XX «
Iadwtga.
Russisk Nutidsrornan
Of
Ernst Schrill
(S. Keller.)
Oversat as R. Gjessing
(F«ortsat.)
»Vent, Te maa osente,« bad han og stansede sonst
hende. «.Kort sagt, det er en lang, merk og skidden Vei,
man maa igennem fra at vcere en Godssoroalters Kon
iorist, til man kan svinae sia op og komme ind i Si
beriens gbldoaslerier. Bestikkelser, Nederdrcegtighed Be
dragerier, as alle Slags, alt har jeg brugt, — og hvor
sor? Der stod et Jdeal soran alle mine Anstrcengelser:
jeg oilde en Gang naa Lykken! Jeg vilde tjene saa me
get, at sea, om saa skulde verre, kunde tilkøsde mig den
J de mange, lange Aar, hoor jeg arbejdede haardt,
stiltede oa ivarede, bestjal og bedrog enhver, der var
dum nok dertil. stod der for min Tante en sin, dannet
Kvinde, som jea kunde lalde min —- og et Hieni, som
Var snit. Men da var Datteren ais en indflydelsegrig
Mand, hvis Hjælp jeg irængte til sor at naa en Post,
jeg onskede, den Hindrina, jeg maatte overvinde. Jca
cratede hende. De tender hende jo!«-«
Hedvig rejste sig og lod den Bog, hun holdt, salde
ned paa Gulvet. »Endnu et Ord, Jadwiga Andrejew
na! Det er saa alligevel kanste alt ndel« Han bleo
staaende foran hende og talie hurtig oidere, uden at
hnn kund-e komme sorbi han-! og ud. ,,Alt osrede jeg!
Denaang gjaldt det at komme frem! Jeg har paa en
Maade naaet mit Maal, jeg er rig, —- De ved ikle,
hvor ria jeg er. Saa brød jeg op sra Siberien sor at
sage min Livslytkr. Dei var paa hojeste Tit-; thi jeg
graaner allerede, og jeg har ingen Lykke, tagen Glcede
sundei· Jo« nu, -—- og ioran mia staar den, som kunde
aore mig stadeslos for alle mine osre. Jadwiga An
drejewna! red mig sra Fortvivlelsen! Giv mig en
Smule Karliahed oa et Puft as Lnkke, og jeg vil læaae
alle mine Rigdomme sor Dei-es Fodder or -— — —«
»Lad mig komme «vrbi!« raabte Hedoig, og han
gik as Veien sor hende, og hun gik rolig og verdig hea
imod Toren. Men i nasste Zjeblit oar han i et Sprina
sorbi hende og dcekkede med Ryggen Døren og det Sied,
hror Klokkestrenaen var. Jnden hun rigtig sattede sta,
haode han grebet hendes Haand og hoislede: »Der mig
dog til Ende, du rasende! Du tcknler, mtn Huftrn
generer os, —- langt fra! Hende asspiser jeg med en
Kapital stor nok sor heade, og ladet mig stille, —- oq
saa gister vi os! Jeg ved du er en Helgen. Bilde
jeg ellerö beherstet mig saa lcengelk Bilde jeg med alle
mine Millioner ellers staa som en Tigger sor Dem?
Bilde jeg ellers som ...... «
Hedoig baode befriet sin Haand og oeg tilbage. J
sin Angst ovdaaede hun en Der nd mod Haoen, og som
et stn Raadvr sprang hun did, rev Deren op og startede
Ud i den merke Esteraarsnat Blaa hende hories en
haard, stinarende Latier. Uden at aate paa Reanen
eller den dnbe Sole hastede hun bort. Hain tænkte in
tet uden det ene: verk, saa lanat oa saa hurtigt sorn
muligtk Det sorekom heade, at han sorsulate hendef
da soldede hun Handerne og bad: »Frels mig fra den
Onde, trete, barmhjertige Gud!«
Da vidste hun med et, hvorhen hun vilde gaa.
