Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (June 15, 1906)
StrandfogdenS Datter.. Af N. P. Mai-sein (Fortsat.) »Du sttev — i Spøg og dog i fuld Alvor: »Kom itte for næt til Jlden.« Ja, min dyrebare Ven, der gives viktelig en Jld fra Himlen, som har Jldens Egen Haber — at feenge og optænde en Brand i Hiertet. Og, tære Knud, den Jld havde fænget i mit Hinte, for jeg fit dit sidste Brei-. Længe havde den ligget og ulmet derinde. Det ved du not. Jeg troede felv, ai den var fluttet —- eller —- jeg vilde tto det. Men det var tun et Bedrag. Eller med andre Ord, jeg blev en Gang gre bet af Kriftus, og jeg tunde itte flygte fra ham. Og, take Kund, nu hat jeg stuttet Pagt med ham for Tid og Evighed Hvad der hat bevirket denne store Begi venhed, tan jeg itte bestrive i et kort Brev. Store, store Bolger er atmet hen over min SjæL Gud greb vceldigt ind i mit Liv, og jeg maatte overgive mig. Og jeg er itte bedrøvet derover — og fortryder det ikte. Kristus er blevet mit Liv, min Frelser og min Salighed. Ottok ledes du vil opfatte det, ved jeg ikte; stønt faa meget ved jeg, at du itte vil tunne forstaa det. Thi det er en .Hemmelighed, som itte tan forstaas, for Herren givek et Mennefte sin egen Aand· Og hvorledes dei muligt vil gribe ind i vort Forhold, ved jeg heller itte. Men jeg hat laqt dig og mig og vor Fremiid i den Herres Haand, som jeg nu tror paa. Ei ved jeg — at mit Hierte er fyldt af en ren, hellig, uudfigelig Glcede. Og et endnu, at jeg elsier dig, kære Ven — elfter dig sont altid. Og til Slut tun dette: Kunde vi tomme til at dele Trer paa Jesus Kristus samtnen, saa vilde jeg tsrife Gud i jublende Tatsigelse og du med, min Ven. Jeg vil lcenqcs efter Brev fra dig. Hils din Moder oc din lattermilde Ven.« Din egen Ellen.« Holler lod Brevet falde poa Gulvet, lande sig til kiage i Stolen og faa teatralsi op i Lasten. »Noch bvad sigek du iao?« spurgte Alberi, men saa itte paa Vennen. Holler fad et Tieblik tavs, san tom det som et Vul tanndbtud —— en rungende Lotter. ,,:llej det er for meget, tcere Ben —— hellig — dn, Kunftneren Albert, med en from Kone — der er ,.«aeebet«« nej —-- lad vere, Kund, jeg ian itte mete.« Eaa lo hnn igen, icm det kluttedr. »Ja, jeg tunde le met —«-« le fom du, hois det date itte Var san alvorligt -- iaa gribende alvorligt«, fagde Juba-L »Men, hvad svarer du nu paa mit Spørgsmaal?« Holler reiste sin, gii hen og lagde sine Hemde-.- om Albæts Hooed og fande: »Im siget — jeg tondolerer dig — betlagee dig uf mit fulde Hier-te --— min ulntielige Wen-« »3vat mig paa Spsrgsmoalet,« fogde Albcek irri teret. lLialler kettede sig op. »Svare, ja, iwad stal jeg spare? Jeg talte jo nd ttniteligt om normale Mennestet, og et Menneste« der gaat med Salmebogen i Bethesda, taldek jeg itte normalt.« »Du tunde altsaa iiie gifte dig med en saadan Kvinde?« ,,Jtte om hun saa ejede en Million·'« »Hve1d stal jeg da gute?« Holler itillede sig foran ham og sagde alvorliqt: »Sig mig, Kund, elster du virtelig din Sttandfoged datter — eller er det bake en Jntlination?« »3e den«, Alvæt holdt Haanden frem. »Jeg blæfer ad Ringe. Men elliee du hende — hun maa jo være en GaaS.« »Im tilbedee hende, men hvad stal jeg gpre?« »Saa se at faa de Jdeet nd as Hovedet paa hende.« ,,Det er sittert umulith »Im gift dig med hende.« »Det tan jeg itte, det lan du da not fotstaa, Poul·« »Saa btnd med hendr. Reis derop og tal ud med bende. Hun elster dig jo, og Kerlighed er en Livsmagt, Knud. Hun vil sittett bsje sig, naae hun ser, det er Lllvok.