Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Aug. 24, 1906)
Strandfogdens Datter Af N. P. Ma dse n. Greift-U — Endnu en Gang læsie hun denne hsjsiemle Lovsang igennerm og Davids Halleluja klang i hendes eget Hinte. Den kasiede Lys vgsaa nd over det mstle Armenien og hendes Fremtids Gerning. De, der led Volk-, stillde siasses Ret, de hungtende slulde faa Brod, de bunan » Mes, de nedbøjede optejses, fadekløsse og Enker finde Ophold —- og de fremmede bevates. Var det iite det, hun vilde faa Behov at holde fast i Tro hver Dag derude i dei lrængselg fyldle Land. Osg of hvem sinlde del sie? . Jlle af hende, men af Herren. Hvokfot da for lade sig paa Fyriter, hvis stolle Anslag hastigl lan være fotbi. Hvorfor llaa sin Lid til svage Menneskearme,» naar almægtige Arme var udbtedt for at spre Guis« Sag til Sejer. » Dei jublede i hende. » As og til fo’t et Vindstsd gennem Patlen on! russede i de halvnøgne Turm saa Bladene dryssede; ned i Bygevis, hvirvledes ud i Dammen eller lagde sigj som et spraglet Teppe paa Gangene eller over de wissen-«l grsnne Græsplæner. Paa alle Kanier var Ellen ow givet af Boden, der mejede los paa Trcker og Basle, men hsun iaa del nceppr. J Aanden saa hun Løvet sprunget ud og Paklen klædt i lysegrøni. Naar dei var stet, var hendes For beresdelfe fotbi og Tiden var kommei. da hnn maaiie dtage ud sont Herrens Sendebud til Follet, der var i Nsd. Hun saa paa Urei. Den halve Time var omlrent forbi. Sna reiste hun sig og git hjem. «·s-.Us- - poss tx. Bauten tom ined Liv on Grøde, med Fugletrwt vg Lasttesang over sptrende Anre, oq Zvlen fteg videte, og det blev Sommer med vaspring og lysegrpnne Stooe. Men dette markedes iste meget i Zandth book Naturens Forvandling tun var ringe. Klittaget blev lidt mprtece i Tonen, og hvor det var begravet under Miler af Flyvesand, sotn Binterstormen havde pisset op stat det fine spidfe Naale frem. Den blnagrna Strand tidsel arbejdede sig op igennetn det bløde, varine Sand, og Strandvitteren og Graatisen tog til at gro en Smule. Kun de faa fotkrøblede Pilettæer, der stod godt i Lce for Vestervinden bog Huse eller Planteoært, nd-? foldede sig rned en vis Frodighed Maager oig Tetner streg ude over Hanet, Oq Guta spurven pilede af Sted melletn Huse og Klitter som sædvanlig. Den tiltagende Vatme fristede tun en entelt Ster samilie til at tage en Kasse i Besiddelse eller et ensonit Lcersepak til at bygge sig en Rede mellein de solsvedne Græsfttaa. J Havet merktedes Aatstidens Vetslen mete, og det aarlige Kredslpb i Fifteriet git sin tenelrnæsfige Gang. Alletede ved Bintetens Slutning forspandt Kul leten, og Fisterne tastede deres Kruge ud efter Bester havets tongelige Fisi, Helleflyndeten, for med den frem brndende Sommer at gaa paa Fangft eftet Matrel Jg Hummer. Det var en sen Eftekmiddag i Slntningen af Maj. Ellens tlddannelfe var fotbi. og hun var paa et ·lcengeke Befsg hjemme, før hun siulde udsendes. Margrethe var alletede reist for en Maaned siden. Hun var tomnten betydelig til Kræftet, og hendes For asldre havde ønftet, at hun stulde blive her noget loens gere; men hun var led af det. ·’ Det Pust fta det nye, frisse Troesliv, der stot hende i Mode oveealt, lunde hun ttle udholde. Hvor hun end Ihm heu, mødte hun et levende Vidnesbyrd fra Livets Verden, og hun var nu iste til Sinds at ville blive« »Hangehoved«. Derfor blev Dagene hende