Fadrelaudsiang
Der, hvor Vindenes Sus:
glider sagtelig gennem Konnt-p
pens Has,
der, hvor Lærken den slaar
ser Triller, fom højt imod Himme
. len naar,
der, hvor Blomfter og Sang
er med Klotkernes Klang
forenet mcd Jcevnhedens Varme,—
Dek, hvvr Fjvrden sig snor,
der, hvor Engblommed gror,
der, hvor Brændingens Vrus
brydes af Revlens det sande Gras,
der, hvor Fiskcrens Baad
muntrende vugger paa Bølgen saa
land,
men baaren af evige Arme,——
Der, hvor Bakker og Tale
til .Hjertet kan tale,
der, hvor Træernes Krone-r
af Fuglefang toner,
der, hvor Kildcns Vceld
springer Morgen og zwæld
med Frischedens klare Strmnme,——
Ter, hvor Kronhjort og Hind
lober let som en Bind,
der, hoor Himmelens Stierner
synes mig nærmer,
der, hvor favrefte Roser
til Assled bringet Taarer saa Imme,
Der er mit Die-n —- det clstte Hjeim
dig—tryllerTanken afSkjulctfrem,
Tanmarkk Moder! dit Barn sig
fryder,
hver Gang Navnet paa Lcebe lydcr.
Gib at dit Falk paa den gansle Jord
bedende oplgfter Hænderi Ror
til Hitnlenes, Almagtenø Herre.
Emil Sorenfen
—«---.-0.
Lægmaudsinissiotr.
Lad osz drofte Sagen lidt liter
tnere, nn den er kommen frenii
vort Vlad. Lad oiz faa den belnst
fm flere Zider. Lin muligt naa et
Resultat, eller i l)vert Tilfcrlde faa
mere Uns og Klarheit i Sagen.
Vi bebt-ver Lyd og Klarhed over
»Vej« og »Maade« i alt Gnds Ri
ges Akbeide. Te famlende, nsikre
Fort-Ia bnrde iiiidaaas. Lad der
vcere Plan og Orden i alt, den vi
feste Plan, den bedste Orden; faa
trives Gilde Rige bedst.
Derfor er det ret og betimeligt
at droer et Emne sont Lægtnandep
mission. Naar vi striver oin den
Sag, lad os san steer tnellem al
mindelig keiften Pligt og Oreg
mandsmissionen sont en lærlig
ern af Gndsz Rich Arbejde. At
Kristne belender Herrenø Navn i
Ord og Gerning, støtter Gnds Ri
ge med Von og Lssergaver, er ikke
ud over almindelig keiften Pligt.
Saa vidt jeg tender »Den spren.
Airke«, læqgesz der ikke noget Baand
paa det kristne, opvakte Lcegfolk i
saa Henfeende Det bnrde visselig
heller ikte gøreg, thi der er ikke for
meget af det. Vi naar næppe det
Punkt, hvor det lan sigeö oin od,
at vi hat« opfyldt vor kristne Pligt
helt og fuldt. Nei, »vi er desvoerre
langt borte endnu«. J de site Me
nigheder, jeg har tithsrt, blev vi
jævnlig tilfkyndet til ikte at vcere
sløve og ligegyldige, incn varme
og brecndende for Herrens Sag.
Jeg er Julius Jenseit taknemme
lig for hans gode Lplysninger i
,,Dsk.« as 12« April otn Jndre Mis
« sions crdning og Lcegmandsmiss
sion fom en saerlig Gren af Guds
Riges store Akbejde i Daninark.
Jeg kan endvidere oplyfe, at hver
Sommer samleö Jndremissionces
rerne — eller saa mange af dem,
som kan, til et Knrsus paa en af
Hsjstolerne, hvor de undervisesi
Kirkehistorie, Dogmatik eller keifte
lig Leere, Bibelforklaring o.i.v.
Man lager at dygtiggøre de Maend,
iom har tneldt sig til Arbeit-eh ved
at udvide deres Rundskab om og
Kendskab til Gnds Menigheds Hi
storie, Tro og Leere Det anseö
ikke for at voere overflødigt i Dan
mark.
Men jeq iynes, J. J. samtnen
blander keiften Pligt tned Lægs
mandsmiösion som en færlig Gren
iGnds Rigeö Arbejde, naar han
iortæller —- lom Eköempel paa
Lægmcmdsmissivm —- hvorledes
Læqfolk i de Menigheder, han har»
tilhsrt, arbejder for at opbyggel
Gut-S Rige i vered respektive Mah.
