Strandfogdens Dotier.
Af N. P. Madfen
(Fortsat.)
Te var saa vantundige, som Mennestek, der var
opdragne og underviste i et triftent Land, kunde vcere.
Men entelte var sig fuldt bevidst, hvad det betød
Den namle Leekers Vidnesbyrd havde ikke vceret helt for
gæves overfor disse haarde Gemytter. Hans Ord var
itke glemtr. De laa blot siumrende nede paa Banden
af Bevidstheden, dcellct af et tytt Lag Synd og Trods.
Og den Dag ude i Brændingen vaagnede de for aldrig
mere at glemmes. Te vidste, at det var Guds alone
Iige lKald til dem —- om at vende om fta Livet i Synd
til han« hvori der er Frelse og evigt Liv.
Te, der ikke direkte var betøtt af det heilige Pnst
sra Aandens Verden, gik omlking tavfe og ligesom
Uman J Hierfetne stormede det. Men det mærtedes
itke i dei ddke. Der laa en underlig højtidelig Stilhed
ever Fisierlejet. "«« ' .- « : . .. .
« Denne Stilhed varede dog ille lcenge. Den fths
Meengde var vel bleven opstræmt ved den frygtelige
og ufædvanlige Ulvtke, der havde kamt dem. Men disse
bcekdede Mænd der ncesten daglig faa Dsden under
Ljne, kom snaki over den Streck, sont i de første Dage!
havde lnmmet eller i det mindste dcempet dereg ugude
liqe Trods mod Sandheden. Og saa blev deres Mod
stand og Fjendskob dlot san kneget desto voldsommere.
Haan vg Spot regnede ned over de fan, der i Sand
hed var bleven grebne af Kriftus.
En of de haardeste Modstandere var Ole Konge.
Hnn fpottede im. Spotten laa langt fra denne hel
støbte, massive Natur. Men saa meget mere rasede
han. Han maatte i Stilhed erkende, at det i timelig
Hinfeende var en Vinding for de mere ellee mindre for
foldne Fisiere at blive ornvendtr. Han saa jo Forvand
lingen hos de faa Guds Born, der fandtes. De var
ædruelige, de spiste mete, de var langt mere udholdende
under det strenge Arbejde paa Ham, de fortjente mete,
deres Hjem blev hvggeligete og fkedsommeligere, og
deres Familieliv lylleligere. Og dog var han en svoren
Fjende af Guds Rige. Dei Liv i Ydmyghed og den
stille, fagtmodige Færd i Jesu Fodspor, som han vidste
fulgte med en fand Omvendelse, var denne stotte, seid
bevidste Herssetnatur i hsjeste Grad imod. Desuden
nnsaa han de helliges religiøfe Ansiuelfer for Sygeligz
hed og Forsstuethed En Fromhed, der ikke rørte ved
hans Begreber om Æressplelse eller ved det Liv, han
vilde leve, havde han itke noget imod. Tværtimod, det
var endog en Dyd. Og han smigrede sig med at besidde
denne Dnd i faa høj Grad som nogen. Men viXde nogen
gaa der ud over, var det i hans Øjne Overspændthed.
Ja, dan var ikke singt fta at anse det for en personlig
Forncektnelsr. - j
th Brnddet mellem Ellen og Albcel ille stemtel
bam mildere overfor de troende var en Selvfølgr. —- —
Tet var en Morgen, en 14 Dages Tid efter AlbætZ
Beim
Luiten var helf on itraalende, og Vejret mildt. Men
ude i Horifonten ltat Havgnien sit graa Hoved op over
Vandet. Solen tempede en sortvivlet Kamp for at
holde« den nede, men fotgæves. Af ·o·q til sendte den
iman, tunge Stymasfer lom Forli-bete hen lange Had
ttaden ind mod Land. Selv lom den bageftee langfomt
og stille lom et grumt. sninende Uhyre, og tilsidft vasl
tede dens store, tunge Taagemasfer sig ind over Kosten,
bankne pcm islolde Vindpust, indhyllende alt i sit lolde,
llamme Slør.
