Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, July 27, 1906, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Strandfogdens Dotter
Af!1?.P.Madsen.
(Fottsat.)
Knud striftede dct hele for den gatnle Lærer, og
der ruUede en Byrde fka bang chrL Hans Anfigt for
vandledeis. Te: var, som Zolen stinnede derpaa. Men
som Dagene gir, loizde der sig nye Stygger over det.
Han hast-e givct Gnd sit Hinte, men Gudd Fred havde
han endnu itte tendt.
Ellen og Gronhøj foreholdt ham alle Guds Forjæt
telsek, men alt forgæveg.
· En Dag, da han git forbi Grønhøjs Has, kaldte
denne ham ind.
»Im ved not, hvad du feiler,« begyndte GtønhøL
da de haode taget Plads.
« ,,Ved du?« fvatede Knnd og saa tungsindig ned
fvt sig.
»Ja, jeg ch. —- Zig mig, IKnud — om jeg nu
sagdc det ril Herredgfogden?«
Knud leitede Hovedet med et Kast, og der tom et
Blini af Trods i hans thke.
»Im-( blivek jeg mass-It, og san —- —«.
» ,,Hvad faus« fvarede den gamle og saa vist paa
hom· .-- » .
»Im er mit Liv ødelagt.«
»Mcn om Hcrtedgfogden nu allerede vidste det, og
du dog itte blev strasset —- hvad sons«
Det var, som tckndtes der Jld i Knuds store, bla-1
LIan Han anede, bvad der var stet.
' »Du ba r sagt det til ham,« tom det med Liv.
»Ja, Rnud, jeg hat fortalt ham det hele og alle
Omstcendiqhederne derveo. Jeg faa godt, at du aldrig
vilde faa Fred, før du var befriet for Angsten for de
timelige Folger af din Gerning. Og jeg vilde felv for-s
falle det. Der var ingen, der bedte kunde tale din Sag
end jeg. Jeg fortalte ham da ogsaa, at du ellers var
en brav ung Mand, der inderlig fortrød, hvad du havde
gjort, og at jeg ikke ønfkede dig straffei. Herredsfogden
der et en streng Mand, men ogsaa en god Mand, lod
da Sagen falde og vilde ikke gøre mere ved den.«
For Knud var det, som om en tung, knugende
Bæxu var loftet af hans Brny og en varm Strom ris
lede gennem hans Hjerte. Glckdestraalende og befrict
kastede han sig ned foran den gamle og omfavnede hans
Antr, idet han udbrød:
»Tai, Granhøj —- det skal jeg aldrig glemme.«
-, »Ta! Gud, tære Ven« —— sagde Læreren og strøg
: kartegnende hen over den unge Fifters kraftige, lyfe
. Haar — »det er itte mig, Knud, men Gud i mig, der
« hat gjort det.«
.« »Ja, Gud ssal have Tod« raabte Knnd og blev list
gcnde. »Tai, Herre, fordi du er god. Aa, Herre, nn
Vil jeg tjene dig — ja, tjene dig hele Livet.’«
Mere sit han itke Taf-. saa kvaltes hans Stennne
i Zaum-. — —
L
»Fatvel, Knud — og lad os vcere jafle g « ALLE-l
lige, frugtbare altid i Hereens Gewinn-« sag Kri
sten ogf kalte sin unge Medstrikcr Haanden. »
Da Knud naaede Gronhøjs Hu:, koni Ellen ud i
Døten. —
»Kan« « raabte huMiilende »
»Ja« ,
»He-Im ind et Øjeblik «
»Hvad flal jegl« spurgte sinin oq standsede
» «Det stal du not faa at vide soarede Ellen med
en Skcclm i Øjei. ,,.Kom nu!«
Da Knud tkaadte ind i Lærerens Dagligstue, vlev
hans Ansigt pludselig som dryppende Blod. Foran
ham ftod hun, one hvem han nys havde sagt, at hun
var den eneste, han nogensinde havde elstet.
