Streuxsfogderrs Dotter
Its ist. P. M a dien.
..
. . t
et var en September Morgen — ganste trdna. .
Den gamte Vckrer Grsnhoj stod oppe paa en a!
sitttbatterne, der omgao det tille Fisterteje Candby, og
tstrredc nd over det ode, tavse Landftab
Te entette, tote-die Dotter-. bvaraf Fisterlejet destod.
Eaa indbnllet i en tat. araa Dis, ever hvitten tun de
everste Epidfer as Ftlitterne ragede on.
Interean trastiae Etittelte teanede sig starpt tmod
IJkorgenniznten Hang- tange, grna D,.aar, der bplgede
frem ander den dtade, bredftnngede Hat, stinnede blantr
: det dass-rede Lus. Nasen var stor, men fmtstaaren.
Ten ststdse Hnae trat frem under den indfaldne Mund.
Te store. graa Ljne havde en nnderlig tindrende Gland.
:set d-: nirarsendt ttirrede frem over de nøgne Bantew
der kianede et orsrart Han, som ved en Jortryltelfe plud
»
l
»
l
Selia rsar Nonen
Eva-r hcn etstede kenne enfonnne, ede Verden »
Tit-se bvidnrna Landban der for neun tummede mer-.-l
tsoesi end alle Jordensz Vierge. Stove oa Spec titsatns
men. Hvar dan etstcde at staa og ltktte til Binden, naar
den used bviftende statt ftroa den over Matehalmen.
Tisfe fange Ruft i det stivc Stran. der tunde aøre and-se
rnetantotste, tsd for bang Ejæl torn dejlige Melodier fra
en sjern Goentnrnerden fuld af Lej da Lntte og Mc
Tumme.
Ia han en Stand bar-de ftaaet i tavs Stieren
forlod ban Hojen oa ait ned taennem en bred Dai, tæt
tevotfet med Genarie oa Strandvitter og videre rsv
»Ja en freil. spitz tLeeale i den nderfte Klitrasttr.
Ter taa Havet ndtredt for ham i hele dets mørte
Najame Otragende i brede, runde Bplger efter cst
Etat-n- Tetgs Leserftade var blank som sort ftinnende
Sitte. Men naar Lnfet aenspejlede sen paa de blsde
Verlang Hætdninn. tnste det som tindrende Solv.
Tat nden for mitten laa en Etannert og duvede
for starre Erit. Kun nu oa da, naar en let Brife ftrøa
Ixen over Havftaden sit den en Zmule Fakt. Længere
1sde sue-:- de tanaede Lrnrids af en stor Fraatdamper,
der rled dort i vetrlia Retnina.
As oa til bortes Etriget fra et Var sultne Maager,
der trndsede srem on tildaae over Revlerne. Ellers var
alt blitstillr.
Den namle satte sia ned pan en Sandtnold, der
var aennemvckvet af MarebalmsRodder. As oa til tot
ban en Kittert ars as Lommen ag faa nd over Havet
nordlia Retnina.
Med et var der noaet, der rette ved hans Stntdre
Han rendte sin om.
,,(t-"od Morgen, Bedstefarder.«
»God Mel-den« (711en. Er du san tidlig oppe?"
«Ja, jen tnnde itte sove.'«
»Nei, n kover Vel itte meget i denne Tid.'«
Der var et Zrcknt af Vemod i den gamles Nost.
est-un flog Linene neb
Fsan betragtede et Diebtit den nnae, slanle Mar
stittelse, der frod foran dam. Med Velbehag bvilede
dank Jjne pan det unadommelige Ansigts sine, blsde
Linien Lver den svaat buede Pande stod Brus af tret.
tslondt, uredt Haar, der tun var tat vp i en los bunden
Knude i Nattern Nat-sen var lige og velformet, og Mun
den fast on bestemt
,,.L-vad tænter du paa, Bedstefadet?« spurgte hnn
lidt efter. Hnn Inftede Blittet en Smule, men saa itte
tsaa darn.
