Iadwiga.
Russist Nutidsroman
Of
Ernst Schrill
(S. Keller.)
Oversat af R. Gjessi11q.
tFottfaU
Tage, ja Uger gil, uden at det oar lyttedes Hedvig
a: nærme sig Boris andet end i en harmlos, gemytlig
Omgang. Hun vilde for ingen Pris benytte den forstc
og bedste Anledning, iscrr fiden hun mærlede, at Boris
iaattog hende hemmelig ved Morgen- og Aftenandagk
terne. For Grevinden varede denne deres Kølighed alt
for flænae, og saa gav hun ham en Gang at forstaa,
livilken cedel Rvinde Hedoia var, vel værd den Monds
Karliahed der lunde vinde hende. Boris smilte, ltrog
oelbehagelig sit Slæg og-sagde: »Deine Moder, du be
bøver sandelig itle at sige mig det. Den, sont har haft
meget at gpre med sinc, halvfi.ie oa fnnple Kvinder,
bliver snart Lenden og jeq lan forssitre dig, hun til
taler mig mere end Dig! Jken jo ædlere, desto Werks,
jo renere, desto vansteligere for en saadan Tom mig!
Andre vover, hvad det flal verre, for at gribe sin Livs
!ylte, og selv var jeg ofte not driftig i Liset, naar det
gjalidt at vinde Kvindernes Gunst; nien her er det en
anden Zag. For det for-sie korn hun hjælpekps og
bad om Beflyttelse i dort .L)ns, -— hvorledes oilde hun(
rntaae selv den mtndfte TilnærnielseZ For det an
det er hun saa forsirællelig alvorlig, at en Spøg ilte
fremlotler den mindfte Gnist as Forftaaelse hos hende.
Jea beariber stie, hvad der er i Vejen ined dette Men
neste." Og til Modereno Forundring sprang han li
denslabelig op og ail om i VerrelseL ,,Enten er han«
en Heigem -- den reneste SjæL -— eller en Hyllesrfle
af forste Sort. Ofte lan det gøre mig rasende! Her
har jea jo for hendes Styld afbrudt mit Arbejde, min
Karriere, liaefaa pludfelia forn et Barn, der trodfia
taster sit Legetøj vcet og trodsi siger, at det vil ille
niere! Oa faa, naar jeg er her, er hun balder og lold
fom Nordlysl Jeg tror itle hun betyrnrer sig saa me
aet om Inig fom om den dumme Pelageja, hoem hun
timevis lan plage sig med for at lære hende at læse oa
strioe. Nylig bad jeg hende ride ud ined mig, men uden
nogenfornhelst ordentlig Grund afslog hun det, og da
jeg laa senere lom forbi hendes Verkelse, htrte jeg dem
tale derinde. Jeg lyttede, og ved du, hvad hun med
Banne og Jver spate at fortlare denne Aamnierpiae?"
— »Nu«. srnilede deeren
,,Aroefynden og dens Folgeri«
Efter en Pause vendte han sig otn til Moderen oa
sagdet »Bei er Strassen for min Letsindighed i
Lioet. Der hoiler en Forbandelse over m-ig." — —
,,Sorn ille blioer taget fra dig, fsr du blioer iroende,
mit Barn," sagde Grevinden. »Kriftus, med den Hier
tefredJs yan given -«— og saa den-ne Koinde med al «en
Lioslylle, det rummer, staat paa den ene Side, —- paa
den anden Side er der intat uden din Trods og tansre
din Ulytle. Vor-is, du dar ille glernt din Barnetro,
for-sog endnu en Gang at bede og ilægge idit Hjerte
i Guds Haand —- og alt blioer godt igen." — —
Hun hat-de reist sig og lagt Hasanden paa hans Stut
der, og Øjnene var fulde af Taarer. Han saa itte paa
dende, men fagde heftig: »La.d det bare vere! Roten
de Scener gør itke Jndtryl paa mig! Hvad der ille cr
vorset ud as mit Hier-te og er blevet selvftcendig-t, der
lender jeg ilte, forstaar jeg ille og holder jea ille af,
—- det frastnder mig!" — — Sullende vendte Grevin
den sig om og forlod Vcerelset· Boris reitede sig stoli
op og fagde sorn til sig felv: »Jeg slal nol bpje hendet
Hun rnaa eksle mig!«
Nrgle Dage var gaaet efter dette, da del en Esset
middag lyttedes ham at blive alene med Hedoig· Hun
sad med et Uldgarnsbrosderi i Ramme, og han stulde
lese for hende og SIstrene. Pludselig foregav begae
Saftrene at maatte yfe til en af Kuslenes Nonen der
ivar sog, — og de to blev alene. Boris lod Bogen falde
ned paa Svfaen ved Siden af sig og spurate saa
utvnngent, han lande: »Tillader De, at jeg nor Dem
Selskab, Jadwiga Andrejeoriar' —- —— »Hvorfor ist«-?
