f.
hStrandfofgdens Dotier.
As N. P. Madsen.
(Forifat.)
Alle lmtede et Lieblit, saa lød Hylet igen. J dct
icnniie tnuiteg en Rude, saa Glasstumperne fløj MU
tring i Stuen.
»Mit aaar det for didt, de taster med Sten,« sagde
Kriiten og git ud. Lidt sra Hufet siod en Flol fulde
Mennester. Hatt tnnde lige stinite dem i Moriet. Da de
saa Eilhouetten ai Ftriftens hoje, sværlemmede Stil
lelie i Deren, liftede de fleite af. Men nogle blev staa
ende og brolede videre.
Med e«t stete der noget overraslende. Soni en Hosi
der slaar ned i en Hønsefloi, fo’r en Mund ind midt i
Flotten, greb en af dem i Favnen og lob med ham, saa
hurtigt han lunde, hen til Kristen, medens de andre
spredtes for alle Binde, hylende og bandende.
Manden sprallcde og vred sig, men Stillelfen, der
bar Hain, holdt dam fast iom i en Sirtteftil.
»Nei, nej, bitte sinnt-, iaadan leger Vi itte.«
Forbavset udlsresd Kriitem
»Er det dia, Weis-, men hvordan er du kommen
Ud.’«
,.Ltld Baadoren, jea diente, det tunde vckre godt at
bringe de Foli for Lnfet, saa man iunde se, hvem del
var. Her er nu Kund. Han er altid paa Spil.«
»Ent) mig, Niels slip mig, figer jeg,« brølede Knud
rasende.
»Nei, bitte Ven,·du slal førft ind for Lyset, der
klares Begrelserne bedst.«
»Nei, slip liam« Niels, heiter du,« sagde Kristen
findende-.
Niels slav, og Knud oaklede af Sted saa httrtigt,
han tunde.
»Tet sittlde du iite have gjori, Niels, paa den Maa:
de gavner du itie Saaen.«
,,Te tunde have godt af en Omgang,« svarede den
litte, ftcerte Fister halvt opl)idfei, »saa leerer de en anden
Gang at lade as være i Fred.«
»Ja, men de ved io itle, hvad de got, og vi man
have Jesu Sind, det er det steerteste —- i Længden, det
har jeg erfaret.« .
»Bei var maaite galt, men jeg kttnde ille lade verre.«
»Nei, jeg soritaar dig not. Men naar du faar din
Freliers Aand, saa iaar du ogsaa din Frelsers Sind.«
Te gil atter ind i Einen, hvor der imidlertid var
bleven stille igen.
Ved Siden af Langholt sad et noget gatnmelt Par
— en Mand og hans Seiten
Missionceren vendte stg til Manden og sagde:
,,Naa, hvordan hat du det saa, ian du tro End-«
»Nei, samcen, jeg ian itie tro.«
Sosteren flog Heenderne samtnen og sagde i en
iretteitkttende Tone:
»Jo oiit saa, Kriften, da lan du da vel det —- du
tan da oel tro.«
»Nei, jeg tan itte tro,« ivarede den gamle afgjori.
,,Men Kriitem lan du itie tro, da tan du da
det.'«
»Nei, jeg siger jo, jeg tan itie.«
»Men hvad vil du da iaa gere, gamle Mand?« faldt
Langholt ind
»Hm-d jeg vil gøre —- jeg lcefer og beder og gør
tset Krumme, jeg tan, og saa tan jeg jo ilte gore mere.«
»Men det tan du jo itte blive salig ved.«
»Ja, hvis Vorherre itte vil tage mig, saa faar hatt
lade verre, jeg tan jo itte tvinge ham.«
Med disse gamle, vanlundige Mennesler kunde
Missionceten iile komme nogen Vegne. Derfor ben
vendie lian sig til den Ivrige Forsantling. Og snart
tom der en alvorlig Samtale i Gang. Der var Sol-ras
tnaal og Segen i mange Hinter, og de faa Guds Born,
der var, trænate til at vejledes dybere ind i Guds Lys
og Liv.
Den gamle Leerer Grønhøj havde intei sagt, nien
han havde stddet og itydet sig over den Gerning, som
Herren saa øjeniynligt havde begyndt i mange Hjeeter
—- hvad han i saa lang Tid havde bedet otn. Da de
ssulde iluttr. annitdede Langbot irren oin at bede, og
det gjorde han.