,,Vcersto«, sagde Ellen med et Smil —- »J to hat
vel nok at tale om.«
,,Jeg —- ved — ilke — jeg hat da ikte noget at
sige —- det var jo ilke mig, som —« stammede Rnud
forvitret og lytsalig paa en Gang.
,,3nak, hat du det, Kund, spil nu itke Komcdie,«
vedblev Ellen.
Marie havde staaet med nedslagne Ljne Nu los
tede hun Hovedet og saa straalende paa den unge, smnkke
Ziffer, der stod foran heade, og sagde:
»Nei, det er not mig, le stal sige ringen det er
vel mig, der hat syndet —- har jeg, Knuissp
»Nei, Marie, du hat ikle syndet; du kunde jo ikke
andet —- det lan jeg forstaa —- nu.«
,,Gud sse Lov, Knud, at du nu lan forftaa det
Saa har du ogsaa tilgivet mig.«
,,Saa — nu itle fnakke om Tilaivelse,« faldt Ellen
ind. ,,Det er et rent galt Ord. Marie, du stal sige:
,.Gud sie Lov, at Herren fandt dia, min Ven, saa er
din Marie din tgen som for, nej, hundrede Gange bedre
end for. Er det ikle saaledes, du vil have det, Kn11d?«'
,,Jo,« svarede den unge Fislet med et straalende
Stall og tog Marie om Halten.
Saa var de over det svære Punkt og tunde snalte
fortroligt sammem Og de havde meget at snakte om
og meget at tolle for i Fallesskalx
Jngen af de to anede noget om, at Ellens Hjerte
blodte ved at se deres Lykle, og hvor megen Selvover
vindelse det havde kostet hende med et lykkeligt Smil at
diktere Marie de Ord t.l Kvud Hun tcenkte vaa en
anden Kund Og hvot meget vilde hun ilke have givet
for at lunne sige til ham: »Gud ste Lod, at Herren fandt
dig, min Ben, nu er din Ellen din egen som for, ncj,
hundrede Gange bedre end for.«
Hure etfarede paany, at Saaret var der, og at st
endnu saa let lunde rives op. Men det vaeede ilke lang-n
Hun havde faa ofte erfatet, at Gud baade vilde og lunde
give hende alt, hvad hun behøvede til at lunne hvile i
ham i Tro og erd, ja, at han vilde oa kunde aøre langt
overflødigere, end hvad hun bad eller forstod. Derfor
var faadanne Øjeblikke tun sotn Skygger, der gled hen
over hendes SjceL Naae hun ftuede ind i sin Frelsers
Heklighed saa spandt alle Skygget.
Det erfatede hun ogsaa i Dag. Som et Batn kry
bee ind til sin Faders Hjeete og vcelter ali- sine Sorger
af der, facvledeö gemte hun sig dybt i Guds Kæelighed
og Trofasthed, og der kunde hun takke og ptise hom.
Ballaften, Ballaftem den var der. Dei tunge Punkt
var ilke vorte. Men hun kunde talte ogsaa for det
Det blev hende blot en Hjcelp til at komnie dybere ind
i Gut-.
IAlt havde drejet sig om hende selv — hnn havde satnletl
ind — men tun til sig selv, til at berige sit eget Liv.
Alt, hvad hun horte og læste, Guds Mad og Dritte,
hat-de hovedsagelig tun vcerct noget, der ftulde tilfreds
stille hendes Trang og nieette hendes SjæL Hnn
haode lun føgt Gud, hans Keerlighed og Kraft og Rig
dom for den«-ed selv at opbngges og bevareg.
! Lg derved sneg Tomheden sig ind paa hende frg
en nn Side. Tet Var itle den Tomhed, der er en Følgc:
af, at noget lserøves en — den havde hun tidligere kendt
-— men den Tomhed, som følger nied alt Liv i nafbrndt
Nydelse, nied al Samlen ind til sig selv alene. Dei vari
Lediggangen5, Uvirtfomhedens Tomhed.
