s;
Strandfogdens Hatten
As N. P. Madsen.
(Fortsat.)
»L, tlnud, du sotsiaar det ilte,« sagde Ellen stille.
»Nei, du hat Ret, jeg forstaar det ille,« sortsatte
lian vittert. ,,Hvor stulde jeg sorstaa det ubegribelige.
For fjorten Tage siden strev du et Brev til mig, hvori
du julilede ved Tanlen om at blive min Hustrn, og nu
ikger du« at du itte tan blive inin Huftru, for jeg har
iaaet de samme, formlte Jdeer, som du pludselig et
kleven fnldt as. Nes, du hat sandelig Ret — det for
iiaar jea itle. Og dog forstaar jeg det hele. Jeg for
iiaar bvillen vældig Mant, der ligger i Overtroen. Thi
livnd er denne Gudelcere og Gudednrlelse tned Bønner til
et Versen, ingen har set, andet en Ovetiro? Og jeg sor
fiaar, bvor dybt denne Gift er trcengt ind det tneninge
Foll fra gammel Tid, siden ogsaa du lunde ødelægges
Jerai --— du« som dog havde faaet mere Oplysning Og
Frultmz niere Eiland og Dønimelrast end de sleste as dine
Linie Lg jeg forsiaar mere endnu. Jeg sorstaar, hvor
uninlint, ia, nndholdeliat Livet vilde være nied en Hu
siru. der legte Oingang med alle disse hellige.«
»Mei! otn du selv lunde dele Troen Paa Kristuss
kned min, stnm,« sagde Ellen stille som for. »An, Inin
Ven, tro min, du vilde etfare, at det hverlen blev umn
Zin: eller nndlioldeliat nien derimod en Magt on en Rig
dom, som vilde gore Vort Liv dobbelt lylleligt.«
,,Zt·sar dine Taleinaader og al din Prædilen,« spa
xede Vlllsat asiejende. »Det nytter ingen Ting. Kan du
da itle se, at sen var en død Mond i fainme Øieblil, som
sen dlers en religiiss Bedeniand. Kan du ille se, det var
det lamme iom Deden for min Kunst, min Karriere,
min fiele Ziillinn?«
»Nei, Kund, det lcm jeg ilte se,« svarede Ellen
need Liv. »Hm ille mange af Berdens største Kunstnere
været Mænd med et dnbt og rigt religiøst Liv· Jeg tør
Tige, at bvis jen var Kunstner, saa vilde den Tro, jeg
mi ejer, itle verre bleven en Hindring eller en lvælende
Gift for min Kunst. "Tvcertiniod, den vilde netop give
min Eiland Vinger og Sturm Men det lan du ilte for
siaa, leere Ven. Tbi du tror fo, at det hele lun er Oder
no og Jndbildninq, on ved ille, at Troen Vaa Jesus
er et virleligt Liv fra Gud, der itte blot gør Hiertet
felizit, men tillige beneistrer og inspirerer og givet Men
nestelivet et nist, itanet Jndhold og en ny ulendt Fylde.«
»Men Vetden, Pigebarn,« ltdbwd Albæl nceften
r—pfarende, »l)vad vilde Verden sige? Da mine Bennet
en FlaimneraterP Jeg blev io umulig i deres Kredss.