til stdft for trange, og hun fotlangte at komme hiern. Forholdene i Ole Konges Hus var de samme; tun bat den myndige Strandfoged blevet endnu mere haatd og afvtsende overfor Livet. Og Rat-en fulgte ham tto ligt i dette Stytte. Hun var blot bleven en Smule frommere udvortes, hvilset Ole Konge itte havde to get intod. Ellen sad inde Paa sit Verelfe og læste i sin Bibel. Det var Matthoeus den 10de Kap» hun fordybede sig i, fertig det 29de Verö: »So-Wes itte to Spurve for en Penning, og itte en af dein falder til Joroen uden edets Fadetö Vilje.« vat var det hetligt at wide, at intet var afhckngigt as den lunefulde Lykte eller Tilfceldighedernes vetslende SpiL men at alt var underlagt den Herre, hvsts Tanter et Ftedötantey om end hanc Damme er utansagelige og han« Veje uspoklisgr. Medenz httn fad og grundede hetovee git Dsten op, og Moderen ttaadte ind. »Der er noget til dig«, sagde hun, idet hun lagde en Patte paa Bot-det, og saa gtt hun igen. Ellen styndte sig at aabne Patien. Øvevst laa et Brev, strevet med en tystende og usvet Haand Rappe havde hun læst to Linien spr hun blev -dIdbleg. Btevet stælvede t hendes bannt-, og hun tastede stg ned paa en Stol, gemte Ansigtet i sine Hern dee og Winde: »Vate, et det ogsaa dtne Unters« Lange blev hun siddende, stille og Mgelslg, fom ont hun var borttysset ttl en anden Werden. Endeltg lsftede hin hobedet og steh Patien, hvtg Inbhold hun ten-Ue fra stehet. Det var Optegnetlet i Dagbogsform as Kund W. Hendes Hierte tog til at banke, da hun faa den tendte Etrift, og ined febrilst Jver begyndte hun at læse: Min Dagbog. Berlin. Hoor er her tedeligt —- —. Dei et en underlig Begnndelse for en Dagsbog. Men hvad stal jeg strioet Jeg ital jo strive, ellers tror jeg, jeg dor. At tale :ned noqu hat jeg ingen Lyft til; hvetn oilde tunne foritaa mig? Oa at tie stille vilde tvæle mig. Mine Tanter er som den brændende Lava i et Krater —- de traznger paa, de vil ud. Og saa maa jeg strive den« ned — som de kommer —- nrolige, voldsomme, eisum lrnenhængendh sentimentale maaste — liae ineget. For Øjeblittet er alt tedeligt — Bnen er tedelig —- ja, det er den for Resten altid —- Solstinnet derude er tedeligt, det snnes bare at verre et eneste hooerende Smil over mig Daare — Musceerne, sotn jeg tvang mig rtl at beføae —- hoor var de tedelige. Selo »Polititen«, den enefte Ven, sorn folget mig i Landflygtigheden — er tedelig. Hvad bryder jeg mig om Herups Vid eller Brandes »Stittelser og Tan«ter«, eller Politik, eller Te atre, eiler Alverdens NyhederZ Det eneste interessante er den lille Notits i sidste Numnier.« ,,.Kunstmaler Albcet er i Dag af Helbredshenfyn reist til lldlandet.« Lilf HelbredsshensyM Naa —- ja —- det er da itte Lean, snarere det sandeste »Polititen« nogen Sinde ha! digtet. Thi jeg er saa sha, som et Menneste over tiovedet tan blive. Sya —- jea, Knud Albert, sng — og for en Kvindes Stnld? For et Aar siden vilde jeg have duelleret pag Pistoler ined enhver, der havde vovet at udtale sliqt Men hsun er jo heller ikte en Kvinde i alinindelig Forstand Hun er Hab, hun er Klitter, hun er Sol, hun er den blau Himmel, hun er min Lotte, min Genins — — og nu er alt dette med et Slag bersvet mig. Er det da underligt, at jeg et- fng —- syg til Døden2 Men hvorfor siete det? Hoor tunde jeg tøre bort hin ulnktelige Dag? Hvorsfor sagde jeg itkex vær reli aiøs, Vcrr