen intellem begge Øjnene, det stal jeg svare sor. Hvad vedtomsmende agter at gsre i Stockholm, det blander jeg mig itte i, —- men her stal det gaa efter den gamle Ordning, det stal jeg vise.« Stricterst hørte et damivet Raab og vendte sig om. Dei var Niels Perssom som havde raabt, og nu gav dem Tegn til nt sta«ndse. Det gjorde de san, vg Nils Persson sprang ned as sin Bogn og tom hen til dein. »Der smuttede en Karl nd as Stoven lidt tangere henne,« sagde han med sagte Stemme; »han ter langs Gærdet, til han naaede Broen, — under den ligger han nu. Det er lovligt mørtt nu, saa jeg tsunde itte rigtig se det — men maaste er det en as de gtaa Drenge«.«·) V) Tugthusfanger, saaledes laldte paa Grund as den graa FanaedragL O. A. »Bei stal vi snart se ester,« sagde Ørm vi toter, som vi ingenting vidste, over Broen, J bliver paa denn Sside. Saa springer vi af Paa een Gang —- jeg vaataaer mig at faa ham srem med Pistolen. Var der tnn een?« »Nun een,« svarede Persson, ,,men om de andre ligger i Baghold et Steds, det ved jeg itte.« »De annriber itte, vær du rolig svr det,« svared: Ørn. ,,-Op nu, og ger, som jeg hat sagt.« Nils Pers-san vendte tilbage ti! sit KoretøL og Tu ren fortsattes ester Lensmandens Ordrer. Da de to Lensmcend i rast Fart rnllede over Broen, strammede Ørn hastig Tømmerne og var i eet Spring nede paa Beim. Sognefogeden og Niels Persson gjorde lige saa. Jnden et Øjeblits Fort-b hasvde Ørn gennern en Sprac te i den brsstsreldige Bro opdaget Fnren og raabte nu til ham, at dersom han itte vilde have en Kugle i Krop pen, maaitte han trybe nd paa alle site —- tøvede han, eller rejste han sig op, var han en Dsdens Mand. Og ud vaa alle site tom efter et Par Minutters Fort-b en laset, stindmager Stattel, som i samme Øjes blit han tdm trybende, blev greben as Sognesosgeden og Ntickls Persson, der vaa et Vint as Strietert havde stillet sig parat dertil. Saa snart Visitationen havde vist, at han ingen Vaaben havde paa sig, holdt Ørn et tort Forshpr over hainx det stemgit deras, at han hod Bom, var fkm Landsbystomager og en as de tre Rsmnings mæwd; at han i de otte Dage, som var gaaet siden Rom ningen, næsten itte hat-de nydt nogen Føde, da ftørste Delen as baade den Brandevin vg as de Levnedsmsi«dler, de havde faaet fat paa ved Jndbrwd,var taget for egen Rogning as hans Kammekaster; at han, da disse efter at have berasmmet et nyt Jndbrud til sørsttommensde Rat noget anlohne havde lagt sig til at sove, havde fundet det sitrest usortpvet at flygte fra dem, eftersom den ene as dem, V, Hans-son, havde svoret paa at jage Kniiven i hvem svm helst, der satte sig til Modværge ved det as ·taI-te Jndbrud, og for ovrigt Born selv havde næret Frygst for samme Strebne, da Hanssom stont det var hom, der havde tvunget ham til at deltage i Rømningem nu befrygtede, at han itte langere tunde holde nd at fstge med, og dersor havde antydet for »Prckste-Lasse"« den anden Kammer-at at det var bedre at ,,stitte Grisen« end at lade ham blive tilbage og rsbe dem. Efter at der var indhentet tyderligere Oplysninger om de to resterende Rømningsmænst Planer vg Op holdssted ssom Vom itte troede, de endwu haode forladt, da de sittst ptejede