For Enden of Ole Konges Stuehus stod en Klynge
Fistere med dekes Kurve Paa Ryggen i ivrig Snal.
»Ja, det er nu liae meget, der flal noget andet
til, end iom det hidtil hat vceret med os, ellers gaar
det aalt, det er nn min Mening,«"sagde en lille, firslaaren
Mand, der itod midt i Flollen og syntes at samle Op
mcerliomheden om sig.
,,Nna, iaa du er ogfaa bleven smittet, Niels,« be
mættede en middelhoj, fuldslcegget Fisler,. idet han mcd
et ftssigt Grin siævede om til de andre, »ja, du tan for
Reiten ogiaa trænge til at blive noget mere from —
jeg mener for Husfredens Slyld.«
»Sta, du flulde ille tale om Husfred, Hang « indi
ftsd en nnqre Mand
»Drenqe ital itle snalle med i de erldresz Lan
Ftnud.« svarede Hans og flnbbede til ham, saa han nær
var faldet omluld.
»An, ille saa tapper, Hans, du var ille san lal,
da du fotleden Nat itod uden for Binduerne og trog
lede Petrine om at tomme ind.«
En voldlom Latterlalve ledsagede denne Bemerk
ning, lom hentndede til en Begivenhed, sont alle lendte.
Hans gav ham et Par lynende Ding men tav, og
lidt efter littede han bott.
»Ja, jeg holder nu med Niels,'« begyndte Pont, der
stod oed Siden af hamx »jeg trot. vi lan txt-enge til et
andet Lin-«
»Au, gaa fsrft hfem og lpseg Maren ad, Pont,
spr du beltemmer dig til et andet Liv,«« fagde Kund.
»Sludder,« bemærlede en anden, »han behsver itle
at spsrge Maren, for hun hat jo meldt sig ind i Demg
foriamlingen. Hnn var jo med til Bsnnemsde i Af
tes og stal have gtædt voldsomt, efter hvad man siger.«
»Ja, spot tun, nu er J nogle raste Katle,« tog
Niels til Orde, »J var ille laa rast paa det, da J last
ude i Vandet og raabte om hielt-. Var det ille dia,
Kund, der looede Gud, at du vilde omvende dig, hviö
du blev frelit?«
»Nei, undstyld, det var Haus«
»Naa, ja ja, det er nu lige meget. Men jeg stal
nu alligevel sige fer noget. Jeg har ogsaa vætet en
Spottet-, fom J ved, og en Drullenboldt ogsaa som de
fleste as iet. Men den Nat sit del nn alligevel Slut.
Da saa jeg, at leg ille lunde ds, som jeg havde det.
Jeg saa Delvede under mig, og da lovede leg ogsaa
Gud at jeg vilde oltve et andet Menneste, hle han
spatede mit Liv, og jeg bar nu i Sinde at holde det«
»dvad hat du l Sinde at holde, Musik« lsd Olt
Konse- Bastsft bag ved bank. Van var ltge kommen
til, da Riels udtalte den stdfte Setning.
»Au, han vil bare til at vceke hellig, og det hat
Poul for Resten ogsaa icenlt paa«, sparede Knud Vg
grinede.
»Einem —- Poul?«
Ole Konge udtalte Navnei med stcerl Tone og vendte
sig om imod hom.
Poul var ved at synle i Finæ for det Blit, han
mødte. Han faa i Aanden de frygtelige Folger af at
komme i en skæv Stilling tii Strandfogden, som tillige
var Opsynsmand ved Redningsbaadem og hvis Ord
havde en cnægiig Jndfcydelse hos Cheer. -
Da han havde befindet sig lidt, fvarede han saa
tcelt, hcm lande:
,,Hven1 siger, at jeg vil ver-re hellig?«
»Det sagde du jo selv før.«
,,Sagde jeg?« Poul gjotde Forsøg paa at se harm
fuld ud. Han havde saa hurtigt, som det var hans
langsomt akbejdende Hierne muligt, gennemtænlt de
Ord, hcm havde sagt, før Simndfogden kom, og fun
det ud, at der ille iunde læggess saa meget ind i dem.