« O »Men Trer et ogfaa en Livsmagt, Poul, det har jeg set. Og hun er tillige en Karattek, der itte saadan ladet sig tvinge. Men jeg vil i hvert Fald rejse derop. Det havde jeg allerede halvt besiuttet, for du kom. At strive nyttek ingen Ting. Jeg tan endnu faa ordnet et Var nyttige Sager og komme med Aftentoget.« »Ja, goi det, og Lyiie paa Reisen, leere Ven, og tom tilbage som Sejehette eller som en fri Mand. Jea stal ogsaa gaa nu. Jeg venter en Dame i mit Atelier. en svenlt Kammerherreinde, du — der vil lobe mit Bil lede fm Kullen.« »Saa fortang bate noget for det —- det er et godt Billede, et af dine allerbedsie.« »Du er storaetet naadig i Dag, He. Professor-A fogde hallet overgiven over Vennens Ros, ,,jeg tagte en Cigor til — lau Farvel.« — Det var Geaavejr med To og ganfte blitfttlle. En telte sine Snefnng dalede ned gennem den tykie, tunge Luft. Da Albaet havde folgt Holler til Deren, git han ben til Vinduet, hvor han en Tid blev staaende tavs stietende nd i Lasten t dybe Taube-. Metanist fulgte bonI Die de syntende Snettvstoller, der stod blendende hvide mod den grau, inavsede Mut ligeoverfot, og hvig langlomme, eoltge Fald han tunde folge iige til de naoede Stenbeoen. Omsider rev han sig its. Med et energist Strsg lod han Ine Fluge-e tote gennem sit tætte, soete Haar-, og som om han assluttede en lang Funken-sie mnmlede han: »Nei, det vtl jeg iste, det tan ieg tlle — en heilig Dusitu —- neit« Don siennpede uvtllaaeligt i Gute-et, foelod th dnet og gao sig i Log need Reiseforbeeedellerne san L havde meget at besorge sor at tunne blive borte nogte Dage og naaede forst Banegaarden et Par Minutter, før Togei git. Med Villie undgit han et Par Betendte, som stod paa Bei-komm og smuttcde ikld i M Kllpe«, hVVk der tun var et celdre Ægtepar. Da Toget begyndte at glide af Sied, satte- han sig til Rette i et Hinwe, liittede Zinene og hengav sig til sine triste Tanter. J Fredericia vrinilede det af reisende, og han tnnde itte undgaa at komme ind i en ncesten fyldt Kape. Albæt sit en Yderplads, og han lagde sig stratg tilbage i Hjør net trat Neisehnen ned over Zrene for at iove, eller sor i det mindste at være i Ro. ! De vorige rejsende konverserede ivrigt, indtil de een efter een luttede Øjnene Ei Par yngre Maend, der sad overfor hinanden, syntes dog itle at tcenle paa Søvn. Den ene var en lille Tytsat, hvis stceglofe, bleafede An sigt og qodmodige, blaa Øjne itte røbede megen JntelliJ gens. Den anden var en Kontrast til ham — en høj, mager Mand ined Fuldstcea, en starpstaaren, spids Naese og en hoj, tlog Bande. Hang Ansigtshud saa ud sont garvet Lasder. ,,Cndelig stete der da en Ulytte derovre,« sagde den inagre efter en Pavse. »Endelig, hvad mener Or. Toldtoiitrolløren?« zeg mener, det var jo noget, inan tunde fornd sige, jeg bar jo for Resten ogsaa for nogen Tid siden pro feteret det, om De erindrer?« »Ja, jo, jeg synes not —·-— var det itte i — —« ,,Det var i en lille Piece, der for Resten blev snl digt gengivet i slere as de vestjyste Blade.« »Naa, ja visi, nu huster jeg det godt, nien det staar mig itte rigtig tlart —- Deres Argumenter?« »Jo, det er tlart not. Eer De, hvad vilde der ste, om De stulde aaa i Esbjerg Haon med et Par Blcert r oni Benene?« Den blege lo tvungent. »Bla:rer om Benene —— i Vandet —- ha, ha, ja, saa vilde der not hurtiqt ste en Vending i Tingene, fortt! man siaer.« ,,JJten det er jo Princippet i vor nve Redningsbaadl med dens Lufttagser i Blinden. Den har jo sine For trin, tan let føres nd og hat stor Bceretraft, men hvad lijaelver det, naar den itie tan staa i Spen. Kommer der Ver-at Paa den. blioek den strats levende og vil have Bunden i Bejret, og lcegges Siden til Seen, faa tan» den jo itte staa, selv itte sor temmelig sniaa Søer, incn triller strats rundt. Og Slæbet —— ja, nU ser man, livor let det tan svigte." »Va: He. Kontrolle-ten med til Bearavelsen?