Til Grevinde Malowsli paa lille Rügen! Hun maatte
have taget fejl as Vejen slere Gange; thi den sorekom
bende saa lang. Endeligi Hun brpd stg ikte orn den
sorrmdrede Portier, der fort-lasset sulgte hende til Gren
indens VerelseL Uanmeldt gik hun ind og lnktedc
Deren bag sin. J Soveveerelset brcendte en Nutlampe
og paa en Stammel kncelede Grevinden og bad. Hed
vig tastede sta, inden Greoinden sit reist sig, soran
bende, greb hendes Haand og saade: »Im Jesu Kristi
Sthld, sorbarrn Dem over mig og hjaelp migl« Gren
inden ftod op og sagde med skælvende Stemme: »Den,
som kommer til mig i Jesu Raon, tan jeg lkke støde
bort.«
Gcestens hele Ydre — Reanen drhppede as hendcs
Haar og uordentliae Dragt, — alt viste heade, at der
maatte vcere tilstpdt hende noget ualmindeligt. »Barn,«
sagde hun til Hedvia og hjalsp hende op, ,,tag Dem lidk
sainmen oq træk ojebliktelig Deres vaade Klæder af!
Se her, leg Dem i min Sena, ellers sorkøler De Dem.
Jeg flal hjorlpe Dem!« Hedoig lod stg hjælpe som ei
Born.
Forst da hun lau i Sengen, og Grevinden sad oed
Siden oa holdt hendes Haand, sortalte hun sin Historie
si torte, asbrudte Saetninger. »Stakkels Barn, det var
tungtl Men Jesus har overvundet det ande, og han
har gjort det saa vel, da han fette dig hertil. Vi stulde
alligeoel rejse hersra om et Par Dage. Du bliver med
os, du skal itke selv tage nogen Mauele —- tro bare
rpaa ham, som siger: Frhgt ikke, jeg har genlsst dig,
«du et min.« Snart var det stille i det haslomsrke Va
relse. Dei stakkels Barn havde sundet et Hjem og græd
sig i Ssvn, og Gut-indem sorn havde sundet et Leje
paa Chaiselonauen, bad i Stilhed sor sit nye Bleir
lbarn. Nu sov ogsaa hun og ingen Lyd hortes, uden
naar de tunge Draasber as Hedvigs vaade Kleder saldt
-paa Gulvet.
III.
J Guvernementet T. ligger Godset Maluinst.
Niundt ornkrtng strækker sig srugtbare Agre i brede,
til-de Bohrer-, her og der omrammet og aksbrudt as fro
dig ststom tun en fiern hsjde er graaklaedt. En lille
Fled- lvm forau Verstaasbygniugm hat bkedt sig tii
en lille Jndtsh sthder stedse voksende srem mod Wolacn
Bredderne er paa Afstansd let kendellige mellem Agre
og Enge ved de meegttge Ptletreer og det laoe Ore
krat. Ved Siden æk sdet gamle, graa EvetnhuQ
som titter sretn mellem Kesttet ffrer en Bro over
Flehen. Der ved strandbredden beghnder den gamle,
ivelplejede Parl, sont streckler sig mange Kilometre herri
mod Stoven. Kun e’t Sted er der en bred Aa-bnin3,
der, hoor det store, stilløse Slot ligger lige ved Søen,
lnn adslilt sra denne oed en svagt straanende Blomster
terrasse. Tcet op mod Bagsrden as Huset ligger Ud
hnsene, Staldene og Arbejderboligernr.
