Johannes Falk.
Romas-cito Dele.—Af-D.F.Ewald.
A n d e n D e l.
(Fortsat.)
»Gerne!« svarede hun bevcegetx »jeg stal bespkxe
dem, hjcklpe dem, rcmde Ncm saa godt jeg tan.«
»Ja, Hjælp i det timelige er ogfaa godt; men hold
Maade detmedk væt ille ved ufornuftig store Gaver
deres Begckrlighed; thi dette er deres Orm; de full-er
efter timeliqt Gods og gode Dage. Giv dem især aan
delig Trost oq tal med dem om det, som Mel og Ruft
itte lan fortære.«
Olivia saa ham trofast ind i Øjet og tkyttede hans
Haankx idet hun sagde:
»Du lidet, jeg formaar, ftal jeg gøre.«
s- Men nn lagde hun sin Haand paa hean Mund Da
sagde:
,,Jtte et Ord mete!«
Derpaa niltede hun mildt til ham oq forlod hur
tigt Stuen for at qaa hjem, idet hun dag, inden hlm
git, sendte Fastet Ollegaard ind til hont.
Det blev sidlte Gang, de talte samtnen paa den
Elltaade; hvert Ord, hcm havde fcmt ltod da oasaa dybl
og varigt prceqet i hcndes Hier-te. Hun glemte aldrig de
lvltelige og ftuqtbringende Timet, hun havde tilbkaqt
bog fin svge den; aldriq for havde hun set et laa frev
fcklt Besen, eller iaqttaget en saadan Aandens Zejr
over legemltg Svaahed.
« Men bang Kraft flulde satte-J paa en lanat haardere
Prove; thi i ncesten fjortcn Daqe gennemgil ban store
Lidelferx det var Syqdonmlens Kamp med de unge Kurs
tek. De var alle lliftevig eller i Forening hos bam —
Faster Llleqaard Lats Brink, Helqa, Claus og hun,
hvem hcm elstede; men naar bun ftod ved hans Leje -)-«1
terrede Sveden af hans Bande, da maatte Lidelferne
vtkre store, naar ille et svagt Smil paa hans Liebe-r
tobede, at hcm tendte heade. og hans Zer itte sit en
dybeke Glans
I6. Kapitel.
Seit-.
Tit side fit han Lise og Fred; han iaa roligt ben.
var ved sin fulde Beoidsthed og fyntes endog at sple sia
vel til Mode: nu kom han sig fagde de andre og gla
dede stg derover; men hvad han selv tænkte, vidste hanz
Lage.
»Sitz mig engang, kære Meditus,« spurgie han
Dottoren en Dag, da de var alene, »l)vor lange tror
De, jeg hat tilbage?«
»Ja, hvor tan jeg vide det!« fvarede Doktoren for
sigtiqt, »jeg raader itte for Liv og Dødx det er muligt,
at De Lan have Aar tilbage endnu.
»War? Nu spoger De! De maa vide, at jeg i
alten Aar hat vceret fortrolig mey Tanken am Dødenz
faa lange er dct siden, det blev mig spaaet, at jeg naeppe
vilde blive tredive Aar; fire og tredive og lidt til fyneis
at flulle blive Maalet.«
»Jeg hat not market, leere Or. Falk," fvareue
Dottoren venligt, »at De hat mere Mod end de fle««e:
wen jeg vil iste, for at spje Dem prostituere min Kunst;
thi hvad jeg sagde for, det mente Seg. Jeg hat en Gang
haft en Patient, der laa hen, ligesom De nu gsrx hoer
Morgen ventede jeg at sinde ham ded, og dog levede
han«
,,Hvor længe«-««
»Rigelig i tre Aar.«
,,Formodentlig et ynleligt Liv?«
»Soa»a var han, men doa glckdede han fiq ved LE
zhan var nemlig tort for sin Sygdom blevcn gift, og
nu taltede han Gud for hver Daq, han sit Lov til atj
uive hetnedeX
Johannes hensanl i dybe Junker; derpaa sagde han,I
idet han højt udtalte Resultat-et as sin Grublem «
»Ja, der give-Z jo Tilfælde, i hville der hprer men
Sjcklstmft til at blive hemede, end til est gaa ljerfra.«
Lægm forstod itte denne Eclvbelendelie, og de an
dre fil intet at vide om den.
