Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, May 18, 1906, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    W-W
Strand ogdenS Dotter. I
AfN.P·Madsen. 1
(Fortsat.) (
1
Ja, i de Tider og Timer, hvot Karligheden stemte’
hende op og fit bende til at gletnme alt andet. Og de
var ielvfslgelig de overvejende. Men der tom Øjeblitke
ja, undertiden lange Stunden da hun niaatte tænke eviJc
Trinken Stunden da hun faa længere frern end til den
ejeblittelige, tintelige Lntke og fact, hvotledes Alt det.
der var nden Gud, lwilede paa gnnaende Grund, Stun
der, da hun faa, at der tkods alt det, der fyldte hende,
dog var et start, tomt Rum i hendes SjæL sont ingen
og intet tunde fnlde uden han, der var kommen ned at
Himlen for at give Verden Liv.
Der var da noget i bende, der skreg af Lamng
eftek sit Barndoms tabte Eben, hvor hun hat-de vandret
med Gud fom et Vatn nted ftn Faden Der kundc da
tillige komme en underlig Angst over hende, Angst fcr
den Gild. fra hvig Ansigt liun flyede, Angst for, at han
skulde Vrnde voldsotnt ind i hendes Liv for at bøje den
des Sind.
Denne Angst var tomtnen med fornyet Stnrte i
denne Nat. fremkaldt ved den uhyggelige Drsm, hur
havde hatt.
Hnn havde en uklar, nten bange Anelse om, hvad
der laa baaved det gentagne Svøtgsmaak
Hvor meget skal der til?
Med et vendte bun sig om og borede sin btændendsr
Pande ned i den tøliae Hovedpude, idet hun itønnede:
»O. Gud, kunde du vietelig være ond?«'
J famme Nu hun havde udtalt Ordene, blev nun
helt forsicekket for, lwad hnn bavde sagt og tilføjede:
»Nei, nej, Herre, det kan du ikke. Du er jo Fiask
liakted Men bvorfot vil du da —- — —- hvorfor vi:
du da vine mig? Hvorfor nsaa jeg ikke?« — — —- hun
havde nasr tilfpjet »vcere fri for dig?« men standsede
noilkaatligt, sont om hun havde faaet et Slag paa Mun
den. »L, nej, Herre,« stønnede hun videre, ,,det er mit-.
der er ond. Jeg er jo saa langt borte fra dig, at jea
itke bar Ret til at bede. Men ftraf mig ikke i din Brede.
Tag digse forfcerdelige Villeder fta mig og giv mig min
Fee-d tilbage.«
Hun blev liggende stille et Tieblil, men bendez
Sind fotblev liae vornen Saa foldede hun Haknderne
over Natten og borede Etlnsigtet dnbere ned i Puden, sont
om dnn vilde gentnte sig botte fta alt det, der forfulgte
hendes Blit.
Zaaledes laa hun lange. z
Uidelig lrævede bendess unge Legeme fin Ret. Hunt
taldt i en utolig Stummen bvori nne, fantastifke Treu-: J
mebilledet dkog fokbi bendes indre Stin. »
Ta tmn slaa anene ov, var det lyft. Hendess
Sind nat betvdelig beroliaet. Hvad hun bavde oplevkts
am Ratten, baade oaaaen oa i Dromme, stod for bendeI
sont onde Enner fta en Febervildelse Men hun solt-if
sig meaet trcetx hendes Pande brændte, og Pullen flog
hurtiaete end noktnalt.
Flete Gange faldt bendes Ljne til, men aabnede
fig· hurtiat iaen. Saa ftrejfede Blikket niekanifk et af
de mange Billeder, der bang i kunftnerist Uorden vaa
Vaggen lige over Sengen, oa i satnnte Nu var hixn
fuldsttkndig vaagen. Jnttinttmæsfigt gled Øjet viderc
sta Billede til Billede, indtil det ftandfede ved en Akvarel,
der stod vaa et lille Bord. Det var et Selvportmt af
Rnud Albert.