Deerr tilføjede han, efter at han havde trultet Vejret
et Par Gange: ,,Nej, jeg sagde, at Vi lunde irænge til
et andet Liv, og det mener jeg ogsaa·"
Han lastede et triiitnferende Blil op til Ole Konge,
som om han vilde sige:s Jkle sandt, det ved jeg da,
at vi er enige om.
»Ja, det flal Voul have Ret i,« fagde Strand
fogden, »og det glcrder mig kun, at han er kommen
til den Etlendelsr. Thi det er jo kun, hvad jeg hat
sagt faa iit.«
,,Men bare dei ikle kommet til at knibe for Poul «
bemærkede Knud med en Stalm i Øjei.
»Im vil haabe, at Poul bliver sin Befluining tro,«
svarede Ole Konge med Myndighed og med en Betoning,
fein Poul godt forftod.
,,Jeg tcenler nu ellers paa Maren,« fagde Knud
fissigt.
»Von Maren?«
»Ja, hun hat io begyndt at gaa til Helligforiaiw
ling, oa saa 1nente"jeg, at Poul maafle kunde faa fvært
ved at ftaa imod.
Alle i Klyngen lo, og paa Lle Konges rolige Anf
sigt faas en mittoftopift Antydning af et Smil ved
Tanlen om den velbelendte, afmægtige Rolle, soin Poul
spillede overfor sin ftætle, mandhaftige Koste. Men
Spøg og Satite laa ille for hans myndige Natur«
Smilet var tun som hastige Lysfttejf, der i næfte
Nu forsvandt igen, og han fagde alvorligt nælten barskt:
»Bei lommer ille Poul ved, hvad Maren gør i saa
Henseende.«
Hatt rommedefjig et Var Gange i Erlendelfen as
den svage Logik, der var i disie Ord. Han mindedeS
neinlig i famnie Øjeblit, hvormeget det tom ham ded,
hvad en i hans eget Hus havde gfort, og hun havde
dog itle den Stilling ellet Myndighed over for ham
som Pouls Kone overfot sin Mand. Eiter et Øjeblils
Pavle begyndte han igen og i en Tone, iom om han
holdt en Tale. »
»Fotøvttgt, da vi nu talek oin det, vil jeg sige, at
der i denne Tid er Grund til at tage sig i Agt for den
Gift, der er ved at inng sig ind her paa denne Pladss,
hvot vi ellets hat haft det iaa ftedeligt —- i den Ret
ning da. Jeg siger intet imod, at der tan trænges til
Reform Paa Livets Omraade. Det hat jeg ved flete
Lejligheder ogsaa alvotligt indslærpet. Dei Drilketi tt
en Ulyile, og del var godt, om det blev indsttæntet saa
meget, at det lom indenfor det normales Omtaade.
Men hoad der er over det, et af det onde. Disse nyere,
teligipse Jdeet, som hat indfneget fig, anser jeg for at
»Um-e af det onde. Og J ved, at jeg hat Grund til det.«
Z— Han remmede sig igen og tettede lidt paa Huen,
idet han mindedes den Begivenhed, han dunkelt havde
hentydet til. »Ja, det er af det onde,« gentog han. ,,og
jeg vil pnlle, at J i Tide vil vcere paa Vagt, iaa J ilte
ladet jet besncete af den Svcetnietiets Aand, der har
faaet Jndpas ilete Steder og iom gøt Folt forrykte.
Ja det et mit alvorlige Raad,« tilfpjede han med en
gansle sagte Bøjning, som han vlejede, naar han fluttedei
en Tale.
,,Hvad got Foll fotrvtte?" lød en kraftig og nd
fotdrende Rest bag ved han1.Han vendte sig om for
at se, hvem det vat, der bavde talt faa dristigt, han
lyntes næsten anmassendr. Der itod Ktilten og laa
paa ham nied et Pat vjZane der tcett udholdt det knu
sende Blit, Ole Konge sendte ham.
