1StrandfoLgdenS D;tter.
Af N. P. Madfen.
(Fortsat.)
Zaa snart Banden begyndte at glide indad, dtev
det faataldte Slccb tastet nd. Dette var en lang tin-m
Wthusagtig Sort, der ved to Tov —- et fra den brede
og et im den spidfe Ende —- var faitgjort til Vaaden
Den-; Besternmelle var at holde Baaden tilbage, ncmr
denne blev gteben af en brydende So, og dcrved hindre
den i at lobe med. Hvor Seen var mere stet, tunde den
ipidfe Ende trcettes fremad, hvorved det var lettere
at ro.
Banden var en ganste ny Type, der for tort Tid
siden var indført. Og man net-rede en ubetinget Tillid
til den. Særlig var Sloebet jo en futdt ud betrnggende
Jotanftattning.
Naar Søen brsd, væltede der blot nogle Tender
Vand ind over den. Og det betød jo intet. Den tnnde
del duve sig og dirre lidt under de tunge Vandnmåiters
bragende Fald, men den rystede det strats af sig isten
og et Dieblit efter gyngede den atter rant og tnejiende
irnn en Svane paa det vuggende Han.
Ved Roret itod Ole stonge —- høj og bred og feis
iæt ioni en Admiral, der vender tilbage eftet et vundet
Zeitlan. Han ftyrede ind lige igennem Leddet. Pia
tsegqe Sider brød Soen tned fndende Bran, ogfaa iariqt
bagved men ingen i Nærheden af Banden.
Pludfelig begyndte en Es at krumme fix-( so til
Fatd lige bagved Stavnen.
»Vend Slaebett« tonnnnnderede Ole Kanne rned
mægtig Rost.
Monden vilde eftertonime erren, nien lian t:inde
itte. Tovet var tonnnet i tllave. Han sled i det 15
alle streitet-, men ntt forgrrves.
Hnrtinete end detie er bestrevet havde den frem
rullende So taarnet sig op. Med et buldrende Brot
imrtede den ind over Banden, lostede den op on tastede
den fremad med en pilende Fari, medens Steh-et der
tseitandin vendte den spidfe Ende fremad, sprang ten-. en
Hat i Vandssorden langt bagude.
Lle Konge var bleven blen. Han arbejdede as alle
streitet med Roret, men dette var ganfte dødt.
Han havde itte det mindtte Herredømme over iin
Baad.
Dog inntes den frygtelige Furt at ftulle fort-be
beldin. Men pludselig gjorde Slcebet et Sprina til Ei
den, og dette blev stcebnefvangett Det gav et Rot i
Banden, sont bevirtede, at den blev slnnget om paa tvcers
di Seen —- og i mindre end et Setund laa den med
Banden i Vejket.
Et qennemtraenaende Hvin star gennem Luiten inde
ita Land, og faa Minutter eiter var tre Bande iat i
Vandet.
J et faadant Øjeblit fejrer det Kammeratstab, der
beriter mellein Fisierne, en af sine ftøriie Trinmfer.
Der spsrges itte om Ven eller Fiende, der tcentes itte
paa, hvad der voves· Aun en Tante beheriter alle —
der er samt-streuten der tcempet med Døden derude.
dg de maa reddes —- for enhver Pris. Om deres lille
Baad eller Pram tan staa mod de vceldige Søer — om
de selv ital oft-e detes Liv derved — det er der i et
.saadant Diebtit hverten Tid eller Raad til at overveje.
Vlot i den neermeite Band og ud. Minutter, ia Schin
der tan jo veere tostbare, naar Mennester svvmme den
ude i det istolde Band.«
Crit var tommen ind under Banden
Med Opbydelfe as alte sine Krafter lvttedes det
bain at tvinge sig ned under den tytte Kortlsnning on
flippe ud.
Da han fit Hovedet ovenfor Vandet, var han ganite
tortmnlet. Spernes sydende Brus og Nsdraabene em
tring harn surrede rundt i hans Bevidlthed som en eneste
iotvirret Latin.
Endelig tunde han sanfe saa meget, at han tunde
tcnte paa Redning.
Han saa stg om efter Banden.
Den drev ftere Favne fra hom.
Da han tunde svømtne, lyttedes det ham inart
at naa hen til den og gribe tat i et af Tovene. En
fein-few af de andre holdt ligeledes fat i hver sit
Tov, medens to sad og eed oppe paa Kslern
Saaledes git nogle Setunder.
