.,Yanskeren«.
it halvugentlig Nyheds- og Oplyds
Iingdblad for dct damkc FULL
i A m e r i ! a ,
udgnm a
OANISH Ll."1«ll. l'1"131-. HOUSD
Maik. Nebr
,Dsnstmn« adgas dort Tit-stieg pg Ftebag.
Pkil pr. Iarqang
sie spann-( Zti » Ol.50. Udlauhet 0200
Binde detales i For-stud
Iesiilling, Beuliag, shreåieiokandtiag og
Inder ais-Junos Bladet adtessere6:
DAK ldH LUTiL PUBL. HOUSQ
Blan, Rebr.
schafft-: s. M. Unversta
Illt Judas til «Dmtstecea«l Jnvholb:
Ifsqadlmgm Idmspondancek og Mutter
Si est-ver Urt, del-ei shtesfem ·
N. M Andekfem Blatt, Redi.
is second Us- tust-ten
Advent-las lcstes III-de Inn-s upon
spplicstiom
,,danskeren«
Mut feudt m Subfskibentek, indtil udtwt
bli- Opsigetie modtqgei If Udgiverne, og at
Ocld et bekan. i Omsnssienmnlic med di
Fokenede Stam- Vom-we
Rtsat Lesen-c dem-endet sig til Falk. du
Demut i Blaue, enteu for m ksbe hos dem
sta for at fsa Oplysaing om det stockt-rede.
W de alt-d pas-ate. at de iaa Ist-misse
smmt i dem Stad. Der vil sek- ttl gea
IUI Nym.
M
Tit en Forandking.
Endnu hat vi faa mange Ar
killlct angsaaende Lægmandsvikkfom
heben paa Haanden, at vi gern·
Bunde udgsive et helt »Lægnmsnds
Nummer.« Maasse det var klogess
at gsre det, og saa vcere færdig met
det. Jmsidletstid blivet det dog its-(
lige for det for-sit Med dette Nr.
stustter -vi dennc Diskussion i de
mindfte til after Nytwan For Ju
og Rytaarr man vi have noget, du
gaat paa en ansden Tone, —- met·
for Hierm, at det lan blive fyld
med Fosthlædr. Red.
Eu Misfokstaaelsr.
J »Et Par Bemetkwinger« i Nr
93 strov jeg om de fslgende to Ar
Ekklet af Paftor Simonsw, at Ton
de det for-ehem, var de, »rigtigno
Mc saa lidt fmndtede.« Jeg e1
IIan gjovt opmætksosm paa, atdes
et sde, som hat opfattet dem Udttvt
fom om jeg havde gjott Forundrin
get i Past. Simonie-II Aktikler
hvilsket der wwng fabdt mig i Tau
ter, at wogen Lande mem. Dei var
natutsligvis M. Sinwtvset
soll-, der hat-de fotawdtet dom.
Red.
Enfoldig Tro og Oplysning.
vaar til A. C. Misiler).
Gud er et Lys, og der ei
aldeles intet Mprte i hom.
(1.Josh.1,5)
Da jeg site-v »Ver: ikke dig seit
nost«, havde jeg allerede forudstiHm
flete Atti-Her med Tema »Von dig
selv«. Dei var for mig Hovedtanken
og Hovedsfagen at faa indstærpet.
Og det er det fremdeles.
Gud hat betroet os noget hver
isæt, baade hvert mkelt Individ,
lyvert Sein-fund sosg hver Nation. Og
Exvad det et, det gelber det om for
enhver isscer at blive klar over· De
Rigdmnime, Grad hat stænket et
Mennesie i hans Evnet og Kruste-,
de et langt stptre end alle andre,
som hcm kan komme i BestddeHe af.
Men not om det het.
Da jeg strev om at være sig selb,
lagde jeg scerscisgi Vægt paa at væte
srg ser Gnade i kristelig og sit-selig
Wunde, wltsaa paa at oære sig
ser fom Tuthetzke Kkiscknr.
Men jeg var dydt over-W om, at
det ogkfaa gtfaldt osm »ikke at bete
sig feil-v nock«. Der er Fate M bog-ge
Siider. »Jeg gaar i Fore, her jeg
gam«.