,,Hvad der got Falk iottvlte, det got den Som
metiets Aand, der hat begnndt at iaa Jndpas hos os,«
svatede Strandfogden.
»Jaget du ille fejl, Ole Konge?" sagde Kriiten to
ligt.
,,Nej, jeg tager itte feil, jeq Var ervaret det og der
temmelig grundigt, fom J Ved.«
»Je»q hat erfaret det modsatte.«
»Ja, det siger de alle, det kender vi jo nok,« svarede
Ole Konge, idet han saa sig om i Kreder med et spor
gende Blit. Han var ikke ganste sikker vaa at fejke i den
Kamp, som forestod, vg følte detfor Trang til at appel
lete til de fotfamledes Vifald Og den fis han bered
villig.
»Ja, det kender vi jo nok.«
»Bei er jo det setdvanlige.«
»Jo, jeg siget ligesom Ole Konge,«' lsd det i Kot
fra de andre.
»Man feg sige jet noget?« sputgte Kristen stille
uden at lade sig paavieke af den Modstand ban msdtr.
»Vi vil helft vcere fei for Ptædiken, det kan Præften
nok bef-rge,« svarede Ole Konge i en assejende Tone.
Han havde en Fslelse af. at dette noget, spm Krisicn
vilde sige, vilde gute Jndttyk —- ille vaa dam, men vaa
en ellet anden svag Natur blandt de andre.
,,Jeg stal ille preedike,« svakede Kristem «men jea
vilde gerne have Lov til at Lage en vkang Mening bott.
Og det kan vk da nok viere tjent med. See J, jeg kaldte
det ser en Gang Forrykthed, at ej Menneste gis hen vg
omvendte sin. Men jeg er kommen til en anden Anstu
else. Jeg hat nemlig set anget, som flog alle mine Ten
tiet og al min Modstand ihjeL Jeg stal nævne min
egen Konr. ng hat været et Starn og en Bslle imod
hende, som J godt ded. Og fsr hun bkev et Guds Barm
var der Spettatler og et Ustyr derhjemme, men da hun
blev omvendt, var det noget ander, som J ogsaa ved.
Det saa jeg — jeg vilde itke se det, men jeg maatte se
det«
»Bei interesferek ikte ns at here Historier om din(
Fione « indswd Ole Konge barftt
»Nei, maa vi vcere fri for det «
»Er! Kone er altid en Engel. «
»Der beviser ingen Ting,« lød det rundt om fra
Ftlyngem
»Rej, det interesse-text dig vel ikke, Ole Konge.
Men nu skal jeg ncevne än, som interesseter dig. Og
det er Erit.« Han traadte tættere hen til Strandfagden
og sagde med hævet Etemmex »Du skal vide det, Ole,
at naar jeg i Dag kan staa her levende iblandt jet, ja,
naar jeg i Dag itke er i Helvede, faa kan jeg ncest Gud
taike Erit derfor.«
»Der lyder jo helt heitravende,« bemerkede Knud
lcephøj. ., »
»Ja, ban præditer godt,« tilføjede en anden.
»Ja, spot J tun, nien jeg Vil dog spørge jer —
tunde Hin eneste af jer have ajort, hvad Eril gjordeZ Han
ratte inia Waren, der itte lnnde bcere os begge og sagdc:
»Taa den, Kristm tbi jeg tan des, men det kan dn
itte.« Lald del saa forrytt, om du vil, Ole Konge.
Vist er det, at dst ilte er noaet, som hører til Dagens
Orden, at et Menneste gioer sit Liv for en anden —
saadan bevidst, frivilliat. Men jeg synes, at det, der
tan aioe et Menneile Mod til at dø paa den Maare,
heitere stulde beregnes med et andet Navn.«
Jnaen tunde spotte over det, Kriiten hat-de saat.
