Gcnnem Skærene.
Indre og ydre Liv.
Städt-et
af
H o r a t i o.
Oveosat fra Ssvenst af
Papi. G. Miin ster, Lutustirten, Kobenhavn
Genick-) i
Greven satte fig saa bekvemt sont mutigt til Rette
i Vognen, lænede sig tilbage mod dens polstrede Ryg vg
lod sit Øje glide hen over de smilende Udsigter, Veer
fnemlned De var virtelig overmaade siønne. Langs med,
om end et Stytte neden for Vejen, blintede den lille
St i Sollyset; nu og da lendte en singtig Brife lidt
Bscgtssivæt mod Bredden, som i bugtendc Konturer be
besiyggedes af Eg og El i venlig Blanding med tyviio
stanimede Bitte; paa den anlden Side Seen hasvede
sLanidet sig i sagte Stigning op imod den stovbedeettede
Aas, som begrænsede Udsigten til denne Side, og sieden
for hoilten dc stiftende Belysninger ilod Brich Guarde og
Kirter og Marter aftegne sig med ulige Styrte lsigefoxn
paa et ftort Kort i ophpjet Arbejde. Men hvorledes end
Greven fogte at sfæftne Tantek og Blit paa dette tiltræt
tende Billede, erkor han nafladelig, at det itte lyttedes —«
det overltyggedes ubakmhjertigt af et andet Billede, som
han faa gerne vilde flygte fra, men som forfulgte hat«
med en oprorende Sterdighed Dei Villede var aldeleg
itte stiftende, det viste ham «blot et Var fuatig glinfende
Øjne og et betymret AnsigtsndtryL Forgaeoes ftirrende
paa -Landstal«-et omtring sin, folte hcm scg lidt effer lidt
overvarldet as den mest pinagtige Betlemthed, som til
Slut tvana ham til at gore Rede for dens Aarsag. Ja,
ban lunde itte dolge den for sig selvx det var ubehageliai
at ertende det —- men: det var et usselt Lin, han levede.
Han jog den Tante fra sig, men den lom strats
igen. Det var sandelig itte en Fremstid som den, han
havde tæntt fig. Han smindedes sine Planet under den
for ham ret totte, men alligsevel san tisltmtlende Studenq
tertid; det var dengang hans Mening efter at have tagetI
ftatsvidenftabelig Etsamen at vcktge den diplomatiftej
Bane — men faa indtraf Faderens Dødz og fom eneste
Aroing til den efterladte, itte iuanselige Formue, soml
trcevede hans Tilsyn, havde hasn maattet slippe Planernet
om en Baue, som oilde have fort haim udenlandT Saat
bavde han bestemt sig for den juridiste Vej; den forte,
naat alt tom til alt, alleklænaft —- og han vilde nan»
langt. Men den jun-Aste Etsamen var forekommet haan
altfor tedeligx han kunde itte holde de time Studier uds
Hans Venner havde ogsaa gjort ham indlylende, at en
Stilling som Grev Otto von Tørnes itte havde Ets
amenoforudsætninget behov, som tun var betegnede paa
smere almindelige Mennester. Naar man fom han var
rig Godsejer og Hoved for sin grevelige Æt og faale
des selvstreven paa Riddethnset, Jedwede man blot i
nogen Tid at taae Del og gsre sig bemærtet i det poli
tiste Liv for ret fnart at komme til at vcelge imellem en
Amtmandspost eller en -— Tatburet Ja, man havde sagt
hatn dette, og han havde troet det. Men hvorhen havde
da hans polittste Bane i Virteligiheden fort hom? Oder
ten til Amt-mandspost eller til Toburet — blot til en
Aftrog af Landet, hvor han aldrig spr haivde befand-r
sig vel, og hvor han nu maatte fordrioe Siden, faa gsodt
han kunde, med at tsre onrtring og dritte, snatte og
spille Kort med en Flot halodannede Landjuntere, som
han i Grunden fokagtede. Og laa fremstillede sig atter
for hans Blit disse merke, kintiae Øjne, og det bekom
tede Udtrvt i dette Anstat, som nn i man-ge Aar havde
verket det stonnefte, han tendte. Nu laa der fom en Sty
over det. Hvorfor? Han vilde itte spare. Men desuaastet
fornaim shan Sparen Hun betragtede nden Tvivl sin
Mand, som hun engang hat-de fat saa heft, og af hvem
hun haode haabet saa meget, fokn en Mand, der nu var
falsden oq forlist.