»Bogt ham for Sindsbevcegclse!« var Lasgens For
maning til hans ngivelset, inden han forte. Hat-.
lunde ligesaa godt sagt: søkg for, at Sneen ille falder,
og at Stormen ille lommeri
Strats den næste Dag meet-lebe Johannes-, at der
var Uko i Hilset. Lars Brinl fad ved hang Sena; man
tunde se paa haan Ansigt, at han vidste unget, sont
del var Paalagt ham at tie med, eiler i det mindste for
taslle mitsamt
,,Hvokfor gaar de saa meget omtring derinde?«
»Im lan itle vide det!« svakede Brinl, idet han
pudsedse sin Nase
»Ud med Sproget, Brinl: det trcktter mig at spøtgez
er der hændet nogct slemt?«
»Nei, det er Pinedsd noget godt! Han er kommen,
htiem De lcrngtes saa nieget eftet — Henkil Smith!"
»Med Fialdgbkevet i Loiiiitien?« spurate Johannes,
idct han gjorde en Anfttengelse for at hceve Hovedet.
»Im stulde nckiten tro det!« svarede Print, idet
lzcm nillede.
»Naa, Gud vcrre lovet!« udbtsd Johaan idet
hun sank tilbage i Puderne5 »dem ham strats!«
Ei Øjeblil eftet sad Henrik ved hans Seng og holdt
bang Haand i fin. Hatt gjotde sig Umage for at vise
den syge et glad og venligt Ansigt, uagtet han var hef
tigt bevæget ved at se, i hvtlken Grad Lidelscrne havde
forandret hom; men Johannes læfte i hans Hin-te og
sparede ham al Forstillelsr.
»Af Jord et du kommen, til Jotd stal du blive, af
Jord ital du igen opstaa!« sagde han ldet han tryllede
sin Veni Haandx ,,Gnd sie Loh, at det bllver dig, der
spart sial sige disse Drd vev min Grav! men ist-er viere
Gab tatlet, fort-i ban giorbe diq til Hyrde for denne
Meniahedl Jeg hat meget at sige dt9.«
»Und det helles-e verte, leere Vent« bad Dem-it, »for
lort Mr Um Vase ved at anstrengt dig over Evne.«
,,Saa kan jeg strive,' svatede han.
Det vilde imidlettid itke ret gaa for ham; han
lagde efter nogle Fort-g Blyanten bott, idet han scigde:v
»Es-n hel Del ved du allerede om Forholdene her
i Sognet; tal med Olivia!«
Hentil Smith siulde iinidlertid snart lære at kende
flere af Johanties’s Venner, thi han traf ncesten hver
Dag nogle af dem i Stolen, hvor de tom for at spøkge
til den soge, eller fige hain det sidste FarveL Mange
blev vift bott, men de, hvis Ncervckrelse han mcerlede,
blev indladte. Blandt disse fidste var Per Mottensen,
hvem Lars Brink gjotde et forqæves Forfng paa ut
holde tilbage.
,,Lidek det nu virtelig ined eder, Falt?« spurgte
han med hsj Rost, da han sad ved Sengen.
Johannes nittede.
»Gott stal J fnarl flue Herren Ansigt til Ansigtl
J er at niisimde; her et fnart ikle lænqer værdt at lso
i denne Janimerdal.«
»Der staat eders five Ptæstl« sagde Johannes,
idet hcm saa til Henrit Sinith som var til Stehe.
,,Nej da?« udbrød Pet Mortensen, idet han maalte
Henkit med Øjnencz »Um jeg tko dei?«
Den nye Prcests ungdommelige ndte indgød ham
itte megen Respekt.
,,Vi hat sct hinanden spr, Per Mortensen,« sagde
Jesuit; ,,oed Forsamlingen paa Stjul.«
,,J(i, tror jeg det itte næftenl Sna er De vel en
as vore·?«
»Det er ligesom J taqer det. En Sognevrcett Mr
bolde sig ndenfor Partierne; han maa have Hiertet oa
Øket aabne for alle sine Sognebørn.«
»Den Lære tyktes mig ille ganste ten,« sagde Per
Mortensen i en uvillig Tone.
