Zadwiga.
Russifk Nutidsroman
Of
Ernst Schrill
l.S. Keller.)
Oversat af R. Gjessing.
lFortsatJ
J Hast drat man Te og spiste lidt tørt Brod, Ar
bejderne lom med deres brede Sneftafler, og Toget dam
pede afsted, men Tilbagerejfen varede hele 14 Tirner.
Havde man om Morgenen tilladt Togets Tilbagegang,
havde de naaet frem paa 2 Timer. Alfons naaede Char
torvOtræt og elendig, men han trøstede Hedvig med, at
naae han fsrft sit hoilt ordentlig ud i Hotellet, vilde det
not dlive bedre. Hun svarede intel, men saa, hvor megei
han havde forandret sta; Øjnene laa dybt i Hulern",
og Handerne brændte sont i Feder· Natten igennem
plagedes hun as ængstelig Uro for ham; naar hun
imel!e:n, overvældet af Trcethed, blundede lidt, fa'r hlln
op, vætlet af onde Dromme. Orn Morgenen blev hltn
angest ved at vaagne og finde ham bevidstlos i starrt
Feder. Stælvende tlaedte hun sig paa og sendte øjses
blittelig Bud efter Segen, en sammel, venlig Rassen-,
som efter llnderspgelsen trøftede Hedvig: »Det et itte
saa slemt endda, take Fruc! Jeg forftsaar, hvor De
er ængstelig for l)am; men nu vil jeg foreflrive anget,
som stal hjoelpe paa Felserem vier bare ille bedrøvet
For Inestormen er over, laa J lan rejse videre, har
not Deres Mand ovekvnndet denne Fort-stelle han
hat jo i Dem den bedste Plejetste.« — Hedvig tog sia
sammen, git hen til ham og sagde paa sin stille verdige
·Maade, mens hnn faa ham saa fast i Øjnene,athan und
vea hendes Blit: ,,Dottor, jeg er ilte noget Barn! Zig
mig oprigtig, hvordan del staat til, jea tan bære deti"
Han sagde sagte uden at le paa hende: »Lungebetcen
delse, ftært Fort-stelle Gud vil hjaslpe!« «Det haaber
jea,« fagde Hedvig og culgte ham til Deren.
Da han var dorte, og hun ligbleg git hen til Al
fonL, gil der en Gyfen gennem hende, det var den klare,
streiteng klare Anelfe onl, at hun nu vilde mifte harrt.
Hun grced ilte, da hun satte frg ved Sengen og stirrede
paa ham, men hun lendte det, som Smerter jog gen
nem hendes Hierte —- og icempede med dets urolige
Slag. »Hedvia, statlels Hedvig, —- alene blandt frem
mede,« lød det inden i hende. Som hun sad der og
saa paa hans Lidelser uden at tunne lindre og hierpo
tendtes det umuliat for hende at holde ud, —- og saa
at hun itle tunde vcerge sig for den Tause, at hart
stulde ds! —- Dottoten tom og git og rystede Paa Ha
vedet; dels tyntes han mindre og mindre orn den fyges
Tilstand, dels undrede han sig over den vakre unzte
Hustrn, som bar sin Sorg saa heltemodig on ftill·.
J hele Hatellet beundrede man hende« der hun git stille
og beherftet omtring hos den syge og mellem de andre.
Gennem en as hendes gamle betendte fra Petersbttrg,
sorn opholdt sig i Hotellet, havde de faaet heades Lins
htstorie at here, og alle yntedes over den unge Kvinde,
som nu vilde blive fat alene i Livet igen, da Lceaerne
havde ertlceret Stellsamaris Tilstand for haablps. Stac
pigen kom, da hun høtte det, grcedende ned i Kottenet
vg sagde: »Fruen maa være en Helgeni Hun sid »
ved hans Seng med foldede Hander uden at grade a
jamre,-— og set hun mig, fort-get hnn at imtle.«
Stormen holdt op, og straalende klare Winter
dage fulgte ester. Jstrystallerne glittrede paa Sneen,
som i fantastifte Tunger og Taller littede frem nd
over Hugtagene og laa i formt-se Dynaer i Gaderne.