lBlodet fteg ham voldfomt til Hovedet Han tog
Hatten af og lod Binden vifte om den hede Bande. »Im
er itte «falden«, sagde han i sit stille Sind, »jeg er itte
fort-ist. Jeg rejser mig i det mindste, hvilten Stand jeg
.vil.«
Og saa trcengte der fig, trods al Modstand, atter
et Spørgsmaal frem: ,,Hvorfor visl du da itte?«
Han lod sine Tanter gaa san Sporhunde til alle
Sider for at udspejde Grunden hoorfor han itte vilde.
Og de tom isten, den ene efter den anden, men itte stolte
og opbrusende, sont de git ud, men forsagte og morle:
alle havde de blot udfundet een og samme Grund for
hans reducerede Tilftand, den nemlin, at han itte vidfte,
hvad han stutde taae sig for, om han trat sig ud af tin
Omgang «herne,de. Den var ganer vist usset og aands
fattig —- Grunden saa vel fom Omaangen — men det
var dog den eneste, som fandtes. ·
Beer var bleven dle og landet, Heftene git Fod for
Fod og standsede nu oed et Led, til hoillet der lra den
anden Side tom et Born springende, sjensyntig i dsn
hensigt at -fortjene en Stilling ved at wabne det. Dei var
en Pige paa saa omtrent syv Aar, og ljun hat-de itte
andet paa end en laset lille Kjolr. Saa fnart hun havde
nat-net Ledet, osg Bognen var tort deri;ennem, hoorvekt
hun sit sin forventede -Stillina, lod hun Ledet falde i igcn
og oendte tilbage samme Vej, hun oar kommen. Kasten
knaldede med Bitten, saa Heitene begyndte at lobe hur
tigere; ikte saa lnakt iagttog Pigen dette, for hun gjorde
det samme. Greven tun-de itte unsdgaa at merke, at hun
Ifenstynlig ltb omthp med hans Heite. Han troede
first, det ivar et Udllag at Munterhed hog hende; men
da han, idet han tsrte for-di hende, i hended magre lille»
Ansigt msinsdst af alt san Spor as fornojet Stemninax
men toærtismiod et Uidtryt at Gretdefeerdighed ja, For
tviolelse over, at hun, trodc sin poldsomme Anstmngelfe
umulig tun-de folge med, gav han Kasten Ordre til at
sagtne Forten. dan vtlde le, hvasd der tunde viere heu
Oks Hensigt med Lapi-bet. Længe help-rede hnn itte at
pentex ltdt efter stimtede han not et Led, og det viste
hom, at det var for Fortjenestem at lnm lot-. ;
«
Da hun ogsaa hadde lullet dette Led ap, og ngnen
var lørt igennem, lod Gteven ·sin Kufl holde og vinlede
Pigen hen til sig. »Du lebet flintt, mit Barm« sitng
l)a«n venlig, »men hvot bot du? Hat du maaste langt(
hie-M« ;
,,Nej,« svatede Pigen for-Pastet, ,,itle tet langt . . J
date . . . bagkved . . . den Balle det.« »
,,«Bot dine Fotwldre det?« sputgte Greven. ’
Batnet nillede og kalte i det sasmme sin Haand
frem. Gveven tog sin Pung op og ledte i den ined Fing
tene. »Hm-: mange Søslende hat du?« sputgte han.
,,-Tte levende,« ssvatede Pigen.
»Hoad bestiller din Fadet?« sputgte erven Videre.
»Da-n dtillet«, spare-de Pigen. mens Taaterne btød
frem i hensdes Øjne7 ,,l)an kam hijem i Gaar Middags
og dral asl Brandevinen op paa een Gang; siden hat
han sovet hele Tiden, og Mo’et siget, at han vist aldtia
vaagnet.«
»Mit ftallels Barm« sagde erven bevceget, »staa:
det saa ilde til.« Han valte hende en Specie og llappede
hende medlsidensde paa Hovedei. Det lyfte ap i Pigens
Anstat, da hun i ckisn Haand faa den state, blanke Mont,
hun grer hastig Gtevens Haansd, tryllede et hurtigt
Kys Paa den og ilede derpasa ind blandt Buslene, hvsok
hun snart forssvandi.