Da han var iardig begyndie Kristen med slcrloeside
Sternw
»Og saa vilde jeg gerne bede dig, Herre, for Ellen.
Hun hat det svcert i denne Tid, nien du er hendes Gud,
og du er en stcert Gud, derfor lcegger vi hende i din
Haand Beoar hende og styrt hende til at holde nd i
Lampen. Og giv Niels din Aand, at han maa leere at
iende sig selv og tende dig, og lad det sie snart. Amen.«
Saa siiltes Forsamlingen.
Mcendene sinndte sig hieni, da Binden havde lagt
sig, pg de slulde paa Haut
Langholt sittlde bo« hos Grsnhsi.
Da de havde fpist en iaeveiig Afiensmad som
Grind-is garnle Husholderste satte frem, sagde Leererem
»den De Lyst til at se Fisterne gaa ud.i«
Dette kunde not interessere Langholt. De sad da
og passierede en Timestid og git saa ned til Landingsi
siedet.
Dei var beeigmortt, men Havgusen var iorsvunden
Ude ira Vest stesg en let Btiie i blsde Pult ind mod
Kysten En tagte Don-sing fra det aldrig hvilende Hav
fyldte Luften need en sivende, sydende Lyd. Hist og
her saas en Lygte bei-rege tig, og naae dens gule Lye
faldt paa Braaddet i havstottety stinnede Vandet som
Gulddraaber. Fra Baadene, der stod i en lang, nor
dentlig Reite, lod Butder og Messiet Saat As og til
viiat en Ed eller et Skcldsord gennetn den merke Nat.
Nogle Siiiteller i lange Vandstrvlee og Olietei
slendrede forbi dem med tunge, stehende Trin.
»Der er det hellige Rat,« hsrte Langholt en ei
Mtendene krumme, da de var tomne fort-L »Saa. du
demt Mon de ogsaa ital til at preediie ders De siulde
have sig en ordentlig Duiteet, det vilde viele afsvali
dende.« « .
En siealdende Latier ledsagede denne Bemæetning
»Er de fuldef« spargte Langholi.
. --«—
»Ja, fleke as dem hat not faaet noget i Hovedet.«
»Hvot tan de saa fiste«?« «
»Det gaar ogsaa tit, som det tan. For-neigt er
det utroligt, hvad Vanen ogsaa her tan gøte. Flere
af dem gaar næsten altid med en hel eller halv Rus.
Men ro kan de alligevel.«
De naermede sig en Baad, i hvis Bund der stod
en søvnig Lygtc. Ved dens Slin saa de nogle Stil
telser, der laa paa Knce, lænende sig ind over Rælin
gen. Da de kom hen til Baaden, kunde de him, at
den ene bad højtx men Ordene kunde de itte opfattr.
De blottede deres Hoveder og bad stille med.
Pludselig susede en Regn af Smaasten gennem
Luften og saldt med raslende Larm ned i Banden.
Men den bedende blev liggende uden at rote sig. Lidt
cfter tom en ny Regu, der tnuste Lygteglasset og stut
tede Lysei.
J det samme hortes en Lattersalve henne sra en
as de ncetmeste Baade.
Langholt tog sig til Atmen. En Sten havde kamt
ham med stor Kraft.
Den bedende hævede sin Rost, saa de to «Meend
tnnde here, hvad han sagde.«
«Hetre, forlad dem, thi de ved itle, hvad de ger.
Du elsler dem jo, Herre, leer vgsaa os at elste dem med
din Kætlighed Og drag dem, Herre, ved din stærlc
Haand ud as Mørket og Synden og hen til dit Kors.
Amen.«
Saa rejste Manden sig op.
Med sorenet Kraft fik de den svoere Band slccbt
gennem Gruset ned til Vandet. Saa sprang de op, e"n
leitet en, esterhaanden som den gled ud Den sidste
stubbede bag paa, saa længe han lunde hunde, og sprang
saa op i Banden med et Scet saa behendigt, som havde
tdet vceket en Gymnastitlceter og ille en tung Fisterstib
telse i lange, svæte chestostsvler
En Stand laa de tcet ved Land og ventede paa en
Slette. Flere Gange holdt Langholt Aandedrcettet til
bage ved at se Banden rejse sig ncesten lodtet paa en
fremrullende SI.