Banden dtev med stært Fart nord efter, hvor der
-var svcerere hav.
Med et brød en vceldig So hen over Banden. De
to, der sad ovenpaa, blev styllede dort, og flere ai de
andre maatte flippe.
Erit btev ogsaa revet bort. Han sit dog fat igen,
men lidt efter blev Tovet attet revet ud af hans Hat-nd
Han begyndte all-rede at marte, hvorledeö Kulden
lammede hans Kraft, og da han itte saa nogen Udsigt
til Redning, befalede han stn Aand i sin himmelste Fa
ders Hunder. hans Sind var rotigt, og hans Sjcel
inldi med Guds Feed. Ja, det iublede t harn ved Tan
ten om, at Englehænder allerede var udbredte for at
gribe ham og bære ham hiem til Guds Paradtö, naar
hans sidste Kræftee var udtstntr.
Jdet en ny St styllede hen over hom, martede han«
at nsget rsrte ved hans Arm. Han greb for sig og sit
fat von en Anre. Den holdt han stg oppe bed.
Pludselig blev en Sttttetse siynget ind imod hom.
Det var Leisten. ·
»Tag fat t Aaren her,« raubte Erit.
»Jeg tun niesten ttte mere,« nennede Leisten, men
sit dog fat i Aarem
»Er der ingen Baad at set«
»Im ved ttte. Der var en ltge ved spr, syntes jeg.«
»den-Not hat du intet Brette hast«
»Jeg Dom ltge i sidste Øjedttt og sit itte Tid ttl
det.« - «
· »M- Kritien.«
»JC·««
, »Wenn san ttte biete os, werter jeg, tht ieg tun
ttte komme usw«
»Und Ist vt da WI«
»Du ital faa den, Kristen, thi jeg tan do, men det
tan du itte.«
»Tai, tat, Erik.«
»Men vmvend dia saa, Rristem hører du, hvis
Herren irelier dit Liv.«
»Ja, ja, ja! Heere, frels mig — frels min Sjceiz
jeg tan itte det, ioin jeg hat det.«
Eritg Kræfter var udtsntte. Han falte, hvorledes
Kulden ftivnede alle hans Lemtner.
»Farvel, stritten-—- hils —- bils —- alle — Ellen —
Jeius" — sit han siødt stem, saa slap han sit Tag og
sank.
Krifeen slnnaede Armene oni Aaren og foldede Horn
derne for ilte at slippe. Han vilde prøve Paa at raabe
igen, men tunde itte. Han markede, hvorledes Kulden
nenneiniånede ham, og alt begyndte at sortne for hans
Linn
Tilsidst mistede han fuldstcendig Bevidltheden·
J fatnme Øjeblit blev han greben as et Par stærte
Arme ca truttet op i en Baad. —- —
Eaa snnrt Ellen saa, at Fifterne git i Rednings
banden, vg fit at vide, at Erii var med, faldt der en
velgorende No over hende. Hun havde saa ofte hørt
den nye Baad bekomme, og hun vidste, at hendes Fader
itod til Port-, san nu var da al Fare overftaaet.
La idet hendes syge Sind bervligedes, begyndte
lnin at indse det taabelige i, at hun faaledes havde ladet
fia spitræmnie og betage af noale nhyagelige Dromme
inner.
ask-ad der stete i Dag, var hun jo desuden saa
vant til at opleve. Og aldrig havde det før saaledes
overvceldet hende.
Hun iølte sig nieget syg. Hendes Hoved var saa
trat, at hun nceften iite havde Herredømine over sine
Tanter. La hun blev helt anast ved at tcente paa,
kwor denne Etiænding tilsidst tunde have sørt hende
!)en. Hnn troongte til Hvile. Og den bedste Hdile for
Eiendes Sind var at bade sin Sjæl i sin unge Lyttes
znie Eolitin
Med et traet Sinil lagde bun sit Hoved ind til
Maries Stulder og begnndte i Fantasien at fremtrylle
de Villeder, soin ttnud Albcet havde inalet for hende i
Breven
Its-g navpe havde hun gjort dette, for et gennen1
trængende Hvin nede sra Strande-n atter strcemmede
Lende op. Et eneste Blit nd over Brændingen bragte
alt Vlodet til at fare op til hendes Hinte. Hun vildc
raate men hun tunde itte. Hendes Strube var snøret
iammen, ioni stulde hun tveeles. Endelig iom det sont
e: Jammerslrig:
,,Ls.ltin For — Erit.«
Zaa fnldt hun afmaegtig om i Marieszv Ame
Lange laa hun saaledes uden at rote sin.
