Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (July 6, 1906)
f. hStrandfofgdens Dotier. As N. P. Madsen. (Forifat.) Alle lmtede et Lieblit, saa lød Hylet igen. J dct icnniie tnuiteg en Rude, saa Glasstumperne fløj MU tring i Stuen. »Mit aaar det for didt, de taster med Sten,« sagde Kriiten og git ud. Lidt sra Hufet siod en Flol fulde Mennester. Hatt tnnde lige stinite dem i Moriet. Da de saa Eilhouetten ai Ftriftens hoje, sværlemmede Stil lelie i Deren, liftede de fleite af. Men nogle blev staa ende og brolede videre. Med e«t stete der noget overraslende. Soni en Hosi der slaar ned i en Hønsefloi, fo’r en Mund ind midt i Flotten, greb en af dem i Favnen og lob med ham, saa hurtigt han lunde, hen til Kristen, medens de andre spredtes for alle Binde, hylende og bandende. Manden sprallcde og vred sig, men Stillelfen, der bar Hain, holdt dam fast iom i en Sirtteftil. »Nei, nej, bitte sinnt-, iaadan leger Vi itte.« Forbavset udlsresd Kriitem »Er det dia, Weis-, men hvordan er du kommen Ud.’« ,.Ltld Baadoren, jea diente, det tunde vckre godt at bringe de Foli for Lnfet, saa man iunde se, hvem del var. Her er nu Kund. Han er altid paa Spil.« »Ent) mig, Niels slip mig, figer jeg,« brølede Knud rasende. »Nei, bitte Ven,·du slal førft ind for Lyset, der klares Begrelserne bedst.« »Nei, slip liam« Niels, heiter du,« sagde Kristen findende-. Niels slav, og Knud oaklede af Sted saa httrtigt, han tunde. »Tet sittlde du iite have gjori, Niels, paa den Maa: de gavner du itie Saaen.« ,,Te tunde have godt af en Omgang,« svarede den litte, ftcerte Fister halvt opl)idfei, »saa leerer de en anden Gang at lade as være i Fred.« »Ja, men de ved io itle, hvad de got, og vi man have Jesu Sind, det er det steerteste —- i Længden, det har jeg erfaret.« . »Bei var maaite galt, men jeg kttnde ille lade verre.« »Nei, jeg soritaar dig not. Men naar du faar din Freliers Aand, saa iaar du ogsaa din Frelsers Sind.« Te gil atter ind i Einen, hvor der imidlertid var bleven stille igen. Ved Siden af Langholt sad et noget gatnmelt Par — en Mand og hans Seiten Missionceren vendte stg til Manden og sagde: ,,Naa, hvordan hat du det saa, ian du tro End-« »Nei, samcen, jeg ian itie tro.« Sosteren flog Heenderne samtnen og sagde i en iretteitkttende Tone: »Jo oiit saa, Kriften, da lan du da vel det —- du tan da oel tro.« »Nei, jeg tan itte tro,« ivarede den gamle afgjori. ,,Men Kriitem lan du itie tro, da tan du da det.'« »Nei, jeg siger jo, jeg tan itie.« »Men hvad vil du da iaa gere, gamle Mand?« faldt Langholt ind »Hm-d jeg vil gøre —- jeg lcefer og beder og gør tset Krumme, jeg tan, og saa tan jeg jo ilte gore mere.« »Men det tan du jo itte blive salig ved.« »Ja, hvis Vorherre itte vil tage mig, saa faar hatt lade verre, jeg tan jo itte tvinge ham.