De taler jo faa hpjtideligt, sorn ocn jeg var et regerende
shode saade lnm spogende uden at se op fra Arbejdet.
J hans Ding som vasr rettet paa det sine lille Ho
ded, der synteö at bsje sig under Tyngden af de rige,
blonde Fletter, lynede det op, da han fvarede yende knu
tjat: ,,Regerende hovedi Dei er ganske rigtigi. Meer
ter De irre, lyvordan alle i Grunde-n bsier sig for Dem?
Jngen anden modsiget nogen Gang Fader end De, Moder
et jo gansle vert, naar bun taler om Dem, og os Born
ssrer De jo i Leoeoaand —- Regerende Hovedl Dei
vilde jo soc-re fuldlornmen tigtiglt, derfmn De ille hasvde
uniderkastet Dem den her i mit Hjem regereznde Aand.
Der er om dette, jeg saa gerne lieu-ge har vtllet spprge
Dem, Jadnsiga Andrejetvnul Stig mfig faa oprigtiglt
nu, da ingen hsrer os: hat De, for De tom i denne
fromme Luft, ogsaa bedet og troet alt det, fom mtne
Foreoldre tror?'· —- — ,,Som Bom« —- —- «SMU
Bank afdrsd han hende heftig. ,,Som Barn hat on
saa jeg troet alt! ligefra »obrossen"·«) —- hvor den
heilige Lampe gltdede med den- hellige Olie, — lige til
det sidste Cwntyr our lean Dutatscljol««·). Nei, jkg
er date nysgerrig eftet at faa at orde, orn nndke for
nuftiM dannede Zoll ogsna lender liesnende Etfaringer
om Bonhorelser ndenfor dldje H af vore hojefte
Aristolrat - Familien Iryllelrosds, book de saakaldte
Omvendellfer faldt foen Meldug paa Arbeit-s- og Zuwi
lielivet. Sig mig, un der andre Sie-der gives saadanne
Zoll, eller rettere, om Oe for dar met -faoledeif« «-7
«) Hereintragen-J « «- « : (
« En yndet Figur i de tue-feste zolle- og Varnoeoentyr.
J
—- ,,Det giveS gansske vist mange flige ttoende,« svates
de Hedvig langsomt og løftede Hovedet for at møde den
nnae Gteoes fotstende, ntolige Blit, medens hun i
Stilhed bad om Ro til den lcenge ventede Kamp· »Der
som De lendte die-te zttadseg Tidssltiftet og Bissen
Votis Wladimitowtsch, vilde De itle fpøtge saalede3.
