.- . , »
J a d w 1g a.
Russist Nutidsrotnan
uf
E t n st S c h t i ll
(S. Kellet.)
Ovetsat as R. Gjessina.
(thttst.)
Manne lo; thi dan nne, let bestillelige Chef i
Gnvetnementet var forlyadt ats alle. ——- ,,Apropos, hour
et del vor Dtonning, Jadtviaa Andtejewna?« spurgte
en. —- —— »Jeg hat petsonlig indbudt hende,« sagde
Brettinden halvt bittert. »Hum lovede ogsaa at lomsme,
men fvrst ester Astens.« — ,,Hun hat en Pligstfølelse
ncesten sont en tysl Guvetnante,« sagde en as de unge
Damen Inen vendte sia i det sont-me til Fader Joses og
sputgte: ,,Hv·orledes lan De vcete her, Fasdet JsosefZ
De stniaa vel holde Aftenanidagten i Jnstitutet?« — —
»Aa, det tnaa vel væte morsotnmete for de himmetsle
Hat-stated naar cxi Engel holder Bannen i Popens
Sted,«' lo han stdvolt —— —- ,,Ja, alle taldet hende
en Engel! Det et næsten modbydeligst at made denne
Tilbedelfe overa«lt,« saade en anden Dame og flog net
vøst sin Blondevifte ud. —- ,,Et sjwldenit Fruentimntec,
sorgeligt, at hun ille er min Kone,« taabte Borgevmes
steten ind tmellem de andre. — — «Pligttto, ivrig, med
en udmætlat Jndflydelse paa Pigetne, —- hvad mencr
De, Doktot?« sagde Direktoren med Vcerdighed —- —
»Det et i det hele pßnligst sot mig, naat man talet
am hende. Hun et nu en Gang itle som vi andre,
ca der-for slulde nian itle ttcede hende for nær hverlen
ved Misundelle ellet Ros,« lnurtede han uvilliqi. — —
,,Oa jeg siaer, hnn er bare et Billede, intet Menneske
as Rød oa Blodl Jtvasn Petrotvitsch, hun havde for
lange siden btagt Dem i Galelntset, hvis hun hadde
betet Detes Kone Stræle Dritte nydet hun ille,
Kovt spillet hun ille, sladte lan hun ille, vatte Tojlet:
ter btvdet lmn sia ille ant, og over en god Vits, som
tan væte lidt tvtvlsom, let hun lkle, men træller Øjen
bmnene samtnen som dm hun vflde bli-ve gal, og over
set en. som mn man bare var Lust,« s— raubte en lille
Fnt hidskgi. —— « «Men hun kan sda ikle hjcelpe sor,
at Modet Natur hat ladet Dem blive saa likle,« lo Dot
toten· Alle lo med.
Undetholdniingen var livlig, da den sot et Øjeblil
pludselig stansede. Hedvsisg tom ind i et enlelt elegant
sott Totlette· Hertetne modtsoa hende med Glstvætdig
hed og de yngte Damet genette sig ille sot i Stilhed at
aste sine ondslabssulde Bemætkninget over de høslige,
fothelssede Herren som var optaane as hende. Sttals
estet blev Hedvia ubelpasgelig til Sinds ved at se Tie
netne bæte ind i Salen det ene Spillebord ester det
andet, og selv de unae Damer tog Plads ved Botdene
sot at spille det meget yndede »Wint« (Whist).
