Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (May 4, 1906)
Strandfogdenz Dotter. Af N. P. Madsen. (Fottsat.) »Ja, knen det er dog alligevel grovt, han« tan lane saadan noget. Se nu der til Pers Støvler, der over Knaet — man tan ligefretn se Trannen giinier. Hvor tan han nu gøre det? Og se Per Munt —- hvot grün aivelig — det er lige atturat hans Ncese — og Øjnene, tan du ie, han staat og glipper med det venstre, det gør han altid.« »Jeg synes nu alligevel itte, det er saa pcent. Det ek ligrsom, der er Filatter i Ansigtet.« »Ja, det er der i Grunden ogsaa, naar vi fer nøxe til. Lg se de store Kleide paa Sprens Olietrsje, dem l;avde han da itte behøvet at taget med.« »Te: er endda godt, at du har pænt Olietøj, Poul."« »Na det er jeg ogsaa glad vet. « ,,:vokmeget tror du, saadant et Billede tan toste?« »ku bvem ved det. Det Stilderi der henne part Berggen bar toitet lotv ttroneig iiger Ole Konge, ng dette her er meget starre, saa det vil da not komme tit at toite tnve Kronen« »Tror du« det tan toste faa megetZ Saa tan vi da ingen faa.« »T» tunde jo heller itte en Gang vcere i vor Stue.« J det famme traadte Albcet ind. »Nati, De er her allerede, det var stinkt Og det e: Teres Kone, tan jeg tænte·-« »Ja, lnm tvttes, det tunde vcere stsnt at se miq lslioe malet -—— livis det itte tan gøre noget." »Nei, itle det mindste.« than tog fin Overiratte af og git hen til Billedet. »Vil Te saa taae Deres Olietøj paa og komme her !)en? Ovad er det De heddert« s »Im bedder Paul —- Poul stren« »Nun —- det var et mcerteligt Navn.« »Ja. dkt tan De itte foritaa,« faldt Kitsten fini lende, belarende ind, medens Poul tog Tøjet Paa. »Men jeg ital siae os —- ban hedder nu ellerö Poul Nielsen — eller. naar det ital vcere helt rigtigt, Paul Nielsen Etøibolnn Hans Gammelfar hed Kren Krea-— ja, iaadan taldte de hatn da, men han hed ellers Kren Etøilwltn Nielsen og hans Far — Pouls Far naturlig vis —- hed Niels Kren og derfor hedder Poul nu Poul Ftren — Poul Kriftenfen tan De not forstaa." »Ja. nu er jea med,« fvarede Albcet srnilende. »Men itil Tem iaa her, Paul — med Armen paa denne Stol ——- iaadan — og ie saa lige irem —— fom om Te iaa nd over Havet — saaledes, ja, rigtigt — men nu iaa natukliat tom niuligt.« »Ja. itaa nu tigtia, Paul, at du tan komme til at te pan ud,« formanede Kiriten »Jtte iaa itirrende med Øfnene — mere stuende, tænt Tem, at De betragtee et Stib, der sejler forbi.« Paul tlemte Laberne samtnen og anstrengte sig for at ie ituende ud. Alb-et tegnede, og Kirsten faa tit. Med spcendt Lvmartsomhed futgte hun enhver Linie, og as og til tiggede hun hen til Poul, der stod urottelig med hver Muskel spandt, iom om han prasenterede for Kongen. «Se saa, nu er Svdveften der, Poul,« udbrsd stiriten lige med eet — ,,ligefaa bestemt som den sidder paa dig — og den lille Lot ved Øret — ja, det er grovt, saadan femme lan —- og nu tom Drei — ja, del er grangivelig dit Øte — nej —- jeg syneö alligevel — jo. nu er det der —- ogfaa det lille Hat, du har paa Lappen.« Albat laade pludielig Blyanten og saa op. .,Sig mia, — hprer J med til de hellige?« Spprgsmaalet tom Kirften ovekeasiende og for blsifede hende næsten. »Nei — Gud fle Lov — desvarre, siulde jeg sige. , —- Vi stulde viit være mere gudfrygtige, end vi er. Poul . tunde da itte have nagen Stade af det. De heilige drit ter da itte·« »Tritter De da, Paul?