« »Nei. jea titnde itle.« »Saa ved De ilte, om det passen hvad man siaer oin Strandfogdens Datter?« ,,Ole Konges Datter, nei, det oed jeg itte.« Dei aav et Nyk i Albert, og han trat uviltaarliat Huen en Tomme lcengere ned over Ansiatei. »Hi. Kontroltøren tendet vel ellets Familien?« »Ja, meaet qodt, jeg hat oste vceret i Sandby. Men hvad siger man oni Datteren?« ,,.Hun blev jo sindssyg under Raiaitrosem men den egentliae Grund slat not være Religionsstrupler. Der stal vift itte vcere iaa saa of de saataldte heltige detoppe, og de hat not paavirtet hende temmelig grundigt.« »Nei, mange er der dog itte, men der er en aamncet, forkntt Laster, og han er for Resten Fader til Strand fogdens Kone, altsaa Datterens Bedstesader. — Er hun vittelig oleven sindssyg —(— hun var da ellets en brilliant Pige?" Ja, det siaer man sor gansle sittert. Hnn stal endog paa Begkavelfesdagen ocere lobet fta sine Vogtere. og det stal have været en hel Standale oppe ved Liget,«' »Nei, det passer itte. Den Historie oed Kisten tender jea not, for min Kollega i Klitby var med. Nei, det var bare tn as de sredvanlige Scenet med den Slags Folt — De ved med teatralste·Udbrud og saadant nogei. Men uhyggeiigt sial det have veeret.« «.Hun er for Resten forlovet med en Kunstmalen og der stal not allerede have vceret store Scener mellem dein for hendes religiøse Jdeers Styld Han stal new lig langtsta vcere hellig." »Nei, det pleier vore Kunstnere itte at lide af. Det maa ogsaa være yndigt at faa en Kom, der lober til Bonnemodet og synger Salmer sra Morgen til Akten. Noa, men lad ham otn det. Jeg vilde betatte mig, var jeg i hans Sted.« »Jeg ogsaa, He. Kontrollør. For Resten stal det not gribe svcert om sig langs Kysten med detie Mis sionsvæsen.« »Ja, i Klitby et det vift rent galt. Der præditer de allesammen og gtemmer at fiste. Naa — men nu piber det —- det er Esbjerg, saa stal vi ud.« Fleee af de andre steg ogsaa ud, og Albcet lagde sig saa lang han var vaa Beenten og trat Reifetceppet helt op over Hovedet. Han var fuld af Ærgrelse, ja neesten Harme. Sau vidt var det altsaa kommen. Han var allerede Genstand for Foltefnat, ja, ligefrem Stan-’ dale for hendes Styld. Hvor dumt havde han itie baaret sig ad ved itte for lcenge siden at have taaet hende dort fra den Luft, der var saa svangek med over spendie, religitse Jdeer. Nu var det maaste for silde. Men et stod fast —- hun maatte dort fra dette Sveermeri.s ellet ogsaa inaatte hun slippe hom. — Kunde hun deisz Bilde hun det? Var den Magi, der nn havde betageti hende, starker-e end den statteste Magi, han tendte? « Toget rullede Nord paa gennem ode, flade Mai-let, over hvtlte Sneen havde drysset et let, hvidt Pudder,’ som stinnede t det blege Lys fra Fuldniaanen. Men han saa det ttte. san saa itte en Gang Lyset inde is Kuptem Von vilde hesi veere helt i Msrte med sine’ insrte Lauter-. Ja, tunde hun siippe hamt hurtigt dreiede Spstgsmaalet sig om. —- Kunde han slippe hende. Var Kætlighedenö store Magt k bam sieeeteee end Asstyen for det, der i hans Øjne var det nhygqeligtte, det lattercigste of alt. - lLinn elstede hendr. Aldetg havde han solt det stertere end nu, hvor dyb den Meettgded var, soin han tilde for denne unge .tene vesisyfle Ptge san var setv noget as et Natur »F menneste, og det var vel en as Grundene til, at hun havde betaget lsans Sind saa mægtigt — dette uberprte, »af Tideng forlorne Aand saa aldeles upaavirkede Havets og Klitternes Barn. —- Han mindedes den sørste