at rote sigefter Minat, og hans Flug-i vel turde have gjort dem raadvilde, fandt der i stsnste hast en Raadslagntng Sted mellem de to Lenömæwd, og skesluttedes det, at Strictert sttlsde tage Fang-n med sig og styndsomst begive sig hjern sor at hente Vaaben og demasa stode til de andre vsd Stovhuset, hvorshen Ørn saa imädlertid stulde spre Mastidstabot fra Sopdden Mset taa nemlig narmere, end Sjodden gjorde Gnade ved dot Stad, hvor man sornwdade, at Roms-rings Mdene ewdnu opholidt sig, og ved Strictetts Bollg Uden videre Tsven begav Strictert stg af Sted naaode hjem og sit Fawgen sat i sitter Forvaring i sin Mder. Gfter asi han hat-de ladet ham sonst-ne met den mäwndigse IM, oversitjttede hasn sit Arsenal til Eint-set tfirte sig devvaa stn Uniform, prsvede stm Plntoler og spendte sin Onggert om sig; saa var hat feeng og stulde first begive sig nd, da Deren git op. pg Kontoristen traatdte ind, sttvet og tret. «Jeg lagdt M her om ad,« sagde han nvod msrt Mine, «for a bede Fast-wies lI«) tacme nrtg et Par Sedler. Hans «) En i Sverrig nveget yndet samstlieer, tamrneratlig Eil-tate, namiig fra en yngre til en ældrr. QA M Baronen Mode mig som seedva·nlig, og hanc Hol æoværdtshod Provsten hjalp til. Jeg ejek itte en Stil (t-ng. Kredit sit feg, mon sog ttr itte lade viere med a betale med det Me. Zank-wen sig itte Ner »Da-r Mc sid til saadant noget nn,« svarede Stri edert wwme »Se: du itte —- ieg stal til« Stovs o Ifawge Bawdtttw Log dig paa Soff-un for i Nat, sa( tanvitaleotnM,naar-ieg tonomer tgeih Dahn jo da Wige W at drein-me øm.« »Is- Wie-f Mis- Mädels-— »Im solvn o Mdtdatsn mentegttte.. Vieren-automle sdet,« M Rai-Wink til AM, W W III fig, da han sag-de Farvel til dam, »at omgaas med fm Folt ensd med Filisstre.« Han havde hele Aftenen soærene omkring Hyslingefrøtnerne som Myggen om et Lys. Mel jeg horte, tyvsad Friherreinden sagde til Baronen on hom: »Don er svært paatrængende og naiv, denne her nye Huslcerer —s--- synes aldeles itle at lende sin Stilling.· —- »Passer godt hos Bosons,« gav Baronen til Snar Dei fit .Hr. Kandidaten for sin Ulejlighed." »Kommer itke mig ved,« sagtde Strictert kort — »læg dia der, og a-djø, min Beni« —- Dermed sor han nd as Vcerelset. Nogle Minntter efter lørte han« stung af sin Karl, as Sted ad Stovhuset til. LI- )tt st Oppe i en Stoobalte nrellem nogle Stenbslotte, som var overgroede med Hindbærduste, Blsaabærris og Stval dektaal, laa de to bortrømte Tngthussangey Hansson og Prceste-Lasse i dyb Sinon Deres Snoten hortes langt omtring og sil et Par Bogterdrenge, der var paa sVej hjem ad Stovsstierne, til at spidse Oren. »Bei er Silovtrolden, Peter,« sag-de den ene as dem med forstrcetnte Miner. »Du skal spytte ng slaa Kors for dig, du« ellers kan det gaa dig gal—t.« »Aa, Dumheder,« svarede Peter, »det er noget, gam le Kællinger got, men ilte jeg. Er det Stolz-holden stal vi se, hvordan hasn ser nd. Derfra,« pegede han, :»tommer Lyden.