En ganste lille Krebs blev tilbaae i det Hjørne as
Salen, hvot Theen vat letvereh Doktoren, Popen sra
Drengegymnasiet og den tschelisle Ovetlætet i de gamle
Sptog. Da Hedvig harte orn Biflop Mattatjis Sygsdotn
lukkede bun uvilkaatlig. »Ja, De tabet ogsaa i harn
en god Beskytter,« mente Popen alvorligt »Ostete hat
man allerede villet indsende Klagaet ovet Dam, sotdi De
silte var rattroende nol, Elle ail til Alters oa havde
gfott fotdakatiqe Ytringer, men altid bar han slaaet alt
ned. Zaaledes ajorde han oglasa kned mta forrige Uge.«
———,,Hvotledes med Dems« spuate Hedviq, sont var
forsltckllet over, hvad hun netop havde hatt. Haode
tun ille oætet fotssiatig nol?-s ---»Nej, jeg havde saaet
den mætlelizae Opaave sra den nye Kurator fsor Laster
insdedisttittet i Odessa at aøre en Slaas Orienter.ing«:
gawg med Elevetne as de Ivetste Klasset gennem atle
Msessionets gsudstjenestelige Bygninaet i Byen Vi
bat fstst hos Tattarerne i Mocsleen, hos Jodetne i Sy
nagsogem saa i den tatolsle Kirle og detestet hog de
atmen-Este Gtegotianete og til Slnt i den lusthersle
Ritte. Her hat-de jea brasgt Luithets Billede ind fta
Saktkstiet og sagt omttent saaledes: »Der et den Mand,
fmn pna en aenial Maasde »oovede at besti den da be
stwaenide Mitte for al Slags Ballast....!«——--—»Fadet
Mienen var De da gansle fort-Um Bette lugtet ais Gm
bedsatfswttelsse ellet ltvsvatig Jndespætten i et Klostet,«
afbtsd Tschelen has-n livligsi. —- ,,Kott oa godt; en as
mine Elevet maa vel have meldt mig; jeg blev lyaatdt
antilaget has Konsistoriet, og da jeg hat mange Fjender
vaa Grund as mine srie Ansstuelset, tan det vel have ver
tet anlangt et hemmelstgt Spatt deetil As Ptototsollen,
sam blev opsat imod mig, lasste jea ogsaa, hvam ved sor
Strasse! Da lod den hojætvcttdtge Fadet Makkatje
inng taslde og sotelceste Klagen for mäg oa spurgte mig
saax »Tr» du at tunne bestaa sot Gnds Dom«stol, det
som du slulde sotsvate dtg for hom, dein alvidende, sot
disse Klaget?« — —- »For Gud? Ja ganste vist!«sva
tede jeg glatt —- ,,-Gud wlsigne »dig, misn Sen, og vat
tot Fresnstiden ligesaa for-stattg, sam jeg vil viere over
bcekende!« Detmed velstgnede han mig og tydsede mig
paia Banden, -saa tev han Papieet i Stytter og kastede
det i Kaminen Stige Tina glemrnet man itle!«
Beng sttpg han sig over Øjnene. »Aa Erledi
skappen et en saasdasn Mand, hasvde jeg vel tiltroet hamz
vmen at De staat saa stt ovesfvt Mitten, havde jeg aldttgt
one-U sagde Tschelten, der selv hasvde vatet tomerst las-!
tolst, men hat-de antaget den ottoldokse Late, —- med et
lutewde Vlit.—-—»Att, det et not adstillige stete, Hm
et hammelig begætllge estet en telbgias Reformaitiosn i
vott kete Fædtelan-d, end De hsjlydt vovet at belende,"
tastede Popen varmt ind »Jeg ten-der mange sta min»
Satninattettd, der svttteltg tvot paa Religtanenö be-!
Isttensde og opdtagende Magd enen spm ligget under
itot alle de ydte Ceremonstets Ban. Der-as as banget de-;
tes Sttlltng og Fremttd, og det bedste og Odleste i dem
maa forttsbles, og de bltvet nwlleltgtz fotdt de maa
ttjule det som en Spedalsbhed.«———»Det et ogssaa not
set Ma, act der netop welke-m Papeme et man-ge, der tan
ter smn De,« sagde Hedvig tantefuldtz »liberale« d. v. j.