Det er sent paa E-steraaret. Voldsomme Regn
sthld har opblødt Vejene saaledes, at den landlige Færd:
sel sor det nieste er ophørt — eller indslrcenlet til
Posten, soin to Gange om Ugen bringes sra Jernbane
stationen til den sjernere liggende Kredsstad. Dei
junge Stydcktke tøftek i Hoden ndt paa sig ved Mid
dagstider sor intellem at lade den vlaa Himmel titte
sre1n, sont sor at oille vise, at den er der endnu. Vin
ierlia, stive og bladløsse staar Parleng Trcer der nied
Undtaaelse as den eoiagrnnne jonrsrueliae Gran og
den aainle, sejae En, sont endnu holder sast paa mange
as sine »døde« Bladbørn sont et Minde oni Sommer
lrrrlighedens sortørrede Lntle. Paa Parlvejene drioer
den tolde Essteraarsvind sin raa Leg nied det tørre Lots
— og standser Inan og lhtter til detg hvistende, hols
lende Lt)d, — er det, sont om det bedert Lad os doa
i Fredl J det sjerne lyder enssormia sont den hendos
ende Fuglesanas Dødsllotle Hallesspcettens Pillen, oa
der til Højre for Besen titter oeniodig srein melleni d:t
assaldne Løv Eviahedsblomsten i sin violette Eniedraat
Her haode Hedoia sundet et Hiern, hvor hnn den
staltels inne FuaL lnnde lade den saarede Vinge laaesz
til nn Fart ud i Lioet. Alt soretoin hende saa frem
med, da hnn sorriae Aar i Atti-tatst loni hid saninien nied
Grevinden oa Helene Masloiosli. Den gamle Greve
hande, siden han opaav sin hoje Stillina ved det lei
serliae Hof i Petergbnrg og slyttede tilbage til sit Golde-,
indsørt en streng Engelst Husstit Oni Msoraenen, 10
Minntter sør 8 rinaedes der; det var en Mindelse til
de dovne orn. at de maatte slnnde sia nied sit Tollette.
Kl. 8 rinaedes der igen, og nu laldtes Fanitlieined
lemmerne ind i den aamnieldaas Spisesal, hvor de i
Alinindelighed allerede sandt Husherren staaende paa
sin Plads. Naar de var samlet, bojede alle Hovedet
til Bon, oa Greoen stottede sig med begae Handerne til
Vordet oa Bad: «.s)erre vor Gud, Velsign sor os Daaen
on Moden! Ainen.« J Tanshed indtoaes den riaeliae
Frolost Kl. Als rnddedes alt til Side, og Tjener
tsersonalet torn ind, hilste paa Herslasbet Ved en dnb
Nejen oa Butten oa satte srg paa deres bestenite Mad
ser. Alle braate et rusfisk Nytestamente nied, og den
aldste Datter lagde et Elsemplar sor hver enlelt as
Familien paa SpisebordeL Greven holdt ingen andre
Tienere end saadanne, som kunde lasse eller vllde leere
dette den sørste Tid, de var paa Godset. Dei siaer
meaet, thi Manaden as det russiste Folt er ,,negramot
ni«, d. v. s. de hoerlen laser eller slriver. Greven bad:
Jesus-, vi er samlet her sor at høre dig!« Saa sloxs
han sit Nntestaniente op og lceste et halvt eller heii Ka
pitel og talte onitrent 10 Minutter over Telstm Jinets
lem sandt han det nødvendiat, at de flog op i Bibel
henvisningerne oa andre Steder, som lunde laste mere
Lns over Ordet, saa alle paa den Maade blev aodt
lendte i deres Bibel. Derpaa lnaelede alle, undtaaen
Greoen, som holdt en sri Bøn staaende.
Denne Llndaat beoaeaede oste Hedvig dybt, og isrer
sølte hun sig grebet as hans hjerteliae, ensoldlge Bon,
hvori han indeslntiede sin elslede Messer, Fædrelandet.
sine Arbejdere og Tjenere, sig ser og alle sine, lcerlig
den celdste Sen, Boris, sont opholdt sig i Udlandet
Altid tlarere blev den Overbeoisning hos hende: dette
er regte Rristendon1. Det samme Jndtrnk sit oassaa de
sleste as de mange Gesteh som osste besøgte det riae,
gasstsrie Hsem. Ester Morgenandaaterne lyssede Fami
liens Medlemnier hinanden, og Tjenerne tom o·a ins
fede Gier-eng on Grevindens hsire Haand Saa alt
alle til deres Vlrbejdez tun Greoen og Greoinden satte
sig ind i hans Kabinet sor en Stand at bede og sam
:ale. Saa længe all alle paa Tæernex det var endnn
en hellig Time-. Kl. 10 kom gerne Forvalteren ind,
oa siden arbejdede Greven rned sin Privatsetretær eller
gjorde en an rundt i det monsterveerdigt holdte
GaardssteL naar Vesret tillod det. Middagen indtoges
Kl. 1 og lige ester Bordet, hvor Greven synteg om en
harmlos, men indholdsrig Samtale, soin han gerne selv
ledede, beaav man sia ind i Familieveerelsei. Der bleo
mnsirereh rnalet o. l., man samtalte eller havde Haji
lasnin»a. Der var inaen Tmna over dette oste bro
aede Selslab, og -dog virlede Husherrens Narvaerelsc
saadan ogsaa paa srivole Spottere og letsindige unge
Mennesler blandt Gasterne, at man undsaa sig sor at
blande en Misllang ind i det glade Selslab. Oste var
det netop disse as Gasterne, som havde Trana til at
sporae oni meaet as let, de saa i det Hug, og det var
Grevens leereste Underhoildning, naar han lnnde sor«
svare, llargsre og jusble nd Troen paa sin Frelser. Da
ait det sitlert mange sont Hedvig, at de sør eller se
nere maatte give ester sor det magtige Jndtryl: Her
er en Oversbesvisning soin er starkere og velsignelsesri
gere i sine Virlninger end din Vantro og dtne TvioL
To Gange i Ugen drog Greven til den Stole, han
sor egen Regning havde indrettet i den nærliggende
Landstbh, der laa i Grevens Ejendomme. Landstny
popen vovede rinreligvis ille as den Grund at mod
sige Greoen, sinnt han var belendt som en Selterer.