Disie Falk isgte jo tun at gsee det,
iom enhver Leisten burde fsle
·
sTrang til at gøre, laa vidt Evne vgl
Tid rækker. l
Naar saa J. J. mener, at Arg-:
mandsmisssionen (i Amerika) bnrdeY
ordnes efter dansk Jndremissions
Mønster, laa er det inuligvis en»
god Tanke Alligevel er ieg ikke
klar over, om det tan lade sig gørc·
Derfor nogle SpørgsmaaL
l) Er det faa Meningen, at i Byer
som Naciney Chicago, Waupaca,
hvor der er flere Menigheder, bør
der ansættes en Jndremissioncer
til at arbejde i alle Menighederne
og uden for dem med hele Byeir
som Mark?
Tet vil da være efter JndretiiiS-«
sions Mønstcr i Daniuark. Mon
det er heldigt? Er der Midler til»
det? l
2) Hvem er JndremissionoerensT
kirkelige ForesatteP Af hvem ud-!
sench han? af Kredsstyrelien eller
as »Den foren. Kirke«s StyrelseP
3) Vil det være heldigt at bruge
Jndremissionæren til at opdyrkel
nye Egne? Er Embedet ikke en
Hiælp til at faa Folk i Tale og visi
de Jndgang ibandt dem paa de for
sømte Egne?
4) Er del ikke Præsterne i Ame
rika, og ikke Lægfolk, som har gjort
det banebrydende Arbejde? Mon
ikke det bliver dem, som Sommer til
at gøre det i FremtidcnP
Det var nu nogle Spørgsmaal,
som frcinkom huss mig ved at læfe
J. J.s Artikel. Vil nogen besvare
dein?
Sofus Bang.
Elk Valley dcn 21. April l906.
Trinitatis Scminariums
Heduingc - Missiongforeitiiig.
(Stuttet.)
De andre i Sendelfen kejfte saa
c-idere, men efter nogen Tido For
lød tom de tilbage iget., fordi en
Underhøvding havde ttævet Skat
at dem, nagtet Kongen af Ujiji
bavde faaet Betaling for fri Gen
i:emfart. Dereg Tilbageiomst opli
vede Hanninaton i den Grad, at
man beilutede, at han siulde rej
sc videre med dem og der blev lejet
setz Mand til at bære ham i en
Hengst-je Efter megen Modganz
og lltøje naaede Hannington og
bang Folge Kagei hvot de sit en
nieaet venliq Modtagelse, hviltet
c-pmuntrede Hannington megei. Mein
Glæden var tun tort. Blodgangen,
den grutulde afritansie Plage ind
iandt fig paa ny og ined udlidelig
Snierte oa fuldstasndig afmattet,
strev ban hjem til England saale
deg: »Im strivek dette med Smert:;
thi jeg begnndr at tænte paa Til
tiaaetog. Mit Liv er blevet mig en
Vorde. »Ak! det burde itie være
iaalede5.« Lidt ienere streo han i
et Brev til Setketæken for Mis
sionsielstabet lydende faaledess
»Im gruer for at ftrive til Dens;
thi mit Brev brinaer tun bitte
Stuffelier og inaen gode Eiter
retninaet. Jeg er itie nedslaaeti
over at der mennestelig talt tun
et liden ildsiat til, at jeg naar le-1
vende hieni. Men jea er nedfiaets
fotdi jeg tun hat faaet Lov at nd
rette saa iidt for Selstabei. Jea
bar ingen at bebkejde noget;det he
le hidroker fra Mangel paa Er
fakina. Men at! det hat kostet haa
de niia og Selfiabet meget; thi min
tstjerninq er mislnktet, og jeg hat
lidt uendelig meget. Tilgiv mia,
jeg haaber,at mit Hierte er fuldt
af Tat og Pris til Gud for hans
tcekligeNaade, ogsaa i Dag hat jeg
foldt det at vake Tilfeeldei." Dettsk
blev det sidste Brev,soin han sit
Lov til at sendc til Selftabet for
denne Gang; thi tokt Tid eftet
blev det ordnet saaledeö, at to af de
Medrejsende stulde rejte langere
ind i Landet, medens een blev til
bage i Kaqei. Nu tom den tunge
Hjemrejse med et brudt Hjettr. Han
maatte bcekes i en Heengetoje hele
Vejen, og et Par Gange laa han
som ded; Barerne satte Kojen og
eitle-rede, at de itke vilde ilcebe paa
et Ligx men begge Gange tom han
til Bevidstheden og trsb paa alle
site efter sit Reiseselstab, jaa lange
til de blev hain var og tog liam ov
igen.