Trent. Knud All-El nied en Jalniebog i Haanden paa
Vej til Beine-Ida Jei blev it- til Nar, til Grin og Spot,
hvor jeq lcin ben.«
»Ja, nraaite — i Begtmdelsen Men san vilde
sinud Allcel blrt smile m tcrnle — jeg er dog hundred
fold time end I alle tilsanmicn. Og saa Vilde Knud
lslllasl Viie dem sit Villede, det, der ille blot var inspireret
as hans Kunst-E Genius men gndlieaandet, og ovetfor
det vilde innen spotte, inen stcm stille og beundre.«
Albccsl havde alter sat sig ned. Hans Sind var i
Opror. ag l3an stønnede trennt. Dei Liv, hun havde
spat at male set hanc, var liurn saa fremmed, ja, saa
usatts.i«c:t, at bench Ord intet Jndtryl havde gjott paa
klam. Hans- Tonlezanz bar-it lkm kredset om, hvorledes
han tun-de san lfsknde revet nd af it: ukytlelige Jdeer, der
hand« fanssetnpet hende. G Etnnd sad han iavs. Sau
tejixe lfan ssq Hudselig en saJde i en assgjcrt Tone:
,,6-llen, dette nicu have en Ende. Jeg vil sige din,
at sen hverten lan eller vil have ncget nied disse sygelige
Fantasterier at gere. Og jcg vil fiJe mere endnu. Du
iagde sor, at du ille lunde blive min Huftru, for jeg
lunde dele din Tro med dig. Sig mig, fastholder du
tset«.?«
»Ja; tære Kund, seg tan itle andet.«
,,Nej, jeg tror dig. Jeg tender jo Ole Konges
Dattel-· Men saa tan vi ilte blive staaende her. Jeg
var allerede, for seg tom herop, paa det rene med, at
et as to maatte ste. Enten maatte du dort fra dit
Eva-muri eller ogsaa maatte vi stilles. Og nu vil jeg
foreleegge dig Valget melletn disse to Ting. Hvad vil du
da svare?« —- —
Hendes Øjne hvilede en Stund paa hans smutle,
mandige Elittelsr. Og hun folte det Osfers Storhed,
hun maaste nu stulde bringe for sin Sjcels Frelses Styld
Runde hun bringe det Osser? Var det nødvendigR
Fandtes der ingen anden Udves2 Saadanne Tanler
rprte fig i hendes Sieri. Stille soldede hun sine Hander
og sullede til sin hiinmelste Heere og Mester om Lys
over den Ves, hun stulde gan, og Kraft til at folge den.
Saa greb hun begge hans Hemden og hendes Læbet
stelvede, idet hun sagde:
»Knud,jeg elsler dig, og jeg vil aldrig elste nogen
enden, men jeg tan ikle sige andet, end hvad jeg sagde
spr. Og det lan itle blive anderledes. Men baade for
din vg min Styld vil jeg sperge dig: er det nsdvendigt,
at jeg svarer paa dit Spsrgsmaal i Dag. Aa — Kund,
det heereö mig for, at Betten vil gsre noget stott med
vi, og jeg vil bede ham om at give dig sin Aand, og
ieg er vis paa, han vil. Og saa vil jeg blive din Hu
stra, og ingen vil viere lytteligere end vi.'«
Albcet so’r op.
»Cllen, spat mig for mere as alt dette, svm du ved
er mig saa pinligt og utaaleligt, jeg hat allerede paa min
Reise market Felgerne as dit dumme Speermeri. Og
-jeg er kommen herop for at faa en Asgsrelse. Det vil
viere mig uudholdellgt at leve t dette For-hold paa den
Mande. Derfor lrcever jeg et Spar.«
Dun bsjede sig ned og foldede sine sonder. Bilde
hereen vielelig treeve det af hendelt Hun saa l Aanden
Alb-s tste bort og slg selv staaende alene ttlbage. Og
sendet tige Kerltghedsdtsm var forbt, og for evigt
farbi. Der var noget i hende, der streg om hielt-. Dun
selte, hvor svag lnm var i dette Afgsrelsens Osebltb
san meettede hendes Svaghed, greb hendes heender og
sagde med Verme:
»Alle Ellen, du lan so itle lade dtn Den reise.
Du elflet mtg sp. llle sandtf Og seg elstee dis, og bele
Herden ltgger sahen see ·- -- en Beiden suld as mer
Iligheds Lyttr. Hvotsot saa dtaebe den Lytke ved en
qum Jndbildning, thi andet er det jo dog itle. Dei
vil dn saa at fe. Han, som du indbilder dig at vcere
Gild, er jo dog tun et Menneste, et stott Menneste, det
Istørste om du vil, inen dog tun et Menneste, som nogle
religiose Fanatitete hat gjott til Gud.« Han trat
hende ind til fig og fortsatte begeisttet: »Men Bitte
ligheden er vot Kætlighed oa vot Lytle. Er den doa
ilte mete vertd end alle indbildte Gudet? Jo, Ellen, jo,
den et, og du hat jo onsaa selv ment det oa sagt det
»Ein det igen, lad din Kund tejse hetsra som det lytle
ligste Menneste paa Jotden.«
Ellen sad en Stund tavs med Hovedet lænet mod
hans Atm. Hendes Hjette var en Btcending. Mod
sttidende Følelset hølgede oa btød detinde. Tilsidst
løstede hun Hovedet og saa paa ham. Hendes Blik vat
toligt, nien en let Slælven i de lange Øjenvivpet sor
taadie hendes indte Kamp.
