StrandfogdenSDatter. s
As N. P. Madfen.
(Fottsat.)
J det samtne lotn Modeten vg Bøtnene ud, og jeg
hlev presentetet ogsaa for dem.
Fruen vat en tniddelshsj, slant Stiftelsfr. Hendes
Ansigt bar Ptceg as fotdums Stmhed; der var noget
aandigt over hendes Ttæt, og Øjnene havde noget abe
stemtneligt, dybt, sotskende, sont gjotde, at man tunde
blive angst sot at se paa dem, idet man havde en
uhyggelig Fslelse af, at de i et givet Øjeblit tunde
bote sig ind i en og afsløte ens Tantet.
Datteten vat itte smut, men net og tættelig.
Hendes Stiftelse vat slant sotn Modereiis, men An
sigtet var Fadetens —- bredt, fyldigt og grooere i Li
nietne.
»Det glcedet mig at hilse paa en Danstet,« sagde
Ftuen sotetotnmende, ,,jeg hat megen Sympati for
Detes lille Falt; det et et tigt og velsignet Trosliv i
Danmatt.«
»An, fa,« fvatede jeg dutnt. Hvad stulde jeg sige?
Jeg tunde ligesaa godt ptøve paa at tale Mesopotanuft
sotn at indlade mig paa dette Emne. Jeg tutde ilte
it paa hende, men stod og stittede op mod en blcen
dende Sty, der laa som en blød Krone onitting Schreck
hotns Tinde Jeg havde en Følelse af, at hendes Øjne
hvilede paa mia, og jeg ftod i den dødeligste Angst
fot, at hnn sittlde gaa videte i sin Snat om Troslivet
E Danmatt. Hun saa maaste min pinlige Fotlegenhed,
i hoett Fald sortsatte hun ilte i det Spot, men sagte
i en fotbindtlig Tone: I
,,Vi stal sorøvtigt til at dritte Kasse, maaste Hin
Albæt vil glcede os med at gøte os Selstab?«
»Tai, jeg tan itte,« svatede jeg, idet jeg tvang
et hofligt Smil stem — ,,jeg stal just nu en lille
Tut ud.«
,,Naa, saa en anden Gang maaste. Det stnlde i
det hele glcrde os, om De —- naar De hat Lyst —- vilde
se ind til os— saadan uden nagen sont helst For
malitet.«
,,Manae Tat —- det tunde not væte,« svatede jeg,
sbuktede høfligt og fotsvandt.
Nej Tat —- jeg stal vcete paa Past, stal jeg. —
Dette et nu lettete sagt end gjott. Vilde de endda
vetre som andre —- jeg havde næt sagt — dannede
Mennestet, det holder sig i hsflig og totrett Afstand,
naat de faat et lille Vint am, at Daten er luttet. Men
saadan et de itte. Jeg hat vaetet isnende told ovetfot
dem, ja, undettiden ligeftetn uhsflig Men det anfaegtet
dem itte det mindste. Jeg hat en Fplelise as, at selv
otn jeg en Dag faldt paa at væte tigtig ufotstammet
intod dem, vilde.de sinile lige spretotnmende og ded den
fstste Leslighed. sage med den stotste IHjettelighed:
»Hu Ams— vil De ilte gste os den Glæde at
se ind til os?"
Qg faa alt det, jeg nied min bedste Bilje itte tan
blive sti for. Den unge Piges hentivende Sang. Altid
et det teligisse Ting, hun synget. Jeg tan lutte Bin-l
duet og Dpte, det ttænget alligevel ind til mig —- gen-’
nein de tynde Væggr. Jeg tan merkte Glsden og Til
bedelsen i hendes bløde Tonets Ditten. Det et. som
laa han fotan Altetet, hvor hendes Gud«ttonet, og gik
helt op i Bestuelsen as hans Besen. Og jeg hat be-.
standig en Følelse as, at det et fot mig, hun synget —
sot at jeg stal hste det.
J Gaat sang han to Gange en Sang, hvotaf jeg
tendte nvget sra tnin Barndom — vist en af Davids
Saktneu
»Hvot stal jeg gaa hen sta din Aand, og hvor stal
jeg fly hen fta dit Acrian Dersom jeg sarer op til
Himlen, da et du »der, og redet jeg Seng i III-ds
tiget, se, da et du det. Bilde jeg tage Motgentadenö
Vinger. vilde jeg bo ved det yderste Harz« saa stulde
ogsaa der din Haand sote mig, og din hsjte Haand
holde mig fast·« !