naar denne ved Bestenimelfer og ved Valg as Leerere
niere rettede sig ester sin Overbevisning end ester den
ortodolse Kittes Leere. Popen bar et hemnieligt Had
til hom, sordi han og Familien ikle giit til Alters so:
harn, og sordi han var ham langt over-legen i Strist
-udlceggelse, saa han, siden det ssolte Nederlag, aldrig
mere optastede sig til Forsvarer as sin Kirles Leere ltge
overfor Greven. Fra Thetimem sorn varede sra 5 til
a, tii erstenmal-en ni. 9 nun-de num, som sine, sin
til den sortlsbende Bibellæsning og alrnindelige Sant
tale i Familienareltsei. Dei handle otste, at man as
tortede Bibelleesningen sor de tilstedeveerende Gcesters
sSlnld og valgte andre, religisse ekle-e silososisie Emner.
Man vidste, Politik var det eneste, hvorved den sine,
aandsulde garnle Mand trat fig ttlkbagez l det hpjelte
sagde han« at den hat-de sorbiteei ham sor mange Aar
Ralf hans Liv til, at han vilde tage den op i sin Taufe-.
Folleptsychologi. Historie, Kulturhistorie, Naturviden
slab, det var leere Emner, og deri lunde man lige sag
meget beundre Grevens sine Jagttagelse som hans fængs
lende Underholdningsevne·
De oberste Herrer i Guvernementet bad ham ofte
om hans Raad i forskellige sociale Sporgsmaal og
gjorde aldrig forgceves Krav paa hans Godgørenhed.
Naturligvis hed det om hans Rigdomme, at de var
uudtømmelige. Den enefte Slygge i dette Hjem syntes
at være den ældste Søns Forhold til Forældrene. Si
den Grevens bratte Omflag fra verdslig Vantro og
religiøs Ligegyldighed til en streng pietistift Livsan
stuelse, saa han brød med Kirkens Former og trak sig
tilbage fra Statstjenesten og Selskabslivet, var der
opstaaet en dyib Kløft mellem Fader og Søn Denne,
der endnu var ung, vilde gøre Karriere, nyde Livet og
vilde ikle for Faderens fikse Jdeers Skyld give Afkald
paa de Fortrin, som hans Stilling og Rigdom gav ham.
Greven bad altid færsiilt for ham, og Grevinden sagde:
,,Boris elster Werden Herre, fomvend han1!" Dette
var desto smerteligere for Greven, fom de yngre Son
ner baade i Evner og Dygtighed paa langt ncer itke
lunde nmalle sig med Boris. Den ene var saa fygelig,
at der ikte kunde vcere Tale orn, at han kunde opnaa en
Stilling i Statens Tjeneste, men var altid hjemme, og
den anden var en god, brav Mand, men uden andre
Jnteresfer end for Landlbrugeh derfor opholdt han sig
ved en Landbrugsskole.
