Strandfogdens Hatten
AfN.P.Mads-n. !
(S1umt.) i»
!
Det srhgteligste as alt et dog et Table d’Hote —
t hvett Fald sot mig i denne Tib. At stulle totnges»
til at sidde og undetholde die-se Mennestet, fom man
tilsætdigvis tommet til at sidde sammen med, og sont
man itte hat Spor as Jntetesse sor, at stulle sigefdet
samme og høre det samme om og om igen ved hvett
Maaltid, det et næsten uudholdeligt.
J Dag tom jeg til at sidde oed Siden as en ung
Ftue sta Diisseldots, en Konsetenstaadlnde eller saadnn
noget, smut sot Resten, men dum og meget snattende.
Hvot plagede hun mig med sine Spørgsmaal oxn
alt muligt og sin Saat om Fodtute, Bjetgbestigning og
Fam.
,,Det maa da væte trygtelig interessant at male,«
begyndte hun, da jeg havde presenteret mig sot hende.
,,llhyte!«
,,Scetligt at male disse Vierge, saa man tunde have
dem, naat man tommet hjem.« s
,,Ftuen tan jo fotogtasere dem.« l
»Ttot De itte ogsaa, jeg gøt det? De stulde sel
min Samling as Billedet —- men det et ellets umulig:,
da Pladetne itte et stemtaldte, saa maa de jo iltex
tomme i thet, det got jeg sørst, naat jeg kommen
hjem. Det er saa motson1t, saa levet jeg paa den
Maade Taten om igen. Nes, tnen det var dog ulige
motsommete at have et malet Billede as denne Natur.«
Jeg tav, og hun blev ved:
»Jeg havde fot Reiten et interessant Tilsælde i
Gaat.«
,,.Havde De et Tilsælde?«
»Ja, det vil sige, der tunde let vcere stet en Ulytte.
Det var ude paa Gletschetem De ved. Man gaat ja
tveets over den og ned paa den anden Side. Bedst
som seg gaar —-—— vi var nu flete — glider jeg paa den
glatte Js og salder.«
,,O-g sthttede ned i Asgtunden natutligvis.«
»Nei, bevates, saa galt git det da heller itte, jeg
havde jo et Reb om Livet.«
»Kon! Ftuen da itte noget tits«
»Nei, itte det mindste, men jeg tøt alligevel itt.
strive det hjem til min Mand, han hat nemlig sotbudt
mig paa det strengeste asudscette mig sot nogen Fate.««
Da vi havde spist, satte jeg mig ud paa Vetandaen.
Lidt estet tom hun ogsaa detud, og da hun saa mig,
begyndte hun paany:
»Ved De, at Folt et meget teligiøse her i Grinde!
walks-«
»Saa.«
»Ieg tcentet ncttrnest paa Englandetne. De et
altid saa stamme. For Resten maa jeg sige, at Thstetne
ogsaa tan væte det. Her et en tyst Lage, sont jeg
taadsputgte sotleden Dag angaaende et Tilsælde, og De
tan tcente Dem, han heghndte oittelig at ptædite
sot mig.«
»At ptædite?«
»Ja, han sagde, at seg itte ttoede paa Rristus.«
»Det gsr De not hellet itte.«
« »Ih! behares,«jo, det got jeg tigtignot, men jeg.
tain itte sotdtage disse hemge.«
,,.Hvad hat de da gjort Dems«
»Jngenting, thi jeg tommet aldrig i Betøting med
dem.«
»Det stulde De gøte.«
»Jeg — men hvad menet De?« ;
»Jeg menet, at De tunde leere noget as dem.'« ’
»Na sppget De vist, He. Kunstmalet, hvad tunde
jeg leere as dems«
,,At tro paa Kristus.« »
Hun saa ganste dumt paa mig og sagde hesippet:«
»De stulde da itte være en as dem?« ,
»Nei, men jeg vilde ønste, at jeg vat det. Jeg
hat i hvett Fald sor megen Respekt sot dem, til at jeg
tan taale, at nogen bagvadstet dem.« «
»Bevates, Hr. Albert, De hat vist missotstaaet mig.s
De menet da itte — —?·« I
,,Jeg mener, at de hellige, sotn jeg tender, bl. a
den Lage, som De nannte, hat min fulde Agtelse, og
jeg ttor, at deres Kristendom et mete værd end al den
Munsdttistendom, som er almindelig og moderne, og
som tun btuges om Sondagen.«
Hun stittede paa mig med stote Øjne og sagde
sotneetmet: .