Længe laa hun og betragtede det Ansigt, der mere
end noget andet paa Jotden var i Stand til at foriage
alle Stnaaer fra hendes Sind. Saa genneingit hun attek
Billederne, idet hendes Blit ligeiom kcertegnende does
lede ved ethvekt af dem. —- Nu og da ftirrede hun et
Lieblit tankesuld hen for sig, og Ansigtet lyste op, fom
om hnn i Tanterne dvcelede ved et eller andet todt
Minde. Te var faa aodt som alle Slitser af Albaek okt
Gavet fra darn, oa til ethvert af dem knyttede sig en
ellet anden tasr Erindring, enten fra hans Reise ellet
fra deres Sammet under et af hans Belog.
Dei- var ,,Svømmende Drenge ved Kapti«, »an
lille, italienst Blomfterscelgersie«, »Es Stcrvnemsdc";
dette var en Miniaturkopi af et af Albceks bedfte Male
tier. Et Pat Skitfer fra Schweitz’s Hnjalpee og mange
flere·
To af Billederne var hende færlig kare. Dei ene
var en Blnantsltitse af en prægtig, italiensl Dreng, sont
en Gang havde eeddet Albceks Liv. Det var under en
Udfluat vaa Kapti. Albcek havde taaet bam med som
Forer. De vandtede langs antem lige ude ved en fleke
Fod hei, lodket Brink. Pludtesig gled Albtets Fod paa
en glat Klippe, og han stvttede ud i det dybe Band,
bvorved han for-flog sit Hoved, faa han otntrent mistede
Bevidsthedm Hurtig som en Maage, der ftyrter sia ned
over sit Butte, sprang Drenaen i Vandet, og ved utrolia
Svsmnte- og Dykterfcerdighed og tned Ovbydelse af den
yderste Kraft fik han sin Signor-e bragt i Land.
Ellen elfkede denne Dteng.
Det andet Billede var mere biemligi.
Det var Besterhavet ved Solnedgang, faaledes som
hun hat-de set det de hundrede Gange —- med de beten
dende Stint-, den gyldne Stkibe, der bugtede sig som en
Stange paa de sagte, tttllende Ster, den dejlige Atten
himmel med de mangfoldige, ubeftemmelige Zaum-, oa
over det hele Sommetaftenens milde, blsde Stemning.
Langt ude i Kitningen saas de spage Otnridg af
en Seiten der gled bott til tjetne Lande. Denne Setlet
var hendes Dkemmes Stil-. Den vttggede hende altid
tnd i en Eventyrvetden, hvori hun vandeede om paa Ro
btnsons O. legende mellem Hat-et- Stene ellee paa Bier
aenes Sttaantngee og fortekllende de vtlde one den eneste,
sande Gud.
Sinn hnn laa og betragtede Billet-erne, hstte hun
tee sagte Slag paa Beten.
»Nein tun ind, Moder. jeg er vaagen.«
»Ja, ieg vilde blot ptsve —- ieg vilde nsdtg vcekke
dis. der et et Brett til dis. Fat havde det med fes
Stattonen t Saat, men han glemte at give dlg det i
MAX «
Ellen neesten snappede Beet-et nd as Modetens
Haand og btsd straks Konvolutten.
»Ja, faa er jeg vel overflsdig,« sagde Moderen
Imilende, idet hun vendte sig for at geta.
»Nei, nei, Mot.« — Ellen stralte begge Arme ud
mod hende, »du er aldrig overflødig, du, min egen, spde
Mot.« Hirn tog hende om Halten og tyssede hende paa
Rinden. »Tai for Brevet.«
»Er du itke rast, min Pige?« Modeken havde lagt
Merkte til. at den-des Øjne havde en nnderlig stætl
Glans, og hendes Aande var brændende hed.
