StrandfogdenS Dattel-.
Af N. P. Madsen.
(Fortfat.)
Flaslerne blev hurtigt bragt ind.
»Der er lidl Bin —- tag tun en Slurl af den.«
«Nej Tat,« sagde Fistercn bestemL
»Naa, ikle det, nej del er maasle heller ikle nogcl
for Dem —- men her er lidl Kognak, del er bedre —- naa
heller ikle — nej, del er saamænd ogfaa bedfl al undvorre
del.«
»Da der ligger en —- er han ded?« —- Han lytlede
til Hiertel — ,,nej, der er Liv —— men svagt —- ja, bliv
kiare ved at gnide hom. Og han hat faaet et Slag, ja
visi, del bløder —- Huden er ogsaa flrabet lidt af der —
naa, del er itle saa fleml. Ja, nu stal jeg strive lidt op,
on del ssal J saa beuge. Der er jo -——— er del ikke Grøns
lsoj —- Goddag Grpnhøj ——«ja, han slal bare gnides
ltdl med del, jeg nu slriver op W del er Opedeldot, del
er saa aodl. Da De forstaar nok —- Grønhøj, hvorledeg
man bærer sig ad -— man tager Proppen af Flaslen,
Da faa helder man lidt nd paa Haanden og gnider del
lsaa del fnae Sted Det forslaar De not — Grønhøj —
ja visl.«
J del samme loin Distrittsloegen. Dei var en yngre
Mand, hvis slarve Anfiglslrcrl vidnede om Karatter Da
Villieflnrle. Blinden var dætlel af et flort Fuldfkaa,
oa Ljnelie var kloge og gennemborende.
Saa snarl han var lraadl ind, gjorde den aamle
sia fcerdig.
»Naa, Karliem nu kan De lage fat — jeg stal vg
iaa over i Nabofognel til en gammel Kone.«'
Den unge Lage havde snarl oversiuet Situationen
»Er der nogen døde?« fpurgle han henvendt til
Fiarem
Hun knnde næslen ikle svare. Ulylken var loms
men faa hurtig, saa uvenlel over hende. Jnde i Kam
nierel ved Siden af laa ullen syg, maafke dpdsfyg. Som
en halv bevidsllos gik hendes flærle Mond der frem on
rilvage vaa Gulvet, uden at hun endnu havde lall mcd
heim eller hørl el Ord fra dam. Og oppe i Storsluen
laa Liqel af hendes enesle Sen.
»Ja —- Erik, vor Son, er ded.
,,Hvor er han?«
»Heroppe,« svarede Konen og gik foran ud ad Døren.
Eiter en lorl Underspgelse sagde Liegen:
»Ja, her er inlel al gore.«
»Da vor Daller et fvg — visl megel fyg,« sagde
Floren, da de aller gik ind i Sluen.
,,Saa flal jeg se lil hende. Men forsl maa Hi
have Ajleendene udenfor al Fake.« ;
Hurlig aav ·Lcegen sine Ordre. Selv tog han deni
mefl anatebne under Behandling, og snart havde han!
bragl liam saa vidl til sig selv, at han kunde overladez
liain lil de andre.
Sau aik han ind lil Ellen.
Hun laa med brændende Kinder og slirrende Øjne
i befliae Federvildelfer.
Lagen undeksøgle hende omhyggeligl.
»Der er intet sygl Organ,'« erllcerede San. »D-.-l
er en flirrt Fortslelse i Forbindelse med en Overspæm
ding af Nekrverne. Og hvis ikle nogel uventel lrceder
til, vil hun nok snarl komme over del. Men hun maa
verre i absolut Ro, og selvfslgelig maa der bestandig
være el Menneste hos hende.«
»Jeg lan godl blive her, til J er færdige med Man
dene,« fande Marie. «J hat jo alle nok at gpre.«
«Tak. Marie," hvisiede Karen og trykkede hjerte
ligl hendes Haand
tin Time-Z Tid efter var alt stille i Hulet. Man
dene var gaael, og Ole Konge var btagt i Seng.