»Den jea altsd tcrnter paa, mtn Pige —- ved Dag
va ved Nat.'«
Hun scntede atter Hovedek.
»Du ved not, twad det er, Ellen — itte sandt?«
Hun nitrede tav5.
»Na er de tnart inde. Og saa ved du not, hvor
ledeg det gaar. Tet er en Jammer-, min Vigr. Det
tan ethvert asdru Menneste se, og det ser man dobbelt.
ja, tidobbe1t. naar man hnr fundet hom, der er en
Frelser fra Hunden Ihi saa fer man itke btot Lege
met sdelagt —— va Hietnmet og Huftru og alle de arme
Born, men faa ser man den udpdetig Sjkrl odetagt —
frrtabt, sorta bt, Ellen. Lg det er en Gru at tænle
tsaa.«
Han fagde de sidste Ord hsjt oq med Varme.
Ellen tav fremdetes.
»Dushavde selv begnndt at ternte lignende Tanter
en Gang, Ellen."
»Tro: du da itte, at jea Lenker det samme nn.
Bedftesader2 Tror du itte ogsaa, at jeg ser, ja, baade
ser og hsrer Elendigheden?«
Jo, det vil sige den ydre; men bekymrer du dig
ern dereö aandetige Tilstandkk Ja, betyrnrer du dia
mete for dtn egenZ Du var paa god Bei — hvem
standsede dig?«
Der lagde sig en Stygge over den unge Piges
Anstat
,.Ja, jea gentager det,« vedblev den gamle, »hvem
standsede dig? Du havde begyndt at rette efter Mena
dtet· Du stod lige foran det «ftore Msde med ham, der
tsbte dig rned sit Blod, og saa msdte du noget andet —
en anden, og saa git du i Staa.«
«Jeg elster dam, Bedstefader,« sagde dun wetten
besttgh »Da han elster rntg tgen.«
»Ja, dtt unge« stsnne Legeme elster han, men din
Sie-l —- hvad bryder han stg onr denk«
»Don et en brav Mand.«
»Hast er Fette-raten Ellen, og com taadan vtt har
aldrtg Innne viere dig andet end til Siclesiade.«
»Du hintre-er haardt, Bedstefader.«
»Nei, ttlle Ellen, jeg dsmmer ingen, og heller me
kam eller hig. Men faa meget tende- dn ttt Gud vg
» baut Den-at du ded. at hart dar dsmt enhvey der nie
tm pau Jesus AMICI
pure M et Mit og Gerede den for sta. Sack
Why Lassen- at Utah O spukt-seyn
»Sa-t dig ned, lille Ellen, og lad os tale lidt om
det,'« sagde han tætligt.
.s:ian slnttede iig lidt, oa lntn tog Pladg paa Sand
tanten ved Siden as liam, slnnaede Arniene om haan
Onli- ea lieglyildte at hnlle.
»Ja-g tan itte lade være at holde as ham, Bedstst
fadek. Jeg lcm itte slippe hani·«
,,«J·’ej, min lille Piae, itle saa lange dn itte bar
knndt han« der bar elstet dia ined en evia Kasrlighed
Men sia inia — sortæl mig, hvorledes det gil til. Det
link dn aldrig fortalt.«
»Ja, det har jea saa ofte villet, men saa hat jka
itte tnnnet. Jeg tanlte paa det sarleden Dag, da vi
ait nede ved Hadet Da ledte ester Rav, nien saa saa
dn saa streng nd, syntes jen, og saa tnnde jea itte."
,.3aa jea streng nd?«
»Ist-ej « itte streng, Bedstefader, men — saa al
vorlia. Jeg vidste so, hvad du tænttr. Oa jeg Ved
itle, link dn bar Net eller ej. Men, Bedstesader, jeg tundc
ilte andet. Jea ved itte selv, hvordan det kom. Men
ji«-a uil sortcrlle dig det hete, saa saar du dønnnr. Allsasl
dar lier jo i Fjor paa en Fodtnr samtnen med et Pai
Venner Da sna sit lian Lyst til at male et Stytte hkt
fta,Kl)sten. Han toni jo nasaa i Forsommeren for at
taae Stitser. szan tonnner sor Resten en as Dagene
iaen for at male Bittedet sasrdiat EIN-Gan tom til at b«-«
lseg For var ja aanste natnrliat, da innen anden havde
erdentlia Pladå Derved larte vi hinanden at tende.