Ja, hviö det et sandt, at den Gud et til, sotn hun
synget am, saa synes han gste Alvor asf det for tniti
Vedtontmendr. Thi nu hat jeg spændt mine Vinget udl
og et paa Flugt hott fta ham. Men det ladet til, at han
et estet mig alle Vegne. hvot jeg end totnmet hen, er
han det —- i By og paa Land, i Bibelen, i Kittem paa
Biergenes Tinder og het i Dalens Dyb.
Stulde jeg mon vitkelig væte udset til at salde i
hans Haand — at fotbavsse Werden med, at jeg —- Fri
teenteren -—- stulde ende sont en ttoende?
Grindelwald. !
Kan Himtens Helligdom mon væte dejligere end»
shek2 Kan noget væte mete henryttende end dette abe
strivetig hetlige Son, der taldes Alpengtijhen, og sont
for et Pat Timer siden udfotdede hele sin PragL
Det var et Øjeblit as uforlignelig Hpjtid
Solen var forlængst gledet ned bog Männlichens
tut-de Runding, og Aftenens Stygger indhyllede alle
tede Grindelwalddaten i-et blaaligt Hatvmsrte, der
votsede i Dybde for hvett Minut — og samtidig trsb
dsjete og hsjete op ad Biergstraaningen.
Jeg sad ude i Haben og saa over mod Eiget, hvis«
tante Kegle stod starpt og dejligt mod den azur
-bta-a Luft.
Med et blev dens Tindek overgydt atf en svag
deme, der votfede i Stytte fta Setund til Sekund, ind
til den tilsidst laa badet i en vatm og blød Purpur-satte
ijttet ubestkivetigt Syn!
Den- dejtige Snetop, der dæmtede oppe i den dbe,
btaa DER-eh tignede en rsdgtsdende Metalssjle, der ta
gede sop fra Datens dybe Mute
Dei var stille som i et Tempel under en Bon.
Dei vat, sum om att tevende og dsdt tav i dette vidun
detlige Øjeblit, hvot Naturen udfotdede sin hetligste
Ptagt ssom et sidste Furt-et til den syntende Sol, fee
den sbtev ppstugt as Mieter
Et Ojebtit sftet — dritten Fowandting. Jtden
dar stuttet, og den mcgtige Snepykmntde lau i uhyggn
tig, fpsgetseagtig Dsdblthed.
Hvorledes det gil til, ved jeg itke, men med et find
et Ord, Ellen sagde til mig hin Dag, faa lebende for
mig.
»Don for dest Naon, du næonede, blioer du lille,
saa lille, fom et lille Mesisnesle er over for hani, sont
er evig Gnd.«
Horn- stor haneiy foin er evig Gud, ved jeg ingen
Befled oin, men at jeg er et lille Menneste, hat jeg
folt i Dag. Denne Følelse af Lidenhed lom pludfelig
over miq. Jeg følte som et Sande-toten som et Fnug,
soni et intet niidt i al den ophpjede Storhed, der ow
gav mig.
Dette var niaasle Grunden til, at jeg glemte at
via-re paa Vagt over for inine Naboer Sorn jeg sad
allerliedft i dybe Trinker, lød Fru Riemers Rost paa
den anden Side af Statittet.
,,Vi sial lige holde andagt nu, Or. Albæk, lunde
De itte have Lyst til at ocere ined.3« Z
,,9lndagt ——— jo Tat,« plumpede det ud af mig.
Mit Hjerte var just i det Øjeblit fuldt af Andagh
Etrats efter fortrød jeg det, men der var jo ikle
noget at gøte.
Hin Iliieiner følte iig itte oel og var gaaet i Sena,
zzsruen holdt derfor Andaaten
Det var den incrtleliafte Stund i mit Liv, og itte
saa underliat, thi hun er vist den mcerteligste Kvinde,;
jeza noaen Sinde har trusset.
Jeg dar aanste uhjeelpelig fortabt, faa snart jeq"
tom i hendes Vold, det folte jeg ftraks. Jeg var en
lille Dreng, der fad paa Stolebcenten og stulde under
vifes, enten jeg vildc eller ej. Og underligt not vilde
jea gerne, eller i hvert Tilfælde faldt det mig slet ikle
ind, at der lunde vwre Tale om ilte at ville. Jeg bleo
fort ind i en Verden, hvor hele min Personlighed — hvis
jeg da har nogen —- var gansie botte eller opflugt as
en anden, der var overooeldende stor over for min.
