I»
;
iStrandfogdenS Dotter
As N. P. Madsen.
,,.L)vad stat« du?« sputgte Erit imitende og svingedc
ham tundt taa hurtig, at hans store Ttæfto fle hen 1
Sandet.
Lin ny Lattersalve.
isJkg W —- jeg hat en Dnnt endnu,« stanimede
han aandelss.
»Naa, det hat du, men den hat vi ingen Btng for,
bitte Mittel, men du tan maaste hnsle en anden Gan-J
at lade væte at fpotte en gammel Mand, der et Inere
vætd end ti faadanne Bonneftager som du.«
J det saninie rutlede Mittel hSn ad Sandet Hart
rejfte sig op og slnitede af Sted hen til Wagnern Ter
blev han staaende for at afvente det rette Tidgpnnkt
til at bannde Handelen.
En Timestid efter rnllede den fteanedc Mittel Les
de andre Fistettcttnmere af Sted med Vognene fulde at
Fist.
Baa efter flendtede en stot Klynge af fvcetlemmede
Stitteltet af Sted. De bar alle en Kurv paa Rnggen,
hvoti der var nogle Smaasist. For mange af dem var
denne Knth Jndhold det enefte lldbntte af en hel Rats
opstidende Arbejdr. Netten var bleven betalt med
Brandevim
Flete af dem dinglede eftet den Dosis Spiritus, d
havde faaet, dels om Natten og dels af Fistettcrmmerne.
Andre git mere rant og stat, men de fcetreste af dem var
ganfte aedtn.
Jlte langt fta Landingspladsen laa Købmanden«
Butit. Der udenfot standfede de et Øjeblit En ellrt
anden flendrede videte, men de fleste af dem sthtede het:
imod Daten, noale langfomt og nolende som under en
indte Kamp. «
Gnatt var Bittitten fuld at Mennestet. Nogle satte
sia paa Dissen, andre tnndt ont paa Tonder og Spande.
andre maatte blive staaende. En del Del stod ndenfor
af Mangel paa Plads. Alle raabte de og snattede E
Munden paa hvetandre. Der var en Stof, et Bulde:,
en Summen as dybe Basftemmet. Nu oq da hortes ·:n
traftia Ed eller et Brot, det eftetfulgtes at en braaentse
Hatten
Alles Maal var Dissen, bag hvilten Kobrnanden
havde ttavlt med at frlde Btcendevin eller Mde i Berate
tnaal, der tørntes liae laa hurtigt, sont de var fnldt
Noate drat to, andre tun et halbt, on nye tom til.
»Er du fort-let, Hans, jeg fhnes, du bed Glas-set
ovet?« sagde en spottende til en lille hjnlbenet Mand.
der lnn shntes at nippe til Glossen
»Nei, han tcenter paa de Klap, han fit af Maren
fotleden,« indstvd en anden.
Tenne Bemættnina blev belsnnet med en ftraldende
Lüfte-k
,Stnnd diq at tlaa Vinen i Halten, Poul,« btølede
en tvasrlemmet, Fur, der trængte sig frem. »Du var ttte
saa lanalorn nde paa Spen, da du tog Vladten fra VS
i Nat.« ·
«,J tnnde jo have sinndt jet· Den, der lommet
serft til Matte, faar tatst malet.«
»Det er noget Sluddet, Ponl, men du et altid
ttatiltt og tan itte lade verte at scette dine Garn der,
hvor andre et.«
»Er Havet itte liae laa godt for dig sotn for min
Nielst Men du et en Dovendidtit, og det hat du altid
vertet.«
Nu hlandede itete og flete sig i Standettet, ton:
endte med et almindeligt Slagsmaal Man flog om
seg, oq man tev og siaaede t hinandens Tsi. taa Styl
tet af Ærmet og For laa tundt am. En og anden vilde
mægle vg taabte og stteg og befaledex men der var ilte
til at faa Orenlyd i hele dette Vitvat af Strig og Btal
og Banden, der fyldte den brændevinsmeettede Luft.