Hun levede vel ined i det lille, fremvlomstrende
Zamfnnd. Hun vidnede oin sin Frelser, hvor hun knnde.l
Hun samlede de unge Piger til Bøn og Samtale onl«
Guds Ord ng deres Sjæles Frelse. Og blandt de tro
ende nnge var hnn den selvslrevne Leder. Og alt dette
lsragte hende vel mange rige, herlige Stunden Men det
tunde ikte i Lcrngden fylde hendes Liv. Der var en
Trang tilbage, sont dette mere eller mindre tilfceldige
Arbejde itle tunde tilfredsftille.
Naar hendes Tanker nndertiden gled nd i Frem
tiden, saa niærtede hun Tomheden. Og da voksede Tran
gen i hende til noget rigtigt at bestæftige sine Tanker
med, noget at leve for, ja, noget at ofre sit Liv for.
Men hvad ftnlde det vcereZ
Hun vidste det itte selv.
Men onsaa over for dette Punkt var hun stille i
fin alnidende Faders Haand. Han kendte hendes Vej
helt til Enden. Han vilde tillige visc hende den og be
rede hende til at folge den. Hun havde Trv til at vente,
indtil hun saa Herren-Ei Pegefinger.
Paa en ftnfri, solklar Dag sad hnn oppe paa en hoj
lilitbanle, fra hvis tegleforniede Spids et mcegtigt Std
mærte ragede op.
Hnn fad med Rybggen lænet op til Søtnærtet og
faa nd over Havei. Hendes Øjne hvilede drømmende
paa en fior Bark, der gled bort i veftlig Retning langt
nde i Kitningen Lidt efter lidtgled hendes Sjcel ind
i hendes Barndoms Drommeverdem
Hun var onibord paa den fjerne Sejler, fra hvis
Mast en torstegnet Fane vajede. Lydløst gled dei mag
tige Stib hen over det staalblaa Hav. Lydløft gik
Mandstabei og Passagererne omkring, foni traadte de
paa bløde Bølger.
Og Indløst var der i Ellens Sjæl. Det var, som
havde Evighedens underfulde Stilhed scenket sig over
alt og alle.
En Mand ihm hen til hende. Hans Ansigt stin
nede, og hans klare Øjne itraalede as Hellighed og Kerk
lighed.
Tilbedende faldt Ellen ned for ham og sagde:
»Hvem er du, Herre?«
·,,Jeg er dette Stibs Kaptain,« og hans Rest klang
sont Lyden af dejlige Hamen
»Da hvor sejler vi hen?«
»Derhen, hvsorfra Raubene lnder.«
Ellen lnttede, og igennem den store Stilhed syntes
hun at høre et Brns som af man-ge Folks Nødraab langt
borte.
,,Sejler vi ogsaa til Robinfons Ø?« fpurgte Ellen
og saa op paa hom.
,,Robinsons Ø findes- lun i Fantasien,« svarede
Kaptajnen tori.
Ellen tav. l
«til Live og pludselig givet hende Svar paa et af head
Hjertes dybefte og mest brwndende Spørgsmaal Obst
for havde det itte vceret hende tlart for? Hendes Baru
donILTrpm Im Robinsons O, hvor hun løb om og for
talte Hedningersne om Gild, havde doq boet i hendes Sjcc
siden —- og Var ofte traadt frem for hende. Men under
Iliqt not lmvde den i den sidste Tid Vasret hende gastfke
fjern Nu trandtc den frem for hende fom en stor og
smægtig Lunte-, der ligesom gav hendes Liv et hidtil
nanet Jndhold Med öt Slag saa hun, hvorfor hendei
Liv i Gud nærmest lun havde vaeret et Øjeblitsliv, it
Stenminggliv, hvorfor hun hidtil ikte havde ejet nogei
stadig on blivende Fred og Glæde, men hun saa ogfac
nn Vejen til et Liv i Fylde.