J den forste Tid havde Hedvig ofte omtalt sine
Toivl for erven, men det var nu et overvunoet Stand
puntt. Hun havde felv igen lært at bede, bede som al
drig for, og under Plejeforwldrenes Ledelse og Hjælp
git hpun fremad i Erlendelse af Guds Ord. Hun havde
leert at se fin junge Sorg soni en leerlig Prøvelfe fra
han1, sont hun havde leert at hengive sig til: Jesus Kri
fius, — og ofte tatlede hun for, at Herren saadan førie
lsende genneni det dybe. Naar hun imidlertid tvivlede
om sit For-hold til Gud og kendte, at Sejren over herr
des eget Hierte ilte var nogen afgjort Sag, kæmpede hun
sig igen frem til Vished og leerte gennern alt, at hench
Hiertefred tun beoaredes i den daglige Omgang med
Gud. J Spørgsmaalet om, hvordan deres andre Lin
i Gud flulde ytre fig i deres For-hold til Menneslene,
var hun ofte uenig med Greven; men han plejede altid
efter lange og livlige Debatter at sige til hende: »Na
ertender jeg stykkevis, engang stal jeg erkende, ligesom
jeg ogfaa er ertendt. Jo mere vi elsker Jesus-, jo mere
crtender vi hans Ord.« —- Og Hedvigs indre liv vossede
oed denne aandelige Given og Tagen. Hun havde igen
faaet Brev fra Prcettefruen i Livland, der undrede og
glcedede sig over den nye Retning. Da strev hun til
bage til hende og fagde fuld asf Lykke over Freden med
Gud: Mit Lio stal fra nu af viere viet Jesus Kristusl
Men Sorgen og Savnet lagde sig ofte over hendes
Sjoel og fokmørtede hendes Glcede. En Gang strev hun
efter en saadan Kamp med sin Lckngselt
Mit Hiertes Tante ofte favner
Min Lyltes lys Mindebær,
Da naar som mest jea Lytten savnet,
Den lyser tlart i Straalestckri
Oa Sjælens Die mod de: Fjerne
Vil stirre fuldt af Længfels Brand, —- l
-— Jeg lcknaes tit — oa faa faa gerne "
Endnu en Gang hint Lntteland. .
J
Men bvorfor stal jea mere lcengeg
Tilbage til min tabte Stat? 7
Jeg findet ej det Lns, fmn trcenges «
J Savnets stille, merke Nat!
J Himlen iea mit Lns bar fundet,
Oa dette Lns ei bleane vil!
Oa Sorgens Brod er nu forspundet,
Jea evia hører Jesus til!
En stor Glcede Var det for Greven at faa Beseht
as en af sine Meningsfæller, ogsaa en højtstaaende
ruåsist Adelsmand, fom nu paa evangelisk Bis tjente
Gut-. Oasaa for de andre var det rige, interessante
stunden naa: disse noble, dannede Mcend famtalte om
reliaisfe Sporastnaal Snart ftemte de overens, fnart
havde de forstelliae Meninaer, men det var godt at for
staa, hvordan de holdt inderligt at hinanden. En Gang
fvarede Hedvig, da Gesten efter en saadan Samtale
bad hende asgøre, hvem der havde Ret: »Nam: De
teetnper saadan med Wladimiir Wassiljewitsch, be
bolder inaen asf eder Ret, men en tredie: Kristi Jer
Kerliahed synes mig ttærtere end eders Bevisgrunde,
den Karliahed som tan lade eder gaa saa langt fra
hverandre og dog holde edek saadan samtnen, at inaen
Mislyd bliver tilbaae.« »Det er godt tcentt," raabte
Greven. ,,Saa langt maa vi komme, at vt er Herrens,
enten vi stkides eller er entge. Altid i haml Alt er
edersz men J er Krtsti.«
Gesten fortalte om· den religiøse Bevcegelses Frem
gang blandt hpjtstaaende Personlighedet i Peters«burg
og otn, hvorledes Stundisrnen og lignende religiøse Rei
ninger mere og mere vinder Jndgang blandt Landbe
folkningen »Du synes at holde det for asfgjort, at det
er din Pltgt og din Ret at medvirte ved stige Bevægel
ser saa meget fom m.nligt,« sagde Greven. »Ganfte
vist,« Var det livlige Svar. ,,Ar·bejd, saa lcenge det er
Dag!« ,,Godt, godtt men jeg frygter for, at vt arbei
der on virker saa meget, at der, naar alt tommer til
alt, intet bliver at gøre for den almeegtige Gud.« »Jetzt
ved, at du alletede i Petersiburg trat dig ttlbage fta