»Min elslede Ven,« saade hun indetligi. Trot du
itte, dine Otd tlinger for mia som den sødeste Musil.
HDU ejer jo mit Hierte saa helt, som en Mand lan eie
’en Kvinde. Men, Knud, det et slet noget med mig, ca
noaet saa stott, som jeg ille tan besttive dia. Der er
et evigt Liv til, og jea ejet dette Liv! Lg om jea nu
ogsaa lod mig stiite as Kcetliahcdens Magt til at dtcebe
dette Liv sor min jotdiste Lytles Styld, saa var det dva
for silde. Thi aldrig lunde det dog blive iom før. Min
Sjckl vilde da lnn vætesotn et niøttt Fcenasel, hvot in
gen Solltraale naaede hen. Detfotz Knud prov at
totstaa mig, ptøv at tat-le dig, at der er en Vetden,
som du slet itle lendet. Eller maa jeg siae det paa en
anden Maade. Du har betiget min Sjæl med saa me
aet. Du hat luttet mine Øje op for saa meaet sinnt i
Natur oa Kunst, som jeg føt itle saa ellet lunde se· Lg
dei et Lytle sot mig at dele dette med dia. Men om
jeg nu lnnde aabne dit Blit for en Vetden, du aldria
hat set og itte tan se endnuk Ja, om jeg tunde, Kund,
otn jeg her maatte væte din Lcetemester, aa, saa oilde
det ved Guds Naade komme en Dag, da du vilde se, at
det, der nu stiller os ad, vilde binde os mangefold steck
tete sammen.«
Han høtte nocppe, hvad hun fagde· Den Vetden,
hun pegede paa, var ham saa stemined som Livet paa
en anden Klode. Og Klosten imellem dein var saa bted,
at han itte tunde se over den. Et Lio sammen med
en saadan stvinde sotetom ham saa utnuligt, at det itte
en Gang lunde blive Genstand for hang Overvejelse.
Hvot dybt et Saat det end vilde blive ham at stulte
ftilles sta hende for stedse, saa var Tanken oin at stulle
leve sammen med hende, som hun nu var, saa utcentelig,
at han intet Øjeblil tunde vatle. Han stødte hende lein
peligt ud sra sig og jagde bestemt:
,,Ellen, vor Fothandling maa nu ocere fotbi. Jea
tan og oil itte høre mere paa dig. Du et sitlett bleven
jaa fotblindet, at du tan ofte alt for din Ovettto. Men
jeg oil endnu en Gang stille dig Valget. Der er loni
men en ttedje ind imellem os og hat stilt os ad. Lg
ielv oin han end tun et et dødt Menneste, saa et han
dog levende not i din Fantafi til at stille og ad. Derfot
niaa du vcelge, Ellen, og voelge i Dag —- nu, niellem mig
pig din indbildte Gud «- Jesus.«
Jesus! — Ellen løftede uviltaatligt sit Hoved og
der tont en ny Glans i hendes Blit. Jdet han ncevnede
dette søde Ravn, der fot hende tummede al Lytle og
Salighed, var det, som tiglede der en Strom af Lio Ig
Kraft genneni hendes Hinte- Haode hun søt vcetet svag,
saa var -Zvaaheden nu som nied it Slag sotsvunden.
Ei Øjehlit sad hun og liaesom vejede de to Navne, Al
bcet —- Jesus, Jesus, — Alboet, saa tejste hun sig oo
og sagde med stot Vægt og med en Rost, hvoti der ittc
sporedes den mindste Stælvem
»Sta! jeg oælge, Knud?«
Han tejste sig ligeledes op, og de to stætle, als-ie
lige Katattetet stod ovetfot hinanden i en stdste, af
aøtende Kamp.
»Ja, det slal du,« svatede han næsten heftig.