Med et stat en rungende Ratt ind igennern den for
virtede Stst — myndig ag befalende.
»Wer rolig, J Fyldebøttet!«
Som ved et Trnllellag blev alt stille, og alle vendte
stg hen imod Daten. Der stod Strandfogdenö høje oq
tiaftigt Stittelle og faa paa dem med lhnende Øjne.
»Er der da tlet inan Statn i en eneste af jet? Hjetnme
siddet Kone og Born og tultet, og hcr staat J og dritter
hver eneste Stillina op, J har tottjent, og mere til. Her
staa J oa standes og siaas sont vilde Dyt i Stedet
tot at gaa hjem og tove og blive otdentliae Menneftet.
Stam jet, iea siget endnn en Gang, ltam jet."
Lan bsjede sig ned over en Mand, der laa pa.1
Gulvet med et gabende Saat i Ratten, hvotfta Blodet
ned.
»Der ligger Paul. hvern hat siaaet hom? Han
er slaaet med et Redftab og itte med Haanden?« Han
saa sig vm t Kredlen med en bhdende Mine. »Svat
mig, hveni hat tlaaet harn?«
,,Det hat jeg itte.«
»Det vat itte mtg.« »
»Det var Niels.«
»Det er itte tandt,« lsd det t et Vitvar.
,,Ti stille, og le hellete at faa ham bragt hiem," bsd
Strandtagden. »Mein vit, og hvem tan?«
tkt Par at de nætmelte sit Paul tttllet paa Benene,
tog ham under Atmene og trastede saa at Sted med
hom, efterfnldt at en Flot af de andre.
Udentor ltod Giraut-It det var lottet til ved Lat
men oa Naabenr.
»Ist-ad et der ltet med Pault« sputgte han.
»Au, han blsdet date lidt,« sagde en af Flotten.
»Du et to tot Welten aod til at hjælpe paa saadan no
.get, du ttutde tslae med.«
Den gamle listede stille bag eftet nden dog at tnnne
folge de andre.
. Ved Pauls dient blev de modtagne af en htt, trat
tlgbygaet Rvindefttttelse der stod uden for Daten.
Daatet hang nordentlig ned t Banden Den satt lam
rnentnelme Mund va de statt-e, are-a Øtne tottalte om
en ovetordentlig Viliesfthttn Oun var ttsrt et latet
Statt, holt opetndeltge Faeve man vanlteltgt tunde
islutte sig til, og ont Livet havde hun bundet et tyndt
,Sjal, der tun daarligt stjulte det smudsige Linned.
Som en Falt, der folget sit Bytie, haode hun be
tragtet Flotten, der tom hen ad Vejen. Da de var hende
isaa nar, at hnn tnnde tende sin Mand, der git og sten
drede intellem sme to Hjælpere, svnlmede Aarecne Paa
ilsendes brede Bande, og hun begyndre med gennemtrcen
gende Rost og med en Fari, som nkan itte stnlde tiltro
nogen menneslelig Junge:
»Naa, er det hath Ja, det tunde jeg not tænttn
Dei er jo nu snart daglig. Men hvorledes stal det gan
en saadan Nathue, naar der er saa mange Fristere? Jo,’
idet er jet, jeg mener, J Druttenbolte og Grise. Forsti
idritter J jer selv Forstanden fra og saa — og taa —
smeu hvad er del-g Han ist-der jo: Hvad ek dek ved
idet — svar mig — hvad er der ved det?«
J ,.Det er bare lidt i Ratten« det tom henne i Bu
;titten — men det er vist itte farligt,« sagde en as Folget.
,,Jtte farligt, der er jo en stoi Flænge i .Hovedet,
:«aastc ind i Hjernen, maaste sorbløder han sia, tnaasle
dor han. Pont, Poul, svar mig, hvordan har du det?»
i-- Hart hat luttet Øjnene, han tan itte tale. Aa, lille
iPouL lille Pont, min tecreste Ven, stal jea mode dia sau
idan —— slip l)am, siger jea jeg stal not selv.«
J det samme greb hun ham'oni Livet, løstede ham
op oa bar ham ind saa let, som om det tnnde have været
et lille Barn.