»Hu-Away De hat itte Lov til at tvivle om et
Mennestes Tro, naat det selv siget, det ttot.«
»Jeg tvivlet om alles Tro, indtil jeg set den«
.,Ser den«-«m hun saa dumt paa mig.
»Ja, thi Troen — den vittelige Tro et et Liv.
det hat jeg set, og De hat vist itte dette Liv.«
»Hvad menet Det«
»Jeg menet — hat De maattet tempe, ofte, lide
noget sot Deres Tro, og hat den givet sig Udslag i
noget Vidnesbytd som s. Ets. hoö Lagen — ellers et
den tun tom Snat.«
»De et en høslig Mand, He. Alls-U sagde hUN
bittett.
,,Jeg talet i det mindste Etligt om en Sag, som
et söt god til at snattes om i Selstalhstone.« »
uden at sige meke nejede hun form-met vg gtl
sin Bes. .
Jeg hat altsaa vcetet et Kristi thne, set jeg ikIV
sendet hom, sorsvatet en Tro, som jeg Mc lle elek
Dvotsot hat jeg det? »
Jeg ped dei messen set-. Hm ved jeg 1 W
IND, hvok an i mit Lip ex spm et httgewde has-? AP
dtig hat jeg sslt som t dette Øseblih hvot mit le
et totnt. «
Nym.
Det et gaaet baade Estetaat og Mater, stden jeg
Rast nedsttev mtne Tantet paa disse Bladr.
Ebers-or stulde jeg shlde dem med enssottnige Kla-;
set! Og andet hat ieg me hast at sirive om. Jeg
hat slattet pm sta By ttil sh, malet nogle Billet-et
tattnpet, stidt, saa jeg undettisden hat staaet ved Selts
tspgivelsens Rand.
Naat jeg læset mine sidste Optegnelset igennetn,
er det, sotn om mine strenge Otd til den snattende
Dame i Grindelwald hat tamt mig selv. Hvad hat jeg
itte oftet og lidt for min Tto —- fot den Tro, jeg
endnu itte hat«-, Er Gud da alligevel itte til? Er
Jesus da alligevel tun en død Mand? Jeg hat bedet
— hat det alle gamle Vennet, med hvem jeg hat let
og spottet og syndet —- edets Kammetat, Fritænteten
Knud Albert, hat bedet! Ja, jeg hat ligget paa mine
Knae og taabt til den Gud, jeg endnu itte sendet, taabt
om Fted og Liv fot min Sjæl. Og jeg hat lyttet i
Spænding, lyttet eftet en Rost sotn ved Damastus, men
jeg hat endnu intet hatt.
Herre, hvotsot høtet du mig ilte? Jeg et en Sim
det, jeg ved det, jeg hat set det; og du ved det bedte,
men du hat jo baatet al Vetdens Synd. Et min da
sot stot?
Herre, hat Inig og svat mig. Giv mig Troen paa
dig. Jeg tan jo itte mete leve uden dig.
Brunnen.
Jeg et attet i det hetlige Schweiz, der sttaalet i
de søtste Somtnetdages vidundetlige Ptagt. Fattig
tejste jeg hersta, og sattig tommet jeg igen.
Hvotdan mon hun hat det, hvem jeg tatntet paa
ved Dag og Nat? Hvotfot hat jeg aldtig sltevet til
hende? Jeg ved det nceppe, thi jeg hat haft Trang not.
Maasle mit Hsettes Stolthed hat holdt mig tilbage.
Jeg hat jo et Hjette saa stolt som vist ingen andeu.
Det et vel ogsaa derfot, at jeg stal hdmhges sotn
ingen anden. Og dog —- jeg vilde gaa helt ned til
Banden as Ydmygelsens Dat, oxn jeg detved kunde faa
det, sont hun ejet.