·,Saa hat jeg valgt, Knud. Og jeg tan sige dig, at
om det end et, som bleo der staatet et Stytte Kød ud
as«mit Hierte, saa et Valget mig let. Aa, Knud, du
hat vcetet saa ftor fr« mig, og det er du endnu, ja, du
er den største og dyrebateste blandt Mennestet, nicn
ovetsor det Navn, du naevnede, det blivet du lille, saa
lille, som et lille Mennesle et ovetfor hom, som et evig
End-«
Han tog sin Ring af og gav hende, og hun tatte
hatn ligeledes sin.
»Man jeg saa saa spændt sot?« sagde han merkt,
idet han git stem i Stuen. »Jeg lan endnu naa det
sidste Tog.«
»Vil du da ikle blive og hilse paa Fadet?« saade
hun stille. .
»Nej, det hat ingen Bethdning. Du vil not bringe
ham min Hilsen.« »
Ellen git ud i KetteneL Modeten saa sttals, atk
Ringen var bot-te og ilede ind i Stuen, hvot Albckt vat!
ved at ptdne sig til Reisen. »
»Er det vitleligt kommen saa vidt?« sagde bunt
niesten gredende, »hvem stulde dog have tænlt det?« Ment
tan det da itte blive andetledes?" —
»Nei, Karm, det maa vcete saaledes,« svatede Al
beet med tiltcempet No. ,,Jeg kan ikte gøte for det, men
det tan ilte vcere andetledes.«
« »Au, det er da ogsaa fotstmtteligt, det et da ogiaa
forttrætteligt,« llagede hun attet og attet, idet hun trip
pede stem og tilbage i Stuen.
Lidt estet tsete Vognen for Dsten
Jdet Albcet kalte Ellen haanden til Furt-eh btufte
en Blodbslge pp t hendes Kinder. Dun gteb han« haand·
tmellent begge sine og sagdes indetltgt:
»Knud, jeg hat en Bin til dig, vil du opsylde deut«
Danö Daand stælvede en Smule i Dendes, da han
svatede
,,Med Gliede, om jeg tan.«
, »Ja. sinnt-, du tan. —- Ksb en Bibel, hstet du«
og les ltdt i den en Gang intelletn — det vil du nott«
han rysiede medltdende paa Dovedet og fagde med»
et tvungent Saum , I
-«settandtg warmem-«
Saa sprang han oP paa Vognen og tørte bort, alt
medens Taarerne løb i Strønnne ned ad Ziarens Kinder,
idet hnn mumlede:
»Det er da ogsaa forstrætteligt — forstrcetteiigt.«
Ellen ftod og saa ester ham, til Vognen stjultes bag
en Illitbantr. Saa løb hnn ind i Stuen, lasiede sig ned
paa en Stol og brød nd i en voldsom Hallen.
,,Herre, jeg tan ittc Være det, jeg tan itte,« stønnede
hun. i
»Jo, lille Ellen, du kan not,« lød en dyb Rost bag
oed hende. Hun holdt inde og løftede Hovedet. Der stod
Bedstefaderen i Flottendørem
,,Jlle sandt, dn tan not, ham, sotn er din Herre og
Meften er gioet al Magt i Hinilen og paa Jorden.«
Han git hen til hende, og hun rejste sig op og tor
rede Taarerne af.
»Man jeg saa sige dig noget, lille Ellen, noget, sotn
jeg aldrig har sagt til nogen før'?« forftatte han. »Jeg
stod overfor det fannne en Gang. Jeg maatte vcelge —- af
cn anden Grund -- og hoad jeg led, tan jeg itke bestrive
Thi jeg var uden Gnd, uden nogen levende Gnd. Men
jeg lunde. Og det lan du ogsaa, ja, ti Gange bedre, thi
Herren vil ooere din Etyrle og din Lovsang Du tender
godt Ordet: «Hver, som har forladt Hug, eller Brødre,
cller Bestre, eller Fader eller Moder, eller Hnstru, eller
Vorn, eller Agre for mit Naong Sthld, stal faa hundrede
Fold igen og arve det eoige Liv.« Det Ord gælder jo
dig nn. Saa tag imod det, og du stal se, Herren holder
sit Løfte.«
Det lhste i lsllens Llnsigt, saa saldt der en Solstraale
derpaa. Zorn en Ztnlling der trnber ind under Hønens
Vinger under Stormvejret, saaledes trøb hnn ind under
den Gndis Vingerg Sti)gge, der ndbredte sig over hendej
i dette mcegtige Ord. Hnn lagde Armene omtring deni
gamleg Hals og hvistede ganfte stille.