Lidt efter tom Larer Gronhoj til. Han vastede
Zaaret ud og sokbandt det saa godt, det lod sia anre
-Eaa laade Stonen ham hen Paa Senaen, og snart sov
ihan som en Sten.
! »Na ja, aa ja. sitten en Elendiahed, Grønhoj, sit
Iten en Elendiabed Hvordan slal det gaa, hvordan slal
det ende, hoad stal det blive til? Dei endet galt en
ils-taan det niaa jo ende galt.«
,,Kitiit11, Vckt nu stille,« asbrød den aamle heut-IS
Tales Strom. ,,.Kunde du bare blive stille, saa stille, at
du tunde here, saa var der Raar.«
»Ja, vist var der det, jeg ved det godt,« beavndtei
nun iaen. ,,Jea ved aodt, hvad du mener, det er vor;
Herre, oi stal holde os til. Oa det er sandt. Men
atr oi det ——- beder vi not — vilde han bare bede, men’
lxan beder aldrig --- den --— «--- «—--— naa, lad ham nu sove
; Fred Al ja, at ja. Sitten en lflendiahed Se Bier
nene der » sitte Kinder, sitte Tøj —— bare Laser — Ja
Spisetammetet — hvad tror De, vi hat levet ved i de
sidste Daqe —· noale Sild —- bare Sild og Kartofler —
intet Brod, intet Sul —- —«
Gronbøj toa et Penaeftntte op oa ratte hende on
ait dctpaa stille dort. ’
Paa Vejen hjem tonr han sorbi et Has, uden for
lwiltet der lob en lille Drena oa leaedr. Da han saa
iLcererem lob ban ham i Mode oa srader
s ,.Mor greder.«
T ,Gok hun det, Iine Hause-« Graun-i wg ham ved
JHaandem ,,.f)vorfor geredet Mor?«
i »Jo, for vi bar itte saaet noaen Mad i Daa.«
! ,(Fr Far itte tommen hjem?«
s »Nei, Far er henne bos Kol-mandens, sog naar
"k-an tommer, er han vred.«
» »Hast« Hans at bede for Far?«
»Ja, baade for Far oq Mot og bitte Knud.«
Grsnhoi ait ind.
Han maatte butte sia dybt for at komme tnd igens
nem Doeen og næiten liae saa meaet inde i den lave
Stne sor itte at stode Hovedet mod Bjælternr. Ud for
et Vindne stod et Bord, som Malinaen omirent var slii
af· Foran Bordet stod en umalet Beent oa rundt om i
Stuen noale simple Træsiolr. Dei var hele Møblementet.
Den inderste Del as Varelset var optaaet as et Var
Senge. Trods Fattigdommen var alt dog propert oa
ordentligt. J en Krog ved Siden as en Vugge sad
Konen oa lavpede noget Tof.
»Goddag, Marie, naa, hvotledes gaar det? Hans
siger, Mor greedee.«
Marie sljulte Ansigtet i sine Hemden
»Hm fea itte ogsaa Grund til det? Han et endnu
itte kommen hjem, og vi bar slet itte noget i Huset Og
hoorledes er han saa, naar han tommer? Jeg tunde jv
hore helt herhen, hvorledes de tumlede. At, Gran
boj, det er sorsærdeligt.«
»Marie, der er noaet, der hedder Herreng Time,«
saade Lasteren stille.