Tn stal tto min, Bedstefader -—— det var slet itle min
Tante, at vi stnlde komme til at tende hinanden —
saadan. Han malede jo Far -— som dn bed. For
flal ttaa soran Paa Vitledet —-— soran Redningsbaaden —
rsnstrent i snld Legemsstorrelse. Oa niedens han stad
«lJtod«-l for dann tom jeg natnrliavis tit op i Værelset,
lmor de sad ---- det var i Storstnen, ved du not. On
lkvor var det interessant at se, bvorledes Fats Billede
trni srem - s Trcel for Trcrl --- sommetider blot ved
ek eneste lille Pennestrøa —— indtil han stod der paa
Lastredet som han aaar on staar —-- med Sydvensten
lidt tilbaae, med den desje, tloge Bande oa den bestenne
Mund. Saa en Dag siaer Far --- natnrligvis i Spøct
tan dn not tænle, de talie saa tii spøgefnldt samtnen:
»Hm De itte Lnst til at male hende?«
Alls-at saa hen paa inia nden at svare; men der
laa et Speragmaal i bang Blit. Han er jo meget saa
thale Og saa ved jeg itte, hvordan det git til: men
jea tout da til at sidde Model for ham —— — —."'
,Oa da var det, han lob med dit Hjerte," indstød
den gamle, da Ellen pludselig holdt inde.
»Ja, det var det vel,« svarede hun. »Don var saa
interessant » meget mere meddelsom end ellers. Lin
Tag sagde han til mig:
»Jeg hat set Der-es Billede sor.«
,«Hvor da?« spnrgte jeg selvsnlgelig sornndret.
,,J Florens," svarede han. »Det var i en Privat
mands Hiern. Tser hernate et Billede as en ung Piae
sern lianede Dem i et og alt — undtagen at hendes
Ljne var brnne, medens Deres er blaa. Men Banden
Næsen Hagen og alte de andre Trcet var de samme.
Liaheden stog niia søtste Gang, jeg saa Dem."
Jea tan oasaa hnste, Bedstesader, at han saa saa
nndeklia sorstende paa mig, den fertte Gang vi mpdtesix
Men det tænlte jeg naturliavis itte videre ved. Tet
ask saadanne Falk jo saa tit.«
»Jalte i saa itte om andet?«'
»Jo, om mange Ting. Han sortalte mig om Ann
sten i Italien, hvor han har boet et Aars Tid — vrn
Rom vg Neapel. orn Pompeji on Kapri og Venedig. ch
synes, fea lender alle de italienste Kunstsamlinger
saa ievende stildrede han dem sor mig. Saa en Takt
—- jea ved itte, hvorledes det git til — siger han i
Samtalens Lib:
,.Ved De, at min sørste Kæklighed egentlig var det
Villede, jeg har sortalt Dem om? Jeg sit Lov til AS
trpiere det, og under dette Arbejde votsede det ind i
min SjaeL Det var Kunstveertet, jeg begyndte at
elste, men jeg endte med at elste selve det Anstat,
som Maleren havde fremtryllet paa Leereedet.«
»Bei var forste Gang, Bedstesader, at jeg markede
bang Hensigt Og — ——-'«. Hnn holdt inde.