»Ja, Bedftesader, jeg tan not —--.«
Saa fnlgtes de ad nd i twttenet, hoor Klar-en sad
nied Haanden for Øjnene og grad.
Da Ole Feonge lon! hjem og sit at oide, hvad der
oar stet, blev han som nde af sig selv. Forst vilde han
ever Hals og Hoved løre ester Albæt og tage ham med
tilbage. Han stnlde not faa en anden Vending i Tingene.
Men strats opgav han det«igen, da han nmnligt tunde
naa Toget. Hang Hjerne arbejdede et Lieblil for atfinde
en lldvej til at talde am tilbage, men han fandt ingen.
Saa vendte han sig med hele sin Harme mod Ellen.
Hende tnnde han toinge til at gore det godt igen. Hans
Ler slød Lyn, da han traadte hen soran hende og sagdei
med en Rost, der dirrede af Vrede: ;
»Det har du altsaa tnnnet. Un Sorg hat vi, Ia
nn bringet dn os en nl), som er meget starre, fordi der
tlæoer Stank ved den. Men saaledeg leger oi itke, min
llige Havde du sagt Nej fra Begnndelsen, det var en an
den Sag. Men nn har dn en Gang sagt A, saa stal du
ogfaa sige B.«
Ellens Ztennne stælvede let, da hnn soarede:
»Tet raader jeg itte for, Far.«
,,Raader dn itte for det? Dei var underligt,« blev
han ved i sannne Heftighed ,,.Lwem raader da for del,
er det da ilte dig, der er Styld i det?«
»Jo. jeg vil gerne have Stylden, men, Far, jeg
tnnde itte handle anderledes.«
»Du lunde itle,« raabte Ole Konge med bidende
Spot, »du tnnde ilte gifte dig med den Mand, du holder
af, du tnnde itte lade være at bringe Stam over dine
Forcrldres Hirs. Nej, natnrligvis. Og hvorfor kunde du
itle?- Fordi du er kommen ind i dette forbandede Hellig
stab ——- —-—— nej, svar mig ilte, jcg ved nol, hvad du vil
sige — Gnd natnrligois, ja, vijt. Nes, Gnd har intet
med den Sag at gere. Hvad Gud har samtnenføjet,
stiller han itle ad ogfaa. Nei, det er digse srrrykte Jdeer,
du er bleer fyldt af, der har bragt dig helt fra Saus
og Samling. Men det vil hævne fu, hcrer du, hvad jeg
figer, det vil hcevne fig. Ict vil du faa at merrte en Dag,
naar dn sidder hernde i et Fisterstur og ikte lan faa
Brod-et niedens en anden sidder i dit Sted i et velhaven
de Hieni. Ved du, hvad du har gjort, Pige?«
»Ja, tTadel-, jeg ved det not,« svarede Ellen stille.
»Men det maa qøres om.«
»Det tan jeg ilke bestemme, Tar«
«Men det lan jeg," raabte Ole Konge, idet en ny
Vredesstrøm bemcegtigede rrg ham. ,,Det lan jeg, det slxl
jeg vise dig. Fluls ind og striv til Albert, at du har
angret det Stridt, du har gjort! Fluls siger jeg.«
Ellen spentede Hrvedxt og bleo staaende tavs uden
at røre fig.
,,.Hører du itte, hvad jeg siger,« raabte Faderen og
tog hende haardt i Armen.