»Ja, fea ved det. Jeg tan jo ogsaa for det meste
bolde det sast oa bie, men»saa tommer det sommetider
over mig som i Dag. Vi hat jo leenge itte saaet nogen
rigtig Mad, og nu til Morgen var der siet lntet merk
at putte i Munden. J Nat var de ude forste Gang i
lang Tid Og noget hat de jo taaet, nten hvor bliver
det saa as? O —- at se disse Mennester tote her forbi
nsed der-es Dunke, og at tcente paa den Ksbmand ——’
den Kobmand Hvor har han et stort Ansvar. Det har»
so gaaet nogenlunde i den sidste Tid. Der hat io itle;
varet noget at dritte sor. Det er jo altid verst, naar
i
i
de har fortjent en Smule. — Herrens Time, ja, Gran-!
hof, men nu hat jeg vented paa den et helt Aar — be-(
det og bedet —- Dag for Dag.« (
»Ei helt Aar,« svarede Grsnhsf smilende· »Da
hvoeleenge maatte Gud vente paa dig, Marie?"
»Ja, det er ogsaa sandt —T- det er ogsaa sandt.«
Marie tsrrede Øjnene med Fortleedet oa iaa ov1
IPaa ham. v (
! »Hei-uns Time el« altid —- for dann Det dreier
sig itte sor ham om Tid og Sted oa Forhold Han kan(
lnnle sine Fjender ved sin Munds Aande, hvad Stundl
han vil. Men han et en underlig Gud —- han ser ben.
stil slne Bot-is Tro og Bon. Kunde han ret taa helligets
sog renset og dannet os ester sit Billede, saa vilde dert
sie siore Tina, Marie. Men, trete Born, J er jo endnn
lastende. Bitte Hans, spring hen til Kobmanden og faa
ltdt Kasse og nogle Lager-. Stg bare,det er til min.
Kan das«
Det lod Hans sig itle siae to Gange. J en Fari;
var han ude as Doren og tilede af Sied, saa Benenef
spineve spm Frommen-nie (
J Butttten stod Fadeeen —- den store Fitter dmed
anencesen Hans sicvede hen ttl dam, men turde nie»
He paa hom.
i
f Snart var han hjemme igen, og lidt efter snurrede
JVandet inde i den lille Kogetattelovn.
j Medens Marie git og rettede an til Rassen, tom
Monden hjem. Han blev staaende et Øjeblik i Døren
og sagt sig omtring i Stuen, for han traadte ind. Li
nene var glasagtige og stirrende. Under Sydvesten, der
var stubbet ned i Ratten, stat Haaret freut, vaadt og
tjavset. Med nogen Besvær slap han ind igennem Dis
ren, trcengede den store Kurv af Skuldrene og snted
den hen i en Krog.
Et Par Knurhaner gled nd pas lttulvei.
»God Morgen, Kristen,« sagde Marie kærltgt, idrt
hun lagde Armene paa hans Stuldre. ,,Sæt dig nn
herhen, saa stal du saa en Kop varm Kasse, før du gaar
i Seng.«
Küsten gik et Par Gange frem og tilbage, brum
mendc som en Bjørn i sit Bur. Saa satte han sig ncd
ltge oversor Grønhøj og bkedte Armene ud paa Bordei.
»Hak Købmanden givet Kredit?« spurgie han hit
tende.
,Nej, Kristen, Gud har givet Kredit,« svarede Mart-:
og stæntede i hans Kop.
»Naa —- ja —- hm,« brummede han og saa sløret
hen paa Læreren.
J Stilhed drak han sm Kasse og git s»aa hen od,
smed sig, saa lang han var, paa Sengen, og et Øjettlit
ester snortede han, saa Sengen rystede.
Marie satte sig ved Vuggen og græd
Grønhøj rejste sig, greb hendes Haand og sagde:
,,En starre end du har streget ester Vandstrømn.c
— tørstende so«n1 en Hjori. Hast det Ord, han siger:
»Min Sjæl, bi efter Gud; thi jeg stal endnu tatte
ham, mit Ansigts Frelse og min Gud.«
Tau forlod han Huset og gik stille hjem.
Il. !
Sandby var itle nogen By i egentlig Forstand.