»Da sørste Gang at du tnærtede, at »Billedet«
csasaa elstede Lunstnerem itle sandt?«
»Ja, jeg trvr det. Men det talte han itte om den
Dag. Det tom sørst en Dag, vi qil sarnnien nede ved
Havei. Han var saa underlia —- saa beaandet. Han
sartaltk om sit Liv. Hans Fader var tidlig ded, og det
var en as hans stolte Drønnne at blive sin Moders Glitt-de
da Stettr. Med Tanlen paa hende havde han tcempet
sm, arnnem de trange Kam-, indtil han endelia tunde sor
lade tsltaderniet soin en as de mest lovende unge Malere
Han sortalte mig am Moderens Lytle ved at se sit lille
Ofem syldes med Billeder og Stitser, som han havde
teanet, oa sorn alle Knnsttendere, der kom der, havde
rost oa beundret. Han sortalte mig orn det sørste Bil
lede, han havde paa lldstillingen, om den Lytte, det
Mord-» og om al den Ros og alle de lovende Ver-fetten
som Bladene var snlde as. Hvor rat han sinnt i sm
Begejstring.
Vi satte os ned paa en sammensøget Sandbanle
inde under Betreten Og saa ssgee han:
,,Men en as mtne Dromme er endnn itle vielelia
gjort —- den deiligste as dem alle — den, jeg beqyndte
at drsmtne nede i Florenz, og som jeg har drsmt hver
Daa siden og aller mest i den sidste Tib. Tror De
Ellen, at den stal bltve til Virtelighed?«
«,,Hvorledes tan jeg vide det?« svatede jeg, tdet jeg
selte, at mtne Kinder blev rede sein Blod.
,—,Jo, ingen andre tan vide det end De," sortsatte
han osg geeb «mtn Haand »Det er jo Dem, der er min
Dtsnr. Det ved De godt. Alle mine andre Drsmme
et tun Jatttgdorn mod denne ene og nden denne ene.
Mtn Ære, mit Rh, min Kunst er mtg intet, uden jeg
maa faa Los at dele det med Demt«
»O, Bedstesadee, jeg ved iste, hvad ieg sparedr.
Jeg sparede vtst tagen Fing. Men jeg wette-, leg bar
i Himlem pg at Evighedens Still-ed havde tagt stg em
tetng alt — over stimmt og Das osg Minerva her
Hvt sod, es over mtn edeu Sjelf
'
sxitn lrnllede lin Bande ind inwd den nainles ind
faldne Kinder on l)vistede.
,.Bedslefnder, jen er san usigelia lnllelix1, ver nu
ille ilteini, men se snildt Pan os. Der er innen, ied
helle-e vilde have itulde vcere glad ved os end du!«
Ten gmule sparede intel, men lagde lslol Armen
om Lende-J Zlulder on llavpede hendes Kind. Hnn
elslede denne Datterdnlter over alle andre paa Jorden,
og der var inlet i Verden, han bellere vilde end se hende
lyltelig. Han havdc ogsna gjort, hvad han lunde set
nl frennue hendes tiinelige og nandelige Vet. Han
liande efter hendes Konsirniation forberedt hende til
Prlelimincerelisamen Hirn bavde tagel en glimrende
Elsnniem og siden hnvde han sprgel for, at hun fit et
Lilarg Onbold i Knbenhavm hvor lnln havde Uddannet
sig paa forflellig Monde, bl. a. i ijlndlavning i Haand
gerning og Tegning. Han havde sprget for, at hun toni
i.Forl-indelle nied flere lroende Familien der lunde
linve Omsorg for hendes Sjcel Og nu — nu synlks
del hele nl Vcere spildl. Thi hvad hian det, oin hun
randl den qunsle Vetden, naar hun log Sinde pan sin
Ein-L Han bavde nnel, at delle vilde fle. Hirn havde
beugten ndvaret hendes Faden men den stolle, niyndigc
jåtrandfoged der ilte havde non-l godt Die til sin