« ivttrgte Albeet paataget forbavset. Paul drejede sit fluende Blit nogle Grader bokt fra Maler-en Kiriten tom ham til Hjcelp. »Nei, aa nej -— itte saadan mere end til Ordent lighed Ja, det tan io sie —- ielv for den bedste — det var jo forleden —- men nu er det jo ovre —- fom vel er·'· »Er der mange hellige her i Sandby?" »Nei, der et egentlig ingen iaadan uden et Par foruden den gamle Grpnhsj — men der er nogle Styl tet, der gaar saadan og tan blive til, hvad det stal vere· Saadan gaar fo Erit, Ellens Bei-dein Ja, Ellen selv var jo ogsaa godt paa Gled, men jeg trot, det er gaaet at hende igen —- som vel er da, tan jeg sige." J det samme git Deren sagte op, og Ellen stat Hovedet ind. »Er det tilladt?« Hendes Ansigt var et eneite lttaalende Smil. »Ja, naturligvis.« Hun traadte tnd og git hen til dam. »Du ler, jeg er i Ovettsj. Hutte-.- du, hvad du lovede i Morges?« »Ein Spadsetetue — det er sandt —- men ieg hat vietelig itte Tid —- jeg maa arbcfde, og nu er Paul her jo ogsaa — —- -—-. « »Nei, vift maa du itte aedejde —- i Dag. Jtte sandt Poul du bar ttte noget imod at blive fri? Ja. J ved vel not, at det er min Kæreste.« »Ok, ja, det hat vi vtft lange.« forsitrede Kirstenj »Men i Akten stal det blive helt ossentligt.« »Kat: Paul komme t Mut-geni« spurgte All-eh idet hun reiste sta ,,Ja, det tan jeg godt — det ser da nd til Ide Vejelig.« »Ja, faa sial De have Tat foe i Dag.« Paul tog sit Olietsj af, og saa git hatt og Kitftetr. Ellen tog All-at i handerne og vilde trstte ham ud i Mllet —- ovetglven og laad. «Iralalala, min Riddettmand, Nu treder vi Danseth — Men saa lom dog —- tørre Pind — jeg vil have dig med —- jeg er saa lytielig i Dag — helt over alle Gmndser lykkelig « Hun tog ham om begge Kinder og saa ham begei sttet ind i Øjnenr. »Saadan ser han altsaa ud — den store Maler — m i n store Maler, m i n Kunstner —- og saadan er hans dejlige Oer —- som to dybe, stille Søer — uden nogen Bund. ——Men hvad er der i Vejen? Der ligqer jo Stygger over Seen Er der Slyer paa Himlen? Tralalala, nu sejler vi ud. Her, Kand, ved du sor Resten, hvad du maler aller dejligst?« ,,Jeg maler alting dejligt,« sagde Albæt paataget selvbevidst. ,,Det er nu slet itte sandt —- du Vigtigper, du tan! godt være sjustet, du —- for Eis Pouls Øre her —- det er sortegnet —.« »Ja, jeg var nu slet ilie oplagt til at tegne i Dag. sOg saa stod den Kone og snattede og forstyrrede mig. Men tan du virtelig se det?« »Ja, du tan tro, jeg lan se, og jeg slal nok vcere din Rrititer. Men der er noget, du er en Mester i at male —- og det er Slyer og Himmel. Jeg sad isjor inde paa Udstillingen og betragtede dit lille Billede — det, der hangte henne i Krogen, huster du not —- jeg trot, jeg sad og saa paa det i en hel Time. Og det var bare Himlen jeg saa —- jeg har aldrig paa nogei Maleri set en Himmel saa dyb, saa bundløs, saa uende lig. Til sidst havde jeg neesten glemt alt og var selv i Himlen. Og nu de Fjerskyer der —- hvor er de dejlige — saa lette, svcevende, som var de as Dun —- ———. Naa, nu begynder Solen at flinne paa Søen —- men hvad ler der egentlig i Vejen, Knich Du er sorstemt. Elster sdu mig itle mere?« Hanstod et Zjeblit og ligesom inddrat det tindrende Vceld as Stelmeri og Lin-Flotte der strømmede ud af bendes Øjne, saa bredte han Armene ud og tog hende beruset i Favn. »Ellen, du et jo hele mit Liv — min Himmel — Jnin Asgud.