Han tunde dog ikle sove.
Han faldt i en let Slummer, men vaagnede strals.
igen.
Saa flod han ov.
En uimodflaaelig Magl drog ham op i Storstuen·»
Der falle han sig ved Sonnens Lig, holdt Haanden for
sine Øjne og hultede som et Bam.
Time efler Time vlev han siddende der opve, og
del gentog sig de folgende Dage, saa lange Eril laa Lig.
Han var faarnælt og indesluttet.
En Dag, medens han sad der opve, lom Guin
bsj ind.
Ole Konge saa op, og der git et Treet af Uvillie hen
over hans Ansigt.
Den gamle Læree stod en Stund og betragtede
Erit, der laa med halvaabne Øjne og en fvag deme
paa Kinderne, sorn han sov. Saa lagde han Haanden
paa Ole Konges Skulder og sagde stille:
,,Kunde du lro, flulde du se Gudz Herlighed.«
»Er del Guds herlighed?« sparede Ole bittert.
»Du set kun din Son, Oce, men itte Gu ds Ssn
— Herlighedeng Herre. Og han hat sagt: »hvo, som
fer Sonnen og tror paa hom, hat et evigt Liv, og jea
llal oprejfe ham vaa den vderste Dag.
»Der er ingen Gud lil.« svarede Ole Konge barle
»Jo, Ole, du hat market hans Magt.«
»Motive holdt han da ikke sin Haand over min
Drengli«
,,’for at dtage dil Vierte til Guds Son. Jngen
lan komme til Sonnen uden Faderen, sorn ham udsendle,
drager ham.«
Ole Konge fvarede ikke.
»Am-e Ole —- korn til Guds Sin, og du vil fe»
Derlighed ogsaa over denne Kiste.«
Ole Konge giorde et utaalmodigt Trick med Still-i
drene, reiste sig beut ov og soebd Stum.
—- —— Ellen koin hurtigere over sin Svgdom. end
nogen havde turdet hande. Allerede den firsle Nat faldl
hun t en flere Timers lang SM.
Eiter at hun var vaagnel, laa hun dog stille hen
—- ftlrrende sttvt frem t Rummet.
I LIbet at nieste Dag sov hnn lidt af og tll. Men
den vaafslgende Not faldl hnn hen l en lang, tung Stim,
Wen hun klar og fnldt vevtdst vaagnede «op. hnn
var meget ndmatlet. sendet ellers saa straalende Sine
saa trcette ud, og hendes blege Ansigt, over hvis ener
gisie Linjer der laa noget tungt og slapt, var præget af
dyb Kummer.
Moderen snd oed hendes Seng, da hun flog Ø;
nene op.
Ellen beincrrtede hende ikke strats. Hun laa «
Dieblit og besindede sig. Som en vildfarende, der føler
sig frei-n gettnem tastte Taager, saaledes arbejdede heu
des Tanter fig lidt ester lidt tilbage til det Tidspuntt,
da hendes tlare Minder begyndte. Saa var det, som
lagde der sig en tung Sten over hendes Bryst, og hun
stonnede tunat.
Moderen areb hendes Haand, og bun vendte sig
om. tit Lieblit hvilede deres Blit tavse i hinanden.
Ellen sogte i LlJtoderens trcette, forgraedte Øjne at læse
Soaret paa det EvørgsmaaL som hun ncrsten itte turde
udtale —· Eporasmaalet om Faderen. Men hun laeste
tun Sorg og Zmbed Saa lom det omsider som en.
angstsuld Hvistetn
»Mor — Far er da ikte —?«"
»Nei, min Piae, Gud sle Lov. Men Erit —« mere
sit hun ittc sagt, saa kvaltes hendes Stemme i Haltet-»
idet hun bøjede sig ned ·og gemte sit Ansigt i Hovedpuden.