,,Jo — nol tast, bare lidt utilpa5, men det gaar
not over.«
»Ein er det bedre, du bliver liggende, i hvert Fald
i Fotmiddag. Jeg stal ftrats komme med Kasse.«
Zaa git Moderen, og Ellen læste:
Min leereste Ellen!
Viltorial Sejr for mig og Sejr for os. Nu gaar
det mod Brudesiamlen, naarsomhelst du vil. Du ved
itte, bvordan det er gaaet til. Saa hier« Kunstmulæet
bat tot-it mit Billede af Redningsbaaden, og jeg er ble
ven 3000 Kenner rigerr. Og mer-: endnu. Jgaar var
der en tig Tysler inde i mit AtelieV Han forelslede stg
sauledes i et af mine Billeder, at han absolut vilde lobe
det —- du ved det fra Lauteibrunnem »hvor Granerne
Haar og drømmer i Sneedronningens Slygge«, som du
iagde en Gang. Det var saa at stge fra hans Hjemstavn,
fortalte han. Han var opdraget i Jnterlalen og havde
nmnafoldige Gange lebet paa Sti eller leget under Staub
tsach i den dejlige Dul. Jeg forlangte 2000 Kroner for
det, og han betalte strecke-. Altsaa 7000 Kenner eigne.
Eaa rejfet vi ud, ttalalala.
Jtte sandt —- langt, langt bort til Eventyrets D
bvor ingen andre bot end du og jeg —- du og jeg hele
Livet igennem Vidunderlige Ø --— under Tropernes
Himmel med deres Bierge og Dale og still-e Sper, ow
tranfet af Herrlighedens dybe, blaa Hat-. Der stal vi
Dogge vor egen, lille Borg — faa lun og varmx der
ital vi ove vort Viert, og alle stal se det og undke sin
ever, hvad Karlighed formaar. Og naar vi er ttcette,
san ital vi hvile ud Ved Havets Bred eller i Stovenes
ivale Stygge, og saa stal du fortcelle din Hedning om
din store, stætle Gud —- Amor.
Saa falder vote Dromme sammen.
Men naar maa jeg komme og hente dig med? Sig
til, lille Ellen, thi Baaden ligger klar·
Min Onkel vil give os en Brnllupsrejse til —- ja
kworhen? Naturligvis til Landet, hvor ,,Cittonerne
Inmitten on de gyldne Oranger glsder i det dunlle
Lev,« lom Goethe siger, hvor Kunst og Natur, Himmel
cg Han. Bierge og Stove, Oldtidl og Nntid forener sig
icsr at mætte og berufe alle et Mennesles Sausen
leed dig, Ellen! En vidunderlig Betden venter Paa
dia — vaa os. Jeg glædek mig, og jeg langes — lern
ges — lernqu efter den Dag, da du er min helt og
udelt, hvor du flal sidde hoö mig, vcere hos mig — altid
on atiid. Den Tante strømmer igennem mig med und
skgelin Lnst. Føler du ilte det samme, naar jeg siger, at
din Kund elster dig — elskek dig smn Lærlen sin Mage,
icm Hagbart elftede Sinne, som —- nej, jeg lan itle
sige det.
Hat vi da saa Btug for nogen Gud —- en Gud
med sine Former, sine Love og sine moralsle Forsttifter,
der gar alt trivielt og tedeligt og læntebinder Kerlighe
dens Tierle, fkie Magi.
Nu flal du here. Da jeg havde sitevet ovenstaaende.
llev jeq kaldl til Botds. Og mens jeg spistr, var en af
mine Venncr kommen og uden videre qaaet ind paa mit
Bettelle. Da jeg kom lilbage, flod han med mit Btev i
Hat-»den og lo, saa dei klulledr.
»Hvad ler du ad?« spurgte jeg, idet jeg snappede
Bkevet.
»Ah dia naturligvis. Man stulde tro, du levede
: fertige Aarhundrede i Romantillens Tit-. Dei er
mageløft — tænk, »jeg elster dig lom Leuten sin Mage«,
og tænk, hvor yndigt —- ,,Kcrrlighedens Dybe, blau Hav.«
Han lo igen.