Til den, der bar lett at væte sig
seslv , kcm man twgt sigc. Men vvgt
dig tm for at vix-u org selv not.
Thi den, der vil væte istg selv M,
—dei være Hg Enkelimand eller Na
tion —- den stagnerer. Gwd bar tm
Mag M bettoet os unget lwer
set os W pl forckkelligh
f- qi U treu-s M Arm-den Tom
L-— «
mig ikke om It gsre at faa det sagt
i det enkelte, men i dets Sted at faa
Leserne til ask tænke over det.
Og det Maal synes at være naaet
med Mr. Willen Om det er gaaest
andre sdtn hom, saa vil 1eg hier
teligf glæde mig, selv om de faa
icenler anderledes end jeg get
Jeg tcenker nu, vi kan lære noget
»als andre Kirkesamßund — og dei i
«w Retninger. Der er Fejltrin, fom
landre dar begaaet «- og det er jo
den belendi Sag, at oi letiere faar
Øje for andres Fejl end for vore
egne — og iorn vi kan se og
derved blive advarede imdd at gsrc
de samme. Men der er ogsfaa For
trin hos andre, som di kan latre
af. Men hast Forudsætningem «va-r
dig sel-v«.
Lad mig med faa Ord sige, hvori
dan dek er gaaet mig. Aldrig hat
«je«.1 været sarlig fristet til ast vende
vor dyrebare lushekske Kirke MU
gen. Men iher i Amerika kommer
man jo i Bewring med sasa mange
andre, og htverken kan eller bot vi
lukke Øjnene for, hvcid der roter
sig omkring os· Jeg hat msdk ad
ilillige, der ikke titllprke vor lutdetsie
Kirke, men som gar Jndtryk ass, at
de hjertelig tislhprte Herren. Saa
danne kan jeg ikke andet end glcrdes
veL Jeg vil langt hellere mode en
fand Krisken a-f refotmerk Bekendelfe
snd en vantws Luther-aner. Men
skulde jeg del-for origive mit Stand
punkt? Langt kfra. J den Retning er
det gaaet mäg faaledes, at jo mere
jeg hast liest og icenkt og Jammert
lignet og overvejet, jo mere er jeg
ibleven klar over og fast overbeviist
km den last-berste Krifkendomsopfats
telsses sinke Foktrin Men hvor jeg
findet »Retfærgigg-relsen ved Troen
. aslene for Krifti Skyld,« — der ma:
,ng jo netop som Lutheraner
.glcede mig. Ellers var jeg itke mig
selv.
Det tratf sig engang, at jeg lom
i Samtalle med en daan Baptist
presst J Samtalens Lob bemer
»kede han« at han ilke kunde se,
hvvrsfosr oi ilke tunde arbejde sam
» men, naar vi begge vilde være iande
kKrfftne. Der-til sparede jeg, at det
- kunde jeg heller ikske. Der var Plads
samt spr Isande Kristne i den luther
,ste Kitte. Og del var jo ikke as
-, der var gaaet nd fta dem, men am
,vendt. Ba.prræstm sagde vgl-Ia
-at i Himslen vilde vi nok ikke faa
kbver sin Afdeling. Der-i var feJ
;ogfaa enig med Ham. Men han
bar-de altan Zum-atmet, at vi no:
kunde ldmnie ind i Himlen me
vor Batnedaasb, men vi Lande j:
ikke komme ind i Baptkstkir
ken med den« For at give os Ad
ganlg vil de have os Imsdsdi. D-:
var i det mindsie en flem Jnkonie
kvens at de vilde forlange mere for
at komme tnd i deres Kirke end for
at komme ind i Himmeriges Nigr.
Termed ihavde vor Samtale Ende
Hvad vi faa kan leere af de andre
Saat-fund? — Ja, det hat Mr.
Miller for en Del spat-et nok saa
godt passed at pege paa, hvor
praktiske se er til at faa fat paa
Falk.