« »Er du rent tosset, Peter,« hvistede Kammeraten, da han uden Betænkning satte Kursen i den angivnc kRetnina l »Er-m du bare med, Kalle,« sagde Peter i en saa betryggende Tone, at Halle glemte sin Rædsel og sulgte Opfordringem Jo stærlere Lyden hørtes, desto forth tigere sneg de sig frem og haode snart naaet Krattet uden mindste Stof. Kalle standsede, han føtstc sig atter en Smsule angst; men Peter hoppede let som et Egern ned paa den store Stenblok, og bojende sig trem tittede han ned i Koattei. Øjeblitlelig trat han sig tilbaae. »Det er aldeles sittert Tyvene,« hvislede han Kalle i Øret, da han vcl var kommen tilbage til hom; »det er dem, som forrige Nat gjorde Jndbrusd hos Nævnsingemandenst« Kalle folte sig svært uhyageligt til Mode, det fore kom ham, som otn hans Fodder blev tunge som Bly og ligefrem grsoede fast i Jorden -’— men da Peter nden Toben gav sig Paa Ves, fulgte Kalle i største Hast efter. Forst paa Toppen af Balken standsede de. »Hivad vil du gøre?« Tspurgte Kalle, da han saa Peter lede i Græöset »Au, du slal ikte være bange,« sagde Peter, »nu naar de oä ilke, hoad de saa got. Min Brot tjente bog vaningk mandens — og ved du hvad: de Kansaljer hast-de fat i hans Troje den Nat, de tog den itke, men de rev den i Stntter — var det ikle pjaltets Nu stal de saa lidt Tal for sidcst fra mig, de Kceltringer!« Og msed al Kraft slyngede han den Sten, han en delig hat-de oalgt sig, ben ismod de to sovendes Hvilessted Den rannte Toppeft as Stenblol-len, sprang derved i sleri Styt«ter, hooraf et Mj liae hen imiod en mindre Blot og dersra dumpede ned i Krattet, hvor de sovende laa Uden at afvente nogen videre Folge as Heltedaader pillede de to Brenge as, det hurtigste de ortede. IMen PrwstwLaDses Snorten standsede brat; hat ihasode dromt, at han var bleven taget, og at Lensmandet bavde domt hatn til at stydes pasa Stedet —- han havdt short Skuddet lnal«de, og han folte, hvorledeö det gik han midt igennem Hjernen, nsu rejste han sig osp og stirred( otntring sig med et uhyggeligt Blit. · »Ja«saa,« sagde han til Slut, ,,-det var bare et Brom. At man da ilte engang tan saa Loo at vcere Ro, naar man sover!« Han satte Albuerne mod sine Knæ og sljulte An ksigtet i Hændernr. Saaledes sad han temsmelig lcenxn Oben-sanken i Tanster. Men plwdselig fo’r ban op, sac ssig onrtring og laldte paa Hanssom Bet git itle saa let at faa ham wagen. Men de iyttedes, i samme Øjeblik Kammeraten sit ham til a for-staa, at Bsom var dorte. Ba saa han sig om met opspilede Øjne og udbkjd i en Styvtesø as Eder. »Bei er din Styld Lasse,« sagde han endelig ox tnyttede Nceven imod hamz »det var dig, sorn hindred mig i at state Hatsen over paa det doone Kroe allered Bogen efter, da han begyndte at klynte. Bi havde j ttle Burg for ham mere —- den Forroeder!« »Tag nn itke saa oildt paa Vei, Hasnösoth svared Lazse estergioewde; »du sorstaar jo godt not, at saadar en Sliasgstnsing itte hat-de -duet. Om jeg ikte var gaaet Bergen for dig, var Born atdrig sulgt med —- og hoor dan var det saa gaaet? sBi haode tnatp vceret over Vold grobem inden han havde vceoet i For-her og rjbet «os nu er vt dog nacet et godt Styple Vet, og du ved tkli engang, om Mc Vom klarer stg bedst paa egen Haand Tte Mund hpj er loolig mange. Men jeg tror ttte, a svi nu statt tsve leengere just her — eller hvad synei du?