ijigerfaden lwein ban ansan for nnndelig fotstrllet,
Hunde ille villel here paa l)nm. Hvilten Eviuerløn
Hunde lmn hellere ønfle sig end en as Laudets ineit
Hanlele Kunslnerr. Kunde han lænle sig nogen bedre
JFeemlid for sit Bam. chid del religiøfe Evørnsinnol
»ungil«« havde hun fvnret den nainles
»An, den, Gud vil devnre, er nden Fore. Fee
Reiten lslivee enlwer not til sidst ialin ved sin Tro.«
lslrønhøj lnrvde rnitel vemodigt paa Hovedel vg
var san ganet fm Vei. Nu sad knin hos bain —- bun
smn Var hain sna tckr, on bad heim om at vcere glle
"ved Tet, hun havde niort Og stillde han folge sit
Hjetles Sternum san havde linn sagt: »Ja, niit Bat-n,
elsl dani, glcrd dig, bliv fna lyllelig, fom du lan.«
klllen der var noget, der for hain var højere end Hier
lets Roll, og det var Guds Rost. Lg den var itle
ilsleven spurgl eller hort i denne Sag. Han vidfle, nt
idet dnbefl sel ille var Lnlle —— det, sont nu havde
Ylsleendel hendes Eitel. Han vidsle —- vidsle det fra sit
Jegel lange Liv, at der va r innen Lylle nden Gnd. Del
irae Vedrnq og Elnsselse s— del Vilde hun en Gang
Ytrsmme til al erkore. Derfor lunde hnn ilte gleede l)ende
Jmed at sine det, hnn beglrrede af dank Men paa den
Enden Side vidsle han ogsam hvor unyttigl del i delle
Ijeblil var at ville prøve pna at faa hende til at se
Zaan i el andet Lus. Det eneeste, der var at gøre,
var nl lcegge Sagen ben til Gild. Dersor tav han.
Lidt efler sagde hun:
,,.tIvorfor lvarer dn ille Bedi!efader?«
,Jeg bar intel at sine dertil, inin Pige,« fande
linn stille.
« Eiter en lang Pavse liner han:
»Talle J ille oni niere? Talte J aldrig oin Gudcsp
»Jo, vi qjvrde,« fvarede bun halvl undvigende
» »Wer du glad ved, hvnd bnn sande oni Gud7«
l »Nei, ille ved all --— men --- nogel cis del Var not
! ,..Hvad as del Var rigligl?«
l »Don fande, at Vibelen vel var en god Bon, inen
Hat ikle all lunde viere gaaet saadan lil, sont den for
Jtalte. Meqel as del Var qamle Sonn, der havde levet
las lange i Folkennmde, al del tilsidst blev nedfkrevet
eg troet soin virlelig Historie De, der havde strevet
Vibelen, var desuden lun Mennesler, der forlalle all
iud fra den Viden, de lunde have. Derfor var der meget
)i Vibelen, sorn slet ille stemmede med Virtelielheden.
Det havde Vidensiaben forlcengst bevist."
Den nnmle greb hendes Hnand fast, og der var en
cis Spernding i Reiten, idet hnn lande:
»Da Jefirep?«
»Ja, Jesus var sillerl det bedfte Mennefle, der
ihar levet —-— den Weile« der bar mndret pna Jordan
men doq tun et Mcnneslr. Del var tun hans benei
strede Difriple og Fiirlen derefler, der bar-de ajort hmn
til Gud.«
»Ja, ja, ja,« sonde Grund-L idet han rnstede Pan
Hovedet, ,,nalnrligvig.« —
,.Men han vilde aldrin isreve von at tolle ved inin
Gndslro. Kunde den veere inig til noqen Trost, san
havde han intel deriinod Der var in visse Mennesler,
der pna Grund of deres Opdragelse og i hvert Fald til
sen Tid —- felle Trang til al have et overnatnrligl Vie
isen, et Elan Forsnn at sløtle sig til. Men del var lun
iSvaqhed der nit borl, eflerhaanden fom Dannelse og
Oplysning slred sreni.«
! »Ja visi, ja viil,« nnnnlede Grønhøj stille.