Undekveis tiuttede London Mis
jsionsselstabets Missionast Penry
Fig til Hanningtons Katavane og
den, 10. Matts 1882 naaede de til
bage til Ujiji. hannington syntes
da at viere beende; den tolde Dsdgs
sved stod paa hans Pande, og i fern
Dage fveevede han mellem Liv cg
Dad. Dei var ham dog itte be
stittet at dø den Gang. Den oben
ncevnte Penty døde derimod en Maa
nes Tid efter af Blodgang under
haarde Lidelfer, plejet og trostet i
Dødsstunden af Hanninaton. Den
ninde Mai naaede Hannington
Zanzibar i en svag dog itke haar
løs Tilstand. En Maaned efter var
dan igen i England i sine leeres
Fahn, hvem han itte havde ventet
at se niere. Han optog atter sin
Gerning, som om han slet ikle havde
været borte, og hans lille Menig
hed flotiedes om hom, som tidligere;
han var bleven deres Hierie endnn
dyrebarere ved Fraværelsen.
Hannington var nu i fuld Virt
ionihed derhjemme og var lyktelig i
sin Gernina men atter og atter stea
en Tanie op og tastede en Stygge
ever hans Vei. Dei var den Tante,"
sont han plejede at udtrntie saaledek
»Jea har lidt faa meaet og udrettctI
saa lidt for Afriia « Hanningtonl
havde dog ingenlunde opgivet Haa
let om Afritamissionen Han gen
oandt hurtigt sine Krafter og sit
Helbred og meldte fig til en Lage
til Undersøgelie. Dennes Ertlaerinzl
var: »Kan draae, hoothen det slall
verre, untaaen til Astita og Ceylon.
Hannington var dog itte sornøjet
med dette Udfald. Eiter at han en
Tid havde rejst omtring for at vir
le for Missionen, meldte han sca
atter til Underspgelse hos en af
Englands bekøniteste Lager-, og den
ne ertlcerede, at slan uden Fare tunde
reife til sine Langslers Maal, det
merke Fastland
Dei blev imidlertid itte sont Mis
sioncer, at han tom af Sted. Dei
havde længe været paatcentt at op
rette et Bispedømme for Øst og Midt
Afrika. Man haode manglet Man
den,1nen nu fyntes alle, at han var
fundet. Denne ansvatsfulde Ger
ning, blev tilbudt Hannington, oi
han turde itte afslaa Tilbudet; det
var for ham som et Bud fra Her
ren. St. Hansdag l24 Juv. ) 1884
blev han indviet til Bistop i den
engelste Ritte.
Med kidt Ængsteise dog med fksk-- l
diat Mod begyndte han sin andm
Afrejse 1884. Entelthederne vil !i
lier forbigaa; lun at han førft reine
til det heilige Land for at foretage
Jndvielser og Konfirmationer Fra
Palastan git Turen til Ægypten,
eg derfra cm Bord paa en af Te
asritanste Kystdatnpere, som han,
sorgelige J,hutotntnelse huitede san
ardt. Gan holdt doa Modet oppe,
itte blot hos sig selv, men oasra
bog sine Medrejiende: Vind og Vejr
var gunftige, oa den 24 Januir
lob Stibet ind i den rummelige,
lune Havn ved Mombafa, hvor den
betendtc By Freretown liager
Dei spkste Sied, hvot der bleo
holdt Biipevisetats var Taita,
scm haver sig indtil 6000 Fod over
habet. J denne Egn var der onl
Missionsstatiom der blev ledet ufl
Missionæk Wtav- men for at konnt-e
derben maatte de rejse igennem enl
øde, solt-tret og handle Steppkql
Vejen var besvaerlia, men de naaedkl
dog omsider Stationen. Wtan var
i Belejringstilstand, kg Faden varl
lnap: Stummen, som han virledsr
iblandt, tnurkedr. Dei blev be
flnttet, ai Wray og den lille Flot
fom havde ,,annan1mei Ordet mrd
Gliede« flulde flytte til Babai. Reis
sen blev beayndt og fuldendt men
under wegen Nod, paa Grund af
Mangel paa Levnetsmidler. Bistop
pens Hn stod til fjernere Egne If
Siiftet. Hans Lengslers Maal var
det Land, sotn ban en Gang havde
meet saa nier, men var bleven dre
ven tilbage fra af det, som efter Os
det er »hver Mands Herre,« af Syri:
dom. Han fatiede nu en Plan orn
at naa Mtesas Rige ad en tortere,
leitete, sundere Bei end den sied
vanlige, en Plan, der saa lovende ud
og dog ftnlde blive saa stæbnespan
get.