Greiset af denne store Tanke vendte hun sig, one-.
tlamrcde Korfet og sagde:
« »Herre, jeg har levet for Inig felv — men nu,
Herre, vil jeg leve dsg. O, sial tnin Drøm blive til Vir
kelighed, kan du beuge mig i din ftore Tjenefte, saa væte
du lovet og Priset?«
Saa vendte hun sig atter om imod Havet
Barken var ved at forsvinde ude i den fjerne Hori- «
sont. Kun Masterne tegnede sig endnu paa den lyse
Himmel. Hun fulgte i Tanken med den· Men den sei
lede itte til Robinfons Ø, ikke til et Fantasiland, men«
ud til de manqe forte, brune og gule Folk paa JordetL
For hendes Sjæl tegnede fig et Mylder af Men
nefker, samlede omtring elendige Fetischer i store Af
gudstempler eller foran uhyggelige Gudebilleder.
Men mere san bun heller ikke. J dette Myldet
lundc hnn endnu itke finde sig selv. Trangen til es
Livsgerninn var vaagnet, og den Vendte hendes Blik ud
mod alle disse mange, tabte sjolk. Men stulde den blivc
tilfredsstilletZ Var det Herrens Vilje, Herrens Tanke
med hende? Og hvor vilde han saa sende hende henf
Hendes Fremtidsperspektiv tegnede sig endnu i uklarg
taagede Linier — som en ufuldendt Stitse, et Udckafi.
hvori hun itte kunde sinde sit eget Billedes Plads.
Men alene det, at hun, skønt dunkelt, havde be
gyndt at se Herrens Pegefinger, var befriende for hendes
Sjcel og fyldte hende med en hidstil ukendt Fred og Hvilr.
Hendes Tanker hnvde faaet en fast Retning, og
hendes Bøn og Lcengfel et bestemt Maul, og det gan
hensde en Ro og en Sind-sligeveegt, sont vax i høj Grad
ftyrkende og befcrstende for hendes Liv.
Alle andre Spørgsmaal — om Tid og Sted, om
hvorlcenge og hvorledes overlod hun til den Gud, der
var Sol og Skjold for hendse.
Da hun rejfte sig og gik hjemad, følte hun sig rig
og lykkelig.
Om Aftenen var hun et Løb henne hsos Grønh-j.
Der var et Slær over hendes Ansigt som Ins et Mennes
ste, der kommer lige fra Gud. Den gamle blev uvilkaar
ligt slaaet af det. Jdet hun rakte ham Haanden, tog hat
hende om Kinden og fagde:
»Lad mig se paa dig, dit Ansigt er jo fom Solfkin.«
»Der er ogfaa gaaet en ny Sol op, Bedstefadet.«
»En ny Sols«
»Nei, den gamle vel — men den stinner lcengete
freut end før·«
,,Hvad hat du da set, min Pige?"«
«Noget, som tan fylde mit Liv helt.«
»Saa ved jeg, hvad det er.«
,,Ved du det?« spurgte hun overrasket, ,,hvad er
det da?«
Tet spnrates snakt, at Knud var bleven ,,hellig«,
oa alle hang- gamle Kammemter var til Mode, som om
de havde fnaet et Zlag i Vlnsiatet De lunde itle for
l leedeiz det lunde naa til, at Knatt, den, der altid
v·-tte an Held enbver Lejliqhed, lunde salde fra. De qit
en Tid omtrttm, stille oa slove, med en Slans lønliJ
Angst na nndek Følelsen af en vis Usillerhed overfor
binanden Te tunde jo itte vide, om ilte «- eller slekc
at de andre mulin onsaa stod liqe ved Frafaldet. Men
da der itte vifte ssg noget Tenn hertil, vendte den gamle
Ttvabed snart tilbane on derved ogsaa del gamle Fjendi
stab on Zvotten
»Selvsølk.1eliq tnnde Knud ille ftaa imod,«·saade
en as de nnare en Dag, da Knud stod i en Klynge ved
Stranden
»Hvorfor mener du itle. Bettel?« bemærlede en
anden med et stadefro Blink.