De lod mig nylig ikle tale ad. Ptcestefatnilien i Liv
land, hos hvem jeg levede mine lyllelige Batneaat, vat
helt igennem troende. Zetiete lcette jeg i Petetsbutg
at tende inange varmt ttoende Mennestet; den i Smol
nasPensionen ansatte Ptæst et endnu i Dag levende i
tnisn Erindting. Med hvilten Ovetsbevigningens Vis
»hed talte han ikke om Religionen og tilliae om satt
manae af den modetne Vanttos Tvivl. Og ogsaa i an
dte Kredse, hoot man ikle netop saa saadan paa Livet,
soin vi het, fandt jeg ntange batnlige Sjoele. For Reiten
fotekommet det mia, siden jea felv afgjott og indetligi
tsjenet Herren, at Troen et det natutligste i Beiden
oa Vanttten date en startitatut.« s-— »Ta? fot Konk
plimenten! Altsaa stulde en Raum Ttofimolv, som
andægtigt tcendet thene fot fine Helgenet, væte sun
dete udoitlet end den Kattikatut, som fot Ojeblittel
hat den Æte at tale med Dem!« soatede han spøgende,
smen med en vie Uoillie. s- »J, g ved itte htiem det
hat sagt det?« fottiatte Hedvig eftettaenksomt og saa
ud gennem Vinduet. ,,Men det hat ptæget scg dybt
ind i mig det Ord, at Mennefket as Naturen et en
lttistem detfot findet intet Menneste sin tette Fted OF
sit fulde Vcetd uden Kristendommen.« — ——- »Altsaa
menet De vittelig, at der manglet mig noget, føt leg
hat lætt at tro? -— At jeg med Kristug var inete
vcetd«s« sputgte han alvotlig. —- — »Ja, jeg gør!«
sagde hnn livlig og faa uvilkaatlig op paa ham med
et lyst Zmil Han scentede Øjnene og tcentte: ligegyl
dig et jeg hende ille, ellets oilde hun ikle soatet mig
paa den Mande; men han lod sig ikke tncetke dermed og
sputgte rolig oidete: ,,.5ian De gøte Dem Regnstab for,
tivotdan De et kommen til Troen, Jadwiga Ans
dtejetvna?« — —- ,,De rider nteget godt, Boris Wladi
mitolvitfch, og detfot oil De ilke, ligesotn en Nybegym
det, ved hvett af Heftens Sktidt tænle: faldet jeg ille?
—— Jkke sandt, denne ængstelige Usiktethed hat De over
vundet for længe siden?« -s-— —s ,,Ved mit førfte Kut
sus i Tattetsal i Petetsbutg, — men hvotledes toin
met De paa det?« lo han. -—— ——- »Jo, set De, denne
angstelige, fttcetteliae Følelse aof ikte at sidde fast, denne
Usiltethed, denne Bevidfthed om bestandig at vaere i
Fate, ——— del et Bari-tro. Hootledes stal jea kunne sige
Dem, hootdan jeg blev den kvit, og hvotdan jeg nu
kan leve i glad Bished og hatmonist Ro? — Pan
Rideitolen aivet noan beftemte Realet og praktier Vint
tog den, sotn pnnttlia følaet disse, lætet fnatt at sidde
fast i Sadelen. Saadan qives det ogtaa i det aande
lige noale Vini, fom man maa folge og faa erfarer
man det fotn aansle af fia ielv, og man lan senete knapt
l«-egti"be, hvorledes andte endnu kan vcete saa blin-de.«
—--- »Og hvilke et vel disse Vink?« —- -— ,,Tilliden
til en felo oa ens natntliae Kraft maa føtsit blive btudt,
saa man opgivet sig felv og aldtig mete ttot at kunn-:
hjælpe sig selv. -- ——- «En vansstelig Ting fot en Mand.«
—— — ,,.Hvad vilde det oel nytte for den kraftiae Mand,
at han stolede paa sine Armes Stntke og ikte fulgte
Rideskolens Reglet? J det ktitisie Dieblit vilde det
ikte hjælpe ham, om han ktampagtiat holdt fast i Ism
mon, net-at Raceheften elegant tastede hatn af. Hvot
Mennestets Stolthed doa et en spraelia Ting og et
telendiat Legetøj, naat den ikle enaang kan hjælpe hatn
ltil hoetken at ooetoinde Lidenslabet ellet komme ists
fta Synden ellet at tænte aodt oa handle lcttligt, men
hindtet ham i at komme til Jesus. At iætte sig det
