Strandfogdens Hatten
Af N. P. Madsem
(Fottsat.)
»Det tan godt væte, min lille Pige, og saa maa
det jo vcere, fotdi Gud vil vise dig sin ovetvcrttes Kerk
lighed og Magt faa meget desto rigere. Dei var jo let
for ham at tive Kakiligheden ud af dit Hiertr. Men
naar han ilte gør det, saa er det, fordi den slal tjene
dia til Gode. Jeg hat erfaket noget af det samme. Lg
Historien bevidner det mangefold. Hos mange af Her
rens Stridsmænd og sæklig hos dem, han hat brugt
meit, har der veeret saadant et tungt Punkt inde i Sjces
lens Dyb. Og det er blevet dem til viktelig Belsignelie
—- fom en Ballast, der hat hindret dem — itle i at
eie Guds Fred og Kraft, itke i at tunne herliggøke Gud,
men hindret dem i at flhve vild.«
Han sad lidt fom i dhbe Tanter saa fortlattc han:
»Da doq, lille Ellen, ttor jeg, saa vidt jeg forftaax
dit Liv, at Gud har en Naade og Rigdom til dig, som
du itte endnu iigtig hat faaet Øjet op for. Han vil
og tan fylde alte tomme Runi.«
« »Da jeg vilde faa gerne eje alt, hvad Gud hat til
tæntt fine Born s— fhldes med hans Fylde, med hans
Kraft og Koerlighed Men hvorledes sial dei gaa til?«
»Ja, her tunde jeg jo komme let fra det ved at
henvife til alle hans Forjættelser. Jeg lunde minde
dia om, ,,at Gud Herren er Sol og Stjold«. Jeg tun-de
minde dia om et faadant Ord: ,,J Trængfel og Angst
o. f. v. i alt dette mere end sejre vi ved ham, som os
elftede« — eller otn Ordet: »Kaster al eders Sorg paa
Gild, thi han hat Omhn for eder.« Men jeg er bange
for, laavidt jeg foritaar dig, at det itle er tilitrætte
lia Hjættx Dei lan vcere det. Ja, blot et enefte er
fra Gud tan løfte Bierge oa forvandle et Mennestelio
fra Grunden af. Men —- ja, svak mig, Ellen, er dct
not for dig at møde faadant et Ord. Kan det fylde
Rummet, du talte on1?«
»Bei tunde det en Gang. Og Guds Ord er Mad
for min Sjæl. Men det er, fom om det itte er faa
tigt, faa mægtigt for mig som fu«
»Ja, itte sandt, og det hat sin aandelige Grund.
Da den ligget itle i Gud, men i dig felv. Vi tan Inn
annamme saa megen Naade og Kraft fra Gud, soin vi
et beredt til. For at vi tan komme dybere ind i Gild,
maa han pløje dhbere ned i os. Stal vi tunne eie
niere af ham og hans Fylde, faa maa han i sainnte
Grad tomme til at eje meke af os. Dette hat intet
med vor Omvendelse at gere, hvor han jo sik vort Hier-e
og vort Liv saa helt, som vi den Gang lunde stcente
ham det, men det hat med Vælsten at gete. Guds
Aand afsløker bestandig Dybhedet i os af vort shndige
og selviste Besen, og famtidig spørger han, om vi ogU
saa vil udlevete dette til Gud. Fotftaar du, hvad jeg;
mene:?' l
»
i
ane, hvad du menet.« l
»Men lad os tale praltisl. Hat du virlelig over-J
givet dit Liv helt til Gud —- lagt alt i hans Haand?'t
,,Jeg ved ilte andet, Bedstefadet.«
»ngaa hele dit Forhold til Albæl?«
,,Jeg forstaak dig itte — der er jo ilte noget For
hold mete.«
,,Jeg mener,om du virtelig i dit Hjette hat slupss
pet ham saa vidt, at Gud er dig helt not. — Jeg kunde
ogsaa sige: »Ha: du givet Gud ham, saa du ute —
dhbest inde og maaste halvt ubevidst —- har gjott hans
Omvendelse, og hvad derpaa lunde folge, til et stille,
dagligt Kkav for Jdin Lyttes Styld.«
Ellen flog Øjnene ned, og hendes Kinder farvedes
- rode." «
»Ist-g bedek for ha1n, Bedstefadee —- at hans Sle
man blive frelst, det kan jeg da itle lade vcere mei.«