Kasten vilde til at ktre videre — men Greven gav
ham Ordte til at vente og stod af Vognen. El Øjeblil
itod han ligesom tvivltaadig; han vilde i Grunde-n itle,
—- men han gjotde ille, som han wilde, og ftyrede sine
Slridt i den Retning, Pigen havde taget, da hin-n iledc
bott. Snart sfandt han en Gangsti. sont fnsoede sig frem
imellem Trceerne, og den fulgte han. Da han var kom
men over paa den anden Side as Ballen, saa han Hu
set· Med Slorftmen hsalvvejs faldet ned, med Vinduez-.
tudetne revnede ellek helt ude og med Dsren Paa vid
Gab laa det omgivet og næften overgtoet af Staan- og
Brombaetbnsle med et af Ultudt overgtoet Kartoffel
ftnlle baaved sig; alt ialte oni Atmod og Elendighed.
Gteven gil endnu et Pat Slkidt; nu stod han lige vedj
Huiet, omend sijsult af de høje oa tcette Buste. Han hatte
derindefra Hallen og en fast Snotlen —- men i et Nu
blev det asldeles stille. Dog lun for nogle fasa Øjeblille.
El vildt, siærende Klaaeslrig afbtød hurtig StilhedenJ
cg det ledfaaedes af jamtende Bøtnestemmer.
»Fa’et et dad!« hatte han en llangløs, men alligc
vel gennemttcengende Kaindestemme sige derinde; »for-«
staat J, Bern! Jeg sagde jet, at faadan vilde det gaa.
Han fotbandede Brandevsisnem nu hat den fotbansdet haml
til iGenaæld Gud naade os — vi et alle samtnen for
bandede!« !
sGreven fotsto-d, at det var den dødes »Hu-stut, som»
kalte. Han ihsrte hende nogle Gange stønne tungt, medenst
Børnene blev ved med detes Jamten. Ubehagelig berørt
trat han sig tilbage for at farlade det uhyggelige SteH
men ufttvillig standsede han, da han paany hatte Stein-:
met inde fra Hufei.
Han lunde helt aodt se det hole fta den Plads,
book han ftod. Hulttuen itod i Domaibninigem Hendez
Ansigtsttcet, ihentaetede og statpe, Var fotdtelede af Sort,
Taaretsne sttømtnede ned ad hendes Kinder, ihun lnyttede
sin Haand oa talte den mod Himlen. »Jeg siger jet,
Botn,« usdbrød hun med en af Sindsbeveegelse dittende
Stamme, —- ,,Fa'et hat tlle asltid vætet faadan, som J
hat set dam; nef, det et Brandwinen, som hat sdelagt
ham — men detfot: Forbansdelse over dig, du Betts
hungle som aldtig lunsde lade lyam i Fted, og over je:
detovte, J HetslabsfolL som ille holder iet for gode til
at lave den Helvedesdtil, fom hat btagt Usselshed og
Elendiqhed over os.«
Ilwdee hojlydt Hallen trængte Bøtnene sig·om detes
Akt-det, sont attet gav sin Fortvivlelse Luft l et slærende
Strig. Der gil en Bceven over Gtevem han vendte sig og
Hilede derfta.
l ISnart ftod han atter ved fin Vogn. »Hvad er det
for Foll, sont bot i Husmandsstuen der ovte?« spuegte
han Kutten.
«Det er Jansens, naadiae Hr. Gteve«, svarede
denne. ,,Han var en Tid Fotlatl oppe paa Hettegaatden,
passede sine Saget aodt og blev gift med Stolemestetens
Dattetx men saa slulde ban hsjcelpe til med Brander-iet,
)oa det blev det helt pineaalt med hatn. Han blev tilsidst
helt gal eftet Brandevim Saa sil han Ballesiuen der
oppe, men det blev ille bedte for det. Han driller op,
hvad han fottjenet, og de hat vist itle i lang Tid haft
jKlaeder Paa Kroppen, lwetlen hans Kvne eller detez
;Børn.«
,,K-t,« sagde Gteven, »løt stcetlt«.