« »Bei er tkke mssrtt not ewdnu,« ssvarede Bands-n anavent. ,-O«g saa er seg saa sulten. Hat du woget til : ibage, Lasse, saa gtv mig det — ellerö staat jeg dil . ihjelt« Masse gravede t den ene Lomsme og halede en de stimme op. Mde seh-ne den setv,« sagde han, »me1 : ldu san gerne tnge den.« Gunsson greb den straks og begyndte at sptsi EHX sag-de hun, tdet det ges i hinn, »je,1 feler nii Osaa kuldsleer — hae ikke oceret tor, siden oi svennmed : over Graden demede. Bei er da niogle for-denkt lav ssstcnmnede Folt her paa Egsnen —- tngenttng faar je poa mitg, tngenttng t mitg. Bet er et nsselt Lip, dette het Var du ingen· Brændetttni« »st,« swrede Kann-nennten tonlsst og krist. Ovad gaar dee af digW spurgte Danöson »B· gynder du at bit-ne feng« M er swlten liaesom du,« soarede Lasse, »og ott W pcm denne Mauer ftal not tage baade paa Kroo o -Sjeel.« ««Tyz, Prcesh det siget jeg dtg!« brolede Hans-sen »Unser du paa at splge somit-out Sau tcenge se Heil-er ted,g-rdudetosfan—slemtstedett« r sine Øjne i ham. ) i e i i i I ! e Z n Inn f—------kv »Du sagde jso nsylig selv,« sagde Lasse hisdssig, ,,a det er et usselst Liv —- jeg er daarligere sksabt dertil end du og kan dersor itie holde det usd saa længe.'· ,,Saa—asa, din Usselrhg,«« svor Hansson og boredi »Du er as sinere Sort end jeg, vsa1 dest Wen-ingen? For-di du har gaaet i Præstelære, for staar sig, og været Stolemcster, har stjaaiet Kommune Lassen og er bleven Mordbrænder — sordi du er blevexi kagstrøget første, anden, tredje og fjerdse Omgang, —- din alatragede Kanalje, har du da ingen Stam i LivetI Jeg er vokset op i en Rendestsem det ncegter jeg itke, men det kunde jeg ikke giøre spr; du hat vaeret keidre Falls Barn o-g er endda dømt Paa Livstid som Movdbrcender on Tyv — og saa iør du sigse mig, at du er sinere paa Idet ensd jeg? — Nei, gamle Lasse, det var en cvig Løgn J— og det slal du faa at høre paa selve D«oinn1«edasg, otn der er nogen.« Lasse svarede ikte. Han stak Fingrene gen-nein det pjwstede Haar og støttede Pan-den imod Haandleddenles Inder-fide Gennem hans Sjcel drog der en Rcetke as sMinder lige fra den Tid da han som Lille Barn i Hiern «met lege-de omkring sin Moder; han saa sig selv ved sm Faders Haand for første Gang vandre til Stole med Be gerne under Armen og Sindet fuldt as undrende For venstnliniger om, hvorledes det vilde blive, dsette, som hans Forældre sag-de ham, Var en nødvendig Betingelse for alt det herlige, han ,,si.u·lde blsive til« —- han mindedes sm Tid som Gnmnasiast, som Student, sine kceres Stolthed og Haab ..... men derpaa fulgte de mørte Billeder, Slag i Stag; først viste de ham det sørst«e, om end ned dysssede Tyveri. da han halvst beruset havde stjaalet en Kammerats Ur for at betale en Stpillegceld, oa derefter en uafbrudst Syntem indtil han nu som en fredløs For bryder forgæves spejdede ef·ter en Udvej iil at holde en Tilværelise oppe, hvis Usselhed vakte Foragt endogsaa has Manden fra Rendestenen. iHansyson missorstod hans Tavshed ,,J-eg tror«, sagde han haanlig, ,,at jeg gjorde dig bange med Dom medag? Nu er der maaske en allisgevel?