Saa lød der et krastigt Godnat, Aaterne blev sat
i, og Baaden tog Furt udester.
»Hei-ten er med paa vor Vandringöscetd,« raabte
Langholt ud gennem Mørien Og ude sra Baaden spa
tede de med den gamle Pilgrimssang, sunget as krastige
Summen
Jeg er fremmed, jeg er en Pilgrim,
Blot en Aften,
Blot en Aften bot jeg her.
O, stands mig itte, thi jeg Vil følge
Guds Folt til Strid gennem Lrt og Bølgr.
Jeg er frentmed, jeg et en Pilgrim,
Blot en ’Llften, blot en Aften bot jeg her.
Langholt og Grønhøj stod og lyttede til Sangem
der fottonede fig sælsomt højtideligt til Btufet fra de
brydende Søer. Og længe efiek, at Baaden var for
svundet i Motten tunde de høre Tonerne, som fjernt
og hendøende blev baarne ind til dem paa den stille
Beise:
Til Hienunet higset mit Øje stuer.
Evig straaler,
Evig ftraaler Solen der·
Saa vendte de om og begav sig paa Vejen hieniad.
Jdet de Pasferede en gamtnel Baad, der lact i
Sandet, fit den gamle Lærer bagfra et faa voldsomt
Sng i Hovedet, at han med et Klagesteig ftyrtede til
Jotden.
Langholt vendte sig om og sit lige Zje paa en
Stiltelse, der hurtigt forfvandt i Mørlet
Saa bøjede han sig ned over den gamle, der laa
med Ansigtet boret ned i Sandet, sorn om han var ded.
Langholt udstødte et Angstraab om Hjælp, og et
Poe Fisteke ilede til med en Lygte.
Slaget havde kamt paa den ene Side af Hovedet,
og Genstanden, hvotmed der var staaet, var gledet ned
imod Øret og havde —- tilsyneladende med en sarp Kant
--— staaret en bred og dyb Flænge, hvoefra Blodet viel
dede frem.
»Hvem hat her været pack Spil?« spurgte den ene
af Fisterne med et ruftent Mcelr.
»Je·q ved det ilke, jeg faa ham lige lobe tin Vej.'«
svarede Langholt.
»Det hat vceret et Utyfle, en Volle, der fortjente
nogle Klø —- men det hat vi itte Tid til at teente paa
nu, han man jo hieni. Korn her, Jens, faa tager vi
häm«
Fisterne bat nu Læreren op til hans Hirs. Lang
hvlt git foran med Lygten.
Den gamle blev anbtagt paa en Sofa, Saatet blev
vadstet og vaedet forbundet saa godt, det lod sig gere.
Saa blev han bragt i Scng. Hurtigt blev der fendt
Bud hen til Ole Kange, der strals kørte efter Lægen.
Fisterne var attee vendte tilbage til deees Gewinn Lidt
eftee tom Kaeen og Ellen ilende.
Den gamles Ansigt havde Dsdens blege Fam.
Øjnene var aabne, men stirrede sløvt og bevidftløfi hen
i Rummet.
Kaeen taftede stg ned paa en Stol Ved Sengen og
lagde Øtet til hans Mund.
»Von er ded, aa, min stattels Fader e: ded, tlJaet
thjel af et ondt Mnnesle,« jameede hnn tlagende.
»Nei, han er ttte dsd,« sagde Langholt stille. »Don
aandee, men meget fvagt. Stagets hat vceret feygteligt
—- med et tungt Stytte Troe, tcenter jeg.«
Odem var det — hvorfor flog han?«
»Det ee der ingen, der ded. Det var en Mørtetg
Geentng. Og tanste den aldrig kommee for Lyfet.«
»Ach det et da forstecekleligL Hvem lan dog viere
saa onds Og hvad kan Grunden have voeeet?«
»Grunden er Verdens Fjendstab mod Livet, Mor,
tan du da tkke foestaa bett« sagde Ellen.