J Rabai blev alle Fornpdenhedcr
oa det tilstmttelige Antal Folt
samlede; derfra brsd Hannington
oP den 28. Juli 1885; hele Kara
vanen destod af 228 Mand af ds
bedste Folk, sont tunde findes, men
hans Hovedststte var en sort Prass.
ved Navn Jenes. Selv gii Han-;
nington for-an i alt, svang Mien
mod Uestovens Troer, tandte
Gen-let for at bane Bei; alttdY
freidig og munter holdt han sink·
Zoll i Rande, enng naar det saa
fort ud, og Faren synies at vare
slorst. J et Brev til hans Huftru
strev han folgende: »Jeg har ncesten
intet saaet at soise i to Dage, jeg
hat itte tunnet vasle inig i to Dage,
rg jeg hat itle Udsigt til at opnaa
mere end et ,,Slit« i de kommende
Dage. Og dog er jeg bange lot
at Trcengslerne tun er i deres BI
gyndelse.«
» Dhbere inde i Landet lom Han
nington i Beroring med det frygtede
Krigsfolk, som laldes Masai. Ka
ravanen fandt dog gæstinild Mod
tagelse og blev godt behandlet af de
seldre Mænd; det var fordi der va:
en hvid Mund med; thi Masaierne
anser de hvide Mænd sor Gude
sonner, og det er det eneste Folkks
flag, soin de har Agtelse sor. Den
24. naaede Karavanen det skonne,
frugtbare Land Kavirando. Her
faltede Hannington den Beslntning
at esterlade den for ncevnte sorte
Vrcest Jones med den storsie Del as
Folget. Selv Vilde han med TO
Mond dtage videre til Uganda·
Stnrlet og fortrislet brod han DP
fra Kavirando Snart slulde han
se den store So og scette Foden i
det Land, der i ligesaa hoj Grad val
lxans Lcengslers Maul, sont Kanaan
var det for Jstaels Born paa dech
Vandring gennem Arabiens Orten.
Oin han ihulommede Herrens Ord:
»Mine Tanler ere ikle Eders Tan
ler,« vides ikte, lnen deriinod indes
lsaa hvor grusuld en Maade han-i
lyse Forhaabninaer blev siussetx thi
der, hvor han mente at ncertne sig
irofaste, kærlige, loengselssuldt ven
tende Brodre, ilede han i Virtelig
laden Slagterbænken i Mode.
Det var den tolvte Oktober, at
Hannington sorlod sin trosaste Ven
ca Ledfager Jenes. J de folgende
sets Dage lilbageiagde ban l gen
nemsnit omtrent sels dansle Mil i
Dognet, og nn siod han ved Soensy
Bred Her sandt han et stort Max-s
led at viere i fuld Gang; men paa
alle Foresporgsler tunde han itkei
saa Svar, der lunde oplhse, hoorJ
lian besandt sig. I
Et Par Dage eiter stod han An
fiat til Ansigt med den Mand, sVM
fullde blive hans Morder, Kongen
af Ilsoga, en as Sinaatonaerne, sont
var Vasaller hos Storlongen i U
ganda. Denne havde streng Befa
ling til ille at lade nogen flippe gen
nein sit Land. Myndighederne oe
tragtede nemlig denne Vej til Ugan
da som en Bagdor til Riget, ind
og ud ad hvillen det var sorbudt
at gaa. Alle Underhandlinger var
sorgceves; Gaver bleve tilbudte, men
Kotigen ncegtede at modtage dem.
Til sidst blev der lagt Voldsom
Haand paa hanc thi de var bange
sor, at han slulde brnde egennem oi
liste sig bott. Han blev nu bevogtet
as en Soldat, inen fil dog Lov til
at gaa oinlring paa Pladsen hol-r
l»«an onfiede. En Dag, medens han
git omtring, blev han pludselig over
salden og slæbt et langt Sthlle ved
Vennene, han teenkte, det var Ro
vere, og raabte om Hjcelp, men sor
gceves, og da han lige for sig saa
en Klippeafgrund, mente han, at
Forlosningen var net, men han
maatte dog acnnemgaa mange haar
de Lidelser, sor Herren ndsriede han!.