Ellen arckd itte. Taaretilden syntes at være stivnet
i hende. Det, der tnuaede hendes Hierte, var itte blot
Jota over Savnet as hendes Broder, det var noget, der
var bittere end Som, noget, der havde lant et tcct Morke
rver hendes Sirt-L oa som itte iunde lindres ued Graad
Hirn tav en Stund, saa hvislede hun:
»Mot, det er min Slyld.«
Moderen saa opmoerksomt op.
»Hvad mener du, mit Barn?«
»Det er min Stltld, at Erit maatte den«
Moderen tørrede Taarerne as med sit Forklæde og
saa sornndret, neesten sorslraettet paa Datteren. Hun
var ikke lanat fra at besrygte, at Ellen endnu talte il
Vildelse. l
,,Lad vcrre med at tænte saadanne Tanter. HvadJ
tunde du note for det?« sagde hun med tiltvungen Ro;
»Jo, Mor, han døde sor min Sknld, sordi jeg siodl
Gud iniod. Aa Mor, det er sorscerdeligt at staa Gndf
imod.« !
Moderen slap Ellens Haand og reiste sig op. Dat
terens Ord vegede ind i en Verden, hvor hun ikte var
tendt. Linn vidste ille, hvad hun slulde svare, og hun
folte tilliae, at bun ikke kunde sige noget, der kunde vcere
hende til nogen som helst Hjaelp. Tillige havde hun ved
Ellens Betendelse folt et Stil i sin Samvittighed. Hen
des Fader oa bendes Son havde oste vist hende Vejen
til Samsnnd med Gud og talt til hende om Guds mange
haande Dragelser. Men hnn havde overhørt det. Der
var alt sor meget, der havde bundet hendes Sjcel —
bendes Mand, bendes verdslige Natur-, hendeg gamle
Levevis og meget mere Men oversor Datteren turde hun
itte fremsøre sine Grunde. Hun anede, at hvad der
rørte sia i Ellens Hierte maatte have Lceaedom Des
Uden havde disse Dages Angst og Sorg sammen m»d
Glerden over, at bun dog sit Lov at beholde dette sit
sidste oa eneste Bam, gjort hendes Hierte saa blodt, at
bun itte tunde rnodsætte scg noget som helft, der tunde
tjene til at ovlive Ellens Sind. Dersor sagde hun:
,,Bedstesadcr sidder ude i Kotienet Han vil vist
gerne se, bvorledes du bar det. Sial jeq talde paa
imm?«
»Ja Tat, Mor!«
; Lidt ester traadte Gronhøj ind.
i Der gled et trcet Smil hen over Ellens Ansigt da
ban satte siq ved Sengen og greb hendes Haand. Men
det var som et mal Solblint gennem tcette Stint Dct
Idode hurtiat igen.
J »Naa, lille Ellen, nu er du over det,« saade ban
jog tlappede hende paa de hvide, gennemsigtige Kinder
I »Jeg ved det itte « svarede hun tunat. »Im vd
itte om jeg nogensinde kommer over det «
j »Ja vist, jo vist, nu ingen Grublen lille Ellen,
men verr alad over at du er kommen saa vidt «
s Ellen levede i sin egen Verden og horte næsten it e
tin-ad han saade.
! »O, Bedstesader, det var en srygtelig Daa,« saade
intn idet hnn lagde Haanden paa sin Bande.