« Med disse gamle, vanlundige Mennesler kunde Missionceten iile komme nogen Vegne. Derfor ben vendie lian sig til den Ivrige Forsantling. Og snart tom der en alvorlig Samtale i Gang. Der var Sol-ras tnaal og Segen i mange Hinter, og de faa Guds Born, der var, trænate til at vejledes dybere ind i Guds Lys og Liv. Den gamle Leerer Grønhøj havde intei sagt, nien han havde stddet og itydet sig over den Gerning, som Herren saa øjeniynligt havde begyndt i mange Hjeeter —- hvad han i saa lang Tid havde bedet otn. Da de ssulde iluttr. annitdede Langbot irren oin at bede, og det gjorde han. Da han var iardig begyndie Kristen med slcrloeside Sternw »Og saa vilde jeg gerne bede dig, Herre, for Ellen. Hun hat det svcert i denne Tid, nien du er hendes Gud, og du er en stcert Gud, derfor lcegger vi hende i din Haand Beoar hende og styrt hende til at holde nd i Lampen. Og giv Niels din Aand, at han maa leere at iende sig selv og tende dig, og lad det sie snart. Amen.« Saa siiltes Forsamlingen. Mcendene sinndte sig hieni, da Binden havde lagt sig, pg de slulde paa Haut Langholt sittlde bo« hos Grsnhsi. Da de havde fpist en iaeveiig Afiensmad som Grind-is garnle Husholderste satte frem, sagde Leererem »den De Lyst til at se Fisterne gaa ud.i« Dette kunde not interessere Langholt. De sad da og passierede en Timestid og git saa ned til Landingsi siedet. Dei var beeigmortt, men Havgusen var iorsvunden Ude ira Vest stesg en let Btiie i blsde Pult ind mod Kysten En tagte Don-sing fra det aldrig hvilende Hav fyldte Luften need en sivende, sydende Lyd. Hist og her saas en Lygte bei-rege tig, og naae dens gule Lye faldt paa Braaddet i havstottety stinnede Vandet som Gulddraaber. Fra Baadene, der stod i en lang, nor dentlig Reite, lod Butder og Messiet Saat As og til viiat en Ed eller et Skcldsord gennetn den merke Nat. Nogle Siiiteller i lange Vandstrvlee og Olietei slendrede forbi dem med tunge, stehende Trin. »Der er det hellige Rat,« hsrte Langholt en ei Mtendene krumme, da de var tomne fort-L »Saa. du demt Mon de ogsaa ital til at preediie ders De siulde have sig en ordentlig Duiteet, det vilde viele afsvali dende.« « . En siealdende Latier ledsagede denne Bemæetning »Er de fuldef« spargte Langholi. . --«— »Ja, fleke as dem hat not faaet noget i Hovedet.« »Hvot tan de saa fiste«?« « »Det gaar ogsaa tit, som det tan. For-neigt er det utroligt, hvad Vanen ogsaa her tan gøte. Flere af dem gaar næsten altid med en hel eller halv Rus. Men ro kan de alligevel.« De naermede sig en Baad, i hvis Bund der stod en søvnig Lygtc. Ved dens Slin saa de nogle Stil telser, der laa paa Knce, lænende sig ind over Rælin gen. Da de kom hen til Baaden, kunde de him, at den ene bad højtx men Ordene kunde de itte opfattr. De blottede deres Hoveder og bad stille med. Pludselig susede en Regn af Smaasten gennem Luften og saldt med raslende Larm ned i Banden. Men den bedende blev liggende uden at rote sig. Lidt cfter tom en ny Regu, der tnuste Lygteglasset og stut tede Lysei. J det samme hortes en Lattersalve henne sra en as de ncetmeste Baade. Langholt tog sig til Atmen. En Sten havde kamt ham med stor Kraft. Den bedende hævede sin Rost, saa de to «Meend tnnde here, hvad han sagde.« «Hetre, forlad dem, thi de ved itle, hvad de ger. Du elsler dem jo, Herre, leer vgsaa os at elste dem med din Kætlighed Og drag dem, Herre, ved din stærlc Haand ud as Mørket og Synden og hen til dit Kors. Amen.