De saa uoillaarliat hen oaa Ole Konge, idet de tcenlteI
bvad vil lian mon iige til det? Men Ole Konge sagde
innen Ting Han stod med seenket Hoved, stirrende
ned imod Jorden. De stcerke Bryn var truklet sam
men, on over den høje Pande laa dybe Fnrer, og om
den saste Mund bredte sig et vemodigt Trcek. Det var
naaet omvendt as, hvad han havde tankt. Han havde
verret cenastlig for de »svage«, oa saa Var han i dette
Tieblil selv den svageste as dem alle. Mindet om Son
nens Død vætted: de bløde Strenge i hans Hierte, og
han var for en Stund asvæbnet.
Da ingen sagde noaet, blev Kristen ved:
For Resten vil jea sige jer, Kannnerater, at mit
Ærinde herhen var egentlig at indbyde jer til Mode i
Akten henne hos mia. Der lommer en Missioncer, som
vil tale et Guds Ord til os.«
Ved disse Ord vaagnede Ole Konge som op af M
Tit-In Hans Ansigt sit med et sit aamle, rolige, strenge
Ildtryl igen, og han saade ncesten heftigt:
»Es-i Mode hos dig!«
»Ja, Stolen er bleven os nceatet, saa maa vi jo
se at llare os, fom vi lan.«
,,Jeg vil cerligt sige dig,« sagde Ole Konge nied
Selvfølelse, »at naar Stolen er bleven ncegtet til —
den Slags Ting, saa er jeg itke uden Skyld deri. Jeg
vil tillige sige dia, at — du skulde itke gaa for vidt,
Kristen Hoad du selv vil tro og tcrnke, bliver jo din
egen Saa, men du stulde ille begynde en Agitation, som
vil bringe Splid og Spektakler ind iblandt os. Og
lwad lan du for dit Bedlommende opnaa med del uden
at blive sorhadt as dine tidligere KammeraterZ Du
stulde i Tide betcenke, om du kan vcere tjent dermed.«?
,,Ole Konae.« svarede Kristen roligt, men med
stcerl Tone, »ieg vil siqe dia, du er en Mand, hvis Ord
hat stor Jndflvdelse ber paa denne Plads. Dersor slulde
dn betænke, bvorledes du bruger den. Du talte før
om, at det vtlde vcete godt, om der blev sat en Dcemper
paa den megen Drukkenstab, der sindes her. Men jeg
lan sige dig —- at del er der Jun en, der kan, og det er
Gut-. Det bar fea selv erfarei. Tror du ikle, at jeg
oste i stille Timcr saa Elendiaheden og lige saa oste be
sluttede, at det skulde vcere anderledes. Men hvad hjalv
det? Saa snart iea saa en Brændevingslasle, var alle
Besintninger alemtr. Oa tror du ikle, at mange as de
andre bar ersaret det samme Gang ester Gang? JO,
det er visi. Dei ved ieg. Men bvor sial du saa Kraft der
til? Jeg sit den for-st, da fea mødte Gud og sit givet ham
mit Hier-te. Og der er heller ingen anden Vej for de
andre.«
»Bei er rigiigi, bvgd Krifien siger,« bemærlede
Meis, »dei er der, vi figl ben —- dei er jeg ogsga kom
men med paa.«
»Ja, seg bar sagt min Mening, og derved blivet
dei,« fvarede Ole Konge irriierei. »Og ieg vil sige til
alle fer, der Vil bevate ei lundi Kristenliv i al Sirt-be
ligbed, og fom iike vil Vcere med iil al Splid i Wenig
beden —- pas jer Doni og bliv borie fra sgadanne Mis
der —- om mit Ord da ellers bar nogei ai sige iblandi
ier,« tilføjede ban med Vogt. idet han sag sig om i
Kredfen med ei vrøvende Mit
Sag Vendie ban lig om og gil ind.
»Ja, dei er io nogei gali nogei.«
»Bei mag vi da iage os i Agi for.«
»Na sial da iike med.«
»Nei, lad og bare passe paa.«
Med sagdanne og lignende Udbrud opløste den lille
Kltmge sig, og enbver gil iil sit.