Nu ersarede han, at Kongen agtede
at holde ham fangen, og derpaa
lslev han fort ind i en Hhtte, hois
Gnlv var betcettet med raadne Bas
nanslaller og rnitggent Lov.
Ester at han havde siddet i denne
Pesthule i nogle Dage, blev han til
lige med hele hans Folge banden og
bortsleebi. Soldateene tog Klædense
af Folget og gav dem et Bastslori
om Lenderne i Stedet. Bislop
pen og hanö Folge blev derpaa fort
til en Klippeassatö, der paa den ene
Side var omgivet af Trceer og paa
den anden Side as en dhb Klost.
Her blev Bisioppen asllcedt paa
Stovlerne nier; dem lunde de forts
ille sinde sig til Rette med, dem lod
de hain beholde. Hannington vidfie
nu, at hans sidste Time var mer.
Han tncelede og foldede sine Hændcr.
Hvad han talte med sin Gud. horte
ingen: nien det blev sikkert hort i
det hole. En Bosse blev afshret; lo
forte Krigere sthrtede i samme Nu
stem, stak Slagtosret i Siden med
hver sit Sphd. Han faldt dag
lcendd om og var dod oieblitlelig.
Her maatte han lade Livel i frem
med Land, han, som havde forladt
alt og osret alt for dem. sont dlev
band Mordere.
Som t Freretolvn saa -i England
blev der solt-en overvældende Stint-;
te ved Budstadet om den unge, from-l
A oNE wAY
IJENTRALx
Hississsppt vAquJ9 s E TT L E R s
-
Ensry ,l«n(-s(ln·v during April tu points in Niiisitssntsi,
North l);tk«t-I. )I:isi;1t()l)a nnd Cuninlian N()rthwest, also
Homeseekers' Rates
T« Num- (i·-stinntinns t-vcry Tucsday until December
vi« lilinois centrsl R. R.
Fast truins leavi- ()miilm l"ni()n Statinn at 8:00 A· N.
atul8::5()1'. Vl. Vi« St. Paul.
Rate-s sind information l"))s(-«11ingat 1402 Faun-un St.
sAM Uka NOBTIL
l)t.s«rk-I(«r l'«—xssi«;x(;i«;te Autcxsty
0MAHA,NEBI(.
»t· writi-.
nie, modige Englænders grufulie
Død· Verdens Born bebrejdede Mis
sionens Venner, at et kostbnrt Men
niesteliv var bleven spildt; men disse
trostede sig ved, at ,,Martyrernes
Blod er Kirtens Udfæd«, og da hav
de den fuldsitre Fotvisning, at
James Hannington med Mattyrieis
blodige Krone km sit Hoved, stønt
død, taler Missionens og Aftikas
Sag med ntcegtin Stemme, ja med
ftcerkere Rost, end han lunde talc
den i levende Live.
C. E. Nielsen
Korrespondaneek
Dem-er, Colo.
Det gode vater tun saa fort.
Saadan maa vi sige om den del
signede Paaste; den tom og gik, fotn
km det var en Drøn1, og dog havde
vi velftgnelsesrige Stunder i de Da
ge. Student Christiansen fra Blair
var iblandt os. Han prcedikede
Torsdag og Ftedag Aften og flere
Gange Paastedag, begyndende med
Froptædiken Kl. 6 om Morgenen,·
talte i Sondagsskolen Kl. 9,80 og
fnn Høimesfegudstjeneste Kl. 10,45.«
Om Eftermiddagen samledes vi i«
Hans Hansens Hus ved Kl. 3 til«
Samtalemøde Hufet var fyldt nf
Mennefter, og Herren var iblandt
os, saa vi havde en velsignet og
opbyggelig Stund,son1 holdt pan
lige til vi maaite bryde op for at
eaa til Kirten til Aftengudstjenestei
Student Christianer afrcjste samme
Akten. Vi vil i lang Tid mindes
de oelftgnede Stunden vi tilbragtes
fammen Tat fordi De kom, ogs
ttom igen! oq vi vil tilsatnmen give
lHerren Ære on Pris for hans
bismnge Siaqs Ncmde imod os.
-—- Godt en Manned mete, san
venter vi Pastor Weismanm der go
tes Forberedelser til at iftandfætte
Prcefteboligen til hans og Famili
ens Komme.
— Vor Organist, Miss Kntrine
lHolm, er for Tiden i Beføg hos
sine Forceldre i Racine, Wis. Vi
nnsler hende en glcrdelig Tid der
Ehjenime Paul Noer betjener HOrg
jlet, niedens Miss Holm er from
tende.