Oa Kuslen vaterede Otdte: men han kunde endda
ille take sin Husbond fta Jndtryllene fra Balle-stete
Yslxesøget De fuslate med. Gteven falle sia forbitret paa
sig sel-v, at han havde .begi.vet sig derben. Hvad havde
han haft det at aste? Det at høte sig selv fotbande var
da inaenting at traate efter. Han følte sia hajst ubeha
gelig til Mode. Men Vognen svinaede op for den stote
Trappe paa Høqslätt Beet-ten og flete af Gestetne ftod
rede til at tage imod ha«m, og fta Altanen paa 1. Sal
lsd ham i Mode en dundtende Bellamsthilsen fta Baron
v. Kardin, at der alletede var tinget samtnen til Bran
devinsbotdettx alle faa saa fotnøjede og hyggelige ud
— her stulde det nol blive bedte·
Men det faa lnavt ud dettil. Vel fremd-d Botdet
det tydeligste Bevis paa Hufets Beistand, og de omlring
famme siddende Gastet lunde ille godt vnste sig mete
ellet bedre, end hvad den venlige Viert og Beettinde gav
til bedfte; men Gteven tun-de desuagstet ille loinme i
-Stemsning. Vcertindsen niarlede det, sil strals den Mis
tanle, at Traltementet itle var hant tilpas og fslte
sig utolig dero-vet. hun undslylsdte Mkde fin Mangel
paa Kende til, hvotledes fornemsme Fall vilde have
det, og .l)ad ham ille tage deres Tatvelighed ilde op.
Graden fsorskltede med storsste Eltern-txt at slyun tog al
deles sejl —- hasn snnteö jo tveettismod at alt vat prag
tigt. Men saa lange han sad der asdsptedt og lfsaaimcelL
troede hun haim ille. Lidt eftet lidt ltste dog Vinen
s) Ei Maanid usindderoakt fsk der wenig-, hvpk
spener Vetter got sig til Gode med Smsrrebrssd med
sint Paalceg. Øc og Sirup-. O. A.
Tungernez Batonens starke Stemme lød stadig mere
oplivet gennein den alminsdelige Summen, Kaptajn
Zetterfeidts Histsoxier sulgtes as Ftptenekne Bosons ag»
den unge Kontorisis lydelige Lattersal«ver; ogsaa Prosvsten
sbidrog med nu og da indstuidte Ytringer til den alniin
delige Moto, og inden ensdnu de vceldige Fedelalvestege
eftersfulgtes af sden regede Stinte med dens dampende
sKartsoffelmos, vidnede de siestes blussende Ansigter og
oplisvede Minek ons, at de havde ladet vederfares Ret-«
scerdigihed hvad det gestfri Hing attet en Gang hande;
Vist sig at sormaa
Retter-ne og .Ta·lerne havde man endelig alle faaet
fra Haanden De, som lande, havde rejst stg fra Bor
sdet, og med fotnøjet Øjc mønstrede Warten sine vel for
Plejede Gæster. Dei oarede itte lange, inden han, efter
Stedets Stif, begyndte paa Langdansen, idet han med
ovet Rsnst istemte den dertil hørende Vise. Med Fri
hetreiinde v. sKarbin ved Haanden forte han den af de
øvrsisge Geester i en Fart formerede Kcede igennem Bac
relssevne, ned ad Trappen ud i Gaarden i Snonsinger og
Bugtn-in-ger, som as Deltagernes itke altid sitre Trin
gjordes frygtelig uregelmieöstge Greven, sotn var bie
ven dseroppe, hol-di fra et Vindu Øje med Kædens Gang
og geraadede ganssie pludfelig Ved Synet as Løjtnsant
Leyonstams vidunderlige energisie Hop og- gentagne
Mangel paa Balance i det ooldsomme Laiterudbrud.
Da ,,Rebet« paa ny ssnoede stg op ad Trappekne, fandt
Vertindesn hans Amsigt helt forandtet og følte sig selo
scerdeles tilfreds derved; Spillemandens Fiol hortes fra
Salen, hvor de unge og dekes sMødre samlede5, medens
de ældre Herrer inde i Patronens Værelse ved Toddt)
glas og Spillebord dampede as deres Piber og holdt
Passiaren i Gang, uforstnrrede af de slagne Helies
Snorten, hvitte briagtes tnd i Værelset ved Siden af.