Maaste den Følelfe af Jntetshed, der var kommen over
min, bidrog sit dertil —- jeg ved dei ikle. Eller var
det niaaste den ftore Guds Nceroærelse, der bevirtede
det. Dette oilde i hoett Fald viere den naturligfte
Fortlaring.
Da vi havde sunget en Salme, tog hun en Bibel
og gav mig in. Saa flog hun op i Kol. 2 og læste dei
Bende og 10ende Vers:
»J ham bot al Guddommens Fylde legeinlig· Lg
J have al Fylde i hom, soin er Hooedet for al Fyrstem
dømnie og Magt.«
Alene hendes Maade at lcese det paa var meet-ie
lig. Osrdene var ligesom Liv paa hendes Junge. Men
mærteligere endnu var- dei, hun sagde bag efter. Hun
talte ganste jæont og stille, men Ordene syntes at ocerc
baade Jld og Svcerd og Musik paa en Gang.
Dei var orn Guds Fylde i Krisnis, hinn talte. Og
det var, som sad hun foran et stort Stattamrner og
drog frem det ene Klenodie efter det andet. Og sam
tidig flog hun op paa andre Siedet i Bibelen, og jeg
niaatte folge med. Og Ordene blev lebende og lyste
og brændte, ja, brcendte sig saaledes ind i inin SjæL at
de vift aldrig inete blioer udslettede.
Da hun var færdig, bad hun en iort Bon. Saa
git Bornene ud as Værelset, og vi sad der alene.
Hoorfor git jeg ilte? Jeg forstaar det itte selo.
Jeg sad foin fortkyllet, fastnaglet til Stolen. Der laa
en Byrde paa mig, og jeg følte en brcendende Fornen1
melse i rnist Vierte. At hun vilde tale med mig, var
jeg vis paa, og jeg gjorde ille det ringeste For-sog paa
at hindre det
Nu sidder jeg her paa mit Vcerelse igen. —- Jeg
er til Mode ssoin efter en Bedøvelfe. Jeg synes, jeg hat
vier-i inde i en fortryllet Stov, hvor jeg var orngivet
af gode og onde Wander, der sloges orn mig.
Hvad sagde hun til mig?
Hun fagde, lige lyoad hun vilde, ofte de drøjeste
Ting, og jeg horte paa det og fandt mig i det. Dei
faldt mig let ilte ind at proteftere, thi hun sit mig
til at se alt med sine egne Øjnr. Jeg begrisber det itle
selv niu hagefter.
»Bei Liv ihar De Eile, He. Albcet.« Saaledes be
gvndte htt
«Nej.«
«De tror itle paa Kristasf
Nej.«
«Og ved De hvovfot?«
»Nej«.
»Fort-i De iite er af Sandhed.«
Hvokfot -blev jeg itte rasende? Hmfor rejfte jeg
mig ille og gii? Blodet fo’r op i rnine Kinder —
men — jeg benægtede det itke. Hun lrævede heller
intet Svak, hun gil blot videre, soin om det var den
natutligsste Ting as Beiden, at jeg ille var af Sansdhed
Og alt, hvad hun sagde, beviste det. Dei var, fom laa
jeg paa et Operationsbord og bleo disseteret. Stykte
for Stytte af rnig tog shun frei-i og viste mig, Fold paa
Fold af mit Vierte sblottede Ohio-. Jeg var uland, uren
og meget mere — fuld af alstenö on-di. Hvor lunde
hun sige alt dette til smigli Dei var sotn en Moder, der
talte til sin lille Dkeng. Og Dtengen tier blot og staat
Øjsnene ned og stammer fsig over, hvor sing han er.
Sau malede hnn Kristui paa Kot-set Og jeg tav
fremdeles og stirrede paa Billedet med opspilede Øjne.
Jeg var selv med Langfredag i det store Drama. Jeg
var den« der hasvde torqæstet Heeligshedens Hem. Og
jeg nagtede det ilie. hun sit mig til at se dei, hun
fit mig virlelig til at tro det.