l «Det var en as Gilds store Dage,« sagde Leereren
stille. UW
l »Ja, den strenge, strenge Gud.«
; »Ja, den Gud, som tan synes streng, men som
ldog er Karlighed Tror du itte, han er Herrlighed?«
»Jeg tan flet. intet tro,« svarede Ellen og rystede
vemodigt vaa Hovedet. ,,Jeg mindes blot, jeg ser Jg
»in-ret. Jeg hsrer endnu, Bedstesader, og alt, hvad ieg
heiter-, taler i Toner saa alvorlige og strenge, at min
Sjcel bcever. Jeg horer Havets Brusen og Volk-terms
tunge Fald, og niidt i Butderet hsrer jeg Nodraab im
en. mit Hierte havde saa ter, og ingen hjælper — inaen
tan hjælpe, thi Gud vil det itte. Jeg horer tunge Trin,
og jeg ser et Ansigt — det sidste jeg mindeö fra den for
seerdelige Dag — og alt, alt er det som en Rost sra
Dommedag.«
»Hm-e lille Ellen!« sagde den gamle omt og tlav
pede hende paa Kind-ne. »Jeg sorstaar dig saa godt
—- det fynes altsammen strengt, ja ondt, men du vil
komme til at se det t et andet Lys, det tror jeg.«
»Da jeg hsrer andre Roster,« sortsatte Ellen sin
egen Tantegang· »De lyder saa mildt og blsdt. Dei
er de Ord, som du hat sagt, og som Erit bar sagt —
jeg mindes dem alle samtnen —- men de steter dog i
mit Hierte som starpe Knivr. De taler om Dom VA
Dom og Dom.«
Hun stiulte Ansigtet i sine Heender som i Angst.
han lod sin haand tertegnende glide hen over
hendes Vaat og hvtstede stille:
»Ja, ltlle Ellen, saaledes lyder det sra et Hier-te,
der ttte er i Samsund med Gud, og saaledeg stal det
ogsaa lydr. Bi maa first mode Gud som Drommeten
ist vi kan gribe ham som FreisereM
»Og ieg betet des susende Binde komme —- sendte
as Gud.« blev Ellen ved." »Jeg ser Havet rejse sig —
ogsaa ved Guds Magt —- jeg set Banden tæntre —
les see de nlykteltge svtmme om i Brætdtngen —- og
its htree Strtgene — og hvoesoe stulde det alt sammen
ste? Jlte for deres Styld derude, men for min Skyld,
»Bedstefader.«
: »Ja, det var maaste en af Grundene· J hvert Fald
var det en niægtig Røst, som ogsaa vilde tale til dig.«
’ »Gud vilde strasse mig.«
»Jtej, Gud vilde frelse dig.« s
»Nej, Bedstesader —- jeg ved det. — En Gang vildc
han srelse mig En Gang kaldte han paa mig, ja, lcenae
lange, men jeg sagde nej. Nu er der tun Straf og Dom4
tilbage.«
,,Lille Ellen, du tender ikte Gud.«
»Jo, Bedstefader, jeg tender ham. Jeg har en
Gang — ja mere end en Gang —- vceret ganske nær. Jeg
har Inaertet, hvorledetz han areb om mit Hierte og vilde
taae mig fangen. Jeg syntes ogsaa at føle noget af
den hellige Lytle og Hvile i at høre ham til. Men —
saa sagde jeg alligevel nej. O, Bedstefader, jeg tunde
itte andet.«
»Men nu, Ellen?«
Den gamles Øjne hvilede forstende paa hcnde.
»Ja, nu — nu er det for silde. Aa, Bedstefader,
der var en Tid, da jeg sorstod dette, at Herren lan lade
sit Ansiat lnse over as og løfte sit Aasyn paa os. Der
ajorde han —- snntes jeg —- den Asten, da jeg kom hen
til dia, og du laa og had. O, jeg har aldrig kunnet
alemme det Mode. Da var det, sotn Herren havde løftet
sit Aasyn paa mia, som om hans Øjne lyste mig i Møde
med sen Fred Oa da vat jeg ham aansie, ganste nar,
saa nar, soni jeg noaensiinde har været ham. Oa doq
saade jeg nei. Jea tunde itte andet. Og fra den Af:
ten var det, som om Gud vendte sig sra mig —- soin hanc
vDies Lns var slnltet for mia — sor eviat.«
»Nej, lille Ellen, ilke for evigt. Ja, hans Øjne
liar aldrig vaeret vendt bort fra dig — heller ikle i
disse sidste Dage. Men Sagen er, at fra den Aften har
dine Øjne vceret blendet, saa du ikte har kunnet se ham.«
»Jo, Bedstefader ——- jv. Jeg slal sige dig —— jeg
tror, Crit vildc være bleven reddet, hvis jeg den Dap,
tunde have bøjet mit Hierte. Men da kunde jeg itte.