Blandt disse befansdt stg nu for Tiden Baronenz men
da ved Astensmaden Kl. 1 onI Natten Vært og Vert
inde stulde tattes for en glad Dag, havde man, efter at
Gteven i Aftenenö Løb havde hørt til de gladeste blandi
de glade, allerede en god Stnnd maatiet regne ham til
de »forsvunidne,« og dei blev dersot Baronen, Tom paa
Gesternes Vegne maatte udibringe Tatkestaalen.
De, der boede i Nceeheden, assluitede dermed Goe
stebudet og tøkte hieni; men for dem, som havde lesen
gere «hjem, var der redt Sovelejer paa Siedet. Ogsaa
Frotost før Asskejsen den følgende Dag var sat paa Pro
grammet for deres Vedtomtnende, og overenssiemimende
her-med samledes de Morgenen eftet Festen endnn ens
Gang ointring Bordet i Spisesalen, efter at denne Var
befriet for sit værste Sind
Stemsningen var mere stille end Dagen fet. Its-ji
nainten opvarteide Damekne ved et mindre Bord, Greven
og Provsten havde paa Vcertens Anmodning tagei Plads
oed det store. Man sputgte eftet Batonen. i
,,Hsan hat taget isig en Prornenade i det dejligei
Vejr,« oplsyste Friherreinden »Allerede Klotten sei-H»
var han oppe, og den var ilte nie-get over dalvsyv, da
han git ud.«
»Ja, Papa er altid saa forscerdeiig tidlig Paa Far
de!« tilsføijede Festen Sigrid
,,Saa-aia,« lsd Baronens Steintne fka Entkeen,
,,er De virtelig allerede naaet til Fkotostent Giod
Mor-gen, god Morgen, naadige Herstab,« sortsatte han,
idei han traadte sind i cSaten, »jea troede tt«te, ai jeg
stulde blive den sidste. Men der Var saa megen DRI
pelse til Kassen paa Sengen i Morges, at ieg maatte
siasse msig lidt Motion for allerede Ved denne Tid at
tunne tage sfat paa ny.«
»Der er ingenting saa moksomt, som hvis vote
lEicester vil være saa venlige at lade sig det smage,·' sagde
Vertinden fornøjet, medens Patronen satte en Siok
sfrem til Baronen og bad ham tage Plads.
»Tai, Tat, min tære Boson,« sagsde Baronen gods
modig, idet han flog stg ned ved Bordet og greb Bkceins
sdevinsiflaftem «det stal vittelig gøre godt at faa sig en
Ilille Dram — Fahlu? acettek jeg; eller as eaen Tilvirk
lning maasteZ Apropos, oed de ærede Heerstader, at der
ji Dag er stor Foltefoklystelfe i Byen?«
»Hvad das-« spurgte flere Stem-met.
»Jo, der et stort «Asholdsmøde,« oplysie Baronen.
lfDei- staat som en Sttøm af Folt paa Vejen til Besen.
.»Hva’ tender J eftet?« sputgte jeg en Flot, ieg tnødte.
»Jo, Ashu«lden-tyi’ed,« sagde de. Det er denne Fantast,
sont refsek Landet rundt Da prceter mod Brandevinen
Han vil nu, forstaar J, ogsaa fylde vor Egn med sine
·Paahit, og nogle af hans Aandsfrcender sial hjælpe til.
Anders i Blegegaarden, Ncevningemanden, synteg at vi
sde god Bested med Sagen: han tom intende, forstaar J,
stulde samme Vej som de andre-, men jeg Tod hiam hol
’de, og han msaatte aøre Rede for, hvsad han vldste."
. »Bei stal io vcere en ualmindelig Taler, denne As
hosldsapostel,« sagde Greven med et Udtryk af Mathed,
.som stemmede godt med hans blege og sorstyrrede Ud
seendr.