Og thun malede videre. hnn malede Lisvet i Kri
stus, og jeg saa det altsammen saa lyslevende, san,
shvor tomt alle Ting var uden hanc —- hvor tomt mit
Vierte var, hvoe tomt Livet vat; ta, den hele Tilvcerelfe,
og hvot ftort og rigt Livet i haen var. Og hun ma
lede Virnlen og helvedr. Og jeg tvivlede hveeken om
Himlen ellet helpede i det Die-blit. — —- —
Mon nogen hat oplevet noget lignendes Mvn no
gen forftaae mig?
»Jo, Saum-, Saulus — du hat ersaret sdet —- ja,
i tifoldig Boten-. Og jeg lot-staat ogsaa dis. Der var
noget as en Damastutstund deri.«
»Mein et du, betref« —- — —
3 Hvis dot Vitkelig et Gud, jeg hat msdt i Aftem
saa hat jeg mete Grund end nogen Sinde til at flygte
for hom. »
Hotel de l’vurs.
Jeg er fiyttet. Jeg kunde ikte udiholde ai tyo der
mete. Jeg maatte bott. Ratten efter hin Andagt sov
jeg ikte et Blund. Og Dagen efter og de folgende Dcigel
blev mit Sind mere og mere stungt. Jeg vilde iktez
itænke paa det, men jeg lunde ikke blive fri for det.j
Her jeg end git og stod, tom det igen.
Fru Riemer gjorde en Dag et nyt Forng paa at
komme til at tale med mig, men jeg brød brat an osg
git min Vej —- svistnot paa en meget uchøflig Maade.
Men jeg vil itte lcengere ind i dette, jeg vil itke. Og
for at blive fti var det i hverst Fald nødvendigt, at jeg
flyttedr. «
Og dog — maasle er det for silde.
Der er et Ord, hun sagde, som bestandig forføl
get mig.
»Hr. Alsbcet, hvor trcenger De usigeligt til Jesus.«
Sandt er det, mit Liv er iomt, mit Hierte er tomt, alt
er tomt. Noget trcenger jeg til, men er det ham?
Hun sagde det, og han fyldte hendes Liv, det er
visi. Men — en Jndbildning tan gøre deit famme s
naar man blot tror paa den.
Dog, alle de andre hat det jo paa samme Maade
— og" Paulus —— og Stefanus — og Bibelen —- og
Ellen. —
Jeg maa se paa en eller anden Maade at adsprede
mit Sind. Hvor tan det ellers føre henZ
J Vætelset ved Siden of mig bot en ung Berge.
der en af Dagene vil bestige Faulhorn. — Jeg trot,
jeg vil med.
Faulhom
Endelig endeljg naaede vi herop. Time efter
Time, arbejdede vi os sremad ad den smalle Sti efter
Foreren — snart over bløde Græsstæpiper, snart hen
lang-s svimlende Afgrunde eller opad steile, glatte
Strænter. Et Fejltrin, og vi vilde ligge tnuste nede i
Dybet.
Mit Legeme er dødtræt. Men hsvor tan man gaa
i Seng, før Øjet har mcettet sig i Bestuelsen as den
ubeslrioelige Verden, der ligger udbredt for vort Blit.
Maasse er alt i Morgen indhyllet i Styer.
Hviltet Sceneri! Hviltet Panorama!
Der ligger — i en stor Halb-due — hele den lange
Kæde af Berner-O-berlands Snetcempek — Schwarts
horn, Sustenhorn, Wetterhorn, det forevne Schrecthorn,
Idet naalespidsse Finsteraarhorn inde midt i den øde Js
ørten. Langere henne Eiger, Manch og den maje
stcetiste Jungfrau i sin dejlige, hvide Kaabc og med
hele det lange Tog a-f Draibanter bag ved fig. Der
?nede til hojre tindrer Ttyunersøen som en Diamant i de
ygrønne Fjeldeg Jndfatning, og langt, langt borte i
Nord damrer den mørte Juratæde inde i et blaat, glim
tende Taagehao.
Og ooer det hele hviler Astensoleng milde, bløde
Lyg. — —
Nu er Solen gledet ned under Horisonten. Men
Snebjergenes Tinder lyser endnu som inægtige Banner
ud i Aftenens Halvmørtr.
Om lidt er alt indhyllet i den dyde Nat.
KI. 12 Nat.