« EKammeraten tad. »Jasaa«, sagde Hans-san under stigende Vrede, »du svarer iikeI Du er kanste for fin til det med? Eller er det, fordi du har løjet, du, løjet i, hvad du har sagt os dernesde i Sla.vehullet, nsaar vi ha’de det tyktere i Siec sen end sced·vanlig-vis? Er der nogen Damme-dag, eller er der ikke? Sagde du itte hunsdrede Gange, at de lcerde nu hasnde opda.get, at alt, hvad Præsten prceker, er bare Løgn, at, hvad der kaldes Guds Ost-d, er bare nogei, man hat hititet paa, og at der hverten er nagen Gud eller noget Helvede? Hat du ikke sagt det, din forhansdede Prceste s.vend? Vil du straks svare, eller , , , , ,« Hans Tale slød ud i Eder. Præsste-Lasse sad, som han sad. »Det er bedst for baade dig og mig«, sagde han« »at tænie saa lidt som mutigt psaa den Siags Ting." ,,Dse Tanter kommen enten man vil eller itke«, sagde Hansson, »og svarer du ikke, saa stal jeg niase Hiernen paa dig. Jeg vil viide, om det, du har sagt, er Løgn eller itte.« ) Lasse saa, at Hans-sor! reiste sig ag kendte for gosdst sra Tugthustisden hans vanvittige Hidsighed til itte at foestaa Faren. EJ eet Øjebliik var han paa Benene. Men Hans-san hat-de ham allerede fat. Lasse sølte hang verl - sdige Haand lutte sig som en tung Klo omlring den ene Arm, medens han saa hami med den anden Haand rode i scn Butselomme. ,,-Det var Løgn«, hvislede han med stælvende Stern-me, «de har bevisst det alt-samtnen, men »det er Løgn endda. Jeg har asldrig insdset det saa godt som nu. Slip mig, Hanzsoni Du stal brcende i «Hel«vede, om du rører mig! -— Gud ser dig!« Mæsten ufrivillig slap Hans-san sit Tag og saa sig -omkrin-g. lMen intet Skræmmebillede mødte hans Øje; Stenblotlene stod lige saa urørlige som spr, Træerne oa » EBurskene aabenbarede iike noget, Bin-den tnap rørste fig« - og Sluimringen faldt paa i den dybeste Fred »J«1«iaa. du løj altsaa«, sag-de han langsomt. ,Jia, det tcenkte : jeg not altid, selv om jeg itke sagde «det.« Gan gisk hen til sin sorrige Plads og satte sig met Havedet luden-de msod Stenblokkew ,,Vi stal snart as Sted hersta«, sagde han. sOgsaa Lsasse satte fig, dog saa langt ind i Basle ne, at han Iom bag:ved fin Kammer-at Bed et as Jud - Gradstyverierne i de sidste Netter var det lyktedes Lass( at bemægtige sig en Slødesralte, sam saa nosget nær pas sede hom; op as dens ene Baglomme heute-de han ni , sagte og fotsigtig en Osteslorpe, sosm han gar stg til a« udhule med NegCene uden at tage den helt frem. Smult efter Smtule stsppede han i sig; han gjorde det saa still( - og forssigtig, at der itte hørtes en Lyd derved. Men gan --ske nsventet drejede Hansson Hovedet og saa ham stoppi naget i Munde-n Ude as sig selv ais Raseri styvtede han op. »Du sag« . de nsylig, at du ingewting havde«, brølede han, »og he1 ssidder du og hugger i dig, mens jeg er ved at sulte ihjel Ida-m ftem med, hviasd du shar, sdin Bedvagerl' - »Ref«, streg Dasse forditrei. idet ham trat stg leen gere insd i Krattet, »jeg trænger selv dertil. Du har saa-e mange Gange saa nie-get som jeg, og dette her hat jex ser taget.