Aa, at komme tilbage og se hende igen og ind
dtitte al den Lytle, som jeg hat spildtt At lunne
tage hensde i Favn og i Tto ncevne det Navn, som et
hende det støtste, og som ogsaa vat bleven mig det
stotstr.
Jeg tot ilte en Gang tante den Tanke ud! —
Salondampeten paa Vietwaldstättetsøem
Det et· stet — det, hvotovet alle Guds Engla
glcedet fig. Jeg hat liaget i Fadetens Favn og høttJ
hans Rost otn Tilgivelse og Fted sot Gudslammetsj
Styld. Det et stet, det, hvotom hun hat bedet. Jeg
ttot paa Jesus Kristus, den totsfcestede og opstandne
Ftelser. Jeg ved, han levet, thi han boet i mit Hjette
med al sin uudsigelige Fted og Glæde.
Er det detfot alle Bjetge stnilet, og Solsttaaletne
danset henovet det ttystalklare Spejlt Er det vittelig
itte Eventntetg Land, jeg sejlet i —- denne vidundet-»
lige So, paa hois Bteddet en Atme· as stolte, snedcette
Fielde holder Vath
, Nes, det et Guds dejliae Vetden, hans Brett, fom
stabte Himlen og Jotden, og sotn nu et min Gud og
Fadet.
Æte væte hanö hellige Navn!
Med uhyre Spænding, ofte med højt bantende
Hierte haode Ellen laest Dadbogen. Undertisden maatte
hun standse for ligesom at aande Spændingen ud.
Det var, sont sad hun hele Tiden soran et Treppe-»
der en Gang stulde rulles op. Og hvad vilde hun saa
saa se? Hun var slere Gange stistet til at se bag i
Bogen, men hun tvang sig til at lade viere. Hun
vjlde folge sin Ben Stridt for Stridt, hvor det saa end
søkte den«
Da hun havde læst den lorte, sor hende saa usige
lig vægtige Slutning, sanl hun paa Knce og Vlev
længe liggende stille og ubevægelig. Det soretom hende,
som laa hun i et start og helligt Tempel, der Elle
horte denne Jord til, og som splte hun sig omsvakvrt as
hellige Engle, hvig Vingers Sus ligesom aandxde her
over hendes Sjcei.
Hun tunde slet intet sige. Hnu var ganste sunlet
hen i stum Tilbedelse.
Ensdelig reiste hun sig, gteb attek Breoet Jg læste
det igennem.
Kæte Ellen!
Jeg hat det dybe Sorgens Budstab at meddele, at
min Knud er dad. Paa en Spadsetetur langs en stejl
Ztkaaning styttede han ned i Vierwaldstättersøen vg
orntom Jeg sende Dem hans Dagbog, som De vel
mere end nagen er interesseret i. Jeg tan tun gut-De
og græde over min arme Dreng, der døde netop, som
han syntes at væke blevsn lyllelig igen s
Min Haand ryster, jeg lan itke strive mete Glems
itte hende, som er tommet til at holde as Dem som»
en Moder.
Detes gamle
Olga Albæt.
Ellen ttyttede Bkevet til sine Leber og hvisledet
»Nei, jeg stal ille glemme dig!«
Saa satte hun sig led Bordet med Haanden under
Rinden og sank hen i dyb Grunden.
Hendes Øjne havsde en tindrende Glanz, og over
hendes endnu blege Ansstgt laa et Stett as Hostid.
Hun saa ind i Guds dybe, herlige Junker, og
hun saa tun Visdom og Mistundhed.
Hendes Sorg, hendes stote Kalt-, hendes Vens sa
lige Død —- alt var det ligesom vmsttaalet as Guds
HetligheQ
Saa stille havde der endnu aldtig været i hendeö
Sjeel
" We
X.
Ellens Fremtid tegnede sig i lyse Perspektiver.