al saadan direkte Virtsomhed for andre. Mange be
sltJldte dig for MennesietfrygtJ jeg troede, det ksom af
din Opfattelfe asf Kristendommem som jo er indsvidncl
forstellig og betinget asf Temperament, Erfaring og
Kundstab.« ,,Kald det, hvad du vtl! Jo mere jeg
fordyber mig i Guds Ord, og fo mere jeg sammenligi
net bis-se Sekten Art i Tystlan’d, England og her i
Ausland der-med, jp mere trcekter jeg msig tilbage fra
alt dette selvgjorte Versem« »Men, Wladtmit, h I
oel ilte dermed sige, at vi ved saadanne Arbejdec fors
ren soger vor egen Ære eller dermed er asveget fta U
som sorener os i Herren?« »Es-r du Forstel mellm U
sjcelelige og aandelige i din Kristendom?«« spurgtc —
ven rolia. ,,J det første Korintherbrevs 15de M
gør Paulus en saadan ForskeL Jeg srygter for, at II
disse voldtsomme Omvendelses- og Bonnemoderz —
som forekommer tnig som Udpresningssforsøg mod Hek
ren selv, —- det aandelige Moment mere trcever Miit-.
og at derfor det naturmennestelige, det sjaelelige i Mes
neskets Gemyt og Anlceg blioer det overvejende. Hekk
maa vi søae Grunden til de snare Resultaten Det til
trækter det naturlige hos Mangdem Men det er ask-It
tun de i aandelia Forstand lidet udviklede, en Esels
staendig oa i sit Hiertes Grund uomoendt Mcengde, solt
derfor heller itte blivcr hos Kristus, naar Tiden, For
sølgelser eller Guds Ords Sandhed selv gør sine For
dringer gceldende.«
»Det var noaet nyt for mia,« faldt Hedvig ind.
»Je«a forstaar itke denne Forskel.« —- — ,,Nu, oi ragst
et gennemssnitsmenneske; af hvad drives det ofte, as
llart opfattede, akanem taentte Vevceggrunde eller af es
jea tunde fiiskes til at sige, naturlig Drift, over hvkls
ten det vel t.«.1ske efterspaa kan gøre sig Tanker, met
sont det paa Forhaand slet itke er sig bevidstZ Dei et,
hoad man talder Handlen efter Instinkt. Spiller ikck
overalt i denne Drift Mennesiets naturlige Side its
der, hvor det aandelige er forkomment og Samvittighek
den forniørket? Kristus vil have vort bedste: vore aim
delige Ebnen vor Villie, vort dybeste Jeg. Og han las
itke tilsredsstilles med det, som det er; han omdanaek
det atter og atter ester sit Billede, han styrter og for
cedler det mere og mere ved sin Paavirkning, saa vi sur
en mere oa mere as Gudg Aand gennemtrcengt Natur-«
,,Godt, heri er jea ogsaa enig. Jeg indsser bare illa-.
hvorfor der er Fare for at komme ind i det sjæleligk
naar vi prcediker for andre eller sorsøger at onst-endi
andre,« svarede Gcesten.
,,J den Fare kommer J, fordi J itke alle sammelt-.
har faaet den Gave fra Herren at veere Lærere. Hyps
for vilde ellers den gentagne Formaning vare udtaltt
,.Jkke enhver indlade sig paa at vaere Lauert-« Gle
itte, at en saadan Advarsel var henvendt til Menighedeg
som mere end J besad Aandskraft fra oven« og bitt
aivet i en Tid, som mere end vor kunde opdrage mbvek
til Missionær midt i den hedenske Verden." — »Mus,
tære Broder, stal da itle enhsver Vcere Missionoerk —
,,Paa en vis Maade jo, i sit Vcesen og i sin Dinges-ag
Men det hedder jo: ,,.Han har sat nogle — kun nogle —
til Apostler, andre til Evangelister, andre til Leute«
o.s.v. Dersom nu en har omvendt sig til Kristus I
med helle sin alødende Karlighed, sme naturlige W
ser vil folg-e ham efter, saa er dermed ikke sagt, at bit
besidder den Aandsmodenhed og det Oversblil, saa hu
strats tan blive Lærer og Leder for store Follemagseg
»Trefjerdedele as alle Metodististe og Stundistiike Pt
Tster oa Leerere mener det not alvorligt, og de« kan vcte
aode Elever not, — men til Lærere duer de itiet Der-s
sotn man satte dem alle ind i et theologisk Seminars.