« than stoppede slsyndsiomst en frsa Storpen asbrwdt Bii - ti Man-den, idet han fovsøgte btaiglæns at bryde igewnen Rrattet Men Man kastede sig over ham. Der o«p Istvd en fortvivlet wanw imellem dem. »Der er de«, hvistede Peter til Lensmand Ørn, son han havsde -trsusset, da Øvn i Spidsen for sin med Besser Haandspager og Høthve bevesbnede Stare var komnce1 smarcherewde sra Stoddem Peter havde paataget sig at vis Wei, han vidste, hvor »Kann-ljersne« var at sindr. Bei liStosvhuset sluttede Lenssmawd Strickert sig til dem me? sstn Wsideling, og nu git main kige paa Maalet. Men d Rolle hat-de pralet med Peterö Bedrift at drive en Ste: Tige ned k Matten hvor Email-Mem lau, mente Ørn at det skwtlde andre ham, am ikle hele Ekspeditionen slo feil; ilke var de blevet liegede naar de var blevet val asaa den Mauer-. Hain ein-saa det sor felvtnsdlysenide. at d saa snsart siom Wligst havde sorlaidt Siedet, som man n . spitde finde M. M desto stsskre Forwielse var de Peter ncu pegede paa de to Stagsbrsdre idet han hvstste de sti: »Der er det« J en Fort blev Pladsen omrlmget J sammt O blil som Hansson i Mdt Wasser-i huggede efier Kass raten med sm oplukkede Kwizty og denne i sin Anstu : gelfe for at udgaa Hugiget sublede og fasldt, styrtsde Skl ckert frem og flog bagfra sme Arme om Hanssonsz II Ssrkunder til —- og baade Hans-san og PrætsiesLaslse Ist bagbundne, i Rettens Volk-. Vsøndersne raubte Hure-. Peter og Kalle hujede asf Henrykkelsez Præste-L-asse tax men Hansfon, sosm til en Begywdelfe nceppe nok forM hvsad der gik for sig, gab slutteliig sin Stern-using Lufii if Række græsselige Gder, som endte i et væmmeligt Br Derpaia tiltraadte man Hjemturem og efter at de to FO gek, forfvarlig lænkede, var indsatte i Strickerts Kalk, hoc-r de til detes Forundrbng befandt sig Ansigt til It ssigt med deres Kamme-rat Bom, spredste de opbudte Sh, rer sig hver til sit, højlig form-jede over et saa ublodh og hurtigt Udfalsd af et For-wagende som j-o läge ssaq U tun-de have kostet Livet for baade een og flere. II- sis st s t t Allerede næste Dag afgik Fangetransporten s Tugtshuset Fra Striclerts Gasan lagsde man Vejen II ad Peter Olssons, hvor Hans Ansders.son, den arrnsterek Konoentikelprædilant afhente«des. Han sit sin PlaU imellem Prwste-Lasse og Bom; r t, synteg Sitriclut passede godt. ,,Gnd være mesd dig«, sagde hans Bart den gamle Bo-nde, og nikkede til ham; »Discisplen er Etsc over sin Mester; maatte han hcenge paa et Kurs intelle Rømere, lan du vel hænge mellem dem pan et VognsscedeF —- «Jeg priser Gud for en saadan Ære,« sagde Hast sagtmodig og niktede ogsaa. »Kør saal« kommandetek Striclert, og saa gik det as Sted Den sorreste Vog kørtes af en Sognefoged, men den anden, hvoti Hanzsos ll)efovdredes, kørstes as Strickert selv, medens Sognesogcs den sad paa Bagscedet med spcendt Pistol. Halovejs fra Byen laa Stensätra Gcestgivergaarh og der skiftede man Heste. Samtidig med at Faus transporten lørte insd i dens Gaard rullede en pynielis Landa.ur frem og gjorde ligeledes Holdt; lHeftene sinkst Vansdes. En Herre steg ud as Vognen for at rette W nene; han saa de to andre Køretøjer og nærmede sit dem, som det syntes, as Nysgerrighev. Lensmass Strickert og Sognefogeden hilste ham cerbsødig, Stricke-i derhos ined en vis Forlegenhed, som ilte sormindsstedets da den rejsende —- Greven sra Näs —- insesd Forundrins og Fortrydelse praeget isstt Ansigt, imellem de bortrzesks Tugthusssanger paa Fangevoanen bemerkede Konventi lelprceditantan, lcenket som de to andre med bnade Haaan jern og Foidlcenker. »Hm-d skal dette betyde?