Hasen-: laa spredte i malerisk Uotden soran eller inde
isnellekn Klitterne —- alle dog med Gavlen i Øst og Vest
De fleste as dem var gamle, forsaldne Hytter, hvis Ydrel
var en talende Proseti om den Armod, der herslede In
densvr. De var smaa og lave, klinede op as Ler og
tcettede ined Lyngtørv, i entelte Tilscelde med Stran.
Mann- af dem var vinde og stceve. Hist og her var en
Halvvcka slaaet ind eller Taget sorrevet og slaaet asl
Stonnen. !
Men snlgte man «3ejen, som oppe sra Landet soc-te
ned ti! Landinaspladsem lom man sorbi slere Boligeh
der var nnere oa bedre vedligeholdte. Der var saaledzz
Købnnmdgaaatdem en grundtnuret, flerarmet Bygning
med Stifertaq oa en scerlia nnbvaget Fløj til Buti!.
Der rsar Grønhøjg Bolig, som han lod besage, ester at
l;an lyaode saaet stn Assled Oa der var endelig Strand
foqdeng Hnö —- en usorholdsmcessig lang, enssormig
Bnanina med tilhørende Stald oa Lade. «
Tet var allerede noale Daae inde i October, men
Lusten var mild som i August on høj oa sttaalendc
som paa en Frostdaa. Binden knlede stcerlt, og Haoets
hvide Slnmbølger lvste nied tusindsoldigt Blink i Sol
lnset, naar de brød En Flol Maaaer og Terner for
sulate steigende en Fistestitne ude over den yderste Revle,
og dekes hvide Vinger tindrede’ sont frossen Sne, hver
Gang Lyset saldt paa dem.
Sandet laa hvidt og blandende paa Stranden, ov
ad hvilken Ser nafladelig sendte sme beede, graa Tun
aer efter Faldet i Havstolken.
Nede sra Landingspladsen lom to Mænd aaaende
i ivria Samtale. Den ene var Grønhøj og den anden
en nnate, spinkel Mand i Sonnneroverfralle. Den bløde,
spidspullede Filthat var stæklt bnlet, og det lange Kunst
nerslips slagrede sor Binden. Hans Ansigt var langakp
tiat oa smalt, Øjnene mørkeblaa on dybe. Det kramen-,
sorte Overstcea over den store Mund i Forbindelse med
den lange spidse Fip aav ham et vist mesistoselesaatigt
Udseende. Men Trækkene var cedle.
Hans tnnde smidige Stok var nafladelig i Bech
gelse.
,,«’fislerne et altsaa ikke paa Havet i Dag,« bemer
lede ban, idet et Var Mcend nted Knrve paa Rygaen
gis fotbi dem.
»Nei, det hat de «tke været i manae Dage.«
,.Kan de ikke gaa nd med den Sø?«
»Nei, umuligt, og selv om de lom nd, knnde dc
doq ilke udrette noget.«
»Der kan jo paa den Maade aaa lana Tid ben,
uden at de tan sortjene noget.«
»Ja nndertiden en hel Maaned oa lcengere.«
,Jntet Undek, at de er sotannede.«
»Da vilde de saa endda lade vaere at dritte det oI·,
de fortjener.«
»Ja, Drikkeriet er nok slemt her.«
,Ja, forsaerdeligt. Brandevinen er deres absolu-e
Rnin —- dette Folk, der ellers et lrastigt og stcerkt sotn
selve Havet. Man lan se det paa dem, hvorledes Gif
ten odelcegger fdetn —- marvstjceler deres Kraft. Man
lan se det paa deres Ansigter, paa de glagagtige Øjne
oa det slsve Blit· Se nu de to, vi møder der —- man
slulde tro, det var to Gatnlinge, og saa er de endda
begge nngeMænd paa næppe 40 Aar.«
»Drikler de allesammen?«
,,Nej, selvsølgelig er der Ilndtagelser. Dog er der
ilte ret mange, der ikke ved en eller anden Lejlighed saar