Gang-, han talte nie-d l)ende. Det var, som modte han et Pust zfra det friste, starke, salte Vesicrhav. Og saa hendes tlare Forstand, hendes rene Sind og hendes umiddsek bare Sans- sor Natur og Kunst, denne Sans, som han bavde glcedet sig saa meget til at udvikle hos hende. Og endelig hendes hete, stønne Skiltelse med det lloge, nd trylgfulde Ansigt, som vel ikke var smukt, men hvis s:arpe, tarattersulde Linjer og milde Udtryk var saa scengslende og indtagende. Dette Billede stod for ham’ i denne Stund, og saa meget desto skarpere, sont intet andet Jndtryk her i Mørlet paavirkede hans Fantasi. Og hvor han elstede hende. Men —- alligevel —- at tænke sig hans Hnstru som en from Bedesøster, der rendte i Kirke og til religiøse Moder —- nej, det var en Tanle, som var aldeles nmulig. At tænle sig alle disse niedli dende Mitle, alle disse tilslørede Hentydninger og spot tende Beincerkninger fra hans Venner, alle disse uhel dige for itte at sige uhyggelige Situationer, der vilde indtrcede i deres ossentlige Liv. Og saa deres private Samliv --— hun vilde naturligvis bede, lcese i Bibelw inaaste falde paa at lase Bordbøn, ja endog falde paa Ftnce —— nej, nej — —-. Uviltaarligt need han sig som i Snierte og stønnede ncesten højt. Nei, for ingen Pris. Hvordan kunde han icenke sig et Samliv med en saadan Kvinde —— om han saa end elftede lsende ti Gange saa hojt, som han gjorde. Ja, Kærligheden oilde jo endog do, kvceles hentørres fra Time til Time ved at se hende leve et Liv, som han kun saa ned paa og foragtede, og som saa lidt svarede til det Mennesleliv, han ansaa for Jdealet for en Kunstners Hustru. »Nei, enten maatte hendes religiøse Svcermerier pilles as hende og det ganske og aldeles, eller ogsaa maatte han bryde Forbindelsen. Der gaves intet tredje. Flere Gange tcentte han Sagen om igen, og hver Gang lom han til det samme Resultat. Det blev hani klarere og tlarere, at en af de to Ting maatte ske. Endelig bevirkede Trcrtheden og Vognens ensfor mige Rullen. at han faldt i en let Slummer. Da han vaagnede, var han ene i Kupeen, og det var begyndt at dageg. Han git ind og vadslede sig, tcendte en Cigae vg satte sig ved Vinduet. En Biste af straalende gnldenrødt Lys begyndte at brede fig op over den stnski Morgenhitnmel. Han sad og betragtede dette herlige Fænomen, den stille Kamp mellem Merket og det frembrydende Lys. Hans Kunst neroje irydede sig ved at følge de Forvandlinger, der efterhaanden foregit i Luftens Faevetoner —- fra det. uudgrundelige, dnbe blaa til det mest blændede hvide. Hvem der knnde male en saadan Himmel, tænkte han, sastholde disse Farver, som endnu aldrig er blau-! dede paa nogen Kunstners Palet. Hvem der kunde gengioe dette vidnnderlige Los-, hvori det vaagnende Liv ligesom beever og sitrer. Uviltaarligt mindede han de Ord, Ellen en Gang havde sagt. »Der er noget, du er en Mester i at male, og det er Skyer og Himmel.« Han saa hende i Aanden sidde inde paa Udstillingen hensunlen i Bestuelsen af bang lille Billede, og han hørte hende sige1 ,,Jeg hat al sdrig paa noget Maleri set en Himmel saa dyb, saa bund: los, saa uendelig.