« Saaledes stod de nogle Setunder, saa git de ud. Et lille Stylte sulgte de Vejen, der slyngede sig i bløde Vuer hen imellem smalle, vissengrønne Græsflader, saa bøjede de ind i Klitietne, gil hen over nogle lave Hose det saldt brat as mod Havet, og satte sig yderst paai Brinten. Binden var løjet as. Nede i Havstotlen saldt Soerne i tunge, buldtende Drøn, der lob hen langö Kysten som en sjern rullende Iotden. Den synkende Sol var sijult bag sagte drivende Styer, men ude i Kimingen laa den flammende gylden over Vandene. —- En sjern Sejler syntes at beende, idet ei Siraalebundt faldt paa den. Nogle Kuttere jog as Sted sot fulde Sejl tcet udensok Kysten, og lengere ude slar en stor Passagerdamper gennem Søen, saa des stod Sprsit omtring Boden. De to elstende sad en Stund i stille Drommeriek, saa lænede Ellen sig op til Albæl og sagde: »Ved du, Kund, at jeg hat siddet her mange, mange Gange som nu og set ud over Havet, ligesom rytiet bort sra mig selv. Derude bag ved laa mit Dromme land. Naar et eller andet stort Stib — helst en Sejlet — gled sorbi —- var jeg"altid ombord og sejlede med langt, langt bort til Robinsons O. Og den var be standig besollet med vilde Hedningek, og jeg sortalte dem altid om Gud.« Henooer Albcels Ansigt gled et sartastist Smil.· »Ja, det var som Bam, naturligvis. Og dsg, Knud, beeres det mig undertiden for, at min Dei-m sial blive til Bittelighed.« »Ja, du tunde blive en yndiq Missioncer — en Lcetlerbidsten svt en eller anden Kannibal,« sagde Albæt spottende. . »Fy, Kund, du er flet ille rar.«·"-, Hun flyttede sig ud fra hom. ,,Det er underligt med jet, som et opdkaget i bis-se religiøse, overtkoisle Forestillinget — det hanger ved jer som Tobakslugt i et Gardin.« »Nei, det banger siet ikke ved os, du Gnavepot,« fagde Ellen med Lune, »det var jo tun Barndomsdrøm me, jeg fortalte dia. Men hvad er der gaaet dig imod i Dag, du er flet ilke dig selv —?« »Ja, Ellen, jeg sial fige dia, hvad jeg mutet-« Hart satte sig til rette og saa vift paa hende. »Jeg tunde ønslc at faa dig -bott herfra.« ,,.f)votfok?« Der lagde sig et Slør over Ellen-Z ftraalende Øjne. . ,,5’fotdi Luften itle er fund den« ,,Denne starke, salte Vestethavsluft — itte l11nd?« fagde hun med et Glimt af spsgende Jroni. »Du ved godt, hvad jeg mener. Jeg hat i Tag lpast en lcengere Samtale med din Bedstefader, og ban er jo helt besat af Religissiteh Din Broder gaar om med hangende Hoved, og det er vel tun et Tidsspøtas maal, naar han begynder at predike ogsaa. Han lod mig for Reiten fokstaa i Morges, at han itle var videre hentytt over at faa mig til Svoger.« »Sagde Etik det?" »Ja, det gjorde han, og du hat fo ogsaa selv været nærved Jlden. J hvekt Fald hat du Tonder i dig til et tigtigt velsignet Sværmeti, det bar jeg mætlet ved flere Lejligheder. Og du ved, at alt dette er mig imod, Ellen.« Han meet-lebe ilke den stjulte Glød, der ulmede bag ved hendes Ord, idet hun sagdet »Hm vilde du saa have mig hen2« ,,Til Kobenhavn —- ind i Krebse, hvor man er saa deflig fkt for al den nedarvede Overtw og kan tro og tænle og leve, som man vtl.« , Hun saa fast paa hom, og hendes Stemme slælvede let, idet hun fagdec »Jeg sial sige dtg noget, Kand. — Jeg ellter dia, jeg tilbedet dlg, jeg agtet dig sont Mennesie og beundrer dtg som Kunsiner, mit hele Vierte jubler ved Tantcn om at bllve din Haltet-, og jeg folget dlg, hvor du gaar ben. Men du faar aglaa tage mig, som jeg et. Jeg er et havets og Klttternep Bam, rundet as Follet het, vg opdraget til at tro paa et Vcesen, der er stcerlete end Koetne derude. Og om jeg nogen Sinde tommer til at folge dig i dette at tro og tænte og leve, iom man vil, det ved jeg itle. Det kan vere. Men hvad jeg end lom mer til at tro og teknte, saa vil jeg dog alle Dage tomme til at ære og agte den gamle Mand, du talte haanlig om for, og agte og cere det Liv, han har. Jeg ved, det er Sandhed sor hani, og jeg ved, det har vaaret ham over meget, som sitkekt vilde have tnust andre. Jeg er vix-« Hisaa, at han lunde give sit Liv for sin Overbevisning.