»Dor, Alb-kl, at du — en faadan Radllalet —
fmlde komme til at flyve paa Lærlevinger og lvidre
pmme Fuglefange for din ,,Ma·qe«, del er virkelig mag-.
lsst. Hun maa jo være deflig, din lille Havpige der
rvte, siden dit Hjette et bleven til bare Fløde."
La faa lo han igen of fuld Hals.
,,Men jeg lom egentlig blot for at laane dln Kunst
hifiotie oq faa en af dine gode Cigarer. Dei er besorgel,
cig jeg gaar. Skriv videre, kære Ven, jeg stal ille standfe
dig von din Lærleflugt, min forelstede Hagbart — Haa
Vatt, det er mageløst —- ha, ha.
Og saa ltb han.
Ja,hun er dejli·a, min lille Havpige, dejlig for mig.
Lad ham faa bare le. Han maa fo aldrig have elflet.
ftden han ilke forstaar, at — — men nu m! bekom.
and siger du nu?
Hils Svigerfar og Dito —- Mot og den gamle —
men lom itle for ncer lil Jlden.
Din egen Kund.
Ellens Der iindtede.
Hun læfte igen. .
,,Jeg glæder mig, og jeg længes — lcknges —- lesen
qes efter den Dag, da du sial sidde hos mig, være bog
mig. altid og altid — —- — spler du ikke det sammt-,
tmar jea fixier, at bin Kund elsier ting
» Jo. bun følte det. Aldng havde hun følt det stier
kete end nu, da Maalet var rykket saa neu-.
L Hat vi da faa Btug for nogen Gub?
Nei, bun snntes det ikke — nassen Me. At vcere
bans — alttd og altid — det var jo Liv, M Var Luka
des var jo selve Hüttlein
Hun lagde Hovedet tilbage paa Puden, vendte sit
Ansigt om og bettagtede bang Billede, medens bendes
Sjæl vaa btufende anger sisj ind l Fantasiens Bude-L
her alt var Lys og Lylle og Solstkn —- ogsaa
üben Gub.«
Saa dybt var hnn inde i denne Verden, at hun
ilte markede, at Daten git op, og Moderen traadte ind.
»Det fylder vist i Havet.« « i
Fwad siger du, Mor?«
Ellen gned uviltaarligt Øjnene Hnn havde ingeni
klar Vevidsihed om, hvad der var sagt. Ordene lød bloti
xfor hende soni en grim Akkord midt i en dejlig Melodi.i
i »Jeg figer — Havet bliver not uroligt. Ballonen
Her ovpe.«
« »Er Vallonen oppe?« Det tom nceften sotn et Steig.
Nu var hnn fnlditændig tlar, og hun følte sig som falden
ned paa haarde Jord oppe fra bøje, lyfe Regioner.
»Ja, Far liejsede den før, faa jeg.««
»Eaa maa jeg dernek.« —- Ellen havde·allerede
tastet Dynen af sig og var halvt oppe.
»Nei, hvad er nu det for noget, Barn, bliv nu i
Sengen og dril din Kasse-·
»Nei, Mor, jeg ftal ingen Kasse have.« —- Hun ftod
allerede paa Gulvet oa begnndte at tlcede sig paa. Hun.
følte sig saa mat, at hun daarligt tunde staa; men i
chederne maatte hun og af Sted l
,,«.f:)vad har du dog saadan en Hast for i Dag?
Saadan plejer du itte at verre.«
Moderen tastede et betvmret Blit paa Datteren,
hvis Ler havde en felieragtig Glans, oa hvis Kinder
blusfede af en hettift Rødrnr.
»Du er itle rast, Ellen, du stulde blive hjemme.«
»Mot, jeg maa derned.«
erene kom hastigt, ncesten iotn i Heftighed
Ei Øjeblit efter var bun fcerdig til at gaa.