Jea synteL, jeg stod over for en Magt saa truende og
streng, at mit Hierte blev ganste toldt og haardt. Jeg
kunde itte bøje mig. Det var, sotn lød det igennem alle
frygteliae Lnde der ude sra Haoei. ,,Det er Guds Straf,
det er Gnds .Lacevn, nn er det for silde.« Hun tav et
Øjeblit, saa fortsatte hun tlagendez »Au, Bedstefader,
det var ja oasaa for silde, det er jo for silde. Jeg har
jo hast en Besvaelfegtid men jeg kendte den ikte —- fordi
iea itke vilde tende den.«
Hun stønnede holt, idet hnn paa ny sljnlte An
sigtet i sine Hemden
»Lille Ellen,« sagde den aainle inderligi. »Du var
tidligere bedraaet, og du er bedraaet endnu. Men jeg
siaer det iaen — du tender itte Gild, du kender ikte
’Jesus; thi det er det evige Liv, scaer han selv.«
Den aamles Ord var tun tomme Lyde for Ellen.
De tunde itte naa ind til hendes Hierte.
»Aa, Vedstefader « sukkede hun, ,,jeg er saa ulyl
telia. Det er, som oin alle Sole er slntkede for mig«
»Ellen, maa jeg sige dig et —- tunde du blot bede
— bede til den Gud, som elsker dia, stønt du ilte ved det
— til ham, du itte tender« stønt du tror det, saa stulde
du en Gang komme til at merkte, at Solen, alle Soles
Sol, itle er sluttet for dig."
J det samme traadte Ole Konge ind.
Grønhøj reiste sin, vg Strandfogden satte ftg paa
hans Plads.
Hans 91nsigt, hvori Sorgen havde staatet dybe
Inter, syntes endnu mere strengt end ellers. Men det
var tnn i det ydke. Tonen var blød og havde en let
slælvende Klang, da han bøjede sia ned over hende og
sagdex
.,God Morgen, min Pige.«
»God Morgen, Far.«
Ellen lagde sin Arm oni hans Hals-, vg han tog
hende om Hovedet og lagde sin Kind ind til hendes Haar·
Saaledes blev han lænae siddende, og i dette lange,
stumme Kantegn sortalte de hinanden om de sidste Dages
falles Sorg og Smerte og om Glæden over, at de-begge
levedr.
Ole Konges Hierte var i dette Øjeblil som en bru
sende Flod Stulde han have fulgt sit Hiertes Trang,
var han brudt ud i Hnlten Men han betvang sig·
Han var saa uvant med at lægge sine Følelser for Dagen
Med et energist Kast med Hovedet rettede han sig
atter op og sagde med tiltvnnaen Liaevaegt:
»Du maa have noget at spise, Ellen. Og saa slal
du have Ro.«
Gtønth forstod Hentydninaen og vilde til at gaa.
,,«’5ar!« udbrød Ellen, og der var baade Smerte og
Bebrejdelse i Tronen. »For, Bedstefader maa da not
sidde hos mig.«
»Ja, vist tnaa han det, men jeg mener —- sa, du
ved not, hvad jeg mener.«
,,Aa, Far,«"sagde Ellen, idet hun saa bedende paa
ham. ,,Hvis vi nu havde vasret i Eriks Sed, tror du
saa itle, det var godt, om vi havde haft Eriks Tro?«
»Jeg ved itte,« svarede Ole Konge bestemt. Nu
var han helt sig selv igen. »Jetzt tror not, jeg tan d
i den Tro, jeg han«
Dermed svrlod han Stuen, vg Grsnhsj sulgte sttaks
efter.