Ved lmaa Windstle «)virvledes fine, bitte Krustaller i
den klare Luft· En faadan yndig, told Tag fulate
Hedvig Stellamari sin elstede Alfons til hans fidire
Hotleited paa Chartolvtirlegaarden. Foran draq den
russrsle gejftlige i Ornat med Lysene, saa Iangerne med
Korsfanen og bag Ligvoanen fulgte hun alene, efter
hende entelte fra Hotellet, den gamle Dottor og en
Kollega Ved Siden at dette tavse Tog trængte sig
Follemængdem som itte blev tret af at fe vaa og be
undte den vatre, lidende Kvindr. En gammel, fatti1
Kone ttængte sig frem med Øjnene fulde af Taster-,
greb hendes Haand, som hun työsede, og sagde: »Gud
vil hjælpe dig, Fyrstinde!« «
Den yngre Lage hviftede til den gamle: »Ved De,
Kollega, om hvem hendes Stitlelse minder mig?« »Jeg
tænter itte, hun kan minde om angen, —- hendes llge
sindes itte!«
»Jo, jo. Hun minder om Pilotys »Thusnelda«,
De ved det store Billede, som var udstillet i Boghande
len fsr Jul.«
Il
Chaktows Lotalblad ,,Juschni Krat« btagte
Dagen ester Alfons’s Begravelse en længke Artikel,
som foruden Beftrivelsen af hans Dsd og Begkavelsc
ogsaa fortalte om den unge Enkes Livsføkelsr. Var
det et Tilfcelde ellek Guds StytelM —- ,,Mostauer
Tidende« optog et Var Dage senete Attitlen« som sam.
me Dag blev lcest af en »Sibitjak«, —- faa kaldes
Ejetne af Siberiens Gnldvastekier, —- der netop op
holdt sig i Mostou paa Gennemkejse. Han beftemte sig
Øjebliktelig til at tilbyde Hedvig Pladsen som Guyet
nante for sine to Smaapiger, da ogsaa hendes hsje
Uddannelse var nævnt, og en dannet Dame nmatte
folge med Familien paa Reisen til Schweitz og Frank
tige. Han assendte Ijeblittelig et Telegkam til Jud
schni KraPö Redattsr med Bsn om at okdne Sagen
med Hedvig. Hun var itte paa det rene med, hvad
hun vilde tage sig for, da den gamle Doktor en Dag
fotestillede Redasktsten for hende, — og de foespgte
begge at overtale hende til at modtage »Si«birjakkens«
Tiibutn Tusin Rublek aaklig og alt trit, mens der tun
fortangtes, at hun stulde lede Ovdragelsem Gut-ernan
ter.og Letere i de fotsielltge Fug stulde anfættes under
heade. Hun nslede med at modtage Tilbudetz tht en
Stint-lass Navn hat ofte en daakltg Mang, og det ittc
imed Urette. Man sorstaar derved Folk, som paa alle
tcentelige Maader i den tortest niulige Tid har samt-et
sig uhyre Rigdomine borte i Guldlandet, og paa hoekn
man overalt incerter Parvenuen.
Eller — oar der bag hendes Nølen gemt en abe
steinmelig Anelse, som advarede Hedvig? Men hvad
stulde hnn oel tage sig sor? Midler ejede hun ikke, —
Faderen haode jo esterladt hende bare Geld, —- og as
Alscns’ Slægtninge knnde hnn inaen Hjælp vente, da
hun vidste, hvor missornojede die-se haode vceret med
bang Balg. Heu-des eneste Tilslngt var den livlandske
Præstegaard, nien hlln vovede ikke at vende sig derhen,
da hun oidste, den gantle Præst netop var bleven nødt
til at ieae sin Afsted paa Grund as en Brystsngdom.
Og —- selv om man der itke haode behovet at taze
Heniyn til de snraa Midler, hvad stulde inin oel gøre
der? Ro og Ztilhed trcengte hnn iite til, derimod Ar
bejde og Anstrcengelse for derved at døve det staikels
fortvivlede ngertes blødende Saat
Endelia besluttede hnn sig til at give sit Ja, oig
næfte Daa modtog hnn folgende Telearatn fra He.