letsindigt tænkende Poper, hat jeg vel tsruffet mange as;
men as troende, soin itke er satansisk-ortodotse—saa!«—
»Blandt de letsindige tænter De oel paa Deres An
stalts Pope3« sniilede Osverlckreren.—»Jeg har ser
været Vidne til en ·Scene, bestæmmende for ha.n1. Det
var ved en Kirleinsdsvielse i Nitolstoje, hvot jeg tilfael
digdis btev indhudt tit Fest-middagen. Der haode vor
aode Fader Jeses i on Vaandevending saaet sig en or
dentlig Rus og tom sraett srem med alle Stags letsæ:
dige Tale-wander. RinieIigivis maa han del have betet
for drøj, thi der blev Dødgstiue ved Bordet og jeg hørte,
hvoriesdes Ertehiskoppen teimimelig starpst raabte sra den
anden Sisde as Bordet: ,,Gentag det, du net-o-p sagde!« J
sin Rus- sagde han, at han aldrig havde set Gild, dec
sor var det heller intest Usnder, at han itte troede paa
hann Alle taug stille, on det var oirtelia aribende,
hvorledes Oldingen irettesatte ham.«----—»At du al
drig har set Gusd, og maaste aldrig oil saa ham at ie,
tror jeg oasaa: thi der staat st-revet, at saliae ere de rene
as Hiertetx thi de stulle se Gud!«——-—,,Meaet godt,«
raabte Hedvia. ,,9.li’en tilgiv, Fader -filaret, at jeg kom
mer tilbaae til Deres Ytrinaen As hvilten Art tren
ter De Dem den religiøse Ressorination af Stamm
ten? Jlte som Stundisterne eller andre Zetter niener det,
De staar jo Vestens Kirke nærmere?« -s— »Nei, il!e
saa! Det oilde komme for brat og overraftende sor vort
tungvinsdte Fakt. Det vilde vcere en Slags religiøs Re
«oolu-tion. Jea mener, di kunde beholde vore oigtigiste
Lærescetninger, der er stottede paa Bidelcn og de gamle
kirkelige Overleveriinaer og saa sortaste alle mennestelige
Tillæa sont Billed- og Helaendnrlelse og Relikvietjene
ste, give Folket Bibelen at lcese og dertil stasse dem den
notwendige Fortlaring i te.vensde, solteliae Præditener.«J
-—-—-——-—-»Og Paragrasserne, som truer et udtrasadt Medis
lem as Statstirten med Sidirie-Stras, vil De lade staatl
Oa Gendarmpillerne,« som vor Statskirte hviler Paa,
vil de pent bibehol-de?« spurgte Doktoren starpt.————
»Nei, aa ne«j,« raabte Fader Filaret »Tro bare itte.
at endogsaa Halvdelen as vore aejstlige ønfter saa"dant;
det er Regerinasstrmnningerne sra oven, og vi er itte
evandt til Strid og er itte srie nok til at vove at modsige
en Man-d fom Pobiedonsoszem Vor Kirte hat i mange
Aarhunsdreder hvilet sitterst Under Zarens Ørnevinger:
der-for er den oasaa kraftlos oa lunten og har tabt Eo
nen til at regere sig selv on udvitle sig selvstændiat Un
der den nye Tids Farer, hvor Vantroen truer os fra de
bøjere oq Settoæsenet sra de lavere Sa-mfundslasa, nu
svaagner den lidt estek lidt op, og naar dn nn qnider scne
Øjsne og oil beannde at arbejde selostcendigit saa hedder
det ovensrar ,,-Stans, hvad tænker J vel paa?« J er in
tet andet end Statglirkens Sitter-heds-Ventil, og an
det behover J heller iite at veere!—.bvad det nu stal
blive til, ved jeg itke. Jeg onsster riatig, vi tunde var-re
saa oidt sti, ast vi insgen ainsden Forhundssælle havde i
Kampen mod note Modstandere, end Overbevisninaen
og Guds Aand.«
»Om De hat aldeles Ret, tan jeg itte nu bedøinmeH
men jeg glceder mig as hele mit Hierte over denne Aa
benhed og diåse Anstuelser hos en Gejstlig, der tilhører
min ean Kirle!« sagde Hedvia med tindrende Øjnr.
.Dersom mange as Detes Entbedsbrpdre trenlte saa,
tunde man -virtelig om tortere eller tangere Tid haabe
paa en Resormation as Rirtm Men jeg srygter for, at
de fleste as Landspopeme holder fast paa den gamle
Form og ...... "
»Endnu mere den saakaldte »s-orte Gej-stlia"hed.»
Alle de hojere gejstliae Sitillinger bliver besat med
Mante, og Mænd som vor Maktarji er en ten Undtas
gelse blandt dem. De fleste hat bare een Interesse: at
bwve Kitten Paa hierarkisk Maade, og derved maa en
hver fri Retminsg u·ndertryktes,« svarede Popen bedro
vet. "
De talte endnu lænae om Landssollets reliaiose
Tit-stande, hvorledeg Landsgejstligshedens L«igegylidig
hed og Mangelen paa Stoler gjorde det umwiigt sor dem
at hæve sig op. De talte livligt sammen, og søkst da
siere Spilleborde blev slyttet, og Sspillerne stod op, saa
Hedvig, at Dosen til Spisestuen var aaben og Aste-us-;
«bordet allerede dcektet Snart sad de ved Bottich-— Hed-?