; Krifien oa Niels blev steigende lidi. Poul var ille
enig med sig selv, om bgn sittlde blive eller goa.
Men efier nogen Beiænining befluiiede han sig til ai
folge de andre.
»Meis, gør Sktidiei fuldi ud,-« sggde Kristen in
derligi, da de var blevne glenr.
»Ja, det bar feg ogsaa befluiiei. Der ian fo not
komme Vansieligbeder. Dei bliver jo sveeri ai bjerge
sig i Baadlavei.«
«Btnd dig aldrig om det. Gud er almcegtig, og
han ved Udvef. Dei hat jeg fei.«
Jdei de vilde goa, borie de leite, ilende Trin pag
Sienbroen, og ei Øjeblil efier fmuiiede Ellen om
Hist-net
»Im hat haft dei saa svceri i Dag,« sagde hun
balvi hvizlendr. ,,og ieg lommer vifi ilie til Mode i
Akten. Men jeg vil bloi sige — bed for mig, Leisten
du og de andre. hsrer du.«
»Ja, del stal sie, det ian du stvle paa,« shared-.
Krisis-: iiksorxaderigr. »Ma- hek vit ogsaa passend- -
»Der var dejligt, Niels, vil du virkelig ogsaa Eises
Guds Ulykkesdagen bliver nok en stor, velsignet Dss
— skønf den kostede saa meget.« Der lagde sig ligefois
et Slør over hendes Øjne.
»Ja, den tostede meget,« tilføjede Kristen og sss
kærligt paa hcnde.
»Men ikke for meget,« fortsatte hun med nyt Liv
,,Guds Tanker er Frelsestanker, og det sial blive til«hans
Herliqhed —- Men nu maa jeg goa. Hils hjernme begge
to.«
Saa snmttere hnn atter om Hjørnet og lob ind,
on de to Fiskere siiltes ad. — —
Trods Ole Konges Advarsel var Kristeng Sinkt
om Aftenen helt fulde af Mennefker.
J fidste Dieblik kom Missionceren. Hans Navn var
Langholt. Han maatte gaa fra Stationen, da ingen of
de faa, der havde Hefte, var at formaa til at hente ham.
Det var en lille Mond med et skorpt regnet Ansigt, et
Var kloge Øjne vg Fuldskceg.
Teksten, han havde valgt, var Aab· 15, 2—3: ,,«Og
jeg san som et Glarhav, blandet med Jld, og dem, sont
havde vnndet Sejr over Dyret og over dets Billede, vg
over dets Mærke og over dets Neian Tal, ftaaende ved
Glarhavet og holdende Guds Hamen Og de sang Mose,
den Guds Tjeners, Sang og Lammets Sang, sigendes
»Store og forunderlige ere dine Gerninger, Herre, Gud,
dn Almcegtigel Retfoerdige og sande ere dine Veje, du
de Helliges Konge!«
Hon mindede dem om den store Ulykke, der var
stet, og den Betydning, den allerede havde haft. »Der et
holdt en Prrediken for fer, fom ikke skal glernmes og ikke
er glemt,« sagde hon bl. a. »Der er ingen Præst og in
nen Missioncer, der bar takt, det er en Taler med mag-.
tigere Rost, en Rost, fom sfal høres. J hørte den hin
Dag, da J laa derude eller stod paa Bredden i Angst.
Og Neffen var Guds. Det var Herren, der taki-,
det var hans stcerke Knld til jer om at omvende jer, me
dens det er Naadens Tid. Og han ialte gennem Havets
Brus og Larm og nennem alle de nødlidendes Skrig
Hat J- børt Røftens
At dø, at blive opsluqt af Havet, det er alvorligt
Men der ftanr i Guds Ord: »Havet afgav de døde, sont
var i det. «
Oa hvad saa?