Wert-eng Ftendstab,« mumlede Katen som for ftg
selv —- ,,ia, aa ta. Der er jo sa megen Splid for Ti
den. Bare det —- ieg menee —- alt dette reltgtsse bog
ttte var kommen op —- det tun de to nu ttke ltde.«
l ,,Hvorsor tror du itte, Mor?«
»Ja, det tatt oi itte snatke ont nu. Vi bar andct
at tcettte paa.«
thun trat Tynen til Eide og laade Oret til Fade
rens Hjcrte
»Ja, hatt leoer den — ntcn hvorlcettan Blot nn
Doktoren er ltjettttne, on Lle vilde stnnde sig. Hvad
tnon hatt Vil« siae til det.’« Ottn tav lidt og fortsatte
saat »Man vi da itte aore ttoact, indtil Doktoren kont
tner? Tser oar tnaaste not-ter, der tuttde hjcelpe — kalde
ham til Live, kwad, Eltern-«
Httn vendte sia ont og saa da, at Ellen allerede
ajorde noaet —- ajorde det bedste, hun vidste. —- Hrtn
on Missionaren laa Paa since oed hver sin Stol.
Karen tan. Men aennettt hendes Sjcel fo’r en
Bolae as noaet toldt oa oartnt paa en Gang. Et Zie
lslit lsleo httn siddendc stille. thun var til Mode, sottt
otn lntn tilttdselia Var tottmten ind i en Kirke med sit
Hoerdaastoj paa. Med et laade httn stn Arm otn Fa
derenS saarede Hoved,s lsorede Lilnsiatet ned i Dynen og
lstatt sitt til at halte.
Mcn der var innen Von i hendes Hulten, ingen
Vedrøoelse efter tsjttd i hendes Graad. Den var tun
Udslaget as en plttdselig Overvcrldelse af Smerte oa
Hoitideliglted paa e«n Gatta.
Hitn var itte vant til at blive reven nted as sinc
Følelser, dersor ajorde ltttn httrtiat Vold paa sig selv,
loftede Honedet oa torrede Ansiatet.
Da de to rejste sia igen, sad httn stille og saa paa
Faderem sont ottt intet var sorefaldet.
Grønltej laa bestandia den sont en stille sittntrende.
A, oa til sorraadte et hastiat Traek Ved Djnene eller
en sitrende Bevæaelse as Lasbernh at Snterterne trcengte
iaennem til Bevidstheden, otn end tun sont flygtiae
Glitnt.
Ober Gang det stete, bojede Karen sta over hattt
og strøa taerteanettde hen over hatt Pande eller tlappede
hans Hienden
Men bnn saade intet.
En fjern, sivende Lnd sont stille Stts gennetn Gra
tter blev baaret ind til detn nede sra Stranden. Ellers
var det stille sotn i en Grav. the en Gang et Urs
Ditten brød denne Still-ed
Endelia kotn Lagert.
Da han baode ttndersøat Patienten, rnstede han
betcentelia paa Hovedet.
»Det ser vist itte godt ud?-« sagde Karen og saa
sporaende paa ham.
»Nei, det aor det itte. Slaget har været voldsontt.
Vi vil dog hande, at Hiernen itte har saaet nogen alvor
lig Rystelse —- og saa ser vi Tiden an.«
Hatt vadstede Saat-et onthyggettgt, syede det sam
men og sorbandt det. Derneest gav hatt de nødvendige
Ordrer og tog saa dort.
Ole Konge fik en as Fisterne, der itte var paa Havet,
til at tøre hant ttd.
Karen vilde vaaae hos sin Faden og Langholts
Senkt blev slyttet ind i Stuen ved Siden as, om hans
sHjcelp stulde blive nødvendia.
i Ellen fttlgte ttted sin Fader hjcm. Da de kom uden
sor, sagde Ole Konge barst:
,,Hvetn er Ugernittgsntanden?«
»Det er der ingen, der ved.«
»Men han tttaa sindes.«
,,Det er ntaaste itte saa let.«
»Let eller itke let —- han stal sor Lyset. J Mor
gen bliver Sagen overgivet til Politiet.«
»Er det nødvendigt, Far?«
»Nødvendigt — hvad mener du? Stal en saadan
Slubbert gaa Straf forlti?«
,,Jeg mener — tror du, det vilde være ester Bed
stesaders Ønste?«
»Bedstesaders Dnste spiller ingen Rolle i denne
Sag."