Her sidder jeg sog striver ved Fuldmaaneng L1)s,
der falder i en bred Strince ind i Lotteisen Langt ude
i det sjerne fortoner Snebjergene sig som tcentemees
sige Spøgelser.
Jeg har vaeret i Seng, men jeg tunde itte sove.
Jeg trot, at den usynlige Gud er ester mig alle Vegne.
Lagen er meget faamælt. Paa Turen herop talte
vi ncesten itte et Ord. Da jeg ail ind paa vort stelle-I
Værelse for at gaa i Seng, laa en opslaaet Bibel paa
hans Bord·
,,Tat, ogsaa han!« udbrød jeg uviltaarligt.
Jeg tog den og bladede i den.
J det samme kam han iud.
Stille gil han hen til mig og sagde.«
,,Det er Bagernes Bog.«
Jeg svarede itte.
»Er De et Guds Barn?«
»Nej.«
Karligt lagde han Haanden paa min Stulder, og
hele hans vpr-:egtige Anskgt lyste als Tro, idet han sagde:
»Saa er De en sattig, sattig Mand.«
Dermed git han hen og lag-de sig paa Knæ ved
sin Seng.
Jeg følte mig helt mhyggeligt til Mode. ’Medens
han laa og dad, syntes jeg, at Verelset var helt suldt
as Aander — suldt asf den Giud, som han troede paa.
Jeg tunde næsten hade ha"m, der laa der og bad.
Detssoretom mig at oaere en Forncermelse imod mig —
en Haan — uden sor al god Tone. Eller lad mig vcere
chelt cerlig — jeg agtede ham og tespetterede ham as
shele mit Hinte. jeg syntes, han var meget starre, meget
mere Mand end jeg. Jeg følte mig saa lille, saa ene,
saa sorladt, saa sattig —- ja, dybest inde saa dømt.
Og det Etgrede mig.
Da han rejste sig op, git han atter hen til mig.
Der var nsoget chelligt over hans Anstat. Et Øjeblil
saa han paa mig med milde, cerlige Øjne, saa sagde
han hsjtideligt:
»Kristus døde ogsaa for Dem, sor at De stulde
lebe.«
Jeg vilde have sagt noget —- modsagt ham, di
sputeret med sham, the-dist, hvor nmuligt det var for mig
at saa shans Tro. Men han vendte sig stille om og be
gyndte at tlæde sig ass, som om der ille var mere at
stge til den Ting.
Siden hat hans Ord dirket som en anslaaet
Streng i min Sie-L Det bliver ved at lyde.
»Kristus dsde ogssaa for Dem, for at De stulde
lede.«
Et unsderligt sSprsog. Og en underlig, nsortlarlig,
schetagende Magt deri. — —
Nu ligger han vg sover. I
Ak, kunde jeg ogsaa fove.
Hoiel de Ponti.
l Ja, jeg er i Nættet. Hvad tan det nytste at M
det? Fluen spræller, men jo mere den fpræller, des
inere indvitles den i Spindet.
Jeg kan ikke komme fri. Jeg tan ikke glemmr.
Jeg tan itte gøre det til Løgn. Jeg protefterer og pro
testerer, og samtidig raabek det inde i mit Hierte —
det er dog sandt. Jeg flygter, nien hvor jeg san ess
flygter hen, er han der.
J Gaar gik jeg en Tut hen langs Lütschinen. II
vilde være alene. Jeg vilde itte tale med nogen.
Pludselig var der en, der greb min Haand. Je
vendte mig om, og et spdt Bakneanssigt saa op i mit
Det var Køsbmand Riemers lille Datter.
»Er det dig, lille Hanna?« spurgte jeg overrasket
»Ja —- Far og Mvr kommer dekhenne.«
Som en Tyv, man er paa Spor efter, ilede jes
as Sied.