Etønt Maries Hierte var sannnensnøret af Angst
on Zmerte ved Tanten oni, at hendes Mand ogsaa laa
on tckmvede detude i Bosgerne, turde hun doa itte gaa
ssra den soge, unge Pige. Der var ingen, der tunde
hielte Alle var strønnnede ned til Banden
Endelia tom Ellen til sig selv. Men hun var saa
aftroefiet, at hun nceppe tunde stdde oprejst. Det var
øjeninnliat, at Federen brcendte i hendes Aater.
»Han dtutnek og tnaaste Far med,« sagde hun,
idet nun lagde sit Hoved ind til Maties Skulder.
»Kunde du tro, tunde vi tro, Ellen?«
»Jeg tan itte tro." svarede Ellen t en tlagende
Tone.
Hun leitede Hovedet og stirtede nd over Havei.
»Der ligaer de ude — i det kolde Band — jeg
tan se dem tlamre sig til Baaden og to ovenpaa. —
Nu tommer der en S-. —- O, Matie — jeg tan itte
taale at se det.« Hun holdt beendet-ne for Øjnene, men
tog dem strats bort igen. »Na tom der en So til. —
O, det er sorfærdeligt — nu er der tun et Par Mand
ved Baaden —- og der svøtnnier en — er det ikte Erit?«
Ellen opløstede et nyt Steig og vilde viere salden
bagover i Baaden, hvis itte Marie havde stottet hende.
Hun havde gentendt sin Broder.
J det samme totn Grønhøj til. Han sit bragt hende
up i et as Fiftethusene, hvor hun blev lagt paa nogle
Seil, der laa sammenrnllede i en Mog, og der blev
iendt Bud eftek en Vogn.
Den gamle Lærer satte sig hos hende.
»O, Bedstefader, de drutnee — han dtukner,« hvi
siede hun, idet hun greb hans Haand
»Gud er almægtig, lille Ellen,« svatede han stille.
Almcegtiak — Ellen laa et Øjeblit og akbejdede
med dette Ord. Men hendes Hoved var sor træt vg
hendes Sind for sygt til, at hun tunde saa noget ud
deras. Hendes opstræmte Fantasi tunde nieget leitete
tumle med de Billeder, som i de sidste Timer havde staaet
saa levende for hende.
»O nei, han deutner, Bedstesader — jeg ved det,
jeg saa hakn jo — med det dryppende Haar.«
»me saa du? Din Indes-V
»Nei, Etit.«
»Notat«
,,J Nat.«
»Da hvis det ster, lille Ellen, hvad saa?«
»O. jeg ved det godt, Bedstesader, det er Guds
Sitaf.«
»Nei, det er Guds Kalb, Guds Kætligheds Kalb,
rnin ltlle Ptge.«
Ellen lustede sine Wink
Den gamle bsjede sig ned og lagde Haanden paa
hendes Wande. Den brcendte som Jld, og han kunde
merke Pulsen harnre i hendes Ttndinger.
»Ja, det er Guds Kalt-f hvistede hun monotont
oa klagende. —- »Det lsd derude sea, og det Inder endnu
imtne Dren.——Og jeg vtldetlle lim- ieg vilde itte.«
»Men vtt du «"nu, Ellen? Eller stal Albæt være
dtg en evtg Leenket«
»Albæt·t« Ellen geeb stg op til Panden Not
Tanter begyndte at baue sig Bei gennem hendeg trætte
hoved Hun laa en Stand tau, faa sagde han platt
selig
Aedstesadey hvoe Gnd er streng.«
»Stil- er Ketllgheb.« -
»Ogsaa t Mas«
»Ja, Ellen, ogsaa i Dag.«
»Ogsaa hvis — —«
. Hun kom ikte videre. J det samme hørles junge
Trin udenfor, og et Øjeblit efter tkaadte nogle Mcend
ind ,bcerende en livløs Stillelse, som de lagde paa
Gulvet.
Ellen løftede Hovedet for at se, hvad del var, og
i samme Nu var hun oppe, vatlede hen og tastede sig
med et Steig ned over den døde. .