,,Men han har sittert vaeret beruset og derfor ikte
vidst, hvad hatt hat ajort.«
,,Hvad man gør i en Rus, maa man svare for,
naar man bliver ædru.«
,,Men Herren siaer, at alt, ltvad J vil, at Menne
stene skal gore ntod eder, det gører J ogsaa mod dem,«
vovede Ellen at bemerkte
,,Saa sittlde han jo selv have et Slag as en Knipi
pel, hvis han bar sulgt den Moral.«
»Jeg trentte nu vaa dia, Far.«
,,Mig —- jeg er ingen Forbryder,« svarede Ole
Konge halvt opsarendr.
»Nei, nten dtt er dog en Synder, Far.«
»Synder og Synder —- ber er ikke Tale ont Synd,
men otn en asstyelig Forbrydelse, sont bør strasses ester
Lovens Strenghed, det er nu min Mening. Der maa
dog en Gang sattes en Stopper soe det Dritteri. og hvad
dermed sølger her paa denne Plads. Denne Udaad hat
bragt Bergeret til at finde over. At de undertiden ind-·
bnrdes har siaaet hinanden halvt fordærvet er nu sin Sag.
Men i Nattens Mørte at oversalde en gammel Mand, som
gaar og passer sig selv, det er ovrørende —- jeg siger,
det er oprørende, og ved itte en Stras, der er streng not
for en saadan For-«
Ellen tat-, og lidt ester fortsatte Ole Konge:
»Jeg lan vel tænte, at det er af Brede over den
religiøse Agitation, som er sat i Gang her. Og den er
ogsaa jeg en Modstander as, som du ved. Men jeg er
ilte mindre en Modstander as Raahed og alle Mprketg
Gerninger. Det slal den stelle og lumpne Sntgmorder
saa at sele. — Forsvrigt kan der ogsaa heri viere en
Leere sor dig og de andre« — ssjede Ole Konge til i
en belærende Tone. »F hat saaet at se, bvorledes Li
denstaben kan opagges ved denne overspeendte Religissie
tet, sont man vil presse t Fett Dersor stulde J tage
Leere deras i Tide.«
Ole Lange var i en saadan Stemning, at Ellen
sandt det reitest at bltve ved at tie.
Saa fulgtes de i Tavghed Resten as det torte Stykke
Vet.
Neste Dag ved Mtddag indtras Oertedssogdem Det
var en hei, dutnatket Sktkkelse nted et Par Cennembps
tende, geaa Hine, der underttden, naar han saa sor
stende paa en, syntes at bltve bot-te under de merke«
Z
I
lsevcegelige Bryn. Ansigtet var bredt og groftstaaret ps.
meget magerl, og dets stote, starpe Linier var etc-III
mæssige og lidet stønne. Men der laa en Ro og stilli
Vllvor og et Retfind udbredt over alle dets Trek, fo
ajorde det i høi Grad sympatetist og tillidsvætkende
En LIJicenade Fistere var ftcevnede for Reiten, II
Fahl-ten der vlev holdt i Ole Konges Storstue, tos
Hals sin Begnndelse.
Herredzfogden var en dygtig og energist Forhøris
dommer, og mange en Fisker, der ikle var stiv i Humm
melsen Da ikle plejede at oeje sine Ord faa nøje, bles.
fat i hpjst pinlige Situationen Men Skrækken for den
Straf, der fulgte med falsk Fortlaring for Reiten, es
hvig Fkygtelighed Herredsfogden nieget hdjtideligt hat-U
afsløret for dem, bevirlede, at de tilsidst rykkede frem mes.
Sandl)eden.
En lille Ftone med et rundt, energisk Ansigt va
svcert i Knibe Da yun btev stillet frem for Joch-kös
donnneren, ftak hun i at grade, pludselig overvceldet elf
Situationens højtideliae Alvor
,,.Lwad er Deres Navn?« begyndte Herredsfogdem
’ ,,Eise.«
»Es-Eiter De med til de saakaldte hellige?«
»Ja, det var jo det, Vi stulde, og jeg haaber dc
ogfaa — —- —-.« »
,,Elriv: derer ilte til de hellige,« dikterede Her
redsfoaden til Protokolførem
»Hvad Ved De ellers om Sagen?«
»Jeg ved ikke mere end det uftyldige Barn i Vugs
gen. Gud fle Lov, man er da fri for at have nogek
need saadan noget at gøre.«
«Spar Deres Ræsonnementer og svar kun pas,
livad jea spsraer oni«, sagde Herredsfogden strengt.