Vig mellem en ung Enisbedsmand og Borgmesteren, dees
under den liolige Samtale gjoere den rigelige Mad oa
den endnn rigeliaere Dritte al Ære. Hedvig blev i
denne oandeliae Aamsossceke tung om Hjettetx ot aaa
smed paa den temmelig taabelige Tone, som herstede,
havde hun ingen Lnst til, og heller ikke havde hnsn Mod
til en energisi Opposition Flete Gange spurgte hun si;1
selv, om hun ikke nn maatte afleegae en Bekendessse sor
Kristus. ·
En as de saakaldte ,,-bedre« Selslabs Standesn
historier blev behandlet: en højtftaaende Embedgmand
haode efter lang llfred med sin Hustru staaet hende
Saa var hun lebet sra ham og «vilde iite for nogen Pris
vende tilbage til hasm, endda han haode ydmyget sig oa
bedet om Titgivelsr. Fesm smaa Born jaimrede soraeeves
ester Moderen. Den forwivlede Mond haode studt sia
»ein Lug-te i Banden, og nu var ma.n uesnige som, hois
Sknldesn var. Mange mente, Hastnuen havde Rot; thi
en dannet Koinsde maatte i alle Fald itte lade sog slaa
as sin Man-d, mens andre gav hende al Stylden og be
klagede den uliykkelige
? »Avinsderet er coni Gummi! den badet sig altid
Tstrcettr. Ris haode en sacdan Moder fortjent, som for
en Orest-guts Styld jager Manden i Die-den og Bømene
i Elendighed!« ———,,Alle stvideö om Udaangen," mail
te en ansdenx ,,men lad os heller sppvge ester Rai-sagen
Hooeaf kom det, at hegge de ulyllelige stredes saa haard
nattet2 Der ligsger dog .Hoivedsladen!« —— ——— »P-uh.
fredelsige Ægteskaber horer bare hjemime i Fabelen,« lo
hang vis a vis; »den fsrste romantissle Kerligshed sor
soinsdet sont Sneen i Mai-ts, og ssaa sidder man igen
»Dag efter Dag med Iden grau. tcerende Kedssommelighed
sDertsor er det mit Raa-d: share ikke giste sig, men nyde
Livet hvor man kan!"———»Ameni sparede Fader
sJoses need et tomtsi Avvor og ganste paa sont-me Mande
som i den kirkelige Liturgi. Alle lo unde Hedvtg ag
Fader Filaret. —- ,,Nu, Jsaidwiga Andvejetona,« von-du«
den somtaagede Borgermestek sig til hensde, »ka saa ven
lig ogssaa ast ftge et Ord: hvoraf tom det, at de to itte
»tunde fordrage hinanden?« —- — »Fordi ingen as dem
Var leveinde Kristne,« svarede hun med ydre Ro. s
»Jasaa, itte Kristnel Vi er jo alle Kristne!« kaabte
man fra sorskellige Kanten »Eller er vi døde? Stin
dsde2 Hvad?« —— Filaret gjorde Hedvisg en advarende
Mine, smen det hsjalp intet. Hun var komm-en paa
G«lid. —- »En levende Kristen genfinsder sin Fatning i
TBønnen ogsaa i den tungefte Time og leerer at bære o;
taale og elske og lide. Vor Kristendokm stal netop be
tsise sin Kraft i det praktisie Liv, ellers er det en tosm
Form, en død Bog-stav.« — —- ,,Syn·q dog det liturgisie
Svar paa densne Praediten, De potlers Vopel« taabite
Borgermesteren til Fader Joses, meiden-Z en ung Mand
sra den anden Side af Bordet raabte: ,,Vi er sorlængst
særdige med disse Historierl Prcedik De bare dette
sor Deres Popedøtre, Jadwiga A-ndrejewna! Vi op
sylder vsote titlelige Pligter, naar vi een Gan-a aarlia
Haar til Alters, brændek et Par Lys, gør lidt aodt for
Fiirkens sattiae oig dermed harre-! — Dersom Vorherre
ikte er tilsreds hernied, da skal han bare sige ti.l!«
Manae lo, Direttørfruen hostede ærgekli.g; thi hatn
havde en p.inlia Følelse af, at man sorncersmede Hedoig,
da hendes Mand saade sorlegesm »Je·a tænter, vi ladet
dette kedelisae Thema falde, itke sandt?« — ——— »Sie-rac
ligt not, at et Zelstab as Kristne tun kan sinde de stifte
lige Livsspørasmaal tedeliae,« svarede hun livlisgi. ,,Sia
mig doa, osm iea eiter Gnds Orsd og vor Kirkeg Leere
hat Uret, naar ieg raast-aar, at Krisftendsosmmen Iaa
viere en Kraft til Selvovervindelse, der gritber ind i
dort Liv! Staar der itle sitevest om de Krist-ne, at de
ved Kristi Kraft overvinder Vrede og Misundelse ug
alle andre Andets Fruater og i Siedet hersor skulle lyse
sor deres Omaivelser i Kceriisghed og dewghed?« — —
«Gan-sie visi, Jadwiga Andrejewna,« tog Fader Filaret
alvorlig Ordet. ,,De hat Ret; men dort moderne Sel
siab er fjernet fra dette Jdeal, sordi det ikle mere vil
lade sisg lede af Kirken. lHertil hat de — —- —.« »Snik
snak, Dumshed, Ton! Før Gud svarer mig, tror jea
ikte paa «ha-m!« strea atstet den unge Mand, som nylig
havde svaret saa paasaldende og tømte et Glas Bin i»
et Drag. — — »Han vil svare Dem høfere, end dets
er Dem kært,« sagde Hedvig. — »Naar? Jeg venter
paa det!« var det letsærdige Svar.