»Nei, nej, det flal du heller itke, mit Barn, bed
du tun af hele dit Hiertr. Jngen vil kunne bede for
ham sont du« Men jeg mener — er din Bøn for ham
ilte i nogen Grad, maafle i ille faa lille Grad, tillige
en Bøn for dig selv —- eller en Von for jer begge?«
»Jo, det er den,« svatede hun oprigtigt. »Og et
det Utet?«
»Nei, Utet —- det lan man itle lalde det. Dei
er jo saa hegt-Welng at du got det. Og vilde Herren
unde dig den Lytle at forenes med ham paa Troens
Grund, saa slnlde innen alcede sig mete end jeg. Mcn
dette lan hindre Guds Gerning i dig, hindre ham i at
fylde dia med sit Livs Fylde, sin Kraft og sin dagliqe
Fred og Sjaelehvilr. Aun Hier-ter, der hat overgivet sig
selv :g alle deres Forhold helt til ham, saa de er hell
afhængige af hatn, lan han bo i og lade-erfare sin
Trofafthed og sin Rigdoms hele Fylde. Dei-for vil jeg
sige til dig: Lag dig med alt hvad du er, og alt, hvad
du har, i Herrenö Haand og lad ham uden nogen Be
tingelser sorge for dit Liv og din Fremtid og din Lylte,
og du slal smage, at han hat Liv og Fylde not til
fine Born. Sig til ham: ,,Fader, jeg er dit Barn, som
du man stnre og lede eftet din Vilje, dan mia efter dit
Sind, brug mig til, hvad du vil, og send mig, hvorhen
du vil,« og leere, lille Ellen, du flal fe, at alle Herrens
Veje er Naade og Mistundhed.«
Ellen sad en Stand foroverbsjet med Kindetne
stottet mod sine Handel-. Saa greb hun den gamleg
Haand og sagde bevæget:
»Au, Bedstefadet —- jeg forstaar dig godt "Jeg
hat fslt det, du ialer om, fslt det i enkelte, rige, stoke
Øjeblikle. Jeg hat fplt, at naat jeg helt flap ham og
kasiede mig ganste og ubetinget over i de evige Arme,
faa var min Sjæl fri og falig. Da du i Gaar tol«
am, at Guds Arme holder til at biete over Dhbet, naar
blot hanfaat Lov at bcere os —- han alene, saa fslte«
jeg det igen. Hver Gang min Stilling saaledes blivcr
klar og ten i Gud alene, da er det altid, som am et Var
steckte Arme tog mig og bar mig ind i en th og het
lig Luft, hvot Sjælen fslet sig saa fti og iteett Men
det hat tun vcret i Øieblitte. Dei ved ieg geht«
»Nehm- «jeg laa at Fige dig, min lille Mag hope
i
ledes det tomme Rum sial blive helt syldt. var Gud
et, der er ingen toinme Rum, men tun Liv og Fylde og
Hvile.«
Ellen havde vendt sit Blit nd imod Havet, vg hun
syntes at vcere hensunlen i Bestuelsen as en stor Ses
ler, hvis sorte Strog tegnede sig starpt og eventyrligt
mod den lyse Hotisont. Men hendes Øjne saa intct.
Hendes Aand var helt optaget as det dybe og alvorlige
Einne. som var Genstand for deres Samtale. En
Stund sad hun saaledes, saa vendte hun sig om inicd
den gantle og sagde stille:
,,Men nu at blive der. Det et jv itte en Stil
ling blot, men en Vandring, og det er Sagen
under hele Vandringen, at blive der. At blive i dette
Forhold til Herren Dag sor Dag, Sttidt sor Stridt,
:ned alt, hvad der deraf folget as Strid i Tro og Ben.
Det er vor Side as Sagen. Men paa den anden Side
saa er det igen her Gud selb, hans evige Arme, der er
Hvilepunttet. Han er Troens Begvnder og Fuldtom
met-. Vi tør not betro bam at fuldføre det Værl, han
tiar liegyndt Han skal ilte glemme os med den Tugt,
de Ydmygelser vg de Naadesersaringer, der er nødven
dige til vor Bevarelse og Væts.«
»An ja —- det er herliat,« udbrød Ellen med tin
drende Mer »Riaet er Guds og Magten og Æken«.