« Det havde glcrdet ham og smigret dam, og i seerlig Grad. sordi hun sagde det. Men idenne Morgenhimmel med dens tusinde Farveovergange tunde han ilke male —- den kunde igen male. Jngen Pensel vilde innne gengive det Lysets Liv, der spillede og tindrede gennem alle disse Farben Hoor følte han den dnbe Kløst, der var imellem Kunstens Gengivelse If Naturen og Naturen selv. Lasnge sad ban tavs hensunlen i Befluelsen af det dejlige Sceneri, indtil endelig Solens store, straalende Kngle langsomt gld op over Horisonien. Saa var Trylleriet farbi. Hgn havde en Stund tun vceret Knnstner, nu vaagnede Mennefket i ham igen, Mennesiet, der var paa Vei op til hende, der havde beredt ham baade den højeste Lykke og den dnbeste Smerte. Mange Time-: endnu maatte han sidde i den en somme Kupec Da han naaede Stationen, hvor han siulde ud, bestilte han en Vogn, og snart rullede han af Sted ad Sande til. Da han lørte ind i Ole Konges Gaard, kom Karen ud at tage iinod han1. »Nei, nu hat jeg aldrig kendt Mage, er det dig, det var da en Overraskelse,« sagde hun glædestraalende, da de havde hilft, ,,nien du stal være velkommen!« i, »Er Ellen hjetnme2« spurgte han kort. Karen lagde Mcetle til, at hans Ansigt var mørkt, og Gleeden sank nogle Graden Hun anede Stunden ,,Nej, jeg trot, hun gil en Tut hen til Far,« sha rede hun, »men nu sial der gaa Bud ester hende. Ole er for Resten heller ilke hjemtnr. Han tog hen til Klitbn i Motges i et Æeindr. Men lvm nu med ind og saa noget at spise. —- Hvok Ellen vil blive hentylt.« »Tror du?« Hnn blev næsten helt befippet over den Kulde, der laa i hans Ord, men tvang dog et Smil frem, idet hun svarede: ,,Om jeg tror?« Han svarede ilke, og saa sulgtes de i Tavsbed ind· Medens han sad og spiste, git Deren hurtig op, og Ellen stod i Deren, seist som en ung Blomst. » »Nei, er det dig, Knud?« hun ilede hen og hilste ipaa dam. . ! ,,Overtasker det dig?« l »Ja —- nej — jeg kan dafnol sorstaa, at du koin — og jeg et glad ved det. Du tunde jo ilte komme tils Begtavelsen.« Moder-en tom ind med Kasse, og der blev kun talt otn ligegyldige Ttng, saaleenge Alb-et spiste. Da der var taget sf Bordet, blev Moderen ude i Kskkenei. Mast gik hen og fette sig paa en Stol ved Kat Ielovnen. Ellen tog Plads paa en lille Stammel foran band san betragtede hende tavs et Dieblit Aldrig t havde hun forekommet ham yndigere end i denne Stund som hun sad der i sni merke Sorgedragt med det sotk Tørllcede omkting det fine Ansigt, med de stifte, DE lKinder og de straalende Øjne forventningsfuldt hvilendc paa t)am. Han maatte tvinge sig selv til ilke henrytt at tagt lxcnde i Favn og sige: Ellen, sig, det er Løgn alt, hvad du slrev, sig, at det bare er en Drøm altsammen, og at jeg bare er heroppe for at aftale vort Bryllup med dia. Men han vidste, at det ikte var nogen Drom. Der var i hendes Blil et lldtryk as noget helligt og hojtideligt — noget for ham fremmed, som fortalte, at der var stet noget med hendes indre Liv. »Du tan vel tcenle, hvorfor jeg er kommen?« bi gyndtc han saa roligt, han kunde. ,,Ja,« svarede hun stille. ,,Mener du virkelig, hvad du slreo?« »Ja, Knud -- helt og fuldt.« »Du er altsaa bleven gansle forgistet?« »Jeg er bleoen et Guds Barn, Kund. Jeg har givei Jesus Ziristus min Sjcel.« ,,Din Sle —— men din stærligl)ed?« »Im elsier ham, Knud, jeg elsker ham højere end alt andet i Verden.« Hans Øjne hvilede nennemborende paa hende, og der var en haard Klang i Rosten, da han sagde: »Du elsker altsaa ilke mig mere?« Hun· saa et Øjeblik paa ham, og hendes Leebet liævede en Smule, da hun sagde: »Jo, Knnd, jeg elster dig ligesaa højt som nagen sinde. Kærligheden til ham har itke forandret min Ker lighed til dia, oa det Vil den aldrig gøre. Men noget hat den forandret, og det sorstaar du ikle — det hverken vi! cller kan du forstaa --- ——- ——« Hun holdt inde, og han sagde: ,,Tal kun ud, sig blot Sandheden, den fulde Sand hed.« ,,«a, den snlde Sandhed er, at du er den strste Mand, jea hat elslei og min Kcerlighed vil tilhsre dig, saalcenge du lever, men —- — — »Men?« Han saa hende sorslende ind i Øfnene. ,,Men jeg kan ikke blive din Hustru, før vi satt dele Troen Paa Jesus og Livet og Glceden i ham.