J sdet samme lød der en dump Klsotteklana ind
aeninem Spissesalens aabne Vinduer sra den nære
RathedeaL Underligt klang de mcegtiae Toner i den»
stille Nat. ,,Hvad er det?« mumlede de i Munden
paa hverandre. Manae sprang op og aik til Vinduet.
»Er det Bransd?« — »Bei er Guds Svat til Dem,
unge Mand,« raabte Fader Filaret højt ind i Forstwi
linaen. Spotteren var bleven ligblesg. Ketten koim
styrtensde ins-d sra Kettenet og raabte: »Den højcer·vcer
dige Fade-: Makkarji er netop død!« Filaret korsede
sig, Hedvia blev blen. Gcesterne blev sorsteimtie ved det
plu«dselisge Dødsbud Manae as Damerne grced oa
Herrerne stosd ved det aabne Vindue da lyttede til den
hsjtidelige Kloiketlang. Borte i Kathedralen var der
Lysx sandsynliavis bad man allerede for den asdø«de.
Bed Assieden, —· som nu sulsgte as sig selv, enidda
manae havde glcedet sig til at sortscette Spillet, —
sagde Fader Filsarest, idet han holdt Hedvizas Haand i
sin: »ersi·atig, dobbelt sorsigtig, Jadtviaa Andeejewnm
Vi asaar i Aften adstilliatsattigere til Ssen«as. Vor
Velynder og Bestytter er dødl" —- —— ,,M.ig bestytter
Gu-d, ——« og han slever,« svarede hun liigesaa sagte. —
Og dva, da huin kom lijem da den Iøvndrukne Pelageja
havde tændt Lyset i Sosveværelset oa var gaaet bott,
blev hun endnu ligaende .lcen·qe vaaaem alt stod saa
dasntsteliat for hende. Arbede vansielisgt, iorsagelsess
suldt A—rbejde, oa nsu maatte hun irygte, at det slet ikke
var det vcersste Antlaget, hem-!neli«g iagttaget, kunde
hnn hos en anden Erkebistov kam-me i Unaade — og
—- hun anste! blive voldsomt behandlet, sendt bort eller
forvist til et Kloster sosm levende begraveL Oa intet
Menmeste stod ved hendes Side! Jugen, hun kunde
støtte sia til eller sorlade sig paa! —— Fasdeir Filareti
Aa, han Staikel tun-de selsv srygte det værsste, dersom
han ille kunde stigøre sia for Anklasgen so-: Ketteri.
Bsoris? —- —— ——- Hvotfor standsede hewdes Tanker Gang
paa Gang ved sham? —- Hun saldt paa Knæ og bad:
»Ist mig ilke i Fristelse, men stels mig sra det Onde!«
Herren stulde hjcelpel J hans Varetægt vilsde hun give
sig heli og suldt over!