Vor lurhevske Kirle hat allerede
lett en hel Del af den reformerie
uden den derfor hat opgivet sig
felv. Baade Sondagsskolen
vg Unsgdomskforeninger er
ask teformert Oprtndelse. Og hvem
vil vsl undvære disse velspgnede
Birssmnheder indenfor vor la
khetfke Kitte? Ogi am jeg itle
tager fejl, er den refvrmerte Mtke
ogssaa gasaet for-an i den nyere Tids
Winge- Mission J 1649 (elle:
1647) Wiedes i England »Selka
'bet til Ema-gelten Udbkedelse i
Fremsmede Lande«. og alletede ftt
den Tid ihm-de W Elipt begyndk
tsitt Wams-ed Unndt Warten
Kutg Fuderis den Mel-de stillean
de ftkste Mission-tret ttl sines
W anders-mete- Ii Smaragd
1705 (
Ogckaa as den katolske Kirke kan
der vel leeres neiget, særltg i Ret
nslttg af at vere sig fest-, at passe
paa fette Medium-un og as den-l
sstr Orgel-Moska
Men jeg all heller-e sitze, Und vi
l
««L-·-,- sahe Tor-rissen Use
W. Umonst-lat
,W ei ists-a- «
gsil det ogsaa den tefvrirnerte Mode
fasa galt i Forshvkdtsil Sakramente-e
ne. Der-den tun-de Fernwka intet
virkelsigt Jndhotld sindr. Luther med
sin enckoldtge Teo paa Bibelordet
scmsdt i Sakramenterne hvad dette
Ord siger. Overfor dette lod han
Icrsnuften tie.
Og vi stal tdte leere as den la
tclste Kirle at lade Hierartiet do
msinere Kirten og holde de menige
Medlemmer i Uvidenhed. Mr. Miller
snnes at have not faa god Rede
paa, dvori den katolste Kirkes Styls-l
rot-se Mkaak —- fok en Der i hsvektt
Fasld — nemtlig i at holde denöf
»Medlemmer i Uvidenhed Det ers
bog itte alt. Deus steerke Organisa-,
Ttion m. m. er maasle af endnu ftsrrej
Bewdning. Men hvad jeg sarliz«
IButter ast sige. det er, at vor lsuteherste
IKirte i hvert Fald itle stal ligne
den tatotlste Kirte i at holde smet
Medkemmek i uvidenhkd. Dei wede
være at opgivc os fett-. !
Den lutherste Kirte hat altid
lwldt af Oplysning. -
Der er to Ting. sont fertig nd
mætter den, og det er »enfordia
Tro og Kerlsng til Oplassning«.
Luther troede entfoldigt som et Batn
paa den hellige Sie-ists Ord. Paa
sammt Tid oversatte hasn Mbelen
paa Foltets Spang, saa Mensigs
mansd runde dtive decagng i deni
aller bedfte Oplysning. Enfsotldig
Tro og Oplysning tan gadt fprlb
ges. Ellers var Bibelens Orsd jo
ine at Mk fukd Lid tie. »Es-d eki
et Las, og der er aldeles intet MIr-"
le i t,am.« Derfor heb-ver Guds Btth
sont vandrer i Lyset, aldrig at vere»
Gange for virlelig Oplysning.
Vi tan ikle vder-are vor Uwgdom
for vor Kirle ved at hegne den inde,
faa de ikte ser ud over Marktwert-«
let. Nei, lad dem tun Je ud ikden
vide Verden, —- men under Begeb
ning og med Forudsætning.
sJeg mindes for flere Aar federl.1
at en viö Mands Born gerne Vilde
til Juletrce i et Stolehtts. Monden!
lod Byrnene gaa. De havde fsrsti
havt Jvletree i Kirlen Da de faa
kom hjem fka Zur-festen i Stole-s
stuen, sage de, at det var txt-e Imqu
imod det, de hats-de verket med til i;
Kitten Vi stasl lleere Birnene at»
«tende o"g elste vor-t·eget,·vor lett-Ober
ste Kittes tosstelige Arb. Det vil
blive det bedste Værn imod Allot
telsen fra andre Sided Og det"hs
rer ja da ogsaa med til fand Ov
lysning. Birnene stulde da gerne
W have Lys over det, der liWer
nennen Men det er her, det ftp-r
ter. Orn di kunde anders-ge Oper
gangene fra vor lutherste Kirle til
andre Kirlesamfund saa vilde oi
finde, at Bedtvmrnende aldrtg hadde
krrt Hverten at ten-de eller Verse-tells
at elsle, hvad Gusd dar givet os.