Bartim «Vi er paa Reise til Schlveitz. Mød os i
Kiem Zondaa i »Grand Hotel«. Paa tnine Ordre
iaar De Reisepenae og Forstnd ndbetalt as Entkom-v
«tlfdelinaen af Wolaa - Kania Bant.« Ei Par Ti
tner senere rneldte en Bant:Vetjent sia hos hende oa
rverralte hende sie-» Rnbler ira hendes »Herre«. Ta
linn haode tvitteret for Penaene oa den frennnede ait,
trod den tilbaaeboldte Enierte frem, oa for første Gana
Eiden Lllsons’ Tod aav hnn sia villieløst hen til nn
Sorg og arced oa huliede, som hendes Hierte stuide
Dritte. En bitter Knarren inod Gnd iteg atter oa atter
op i hende. Hnn hande, siden Elaaet saa uoenket inm,
tendt sia ton Ia liaeayldig — og haode i Trods vendt
sia dort, nu oendte hnn Fig mod Gnd eller »Skaebnen«,
sotn nun laldie det, med bitre Bebrejdelser. Hvorsor
stulde der netop mode hende iaa meisten Sorg? Va:
den Gnd Karlialied sont tillod saadant? Eller — Var»
der tanite ingen Gild. Og den gamle Tvivl derow,
sont bun lendte saa godt fra sine bciaxnne i Zmolnas
pensivnen, toin rned foroaet Styrte ovet hende. Og nn
havde hnn innen. iom mildt og hierteligt tnnde tale nie-d
hende Da hjcklpe hendess uroliae ømme Hierte til Stil
hed Hnn bleo naxsten bange ved at se sia selv i Spei
!et, saa toid oa soritenet soretom hun sig selv. Hande»
den Diater Ret, sont iaa aribende siaerz at naar Hier
:et er for godt oa for dnblsplende til at kunne overvinde
den dnbeste Zmerte i letsindia Glemsel, det da intet
andet har tilbaae end at btioe haardt og koldt soxn
Sten? Haardt mod Gnd og IJiennester? Haode illa
ogiaa den aarnle gode Læae sagt hende en Dag, at;
saadan knaatte hnn site taae det, hun faa allerede ndi
sont et TUiarcnorbillede, —- ston oa koid sorn Marmer
Zorn en oandrende Anklage mod Gudi — En NiobeSI
Bare Barnaatianed, l)-ed det atter i den Rrydsen asI
Tanler, sont aeniidia anklaaede oa sorsvarede hinandstni
bog bende. — hverten tiende eller hendeg Opdragelse
ocerdiak Oa hnn pregiede de tolde Hernder tnod den
tirandende bede Pan-de — oa tiagede halvt ubevidst
km at knaatte oinde Zejr over al Kulde og Bitterhed
i sig.
Men bede, bede Gnd om Hierin —- nej, hun tnnde
det ittet Jtte nn! Haode Gud i det straltelige Uvejr
odelaat hendes Liv og bendeg lyse Karligheds Lytte,
nu, ——— saa sit hendes Lin ligge ode, det dybe Ziem
lio, —- øde oasaa sor Gud. Jtte en Blomst blomstre for
ham derinde, —- itte et Halmstraa prise hamt Hnn
oilde Være itcert i sm Smerte, og ligesorn fanget oa
bundet as den itte itotte sia Paa noget uden paa den! —-—
Hendes Asrejse sra Charlotv trat lidt ud; inden hnn
havde ordnet sme private Zager med sin Advotat i
Petersbura, oa inden hun sit de notwendige Papirer sra
Politi oa Geistlizided haode Familien Bartin ventet
hende i Ring Hun haode telegrafist meldt dem For
sintelsen, oa da nun en Daa korn, tras hnn dem i Dag
liavcerelset. .er. Bartin, en hoj, statelig Mand, stod
forleaen op, da Hedoia tan ind, og hans lille, tykte
srue rodrnede« da linn forestillede sig for hende som den
nne Guoernante. Zaaledes havde ingen as dem sou
stillet sia hende, til Trods for den sympatiske Stildring
i Avisen. Under den sørste slygtige Underholdning,
som drejede sig oni de to halvvoisne Døtres Opdragelse.
fit Hedvia det Jndtrnt, at kenn doa havde ajort Ethik
jatlen Uret; thi han var ester stn Holdning og sin Dan
nede og sorstandiae Dom om forskelligt en ialonmces
sig Herre. Fruen derimod snnies at stamme fra sem
plere Forholdx hvert Øjeblit sagde hnn nsoget sortert og
sorssgte at soebedre sm Holdning ved et ooldsomt Ryt
med Stuldrene, eller lyun pillede nervost paa sine Baand
og Slojser og satte dem til Rette, —- til de ved en void
som Bevægelse sad lige saa sicevt som for. »De maa
vide, Jadwiga Andreiewna, vi var 15 Aar i Sibirien
vg derfor er mane .Dotre vokset op sorn rene Vilkatte.