« « Hvor var hun smut i sin Begejstring. Hendes Kin der var bleven inde, og hendes store deilige Øjne tindrede. Albcct rakte beaae Heender ud imod hende, og hun aemte sine i haus. Saa udbrød han: ,,Min unge, yndige Havets Dotter-. Tilgiv, hvad jeg sagde om din gamle Beditefader.« ,,Det er tilgivet, Knud.« »Du er jo min, hvordan det gaar.« ,,; a, det er iea — altid.« »Du talte sør om dine Dromme. Jeg hat ogsaa drømt mine Stamme om Robinsonsz SI. Men der her ster Fkil)ed, Ellen. Maasle du er lytlelig i dine barnliae Forestillinaer, jeg tror det gerne. Men jeg er det met·e. Jea er sri soc alle disfe snarende Baand, som hedder Guddon1, Samvittighed, reliaiøse Fordomme. Jeg er en sri Kunstner, og mit Livsideal er et Liv i Frihed. Oni du lunde dele dette Jdeal med inia, Ellen. Du er be gavet, du har Aand og Fantasi. Om du havde sprænit alle disse Baand, jeg nasvnte, saa vilde jeg vcere dobbelt stolt af dig og dobbelt lytlelia over at cje dig. Dei ljar været min stolte Tanke at slulle se dig som den tw perste as alle Kunstneres Hnstrner. Og det lan du bliv.-, Ellen. Og det vil du blive, om din Lland lnnde saa Lov at udsolde sia uden noaet hindrende Baand.« Ellen havde vendt sit Ansiat nd mod Havet, ozi Albcets Ojne hvilede med forelstet Lnst vaa bendes dejs lige Prosil, der stod i Silhonet mod den blcendende eis tcnhimmeL ,,Svar mig, Ellen,« hviftede han, idet han trat llende nærmeke. Hun vendte sig om imod ham. »Ja, jeg stal svare dia, Knud, ivare dig cerliat. Jeg sotstaar dia, min Ben, tror du itle, der er noaet i mig, der smiler og iubler i LænaseL naar du taler saaledes. Men du stal vidc det, Knud, at i satnnte Stund min Sjeel i Beaær lntter til dine Drønimesyner, er der noaet, der hvister i mig: det er oasaa kun Dromme — daarende stnfsende Dromme, der aldria bliver til Vitteliahed Ja« jea vel ssae dia, at jo lænaer jeg i Llanden solaer dia ind i det Fribedens Trylleland, uden Gnd, uden noaet Baand, som oafaa jea bar udinalet sor mig selv, desto hojere raaber der en Rost i mig: men Sjcelen, Sjaslen sortabes jo deri. Ja, jea lan siae: aldrig er jeg ncerinere ved at ønsle mig den Tro, som min gamle Beditefader ejer, end naar det frie, loktende Liv, du ser som Jdealet« staat melt blandende sor mia.« Hun holdt inde et Lieblih saa iagde hun med en 12nderlia, hoftidelia Vetonina: i »Sig mig, Kund, hvor tænler du dia Robinsons -Ø?« Hun saa vaa ham, oa det Blit, hun mødte, syldte bende pludselig med en usigelia Anast. Dei var, sotn saa hun Fortabelsem Tilintetaorelsen af hele sin Lin lnlle nede paa Blinden af bans Øjnes merke Dnb. »Ellen,« ndbrød ban, idet han trat hende bestiat ind til sig. »Giv Kirler og Præster og al den dumme Gudetro en god Dag og vcer min nu og altid, saa Er Robinsons Ø alle Veane — oasaa her.« J samme Nu stod lntn ret oa rant foran ham. Hun ait et Pat Stridt tilbaae, laa totn det naesten som et Strig: »Nej, Kund, aldrig —- borer du. Hvis det er Vejen til at blive den nvverste as alle Kunstneres Hustruer, saa maa du vandre den alene. Nu aaat vi hjem.