»Nej — hoor llulde han lunne del, naar Marie
var dinnlet. Han bat jo alttd væket svag i Elslovs:
saget·«
Llarerne lvnlmcde paa Knuds the Bande, og bang
Øjne ftod Lon. Krilten, der stod Ved Sitten af hom.
saa det on sagde ttl bam i en rolig, men myndtg Tone:
»Ver: stille, Knud, og lad dem fnakle.«
Dette børte Bertel og sagde derester spottende:
« a, bot, hvad Præsten siger. Knab. Du lan godt
behsve at blive lonsirmeret en Gang til.«
Anud vilde til at spare, men Ktiften tog sin Unge,
vatmblodiqe Vroder under Armen og trat ham bort fra
Artus-n
»« a, her nn, Knud, hvad han sigee, at du lan bltve
rigti.a srLsm,« raabte Bettel efter dem.
Da ·de var kommen et Stykte bott, sagde Kristent
»Du man virleltg leere at staa for Stud, Kund,
hvis w vil Være Jelu Discivel·«
. »Men det var Lean, det han sagde —- jeg hat« al
- drig elstet nagen anden end Marie.«
»Saa meaet desto lettete lunde du jo smile ad det.
Davde det vckket sandt, havde det vatet verte. Kendet
du ttle Herrens- er: ,,Salige ere J, naar man deswi
tet og forsplger Eder oa taler allehaande ondt tmos edek
for min Sinld on lnver det«.«
- »Jo, men« det er alligevel fværl,« svarede Kund med
" tilkæmpet No —- »at han —- BerteL der hat levet.fom
»Ja, som en Sonder, Knud —- en Syndet, sont
licenses til en Frelser. Hat vi tlle ogsaa det?« ·
Knud blev med et bleg fom et Lis« Han mindedes,
It hatt just stod paa samme Sted, her han havde syn
tet saa forsækdeligt en Gang. Han tog Kristen under
Armen og sagde indekligt:
»Ja, du hat«Ret, stillen Jeg stal ikle dsmme
sogen. betten vtl hjælpe mtg til at huske, at jeg selv
It stelst as Naade —- af en Naade saa stot, laa stot.«
han til med Banne. »Kom, lud os sslges ad
«
- »Nei, jeg stal first have stæftet ltdt ved Baaden
ne.«
( »Ja, san law-l, Leisten —- og Tat« -
Da hnn lidt ester qil hieni, var hendes Hierie fnldtr
as Fred og stille Tat til Gad. Hnn begcerede itte noget
nden for heim. Hart var hende Liv og Fvlde not.
Hun havde gioet Gnd sin Villie — al sin Villie, og
hur. vilde leve i haus. Deri var der Mad for bendes
SjæL Herren maatte made for hende — fore ltende —
lede hende Skridt for Skridi. Hun saa ikke det næste
Skridt frem, men hnn vidske, han saa det, og det var
hende nol. J hans Fodspor var der Mcettelse for al
l;endes· Hjerkes Trang og alle hendes Lasnggler —- Liv
saligheder for Herrens Ansigt.
Hun solte sig gansle lost sra Altar-L saaledeg at hun
ille niere regnede med den Mulighed, at han kom tilbage.
Imen regnede kun med Gud og hans Kerliglseds Plan.