Maal at kunne tjene den højeste, det tunde oel væte en
Man-its Stolthed ivcttdig. Da vilde siltett det aode i
Stoltheden foteedles i Meftetens Haand og hjælpe os
til at fatte oott fande Menneslevætd For ftolt til at
bede, —- det et fotaateligt; —- fot stolt til at fhnde,
--— det et stott.« —— — »Godt; inen hvotdan sial jeg
f. Els. faa mig til at teenke faa tin-ge om mia felv? —
Jeg et fund, rig, dannet, hat hidtil haft det let oa
beweint i Livet og hat egentlig ingen Anledning haft
til at file mia saa elendig ellet til at fotagte mia,
faadan som De oel pnsket det,« henlastede Botis over
ttnodia —- « »De hat intet at angre? —- De hat
ikle haft een enefte Tinte, hvot det brusende Nydelses
liv hast betet Dem modbhdeligt? —- De hat aldtig
taentt over vott Livs dybefte Mening, aldtig tænlt paa
Detes Sjæl ellet paa et Liv eftet dette? -— De hat
aldria følt Samvittighedsnag2 — De hat aldtig lendt
Dem sthldig?« spukgte Hedvig. — Den unge Mand
tendte sig ttnssen. Da sagde han pludselig: »Vot Op
dtagelse et Styld i, at vi nsu og da got os uniyttige
Bebtejdel«set, og i at alle Slags gamle Saati Erin
dtingen stundom fmettet. J bedfte Fald et det date
Stemninget, og De oil got-e den betsmte praktiste Kri
ftendom asfhængig ckf en flhgtig Stemning?« —- —
»Al»deles ikle. Men vors Stemning spillet dog en sto:
Rolle, naat vi fsrlte Gan-g læset et Mennetke at tende,
lceset en Bog ellset studeter et Kunstwerk Mishaget
dette nye os fstste Gang get vi os fenete ingen Umage
fot at komme det Mel-were og bestæftigex os ikte det
nied Den Stemning, hvoti bi lidet duer for Samfun
det, et dhbt Mistnod og Hawblsshedz men« det et netov
den bedlte Stemntngvzfost os, otn vi vil lcte at tende
noget as Kriftendommens ·vidun-detl«tge Dhb. Manze
lieh-ver itte mete end at gpte en statende, bitter Et
fating, som ftsdet hans Gnldgudet« om og bringet ham
selv paa Fattvivlelsens Rand, fetende han faat hanö
steinme at hete, sont taldet alle besvcetetide og atbejs
den-de til sig. For Reiten maa jeg tilstaa, Basis Wla-.
dimitsotvitsch, at jeg et unis, om det et tet at disputete
med Dem om dette; thi det staat sitevet«, at ,,fot desi
rptigtiae flal det lytkeö«, og jeg hat endnu flet ikte den
Ovetbevisnsinlg, at De alsvottlth Mr at tun-ne tto
fot ser at blive hjulpen. Rat-Mc "g«aat det het, sont
det gik Herodes, som under Pan-sind af at ville tilbede
Jesus, - Batnet spukgte saa nsje nd otn Stiere-ern ———
Er det Dei-es Alver, at De gerne vil komme til at trot«
.- —— Don stakkels Grebe udholdt illte sehiigsjptpvens
be Bkik og saade sag-te- »Ja, dei et mit sitlde Mott«
—. — »Da hat det· ingen Nod! Lces opmcertsomt hele
det Nye Testamente igennem og læg iscer Meerle til de
sine psykologissie Vink, som det give-: Dem om Deres
eget Hjette, og glem ilke at sammenligne Dem felv med
de Sktldringer, de fire Evangelier giver asf Jer VE
fen. Det maatte gaa Underligt til, der-sont De ikke
stødtc paa Gnader og Dtyb, fom bragte Dem til at
erkende Deres Svaghed, og som stillede Deres moralsie
Liv lige faa llart frem for Dem, som Jesu Billede
maatte vinde i Adel 1g Renhed derved. Paa mange
andre hat Læsningen asf det wye Teftsamente virlet san
ledes, at de hat maattet bøje sig for det, —— siulde De
da gøre en Undtagelse? Altsaa lover De mig virkelig
at lasse det?« — Boris san forundtet paa den tvr-ige,
vatre unge Kvinde og fagde i en helt foransdret Tone:
»Derfom jeg lan gøre Dem en Glcede dermed, saa meget