Lidt efter lom Moderen ind med Mad; men Ellen
havde ingen Appetit.
»Du stal vtrtelig spise noget, mit Barn, ellers tan
du jo ikte komme til Krefter. Og du siulde dog gerne
vcete oppe og helt rast til Begravelsen.«
»Jeg tan itte spise mete, Mor,'« svarede Ellen vg
lagde sig trcet tilbage paa Baden.
Da hun var bleven alene, kastede hun et Blil hen
paa Knud Albæts Billede. Hvor underligt —- for nogle
Dage siden havde hendes Øjne tindret af Lylke, idet
han betragtede det.
Nu var den ttndrende Glanz i hendeg Bltk for-«
svundet. Hun elstede hatn jv. Hun elsiede ham saa
holt, som en ung Pige tan elste en Mand. Men der
havde lagt stg Slygger over hendes Liv, der sljulte del
Fremttdeni straalende Eventvrland, som dette Billede
ellerg kunde ftemteylle for hendes juhlende Sind.
l
Dg Slyggen var Sandheden fra Gub, der W
kamt hendes gcnftridige Hierte. Hun havde vceret sp
en anstndt, flygtende Hjort. Men nu vat Hjorten styttct
oa laa og var ved at forbløde sig. Hun kunde iile W
flyate dort fra Gud Hnn tunde aldrig mere faa hats s
nd af sin Tilvcerelse Hun vidste det —- vidste det sag
fitkert sont noaet, at det Liv uden Gud, hun i Fantasien
havde ndtnalet sig som Paradiset, tun vilde blive sont
Evas Liv uden for det tabte Eden, hvor de spredie Sol
lilink sra hendeg Kcerligheds-Himtnel ikke vilde kunne
aennenitrasnae Dødsskt)gaeti, der havde lagt sig over heu
des vaagne Samvittiahed
Oun inaatte finde Gud, slulde hendes Hjerte nagen-.
finde komme til at aande frit. Og hnn følte i dette
Øjeblik, at der mellem ham og hende stod et blinkendt
Flammesværd Han havde kaldt paa hende, og hmt
bavde ikke villet komme. Hun havde atter og atter be
vidst sagt nej. Oa nu var hendes Beføgelfestid forbi.
nu havde Gnd luttet sin Himmel for l)ende. Nu iunde
bun ikte mere finde hani. ·
Hnn areb Bkevel fra Albæk, der laa ved Siden uf
hans Billede, oa beanndte at lasse det igennem.
,,Vittoria, Seit for inig og Seit for dig. Nu gaat
det inod Brudeftamlen -—— —««
Mere fil hun ikle liest Hun lagde Armene ned
Paa Dynen oa beayndte at male Fremtidsflotte Meu·
der var ingen gyldne Farver paa hendes Palet, ingett
Sol over hendes Billede.
BrudestamlenS ——— Brl)llup! Med et var det, fvm
om en islold Haand lagde sig paa hendes Hinte. Ei
andet Brytlup stod for hendes Tanke — en Kongespns
Bryl1up, hvortil bun onsaa var laldet til at vaere med
-— sont Brud. Hun var kaldet til Lammets Bryllups
nadvere, ja manae Gange i Guds Langinodighed. Meu
hvad havde hun svaretZ
Det igncdc igen i hendes Blod, idet hun mindedes
Ordene:
»Im toa mig en Hustru til Ægte, og derfor kalt
jeg ikke komme.«
Dei var jo l)ende, der havde svaret i den Aand.
Dei var jo en jordift Brudgoin, for hvis Skyld hmt
havde sagt nej til den himmelsle.
Og nn var det for silde. Det havde hun jo Her
rens eget Ord for.
»Da blev Hugbonden vred.« — Ja, Gud var vred.