YHL
To Aar var atmet siden den elstvækdige Erlebisiors
Maklarjis ded, on sinnt mange Geistlige haivde msaattet
lide under hnns Eftermnnsd Arsensjis Regimente, Vnrz
der endnu inteit foretanet msod Hedvig. Erlebistopwn
belegte sjældent de Stolen sont stod under hans Op
syn, da han var en sngelig gammel, nervøs Man-d, rig
Hedvig blinde udenfor det forretniingsmæsssige isntet Til
lnytningspunlt mere til Konsitftoriet og dets Formasnd
Den Munl, fom egentlig forte Fortetninigc ne, Penta
miin, var hende megot usympatisL og hiun tog sig saa
moget som muligt jagt for hasnn Fader Filaret havde
i denne Tid allerede faaet en Tiltettovisnisng og lunide
frygte det verste, medens Fader Josef, efter hvad man
fande, stulde have «qjo«rt sig til Ben med Benjatmin ved
Beftiiilelfer. — Oftere end tidliigere paakom der Hed
vig on nervøs Kraftløshed foim til Tider g.jorde dest
tunnt for hende at opfylde sine mange Pligter med Tro
skab. Pelageja fagde den ene Gang efter den an-den,
at Hedvig faa fyg ud on stulde spare fig; tlyi den nsye
sorte Kjole var allewde for vid, og det var et daariigt
Tegn Men Hedsvig Vilde vcesre ftærk, og Bøn og Vil
lieanfttckngelse hjalp over meget for hende.
Det var en mørk Dng sent paa Efiteraaret. Regu
byger deckslesde med en heftig Bin-d, fder dkev Taasgemuss
set insd fta Steppen worden for Bom, sasa Dagölyset
ved Middagstidek svat utiltstrækkelisgt for Pigerne til
stristlstge Art-eilten — Endeng var Skoletiden for;bi, og
de Elever, som ille boede i Anstaltesh fokloid den k
øsende Reg.n. Hedvig ftod ved Tthendewi es
faa efter dem; en a·f de minsdstr Sumpigeh of cllc
kaldet ,,hamet«, stod ved Siden af heude og lau-de sit
ind til hende, medens hun strøg den-de langfomt over
hendes merke Haar med sin bløde Hund —- Da fo’k
Hedvig fotslrceklel samtnen, bag sig hstte htm et Sltis
og et lungt Fald, derpaa en unsdertrykl Futer af Blit
nene. Da hun vensdte fig, faa hun et komissl Syst —
Fiader Josef laa, faa lang han var, med Fodfaaleme
fast ved Gulvet og gjorde de latlerligfte Forspg paa as
losmszne op, og bog hasm i Døren til Salen stod en 10
unge Piger brillefærdige af Lsatite-r.
»Hvad er det? Hvorfok staat De ille op?« raubte
Hedvig siarpl, da hun først troede, Monden var drulq
len. ——- -— »Ja, derfom jeg bare lande; jeg er fastilæbei
til Jorden,« stønnede Fader Josef. —- ,,Gaa ind I
Klassen! Slam eder ved at le!«« — Dermed puffcde
Hiedvig de leende Piger i.nd og riwgede ulwlmodigt pas
Portieren. Den gamile florimede hurtigsl op ad Trupp-In
oq stønnede formeliig asf tilbagelrængt Latier, da hasx
faa den stakkels Popes ynlelig lomislse Sbilliwg. — Halt
reiste ham ov: mesn —- —— i nagst-e Øjebljl vaklede hatt
Jiaen og vilde fJIDeF om ilke Portiören havde holdt hastm
F-« ,,.Hsvad er det, er De sng« spurgte Hedvig, idet hun
»lo«m mer-merk Føsr Fader Josef spat-ede, bøjede Por
»tie«ren sig neb, underiføgtse Popens Galofcher og fang
smilender »Deres Rande-, Galoscherne er fastsømmet
ltil Gulvet!« —- —- ,,F-astsømimet! derfor lan jeg ikle
løfte Benenel« raasbte Fiader Josef rasende. »in-am hat
gjort det?«——Med Møje trak han Mdeme nd af de
forhelsede Galoscher o-g undersøgte selv Sbaidm Nu
overbesviste ogsoa Hedvig sig um« at hver af sde florqt
iftcedsige Sko var uwkkelig faftsøtnmel til Gulsvet med ts
Som. — »Im fkal anders-ge -Sagen,« sag-de hun no-.