Jeg var næsten altid ude i mine Forretninger og runde
der-for ikie tage mig as dem. Den, som møjsommelia
stal tlatte op til Beistand kan ikte tjene to Herren
—- og min Husttu var naturligvig saa optaget as Dus
holdningen og Selstaberne, sont et stort Hus fsrer med
sig, at der blev lsiden Tid tilovers for dem; og dannede,
paalidelige Mennesler, som man kan overlade sine Born
til, sindes ille i Sibirien, selv om man vil opveje dem
nied Guld. Nu, da Rigdom er sitret,« — et stort Smil
oplnste dank merke Trot, — Jan vi helt tage os as
vore Borns Dpdragekse.« »Ja, helt as Opgragelsent«
betrckstede Fruen og drejede paa den kostbare Diamant
ring, hun bar paa sin sede Langsinger. »Men, for at
sige det rent ud, forstaar vi det egentlig ille heller, —
og derfor grelb vi ined Gliede Lejligheden til at faa en,
som lan hjælpe os, —- og tilltge, —- —« »Da vi er
spart glade over, at vi sit Dem, De ka- gsre med Sonja
og Mascha, som De vil. Kun maa de leere at ovfsre
sig sorn Dame-: for engang at kunne gøre gode Partiecl«
afbrpd Fruen dann »Dagginddelingen og Underviss
ningdsagene over-ladet vi ganlte til Dem at bestemtne,«
begyndte Bartin taen, som, mens hanc Kone talte.
havde tastet et cngsteligt, lurende Sidebltt paa Dei-via
»Ja, og natueligvis ogsaa, hvorledes de sial klcde sig
standsrneessigb De tan ttte tro, hvor vansfteltgt det ec!
’Det lommer jo itte an paa Pengene, men paa Smag
oa Stil«, sagde fru Bartin ivtig. ,,Vi tejser nu ti!
Wien, hvot jeg vil ovholde inig en Tid for at tonsulere
en medicinst Autoritet; der vil J have Tid not for alle
edets Tojletspøtgsinaal,« sagde han, henvendt til
Fruen, »og detfta rejser vi sot en Tid til Schtveitz.
For vi hat fundet et fast Opholdsssted kan De natur
ligvis itte begynde noaen fast Undervisning.« —- »Tal
bare Fransl tned Bornene; det maa man kunne, naar
man vil være dannet. Jeg tan det endnu itte og er
vel allerede for aaxnmel til at leere dei. Er De mu
sitsalst?« — ,,Lidt; men Musitundetvisning vil jegl
ncepve knnne give lcenae, da jea bare spiller rniddel
maadig selv,« soarede Hedvia. ,,Lo.-ngc? Smaavigerne
sotstaar intet af det hele!« lo Batkin —- og saa haard
og told ud. ,,Jeg sagde Dem ja, at de er nogle Bild
latte, vi lod dem støtte sig selv.« — ,,De er saa smaa!«
antlede Futen, »de ligner mig desvcette!« Dsa Hedoig
ifaa dein, hvade hun ogsaa helst suttet. — — Uanselige
as hdte, lejtede og ined aandsforladte Udttyl fotetoni
Atvinaetne til Bartins Millioner hende. Hun blev
betlemt ved Tanlen paa Samlivet med dem, — men —
l)nn ttcenate til Arbejde sor at døve sin Sorg, —- det
havde hun jo faaet og vilde ikle give ester for sine Fo
lelset. Hnn vilde del itte; men de kan stadig iaen oai
spottede alle hendes Villtes Llnsttcengelser. — Hun vat»
i sin daalige Omgana med dem venlig og bestemt, nren
stødtes oste ved deres Opførsel og totn derved i Oprør,4
saa hnn ofte soteaav Uvasselighed for at lunne blive
lsaa sit Vertelse da der tilkcetnpe sig Ligevægten igen.