Ensoldig Tro sog fand Was-wins
tet er det bedste Vorn motd Oper
gang fra vor lutherste Mete.
»Ah-ver alt, og beholder det
h s.ode«. U. M. A.
l J Sauf-stauen —
Asf Pastot Hchlld Feuch
l.
Salt Lake City, Ustwh.
J November 1906.
Den fsrste Sne er faldet ude i
Bjergene onvtring Saltsspsmden De
mangafokmede Toppe og Straanim
get M Øst og Svd for Byen hat
ckaaet den hvidbtcemmede Kappe om
sSfuldrene, saa deres ksdgraa Lach
og Fjældsider set helf fantastiste nd
Toppen lyser hsvidt i Sollyfet.
menö Sidetne med de sitaa Lin-ice
Ifwntskaldet den noget ejendomme
läge Jde af en optetstaaende Pltjeg
matt, hvis Furer juxst er Ueven
fykdt km as den fsvste Winter-sue
Noa, Utah et nu ei Land, hvot
vder nettes og wiommek saa mange
mærMige Ideer.
Men Naturen her omkring er
gen-sie vift istke udea Styld, om den
firer Vildstab ind i eng Faniass
For den-ne Sags Stle Lande
man gerne tw. at Mormonismen——
med dens Tanswildstab — var op
ftmdet hetudr. hvad den — fom be
kenidt — slet Me er.
If) Vor Nichmäjsioncey Paste
chald W- hat under M
Meist sites-e en Messe It
sMieri »Kr.---DCU.' Stint de
; Maa ad en ten-selig lang Om
U CWÆDDO M de Ill
F: lett sub-Irre alle UMW
j sent M. Ied.
Ex- »sp» .»-..k«
Men den-hat uncgtelig hetude
sundet feg- et Post-ed book dens Le
dere twgil tun swle paa, at sel
den omgivende Natur nol slvl hjeeli
pe til at Usle Muster-ne og at
melbinde de dorsle Hier-net
Netop saadan handlet Monmo
wismen med sine Still-engere Den
afpasser sig eiter den wieltes An
lag. Det stote dumme Flntal —
ja, det er oirtelig gruopvælkende,
saa Flertalsdumheden et« sfor her-—
faat ille noget Øjeblil Frihed til
at prpoe Tasnletnes Flugl. Det
mmmioniste »Præstesta«b« bindet dem.
Basta.
Dei sjæsldnere Gemyt, —- det fan
tastisl-iderige — faar derimod videst
muligt Spillekum. Bake Spilletsuw
met blivek vsidt mor, stal bei Gemyt
nemlig nosl fortabe stg selv — ude i
Henstynslsshedens Vidder.
Paa den Bis holder Mormoniö
men stg gaaende —- endnu den Dag
sDag. Der er nemlig to Slags
Mormonek —- af Overbevisning.
De, der brugek de andre, og de, der
brsuge5. Bad-ver man at tilfpje, at
den ftdste Klasse et rent overvttl
densde den taltigstelZ
Og del et dem, der aldtig faak
Lov til at ten-le selv. Dei gælder
nu Religion, Politik, socialt eller
lommercielt Liv.
Faamandsllassen derimod —
kens Tanlet jage-Z og pisles ud paa
de uoversiuelige Viddek —- saat al
drig Hvilr.
For vaagnede de op as dereö
Fantctsivus, maatle de vende op og
ned paa lyoet eneste Stuntp af dereö
Religion og Moral. Dei hat new
lig ickle en eneste Side ketvewdi.
Man fotstaar san udmcetlet godl,
naar man Tom-met her-nd, at Mot
mosnismen er opspunden asf en Sieh
der haode jaget fta Salt til Selt,
aldtig ladet stg binde paa noget
Punkt as Guds eiget Ord —- ogsaa
tilsidsi seen-let su, halvt asf Selttus.
lhalvl as Sellshad ned til Banden
—- og selv ladet en hedensl Seit —
——— —- Utah, Utah, — —- du havde
sfoktsjewi en bedre Stiel-ne end at
siulle blive del Land, hvoe Besin
der feres ind i den sorgeligsle
Sjwlsforvildelse ellet i Sjceledsdek
sen.