gern-e, og det felv om jeg siulde maattie leere det udenad
kg knælende paa Ærter sige del hele frem »so-c Dem, som
de uartige Drenge maa gøre til Straf nede Paa Skr
len i Lsandsbyen.« —— —-- »Es-re mtg en Glcede dermed!«
fagde hun flusseL »Er det Deres Alvors Hvad hat
jeg at gøre med, at Dei-es Sjcel spger Resdning og
Hjcelp hos Gad?« ' «
Den Aften overrastede Pelagejsa sin leer-e Frue i
Soveværelfet, medens hun fad ogzgræd med det nne
Testamente opflaaet foran fig. »Meine-, du maa iltei
gredel Det kan jeg ilke holde ud,« racjbte hun oq’
faldt ned for hende. »Au, lad mig faa Lov at være
spag en Gang!« svarede hun fmilewde gennem Taarer»
XI
Boris havde snart oæret hjemme to Maaneder
nden nt noget andet var indtrnffet i hans Forhold til
Hedvig end noqle faadannse Samtaler om Tro og Van
tro, hvor det for ham hovedfagelig gjaldt at vcere sam
tnen med hende on ved nndvigende Svar at trækte Sam
talen i Langdrag. Han maatte tilftaa for sig felv, It
han ilke var kommen Man-let nærmere, —- on felv det
Haab, han en Gang fik, at hun intercsferede sig for
ham, begyndte mere oa mere at fvinde. Han vidfte
Elte, om hasn turde »betende Farve« uden at ftøde hende
tilbage for beftandig, men ftygtede for det. Dog —
tilssidft var hun dog en Kvinsde, trpftede han sig igen,
hun tunde da itte være helt uimodtagelig for hans
Kætlighed. Kanfte han ved en mandi-g Optræden vilde
opnaa med eet Slag det, han ventede paa, faa tunde
han blive fri for det Tryt, der ftadig hvilede over hom,
felv om han forføgte at omgaaes hende frit og utvun
gent "
ngaa Hedvig veftæftigede ftg niere med h-am,
end han anede. Alle hans Jndoendinger vidnede on.
en starp For-stand on gnv hende ofte mieget at tænte
paa; og saa var der et eller andet ubetaentfomt Ord
fm ham, fom lod hende se ind i den-ne riigt begavede
aandgheiiiinelikxe on utilfredsftillede LængfeL saa hun
følte den dybefte Medlidenhed med heim. Derfor gjorle
hun fig megen Møje med at gøre Kriftendonnnen, fom
nu fyldte hende felo, og fom engang havde ftillet ben
des egen Sorg, faa lys og tiltalende for ham fom mu
ligt. Jmellem undeede hun sig over fin egen non-bedi
fendc Tale, naar hun sagte at vinde ham. —-— — En
Dag havde de aftalt at tide en Tur, men da Heftene
ftod færdige, ertlærede Helene, at hun itte tunde ride
nied, og da Olga flet itte red, drog Hedvig for førfte
Gang ud med Borig og den fygelige Anatol. — Det
Var en dejlig, klar Dag. Efter det voldfomme Regu
ftyl i den sidfte Uge i Oktober havde en ftarp Vind
tørtet Vejene og drevet Høfttaagen dort. J den klare.
tolde Luft blocfte der en frifl Bind, og de fmaa
Vandpytter pag Vejene var tilfrosne· Rundt omkring
laa endnu Rimet trodsigt i starpe, hvide Korn og
Tnttuz fom om den flet itte var bange for Solftr-as.1
lerne. Paa Grund af Uvejret hab-de Rideheftene ftanet
stille hele Ugen, on oar derfor meget urolige. J hvert
Fald havde Hedvisg og Anatol menen Møje med at
holdeholde deres Dnt i Trav. Boris’s Hingft fnøftede
højt, men maatte dog gaa rolig, fotdi Rytterens Jem
mnftler tvang den dertil. Boris felv var i Dag faa un
derlig. Ellers fpøgte og lo han med Tne Stoffen-de og
var Hedvigs opmættfomfte og elftvcerdigfte Kavallec;
—- i Dag faa hans mprte Oer alvorligt og uafbrudt
fremover. Anatol, fom allerede to Gange havde miftet
sin Stigbøjle, gjordse en fna tragikomifk Figur til Heft
ved Siden af den ftateliige Broder, at Hedvsig havde
maattet fmile medlidende, hvis ikte hendes eget Hierte
havde vceret faa tungt.