« Hun var fyldt als uudsigelig Tat, og hun var
gansste fri. Herren havde btudt alle Broet af, der for
bandt hende med Forli-den« og paa en saadan Maasse
at hendes Gerning blev hende dobbelt rig. Hendes store
Von var hørt — hendes Knud havde fundet den sam
me Jesus-, som var lscndes Liv, ja, meget mere — han
var gaaet salig hje1n. s
Hvorfor Gud havde villet det saaledes for Knndssj
Vedtonnnende, oilde hun forst helt komme til at be
gribe, naar hnn en Gang tom til at se Lys i Guds
Sys. Men saa ineget begreb hun, at det tjente hende
til Gode. Hun var nu ganste løft. Hun var nu ganste
en Jesu Brud.
Om han var lonimet tilbage, og hvad der saa var
stet,hvilte Kampe hun saa var konnnet ind i, det var
hun fri for at tænte paa. Og hun saa det som en’
stor Rande at maatte vcere sri derfor. Thi saa meget
syntes hun at ane, at det cegteskabelige Liv, hvor lyt
teligt det end i vg for sig tunde være blevet, dog al
drig nu tunde have tilfredsttillet hende helt. Ja, det
vilde maaste vcere blevet stæbnesvangert for hendes
Gudssorhold
Hun havde da itte mere tnnnet forstaa Guds Fe
relser med hende i det sidste Aar-. Hun havde nianttet
se paa sit Kald som et stort Bedrag, og det vilde have
forvirret hendes Liv og svættet hendes Tro paa Herren.
Hvis han itte havde været hendes Hyrde og le
det og styret hende indtn i Dag, hvem havde saa ver
ret det?
Hvad var dn EnndhedZ Hvor vilde hun da no-»
gen Zinde mere tunde hvile i, at hun var Paa Gudz
Veje?
Hvor vidnnderlint var det da itte gaaett Nu
kunde hnn folge sit Kald, ja, følge det met-c forvissei
onl, at det var fra Gild, end nogen Sinde før
Tiden lob hurtigt, og Afstedsdngen koni.
Ellen var ilet op pas Rorgltakten for at sige et
fidste Farvel til den Plet Jord, l)nn lendte og elskede
sont ingen anden.
Der laa den udbredt for hende i hele sin tavse
Øde, vvergydt as tindrende SommersoL
Hendeg Vlit dvcrlede ligesom tcertegnende ved
tsver lille Entelthed, hvert Hug, hver Sandbanke, sont
Øjet streifede paa detg Rttndslue.
Saa vendte hnn sig mod Havet. Det var ogsaa
ode i Dag. Jtte et Skib var at se. Det var, sont
havde det assort sig al ydre Smytke for at tiltende
give, at det Var en Sorgedag. Men prcrgtigt var det
alligevel i fin egen Etonhed Dets dl)(be, blaasorte
Band laa som en uhyre Kongetaabe oversaaet med»
ntallige Pletter af stinnende Solv. Der var ingen Brand»
over Revlerne, men i Havstolken brød Seen i lange,
tunqe Fnld, der lod op til hende sont en grcedende
Klage.
Lcenge stod hnn on stirrede nd i den disede Hort
sont og hendes Tanter aled bort over Hadet ud til
det fjerne Armenien Det vlev altsaa hendes Rohm
song Ø —- hvor hnn stulde drage hen for at bv og
bygge. Saa blev hendes Barndomsdrøm dog til Birke
lighed, men paa en Mnade og ad Veje, hun ikte havde
tæntt. Som et herligt Udtrni for, hvad hendes Hierte
.ruminede i denne .Hojtid5st11nd, hvislede hnn Panli Ord:
s »O Rigdoms Dud, baade pan Gnds Bisdom vg
thundslalz hvor uranfagelige ere hang Domme, og hans
Veje nfporlige.«
; Sau rev hnn sig los og nit stille hjem.
l Ole Konge sad alene i Dagligstnen med Haanden
under Kinden Tom henfnnten i dle Grublen.
Han høtte næppe, at Døren gik op, og Ellen
traadte ind.
Hun git hen vg satte sig ved Siden as hatn.
,,Hvad teenter du paa, Far?«
J Stedet for at spare lagde han Armen om hendes
Hals vg trat hende heftigt ind til sig.
Lcenge sad han sanledes Invs og nsdevægelig.