Se. hovt Affensolens Guld glo
·der om dine snebramknede Vierg
kinsdet —- og de lette Ilka sen
ler scg sont luende Purwrbslgev
ned og overpudket det straalendeJ
Guld, medenö Dagenz blaa Dis
cver Biergsiderne riget for Soleni
flinnende Favvel —
Wdtz hvot Toppene sottones»
paa de sblaagnaa Skylag, sont Solest
ilsle nu lan naa, — ja, der bagnde
ligget del store, frie Amerika, med
de tusinde Hjem sot den stie Mand,
med sin Respelt for den individu
elle Ftihed til at leve eftet sin Ores
-bevisning og dnkle Gud estek sin
Samsvitti.gheds Kran
Svm vi sOaar og ladet disse Tan
lek myldte ind under Jnsdttyllet afd
Ulalzs kige Nawkvidunden Solned
gangen over Wergene, stukles de sed
ste Some-nimm Mut-let, der lu
tede bag Biergene, sniget sig i ind
lss Hast sftem og slseer alle Eim-l
donnnelighedet til.
Faa Øjchlkkle efter lan man lige
silrnte Biergesne som nwkle Trugge
masset ude i det graanende Affen-·
tusmstlr. Kun i Sqdvest ligger
Bjergenes wdlsbete i Halsvlys —
ssotn sjerne luplede Begesiove i Som
merdis. Snari nistet Msrietz Ind
lise Von-der ogsaa dem nd. —- —
Der Musset elekstessi Lsys op. —
Øvetst paa Fonetningdkvarleteti
hefestlslggende Tag tender sig et lyi
nende STIM- ,,Zio-ns Savings
Banl.,,
Aa ja, —- Motmoneenez Zion er
ja egentlsg meinest en Spaten-»se
sonesmisng. Og Prcsidenten hat
Ille M Pengestwbeh
Winter-, Vinteraftenet og
en lun Stur.
Et Fingekpeg.
»J-nsd under Jul, hvor et dri
krist«, synget Jenas Lie. Ja, Vei
ket et triff, »Stang og Ksulde og
kam Dage«, og »Sin-det btiet stg
ned tilstdsi, ved itte, hvor det stal
Modet tage; mindre og mindre of
Dag dick Met, hiertet i Hut-de og
Michag Miet, kommet ej Jul!«
Jq,- soc-r der sdog fes-di et Lyt(
I. del »Mir Mate, dei. Weh
Welt-c »Da til-»Mitte-» M
Inst og Scipios leerer am bebst
—1
at statte den hjemlige Arn-n Ved
Amen bleo oi var-net, da vi var
smaa, Ums Var-me og Hygge om
gtrer de sma. den freder og starr-l
mer dem mod en jyydfrossen Ver
denö Kuldegys. Mindet derom ty!
see op l Hiertet og oanner deH
ser naat de mansge Vintres Suel
slægger sig om den darfrosne Jsch
Men ststst er Bannen rg Hyggen.I
bvor Julelyset, Guds og Marias
Son, straaler over Fortid og Nu
tid, ja, vinter helt ind i den hem
njeliaihedsfulde Fremtid.
Vinteren dar sin Betydning j
Guds store Husholdning i Naturen.
J Vinlernsattens Hvisle modnes og
oaes Kkasten, der ved Foraarstide
udocklder i grpnt og BloenssterprsaaL
Men saa hat oi jo tillige deri et
Fingerpeg mod den evige Baar, der
udssptinger as Verdenslioets Winter
dag for dem, der her bevares af
Guds Aand.
Men det Var den naturlige Vin
ter og dens rette Andenkle jeg
vilde strisve lidt om. Der er for Ets.
i Vintertiden, at Stololivet Horn
strer aller lrartizqst Benryl vore
Stolen J unge Mænd og Kvinder.