Det, der var stet, var den vrede Guds Straf over heu
des Genftridighed Og Haabet var ude. Der stod jo
intet om, at han forandrede Sindelag. Der ftod jo
netop:
»Jngen af de budne stal smage min Nadver.«
Nei, hun var forkastet. Hun stulde aldrig komme
til at sidde til Bords med Exil —- han, som nu var
vcentet ved de helliges Side — hjemme hos Gud.
,,Eril!"
Uvilkaarliat raubte hnn dette Navn hie-ji« Dei kom
som et Smertensstrig
j Hnn faa fig i Tanten staa paa et merkt Sied og
’Etik langt borte Og imellem dem saa hun en dyb
dnb Kløft, den som er befcestet til evig Tid.
»An, Erit,« gentog hun i jamrende Smerte, idek
hun holdt Heenderne for Øjnene og brød ud i en volds
som Hulken.
Graaden virkede beroligen paa hendes Sind. Mut
Slyagerne laa der endnu, og ingen Morgenrøde bebns -
dede noaen kommende Dag.
Saaledes aled Time efter Time hen. Hun spiste—
tun lidt i Lobet af Dagen, og hun talte kun lidt, naat
nogen lom derind.
Ud paa Aftenen faldt hun i Søvnz men vaagnede -
igen ved Midnatstid
Saa snart hnn flog Øinene op, var hun alter inde.
i den dybc Sjælekamp. V
En Seng var under hendes Sygdom flyttei ind f -
Vierelsei. J den laa Moderen og sov trygt.
Med et vaagnede hun og hørte Ellen siønnr. ;
Hun gned Øjnene og saa sig om. «
,,Hvad er der ved det, Ellen?« its-,
»An, Moder, jeg er fortabt.«
»Hvad er nu det for noget Snal. Hvorledes faki
der du vaa det?«
,,Det hat Gud sagt."
»Nej, vist ikke nej,« trøstede Moderen, ,,det er da
noact forskrckkleligt noget at bilde sig ind.«
»An, Moder, det er ingen Jndbildning, det et
Sandhed.«
Karen satte sia op i Sengen og tcendte et Sys.
Gllens bleae Ansigt var endnu blegere ved Siæret
fra Tarllepraafen. Den dybe Lidelse, der preegede heu
des Trak, bar Vidne om den heftige, indke Kamp, hmr
var Genftand for.
Moderen flønnede snart, at hun ikle havde den«
Medicin, der kunde blive Lcegedom for hendes Datteti
SjceL Derfor sagde hun i en fortvivlet Tone:
»Hvad sial vi da gere, min Pige?«
,,Jeg ved ikke, Mor.« ·’"
»Du ligaer jo og bliver fyg igen, hvis du bllvet
ved med at tcenke saaledes. «
»Ja, hvad saa, Mor —- gid jeg var dsd —- dsö
som Etik.«
,,Ellen, faadan maa du ikle tale« —- fagde Mode
ten paataget streng.
»Jo, Mot, for Crit sidder nu banket ved det sinke
Bryllnpsbord i Himlen, men der kommer jeg ilke med.«
»Ellen, hold dog op med saadan Snak. Dei er je
sygeligt, hvotfor siulde du ilte komme medi«
»Nei, for jeg har sagt nej til Guds Kalb, og —
Mor — det er jeg ogsaa bange for, at du hat — og
Far med.«
»Nei, nu bliver det dog snart for galt — Elle-X
fagde Moderen ivrigt, »tænk dog en Smute paa, M
du sigek. Du dømmet jo din Fat og Mor.« . ·
«Aa nej, lille Mor, jeg dsmmer ingen af jet. M
du ved jo godt, at baade Bedstefader og Crit hat taki
med ier for, og du ved ogsaa godt, at vi to saa tit hat
vieret enige om at siaa det hele han«
»Ja, for det lan jo bog gaa for vidt med den Ue
ligion, det ved du nol, jeg hat sagt. Og bet mener iesP «
works-W i