hellig, varr Præstinde, tscer hvad du vil, blot; jeq maa se dia, eje dia, indaande den samme Luft soini tin, dele alt, hvad jeg ejer og har, med digT Og dog —- hvad siger jeg? Hun var jo itle Ellen mere —- men en anden — en Stifting, foin jeg ikte tendte, og fom jeg aldrig tunde leve samtnen med. Nei! Nei! «« « Og alligevel — det hele er jo en Gaade. De troende vilde talde det et Mikatel. Hvokfor skulde der saa itte ttmne fte flere Miratler? Nede i min Kuffert ligger jo et til — nederst nede, og der faar det not ogsaa Loo til at ligae til —- ja, hvorlængeZ Hvorfor kom den Bog egentlia derned? Et Sammenspil af Tilfældia heben Hun havde jo bedt mig om at tøbe en Bibel. Dei var førfte Att. Sau laa den tilfaeldigvis paa Disten, da jeg var inde at tøbe Reiseliteratur. Det var anden Att. Ligefaa tilfceldig kom jeg til at ipørgesonn hoad den tostede — —· Kund, nu lyoer du, sont du lej, da du fortalte Boghandleren, at den var til din Tante. Nei, Sand beden er, at du stitlde tøbe den, du maatte tøbe den, om den saa havde tostet tusind Kronen Hun havde jo bedt dig derom — det sidste hun bad dig oni. Det er dnmt, det er Føleri. det er latterligt, men det er Sand hed Nu ringer det til Table d.’hote Radsomt at flulle sidde der mellem alle disse tedelige Mennester og Thore paa al den dumme, banale Snat om Vejr og Vind Jsller endnu vcerre otn Teater ogKunst, soin ingen as dem that Forstand paa. Var der en iblandt dem, som vilde tale om religiøse Materien en rigtig fanatisl heilig, tror jeg, det vilde vaere en Oplivelse. Men om nogle Timer tan jeg forlade denne fede lige By og drage as Sted Syd paa — langt bort — hvor ieg lan modtage Jndtryk, der tan fhlde min toms me SjeeL München. Hat vieret et Par Maaneder i denne By ogs hat intet oplevet, intet bestilt —- blot drevet om, set paa Byens megen gode Kunst og dog intet leert, gjort Ub ftugter, spadseret og druttet Bier —- ret som en blaseret Bonvivant eller en tmnihjernetDE Pengemand Dkev ogsaa ind i en Kirke en Dag —- den store, llosfede Frauentirche Korn derved til at ovetvære en ,.Jnstrutnental og Votal Messe.« Det var en Knie toncert med Kor ledsaget as Ortester — en ligefrern Kunstnydelse af Rang. Men selve Messen —- nej, den var Inig unt-holde lig. Denne monotone Fremplapren as nogle latinfle Ord, som ingen forftod — al denne Vimfen om, Ringen med Kletter, Knælem Beden. Men blendende, forforerist er det hele —- Præsten i Metens pragtfulde Strud, de hemmelighedsfulde Cerc rnonier og den bedsvensde Wink-dqu der fyldek det ftore Tempel. Og Mengden — den stumme, lydige, over ttoiste hob set paa det hele og tror paa det hele, knir ler og tnitser som ved et Trylleag, hver Gang Kordrew gene ringer — — en Flot, der er underkuet asf Presse vcelde — et Folt i Treeldom. Nei, Katolit blev jeg aldrigi Underligt — da jeg siden dtev om i Gaderne ftod jeg piudselig foran en Bhgining, der uvilkaarlig bragte tnig til at stand-se. htjt oppe og strevet med Mos sale Bogstaver ftod en Jndftrift, der flog mig i Mode fom en energift Protest nrod alt det, jeg havde set oa «h·et. Dein Wort ist die Wahrheit »Hoad er det for en Bygning?« fpurgte jeg en herre. »Die protestanttfche Kirche.