Lad Kristendommens og deng med
lsolgende Clvilbsntions Oplysninger
oa Velsrgnekser glæde og berige eden
saa at J kan bsive dygtiggjorte til
at mode eders Stabers og Livets
mange Krav, frem·for at slose Und
domsaarene dort i Ladbed og slette
Nydclsck l
Don, Punktet, hoorom mine Be
tragtninger denne Gang nærmeft
stulde dreje Isig. var Vinterens rette
Brwg i Hjemrnet Der sindes jo
Tufmder as dem spredte woan
dette vidkstrakte Land. Naturen W
ler, og Anbefdet hviler for en slor
Del, men Mennesieaanden hviler
itte i sin Higen, Digten og Tragten.
Lytten og Glæden lotter og kalder,
oq Mennesiekyjertets Blomsterlakl
flrcriter længselssuldt sine Blade
mod Sockglonsens Visiten .Men decl
er mange Slags Lytlesole, og mange
as dem bedrager ved sit Stin. Te
er sorn Lyset sra Ellestuen Ell
pigen dar et strvalende Ansigt, tncn
lbun er hul sokn et Dethtug i Atm
xren. Ellepigens Dans gaar i fei
ende HViweL men den er bedpoende,
og de tonrrne Verdensglæder er som
Elleviger og Ellelys —- bedragerisir.
Men der er en —- Gud vcerk taitet
der-for —- en sand Lyttesol, Jesus
seist-us og der er san-de Liosglcde:.
Jesus er Seelen svm tom Bd sr—1
Himlen med Liv og LUS, pg han
giver virtdlisge og vorige Moden
ban lyser, varmer og vederkvceger
Sijælen selv i den mortesle og tol
deste Winter-nah W dette store
Himmellys hat igen tcendt mange
smaa Mennestelys, som straaler og
alæder nd over Jorden gennem
Asristenslisvet og dets med
folgende Ctvilisastton Lad mig i
Dag oege paa et as de Lys, som stin
ner ud sta denne Civilisation, di
lalder det Literatur. Literatur kom
mer af »«litera«, et Bogstav, og be
fcaar i den Kunst at bevore og til
kendeg-ive Jdeer og Tanter ved
Hjaslp as Bogstaver. Men der er
jr mange Slagö Literatur, og dct
er saa ilangt fra, at al Literatur er.
ood Megen as den bleo soeden og
sodet i helvedflarnmerne, og Hander
saaoel som Vierter pletted og tkl-’
spkg ais den. Mm de- ek dog me-!
gen god Literatur, som reprwsenterer
Mennesloaandens Weste Fremärim
get-sey og sorn der-for oplyser og
berigek vor M, naar vi tonnner
i Bertring need den. Du mener nas
turligviö religtss Litteratnr. vil no
esen sige. Nes, det mener sog sitzt
tin om erkd Winken staat over al
enden Littewtur, soa lpjt som him
len staat over Jotden, og om end
Kristendommens Fortkondere ltfler
Mennesdeaanlden hsfete og lader den
state oidete end nogen anan, saa
er der ogssala megen afgsjort slet re
ligjss Literatur-. Det gældot detsor
orn at stelne mellem godt og llel.«
Men paa den onden Side er der
megen god Litteratiuh som ille di
rekte ellee nun-sie slel itse Watte-«
sig need We Ung. Wen hol-J
den i W et god, saa er den
des svm vttesi most at IMM
donnnent Rand, es den Lan t intel
AMICI-e W W M siendp «
De enodsene W, som oed
MikM Mtner on Meine,
L
Gad, og der er intet gebt, sont ikke
han kalder godt. Der et« saaledes
baade god og flet Literäxttxz reli
giss og kkke relizisx og den stotstr
Del et nfgjpxt Flet. Men der er vg
sau wegen Cod Liternnty otg san
wegen, at der er slangt mere end not
til at omgsaas med, for den som vil
bruge ftn Tid dertil. Hvis man der
ser paa Land eller i By, i Paäadsek
eller Hyttek vil bringe sin Frikid Pakt
en god Mande, sag man vinder ikke
Not T·idsfordrio, men oirkeligt og
rarigt Udtbytte, faa brug meget af
denne Tid tisl Læsnkng. Men igen,
og leg vel Meerke dertil, les Bpgset
mete end J let-set Blade. Gode Blade
hat sin Betydning, de dringe-e Bad
fva Omvevdenen og sctter os i
Fovbrndelsse med den, men de betet
som offest tun Dvgnets Præg, det
Donn. som er i Dag, og tun i Dag
J de bedfte Boget derimod, hat di
alt det bedste, som er fremckommet
i Fortiden, og som er bleven bem
ret gennem Tidernes -Onrsiiftelser.