« Hun beayndte at gaa, oa snart var han ved Siden as hende. »Du er Ole Kvnges Datter,« lagde han bittert. »Ja, Knud, der gives Øjeblilte, hvor det er godt at viere en steckt Mands starke Datter.« Resten as Vejen ait de i Tavshed, og hun gik saa luirtia, at han maatte anstrenge fia for at folge med. Hun ail tned ham ind i Storstuen. Maleriet var slyttet ud, oa midt iaennem den lange Stue stod et Bord, der var dællet med en Dug. Det var halvmorlt i Stuen Han tral hende hen til Vinduet. ,,Ellen,« sagde han oa laade sine Hander om ben des Natte, ,,lad mia en Gang le Ole Konges Datter — Havets Datter —- jeg snnes, Havet er i Oprør." »Ja — maasie —- Knud.« ,,Men ieg elster det ftolte, stærte Hav og ikle mindst, naar det er i Opror.« Han trnttede hendes Hoved ind til sia oa lnssede bende paa Panden· »Men hnsl saa paa, Knud — Havet lan man itke tvinge.« Hun rettede sig rant op og sagde med Vcegt: ,.Det er underliat, men det bæres mig sor i Aften, at der slal sle noaet. Et lan jea stge dig — jeg ttor al drig, jea lommer til at svare til det Jdeal, du oprullede. Du talte om Havei. Dei banger fammen med mit Liv og lan itte tvinaes, uden at Livet dot. Du vil have mit Lio lavet om ester dit — men om det nu ikke kan laves om —- om der nn er nedlaat en Sæd i det, som ilte lan do, uden at selve Livet dot, bvad saa?« Hendes Øjne hvilede sotslende paa ham. lHavde ban villet eller tunnet se til Bunds i hendes SiaeL san vilde han have set et sugende Begcer ester at blive sor staaet, — ester at saa at hsre as hans Mund — dette ene: ,,Ellen, lad Sarden blot gro, feg vil ilte tvinge din Sjæl, jeg vil have dia som du er, med alle de Millia liedet, der bor i dig.« Hun vilde da have elstet ham dobbelt eller i bvett Fald vertet dobbelt lyltelig. Men han sorstod hende itle, havde aldrig tcenlt paa, at hun stulde sorstaaö. Alle bang Tanler havde tun drejet sig om hans Liv, vm hans Lnlte, om, at hnn tunde blive, som han havde tænlt sig Jdealet af en Kvindr. Han saa tun i hendes Ord et Udslag as den Fordom, som han dnbest set soragtede. ja hadede. Men han vilde ttke gaa mete alvorlig ind paa denne Sag nu, deksor sagt-e han blot i en sptgefuld Tone. »Kan du se, jeg har Ret. Tet er bare Lust-« Lusten, Ellen. Men nu itle mere heroni. Denne Aft stal verre en Festasten, over hvilken der ilke maa link noan Skygge.« Han stieg et Par Gange hen over hendes Haar ps tilføjede inderligt: ,,(5-llen — si·q, hvad du sagde sør i denne Stut Jeg tranaer til at høre det.« Hun saa op paa ham, og hendes Sjcel blev ligv som borte i det Blit, hun mødte. Stille llyngede hun sig til ham og hviskede: ,,.Knud — jeg elsler dig.« ’ Saa rev hnn sig les og løb ud as Stuen. — — lkn Tiniestid ester sad en Snes Personer tcet bænlei sonikrina det lange Bord. Ved den ene Bordende sali sOle Kotige. Han var en KæmPestilkelse, rank ag beeda flnekdet Hans store, iloge Øjne blev neesten Vorie undei »de lange, sorte Bryn. Det graasprængte Haar laa tct » Foa blødt leeminet tilbage, og omlring Munden busieds Yet lraftigt Fuldskceq. ) Paa lwer Side as hain lige oversor hinanden sad sEllen og Illlscel oa ved den anden Bordende Karm, han Hitstrn. l Hun var en Iniddelhej, svcer Kone. Hendes lidi qrove Ansigt var Faderens, den gamle Grønhøjs udtrykte Billede. De itore araa Der lyste af Godmodighed. i Ved Eiden as hende sad Erit. l Blandt Geriterne bemærkedes Kristen og Poul med deres Koner. I Bordet var bnanende suldt as Retter. Hist og het siod en Flaste Gammelvin og ved hvet Bordende est Brcendevinslnrassel soni blev brugt ret flittigt, skønt