« Ja, naturtigvts. »Dit Oed er Sandhed,« det er jo ogsaa hendes Tro. Jeg satte mig pas en M og grubledr. Jeg vilde itte, men jeg grwblede alligevel. Ton-ded. Nat, Mal-m t misn Stel, og Overtko, Speermeri. Fanatisnm worden jeg vender mig. Bodensøen. . En dejlig Zonimerdag paa Dcettet af den snille Zalondaniper paa Vej til Romanshom Om hnn var med —- det var jo inin Die-In — hvilten Verden da! Hvilfen Ze! — Er det Band, eller er det blaagrønr KrnstaL vi sejler i — dette mægtige Spejl, mod hvis Flade de blændende Solstraaler gnistrer vg Springer som Funken Og tæt ved Stibet, hvor Spejlet er lnust — disse Bølger, der vugger sig soin dejlige, bløde Sil tefvlder. Derinde i den blaa Dis over de runde Høje be nynder det herlige Schweiz. En una Dame sidder lcrnet til Rcrlingen og ser trist nd. Hun korn med en seil Daumen hun skulde til Konstanz. Konstanz —- der var det jo han blev brcendt — Ketterem Hvorsvrs Der var det igen — Protesten mod Asgudsdyr telsen. Dein Wort ist die Wahrheit. » ngaa jeg er Protestant. Jeg protestserer inod dei kaltsammem ! Jnterlaken. i Hvorfor sidder jeg her paa mit Værelse, jeg, Male ren, Kunstnerens Hvor tan jeg holde det ud her inden fire Vægge, niedens al Jordens Dejliahed liager Eilet-n dende, lotlende udenforZ Hvorsor stdder jeg her og striver, inendens alt, hvad Byen ruminer af Riadom oa Stonshed, bølger frem vg tilbaae paa Promenaden og spøger og ler og slirter, eller sidder i stille Henrylkelse on lntter til Musitken? Hvorfor sidder jeg ikte ude Paa en ensom Brent, sotn saa tit fordnin, og besiuer den dejligste as alle dejlige Jonifrner, der liager derude mellem de grønnse Bjerge i sit blckiidende hvide Gevand? Dei synes i Dag, soin oni det ene hvorsor foer det andet. Hvorfor sad jeg i Dag over Brünigpasset og laeste i den Bog, soin jeg aldrig troede, jeg stulde have i min Haand? Hvorledes git det til? Underligt, hvor de uviltaarliae Jdeforbindelser· kan sere en hen —- vfte stik imvd ens Villie. Medens Toaet rullede fra Luzern hen langs Vier lvaldstättersøem sad jeg og betraatede den vilde, tætke ,.Pilatus«, der joq sin taklede Spids vv i Skyerne. Pludselig slog det rnig — Pilatus! — Hvad er Sandhed? »Dein Wort ist die Wahrheit.« Der var det igen. Saa var det, at jeg nvillaarligt stak Haanden ned «: Kusserten og trat Bogen frem. Den er altiaa Sandheden. Kan Sandheden da have den Virtning, at den berøver et Menneste dets Livs Glckder oa gør det til FanatiterZ » Paa mia vil den da ikke have den Virlning. Jeg ’s!og ov paa maa og saa. »Da de stødte ham nd, nden for Etaden, og stenede harn, og Vidnerne lagde deres Klæder as ved en ung Mands Fødder, som hedte Saiilus. Og de stenede Stesanus, som bad og sagde: Herre, Jesus, annani niin Aand! Men han saldt paa Knce og raabte nied ihøj Rost: Herre, tilregn dein ilke denne Shnd· Og som han dette sagde, sov han hen.« · Atter denne Sverineriets Aand — den samme i Døden soin i Livet. »Men ogsaa Saulus havde Velbehaa i hans Mord.« Saulirs, Saulus, jeg forstaar godt dit Vel«behag. Men, Knud Albæk — nu er du jo selv en Jana tiker. Er da alle Mennester sanatiske, hver paa sm MaadeI Jeg er naesten ved at tro det. — Jea bladede orn vg lieste videre i Sanlus’ Historie —- og jeg maa tilstaa — at det er en interessant, ja. en vceldig Historie. Han var en Personlighed, en Klem pe, en Stormand, hvis Trcel er draget op i store, starpe Linier, og dersor staar hans Slikkelse saa plastisi og storslaaet. »Men Saulus fnøs endnu nied Trusel og Mord mod Herrens Disciple.