»Saa tag dog i det mindite det intte Sjal paa.
Du bliver jo ellers fortølet.«
»Ja, hvor er det?«
Moderen hentede det.
Med febrilst Jver tastede Ellen Sjalet om sig vg.
var med det famme ude af Dprem
Sneen tlodsede Under bendes Fødder, medens hun
ilede af Sied, alt hvad hun tunde.
Hun Var ikte den eneste, bvis Hierte droges mod
Havei. Rundt om fra kom de, meit Kvinder og Bonn
nogle i Flot, andre enteltois, ilende af Sted ad bløde,
sandede Stier mellem Klitterne.
Hist og her, paa de højeste Klitbanter, stod større
cller mindre Kinnger, speidende nd over· Havet og ivrig
drøftende den Sag, fom optog alle Hinten
Den lille Kurv oppe paa Signalstangen var som
en uhyre, elektrist Magnet, der trat alle til fig. Den
sagde jo ogsaa saa meget som: Din Mand, din Broder,
din bedste Ven eller din unge lovende Sen er i Fore.
Oni lidt gælder det Liv eller Død Maafle du ftal faa
liam igen, mere tcer og dyrebar end før. Maaske ftal
du førft se ham som Lig eller — maaste stal du aldrigi
se harn mere.
Kurven er jo Varslet oIn, at Havet spiller op til
et stort Spil — enten til et højtideligt Drama, hvori
elftende Hierter genfinder hinanden i lutret og fornyet
Fiærlighed, eller til et dystert SorgespiL der forløber
under Spænding og Todesangst og Dødstamp og endet
Ined tnuste Hierters Graad og Klage.
Og hvem tan saa blive hjemtneZ - i
Da Ellen naaede Grønhojs »Hu-H, torn Læreren ud.
»Bi lidt, Ellen, jeg gaar nied.«
Hun vilde være lebet forbi, rncn hans Ord stand
sede hende.
»Saa stynd dig. Bedstefader.«
»Ja, ja, vi tommer not nied — vi ogsaa.«
De begnndte at gaa. Ellen git et Stridt fotan heim,
men vendte iig orn og betraatede dam, idet hun spurgte:
,,Tror du, det bliver ftrengt i Dag, Bedstefader?«
,,Det tan verre,« svarede den gamle, idet harc saa
Vp imod de spredte Fjerflner, der jog af Sted ind over
Land. »Bei ser itte for aodt ud. Men der tornrner jo
»meget an paa Strsncmen.«
i »Er alle Bande-ne ude?«
i »Nei, tun en halv Snes Sryttek, trvr jeg."
Paa Vejen mødte de Ole Range vg nogle af Red
ningsrnandstadei.
»Slal Banden ud, Far?« ipurgte Ellen ivrigi.
»Ja, jeg tør ikke lade vcere. Der falder nogle spcere
Braad i Leddet, oa det inne-T sorn orn det tager til.«
»Er nogen af Baadene i Landt«
»Nei, nsen tre er lige ndenfor. — Her, Grønhøj,
tunde du itte gaa op og hejfe de to andre Kinde? Jeg
er bange for, de ssal foriøge at aaa ind selts.n
Den gamte Lærer eftertom Anmodningen, og Ellen
ilede af Sted.
Da hnn naaede Landinggpladsm satte hun sig for
puftet paa Kanten af en gammel Baad og ftirrede spej
dende ud over Hadet efter de biemvendende Baade.
De havde alte observeret Signalet og spgte hjemad
Haa hurtigt, det lod ftq agre. Nogle faa ncerrnede sig
Ialletede Land, andre var langt borte, og ude i Ktmingen
saas de sidfte som nogle imaa, sorte Prikler. Alle havde
»de Reb i Sejlene og korn ftryaende for Vejret ind mod
JKystem
i Havet var ftorslaaet itroalende, men faa ondt ud.
iHvorhen Øjet end saa, glimtede der fra de brydende
ISøer fom Spil fra tufjnde Diamanter over Vandets
zdeflige rene Blau. Men fra vderfte Revle og ind til
IKyften var Seen et eneste, sndende Kog, en lang blæn
dende Bord af hvide, flummende Braad, der jog af Sted
»ind mod Knsten som piftet af onde Dæmoner.