get besllemlz thi lignende Sitteger var Mc fort-kommt c
lang Tid. Brummende vendte Fasdet Jossof sig for .at
gan, mens Porliöten fircebte med Hammer og Tuns
for at faa Galoscherne løs. Han smaan godmvdigtz
thi det ha-vde været altfor komist at fe. Hvad de Pigec
børin dosg kan finde paa! Sømme dem fast! Hedvig gis
flrals til de leert-de Pigelbørm blas-di lyoilke Olgs
Jkosnenko var, og fandt dem endmt fniseudr. »so-m hat
gjorl del?« fxpuvgle hun alvorlig. —- deet Smrz de
fleste satt-e t bedrøvet Anstgt op og Mde til Siden,
lun Olqa saa op med sin frækkeste Mitte og fasgsde holt
,,Jkle jegl« —- --- ,,Af hvesm fik du S-W?« spurgs
Hedvig venlig »Af Kollen,« brast del uld af den for
bløssede. »Men jeg shak ikle gjort del almr. Masche
og Kastja var ogsaa med; jeg holde have Ssmsmene.«
— — »Bei er en stor Ukiet mod der-es gejstljgel Rinie
»ligvis vil han kluge ved Konserenlem og J vil faa edekl
Slrafl — Mig gør det ondt, at saadant kan forekomme
blandt lristelige Smiaapiger,« sag-de Hedwig, og Bøtnmc
maatte vel have mærlet, at hun var bedrsveh thi Mafchs
Katja sprang hen til hende og bad med Team-, at but
ilke maatle vcere vred paa dem, de wilde aldrig gm
saadcml mete. Men Olga saa ligegyldig uld og densle
sig bott, som oim intet var hæn·dl. «
Soweit-J E-«
U— -·.«
.«y
H. F. Ewalds Bogen
Johannes Falk-Roman i to Diele i et Bind, 624 S··t
der, godt indbunden. En soerdeleö interessant Stil
dring. Prisen er nedfat fra 3240 til 81.40.
Den Skotstc Kvinde paa Tiele.——Livailleder fra Re
formationstiden af H. F. Ewald. 590 Sider, godt
indbunden. nedsat fra 82.60 til di .60.
Zvenskekne paa Kronbom.——H-istorisk Roman af H. F.
Ewald,inyt Oplag. 686 Sider, godt indbunden.
Prisen er nedsat fra 82.40 til 81.40.
Jngemans Historiske Romaner.
Läaldcnmr Stier-M Jugeman 724 Sider, godt ind
bunden. Pris 81.20, iOmslag 80 cts.
tsistJienvedø Bakndon.——:slf Jngeman 750 Stdn-,
godt indbunden, 81.20, i Omflag 80 cti.
Hang Crit on de Fromm-M Jugemaa. 530 Sider,
godt indbunden. Prjs sl.20.
Bring Otto as Tanmart ou hat-e Bestand-As Inge
man. 570 Siden, godt indbunden. Pris 8120,i
Omslag 80 ens.
l
» « LewiS Wallaces Bogen
iVen Hut-. —En Fortælling fra Krisis Tid af Lewis
Wallacc, Nordamerikansk General, forhendværende
Gesandt i Konstantinopel Denne Amerikaö bebst
’ kendte Vssq er oversat paa danfk af den bekcndte
dygtige Lversætter, Prof. Wilh. Willen-. og er næs
sten bedre end Originalen. Bogen er M Sitte-,
godt indbunden, Pris 81.25.
Dcu Lyfc Gub. «The Fair G()(I."——Rvmtm Um Mex
icas Erobring, af Fors. til Ben Hur. Overfat af
Prof. Wilh. Meilen Bogen er M? Sider·. godt ind
bunden Pris 80 ers
«tmndfogdens Dotter. —AfN. P. Mai-sen. 300 Si
der, godt indbunden. Pris dl m
Olivck Tw-ft.—Samfundc-Zroman af Charleö Dicken-,
oversat af Prof. Wilh· Møller. Dronning Alex-andre
siger, af alle Forfaktcrc N Chor-les Dissens hendes
Ynglingxz Forfatter. Bogen et In 350 Sider,
godt indbunden. Prisen er sont
Ulldck Bilde Roset. « Resides sie Bot-nie stier Zush."
Fortcellinger og Erindringer fra en M Land-by,
af Jan McLaren. Ny Udgave Um W. Bogen in
deholder Doktoren af den gamle Stole, Lsnnen for
hans Koerlighed, Bonifaz Hans Moden Predikety
Lachlon Campbellsd Forvandlimr. c- Samvitttqs
hedösag. Bogen er paa 272 Stil-« Minos-unlink
Prie 80 erg.
Dantle Pnhllsltlng Inso, Its-. uns-.