« udbrød han oz saa spi gende paa Lensmanden ,,Beder om Forliadelssq Hr. Greve«, svarede Strickes buttende, ,,Retten maa hawe sin Gang. Provsten as mesldte Sagen —- jeg er bare Redskabei. Ihrem omsstxcis sende Kolportør, blev grebet i Gaar i a-t præle ved Kos ventsitel og arresteredes som Løsgænsger, utendt paa Sh det.« ,,-Men jeg kiender ham«, sag-de Graben fottørnet, «de! er jo Stolelcerer Hans Anssderssson i Bro, en agtet og ht derlsig Mand, om end hans Fratte er slidt. Hvorledts tan Kommissar-en gaa saasledeg til Vcerts her? Dei et alsdeles u«sorssoarlsigt.« ,,-Det er paa Tjenastens Vegne, naadige Hr. Greci-«I svarede Sstrsiclsert med et nyt But ,gJ-eg staat unde Kosngens høje Ewbedsmand og handler ester haniö Ok dre. Befaler han, at Fyren statl løsliasdes, ster det dass-; men som en for mig ultendt Person og, est-er Anmeldecß sra den højærværdige Gefstligshed arebet i at beaaa los strsidia Handling, mener jeg, at han itle tan undgaa C iindstilles til Furcht-n Han gør god Gcwn hoor han II der, thi Skælmerne ved Siden as ham skal not hoO Mund, saa lcenge han kan høre hvert Ord, de siger. B tog dem, sammen med hcsm her, i Nat ude i Atsaistvvet Det er Jndbrudstyve og Voltdsmcensd, sarlige Band-its alle tre —- et godt Kup, sdet stal jeg love ior.' »Og paa Fangetærre samtnen med saadan ting stal i et tristent Lands ndraailtte Graben med Singt-« ,,en Person søres af Sted, som itke har gjorst ansdet U at adlyde Kristki de og virtte sor hans Rige!" Han venidte sig orn og gik til sin Bogn. Denved pas serede han fortbi det Kot-etc Pasa hviltet Hans Anders son sasd; denne hilste, o-g Graben stan«dsede. »Das-Ia its kiøret til B«yen,« sagsde han, »Da jeg haaber at tunne is de Hans Andersson en Plasds i msin Bagn, waar jeg ts E rer tilbage i Eftersmsiddag. Saa tian Näs Vlive Natte T kvarter. Der er, ser jeg, ret trangt her paa Swdet.« ,,Ensighed giver PlaxdsC sag-de Hans Anders s»blidt; »«mtine Kammerater her gsivet miig ingen Anle ning til ait klage.« «Jeg her-te godt, hvaid der blev sagt sdevhenine«, h « xstede Bom til Grevenx »det var san-di. Den hin T Ibuvde ikke løre med os. Men om Herren vtl den t god at spendete en lille Dram paa en sattig MI, T - sstasl jeg gsøve mig entdniu tyndere, saa swar han der M I Plang iGsreiven rtystede paa hol-eben men gav et Par SCH Istiwinigssedler til Sognesogsden med Qtdte M wt W Fauneme lidt Mad, nven ikle Brænsdevtin Saa git h - hen til sin Vogn og Horte vtdere. LHen paa Forsnriddagem just da Landshsvdtngu I ssin Embedsboligö Gkspdditisonskontor samtnen- med D ,·Lanidssetret(et havde geninemgaiwet Dagens nettap id l ) ) l I how-pos U-" Htrwsne Post og skulde til at mwdtasge Kronelensmud c ·Stvictevt, blev Gwv von Tørne meldt, som, paa sesfl ; Byen, ønslede at hilse paa Lan«dS-høvdingen«. Denne its stracks imod Graveu; Landstsekretceren gap W Strictert Ordre til at den-te msed ctt assgttve sisn M ,,Sævdeles glcsdelIi-g-t«, sagde Landshsvdingen sw biwdtllig, idet han tryskede Grabens Haaintd, »Den en U iat se en ellerö siaa sjceltden Gdsi. Hvatd soTrssasset Ists Æren as Das-gew« Eritis-ORD —(0)————