»Da kender J dog vel,« fvarede Henrit, »siden J
er en bibelfaft Mand, Apostlen Pauli Spørgsmaal til
Korintmm -— er da Kristus delt2mon Paulus vikre
torsfcestet for Eber, ellek ere J døbte i Pauli Navn:«
»Ac- jo, det got jeg vel!«
»CE-aa fast hvillet Navn, J vis, i Stedetl nien del
ved jeg, at vor leere Ven der, vaa hvem Guds Haand
nu hviler saa tungt, allerniindfl wisset-, at hans Navn
ester hang- Død stal fætte Splid i denne Menighedz det
er tvertimod hans Begeering til eder og alle hans Ven
net, at Forsamlingerne opbører, og at J i enhver Hen
feende vender tilbage til Fiirlcng Slødog føger Gudzi
Lule
»Er det eders Menina, Falk? Vil J felv aore del,
sein Gud ladet edek leve?«
sodanneg nillede on saade derivaa med svngZ lent
me:
»Don et en af vore, Per! vist ek han sank Prøv
del med ham oa lag eders Ridlcerhed fangen! Hilft paa,
livad Paulus strev lil Galaternet —-- men deriom J bide
og asde hverandre, da fer til, at J ikle fortceres af hver
andre! Elfter hverandreZ fom den Apostel iaade, hka
Navn jea nvækdia basier, faa aaae al Tan sont af fix
felv.«
Ver Morlensen faa ille nd til, at han saa lel
vilde give sta. Han havdc iike blot nu vcennet sig
Fokfamlingetneg frie Liv, men oasaa til nu og da selv
at fote Orden del var io hans hemmelige Tanke eflcr
Johannes Falls Dod selv at blive Hoved og Feier for
de opvalie i Gjekslruv Sogn
»Falt!« fagde han, ,,hvot glade i Herren var vi
ille ofte, naat vi famlcdesl Brhder J Siaven over
eders egen Gekning?«
»Bei var ille min Gerning, men hang, der er over
os alle; J var jo i Gang med Foksamlinaekne, inden
jeg lom hertil; jeg har lun vækei et singe Redslab i hang
FJaand for en Tid, da Menigheden var uden Hhrdex nu,
da jea er ovetflodig eller maasle endog kunde aøre Stadt-,
lalder han mia i sin Naade og Visdom hersta. Nu hat
J faaet en god og trofaft Hyrde. Stol paa hant oa
folg ham!«
Pek Mortenfen faa paa den iyae oa følte sia are
ben af den Fiasklighed oa Fred, der lnfie nd af han«-H
bleae Anser
»Naa, fagde han i en mildere Tone, »nu vil isi
ilke trcetles om det! Naar vi forsamles nieste Gana, saa
ian De jo viere med, He. Paslori nten vi qlennner ille
faa let eder, Fall! Tal for alt, hvad J har ajort fOt
os on laa Gnd være med eder i den sidfte Stund!«
Per Morlensen irylkede den syges Haond, oa saa
Hiil han; men han var inere bevceget, end han lod sia
Fmasrle med. Samialen havde anatebet Johannes til-easi
inen denne Vlnfasgielse Var dog iun rinae mod dei, der
lforeflod han1; thi dei visle sin, at han flnlde tønime til
Blinden del Vcegctz i hvillet hans Livs itore Einerle
;:unnnedes; end ilke en Dkaabe flulde han forslaanes for.
at hans Sejr iunde blive desto fuldlomnere.
; Han havde af sin leere Vens og Sjceleforgers Haand
Hinodlaaet den heilige Nadvete; alle hans kære havde
vertet lil Siede derved, nndiagen Olivia. Da han aiiee
var alene med Lars Brink, savnede han hende og for-—
Ilanqle at se hende. Der blev da iendt Bud eiier lnsnde,
insen hnn looede lange. lindelig iom hun, oa Brinl forv
lod Sluen.
Johannes iaa strals, at nogei fmerleliat maatle
vcere handei hende; hun var blea og hendes Zer var
rode af Graad. Hun ilrceble ai fljule sin Sind-diente
gelie, men dei overilea hendes straften hun brasl i hef
lin Graad og irhllede irampagiigi hans Haand
l ,,De hat faaei Effektelning fra - han1,« laade
han, da hnn noaenlunde havde satte siaz ,,sig min, hvad
dei er!«
»O min Gud, leere Johannes!« udbrød hun, «al
sieg nn flal plage Dem dermed, faa svaa som De er!
Jeg burde bleven herfra.«
»Tai knnl« svatede han.
»Don er dsdl«
Dei qav ei Rhi i den shge, som om han vilde
reife sig op; men dei formaaede han ilkex han ital Vefret
tungt og laa paa hende med ei brandende Blit. «
»dem et dad,« vedblev hun, »huttigt efier faa Da
ges Shgeleje; det strivek min Svoger, Adolf Eichstedi,
der var hos ham.«
Dhb Tavshed herstede nogle Qjeblikke i Sitten Nu
i
var hun fri, hun var Ente! Var det nu, om Und gen
aav ham hans Helbted, tcenkeligt, at hans Hiertes Ønfte
tnnde blive opfyldt? Kunde der times ham det samme,
sont der blev fornndt den syge, Lægen havde omtalt,
at leve nogle Aar ved den elstedes Side? Havde dog,
trods al hans Selvbeherstelfe og gudhengivne Sind, ved
det lyttelige og ejendommelige Samliv, de til sidst havde
ført, det Haer listet sig ind i hans Hierte, at hnn følte
vartnere for ham, end hnn havde ladet ham ntcerkes Kom
nu disfe todelige og forfængelige Tanker paa det sidsie
oa gjorde hcnn hans Bortgang tung og bitter?