Fiun saaledes er vor Sjæl mæt oa rig og i Hvile Jeg
liar staaet mig selv i Lyset. Det ser jeg godt Jeg
var itte tnrdet lade Gud om alt, men hat villet vcere
med i hans Rand og Plan, oa det blev mig kun til
Byrde og Besvasr. Men jeg vil bøje mig helt ind under
Ums vældige Haand — jeg tør not lade bang Finger
pege pna den Vei, jeg slal gaa. Hcm vil selv vcere nted
og vcere min Kcep og min Stav.« Hun bøjede stg hen
mvd den aamle, greb hans Hernder og sagde med et»
tylteligt Smil:
»Jea er glad ved, at vi sit talt sammen — trete,
lille Bedstesader Jeg ttor mit Liv vil blive rigere her
ester, snldt as en Inere blivende Fred og Hvile «
»Ja, Herren velsigne dig dertil, mit Barn. Hans
vil give dig Rigdoni og Fylde nol, blot han faar Lovl
at have dig helt i sin Haani. «
De sad et Øjeblit tavs-oa saa ud over Havet
Medens de havde siddet oa talt samtnen, var Brifenj
taget til i Stvrke. En srisk Sovind strøg hen over
Vandet og havde forlængst tnust det blanke Speji. Oisk
og her lnste smaa, hvide Sølvstcent paa BølgetammeneJ
Det lunesulde og uberegnelige Veiterhav, der vaa
faa Minuttek havde sorandret Udseende, syntes at ville
leise sm. Donningen votsede, og det begyndte at bryde
over Revierne.
Fiiterne, der om Ratten haode vætet paa Humme
fangst, lom en ester en i deres smaa Baade eller Brenn
me ilcnde ind inod Kysten Hver Gang Aarene løstedes
over Vandet, flinnede de i Sollyset som hvide Mange
vinger. En lille Pram med tun en Mand var lanqt
soran de andre.
»He-ad siger du til at gaa om ad Ledet hjem,
Lllen?« sagde Bedstefaderen, »jeg vilde gerne se, om de
hat faaet noget.«
Det vilde Ellen gerne, og de reiste sig, sulgte Stren
ten et Stytte og steg saa ned paa Stranden vaa et
Sted, hvor Brinlen var lav. Da de naaede Landings-»
pladsen. var Pramtnen Ende ved Revletne. Mandeni
styrede lige ind uden at ane nogen Fau. Derved kom!
han over en lav Grund, hvor det nn og da brsd stærti.
Jdet Baaden passetede denne, blev den greben as en
bindende Sø og kostet fremad, og hurtigere end det
tan sortcelleä, var den tned hele sin Lcengde løbet ned
under Vandet.
i
Ellen opløftede et Strig.
»Se, han drukner, Bedftefader. Hvad stal vi gøre?
Dei er Hund«
»Der er tun et at gere, min Piqe —- for os«, spa
rcde den gamle, der var bleven krldhvid i Jlnsiater. J
del samme faldt han paa Knæ ved en Baad, hvorved
de stod, og det famme gjordc Ellen.
Medens de to tætnpede med Gud om den unae
Fisters Liv, tæmpede han selv en Fortvivlelfens Kamp
dernde i Brendingeth
Zaasnart Banden var fnldt med Band, trillede
den ftraks rnndt. Knud var kommen dnbt ned under
Banden men totn hurtiqt op iaen og greb fat i BaadenJ
Men det var ham næsten umnliat at holde fast. Den
rnllede frem og tilbage med Søerne, og dens Sider var
slibriae Ved at opbyde al fin Kraft on Bebcendighed
sit han Proppen i Banden trnttet ind, vq ved at stitke
en Finger i Hullet kunde han holde sia fast. Men
Vandet flog hvert Øjeblit over bans Hoved oa bver
Ganz-l han prøvede paa at lcegae sig oP pnn Baadens
stran Side, trcengede den over, og han lom vlot der
ved dnbere ned. Han arbejdede siq over vaa den anan
Side, Inen her gik det paa samme Maädr.
Strømmen fette ham i nordlig Retnina, on tun
lnnafomt neermede han sig Land.
Bestandig siyllede Søerne hen over hom, og alter
gentoges det fortvivlede Forspg paa at holde sig oppe
ved den rullende Baad.
Til sidft drev han hen over nonle lave Grunde.
Der flog en stcert Braadsø hen over Baaden, væltede
den om paa ret Ksl sog sinngede Knud op i den. Han
var halvtvalt og havde faaet en Meengde Band i sig.