« Saa rejste Manden sig op. Med sorenet Kraft fik de den svoere Band slccbt gennem Gruset ned til Vandet. Saa sprang de op, e"n leitet en, esterhaanden som den gled ud Den sidste stubbede bag paa, saa længe han lunde hunde, og sprang saa op i Banden med et Scet saa behendigt, som havde tdet vceket en Gymnastitlceter og ille en tung Fisterstib telse i lange, svæte chestostsvler En Stand laa de tcet ved Land og ventede paa en Slette. Flere Gange holdt Langholt Aandedrcettet til bage ved at se Banden rejse sig ncesten lodtet paa en fremrullende SI. Saa lød der et krastigt Godnat, Aaterne blev sat i, og Baaden tog Furt udester. »Hei-ten er med paa vor Vandringöscetd,« raabte Langholt ud gennem Mørien Og ude sra Baaden spa tede de med den gamle Pilgrimssang, sunget as krastige Summen Jeg er fremmed, jeg er en Pilgrim, Blot en Aften, Blot en Aften bot jeg her. O, stands mig itte, thi jeg Vil følge Guds Folt til Strid gennem Lrt og Bølgr. Jeg er frentmed, jeg et en Pilgrim, Blot en ’Llften, blot en Aften bot jeg her. Langholt og Grønhøj stod og lyttede til Sangem der fottonede fig sælsomt højtideligt til Btufet fra de brydende Søer. Og længe efiek, at Baaden var for svundet i Motten tunde de høre Tonerne, som fjernt og hendøende blev baarne ind til dem paa den stille Beise: Til Hienunet higset mit Øje stuer. Evig straaler, Evig ftraaler Solen der· Saa vendte de om og begav sig paa Vejen hieniad. Jdet de Pasferede en gamtnel Baad, der lact i Sandet, fit den gamle Lærer bagfra et faa voldsomt Sng i Hovedet, at han med et Klagesteig ftyrtede til Jotden. Langholt vendte sig om og sit lige Zje paa en Stiltelse, der hurtigt forfvandt i Mørlet Saa bøjede han sig ned over den gamle, der laa med Ansigtet boret ned i Sandet, sorn om han var ded. Langholt udstødte et Angstraab om Hjælp, og et Poe Fisteke ilede til med en Lygte. Slaget havde kamt paa den ene Side af Hovedet, og Genstanden, hvotmed der var staaet, var gledet ned imod Øret og havde —- tilsyneladende med en sarp Kant --— staaret en bred og dyb Flænge, hvoefra Blodet viel dede frem. »Hvem hat her været pack Spil?« spurgte den ene af Fisterne med et ruftent Mcelr. »Je·q ved det ilke, jeg faa ham lige lobe tin Vej.'« svarede Langholt. »Det hat vceret et Utyfle, en Volle, der fortjente nogle Klø —- men det hat vi itte Tid til at teente paa nu, han man jo hieni. Korn her, Jens, faa tager vi häm« Fisterne bat nu Læreren op til hans Hirs. Lang hvlt git foran med Lygten. Den gamle blev anbtagt paa en Sofa, Saatet blev vadstet og vaedet forbundet saa godt, det lod sig gere. Saa blev han bragt i Scng. Hurtigt blev der fendt Bud hen til Ole Kange, der strals kørte efter Lægen. Fisterne var attee vendte tilbage til deees Gewinn Lidt eftee tom Kaeen og Ellen ilende. Den gamles Ansigt havde Dsdens blege Fam. Øjnene var aabne, men stirrede sløvt og bevidftløfi hen i Rummet. Kaeen taftede stg ned paa en Stol Ved Sengen og lagde Øtet til hans Mund. »Von er ded, aa, min stattels Fader e: ded, tlJaet thjel af et ondt Mnnesle,« jameede hnn tlagende. »Nei, han er ttte dsd,« sagde Langholt stille. »Don aandee, men meget fvagt. Stagets hat vceret feygteligt —- med et tungt Stytte Troe, tcenter jeg.« Odem var det — hvorfor flog han?« »Det ee der ingen, der ded. Det var en Mørtetg Geentng. Og tanste den aldrig kommee for Lyfet.« »Ach det et da forstecekleligL Hvem lan dog viere saa onds Og hvad kan Grunden have voeeet?