; Nede fra Havstotken lød et øredøvende Spettatel,
set uophørligt Brus og Bulder af faldende Vandmasfer
Jblandet med en sicerende Lyd af rullende Gras.
i Men Ellen fnntes itte at ie eller høre noget af alt
dette. Hendes Blit var ufravendt reitet imod de tre
ncerrneste Baade, der nu tun var nogle tusinde Favne
nden for Revlerne. Med spændt Opmcertsomhed fulgte
hun deres legende Dans hen over det gyngende Han.
Undertiden syntes de at være forsvundne i Dybet, idet
tun den everste Del af Masten var at se, men i nceste
Diebltt duktede de atter op, baarne paa Ryggen af en
fremvceltende SI.
Ellen var dvg flet ilke angft bereden Hun vidsie,
at saa længe de var ude paa dybt Band, tlarede de sig
not. Futen begyndte first, naar de stulde indsvver
Revierne.
m III-· »Es-. I -
HWMM-q .-,1»- . . s ..
Men saa var der ogsaa Fare —- 1a, stot
det som Regel bted stærtt ogsaa langt ude.
»Ni- tommer Redningsbaaden!«
Ellen vendte sig om.
Det var Marie. Hun satte sig paa Kanten as BI
den ved Eiden as hende.
,,Mon de gaar i den?« spnrgte Ellen.
»Ja, det er de da nødt til — i Dag —- synes jesP
»Da aor Crit det nødig, ved jeg — han er sag
dristig.«
»Ja, saadan er de jo ncesten allesammen· Me
det er jo heuer itte morsomt at stulle miste Baade sc
Redstaber.«
»Men Lioet er dog kostbarere,« sagde Ellen mo
notont.
Marie lagde LUtsrrke til, at den unge Pige var blos
som et Lig, og at hendes Læber dirrede som af Kuldr. .
»Du er jo sog, Ellen,« sagde hun, idet hun grei
lzendes Haand, som var hed og klam. »Du slulde ga
hjetli.«
»Nei, jeg gaar ille hjem — ikke for Baadene et
tonine i1n,« svarede Ellen bestelnt.
Nu tørte tltedningsbaaden forbi dem, trukten af 6
Hesle, der nlaanc scrtte i, alt hoad de tunde, for at sie-be
den tunge Bonn, hvis Ole slar sig dybt ned i Sneen og
del oløde Sond.
Lidt efter nled den af Sied, roet as 12 traftige
Mel-ud, ud over Revlerne, og snart ester var den Ude ved
Baadene.
Den store Etare inde paa Land stod i spoendt For
ventning og drestede Situationen·
,,De snnes ille at vckre sorhivpede paa at gaa i
Baaden,« saode en Fisler med et stott, rødt Fuldskæg.
»Nej«, spare-e en anden, ,,det er jo heller ille satt
morsomt. Leg de tun da ogsaa not gaa ind. Det et
da tun sjcelden:, at der salder nogen egentlig svaere Brand
i Leddet. Men natnrligvis — det sikreste er jo da It
gaa i Redninggbaaden Med den kan der da ikke sie
noget — i den Smule Sø.«
Henne fra en Klynge lød pludselig et gennemtteetcss
gende Raab.
»Na gaar Jorgen virkelig ind selv!«
Som ved et Trylleslag forstummede al-Snallen, og
Spcendinaen sieg.
En lille Baad, bemandet med fire Mand slød med
pilende Fart af Sted ind mod Land.