et Glas mete, end han lan taale.«
,.Ved De, hvad de trænger ttl?«
Leereren standsede,. saa slarpt paa sin Ledsaaer on
sagde: -
,,Bed De det, He. Albæl?«
,,De er forspmi. De lever for langt sra den øvrige
Bei-den« De tecenger til Oplysning —- til Kultur.«
»Ja, De kan have Ret i een Fprstand Men hvis
De trot, at det er Besen til at gute dem til andre Men
nesker, saa vil seg«siae: nei, He. Albert, deri taaer De
sesl. Ja, hvsi det saa endda var multgt at btbrinae
»dem Kultus-, men hvor slal Kulturen tage sat? De er
»ja nogle stallels Stelle lenkebundne as en stygtelig
Mage, og see denne Mast bltver besejret, er det jo ille
Ymuligt at btbrtnge dem hveeken Oplysning ellee Kultur,
sDertil "ktæves en anden Magi, der er starkes-e end Sys
’den, og det er der tnn een Magt der er —- og det et
itke Kulturem men Gud — Guds egen Aand udgydt
i en såakkels Synders Hierte —- Guds Fred og Glædr.«
»Ha: De Provet at dibringe dem nogen Oplysningk
staredc Alb-Ist fort. —
»Nei, og det behøves heller ilte. Oplysningen i
fig selv er forlaengst prevet — vejet og fundet for lei·
Vi liehøver blot at tcenie f. Ets. paa det gamle Rom.
Var det romersle Folk ikte et oplyit FOM Havde M
itle en Kultur, lom vi den Dag i Dag maa beundrsss
Men hvad hjalp det? Folket var dog sunket saa dbe
som et Folk kan snnke -— i Synd og Laster, i Dritt
kensiab og Ufædelighed Det var dog dødsdømt — nd
Inarvet, og tun een Magt kunde redde det — den, der
udgit fra Gnds og Menneftens Søn i det Lille Nazareth
Og det fannne kan jo siaes om Gewinne Forsvrigt
lieh-ever vi itte at gaa saa langt. De er bedre kendt end
jeg i vor Hoveditad —-— derinde hvor Oplysning og Kul
tur siulde staa højest l)erl)jemn1e. Sig mig — er For
lkoldene derinde egentlig stort bedre s— for mangfoldiges
Vedkomniende7 Findes der iite der Tnsinder og aitet
Tusinder, som er ligefaa store Imlle af Synd og Laster.
sent disse stattels Mennesier her?«
Albock lsearbejdede fin Fip hastiat og nervøst.
»Sig min, Ot. Grønl)øj, hvis De fik Lov til at
raade, var det saa egentlig ikle Dereg Mcning, at alle
Fifkerne slulde vcere l)ellige?«
»Vilde det efter Deres Menan være en Ulytle,
om des flete?« svarcde Grønhøj stille.
,.Oprigtig tali, ja. Eller — jeg vil sige — jeg ved
Eile, ltviliet af de to Onder, jeg helft stulde vælge.«
»Hu-ad Onde er der ved at blive et omvendt Men
neste?«
»«.Ilt blive sneverbjertet, dontmesyg, overtroift, def
anser jeg for et Onde.«
,,Det var Ineget paa een Sang. Sig mig oerligt,
taler De her af ErfaringZ Hat De nogensinde levet
blandt bellige Mennefker?«
,,Nej, og det føler jeg heller ingen Trang til.«
,.Hvor har De da Deres Visdom fra?«
»Am dei er da en bekendt Sag. Der er nol, der
hat stildret de veltjyfte hellige —- Aviferne, Forfattetne.«
Grønhøj lo igen.
»Na brilter Kulturen, kære — eller Oplysningem
Liviferne, L’forfattet«ne".3 —- Hvorledes mon De selb, He.
Albak. vilde komme til at se ud, hvis Deres værste Fjende
stulde stildre Dem?«
,.Vi er ikke Fjender af de heilige, vi beklaaer dem
kun,« svarede Albcek iltert.