« »Grunden er Verdens Fjendstab mod Livet, Mor, tan du da tkke foestaa bett« sagde Ellen. Wert-eng Ftendstab,« mumlede Katen som for ftg selv —- ,,ia, aa ta. Der er jo sa megen Splid for Ti den. Bare det —- ieg menee —- alt dette reltgtsse bog ttte var kommen op —- det tun de to nu ttke ltde.« l ,,Hvorsor tror du itte, Mor?« »Ja, det tatt oi itte snatke ont nu. Vi bar andct at tcettte paa.« thun trat Tynen til Eide og laade Oret til Fade rens Hjcrte »Ja, hatt leoer den — ntcn hvorlcettan Blot nn Doktoren er ltjettttne, on Lle vilde stnnde sig. Hvad tnon hatt Vil« siae til det.’« Ottn tav lidt og fortsatte saat »Man vi da itte aore ttoact, indtil Doktoren kont tner? Tser oar tnaaste not-ter, der tuttde hjcelpe — kalde ham til Live, kwad, Eltern-« Httn vendte sia ont og saa da, at Ellen allerede ajorde noaet —- ajorde det bedste, hun vidste. —- Hrtn on Missionaren laa Paa since oed hver sin Stol. Karen tan. Men aennettt hendes Sjcel fo’r en Bolae as noaet toldt oa oartnt paa en Gang. Et Zie lslit lsleo httn siddendc stille. thun var til Mode, sottt otn lntn tilttdselia Var tottmten ind i en Kirke med sit Hoerdaastoj paa. Med et laade httn stn Arm otn Fa derenS saarede Hoved,s lsorede Lilnsiatet ned i Dynen og lstatt sitt til at halte. Mcn der var innen Von i hendes Hulten, ingen Vedrøoelse efter tsjttd i hendes Graad. Den var tun Udslaget as en plttdselig Overvcrldelse af Smerte oa Hoitideliglted paa e«n Gatta. Hitn var itte vant til at blive reven nted as sinc Følelser, dersor ajorde ltttn httrtiat Vold paa sig selv, loftede Honedet oa torrede Ansiatet. Da de to rejste sia igen, sad httn stille og saa paa Faderem sont ottt intet var sorefaldet. Grønltej laa bestandia den sont en stille sittntrende. A, oa til sorraadte et hastiat Traek Ved Djnene eller en sitrende Bevæaelse as Lasbernh at Snterterne trcengte iaennem til Bevidstheden, otn end tun sont flygtiae Glitnt. Ober Gang det stete, bojede Karen sta over hattt og strøa taerteanettde hen over hatt Pande eller tlappede hans Hienden Men bnn saade intet. En fjern, sivende Lnd sont stille Stts gennetn Gra tter blev baaret ind til detn nede sra Stranden. Ellers var det stille sotn i en Grav. the en Gang et Urs Ditten brød denne Still-ed Endelia kotn Lagert. Da han baode ttndersøat Patienten, rnstede han betcentelia paa Hovedet. »Det ser vist itte godt ud?-« sagde Karen og saa sporaende paa ham. »Nei, det aor det itte. Slaget har været voldsontt. Vi vil dog hande, at Hiernen itte har saaet nogen alvor lig Rystelse —- og saa ser vi Tiden an.« Hatt vadstede Saat-et onthyggettgt, syede det sam men og sorbandt det. Derneest gav hatt de nødvendige Ordrer og tog saa dort. Ole Konge fik en as Fisterne, der itte var paa Havet, til at tøre hant ttd. Karen vilde vaaae hos sin Faden og Langholts Senkt blev slyttet ind i Stuen ved Siden as, om hans sHjcelp stulde blive nødvendia. i Ellen fttlgte ttted sin Fader hjcm. Da de kom uden sor, sagde Ole Konge barst: ,,Hvetn er Ugernittgsntanden?« »Det er der ingen, der ved.« »Men han tttaa sindes.« ,,Det er ntaaste itte saa let.« »Let eller itke let —- han stal sor Lyset. J Mor gen bliver Sagen overgivet til Politiet.« »Er det nødvendigt, Far?« »Nødvendigt — hvad mener du? Stal en saadan Slubbert gaa Straf forlti?