,,Eril! Eril!« raubte hun, idet hun flyngede Ars!
mene om hans Hoved og lagde sin Kind ind til hans
, vaade, istolde Pandr. »Erit,« gentog hun. Saa kvaltes
hendes Stemme, og hun faldt i Afmagt.
T Hun blev dog snart bragt til Bevidsthed igen, »g
’lidt efter fad hun paa en Vogn, lænende sig op til stn
ZBedftefader paa Vejen hjemad.
Bag i Vognen under et Sejl laa hendes døde
Broder
IXU
Dei var en haard stamp, der Var bleven udicempci
;iide i Brandingen
l De tre, smna Baade blev slere Gange halt-i fyldte
med Band, og det saa forivivlei nd. Men vcd Mand
stabetg Raadsnakhed oa Uforfcerdethed lhttedes det at
holde dem oven Bande i den oprørte So. ;
Otte Mand, hvoraf to. af Redningsmandstabet,
imaatte lade dereg Liv.
i Erit drev stkats i Land. Senere fulgte tre til.
De øvrige drev først ind et Par Dage efier laengere
Nord paa.
Resten blev reddet, men alle i niere eller mindre
foriommen Tilstand. De flefie af dem blev bragt ov
til Strandsogdeng Hjem, hvor de toin under en iraftig
oa inndig Behandling
Kristen tom forst til sig selv. Da Marie med
stor Ilireetielighed havde gnedet hans Fødder, tnnde
han vegnnde t slendre af Stcd frem og tiloaae Paa
Gulvet, støttei af to traftige Fislere.
Da han var kommen nogenlnndc til Stræsier, løla
Marie hjeni for at gøre alt i Stand til ham. Hun lagde
i Rattelovnem hasngte Dynerne og de Uldne Lagener
til Banne og togte Kasse. Medens hun var i Fcerd
hernied, tom diristen hieni, fulgt af ei Par as Fisterne.
Marie sløj ham om Halsen.
,,Gud sie Lob, min Ven, at jeg hat dig igen. Er
du helt kommen til dig selv?«
,,Jtte rigtig,« svarede Krisien med en ejendomme
lig Betoning.
,,Men nn stal du faa en Ziop rigtig oarm staffez
saa hjcelper det noli.«
»Nei, Marie, det hjcelper ikie.«
,,.Hvad mener dn, min Vent« Marie saa paa ham
med et halvt sporgende, halvt forsttæitet Blit.
,,Jeg mener, at der er noget, der breender hernede,
og det hjcelper Kasse itte for.«
Med det samme git han hen og lutiede et lille
Hjørnesiab op og tog en Flasle nd.
»Kristen!« Dei kom som et Nødkaab; men hun
turde itte hindre ham. ,,.Kristen, ian du virteljg — i
Dag —- efter dette?«
Han stillede sig soran hende med Flasten i Haan
den og sagde med cn Stemme, der stjalv som under
tilbageholdt Graad:
»Ja, Marie, jeg tan — nu ian jeg."
Derpaa git han ud, og et Øjelslit eftek horte hun
et klingtende Smceld, som naar Glas inuses mod en
Sten.
J det samme listede de to Meend stille ud. Dr
fandt Situationen uhyggelig. Den Lyd, de havde hort,
klang for deres Øten soin en Dommedagsbasun.
Men for Marie var det som dejlige Klotketoner,
der ringer til Kitte. Hendes Angst var pludselig og
nanet bleven til Jubel, og dei Haab, som saa lcengc
havde ligget i hendes Sjcrl soni et Frø i frossen Jord,
havde med et faaet Liv og Betst Hun satte sig vcd
Vordet og stjulte Ansigtet i sine Hander.
Lidt ester tom Kristen ind.
»Se saa, Marie,« sagde han optsint, ,,nu er vi en mindre
i Hufet —- en streng Husven ——«.
Marie Iøftede Hovedet. Hendes Øjne var blændede
af Taarer, og hun hvistedex «
»Tai, Aristem for det du har gjort Om du vid
ste, hvor glad jeg er. Jeg var glad, da du blev trut
iet op af Vandet. Jeg var glad, da jeg saa, at du be
gnndte at vende tilvage til Livei. Men den Glæde, jeg
fnlte, da jeg sornam, at du havde sejret over din værste
Fjende, ian jeg ikte besttive. Aa, Kristen,« tilføjede hun
begejsttet —- ,,Gud er almcegtig.«
»Ja, det er han, det hat jeg etsaret i Dag. Jeg
hat hart dei sige saa ofte, men i Dag hat jeg set det.