— Spstrene Marie og Kriftine
Nielsen er nylig kommen tilbage
efter.en Maaneds Beføg i sderes
Hietn nær Dannebrog, Nebr.
I — Stifter Marie fra Senatoriet
ji Bran aflagde os et tort Besøg
Lfor en 14 Dage siden; det glcedede
los at gøre hendes Belendstab. Hun
)fortalte, at Pastor Møllers Helbred
gaar stadig fremad
) Benlig Hiler til Reduktionen og
Bladets Lcesere.
L N. P. J.
PRINT
«Tak
.til Rvindefokeningen og Vennerne
»i Moorhead, Ja» for den fmukke
IGave paa 15 Dollars til vort Kir
zkefond sont vi just hat modtagei.
JDet qlædet os at erfare, at vi Ist-.
;er gletnt, selv om vi bot langt boric.
I Mon
der ikke sittlde vcere flere Menj;11«2
der, som havde tiltænkt og en Lille
Hjælp til vort Kirkehus, men raa
havde glemt det iqen. Vi er gfads
over, at syv Menigheder hat twnkt
paa os: og vi trot, der et Lerc.
som vil det, naat de faar en ny
Paamindelfe. Undstyld os bare
denne Gang, — vi skal ikle often
minde om det.
P a as t e n
dar værei os til stor Opmuntring
oq Glæde, baade fordi en ung Pige
i vor Midte aflagde den gode Be
kendelfe, ja, og fotdi vi kan føje til:
»for mange Vidner«, idet en sior
Skare var famlet paa denne HÄ
tidsdag. Der fnntes ogsaa at væke
Feststemning over det hete.
Y.
Eu tritt-eng Soldat-s vaie
Signalet var givet af Hornblæs
ferne, og Soldaterne i Kasernen
skyndte sig at klcede sig ai for at
være i Sena, inde Patrouillen
gjorde sin Runde.
J en af de store Sovesale ftod en
ung Rekrnt ubestemt ved Siden af
sin Seng. Han havde nylig givet
sit Hierte til Kristus og havde lovet
atville tjene under sin himmelste
Range-Z Banner. Nu var Tideu
kommen til at disk-, hvem han tjens
te; men endnn tøvede han med at
knæle ned og bede sin Aftenbøni
fine ugudelige Kammeraters Paa
syn. De vilde le ham ud, ia mau
sie fortrcedige ham; og naar alt
kom til alt, kunde han da ikke tjene
Gud lige godt, selv om han opsends
te sin Bøn i SengenP Men Her
ren er nær hos dem, fom elstek
ham, og han gav sin Tjencr Mod
og Kraft i den Stund, da han hav
de det behov.
Skatnfuld over sin korte Ballen
faldt Rekrntten paa Knce og holdt
lOcendcrne for Ansigtet. Men hanc
Handling forblev ikke ubemoerket,
thi et Øjeblik efter kom en Støvle
farende gennem Luften og faldt ned
paa Gulvet ved Siden af ham.
Djævelens Tjenere er altidfeige,
og dercs -Æregfølelfe sløv vg flaps
pet.
Da den unge Rekrut havde endt
sin Bon, tog han Støvlen op Den
var meget sniudsig; den-Z chrs
Navn stod indvendig iden. En lys
Tanke for gcnnem han-s SiæL han
vilde tage en aedel Haevn. Han
satte Støvlen omhyggelig ned un
der sin Seng og lagde sig derpaa
til Hvile og fov ind.
Om Morgenen stod han tidlig op.
rensede Støvlem børstede den smukt
blank og bragte den derpaa hen til
dens Einwand
Minder ikke denne lille Historie
as oin vor Frelfers Ord: »Elfker
eders Fjenderz velsigner dem, som
forbander eder, gør dem godt, fom
hader eder, og beder for dem, som
gøre eder Skade og forfølger eder.«
Maatte dog enhver af os, fom
straeber at efterfølge vor sagtmodige
og ydmyge Frelser, faa Naade til
»at gaa hen og gøre ligesaa« til
hans Navns Pris og Ære.
Til vore Kunder og
Abouncnjen
·..«
Vi takker dem, der hat veret fa
flinke at fende os vort Tilgodehaven
de. Der er endnu mange vi ventek
at høre fra og haaber, at vi ikke mac
vente forgæves. Hast Vennek, s«
mangler alt vott Tilgodehavende ex«
snaa endelig have det inden 1. Mai
1906.
Ærbpdigst
Danish Luth. Publ. Deus-.
Paul Pein-sum kestyrer.