« ,,Jeg mener — tror du, det vilde være ester Bed stesaders Ønste?« »Bedstesaders Dnste spiller ingen Rolle i denne Sag." ,,Men han har sittert vaeret beruset og derfor ikte vidst, hvad hatt hat ajort.« ,,Hvad man gør i en Rus, maa man svare for, naar man bliver ædru.« ,,Men Herren siaer, at alt, ltvad J vil, at Menne stene skal gore ntod eder, det gører J ogsaa mod dem,« vovede Ellen at bemerkte ,,Saa sittlde han jo selv have et Slag as en Knipi pel, hvis han bar sulgt den Moral.« »Jeg trentte nu vaa dia, Far.« ,,Mig —- jeg er ingen Forbryder,« svarede Ole Konge halvt opsarendr. »Nei, nten dtt er dog en Synder, Far.« »Synder og Synder —- ber er ikke Tale ont Synd, men otn en asstyelig Forbrydelse, sont bør strasses ester Lovens Strenghed, det er nu min Mening. Der maa dog en Gang sattes en Stopper soe det Dritteri. og hvad dermed sølger her paa denne Plads. Denne Udaad hat bragt Bergeret til at finde over. At de undertiden ind-· bnrdes har siaaet hinanden halvt fordærvet er nu sin Sag. Men i Nattens Mørte at oversalde en gammel Mand, som gaar og passer sig selv, det er ovrørende —- jeg siger, det er oprørende, og ved itte en Stras, der er streng not for en saadan For-« Ellen tat-, og lidt ester fortsatte Ole Konge: »Jeg lan vel tænte, at det er af Brede over den religiøse Agitation, som er sat i Gang her. Og den er ogsaa jeg en Modstander as, som du ved. Men jeg er ilte mindre en Modstander as Raahed og alle Mprketg Gerninger. Det slal den stelle og lumpne Sntgmorder saa at sele. — Forsvrigt kan der ogsaa heri viere en Leere sor dig og de andre« — ssjede Ole Konge til i en belærende Tone. »F hat saaet at se, bvorledes Li denstaben kan opagges ved denne overspeendte Religissie tet, sont man vil presse t Fett Dersor stulde J tage Leere deras i Tide.« Ole Lange var i en saadan Stemning, at Ellen sandt det reitest at bltve ved at tie. Saa fulgtes de i Tavghed Resten as det torte Stykke Vet. Neste Dag ved Mtddag indtras Oertedssogdem Det var en hei, dutnatket Sktkkelse nted et Par Cennembps tende, geaa Hine, der underttden, naar han saa sor stende paa en, syntes at bltve bot-te under de merke« Z I lsevcegelige Bryn. Ansigtet var bredt og groftstaaret ps. meget magerl, og dets stote, starpe Linier var etc-III mæssige og lidet stønne. Men der laa en Ro og stilli Vllvor og et Retfind udbredt over alle dets Trek, fo ajorde det i høi Grad sympatetist og tillidsvætkende En LIJicenade Fistere var ftcevnede for Reiten, II Fahl-ten der vlev holdt i Ole Konges Storstue, tos Hals sin Begnndelse. Herredzfogden var en dygtig og energist Forhøris dommer, og mange en Fisker, der ikle var stiv i Humm melsen Da ikle plejede at oeje sine Ord faa nøje, bles. fat i hpjst pinlige Situationen Men Skrækken for den Straf, der fulgte med falsk Fortlaring for Reiten, es hvig Fkygtelighed Herredsfogden nieget hdjtideligt hat-U afsløret for dem, bevirlede, at de tilsidst rykkede frem mes. Sandl)eden. En lille Ftone med et rundt, energisk Ansigt va svcert i Knibe Da yun btev stillet frem for Joch-kös donnneren, ftak hun i at grade, pludselig overvceldet elf Situationens højtideliae Alvor ,,.Lwad er Deres Navn?« begyndte Herredsfogdem ’ ,,Eise.« »Es-Eiter De med til de saakaldte hellige?