Dog havde han saa megen Aandsncervcerelse, at han
tunde aribe fat i Rotpinden, der tilliae med Roret —
som ved et Under — var bleven hængende fast trods
Kantringen Ved hjælp af Roret» lyktedes det klam at
dreje Aaterstaonen til Sten, og derved spries Baaden
under Vandet langsotnt ind mod Land. Lige for den
naaede Havstottem blev den veeltet rundt igen, og Knud
tom atter ned under den. En ny So kastede den vel
til Side, men han var faa udmattet og fortumlet, at
han itte tunde hfælpe sig selv. Jdet han hvirvledes
rundt i Vandet, meet-lebe han, at nsoget rorte ved hans
Kind« Han greb for sig« og sit fai i et Reb. Kramp
agttg holdt han fast vg fslte, han blev halet af Sted
gennem Vandet.
Lidt efter laa han paa Strandbredden. Han aab
nede Øjnene —- hvad var del —- var det et Foster af
bang fortumlede hierm, eller var det Virtelighedt —
I— , —
Han havde itte saa megen tlar Sans, at han kunde
afgøre det —- nIen han saa- et Ansigt lige soran fig, saa
ind i et Pak milde Ler og maerkede en Haand gribe
om sin.
»Er-In — høj,« sit han stødt frem, saa mistede han
Bevtdstheden
Da han tonI til sig selv saa vtdt, at han atter
tunde begnnde at anse, laa han paa det store Bord i
Ole Konges Dagligstue, hvor man rullede hanI og
tumlede med ham as alle Kræster.
Længe maatte man atbejde med hom, før han
var bragt saa vidt, at han tunde geta. Han vilde hjent,
tnen da han selte Zmerter i Brystet, blev han bragt i
Seng.
Ester en lort, urolig Søvn vaagnede han. Tänzer
terne var taane til, Øjnene var glasagtige, og han«-;
Pande brcendte som Jld.
Det lange, tolde Bad endte med en heftig Lunge
betændelse.
Ellen var den, der hovedsagelig plejede ham.
Han var for det meste ved klar Bevidsthed, nIen
en Nat var Fetteren saa M, at han hele Tiden talte
i thdelse
Han sad oprejst i Sengen og saa stemad med et
Htist, stirrende Blit
. »Ei- —- der er han —— der staar han — ser du
lsam ilte?« hvistede han oa pegede frem i Luften
»Hvem ser jeg, Knud?« spurgte Ellen.
»Der i Mørtet — det er helt merkt, der er ingen,
der saa det, andre end jeg.«
,,Lcea din nu ned, Knud, og prøv at sove,« sagde
Ellen i en lseroliaende Tone. Hun lagde Haanden paa
bang Bande og vilde tvinge ham tilbaae.
»Nei — aldria —— de tommer jo, de vil gribe Inig
— men de tan itke. —- Se der —- der er Blod — det er
Blodet as dem —- de helliae —- se den gamle — han
bløder —- han dør —- han bløder sig ihjel —- de ved
ille, lIvem der hat gjort det «
Et Øjeblit sad han tavs, saa begnndte han igen:
»Se der liae for mig — hans Ansigt — han vil
gribe nIia, giv mia Kniven —- hørek du, stynd dig.«
Saaledes blev han ved.
Ellen sad tavs og holdt hans Hoved og saa paa
han-H Anstat, hvorover der hele Tiden laa et Udtryt as
Angst.
Endelia, hen mod Morgenstunden, saldt han hen i
en Dos, som lidt efter lidt gled over i en mere rolig
Søvn
Da han Vaagnede, var han ganste klar. Men alle
Ratten-Si Syner var glemte.
Ellen var aaaet hen at sove. Men over Middag
tom hun atter derind. . —
Knud laa ukoligt. Af og til kastede han sig frem
og tilbage i Sengen, og undertiden undslap der hanI en
let Staunen
Ellen satte stg Ved Sengen og aav sig til at se
paa ham, tavs og forstende. Hver Gang Knuds Øjne
Inødte hendes, var det, som havde han set ind i Solen,
saa hastigt drejede han dem bort igen· Det var seien-s
synligt, at han sølte sig generet ved det gennemtreengendej
Blit, der hvilede paa ham. " "
»Motka set du saadan paa mig?« sputgte han
endelig med et tvunget Smil
,,Knud,« sagde hun med dyb og højtidelig Stemme
»har du ilte noget paa Hierte?«
. ,,Hvad mener du?« svarede han nervøst. Hast
vilde se paa hende, nIen hans Blit sttejsede tun hendes
sont et Blink.