Da Slottet med dets Bygnisnget var borte for
Rytterne nede i Dalbunden, satte de sig til Rette og
fpmngte i Galop henooer den encformige Flade. Ansa
tol blcv tilbage, og da de bøjede ind pan den fmalle
Stovfti og Dyrene gik langfommere, var de alene."
hedvigs Kinder var rpde aif det taer Ridt i den flatpe
Eftetaatslwft, og da Bot-is faa paa hcnde og vilde tate.
blev han flaaiet af den-des Ynde. Han luttede Lceberne
til, gaiv ftn Heft Tøjlen og fprcengte fotastr. —- ———
»Botis· Wkadimtrotvisttfch!« taabte Hedvig efter hom,
og da hun ikte tun-de holde sit Den, fatte det af Sied.
og husn maatte folge med over Stot og Sten, enten
hun vilde eller itte. ,,Jeg beder Dem, hold dog lidt
igent Dette er dog for farligt!« — »Jeg troede, at
naar man haode sin Stytsengel hos fig, behpvede man
itte at frygte,« fagde han tvungent, idet han drejede
fin Heft og eed lanigfommere ved 2Siiden af hensdr. »——
»Stytsmgel, bvorledes bett« fputgte hun ligefremh
— ,,Jasdwig—a, forftil Dem ilte faacdant Der maa en
Gang komme til Klarhed mellem vgl« begyndte han
heftig, faa bang Otd nceften ditrede fom i Brede.
YOU-TM De, hvotledeö den gamle Pstlegsetm fka den
hellstge Grav, da hcm msdte os,·fagde, vi var et trett
Pat? Det· hat feg tkke hskt fsvft cof desn gamle Pilegrim,
nef,« nei! Huster De den Gang i Wiens Jeg hat-de lange
fetDem gaa der famsmen med de bæsltige Strubtudfer.
vg«-mine Øfueflugte Demt Jegj git nieste-n ved dem
Side, men De anede det Me, tndttl De fnnblede ver
Parasollen, og jeg greb »Dein. .Hvad, stal jcg H
dem-M —- Jeg var et letsiwdigt,«' bilsdt Mem-I II
greb hver Nydelse, der bades mig. Derfot tm- II
fiygtet fra den munkehellige Luft i Hjemsmeh jss Mc
gørie Karriere og nyde den Lytke, som U«ngsdom, N
Dannelse og Stilling bød mig. Men alligevel vor its
rastlos, sønderrevet og ulykkelig i mit irr-berste Mut-.
Da jeg havde set Dem, var det for mig, som M
Fieldbætten tommer til at stille, klarlt og errspmt Both
oppe paa Højden, hvir den tan hvile sig ud. Sand-I
fik jeg hvilet ud for mig selv og mit Hjertes brmtdesbe
Uto. Den Aften glemmer jog aldrsig, da jeg san De
førfte Gang. Jeg kom hjem fin i Dtsmme og M
ikte sove. Hele mit Liiv Passe-rede Rebu for mig, II
del enc Spørgsmaal tom efter det andet. Alle and-n
Goder uden dig s— ellser dig alene uden alt det, jss
havde, og fom ikke havde givet mig wogen san-d Gleis-.
Og jeq vilde sætte alt ind paa at vistide Dem! — Des
Gang bad jeg oin d-ig! Jeg stillede Efterfotsinittget
um dig genmm vor Kommissionær ved Gesawdtstabek
og sit da at vide, hvilten Stilling du havde hos den
rige Sibirjak, at du var Ente o. f. v. Alt det, jsg
beim-, opildnede mig endnu niere, og jeg nimm-de bat-c
den ene Tonle, tworledes jeg siulde lære dig at send-.
Pludselig rejsic J, og efter meget Bryderi sit jssg at
vide, J var i Jnterlaken; men derhen vilde jeg sich
fordi Mama og Helene var der. Saa sit jeg ogsfaa It
horc, at du var rejst fra Barkins og var spuktpr for
ssvusnsdet Da rasede jeg i mit Jnidre og maatte sige ais
felv, at jeg ikte var dig Værdig, at det var —- Simses
for alle mine Synsder, at jeg itte Hunde bin-de den, jss
elsiede. Senkt-e læsie jeg Ros over dig i misne Spstmds
Biene, usden at aine, hvem du vat. Saa "fal:di der sM
en Lysftiaale over mit Liv, da jeg sit hint FotW
Øjeblitkelig brød jeg alle Henfyn til .Tjenefte og Freu
tid og vensdte hjem for at se, om en Gud ewdnn me
mig naadigl —- Nu er jeg her og lever som i en M
her i din Ncerhed. Nu bøjer jeg mine Knce, naak Fædtk
beider, jeg beder ogfaa hemmelig med, men barc os
disgt — Nu —- ——« »Hol-d op!« basd Hedvig sag-te ps
kæmpede for at holde Taarerne tilbage. Hat-n var bietet
bleg og ansftrcesngte sig for at blive Herre over sig selt.