,,Raa, lad gaa, saa er Kultur-en reddet, men n:
Qplnsningen? Tror De virielig, -at disse unge Aviss
mænd eller Forfattere tender — ja, kan kende en saa
dyb on indgribende aandelig Bevceaelfe, fom den, der
paa sine Siedet er aaaet hen over Kystencck Ja, om de
saa cndda blot i Sandhed vilde studere den, leve mel
lem sie troende i nogen Tid og lcere dem at tende. Mcn
— ja —- ssg mig ærligt —— De er jo baade en dannei og
beqavet Mund — tror De selv paa de Glansbilledek, sont
visfe letbenede Journalister har malet — efter en Timet
Studie fra et Hotelvindue eller efter et ftakaandet Jn
»terview hos en eller anden Fisier?«
l »Jntet kan males, fom det virteligt er — hverken
«med Venfelen ellet Vennen,« svarede Albæk fort.
De gil tause videre, indtil de havde naaet Gren
højs Hug, faa siger Albæk:
,.Ja, De ved vel, hvad der flal sie i Aften, at Ellens
oa min Fotlovelfe sial ossentliggøres?«
»Ja, jeg ved det,« svarede den gamle og saa neid
»De kommer da med?«
,Nej, jeg tan ikle.«
»Hvorfoe «— det vil alcede Ellen.«
,.Ja, det ved jeg not. Men hun ved ogfaa mik
hvorfor den Ha«.dling ikke glceder mig — ja, De mas
tilgive, at jea taler aabent.« .
; ,,Alt tilgivet —- men sig mig — jeg maa nok vg
lsaa tale aabent — er det nu ikke nogetaf denne Dom
Inefnne —- eller noget af det Sneversnn, jea talte om fest-.
der "-)indrer Dein i at kunne dele vor Glcede med os i Af
ten? Fordi vi ilke er af samme religiøse Syn, kund
De dog godt vcere til Siede?«
»Ja« under almindelige Fokbold lunde jeg ogfas
aodi. Men i dette Tilfaslde ikke. De fial nemlig vide,
at om der end er noget i mig, sder glceder sig over at
sc- csllen lvklelig, faa er det mig dog en usigelig Smerte
at tcenke paa, at hun sial gives i en Mands Haand
som — hvor dnatia oa brav og hcederlig han end er
— doa aldkig kan bringe hende den Lykke, som vate
— fordi han er uden Gud.«
»Naa, saa Farvel,« fagde Albcek bittert og raste
ham Haandem ·,,De kan altfaa ikke en Gang ønsie us
til Lytta kan jeq trenke.«
,.Jo, kaste Albæk,« fvarede Grnnhøj hjerteligt, ,,det
tan iea —— paa min Mande. Jeg vil baade ønsle og
ltede on1, at J maa sinde den Lytke, der varer tangere
end et kort Spand af Tid. Men De ønster bist ikke
selv denne Lykke.«
,,Nej —- De faar tilgive,« fvatede den unge Kunst
ner, trat Haanden til sin, og siyndte sig bott.
»Gamle Særling,«' mumlede han, idet han med en
vis new-s Haft ilede hen ad Veien iil Strandfoged
boligen «
Jnde i Stotftnen var et stott, ufuldendt Maleti
opstillet. Foran det stod Poul Rielsen og hans steck
Kone i meqet interesseret Bettagtning. Poul, der hsxie
med til Redningsbaadens Mandstab, siulde med paa
Billedet. Han havde imidlertid været fravcerende um
Sommeren, da Albæk vat deroppe og gjorde Studiet tis
Maleriet. Des-for var han nu bleven tillaldt. Kirsteu
var gaaet med for at overvæte den stote Begivenhed at
se sin Mand blive malet.
»»»«,,,Det er gkovt, saa han kan male,« fagde M
idet hatt bukkede sig helt ind til Lerredet
l »Ja, det est forsitcekkeligt.«
L ,,Det kunde Niels Maler ille g-te.«
,,.Niel2·Malet!« sagde Kirsten helt for-anteing »mu
denne her er io vgsaa fra Knbenhavn og hat leert no
« get mete.« · - Gott-seiten
s.