« Ja, saa langt sorstaat jeg ham, og saaledes kunde jeg have Lyst til at male ham. Men Modet ved Damastus· — Det er naturligvis Historie og Digt blandet sammen. Men dramatist er det og lolossalt i sin Virkning. Jesus as Nazareth, Genstanden sor Apostelens Had, vludselig trcedende hain i Møde svm en alrneegtig Gad, aabenbart i blcendende Lys. —- — Om man var dannet saaledeö, at man kunde tro sligt. — Det inaatte være underligt. Men en Lykke maastr. Maasse? Bibelen ligger igen vaa Banden as Kusserten. Man bliver itke lysere i Sindet ved at læse i den — snarere det modsatte. Grindelwald. Hvor har jeg slakket om —-—for at se, for at fhldes, mættes —- overvældes af Jndtryk —- for at —- glemme. Jeg har gjvrt detur langt op i den vidunsderlige Lau terbrnnnenthaL været paa Mürren, paa Wengen, paa Scheidegg, klatret om paa Gletschere og Biergstraanin ger. Og dog har jeg ikke tunnet glemme. Ja, i Dieblille — naar jeg betragtede et blen dende Naturfceneri eller lyttede til Biergstrømmeneg sti mende Sange, da runde Fortiden vel treede til-hage. Men saa dutlede de frem igen —- dissse Minder, disse Syner, disse Dromme. J Gaar sad jeg en Time-s Tid oppe paa Sanher l)orn. Hviltet usbestriveligt Rundstue ud over Alt-ever denenö meegtige Giganterl Hvor var Synet vverveek dende af diese herlige Snekegler, soin gennem den ten-, gennemsigttge Luft traadte frem i hele dereg betagende Majesteet og i forifærdende Nevhed Og saa dasnne Glsd as Sommersol over.Sneen og de blaanende Srna ger soa de lette Slver, der lasa Tom et herligt Diadern omkring de ranke Finden Hvorledes er aTt dette blevet til? Ved en Evolution, siger Ftlosoferne. Jseg smixkde uvinaakngt —- smitede asd mig III og alle Filososer. Jeg syntes, jeg sad midt i et — underligt Tempels-, Allerhelligste og maatte tilbede U store Bygmefter, tro paa ham. enten jeg vilsde elltk I lwem han saa var, og hvad han end var. - De hellige kalder ham Gub. Bibelen kaldet M ligesaa. Og min Mund var lukkeL Jeg kunde M Inodsige dem, og underligt nok — i de«t Øjeblik var U mig endog en vis Tilcfredsstillelse ikke at kunne dek Men Gudsttoen er gaaet af mig igen. Grindelwsli er herlig, men dog ikke saa herlig, at man masa fol ned og tilbed—e. ch hat lejet Halvdelen af et Husz en Famsh bsebor den anden HalvdeL Det er en tysk Købmand III Hustru og to Døtre, en vok«fen, som er forlovet nsck en juridifk Professor, og en mindre paa 8 Aar. « De er lige flyttej ind og er alle paa Udsffugt i Da Saulus er endnu en Forsplger — han blivet ve at forfølge mig. Hans storladne Stiftelse stod bestsi dig for mig, og jeg maatte lcese videre i hans Historie Jeg hat lcrst næsten hele ,,Apostlernes Gerninger«. En forunderlig Bog er det nu —- og betagende — det tan itte ncegtes. Man er tilmode, som om tac sidder og betragter en Forestilling i Magi. Man twt del itke, man vil ikke tro det, det gaar jo itske saadcs til, og bog blændes, for-virus og betages man, soxn m det var virkeligt. Man griber sig selv i at sidde I Tauf-er og Foreftillinger, som om man troede det hell-. Hvad er det, der gør den-ne Historie forstellig km al anden Historie? Er det det overnaturlige, der bo siandig griber ind, eller er det ikte fnarere bette, L alt foreaaar ikke under bengalsie Lampers Stin, M ved fuldt Dagslys, at de overnaturlige Ting bereite ganske bramfri og ligsefrem, som om det var det sink pleste og naturligIste af alt. Man kan gaa lige til og bo tragte det hele, og