»Far, har du larst sinnt-S Don-bog, som jeg gav
disg sorleden?«
Han nittede.
» »An Far, om du kunde finde den samtne Frelser
sorn han og jeg.«
T Det nav et Ryt i heim. Hvorfor stødte han hende
ikke sra sigi Hvorfor taalte han, hvad hun endnn al
drig havde taalt, og hvorfot holdt han hende endnn
IornslyngetZ Ja, hvorsvr stete det utrvlige, at den haar
»de, myndige Mand, der itte havde grædt i mange Aar,
Jpludselig begnndte at halte, san hele hanå Kompe
legeme rtystedes Var drt Dagbvgen, der havde gjort et
saa mægtigt Jndtryk pas hom, eller var det Smerten
over Afsteden med sit eneste Barn, sont han ttods alt
dvg elstede saa højtt
Ellen sit det itte at vide, thi han sagde intet. Han
flap hende heller itte, stønt hun blev ved at tale til
bain hsjerteligt og gribende om hans Sjoels Frelse.
De sad endnu saaledes, da Karen vg Grønhøj
traadte ind fra Kotienei. Sau reiste de sig.
Lidt efter rnllede Vognen for Deren, vg den svoere
Afstedsstnnd kom.
Ellen laa længe i Bedstefade ns Fahn, vg den
gamle græd baade af Smerte vg ryd.
»Farvel, mit Barn — Guds eget Barn,« hvistede
han stille. »Vi ses vel aldrig mere her paa Jorden —
men hisset i Himlen. — vaet veere Gud!«
Ellen rev sig los, greb sine Forældres Hander og
udbrød, idet Taarerne most-en tvalte hendes Stemme:
»O, Far og Mor, stal J da itte være medi«
Hun kunde itte sige mete.
Karen grced blot. Ole Konges Hierte var som en
Vulkan i Oprør, dvg betvang han sig. Men hans store,
msrke Bryn bevergede stg nervsst op og ned, og Lee
berne stælvede« da han tryktede sit Bnrns Dann-d til
FarveL
Guarden var vmtrent fiuld af Venner. Stønt
Ellen havde verret ude at tage Assted med liver isten
var der dog modt en Stute for at bringe hende det
sittste Ferne-L
Da Vognen rullede ud as Galardem led den ten-die
Asstedösangt »Herrens Venner ingen Sinde,« sont et
meegttgt Brus efter den, medens Ellen-nistelte med sit
Lvmmetsrklædr. Da den var sorsvsunsden bag ved
Klitterne, . vendte Grsnhsj sig vm til Ole Kvnge og
sagde opckyldt af Øjetblikketö hsjtidelige Akt-on
»Hu-re O1e, nu hat du ofret dii Barn til M —
o, lad ham nu ogsaa faa dig selv«
Ole Konge blev ikle vred, han bruste ikke op, II -
bad heller ikke den gamle om at tie eller goa, hast O ,
blot staaende ubevægelig og stirrede tavs ftem for I
Men da Grøwhøj rakte ham Haanden og vikde Its-«
beholdt han den et Øjeblik, knugede den saa heftigt Es
Knoerne blev hvide, og sagde:
»Du bebøver ikke at gaa hjem nu.«
Saa vendte han sig om og gik ind, og Grind-I
fulgte eftek.
En Formiddag nogen Tid efter vandrede Elle
fulgi as en Dreng nd af den lille Lan-Why Brunnen I
Schweiz og opad den berømte Axenstrasse.
Solen brændte hedt, dog jlede hun hurtigt’ sI
Sied.
Bagved løftede Rigi sine iakkede Kamme op i des
l)øje, blaa Luft, dysbt nede laa den spejlklare S-, der
bugtede stg i bratte Slyngninger hen imellem steil-·
grægilædte Fjelde, og Paa den anden Side, ligeovetka
l)ende, hævede sig det stovdoette Seeslisberg med M
lsekendte Rütli. Men hun syntes ikie at skænke noqei
as alt dette synderlig Optncerksomshed
As og til kastede hun blot et flygtigt Blik ud over
den dejlige Sen men siandsede itke. Da de havde gooes
en Stund, spurgte hun forpustet:
»Er der langt endnu?«
»Nei, itte saa langt, iun en halv Milss Vej,« st
rede Drengen. «
»Saa langt dog. Lad os saa hvile os lidt.«
Hnn satte sig paa et Klippestykie ved Vejkanieth
Drengen blev staaende.