,,.Knud, er der itke noget, du better paa?««
,,Hvad stulde det være?« tom det hastigt.
,,Sig mig det blot, Knud, du stal itle være bange-. «
,,Je«3 har itte noget at sige«, han vendte Hovedet
halvt bott.
»Ha: du iktc, Runds«
»Nei, siger jeg jo,« fvarede han nceften vredt og
san paa hinde. Der var Trods i hans Blit, og nenne
Gang udboldt han hendes.
»Oelter ikte, om du stal dø?« spurgte hun ftillc.
»Hoem since, at jeg stal dn?«' fagde hatt hurtigt,
on der var en let spotlig Angst i Stemmen.
»Det tunde jo ste; .du er meget flin, Knud.«
»Au, jeg kommer mig not — det et itke saa flemt,«
fagde han i saa let en Tone, Tom det var ham muligt
og oendte sig derpaa om paa Siden, bort fra hende.
Sau tav Ellen, lande en nn kold Klud paa hems
Pande oq gav sig til at arbejde paa et Broderi, hun
fad med.
En Stand laa Kund og ftirrede hen for sig. Af
on til rommede han sig netvøst og forceret, som om han
deroed qav Luft for en indke Spending, eller fom et
Tillob til at ville sige noget Med et vendte han An
sigtet om imod Ellen og san paa hende med et ftirrende,
prøvende Blit· Efter et Par urolige Kaft med Hode
det sagde ban:
»Hm Dattoren sagt noget om min Sygdom?«
»Ja, ban sagde, du var stcerkt angrebet.«
Atter laa han en Stund tatsä, saa begyndte han
men:
,,Hvorledes er du kommen paa den Tante, at jeg
stulde bcete paa noget?«
»Ved at here dig fnatte i Nat.«
,,J Nat?«
»Ja, du talte meget i Vildelse·«
,,Om hvad?« Spørgsmaalet blev sinnget frem, og
Øjnene hang ved Ellens Leben
»Om ftere Ting — om noget, du saa i Morket,
om Blod og om en, der var efter dig og vilde grtbe dig.««
Det gav et Ryk i den unge Ftster, og et Troe! af
Angst lagde sig over hans blege Ansigt. Han tvang
dog et tunstigt Smil frem, idet han sagde:
»Du tror da ikke —- at det var mig, der flog din
Bedstefader?«
»Jeg ttor ingen Ting — jeg er vtö paa det«, spa
rede Ellen bestemt.
,,Det er itte sandt, Ellen. det var itte mig,« spa
tede Knud ncesten heftig. »Du tvot da ikte, hvad man
-— saadan ligger og snakker om t Vildelse.«
,,Keere Kund, dtne Øjne, dtt Ansigt, bin bele, mo-l
lige Aand figer det samme. — Aa, betend det, out sz
for Mennester faa dog for Gud. Før faar du do
drig Fre1.«
Der var et trodsigt Blint i Knuds Øjnh —
han tan.
,,Alt kan dlive godt, og du kan blive et IHW
Menneste, om du blot vilde lukke dit Hierte op —- R
Herren,« fortsatte Ellen inderligi. »Har: ventet
dig med sin Fred og Frelfe — hører du, Knud?« »
Rnud var lcknge tang. Han aandede tung
med lange, ftønnende Dran. Saa sagde han Mist-«
og fom i Spcrnding:
»Hm du sagt det til nogen?«
»Nej, kcere Kund, det kunde ikke falde mig DIE
Jeg vil diq ikke noget ondt. Jeg vil blot saa Mk
have din Sjæl frelst. Tror du ikke det?«
Knud laa et Øjeblik ganske stille, stirrende op nich E»
Loftet med Øjenbrynene tæt sammentrukne, som M
han overvejede noqet meget grnndigt. Saa saa ha
paa hende med et forstende Blik ug sagde: J-'
»Hvis jeg nn fande, at det vartnig, der —,hsvd
gjort det, vilde du faa lade mig strasse?« "
»Ob« tan du spørge fauledes, Knud?«
»Vilde du?« gentog ban.
»Nei, Kund, nei, aldrig for alt i Bei-den. Strasss
hører ikte mig til.«
»Hvad vilde du da aøre?« Han løftede HVW
en Smule oa san skarp paa hende.