»Han sial not vaere det,« sagde Provsten. »For
Resten en lcerd Man-d med store Ævner —- men desto
)bedrøveligeke, at han itte tan tage sig i Agt for Oder
dri-velser. Dei er oprørende at høre disse sværmerisie
Aander tygsge Drøv paa deres Paastand, ai Brande
vinen er en Gift —- en Paastand sont vidner om haa
de lVaniundigohed og Fræthed Dei er en Guds Gabe-,
som bøk nysdes ined Taknem«melighed, om end soin alt
andet med Maade. Saaledes lyder Sandheden Dei ek,
som jeg sagde, cbedrøveligt, at en Kirtens Tjener i sin
Jver scetter den tiil Side.«
»Bei er det,« saadc Patron Bosom ,,rigtig bedro
-veligt· Og gement er det, at det i et loivbundet Samsund
Istal være tilladt at udsiynge de mest aretrwntende An
ftlaget .m-od stittelige Medborgetr. Er Brændevisnen
en Gift, maatte jeg jso vcere en ,,-Giftblander« —- tan
den sSlsagB Paastasnde wirtelig fremføres uden Ansvar
for sLoven?"
»Den Titel maa flete end Bose-n vedtende stg," sag
de Baronen stoggerleende; »de fleste af os hat vel i det
sminsdste haft lBrcenderiet i Gan-g. Men ieg for min Del
boyder mig tun slidt om detes Snat. Dei tunde jo ingen
Stabe viere til, om en og anden bedre end nu forstod
Lat sholide Mande, det ertendet jeg; men itte maa man af
lden Grund sege at minere vort Agerbrng og W
Los selv sosm bate Fylsdebøttee vg Msdædere.«
»Nei, til-disk ille,« sag-de Provsten med MUS
hed, ,,«felv en velmenensde Vikksomihed staider M, end
Iden ga«vnek, naar den sdrives uden tilbstlig Firmen-ft« ·
,,·Saa —- tkor Provsten det?« fagde Friherreinsds
spørgende »Men jeg fynes rigtignol, at Folk hier pas
Egnen driller spart meget. Man er ligefkem : Fakt,
ein man mødek dem paa Vejene — de er altid drulne os
fern-, fom de var gale.«
,,Det er, foedi Myndighedetne ilke holder dem l
Ave,« fortlarede Baronen ,,Uregerligheden Wegen LEts
bødigshed for Lov og Ret taber sig,der — er Grundes
til alle note Ulykker. At Afholdenhedssveevmete ven
der Folkets Blik bort fka dette, er en Synd, som aldkks
Vil kunne tilgsives dem.«
»Ja, det er stor !Sl»a-de,« formente Beet-ben, ,,at di
faar iLov at fare frem uden Modsigelsr. Efber min Me
ning but-de Mcensd mit-« Forstansd inwdegaa dem i hm
en By og faaledes standse detes Fremgansg. Bilde vor
vcerdige Provft tage dem under Behandling i Dag,
slulde det vcere mig en fand Fornøjelse iat loegge Vogt
til.«
Det faldt i Baronens Smag. Det va: alideles nøds
vsendig-t, ast den funde Fornuft ogsaa kom ril Qrdep
Provften maatte man have derhen, Baronens selv vildc
ogfaa følge med, om der Edle-v Plads i Log-new Di
kunde jo i hvert Fald være tilbage før Middag, naat
V«ognen, der ffulde hente Baronen, tun-de væve tilbagc
fra -.H-y-flinge, lyvor Damerne kørie hen tm ret straka
Kunde ikke ogsaa Greven have Lyst tisl at køre med til
Byen?
Jo, Greven syntes jo, det kunde være riet morsomh
og bad, at ogfaa hans Kusk maatte blive sagt til Eil
Smnxd efter lørte saa Vognene frem. Losjtsnam Lehma
stasm Tejste sig og bad, om han pwa eigne og Forslovedel
Vegne maalspte have Lov at talke for del mwdelige Trab
tetnenst og al den Gcestfrihed, sont var bleven dem vis
af den gode Vært og Værtinde; disse takskede lgen, san
tog de, fom stulde løre, Afsied, og saa reift-e man til
hver sin Side .