« Som ramt as en Pil sprang han op og begyndte sc gaa srem og tilbage paa Gulvet. Hun blev siddende nbevceaelig, sremadbøjet og med Armene hvilende i Sh det. Lidt efter satte han sig soran hende igen og sagde fpydigt og bittert: »Du lcm itle blive min Hustru, nej, naturligvis. Du er allerede inde i Fagei. Bilde du for Resten sigs mig, bvorsorZ Det kunde nok interessere mig —- psyko logist selvfølgelia — at høre Grunden.« »Ja, Kund, det skal jeg gerne sige dig — jeg ts ikke.« »Du tør ikke« — han lo bittert, »nef, naturligvis, fea cr plndselig bleven en farlig Person« Hnn greb hans Haand og sagde kcerligt: »Nei, Knud, du er det ædleste og bedste Menneske, jeg kender, nien alligevel tør jeg ikke. Og hvis du vic børe paa mig, stal jeg sige hvorfor. Du stal da Vide, at Herren havde laldt paa mig, før jeg leerte dig at sende. Og jea havde hørt hans Kald Jeg stod lige ved Gub Riae. Jea lendte Sandheden, jeg kendte Bejen til Livet, oa det var min faste Beslutning at gøre det afgsrendc Stridt Men saa kom du, og jeg standsede. Jeg kone til at clste dig, og i denne Kaerlighed døde det vaagnede Liv i mig. Nef, døde ajorde dei ikke, men jeg lulkede mit Øre for Herrens Rest, jeg vilde ikle lcengere hsre den, oa derved lom seg lrenaere oa længere bort sra Gut-« Ja, du ved aodt, hvorledes min Sjcel havde det. Kret ligheden til dig oa Svnet af den Verden, som denne Ker lighed oplod for mig, gjorde mig svag. Derfor tsr jeg ilte. Thi standser jeg en Gang til, saa er min Sjcel fortabt.« Han sad en Stand og stirrede som dsrømmende ned i Gulvet. Saa løftede han Hovediet, strøg sig et Pat Gange over Banden og sagde i en Tone, der bævede as den gamle Kærlighed: ,,Ellen, er det hele otrtelig ilke en Drom, er des itke altsammen noget, du sidder og digter. Er det diese lig muligt, at Ellen, min Ellen, som jeg har elstet hsjere end mit Liv, Ellen, som jeg bar flettet ind i alle mine Fremtidsdrmnme, at hnn er bleven til en religiøs Some-. mersle? Er det virlelig mulith Det kan jo ikke væte muliat.« »Jo, Kund, det er muligt. Det er virkeligh Jeg er virkelig bleven til det, du kalder for en Svcermerfte.. Men det er ikle Sværmeri, Knud, det et Liv, evigt Lis i Gud« hun qreb hans Haand og tilføjede indessng »O, Kund, tunde vi dele dette Liv sammen, kunde du finde den samme Jesus, som jeg tror paa, saa var min Gliede fuldkommen.« Han sprang atter op og stod rank og siolt forcm l)ende. »Det kan vcere not, feg vil ikke here mere. Me nu stal du høre min Mening. Og den tan sigeö gansie lort — du har leget med mit Liv, mit Rygte, min Frem tid. Se denne her« — han viste hende sin Ring —- »den har du selv sat paa min Finger, og du hat looet mlg at blive min Hustm Og jeg troede dig. Jeg troede dig, ikle blot fordi du sagde det, men sordi dine Ding dine Kcertegn, dine Vreve og dit hele Versen sagde mig, at du elstede mig. Og nu faar jeg at vide, at det er Lsgn.«· — ,,Knud!« raabte hun bebrejdende, idet hun reiste H og saa ham fast i Øjnene. » »Nei, svar mig itke, thi« det er Løgn Du kan sige det og forsilre det, saa meget du vil, jeg tror dig Me »Det er ilte Karlighed tht saaledes betet Kerlighed sig ille ad· Havde du elstet mig, saa havde det veeret is JLiv, din Lylke at dele Livet med mig, og ingen stran Magt havde kunnet trænge sig ind mellem os og stille II ad —- heller ilte det Besen, sont du siger, du ttot M Var der end et saadant Vcesen til, som J foeegtgiet fet og var han alt det stvre og herltge, J stget ont dam, saa kunde han da ilke samtidig veete ond og stille t Hserter ad, der var rtge og lyllelige.« GMMMD