Hpun lnnde, og hnn turde se frenrad, helt srem over sit
Liv uden at se andre end Gud alene. Og derved var
der kommen en Ro og en Ligevægt i hendes Sind, som
hun tidligere ikke havde kendt. Der knnde vel komme
Ojeblikke, da Minderne kunde storme ind paa hende, og
lsan traadte med ind i hendes Fremtidsbilleder, men
det blev knn soni en Sky, der gled forbi Solen en kort
Stund. Hun kund tænle pas ham og bede for hom,
nden at hendes Hvile i Gud sorstyrxedes. Selvsølgelig
laa den Mulighed endnu dybt i hendes Bevidsthed, at
Herren kunde lade hendes sorste, eneste Kerligheds
drsm blive til Birkelighed, men det var inte: Begær hos
hende. Ogsaa dette var helk lagt ind i hendes dagliae
,,Sle din Viilie«. Hun var Guds eget Barn, hun var
Herrens Tjenerinde, og deri hovde hun Liv og Inlde nok.
Saaledes gik Dagene.
Men nekop sordi Haabet om ham var trennt helt
tilbage i hendes Sjæls Londom, begyndte der lidt est-r
lidt at melde sig et Savn,"som hun itke for havde kendt.
Dette Haab —- hook usittert det end havde været —
havde dog hast Haabets starke Magi. Det boede vel —
som alt Haab — ved Siden as Savnet, men der havde
dog vieret en Slags Fylde deri. Det havde ligesom gioet
henhe noget at leve sot — at bie paa, at bestæftige sinc
Junker og sit Sind med. Nu, da det var regnet sra —
eller stulde regnes fta i henöes «Ljv, maatte det erstattes
as noget anbet, ellers vilde der bog blive et tomt Rum.
Hun havde Jesus — hom, i hvem al Gast-wins
sylden bor legemligt. Men Jesudlivet er et praktisl Liv,
det vil udsolde ssg i Arbejde og Virlsom«hed, det vil gtoe
sig thnesbyrd i daglig, pralttsk Fett-, hvis det stal
bevtse sin gnddornmelige Kraft og Rigdom. «
Vg· saaledei havde hun ilke i Saan kendt dek.
Det havde sor hende endnu ncmnest kun været som en
stor, rtg Gabe ttl hende selv, en Rigdorn i den-des Fak
tigbom, en Trost i hendes Sorg, en saltg Fred og Gliede,
der udsyldke hendes Livs sliore Skusselser og Sarden Hun
davde neermesk varet som Bat-net, der leoer soe stg selv.
Te natrmede sig hur: iat et L,and Der laa oadet if
tindrende Zol. -Zo,a1e as Passagererne steg i Bande og
roede ind til Kosten, hvor de blev modtagne af forte
:U2ennefter, der flcrbte af Sted med dem ind i mørte
Sinon
,,.stad er oet for et Lands« spurate Ellen.
»Bei mørte Fastland,« fvarede Kam-isten
»ka hvad stal diese ders«
»Te: skal vcrre lldfæd for min Host.«
«Etal jeg ogfaa være Ildfcrd for din .wat, Herre?«
spurgte Ellen, osa bendes Ler hang oed hans Lcebek.
»Der oed alene han, fom er Gud over alle Ting.«
De oar atter paa der aabne Han.
».LIoor fcjler vi nu ben, LIerreZ«
»Derhen, book man venter dig«
»Hvem venter rings-«
»Er Folt i No1.«
»Ak, Herre, hoad tan jea ndrette?«
,Tro paa den, fom dia udfendte.«
»Heru, jea tror,« taabte Ellen, forglemmende alt!
ved at stue Herligbedem der lvste fra hans Aafyn.
Saa peaede Kaptajnen fremefter og sagde:
»Ser dn Landet, der blaaner i det fjerne?«
Ja. Herre, jeg set det.«
»Se! du Bjergtoppene, der langt borte’.2«
»Ja, Herre, jeg see dem.«
«Terinde, bag disfe Bjerge ligger dit Frem
tidsland.«
De var ved Kosten, Ellen steg i Banden, og Sei-«
bei sejlede videte.