»Im vilde gelte det samme, som jeg vilde W
sgjott ved min Broder, om han havde bekendt en Sysd
for Inig.« Hun bøjede scg ned over ham. »Jeg vildt
gøre det samme. sont jeg nu gør —- lægge min
lpaa din Pande og hviske til dig — stg det til Jesus
ckrligt og oprigtigt, giv ham den Synd og alle dil
andre St)nder, han har lidt for dem allesammen, og II
vil være udslettede.« ,
Han laa lidt og saa op i hendes milde, mtlis H
Zjne, saa var det, sont noget braft i hom. Han drei-U
Hovedet halvt nedad knod Puden og stønnede: ,
»Jeg har gjort det.« i ,
J,Og fortrndt det, ikke sandt?«
»Jo, saa forfccrdeligt,« lom det som en jamrM
Klage, og han ftønnede høji.
Osa, fauledes gaar det, naar man dritter, faa III
»F
man ikke, hvad man ger.«
»Jo, jeg vidste godt, hvad jeg gjokde.« ,
«Var du da itke fuld?«
»Nei, det var itte Grunden.« —- I
»Hvad var da Grunden3«
,,Ondfkab.« s
s,,Ondfkab?« —- Z
»Ja, jeg hadede Grønhøj.«
»Hvorfor dog — hvad havde han dog gjort?«"
Knud betænkte sig et Øjeblik, før han svarede:
»Ja, jeg vil sige det ærligt — til dig. Han III
Marie fra mig —- ja, fauledes faa jeg paa det. D
ved jo ——— det er vel ikke hemmeligt —- at jeg hell-c
af Marie. Og hun holdt ogsaa af mig. Men sact til-I
hun jo hellig —- og det var Grønhøjs Skyld —- hul
tom saa meget hen og fnatlede med ham. Og saa M
hun med mig. — Og saa —- kom jeg til at hade hat-F
»Men dn maatte da alligevel have haft noget i
Hovedet, ellers tnnde du da ikke have gjort en· findt
grim Gerning —- du, Kund, som ellers er saa bist-« ,
a, — noget havde jeg — saameget. at jog It
»F
Mod.«
,,Men hvordan lunde du skjule det? —- Du M
;jo ogfaa i Forl)ør. Var der slet ingen, der saa del ellet
Ifik det at indes-«
»Nei, det tror jeg ikle. Jeg Var ilke paa Heu-II
»den Nat. Flere Baadelav var fulde, og desuden m
Ijeg ene hjemme, min Søfter var borte paa Bestng »O
Ellen tax-, og Knud fortsatte lidt efter: »Es-H
snart det var stet, var det, sont om jeg var i Hemd.
Jeg horte Striget og saa godt, han faldt, idet jeg lib
Og dct Strig hat fulgt mig siden — ved Dag og M
iDa de bar thn hjem —- listede jeg bag efter ind i
»Klitten, og der var mere fort i min Sjæl end i As
sortc Nat. Mange, mange Ncetter hat jeg listet out U
!din Gammelfars Hus —- af bare Uro og ond Samt-ü
jtlghecA
Ellen lagde Mærte til, at der var kommen en litt
anden Glanz i bang Ojnr. Der var Feberglsd i des-·
men det stirrende og urolige Var dorte.
»Er du nu glad,-Knud?« spurgte hun.
»Jeg ved ille —- ja, jeg er glad ved at have faul
det sagt.«
»Saa prøv at sige dct til Gud og se sau. M d- «
ille kan falde lidt i Sporn Du er trcet aus«
Hun velslede Klasdet paa hans Bande og gik
saa ud.
Een Timestid efter vilde hun atter gaa derind. W
da hun lyttede et Øjeblik ved Døren, lunde hun Ist-,
hvor fast han sov, og blev derfor ude. Kund fcd I
mange Timer, og da han vaagnede, var han badei I
Sved, og Temperaturen Var normal. ,
Fra den Dag lom han stg hurtigth Men hans SIOI
var ikle helbredet. Modstanden var vel brudt, og has
bøjede sig hen insod Gud, men der var endnu Lenkt-.
der siulde sprangeT før hans Samvittighed kunde str
Fted. sp« IY
Ellen forftod godt, hvad der var i Bejen. En W
da hun mødte ham ved Stranden, sagde hun til III:
,,Knud —- du flulde sige del til Bedstefader.«
,,Det vil jeg ogsaa,« lom det hurtigf. htm- M
allerede befluttet det, for han mødle heade.
(thtlcetteg.) « sz
«ij
W
,,Aa, du ved irre, hvad jeg hak Iidt, Ellen. Sci-v