Jeg hak set dei hos en, i hvetn Gud boede.«
»Bei var Erik,« sagde Marie stille.
»Ja, det var Erii,« gentog Kristen monotont, idet
hans Oer siirrede fraveetende ud ad Vinduet. Hans
Tanter dvælede ved den sidste Seene, han mindedes,
nde i Braadseetne.
»Gud stal have Tat for Erii,« fortsatte han. »Bei
var hans Stnld, at jeg nn sidder her, Marie. Han gav
mig Aaten, han gav mig sit Liv. Aldrig glemmer jeg
de Ord, han sagde. Og aldrig glemmer jeg de Øjne,
hvormed han saa paa mig, idet han sank. Jeg tunde
se dem — langt ned under Vandet. Aa, Marie« —
Kristen isrrede Øjnene med sine Knoer —- ,,seg tan
litke bestrive, hvad jeg fslte i det Qieblik — hvad de
Øjne sagde. — Jeg hat s et en Pradiken i Dag — om
Guds Magi og Guds Karlighed Og den vil jeg aldrig
glemme.«
Marie tog hanö Haand tmellem stne og sagde
lhtteligt
»Ja-et Kristen — saa er der to, der hat givet sit
Liv for dig.«
»Næsten tre, Marie,« sagde Krisien, idet han tagde
stn Arm om Marieg Hals og trnitede hende tnd til
sig. Westen tre —- og den teedte stddek her ho- mig.
lsJeg hat jo set noget af Guds Magt og Guds Kerls-H
for i Dag· Jeg hat fet, hvorledes den tan baue, M
ofte. Lla Marie, jeg er saa langt borte fra Gut-, III
naar jcg iænter paa mit Liv «og taenter paa, M
lech Gnd nat holdt ud med mig lige til nu, faa W
der jeg at tro, at alt tan blive godt en Gang.« hist
tog yende om lDotiedet og saa ind i hendes yndige, mild
Zjne »Kat! du tilgive mig, Marie? Jeg hat Meist
et Starn — en fordrutten Stattel. Men nu stal vlitt
blive aitdetledes.«
»Ja, min Ven, jeg vil ilte gøre din Synd ringt-.
Det er der tun en, der kan —- han, der gav sit Liv h
for Verdene S1)nd. Jeg hat streget som en tsrftM
Hjort cfier Vandstrønime. Jeg hat biet efter Guit- VI
ofte hat det vceret svcert, fordi min Tro hat væket st
lille. Men nu er det altfamtnen glentt. Aa, Kristen —
om jeg tan tilgive dig — ja, tusmde Gange, rnin Ven —
——- tror du itie det?«
Graaden tvalte hendeL Stennne, og hun lagde taki
sit Hoved ind til hang Kind.
Lidt cfter sagde Kristen.
»Men hvor er Hans-s«
»Jeg ved det itte. Han var ude i Køttenet stu«
ziristen git derud. Men der vat ingen Hans sc
ie. Lan taldte flere Gange, men ingen fvarede. Til
fasldig toin han til at se noget røre sig ovre bag ved
et star. lHan git derl)en, og der sad Hang samtnen
trnltcn oa angst. Han havde hørt Klingerei, da Flusses
tnnsieiz Ia saa havde han strætslagen ftjult sig ommt
dag vcd starren
»Men Hans, hvorfor sidder du der?«
»Jo, for — Far er Vred,« kom det tøvende.
»Hvorior tror du dett«
»Jo, for —— Far -— flog noget i Stykker.«
stiften laftede hain op til fig, og hans Siemme
stælvede af Bevcegelse, idet han sagde:
»Bitte-, Vitte Hang —- ncj, Far er itke vred. Fett
nil aldrig oære Ored niere, og Far vil aldrig mere lugik
af Brcriidevin, naar du tysser ham. Se paa mig, mit
litle Drena — du ved itte, at Far er vendt tilbage frc
Tødcn i Tag, og rt du har faact en hel ny Far."
Han var ham ind i Sitten og satte hain has M
ved Beiden book Marie nu havde reitet Kaffen an.
Lidt eftcr laa Kriften i en blød Seng.