Ellen saa op paa ham. Han fad tnntefuld, og
spun ina, hvorledes den ene Tnnre lob ned ad Kinden
lefter den anden.
i ,,Bedslefader!« udbrød hun lceeligt, »du nina ikke
.veere bedrsvei. Jeg tror del jo itle all samtnen. Jen
ivil aldrig flippe Troen pan Gud.«
s Han vendte sig om imod hende, sit-g lærligl hen
Hover hendes Haar og fande:
l »Lille Ellen, jeg lror dig godt. Men den Ten,
lbvori der er timelig og evig Lykle, er ikle blot Trer
Jena en Gild; thi den bar baade Inder og Mubamedanere
»og mange flere, men del er Troen paa Jesus Kristus
Horn Synderes Frelsen Og den Tro er et Liv —- evigt
»Liv. Men del er ikle værd at lale vm del nu. Jeg an
Jbefaler dig i hans mcegtige Haand, fom mine Øjne lorn
Htil at se paa mine gamle Dage —- som den gamle
lSimeow Jeg vil bsje mine Knee for dig, min lille
Pige —— hvet Dag. Andet lan jeg ilte gere. Nu er So
len klaaet op, og Fisterne lommer derude. Saa man jeg
en Tut hen lll Leddet for at se, hvorledes del er gaaet
i Nat.«
»Ja, del er ogsaa Tid for mlg at gaa hfem.« fagde
Ellen, kyssede den gamle paa Linden og sprang let som
en Fugl ned ad Mitten.
Den gamle siod et Mebltl og lau efter bende, faa
begyndte han langfomt at trippe nf Sted hen lmod
Landlngsplablen.
»oui, ich- fa, faaledet paar del M,« minnt-de dein
PF»
istillr. Der var noget, der gleedede stg og græd i VII
iraa en Gang. ,,Tog, jeg sorstaar det.« tcentte III
Videm »Seit hat selv været ung, jeg hat selv elstek. II
ldoa den var det Fattigdom mod at blive fyldt III
ttianis Islamtd oa Liv, der er eoig Gnd. Dei ex Lyck
Idet Dr Fiilde en Fnlde, der aøt img igen san-.- Denk-.
i-«
-, vidize lmn blat. Men Herren et god, Herren et
Is:eert, dan tan vende alt til det bedste."
Lan lod iig glide ned over Brinten paa et Stets,
lmer den vat»lav, og git hen til Vandet. Te: kais
hart fis-» et Øjelilit paa en Gras-bunte
Tenninaen knllede uophørlig ind mod Land, reist
sig lodret i Oavstotten oa styrtede frem, som on: des
vilde tuste sia over den gamle, men faldt træt samme
iaen of aled tnn nogle Aan op ad Gruset. Den mang
lede Rindens steerte Kast.
san sad on lnttede til dette endeløse Binden du
lød sent en evin Klage fra Llander. der laa leentede I
Htivetij Trib.
,,«»ll Etabninaen tilsammen sntker og er tiltasnmes
« Emerte indtil nu,« leid det i hans SjæL Det Ots
mindcises hnn tit, naar ban sad etlee git hernede ved
Hatth Da ltxttede til dets Brus. Det var, sont deist
But oa denne Zmerte trtengte sig frem sra dets dnlx
tnnae Brust --- Dag for Dag — bestandig —- uden Op
tim, snart som Baenets tlnntende Graad, snart sem es
lideniie Klaae og snatt sont et læntet Rovdyrs vilde
Beet Nu on da — en entelt Gang —- tunde det vel
inness at verre kommen til Ro. Da kunde det streektt
sine teaende Arme op i Sandet oa hviste og tlutte os
snatte som en taad Dreng Men Sisttet var des allige
vel. Det anndede nennem alle Lyde iom en sagte Ovi
iten nde ira Dnbet.
Lan reiste sig op on git Videre.
Lidt efter at han havde naaet Landingspladseik
beanndte Baaden at komme ind.
ist Var Voane holdt ude1:.«-: et Stut, som brugtes
til at rense Fist i. Det var Bøndet oppe sra Landes«
der var kommen for at handle eller rettere for at tusitx
thi Penae blev der tun sjældent betalt med paa Stran
iden. tin af dem tom stendrende ned imod Baaden mai
sen Tunt under Armen. Det var en lang, tynd Fyr nnd
!et martert, frennet Anstat, hvori der lurede et Par smask
araa Geistesan
Jdet ban nærmede stg den ene Baad, sagde han met
.et lunt Grin:
) »Nun i Daq er dck ver billigt Kobe
,«Bitli·a,« brummede en as Fisterne, en hef, soc-k
lemmet Mand med en taet Øtnencese oq et Par stott
vandede Ijne »Ja, du ital vel have det for inge
Ting din Puger.«
»Naa, Kristem smaa Sla«a. Tag nu en Sut as denc
iaa tan vi snatte om det. Du ser not ud til at tum
tteenkie til lidt indvendig Varme·«
Lan ratte ham Dunten.