»Du var altsaa med, da det stete?«
»Ja, jeg bar hans Sager.«
»Seht du det?«
»Ja, jeg saa, han greb om en lille Gran og btjeU
sig frem for at se noget. Jeg raabie til hom, at has
ntaatte ikie, Klippen var saa glat. Men han hsrtc des
itie eller sit ikke Tid til det, for i det samme gled
han og styrtede ned i Søen. Jeg horte ogsaa bunt
Skrig og Plasiei i Vandet.«
»Og Liget blev aldrig fundet?«
»Nej.«
Hun rejste sm, og de gik videre.
End-eng naaede de et Sied, hvor et lille Fortbqu
styder sig nogle Alen ud i Søen. Der stand-jede Dien
gen og sagde: -
»Der var det, Freien — derude.«
»Tai min Dreng!« fagde hun, tog sin Pung us
og bei-alte ham, »saa maa du godi vcere fri.«
»Men Freienen maa være forsigiig.«
»Ja, det stal jeg nok.« "
Saa vendte Drengen om, og Ellen ilede opad den
græsbevoksede Skraaning. Nogle Alen fra Sirt-nie
fit hun SZje paa ei lille, iarveligt Trækors.
Hendes Hierte daniede, saa hun kunde høre W
Slag, idet hnn bøjede sig ned og loeste:
»Herr forulykkede den danste Kunsiner, Knud Ill
bæi, den 4dc Juni 18 . .«
! Ei Par Gange læfte hun de simiple Ord, saa fauI
hun paa Knce og slyngede Armene om Korset.
l Loenge laa hun saaledes. Hvad hendes Vierte
«følte af Smerte og Bemod og dyb, hellig Fted og Glcbc
paa en Gang, kunde hun ikke give UdiryL Men all
hvad der bevægede hendes Sjæl, samlede sig bog I
stille Hengivelse til hom, hvis Tanker alle er Fredss
tanker.
Endelig løftede hun Hovedet, saa op i den me
straalende Himmel, der hvælvede sig over heade. pg
hvistede: .
»Herren gav, Herren tog, Herrens Nat-n vcvt
loveL« ,
Hun tog sin lille Lommekniv fretn og sisat nd
nede i det højre Hierne af Korset: U«
Ps. 116,15. « « «
En Stand endnu laa hun med Hdvedei lænei es
til det lille, simple Gravmcele, saa rejfte hun sitz.
I Dei var hende usigelig svært at rive scg ltö ftn
det Sied, som han sidst havde betraadt her paa Jot
den. Men det maatte ste. Tiden krævede det
i — -— Ei Var Timer efter brusiie Ekspteötogei ins
paa den tarvelige Banegaard i Brunnen. Ellen fieg ind
iog snart var hun paa Vej —- bort fra Schweiz —- nd
til det fjerne Land, som Herren havde anbiß belade-»
Kristi Kærlighed.
Fortesinqet til Vruq ved Botnegudstienester es de muss
Moder. Samlede as en Bsrnevesu
1.«Samling, 92 Sider. J cmslag 40 Etat-I. indis. w senkt
2.do.s1Iottællinger, 103 Sider. JOmeOh subb. Os
100 Fortællinget
sc M ted Muequdstienester og de uns-O m
samt-de at d. J. Z. C. Mattbieies
» indis· 70 Trutz
Teddys Knap.
H -Eu Historie om en rast Druck
., US J I. c. Mattbieier. ’
«’«, indb. 40 Gent-. «
Scks Fortællingek for But-.
As forskellige Forfattere.
W si O· Steiieuleu og Dem-I VIII-I
Mh. O ceutd
Fire Fortællinger for Birn.
Af forskellige For-fetten
Samt-de ei D. Gusse-sen oq des-II Ists-s
subb. 40 Etat-.
J--:.«- 4—" « M Land pas-. Heu-.
Its-. III-.