»Og jeg saa de døde, smaa og store, staaende for
Gud, og Vøgerne blev opladte, og en anden Bog blets
Dpladt, som er Livfens Bog, og de døde blev dømte eftee
det, som er strevet i Bsgerne, efter deres Gerninger.«
Det er endnu alvorligere.«
Jndtrcengende lagde han dem paa Sinde at fu«-I
Reanstabet med Gnd i Orden og viste dem, at dette kuts
tnnde ske ved at omvende sig og tro paa ham, der hat
naglet vort Skyldbrev til Korset.
Saa mindede han dem om Glakhavet og dem, der
en Gang stutde ftaa der, holdende Guds Hamen
,,J tender Havet, J Fistere, kender det og elster des
som ingen andeu. Det er da rigtigt et Ord for jet. ngacs
i Himlen er der et Dav, et Glarhav —- mere straalende
end Havet hernede, felv naar det er skønnesi. Og der-,
ved dets Bred, fkal lalle de frelfte staa en Gang, holdende
Guds Harper i deres Haender
Og Sangen toner fra det store Kot af utallige
Sjcele —— Mose Sang oq Lammets Sang om Guds
ftore oq forunderlige Gerninget til Lov og Pris for R
helliges Konge« ,
« »Skal du være med der?« —
Det var Sporasmaalet, hvormed han fluttede sitt
korte, men alvorlige Prædiken. J mangt et Hierte lsd
det: ,,Det vil jegl« eller blot et stille v»Zuk: »Hu-re maakte
jeg faa Lov at være med.«
Da Salmem »Det kostet ej for meaen Strid,« var
fanget, opfordrede Langholt de forsamlede til at udtale
fig, hvis de havde noget paa Hierte — noget at indvende
eller noaet at spørge om.
Der Var tavft i noale Minutter, saa rommede m
gammel Mand fig et Par Gange og sagde:
,,Jeg syne3, saa vidt jeg kan siønne, at hvis vi
flulde gere, efter hvad du fagde, saa siulde vi have m
ny Tro« sqz
»Ja, hvis den gamle ikke duer, saa maa du have
en ny,« sagde Langholt smilende.
»Ja, tror du nu ilke, at den gainle duerW fpurth
Manden med et overlegent, sissiat SmiL
,,Det tan man jo aldrig vide. Hvad tror du da?«
,,Hvad ieg ttor « svarede Manden halvt overtastet.
»Je·a tror det, jeg altid har troet. Jeg plejer ikke at
stifte Tros«
,,Nej, men hvad bar du da altid troet?«
»Hvad jeg altid bar troet — jeg hat troet — leg
hat troet det, som alle andre tror.«
Langbolt tunde itte lade vcere at smile ad denne
Trosbekendelse. Han vendte sig om mod Manden og
sagde tcerligt:
»Hvad tror du egentlig om Gild, keere Ven?«
»Hvad jeg tror om Gad, jeg tror alt godt om Gus.
Jeg trot, han er en god Mand·«
»Ja, det er han, han er saa god, at han gav sitt
Søn for din Synd.«
»Ja, der tan du se,’· sagde Monden triumferende,
som om han havde vundet en stor Seit-.
»Men Jesus, koere Ven, hvad Brug har du for Js
sus, ham der blev strasset for din Synds Uden W
kommer du dog itke i Himlen.«
Manden lagde sig ind over Bordet, bag hvillek
Langholt sad, og sagde med et overlegent Sinkt
,,Jeg stal nu sige dig noget — det gaar not, for
jeg bar aldrig gjort noget og har altid holdt mfg M
Vorhekre, og saa hat feg tjent Kongen.«
»Ja, men trete, gamle Mand, det kan jo aldrig fiel-.
se dia. Der er io Svnd i det altsammen.«
Monden tettede ssg ap og sagde heftigtt »Sm I
det altfammen — ei der Snnd i at tjene Kansas M
)tat, nu vil jeg ikte mere snakke med dig.«
Langholt vilde sige noget, men i det samene cis
der et Hyl udenfor Vinduerne, vildt og frygtekkgt fo
af en Flok Jndianete paa Krtgsftien
,. EIN-NO i