Ellen faa op, og det var tydeligt at se i det Blit,
der lhfte ham i Mode, og paa det bestemte Trcek, der lag
de sig om hendes faste Mund, at Ole Konges Blod havde
beghndt at rnlle i hendes Aarer. Da hun itte svarede
ftrals, gentog han:
,,Hører du det ille!«
»Jo, jeg horer det nol, Far,« svarede hun med fast
Stemme« ,,men det tan jeg itle.«
»Men du stat, din Fader befaler dig det.'«
»Men, Far, man tan itte befale over Hierter. Jeg
lan ilte forncegte, hvad mit Hierte tror.«
,,Stal man da itte holde sit Ord?« raubte Ole Kon
ge med Tordensstemme, idet han saa paa hende med et
rasende Blit.
sEllen flog itte Øjnene ned, men svarede roligt:
»Jo, Far, men man stal adlyde Gud mere end
Mennesier. Jeg sit Valget mellem Jesus og Kund, og
jeg valgte Jesus. Og det Valg faar ingen mig til at go
re om tgen.«'
,,Jngen —- heller itte din Far, hvem du stylder Ly
dsighed?«
»Nei, heller itte du, Far,« svarede Ellen bestemt.
»Er det dtt sidste Ord?«
»Ja, Far, det er mit sidfte Ord.«
Der var to Ketmp«r, der stod overfpr hinanden,
begge ruftet til at stride ltl det hderste, den ene med sin
»Ist-stetige thje og den anden med famme thie, men her
lvar den ttllige hærdet ved Trer paa Guds Kraft.
Ole Konge lendte sin Datter, og han havde for
llangst anet, at han vtlde tade. Men han vtlde itke tabe
for intet. Han havde store Kort paa Haanden Hass
l)an occret rolig, vilde han vel have betænkt sig paa II
spillc dem ud, da han saa vilde have indfet, at Nebst
1aaet blirt vilde blive saa meget større, om han alligech
tnvte. Men i fin Ophidselse betænkte han sig ikke det
paa. Men Stentorstemme raabte han:
,,Eaa taq Falgerne, ulydige Itigebam Thi del
riil jea sige dig, at hvis du ikte gør det stete om igen, satt
er du ikke min Datter — jeg vil itte have dig i mit
Husz lmrcr du —-— ilke en Dag mere!«
lee stonge ftirrede paa hende med opspilede DIE-.
afventende Virtningen af denne Trufel. Og Virkninges
var aanste unentet.
For Ellen fik svaret, gil Døren op, og Karen traadke
ind. Lmn havde under hele Samtalen opholdt sig i Ksb
lenkt, men da Døren havde staaet paa Klem — hvad der
ikte var gansle tilfældigt —- havde hun hørt hvert Ord
Onn var Godmodigheden selv, og det var sjeldeni.
han indlod sia i Kamp nted Manden, selv om hun »Ist-.
laa fvntes, han aik for vidt. Hun tav hellere og lod
Qle Fionqe tro, at han havde vundet en stor Seit. MM
der tunde dog indtrceffe Lilfaelde hvor hun tog Kampell
ov, oa faa sit Sagerne altid en anden Vending end den,
Ole Konae bilde. Der var da et Blink i Karens Øjmz
noget over hendes hele Vcesen, en Befiemthed og en Rö,
nverfor hvilken den strerke Strandfoged uviliaarlkgi
lsøjede sta.
Dette Tilfalde forelaa i Dag. Karen var i sit
Hierte enig med ham. Hnn var ligesaa bedrøvet over
det stetc som han. Men Maaden, han gik frem paa
lsilligede hun tkke. Hun havde flere Gange gjort Til
lob til at aaa ind, dog var det tkke blevet til noget. Met
da bnn børte sin Mands sidste Trufel, rev hun med el
rast Tag Doren op, stred med faste Trin hen til hant
oa fande:
,,Ole, du forløber dig.«
,,Forløber mig?« svarede Dle Konge halvt fort-jam
ftet over denne pludfelige Vendina i Sagen.
,,;ka, du forløber dig, det ved du godt selv «
,,«Jej, jeg forløber mig ikke,« sagde han med ei
fartvivlet Forsng paa at gøre Modstand. ,,Jeg wenn-.
hvad jea siger.«
,,Nej, vift ikke nej, det ved jeg meget bedre,« bles
Karen ved i en Tone, fom om der aldeles ille kunde
were Tale om Modsigelse. ,,Vi har lige begravet vot
San, oa saa vil du da vel ikke jage dort enefte Barn nd
af Hafer Det er jo bare noget, du siger i Hidsighed
Kom nu herud, Ellen, og hjcelp mig med Maden."