»ch vilde gerne se hen til Ole Konges,« sagde
Marie, da lntn havde dætket hatn til.
»Ja, get tun det, Marie. Jeg har det helt gebt
cg faidek inart i Sonn. Og Hans kan godt nags
Ftnud, hviii han stulde grcede —- ilte, Hans?«
Jo, det tunde Hans magelig.
Eaa git Marie.
; Da lnm traadte ind til Strandfogdens, gil matt
endnu oa nimlede ined Ole Kotige. Han kunde itte blive
Traun To itærte Maend havde ham under hver en Am
leg spadserede nied ham frem og tilbage i den lange Dag
liaitne. Hans Ben lunde endnu itle beere ham,, og hat
dinalede som en beruset. Ansigtet var blegt7 og Bliktck
havde endnu det stive, stirrende Prceg, der niste, at hau
fVevidsthed itte var klar.
Ogsaa de andre var under Behandling..
En laa bevidstløs paa Bordei, og et Par Mæud
stod og aned hans Fødder og Underliv. s«
Med ei hortes Vognruminel i Gaarden, og fis-reflek
traadte Læacn ind.
Han var aannnel af Dage. Oele hans Ansigi IIIer
af Godinodighed, og hans milde Blik var stillestaamdtz
ncesten sløvt
Han stintes ilte at have Hastværk med at komme
til at lschandle de fvge. Da han havde lagt fin« BUT.
tog han en Notitsbog op af Lommen og gav fig til eck
elsaniinere en af de reddede, der sad henne ved Kassel
ovnen, annaaende Illytken. Han var nemlig lige san
ineaet itlvisreferent foin Doktor. · «
Naa — hvad er det saa, De hedder?""
»Im hedder Kren Bohlsen.« t. ,
»Naa, det var not en streng Tur, Bohlsen.' «
»Ja, den hører jo ikle til de behagelige.« «
»Men nu er De jo over det.« «
. a
»An ja, —- saa otnirent.« «
»J
,,Hoordan var det, det gik til, BohlsenZ«
Kriiten kegyndte at stildre Begivenhederne.
»Bi lidi — Bohlsen —-— ikke faa hurtigt," sagde
Doktoren, idet han ivrigt noterede. — «Det var Slæbei,
sigek De — det viide ikke vikke — det vendie dek- gute
Ende til — men hvorfor gjorde det det, Bohlseu —
naa —- saa — an, det kunde ilte vendes — det vqt k
Ulave. Det er galt, Bohlsen, naar noget er i Ulavtz
det maa det itie vcere —- — og saa stete det —- san
dan paa en Gang —- pludfelig — ja vist —- og sas Ist
de alle i Vandet. Hvorrnange druknede saa omtmu —
naa 8 Mond — alle Familiefædre —- naa ille dek —
et Var ugifte — ja saa. Hvorlænge otnttent var de i
Vandet — naa — forstelligt, ja naturligvis, nogle fis-tu
mede vel i Land —- naa itle — de blev alle teddede k
Baade. Godt, Bohlsen. — Men sig mig saa —- M
Tid paa Dagen tunde det vel vcere —- naa ved Tolo
tiden, altsaa var det dog lyst — ja, en svær Ulyltr. Sks
mig saa blot, min gode Bohlsen, var der nogen, der icke
gjorde sin Pligt — naa itke det ——— alle gjokde, hvad de
tunde — det var Baaden fer —- ja visi, og de Bande,
der teddede dem, det var da — naa smaa Baade —- met
det var da farligt at gaa ud —- ja vist livsfarligt —
rast Daad — Heltedaad siger vi.«
,,Men stal Doktoren ilke se til de syge?«
Dei var Ole Konges Hustru, der talte. Tonen M
bedwvet msed en siarp bebrejdende Klang.
»Ja visi, min gode Kom, nu stal jeg til det. Er
det —- naa det er Deres Mand. Hvordan hat han detf
Endnu meget daarligt — ja visi, det set man. Hat I
faaet Vandet af hami —- naa meget Band —- PU
meget godt.« — Han lagde Haanden Paa Ole Kot-ges
Hiertr. »G« det ondt der —- naa hatt tun ikke M
tale — nej vift — naa bliv bate ved at atbekde uns
liam. —- Og der sidder en — her min Ben, De M
not trænge til —- aa heut mig de to Flasiey set M
nde i Magasinet —,«
Guts-Mo