Hun blev nceften forskrcekket over den pludseligi
Forandring i min Færd og sagde:
»Er dku banne?«
»Banae —- jeg —- for hvad stulde jeg vcere bange
min Pige?«
»Mor og Far siger, at du er bange for Jelu2.«
Jeg rødmede uvilkaatligt over at høre den Sand
hed blive udtalt , som jeg itke en Gang havde villet til
staa for mig felv. Før jeg fik Tid til at spare, fort-i
satte hun:
»Hvorfor er du bange for Jesus?«
Jeg tunde ikke fvare dette Barn paa hendes Syst-gi
maal, men sagde blot: «
,,.Hvad ved du om Jesus?«
,,Jeg Ved, han døde for os paa Korset.«
,,«Ved du itke niere?«
»Jo, jeg ded, han blev lesvende igen Paasiemorgeu.«
«Lever han ogsaa nu?«
Hun saa smilende op paa mig og sagde trostyldigi:
»Ja, det gør han da —- tror du ikke det?«
»Ved du mere om ham?«
»Ja, jeg ded, at «han vil frelfe alle Mennestet.«
«,,Tror du ogsaa, han vil frelse mig?«
»Ja, det tror jeg,« svarede hun msed Bcegt. »Fa
og Mor beder for dig hver Dag.«
,,.Hvoraf ved du det?«
»Jo, for det gør de; de beder Jesus om at frelss
dig, naar vi holder Andagt. Og jeg beder ogsfaa for
dig,« tilføjede hun glad
»Naa, det gør du; du er en spd lille Pige.«
Vi var nu naaet til en Sti, der førte op til Hos
tellei, vg jeg sande Farvel
Nei, jeg tan ikke nægte det. Alt i mig raube
-højl-ydt: Han leverl
Lcegen laante mig i sGaar en Bog, sont hedder
«Kristus i Historien«. Jesg lod, som om den ikke inter
esferede mig; men bagefter lukkede jseg mig inde pas
mit Vaerelse oa slugte den Blad for Blad.
Der mødte jeg det samme, fom i denne Tid be
-standig har flaaet mig i Møde. De bliver alle ens
syldte af det samme Lin og den famme Aand.
Og de er alle lytkelige.
Men hvad er jeg?
Jeg tan somme Tider blive fyldt af Had til hanc
— et Had fom Saulus’. Jeg synes, jeg hadet den le
vende Kristus mere end den døde.
Og dog —- hvis han virtelig lever, hvorfor taalet
han mig da? Hvorfor vil han taale en saadan ijdek
Hvorfor knufer han mig ikke? s
i Saadan tcenker jseg faa tit. Og saa tmder W
des Bill-We bestandig frem for mig. Hun beder for mig,
det er jeg vis paa, og Riemers beder formig, og Lagert
selsvfølgelig ogfaa. Og det er vel for deres Binners
Skyld, at jeg endnu lever og itke er slynget ned i Ab
grunden. W«"s
Hvorfor kan jeg ilke faa Lov til at være fri? »F
Jeg synes undertiden, jeg kan hade dem all-sams
men, ogsaa hende, sotn jeg elster højere end mit Lip
Og alligevel —- inderst isnde i mit Sind bsjet jeg
mig dybt for dem. De har noget, ssom jeg ikke hat,
og de er nogei, fom jeg ikke er.
De hat ham, og de er lytkelige, eige, urokkelige,
subøjelige i ham
J Fritcenkerel J Kristusfjenderl Om J vidste,
hvad jeg ved, faa vilde J- pakke alle eders Vaaben sam
men. . l
Men hvorfor gør jeg det da ikke selb? «
«. 1
»ich
« «
(
J Morges læfte jeg Davids Salme 2, og den grad
»mig vakldigt. «
F ,,Hvorfor fnyser Hedningerne, og grundet Folleus
paa Fotfængeligsheds Jordens Ksonger rejser fig, os
Fyrsterne raadflaa tilsammen imod Herren og imod
hans Salvede. Lade-: os fonderrive deres Baand as
kaste deres Reb af os.
I Man stulde naeften tro, at David havde kendt mig,
da han strev denne «Salme. Her hat jeg siidt i Baum
dene, hvor hat jeg kcempet for at kaste Rebene as mis
,,Han, fom boer i Himlene, ler, Herren spottet
dem.«
Ja, hoor hat han spottet mig. Jeg synes under-.
tiden, at jeg ligefrem hat hørt hans Latier.
»Da stal han tale til dem i fm Vrede og forfærds
dem i sin Harme. Jeg hat dog indsat min Konge over
Zion, mit helligie Bjerg.«
Han ha r talst til mig -— han har fokfcerdet Ils
Ek det sandi, at du, Jesus af Nazareth, leder, as
du er den ubegribelige Gud, at du trods alle bitte Mes
ders Fnyfen dog er indfat til Konge over alle Konsu
Fda aasbenbar det for mig, og jeg Vil tto paa dig.«
est-any j