Saa gil hun roligt ud i Kettenet, sorn om intet
var passeret og Ellen fulgte tavs med.
Sarmfuld og flov Paa en Gang stirrede Ole Konge
efter dem. Da Deren var lnkket, stampede han i Gul
vist rg nnunlede:
»Mener jeg det ikke, jo, sandelia.«
Men det var kun en slagen Mands afmcegtige Tron
Han aik nonle Gange frem og tilbage paa Gulvet med
Arme-ne paa Rnagen og tned faste, tunge Trin, brum
medc noqle nfammenhcengende Sætninger. sSaa forlod
llpan Sitten ca starede sin Gang mod Havei. Demedc
til-m han fnart til sin selb. Dei store, ubetvingelige Hab
havde en frrnnderlig beroligende Birkning paa Ole Kon
ae naar han var i OprøL De sinmmende Bølger, det
nxed hojt Indende Bulder rnllede ind mod Land, tvang
lidt efter lidk de oprørte Bølger i hans Sjæl til ak
lægge fig.
Da Ol-: Krnge gik hjem, var han ganste paa dek
Um m- d at Karen havde Ret —- som altid. —- Hatt
havdc forlølrt lia. —- Hvor kunde han hvis Otd elleks
ftulde acelae som Guld, komme til at sige saadant unget
Han havde tabt, det kalte han med nagende Ydmygelse.
Mcn han maatte se at redde, hvad reddes kund-.
knnnet fremvise en saadan Svigerspn? Men hvad stulde
han gøre? Tvinge Ellen knnde han jo ikke. Dei var
han gansle paa det rene med i dette Øjeblik, da han
Sind var roligt. Han kendte sm egen Datter for godh
Her Var altsaa bare Nederlag. »
Men et tunde han, det sittlde han vise. Og het
vidste han, at han havde Karen paa sin Side. Ellen
,.Helligsiab« vilde han ikie paa nogen Maade finde sig
i. Han lnnde vel itke forbyde hende at tro, hvad htm
vilde, men hun stulde komme til at holde det for sis
selv. Han vilde have Fred i sit eget Hug.
Ole Konge rettede sig op. Bevidstheden om, It
han havde indtaget et Standpunkt, som han kunde holde«
bevirtede, at hans gamle Følelse af Overlegenhed vendte
tilhaae
Og med denne Følelfe traadte han atter ind i
Strandfogedboligen. s
·l
Vl.
Der gil en Stortn hen over Sandby· Den konk fkks
fra Luften og ikle fra Havet, men fra hans Aand, m
hvem man itke ved, hvorfra den komnier« eller hvor den
gaar hen.
Da Begravelfen var forbi. maerkedes det, at der
var Ier i mange Hierter. Hvor Fisterne msdte hin
anden —— i Hufene, i smaa Klynger paa Vejene cller
paa en eller anden Klitbante — var deres Samtale for
siellisge fra den, de plejede at spre. z
Det var deres Sjaeles Tilstand, de talte om.
Og rundt om i Hjemmene saa man det SærM
at Mand og Huftru fad og læste i Vibelen eller bsjede
deres Knce sammen.
Fleke af dem vidfte egentlig itte, hvad der gil as
! dem. Det var som et Pust fra en fjern,bekendti
der gled hen over deres Hierter. Men hvad det Mk
sog hvokiedes det aucde end-, begab de nee. Og des
tænlte de heller ikte over. De sit bate omtring and ak
vorlige Miner og daarlige tilpas. De sov ofte km- M
om Ratten, men tænkte des mete. Og Wann i II
deres Tanle var dette, at be havde levet elend-ist pg II
det stulde blive noget anderledet«hereftet. It bei M
Gud der havde rsrt ved dem, kunde de not fußen-,
hvad han vilde dem»,og hvad der stulde It ils-d
havde de ingen Auelse m.
Med Hensyn til Forlovelfen —- ja, hvor det Ort
grede ham, at det var gaaet saaledes. Dette Patti hat-ds
jo været hans Stolthed. Hvilken Mand der paa Egerer
selv iblandt de rige Proprietcerer ovpe i Landet, hat-de