i
Folk strørnmede just frsa Kirken, hvor Afholdsmk
idet var indledt mesd «Gudstjeneste, da Vogmen fra Hag
slätt kørte insd i den lille By. Nu stubde der hol-des
Tale og Distusttion i sSkoslens Sal. Derhm begav alt
saa ogsaa vore Venner sig
Papa de forrefte Beenle i Salen havde Byensos
vEgnens mest fremragende Mænd taget Pla.ds Der sah
Oberstløjtnant Strahl Paa Lycke med et Par andre Os
ficerer, der sad Kammerjunker Rosenbart og Økonomi
direkt-ten paa Alniinge, der ssaa man ogsaa den gamle
«Distriktslcege, Asfes'for Berg; bagoed dem havde Fortd
niniasfolk og asndre af Bnens Borgere, nogle Stole
disciple, en hel Mengde Bsondek og andre Folk trængt
ssig ind mellem Bænken-, faa langt de rakte; men Pilads
sen omlring Talerftolen var for-besholdt dem, der stod fov
Moden Stolene der stod enidnu tomme.
»Ja saa,« sagsde Kaimmerijunckeren til Groven, idet
han rykkede længere inxd spaa Bænken for at gtve Pia-ds,
d’Hr-r. er ogssaa kommen til Byen i Dag? Ja, jeg Jndc
bekende, det er Nyögerrighed, der har drovet misg herheit
Men niu derer jeg, her bliver rigtig Optojer!" -z
»H·vorsda.n »det da?« spurgte Graden.
Kammerjunkeren plirede med det ene Ofe, tog sitt
Daase fee-m og bod.
»Er her da nogen,« spurgte Baronen tnteresferet,
»so-m er til Sinds at tale frsa Leveren?«
»Ja, osg det spaa en fatsal Mauer,« flog-gab Kam
merjunkeren »Men -j-eg ved itke mete, end man hat sagst
«.mig DHrr. faiar vel snart at se.« sSaa tog han TM
ser en Pris og snuste
Nu ail Døren op fra Stolestuen ved Siden af, og
derfra kom hele Staren a-,f hvad Kammerjunkeren bald
te ,,Delinkventer « De Var dog ilte ret mange: tre"·til
fire Priester, et Par Skolelærere, en fhv. Kaptajn og
noqu Bønder De indtog Pladferne omlring Taler
stolen, som »Respondenten,« den berygtede «Afhold2
fanstaft,« uden Toven -besteg. .
llSikkerlia var det ikke ubelendt for nogen af de til
ftedevcerede, sag-de han, hoorledes engang en fattig Msnd
af rinae Stand Ved en Tempeldør, som taldtes »den
ftønne « traf paa en lemlæsftet Krøbling, til hvem han
kalte sin Haand med de Ord: »Soll) og Guld har jeg
ikle, men, hvad jea har det giver jeg dig« —- og hvad
havde han at give? Helbredelfe i den Jstaels Lceses
Nat-in han, fom engang havde udtalt de dejlige O.«:
,,Saligere er det at give hellere end at tage.« J den Hi
af Verden, fom lalder sig »Kristenheden,« burde det jo
da ikke synes en uhørt Ting, om endnu den Dag i Das
de rinae og lavt ftaaende, som hverlen ejer Solv elf-!
Guld, beder om Lov til i samme rige Navn at gin
hvad de har, for at kunne medvirte til Helbredelse for
Brødre, fom, lemlcestede og .vanføre, ligger udenfor Jde
ffønneste af alle Texnpeldore, de Vorte, insdonfor hvilte
der give-z Fred nied Gud og Barneret i hans Himmel
stil alle, som blot Vil gaa ind. «
Taleren spurate, om man lendte nogen værre Ty
ran end den, for hoem ncevnte ulykkelige var falM
den, som taldstes «Drutken«stabslasten.« Det stulde umdr
ham, om der fandtes noget EStsed i oort Fcedreland, XIV-It
der ilke udgodes tsunge Taarer af og over eng Oft-e,
hvor itle Nod, Elendighed og Armod betegsneide dens VI
og h-vor ikte alle Forhaabniniger og genivunsden Lylle M
afhasngia af, at dens fæle Herredømme ftækkedeM Me
om ssaa var- Tilfaeldet —- maastte da itle Nisdtærhed for
Afholdssasgen være en bydewde Pligt for oö alle!
EDITIONS-)
—(O)——