de fleste øjensynlin anstrengte sig for at indstrcenke Strap senes Antal til det inindst mulige. Da Poul enaang Vilde gribe Karaslen, mærkede hatt et let Trnl paa Foden, og han rakte sorbi og tog et Stylte Brød. »Det kan dn aive mig, Poul, du hat jo et Stykke i Forvejen,« sagde Kirsten. Ole Koqu syntes urolig og adspredt. Dei vat eiensnnlinh at lsan sad og repeterede den Tale, han vilds holde. Han havde enaang ved en Fest for Amtmanden holdt en Tale, der svntes ham selv meget vellykkeL Hatt qemte onilmagelig den Avis, hvoki Reseratet stod. Sidm ten Tid talte han ved enhver Lejlighed, hvot der vat den niindste Anledning dertil, og altid i en bis beitra oende Stil Endelia rejste han fig, stak Haanden ind paa Beh stet, rnnnnede sia et Par Gange og begyndte: «Mine Venner — — —!« »La Veninder,« supplerede Poul, hvem Snapsenc allerede havde sat i en saa overstrømmende Glædestils stand, at ban for et Øjeblik glemte sig selv. Et vældigi Albnesstød sra Kirsten og et lnusende Blik sra Taleren tilintetgjorde bam suldstcendigt. Lle Konac sortsatte. Han havde grundigt studetet sin Tale, der·bevaegede fig i djaerve og billedrige Vendiip ger. «Æblet falder ikke langt fra Stammen«, sagde ha blandt andei. »Men i dette Tilfaelde synes det at stelle salde lanat fra sin Stamme.« Han dvælede lidt ved sine og sin Hustrns Forscedre og talte om den Stammes Kraft, hvotsra Ellen var udgaaet. Med varme Ord nd tnlte ban de to ganiles Glæde over at vide deres Varus Fremtid i saa gode Hemden Han haabede, at de svv samlede Venner delte deres Ønster otn Held og Lylle for de Unge og sluttede med at sige: dem et kraftigt Lebe « Poul var ncer kommen sor sent med at tsmme sit Glas. Hans Ojne maatte først have streifet Kitstens, fer han siæntede i Glas-set. Reiten as Maaltidet sorløb under almindelig Sam tale, der, esterhaanden sont Flaskerne tømteT blev mer oa mere højrøstet. ’-« NJ Da de havde rejft sig sta Bordet, kom en Floc unge ind oa toa sat, hvor de andre slap. De var ind-i budt ncermest as Henstm til, at den lille Festlighed sinlde slutte med Dans. Ellen var tavs og indesluttet, men ansteckngte sig alt, hvad hun kunde, sor at synes livlig. J Begyndeb sen vilde hun ilte danse, men da hun sørst havde be gvndt, var det, som bun pludselig vlev greben as us nstyrlig Aand. Hun snalkede, lo og dansede —- vilders og vildere. Med eet slap bun den unge Fisier, hun havde dan set med, løb ud i Kettenet og iastede sig pustende paa en Stol. Hendes Kinder brændte som i Febetglød, og heade Øjne lnste af en vild Glans. Falsk og statende lsd Vio linens Valsetrimulanter nd til hende, blandet med Vul deret sra trampende Støvler. Jnde sra Dagligstuest, bvor de celdre sad og spillede ,,Sjevinsel,« htttes m sorvirret Larm as højrøstet Snak og Eder og Slag I Bordet. »Du tnorer dig not, min Pige, det kan seg lide««« sagde hendes Moder, der gil og rettede Punsch an. Ellen horte det itle. »Mor,« sagde hun naesten heftigt — »Mot, giv mig det Stylte Kuge, Bedstesader stal have, jeg vil gaa heil med det.« Moderen, der var suldt optaget as sit Neinde be nicertede itke Ellens ophidsede Tilstand, men svareds blot stille: »Det var lønt as dia, min Pige, at du husiet pack Gammelsar Kagen staat sor Resten der paa det Fad.« Ellen greb Fadet, ilede nd ad Kskkendsren og den imod Grønhsjs Has, der tun laa et Pae Hundtede Mut dersta. MONEY »Sta! vi saa tømme et Glas paa deres Bel og give txt Ei runaende Hurra drønede hen under dei lave Losis —( . )—— .