—- ,,Hvorfor vil De ikke høre mete? Er det muligh
at De, den hellige, ikke vil redde en ftakkels Spuk-;
ikte give en fortabt Søn tilbage til sin chder, ikte dil
lære en vantto, at der gives en Gut-, fom tilgisst
akt, — — —« —
(Forttsættes.)
—k1-..-.
Lewis lVallaceS Bogen
Beant.-E11Fortællingfra Kristi Tid, af bewi
Wallace, Llcordamerikansk General, forhendvaerende
Gesandt i Konstantinopel Denne Amerikaö bedst
kendte Bog er oversat paa dansk af den bekendte
dygtige Overscetter, Prof. Wilh. Møller, og er ne
sten bedre end Originalen. Bogen er 280 Sidetz
godt indbunden, Pris 81.25.
Den Lysc Guts. «T11e Rai-— (’»«l."——Roman om Mex
icas Erobring, af Fors. til Ben Hur. Oversat qf
Prof. Wilh. Wollen Bogen er 307 Sider, godt ind
bunden. Pris 80 cts.
H. F. Ewalds Bogen
Johannes Jud-Roman i to Dele i et Bind, 624 Si
der, godt indbunden. En særdeles interessant Stil
dring. Prisen er nedsat fra s2.40 til 81.40.
jDen Stotfkchindc paa Tjele.——Livsbilleder fra Oce
formationstiden af H. F. Ewald. 590 Sider, godt
indbnnden, nedsat fra Miso til 81.60.
Svenstcrne paa Kronbokg.——-Historist Roman af H- Is.
Ewald, i nyt Oplag 686 Sider, godt wol-undeu
Prisen er ncdsat fra 8240 til 81.40.
C. Hauchs- Bege:.
zEn Polik Familie-As C. Hauch. Historist Roman
i Skildring fra Poland om den Strid som opstod m
Herredømmet i Voland 424 Sider, godt indlnms
den. Prier er nedsat fra 82.40 til 81.40.
Guldmagereu.——En romantist Begivenhed fra det for
ioundne Aarhundrede af E. Hauch. 365 Sider, godt
indbundcn. Prisz 85 th
Jngemans Historiske Romanetx
Valdemak Sejet-—Afsngcman. 724 Sider, godt-iud
bunden. Pris s1.20, i Omslag 80 cts.
ErikMeuvcds Varndom—Af Jngeman. 750 Sidetz
J godt indbunden, 81.20, i Omslag 80 cts.
Kot-g Crit og de Meduse-As Jugeman. 530 Sidetz
godt indbunden. Priis 81.20.
Prins Otto af Danmark og hans SomtiFAf Juge
man. 570 Sider, godt indbunden. Pris 8120,i
Omslag 80 cts.
Strandfogdcns Dann-. —AfN. P. Madsen. 300 Si
l der, godt indbunden. Pris 8100.
Oliocr TIoift.-Samfundsroman af Charles Dicke-A
overfat as Prof. Wilh. Møller. Dronning Alexandke
siger, af alle Forfattere er Charles Dissens heuded
Ynglingiz Forfattcr. Bogen er paa 350 Sidetz
godt indbunden. Priien er 80 th. -
Uudet Bilde Rufes-. « Besides de Bonnie Brier Basis-M
Fortællinger og Erindringer fra en Optik Mk
af Jan McLaren. Ny Udgave paa dankt. Lug-nis
deholder Doktoren af den gamle Stole, Lame- i
hans Kerlighed, Doxnfie,· nd dek- sdiik
Lachlon Campbcllss Fordavpkdünäspckn II ’ p.
hedssag Bogen cr paa 272Sidfrp W Use-usu
Pris 80 cis. s
omtsH pUELtsMOHCPÆ
.sl-AIR.NIII.« f«