vilde mange as dem blive aanste dyatige Lærere» met-.
de fleite vilde der indic, at de hverken havde Waldes-ki
Gaver sra Gud til en saadan Gerning. Tror du III
at der gøres mere Stade end Gavn ved saadanne uklatysp
ustittede Vidner?«
,,Jo kaufte. Men Vorherre kan ogfaa bekde D
til det Arbejde, .-som hliver gjort asf Bist-n- og barnkisssz
Sjcele,« svarede Gasten hurtiai. L
»Kan! Dei er ingen Forjættelse·! Det kan« ogsisc
de Folt have tcentt, som i middelalderen opfandt Zit
nekorötogenr. — Ja, — og endnu en Vtangsside fil:
hvor let udfhlder de ikte ved virtninigsfulde Midler sk.
Føleri det, sorn mangler dem i deres personltge Kri
stendom as Kraft og Overbevisning! Jeg hat ofte«
veeret med i den Slaas Forsamlinger med Sang os
Klana borte i det ellers saa noaterne England, —M·
jeg har slaaet Heenderne for Anssigtet i Bønt Falter-.
fortlad dem; thi de ved ikle, hsvad de got-«
Eiter en Pause spurgte Hedvisg: »Altsaa, W
jeg er kommen til den Over’bevis.ning, at der i mit
Kirtc er meaet, sont itke er overensstemmende mes
Striften, tør jeg ikke da løfte min Stemme derimod- ask
aflceage den Bekendelse, mit Hierte driver rnig Mk
»Nei, min-terre, De slet ikke,« lo Grevinden; »thi der
staar jo strevet, at Kvinden stal tie i Forsamlingen! VI
Historien leerer os itte new-v at Reformationen freut
taldtes ved Kvinder.« — — ,,Men jeg vil gerne, nat
dige Feue, optaae Deres Mening og rette den tik vie
Vært sra mig selV,« sagde Gcesten alvvrlig.. M
stal jea aøre, naar jeg tror anderledes?«
,,For det første lasre at vcere stille for Herren. Sols
jea fosrstaar Bierapraediken, sremstiller Herren der et
stille, sagtmodigt Mennesste, hvis hesle Proediken bestu
i at elste, taale, baere, samt i Forbøn og Fredsommelligs
hed. Der gøres altfor meget BraaL og der blickt
elstet, bedet og taalt for lidt. De buldrende kan veI
sremtalde store ydre Resultater, men ind i Himlen eck
ter noeppe deres Jndslhdelse. Lige saa lidt sorn VII
lene istemmer Jubelsange over alle ,,Fre17searmöens« vat
;vendte, lige saa lidt bygger enrhver Guds Rige, som used
Ysin Betendelse anksalder Folk, ligesom en dresseret Mod
»hund et Menneslet Bliv staaende i din Kirke, elst CI
dem, du faar sat i, og bed for alle. Lad ellers I
mægtige Gud raade, han vil ogisaa bygge sit Rige Id
din Pradile.n, og uden at du udsordrer en Regerings
og en Statslirtes Modstand. Naturligvis, hvor ma
forlanger dit Vidneötbnrd tør du itke for-nagte din M
bevisning.« —- —— »Det havde jeg egentlig ille W
asf dia, Wladimir, men helt U.ret hat du bist icka O
Hdet mindstc has et Okd twsset mig: man erstes Is- .
;lidet; det er ganssie sandt!« —- — »Ser du, der Ist H .
tatter fundet hinanden! Jntet kan saaledes bringt M
itil Von og Bod sokn dette, at fea elsster for Miet- Vs
er vi under samme Dom, du med din Taten og Its
med min Tausbed Vi trænger begge til Sud- M
,og tilgivensde Rande, hand, sotn ser elsiede til VIII-«
s Man-o