det er dog lige underligt. Eller er det Aanden deri, dette uforklarlige M fra en fremmed, opbøjet Verden, en Aand, der taler K eget Sptog, fom man maa kende for at forstaa. Ell-I kalte jo ogsaa om, at man maa have denne Aand fst at forftaa det Hvorom alting er, saa er det dist, at om blot dens lille Del af Verdenshistorien, ja, om blot et enesie KI vitel var Sandhed, saa vilde det være mere gen-new bende for Verdens Udvitling end noget som helft endet-. Men jeg hat ikke Tid til at besiæftige mig mes med alt dein-. Jeg stal arbejde. Lediggang fyret les til S«ngelig-hed, det mærker jeg. Desudesn hat jeg jo nu opfyldt hendes Bøm zäl I s» » s - — , los-, Jeg er faldet lige i en Hvepsrede. Familien ved Siden af hører til de troende og et Vift meget stcerkt troende. Og det hat bersvet mit noget nf den Ro eller rettere Tryghed, som jeg stget her i denne del midt i Al.peverdenen. Man katr W lig aldrig vcere tryg for dissse hellige. For at blfve ftk for dem er det ikke not, at man pasfer sig few Netz itte indlader sig med dem, man maa beftandig locke-: paa Vogt. undertiden ligefrenl paa Flugt for at undgss« dem. Det er nemlia et Folt, der beftandtg er paa« Felt fod, bestandig er pna Jagt efter sine Oste. De- mutet jo, de er sat til at eroibre Verden for Mist-us; og søsie · lcrqaer de en ushyre Snilshed for Dagen for at faa w ftattels Synder i deres Garn. Oq er hart der førsi«, sUCT ftdder han for det mefte oærre i det end en Fluc- E E Eddertoppespind Det vil oære et forbavsende Held llvis han slipper ufkadt derfra igen — helt uskadt HII faar let noget Gift i sig, hvis Virkning han hat Uns-« fteltg oed at forvinde — Ok« " Det Inckrtede jeg feslv ved at studere Paulus. Det« otlde oaeeie dumt, ja, Usandhed at nægte det; Dei-forff befluttede jeg ogsaa ilte at lcefe mete. Men endnsr et ieg itte blevet min Beslutnina tro. Og netop det kunde let være blevet mig skwbnesvangert paa en Maade, sm jeg itte havde anet. Bote smaa Hader støder op til hinanden og er litt stilt ved et Statit paa tnap en Alens Højde. Op M dette Statit i det ene Hierne staat et lille Bord og es Havestol, hvor jeg ofte sidder og lasset. Jeg var itte præfenteret for Familien — og Ist-I mig heller itke om at blive det, jeg vilde vcere gutes uafhoengig af den. En Eftermtddag, da jeg kom ned i Haben, Nod Grossereten lige paa den anden Side af Statittetc Han tog Hatten af, og feg maatte naturligvis gtk det samme, og faa begryndte han virteligt »Det maa vel not være mig tilladt at present-s mig, mit Navn er Købmand Riemer fra Stuttgart.' Selvfølgelig maatte jeg ogsaa sige ham mit. »Ja, jeg er faa fri, fordi jeg gaar ud fra, at di et Brødre — Brødte i Herren naturltgvis." Brøsdre i Herren — hvor i al Berden kunde hu falde paa bet? Jeg var gansie stum asf Forbavselse II satte vist et forfærdeligt dumt Ansigt op. »Jeg set nemlig, at De hat Der-es Bibel kan ,,Saa — hvorledes -·— hvad mener Des« »Ja, undstyld maasie jeg tager feil, men er U itte en Bibel, der ligger derthenne paa Bordet?« ,,Paa Bordet?« — At, jeg Staktel, der i den Tid ofte mere drømmer ensd er vaagen og er faa dis trait som nogen Professor —- jeg havde vie-selig sie-I Bibelen paa Bordet i Formiddags. Det blev W til min Ulytstr. Jeg filte mig ganste forvirret og vidste ist, N jeg stulde spare. »Jo—ja—jo,1eglahserenDeltdett-—sssls mest as historifte Grunde.« Guts-M s f. I