De er som cedle Metaller, der ikke
fortckres of deens Neust.
Det or sfandt, at ,,slet Selskab
sordcervet gode Sckder«, —- dxt
sum-me gsr steife Bigek., — mesn det
et ogfaa sandt, at godt Selsiab be
fordrer gode Sæder, og det gar gode
Boger ogfaa. Den detfor. der til
brinsger megen Tid ved Læsning af
gode Bogen tilsbkinger saa wegen
Tid i Sebstscrb med Mennestchedens
yuperste Aander, og han stal not
merke deres Jnsdflydelse, han stxcl
not marke, a-t her er Rigdomme at
heute, fom er mere værd end det
rsde Guld. Jutet kan blive saa sat
tkgt som Menneslets Rand, og intet
Lan blive saa ägt sont den samme
Elan
then intet kan fauledes berige Agn
den som Tale og Stein-L Gode Ta
ler hat di Tejligdedsdis Adgang til,
pode BIger hat di alrid Abgang til,
enten ved Ktb eller Laun. Hvor var
des stsnt og shvor var bei godt, out
der i ethvert hjem fandtes et i det
mindfte lille Bisdliokhek axf udssgi
te Bogen Lad det vcere udssgte
Bogen shi smdanne Ist-es file for
dyrt, medens man heller-e maastte
fmäde de Penge i Nendeftenem man
udgiver ifor vcerdilpse og stette Mode
og Bogen
Men som vi begyndte med Jul,
faa lad oö ende med Jul. Lad des i
denne Tid ffær være Julebsget og
Juki-Osten di lasset. M ask Litteup
tut er der kniet, fom Medes til
tctler -og trng Sind-: som den
bedsie Juleliierastnr. Julen er den
mest thiemlige of vore sinke Festen
J Don-mark stagtede man paa Lan
des Jsulegrifen bagte Futen-ge tob
te Julegaver og Jukelys, og der
var en othende Fovbendelse ti!
den store Fest. Dei var stsn2, thi
det forhsjede Festen vg pgede Gla
den baade for og under Moldelsen
ais den« Men Glæden sidder dog i
Hinten og her er det, at Webs
gerne med leestemning tmder M.
De for-beredet iil Festen, de for
stennek Festen, og de kakder den igen
ttlbage, efster dens Tidsregning et
ade, ja, de ger, at Julen varet ved
til Paaste i gdd For-stand Men
pas paa de Blade vg Vogel-, fom
vesl udgiver sig for Juleliteratuy
men som aldekes mangler Julend
usvsgriige Marte, Var-net, smn laa i
Krybbem mefn dog hat al Werden
med dend Lytte og Gliede i siq
Gang.
Maasse mere om Byger en »den
En den-läg Julehilsen til Lands
mcnsd mer og fierns
J. K. Jensen.
Er der site; andcn
Losning?
Pan hand? Jeg menet den widts
saftige og for en Del ubegribdlige
Bennefejde om Lægpmdickanter. Nu,
mbver maa jo have Lov til at se
paa den Ting med sine egne Ding
Ig del-for vil jeg blot stge, hwtdan
M staat for mine Øjnr. Jeg spit
zer mig felv: Hvad er der pag Fer
)e? hvad dkejet Sagen sig omf
Jeg svaket saa mig sokv, at det hece
er, at on Ptæst i den form Kiste
hat bestyldt sit Sau-fund for at
have W noget m des stdste
Raum-de, Tom er »idkbc-lst«, »mu
W« og MM Man var bei
fu« Mc sW-wifcq«de denne Man-d
fa« Moses W— M, selv at five
de- usw ais Waden
Da das-Mäc- Agg et W tm se
It komme «QWE II tate, Vor
H SICH KOM, M M IN M