« »Ja, det var jo det, Vi stulde, og jeg haaber dc ogfaa — —- —-.« » ,,Elriv: derer ilte til de hellige,« dikterede Her redsfoaden til Protokolførem »Hvad Ved De ellers om Sagen?« »Jeg ved ikke mere end det uftyldige Barn i Vugs gen. Gud fle Lov, man er da fri for at have nogek need saadan noget at gøre.« «Spar Deres Ræsonnementer og svar kun pas, livad jea spsraer oni«, sagde Herredsfogden strengt. »Jo,« svarede Else betnttet. ,,Hvor var De, da Forbrydelsen stete?« »Jeg var i Seng.« »Da Deres Mand?« Elle tpvede lidt, før hun svarede: »Min Mund er saa ufkyldig fom et Barn i des Sag.« »Don var han i Forbrydelsesøjeblikket? Var hist ogfaa gaaet i Seng?« ,,Nej,« kom det tøvende. ,,Var han paa Havet2« »Nej.« ,,Hvor var han da? Ved De det? »Ja, men han har ikke gjort det, Herredsfvgdes tan godt tro mig, thi det er sandt.« »Svar Paa Spørgsmaalet og spar mig for Dete Forsikringer,« sagde Herredsfogden i en starp Tone ».Han — fov.« »Okt( han var ittc gaaet i Seng.« »Na-« zz ,,.f)vor sov han da?« I »Ja — han havde lagt scg —- en Smule — i Kal Ikelovnskrogem og der var han falden i Søvn —- Dei gør han foinmetider« ,,Han var fuld, naturligvis, hvorfor siger De des ilke rent udZ« »Ja —- nej — futd var han ikke, men noget hand han jo faaet.« - »Naar kom han hjein?« z »Don lom hjem lcenge før —- det stete.« »Einem kan devidne det?« »Det kan Per Munk og Kristen Falk, thi de fulgie hain hjein.« De to Fistere blev kaldt til og bekræftede Rigtiy heden af Elses Ord ,,Det er godt —- De er fcerdig.« Else gjorde uvilkaarligt et Kntks og forlod derpw Stuen. En hin Fisker syntes helt at have miftet sin Hu .·vk--. kommelse. « » » » »HVad er Deres Navn?« ·".-« »Anders Hansen.« »Hvor var De, da Forbrydelsen stete?« « ·-.x «Dct et ilte godt at vide,« svarede Anders diplo matist. ,,.5"Jvorfor ikke det?« »Nei, for det er ikke godt at vide Tiden —- fas dan nøjagtigt.« ,,Jeg mener, om De var hjsemme, eller ved Hasel eller paa Havet?« »Nei, hjemme var jeg not ikke.« »Ved Havet dat« »Ja, det var jeg vel." »- Det maa De da vide bestemt« s« »Ja, jeg tror not, jeg var ved Havet.« « »Hu-etc De noget —- et Raub, eller Sing, ellet fis dant noget?« « ,,Nej, ikke det mindste.« ,,Bar der andre til Stede —- der, hvor De verf« ,,Det kan jeg ikke huste.« ,,Hvad bestilte De da?« H ,,Jeg tænker, jeg gik og stæftede ved Baaden.« « ,,Alene? —- —— Tænk nu paa, hvad De sing · thi de andre har not en bedre Hukommelfe.« »Ja —- jo —- naar jeg taenker mig om, saa var II nok flere ved Baaden, et Par StyllerX ,,Et Par Stylker?« »a— eller maaske sire —- eller fein.« »Hvorledes fik De at vide, hvad der var stet?« F »Hm, saadan noget faat man jo altid at vide.« - I »Men naarZ spørger jeg.« f« »Ja, det var vel omtrent den Gang, dei stete· »Og hvorledes — httte De slet ingen Zinsf Hørte — jo, der raabez jo saa meget vmkring vis· »De htrte da altsaa Raubt« »Ja, det tror jeg not, men hvem kan altid II hvad det er, man readers« . »De hurte altsaa den garnlez Steig?« l - Anders iav et Dienst-. « "IW »Ja, det maa vel have væeet det.« " «·’·s«" « ,,Ved De des ikke besiemt?« »Jo, feg trvr not, det var dam. Jn, W ter mig rtgttg em, saa var det IMM. site — »Um fsr sagde De is, at De MO mtndiir.« ·