»Jo,« svarede Else betnttet.
,,Hvor var De, da Forbrydelsen stete?«
»Jeg var i Seng.«
»Da Deres Mand?«
Elle tpvede lidt, før hun svarede:
»Min Mund er saa ufkyldig fom et Barn i des
Sag.«
»Don var han i Forbrydelsesøjeblikket? Var hist
ogfaa gaaet i Seng?«
,,Nej,« kom det tøvende.
,,Var han paa Havet2«
»Nej.«
,,Hvor var han da? Ved De det?
»Ja, men han har ikke gjort det, Herredsfvgdes
tan godt tro mig, thi det er sandt.«
»Svar Paa Spørgsmaalet og spar mig for Dete
Forsikringer,« sagde Herredsfogden i en starp Tone
».Han — fov.«
»Okt( han var ittc gaaet i Seng.«
»Na-« zz
,,.f)vor sov han da?«
I »Ja — han havde lagt scg —- en Smule — i Kal
Ikelovnskrogem og der var han falden i Søvn —- Dei
gør han foinmetider«
,,Han var fuld, naturligvis, hvorfor siger De des
ilke rent udZ«
»Ja —- nej — futd var han ikke, men noget hand
han jo faaet.« -
»Naar kom han hjein?« z
»Don lom hjem lcenge før —- det stete.«
»Einem kan devidne det?«
»Det kan Per Munk og Kristen Falk, thi de fulgie
hain hjein.«
De to Fistere blev kaldt til og bekræftede Rigtiy
heden af Elses Ord
,,Det er godt —- De er fcerdig.«
Else gjorde uvilkaarligt et Kntks og forlod derpw
Stuen.
En hin Fisker syntes helt at have miftet sin Hu
.·vk--.
kommelse. « » » »
»HVad er Deres Navn?« ·".-«
»Anders Hansen.«
»Hvor var De, da Forbrydelsen stete?« « ·-.x
«Dct et ilte godt at vide,« svarede Anders diplo
matist.
,,.5"Jvorfor ikke det?«
»Nei, for det er ikke godt at vide Tiden —- fas
dan nøjagtigt.«
,,Jeg mener, om De var hjsemme, eller ved Hasel
eller paa Havet?«
»Nei, hjemme var jeg not ikke.«
»Ved Havet dat«
»Ja, det var jeg vel."
»- Det maa De da vide bestemt« s«
»Ja, jeg tror not, jeg var ved Havet.« «
»Hu-etc De noget —- et Raub, eller Sing, ellet fis
dant noget?« «
,,Nej, ikke det mindste.«
,,Bar der andre til Stede —- der, hvor De verf«
,,Det kan jeg ikke huste.«
,,Hvad bestilte De da?« H
,,Jeg tænker, jeg gik og stæftede ved Baaden.« «
,,Alene? —- —— Tænk nu paa, hvad De sing ·
thi de andre har not en bedre Hukommelfe.«
»Ja —- jo —- naar jeg taenker mig om, saa var II
nok flere ved Baaden, et Par StyllerX
,,Et Par Stylker?«
»a— eller maaske sire —- eller fein.«
»Hvorledes fik De at vide, hvad der var stet?« F
»Hm, saadan noget faat man jo altid at vide.« - I
»Men naarZ spørger jeg.« f«
»Ja, det var vel omtrent den Gang, dei stete·
»Og hvorledes — httte De slet ingen Zinsf
Hørte — jo, der raabez jo saa meget vmkring vis·
»De htrte da altsaa Raubt«
»Ja, det tror jeg not, men hvem kan altid II
hvad det er, man readers« .
»De hurte altsaa den garnlez Steig?« l -
Anders iav et Dienst-. « "IW
»Ja, det maa vel have væeet det.« " «·’·s«" «
,,Ved De des ikke besiemt?«
»Jo, feg trvr not, det var dam. Jn, W
ter mig rtgttg em, saa var det IMM. site —
»Um fsr sagde De is, at De MO
mtndiir.« ·