Saa ait dei bedre iaen, inen overvundet var Elendiqs
heden ilte. »«)la, om De altid var feist, Jsadlviaa An:
drejemna!« saade Mascha til hende en Dag. »Naar De
itte et het, saa er Papa liaesaa slent mod Mama vg
os, svm for De tonl, og da et vi saa ulytteliae, at oi
aerne tnnde dø!« ,,Mama saade en Dag, at vi stulde
bede for Dem, saa De altid maa vcere frist, da vilde
alt blive aodt,« føjede Sonja til, —- »og jeg hat oasaa
ladet Nanja lobe Lys og stillet dem vp oa tcendt dem
for Helaenbilledet; nien det oil itke hjælve.« »Natur
liavi5. Maina saade siden til Nanja, at det lunde
itle hjcelpe, sordi vi her i Wien ilte kan faa ,,tettro
ende« Vvlslys, bate tomerst latolsle, —- og der er
so tættersle.« Hedvig forstvd as dette, at hendes Ind
flhdelse blandt dem var stotte, end hun havde ttoet.
Jtte alene Frn Battins og Smaapigetnes Toiletter
havde undetgaaets Forandriria, ogsaa Omgangstonen
tiar blevet en anden. Bartin var saa imponetet as
Hedvias stille, alvorlige Personlighed at han ille mere
aav eftet sor sm raa Heftighed, og de andre betragtede
Hedvia sonr sin Beslytter. Ogsaa Tjenerftabet saa Dv
til hende —- oa siden Nanja, den aamle Barnepiae,
havde høtt om hendes Ulnlke, sluttede hun ,,Barina
Guvernantla« ind i sin dagliae Bem. Hvor ineqet hun
end modte af Tatnemmeliahed, Kcerliahed og Agtelse,
følte hun sig aldtig hjemme blandt dem. De fotstod
hende itle og tnnde itte vcere hende til Hjcelp i hendes
bitte Zorn. Aandeliae Nydelser Da ovetdaadig Lut
sus, — alt, hvad hnn onskede sin, stvd til hendes Raas
diahed, saa hun maatte vcere sorsiatia med at nævne
eet eller andet, for at itte Bartin strals skulde benytte
Lejliaheden til at tilstedsstille det. De gjotde daglig
iudslngtet i Wiens Omegn og Hedvig glædede sig over
IStønheden i Naturen.
l En Dag var de i ,,Baden«, tcet ved Wien. Hr.
da Fru Barlin var tilbage i Restaurationen i Hader-»
Jtneng Hedvig og Smaapiaetne spadsetede rnndt i de
prctgtige Allsey der stod lnsegtønne med sit netop ud.-—
sprunane Løv. Der laa en mild Vatme i Lasten oa
det forelom Hedvig, sotn om Naturen om hende græd
.varme, leite Taater, oa hun havde gerne arædt med —
»sot den Lytle, hun havde mistet. Hun kunde ille glckde
lsig over noget, det var soni om alt dette nhe Liv min
dede hende onr ham, oa Lcengselen ester ham blev dobg
belt stætl. Hun git fordhdet i sme egne Tanker oa
lagde itle Meerte til. at en Patasol var stillet mod en
Bænl saadan, at den stak ud i Vejen, — snnblede over
den oa var kanste fakdet, om itke en traftig Haaan
havde taget sat om hendes Arm. Forvittet saa hun
op, for i samme Øjeblit at sate stimmen Med en let
Bøjning laltede hun og git rast videte Hvem vat det?
Udtrytlet i hans Øjne mindede hende saa meget ont
Alsons, at hun maatte sihnde sig bott. Saadan havde
oasaa han set paa hende, saalænge han som Fremmcd
iagttog hende. Den Gang havde dette undersøgende
i Blitket ægget hende — og hun havde solt sig vel ved
det; — nu siyndte hun sig dort i Angst. Hvor var
Smaapiaerne? Hvor slulde hun finde dem i dette
yrende Mennesletnyldet? — Da lom Hr. Barkin hende
i Mode. ,,Hvad et stet, Jadwiga Andtejewna? De et
io alene og ser saa bleg ud?« Der laa saa megen
Fslelse i hans Stemme, at hun saa paa ham i For
undting· ,,Jeg hat mistet dem i Tummelen o —- —«
»Kom nu, scet Dem hen til min Hustrux set De, der
sidder hun ved det fotste Bord til venstte, jeg sial not
søge ester Bornene.« Møjsommelig naaede Hedvig
Botdet og satte sig ved Siden as Fru Battin, det sad
med et stott Glas Øl foran fig. Da Hedvig kom, be
ghndte hun at gøre Bemætlninger orn Publikum. »Naar
ieg snalket tussist, got det intet,« sniste hun. ,,De set
bate stivt paa mig, naat de gaat for-vix men de set-—
staar natutligvis«ilte, hvad jeg siger om dem.« Og
trods hendes almindelige Mangel Paa Starpssindighed,
viste hun en moerlelig Øvelse i at gøte snatt en bi
dende Bemærlning om de sor-bigaaende, snart en komist
Samenligning. — Bartin fandt Hedvig hndig i sin
Fotlegenhed. Jdet han gil fra hende, hvistede han for
sig selv: »Saadan hat hun aldrig set ud! Altsaa et
Engelen dog et Menneste!« Og han glcedede sig det
ovet og smaalo, da han gik for at finde Smaapigetne.