Alle Fiskerne tlulnpede sig samtnen paa det Sied,
hlsor Jørgen stillde lande, parat til at tage imod hanc
eller til at scette Baade ud, hois der slulde cee nogeL
Med Kenderblit sulgte de Baadens Fort og Havets
Bevcenelse, idet de nu og da, oste i Munden paa txt-er
andre, gav deresji Mening til Kende.
»Ja, lian nor da en god Slettc nu!«
»Vate- han itte kommer for langt sonder."
»Nej, dan passer not paa.«
»N« faar han en Sø.«
»Na naar det galt.«
Man boldt Aandedrættet tilbage, idet man met
fort-net Evandina fulate den lille Baad, der skød as Steh
med en Dampcrs Fakt, ridende paa en fremvækteade
Braadso. Bilde den beholde Retningen lige ind? Det
var derpaa, alt beroede. Thi drejede den paa tvcers i
Seen, oilde den i samme Nu trille rundl.
Bed Siden as Leerer Grønhøj stod en ældre Kote-,
Jotgens Onstm Da hun horte, at det var heudes
Monds Baadelav, der var paa Vej ind, begyndte htm
leudselig at samt-e
l »Von det gaar godt, det gaar vist aldrig godt i det
Han. Bare ban dog var gaaet i Redningsbaaden. Jeg
ldrømte ogsaa saa slenit i Nat — se, nu faar han via
.en Sø.«
k;
»Ja, oni de: nu aaar galt, Ane, hvad saa?« »s
«O, ja, det var sorfærd»eligt!« s-« ··«.
»Men et saadant Kald stal waaste til?" s
»Jeq ved det godt.« Ane tøtrede sine Oer mel
Fortleedet »Ja, jeg ved det godt, Grønhøj. Gud hat
tit kaldt vaa mig, og han hat voeret god imod mig ind
til i Dag." s
,,Lg du hat staaet her mange Gange vg lovet ha
at ville give ham dit Hierte, hvis han sparede Jenng
Liv.«
Ot, sa, Eeg oed det godt — — se nu ·brydet det
bag ved Baaden. — Ot, ja, ja, Grønbøj, men nu skac
det være Vllvon Ja, det slal det —- jeg spler godt, at
Gnd itte lan blive oed at bære over med mtg —- men
det slal ban heller ilte, det slal vcere nu — det et
l-estemt.«
J dette Lieblit var det, at Braadsøen greb Jøtgevss
Baad, oa Jlne gao plndselig et Strig fra stg.
»O, Gild, nn aaar det galt, o, Gud, vær betrat-«
hiertia, spar min Jotgen, min leere Jørgen, og jeg vil
omoende mig —- jeg vil omvende mig — det kovet jeg,
ja, Gut-, del lover seg« —- — —- —. Hun holdt Aqu
dedrættet tilbaae et Dieblit, saa sloq hun pludselig over
i en Tone saa let, som om ikle blot hendes Angst, met
ogsaa alle Leiter var glemt. ,,Se saa, nu er han over
det.«
J det samme løb hun alt, hvad bun lande, ned til
Vandet, medens den gamle Leerer mumlede:
»Ja, nn er han over det, og — nu er du ogfac
lover det —- stattels Ane.«
» Den lille Klnnge as Baade Ude bag Revlerne var
inu bleven foronet med et Par til. Og efter at Jung
lBaad var kommen i Land, blev der holdt en lille Rud
lslaantna om, hvad der burde gøres. De vilde nidig
lovergive detes Baade til Habei og gaa i Redningsdaev
iden. Men da de ilte tunde vcere blinde sor, at Jst-gen
lBaadelav havde været i den største Fute, siønt de vat
gaaet ind under saa gunstige Omstaendigheder, som tret
tes lande, besluttede de. sig endelig til at gaa med
To af Baadelaoene gjorde sig rede, og iblandi I
var ogsaa Eritis. s
Redstaberne blev surrede fast, Roret bundet pg- M
len beist· Saa sprang de en efter en i Numan
medens del-es egne Baade blev overgivne til des III
sulde Hans Forgodtbefindendr.
MEDIUM-)