,Stal det veere til fire Mand —- den er jo ikte
mere end halv suld?" sagde Fiskeren. idet han tysted
iDuntem for han satte den til Munden.
»Ja, drit du nu blot din Part, saa tan vi jo He
Tiden an. Der er vel ellers not til Damen. SO.
lioldt nu og lad Per tomme til, han ser saa sorsovts
nd. Her er ogsaa noget for Tcendnne. J glemte nol
at tane Mad mes, J maa love sor, at vi tan beste-J
saadanne Dele.«
»Ja, og saa stjcele Fisten bageftcr — J Keltringet
Men i Dag er der Smalhans i Baaden, som du ser. J
Dag tun den Stump der for det Smule Vand.«
»Nei, holdt, Kristen, maa jeg saa faa Dunken igenk
Han niorde et hytkelst Forsøg paa at springe II
i Baaden.
,,Naa -—— ja, saa et Par i Tilgift. Du tan fas
niere en anden Gana.«
Den freanede tastede et stulende Blit til Side
on sagde fpottende med en stor Ed: «
»Men. nn bar jea aldrig — — stal J have Fro
preediten i Dag — jea ser Prceditanten er kommenk
,.Ti stille, Mittel, oa spat itte de fromme, vi for
tabte Sjæle tan not trænge til Forbøn,« sagde en of
Vaadelavet med et Grin, iom de andre istemte.
Grønbøj traadte nu til. Han saa paa Mittel met
et acnnemborende Blit, idet han sagde:
,,Stam stulde du have, Mittel, at du tommer her
oa fnlder din Gift i de Statler, som er sotgistede not
i Fordeien Stam over dig oa alle dine Fallen hat
J da flet inaen Sanwittiahest Og du« Kristen, og J
andre, fee J da slet itte, hvor det sører heu? Er J d«
saa dnbt suntne, at J vit bedroqu —— bytte det Smulx
Fin, J bar, for noget elendigt Brandevim der pdelaegget
jer baade til Sjasl og Leaem.«
Mittel stod og siulede som en Hund, der hat saael
et Slaa as Pisten De smaa Geisepjne stelnede et Pest
Gange hen til Fislerne. Vaa Kristens Ansigt læste hat
Trods. Det gab ham Mod. Han spyttede Straaet
nd, og idet han ruttede en ny imellem de satte Finge-f
sande han grinende: s
,,Stade, at du itte er bleven Ptcest, du prediket
io nydeligt.«
,.t3old Bette, det er rigtigt, bvad Gtsnth siger.
Du er et Svin,« sagde en halv beruset Fisker, der tom til.
»Du lan selv vaete et Svin, du har jo alletede haft
Nasen for tæt lsenne ved Flastem oq Klotten er itte en
Gang snv.«
»He-ca bar i hvert Fald itte haft den i debedesast
saadan som du!«
»He-ad siget du?« brslede Mittel opbeagt, soet ins
paa ham og vilde spænde Ben for ham. Men i det
samme stete der noget, som Mittel itte havde deutet
Cn ung, trastig Fistet greb ham om Livet, og i sammt
Nu hangte han og dinglede som en Byldt th unds
Fisterens stcerte Atm.
En tungende Lattet lpd rundt om sta. Den sy
nede Fistehandler var lige saa sorhadt, som han- sit
devin var elsiet.
Mittel spreellede og sled for at komme III, III
io met-e ban spteellede, desto fastete stuttede Atmen II
hom.
Mk exis« I
»Ste- mia Erit. nip mise- sue-sed
ieg —«"