Senere lunde han itle blive Jndtthtket a-f hende kvit,
som hun havde staaet der fotlegen, hjælpelss og halb
Engstelig sown ham paa Tettassen; han holdt det
tvettimod fast med Villie og byggede derpaa snu sine
egne Plane-.
Ved Mienlbotdet paa den ftie Plads soran Re
ftauirationen talte Ftu Battin atter temmeltg ugenett,
til Ttodd for, at hendes Mand flete Gange fokbtd
hende det. Hedvig lagde itte videte Man-is til —
Ting, før den sainme Herre, som havde hjulpct H
rejste sig fra et af Sidehordene vg, idet han git M
soarede hende paa russisk »Tag Dem i Agi, IM,
her findes niange Russere i Wien.« Synderindes U
Inæsten sit halvtømte Glas falde og stirrede meet-Il
Pester hain. Hendes Mand lo og sagde: »Det er til
Pas for digt Hvorfor opsfører du dig, som om di
endnu var i SibirienZ Her i Vesten maa man bete
forsiatigere!« »Ja,1nen hvorsra ian den Tyster M
sist?« spurgte hun opbragt. »Det er en russist AMI
Inland, han bor i Hotel Jmperial Jeg saa ham net-s
tomnie fra den russiske Gesandt, da jeg gik ind,« sagde
Bariin·
Den nceste Tag oisie Hedoig sig iite i Famile
De reiste videre til Schioeitz. De havde Tid og Pein-e
not og stsandsede flere Steder undervejs som s. Ets. i
Salzburg og Jngbruck —- og da Hedvig ved en Alle
Skovstation paa den yndige Arlbergerbane udbryin
,,Aa nej, hvor her er nndiat,« havde de benytiet sig af
det, aaaet as Toget oa indrettet sig for slere Dage i den
lille Landgby sor at nnde den herlige Natur. Paa Tut-e
rundt om fulgte Fru Barlin aldrig med, men lod II
Mand aaa alene med Gnvernanten og Bornene Heu
var altsor maaelia til at gaa eller stige til chele og
tilstod gansle aabeni, at hun lige saa lidt iunde begräbt-,
hoilten Nydelse man tunde have ai en smuk Egn som
af en Kontert De tom til Jnterlaten. J Udiantea
as denne henrivende BU, der, ligesoin saa mange af
Bnerne i Schioeitz, udelutkende etsiiterer for fiele
Gcester, laa ligeoverfor »det bayersie Bryggeri« »He-txt
Jnierlaten«. Dei er et af de beskednesie blandi de
manae store Hoteller, som Jnterlaken er sasa rig paa;
men for alle som gerne vil undaaa Kæmpehotelletnes
kjolellcedte Parasithær af Opvariere, hører dette iille
Hotel til et af de hyggeligstc. Oiniring sørste Eiage
løber der en Veranda, hvorfra man har den yndigftk
Udsiat over Jnterlaien Landlige Oingivelser og friede
lig No blandser sig med Kurstedets Komfort. Her tog
de efter Hedoias Ønsle ind og indrettede sig for m
lcenacre Tid, esier at de førsi havde ptøvet ,,Hotel Vikto
ria«. He. Bariin vilde ikte som de fleste reisende, fast
over ellet »abweiden« Jnterlaken og Omegnen, som dek
hedder i Turistsproget,1nen blive der Sommeren over-.
Efteraaret vilde de tilbringe i Øvre-Jtalien, Vinteren
paa Sicilien.