»He-or feiler du ben, Herre?« taabte hun op til Kap
tajnen, der ftod ved Rælingen.
»Na til Jordens mange, tavte Folk.«
Ellen maatte oandre gennem dnbe Date og over
høje Metampr for hun naaede det Land, Herren havde
anvift hende. Jdet hun traadte over Grausen, kom en
lille, brnn Pige i lasede Klædet hende i Mode, klyngende
sig om hendes Hals og sasgsde —
,,Tak, fordi du kom.«
J def samme vaagnede Ellen.
Forvirret gned htm Øjnene. Jndttykket fra Drom
men fyldie hende helt. Dei var, som om den lille Piges
blsde Arme endnu laa om hendes Hals, og som om
shendes Otd endnu lsd i hendes Mem ,,Tak, fordi du
kom.'«
Lidt eftet lidt blev hun igen sig selv, og Dromme
fynet traadcke tilbage i heudes Bevidfthed. Men et mag
ttgt Jndtryk bleo tilbage, et Jndtryk, som fra en hellig
Aabewbating.
Var den af Gub, eller hvor var den kommen frnsf
—- Ligemeget —- den hat-de taldt en stmnoende Tante
,,(Ft Kald.«
»Ja, Bedstefader -—— et stott, start Kald.«
»Q; langt, langt borte,« føjede den gamle fmilende
til.
Han san forbavfet paa ham.
,,.Lwor kan du vide det?«
»Jo, jeg vidste godt, at det laa nede paa Banden
af dit Hierte og ventede paa en lykkelig Time for at
komme frem. Da du nylig talte om Rammel, der ikke
var helt fnld, da var dek flere Gange paa mine Lieber-,
at jeg siulde sige dig: »Kan du ikle se, at det, du mang
ler, er en Gerning, en Livsgerning for Herren?« Men
jeg vilde ilke sige det, men lade det komme ftem en Gang
fom af sig selv. Den Slags Ting sial ikke forceres frem.
Er der noget, der maa komme direkte fra Gud, saa er det
netop dette ftore Kald. Men det glæder mig —- det feh
der miq at vide, at du hat faaet Klarhed paa deite
Punkt. Men bvorledes er det gaaet til?«
Ellen stildrede ham med stort Liv, hvad hun hade
oplevet oppe paa Korsbakkem
»Ja, faaledes qaar det ofte Herren giver ofcke sine
Venner i Søvne —- ja, ofte gansle bogstaveligt Det hat
jeg selv flere Gange erfaret. Men —- sig mig — ved d
faa, hvor dit Fremtidsland er?«
»Nei, det bar ieg flet ikke Klarhed over. Tun-km et
jo san gansie nn. Ja, paa en Maade er den jo gammel.
ellers var den siklert ille modnet saa hurtig-L Men paa
en Maade er den jo helf ny. Men om den stal blisve M
mere end en Tanle —-en støn Drom, og naar den M
virkeliggøres, og hvor jeg stal hen —- det ligger i Her-·
tens Haand. Det er saa trygt at lade scg lede af bunt
Skridt for Skridl. Men vil du og alle Vennetne bete
mig frem for Gud i Bøn om Lys og sKlarhed over denns
Sag?«
»Ja, det skal vi, og Herren velsigne dig og usdruste
dig med sin Kraft, om det er hans Vilje,« sagde den
gamle og tryltede kærligt hendes Haand ,,Lad den ku
ligge og gro stille i dig indtil Herrens Time.«
Tiden viste, at Ellens Missionskald Mc var et
flygtig Stemning, men født af Liv til Liv. Som DI
gene gik, volsede det sig stort og stinkt i heudes Vierte
Og samtidig var den Ro og Fasthed, der derved var
kommen over hendes Liv, saa frugtbringende for hendck
Bcelst og Udvikling. -
Gottfeettey I