Nu begyndte Hedvia den regelmæssige Und-wis
ning, dersom man i det hele kan talde de to Tini-ers
dagliat Arbejde saa. Jnterlaiens heilige Omgivetfez
Lauterbrunn, Wenaeralp, Grindelwald, Miit-ken
Scheidect, Schyniae-Platte oa Grieszbade, alt bleo nydt
i fulde Draa. oa det foretoni Hedvig, som om den
Sorg, Ruslands Snedrev havde bkagt hende, begyndtt
at misldnes her i denne mægtige Natur. Og dog oder
faldteg hun stundoin i Ensomiheden ude i Naturen Of
en navnlieg, en ubesisrioelig Hjemve Som om hun hav
de et Hieni, denne Lcengsel kunde søge til! —- Det fors
tom hende, at der iaen trat Skyer samtnen over heu
de for, som i et Tordeiislag, at slaa ned i hendes stil
le, fredelige Liv, oa dog kunde hun ikke gøre sig Rede
for, hoorsra det stulde komme. Alle var jo saa kæklige
Inod hende og viste sig iniødekonimende paa alle Maa
der. Psaa en Tut gjorde hun Bekendtsiab nied en El
dre rugsist Greninde, som samtnen med en voisen Dut
ter boede i Hotel ,,Jungifrau« paa lille Rügen. Hedvig
følte sig tiltalt af Grevindens stille, værdige, moderlige
Vcesen; hun havde en Følelse as at kunne iægge IS
ind til hende og grcede, aræde ud sit Hjeries dybe Sorg.
Der brød et Regnvejr los, og i flere Dage var man
nødt til at holde sia inden Die-re Dei vixiede trykiende
paa Summen oa Hedvia havde dobbeli Msje med ved
Maaliiderne at sorebyaae et af Husherreng Breite-Zud
brud, og heller itie den lille Fru Barkin lagde merk
Baand paa sine Luner soni før. Kanfie havde Hedvig
i sine Bestræbelsser for at incegle Fred værei spinnt
sotnniere og venliaere end ellers, —- i hvert Fald havde
hun sejret oa kunde endnu tredie Dags Asten folge
Smaapiaerne til Sengg nied Bevidstheden ma, at hun
doq formaaede noget liaeoversor det haarde Mennestr.
Siden git hun ned i Læsefalen og toa en Bog og losng
ille Mærke til, at noan aabnede Kabineisdnren Ig
tastede et hurtigt Blik ind for igen stille og lydløst at
træiie sia tilbaae. s- Wiss-Mk
Det var allerede sent, og i Hufet dlev alt stille. Jn
aen hørteg i Kaki-Waren intet afbrød Siilheden uden
de faldende Reandraabers regelmcessige Dryp. Da Zone
Bartin pludselig ind. Hedvia saa sorundret op og san
ind i et nervøst, ophidset Ansigt oa et Par flammende
Øjne. J- et Nu stod han fokan hende, og da hun for
strcektet vilde staa op, bad han med hæs Stern-me:
,,Jadtviga Andrejewna, blev sid«dende og hsr pwa mig!
Kansie De ian hjælpe mig, kanste redder De mit Lin
Men —- sor at kunne soriælle alt roligt, veder jeg,
at jeg maa gaa op og ned i Vcerelset, mens jeg take-,
det er nu min Maneri« Og uden at assvende Sinn-,
uden at se paa hende, gik han op og ned med seitdem
nervøst tnytiei paa Rygaen. »Min Historie er ynkelis
nien den er sand. Jeg har egentlig aldrig faaet nagen
Opdragelfe. Min Faden en snild Landsbypope Crus
sisi .-Gejstlig), som havde giftet sig med sin Godsherkes
elsiede, har ligesaalidt beiynitet sig om mig, som den
tungsindige, indesluttede, ulyllelige Moder. Ti Aar
gammel iotn jeg som et slet, sordcervet Barn til Byeu
og leerte der til mine landlige Unoder ogsaa Bot-ag
domniens Galstaber. J Seminariet, hvor jeg skitlde ud
dannes til Pape, bleo det naturliavis itte bedre med
mig: jeg troede paa intet mere, elsiede intei uden mine
Fornøjelser og kendte ingen andre Hensyn end dem.
min beregnende For-stand diiterede mig, for en ellek sn
den Vindings Skyld Da jeg havde funet en glimde "
Etsamen, siulde jeg blive Pape et eller andet Sied- «
Men jeg tsinte en Nat med et salstt Pas —- og U«
Lyiteridderi Hvorledes stal jeg tunne sortolle De
alt, jeg har oplevet, s-:;.7 om jeg got det i torte Mk
Jeg —«
»Ja, men hvorsor sortiellek De mig dettek M
Hedvig ham kori
-..Q-«- . s - . ..·, »