Han kæmpede haakdt med sig selv, det kunde man
se paa hans spcendte Blit; men det lod dog til, at han
fil Vugt dermed, thi han ajorde hende et Sporasmaal,
fotn røbede den kristelige Barmhjertighed, der var bleven
lxans anden Natur.
»Hvorledes dode han?«
,,Skrcetteligt, Johannes! Oin hans sidfte Øjei
Mitte, staat der i Brevei, hat jcg destovcerre intet godt
el!er-trøfteliat at melde; han var, saa længe han bavde
fin Bevidfthed, utaaltnodig, bitter, itke at komme til Rette
Ined.«
,,Johanneg!« uddrød hun et Øjeblik efter med Sch
leanaft i sit Blik,,,l)an gik dort midt i fin Synk —
iror De, han er fordømt?«
Da vidste han, at hnn elstede ham, Syndeken, trods
alt, hvad der var stet; han udstødte et dybt Sak, og
state Sveddraaber perlede paa hans Pande.
»L-, fvar mig, kære Johannes! Giv mig Trost, om
De tan!« »
Hnn dogtede paa hans Øjne, og hun vogtede paa
bank- Læber; hnn faa, at han var rystet i sit inderlte,
men hun mistydede Aarsagen dertil; hnn vidste ikte, at
bendes Ord var gaaede aennem hans Hierte som et
Evcerd og havde overstaaret det sidste Baand, der bandtJ
ham til Jorden og dette Livs Lyst. ;
Hvor haakd Kampen end var, faa vandt han doa
Zeit; han faa paa hende med et Blit, lwis Udtryk førfti
festere, naar hun tænkte derpaa, blev hende forstaaligt,
nken hnn aletnte det aldria.
»Bcd for hans Sjæl!« hvistede han; oa hnn kundel
sc det vaa hans Aaan og fornam det, at han bad forj
den døde, for ham, bvem han havde Grund til at hade,
om denne Følelse havde knnnet faa Num i hans Bryst.
Han fagde ikle meget mete, men bang leere mask
tcde, at bang Tanter nu ene oa alene dvcelede ved det,
der fokeftod: han lcenqtes efter Befrielfens Stund oa
efter sin Herre oa Frelserz nn havde han gansle henaivstt
fia til ham.
Det var atter Alten, og de sad alle om hans Leie»
snen hun, der uden at ville det, havde bedrøvet ham faal
dnbt, og sont følte Anger over, at hnn paa det sidste
havde Voldt ham Uro, holdt fia i Stygge, fljult bog
bang Hovedgcerde. J
Clang og Helga sad derimod Sengen ncermest; det;
lod til, at han ifcer holdt mest af at se paa Claus;
men han var sig itte mere klart bevidft; han foer vide
ont i Drømnienes Land og troede, at han gil med sin«
Ven i den grønne Stov. i
»Hu er godt not at voere Cletus-X hviftede hanJ
»sinnlt under Træernes Kronen men jeg ved dog et
Lied, hvor der er endnu vedre! der bliver Træerne itte
nnerlede eller fældede; der stal mine Aar, — begyndes
i Eviahedg dejlige Vaar ——-«·
Her tav han og fnldførte itte Kingos Vers; men
tort efter udbrød han nted Heftighed, ftønt hans Stemme
var has og svag:
»Da der iager man itle til Mate!«
Men bun, sont sad bag hans Hovedgærde, horte
disfe Ord, de sidste, han talte; hnn løftede Handerne,
Da et dcempet Smertenstt undslap hende.
Jnden Sol stod op, havde han udftridL De for
lode alle ttcette, bleae og dybt ryftede den dødes Kant
mek, doa itle for at gaa til Hvile, men for at grcedc
samtnen oa nted kærlige er vidne for hverandre, at
dereg Tanler fnlgte den bortdragende Sjcel paa dens
Himtnelfluat
Knn Olivia var tavsz hun tunde ikte finde Otd for
det, hnn falte: men kort efter forlod lzun de andre un
listede iia ind til den døde. Hnn gik uden Frygt hen
til han1, saa lcenae paa hang Aasyn, stng Haaret bort
on trytlede et Kns paa den blege Pande, idet hendes
Taarek flød rigeligt.
Det havde han vel fortjentl Ja, hun havde været
blind, men nn var hnn feende. Hans Hiertes Riadon1,
hans haakde Strid, hans Sejr til sidft —- hun saa det
og foritod det. Nu elsiede hnn hatn, nn, da det var for
silde; hnn lsetraatede sig som hans Ente og lrcevede af
Gud en Entes bedste Ret —- at tage i Arv efter ham
alle de Karliglxdsgerningeh han ikle mere her paa
Iorden knnde udøvr.
1?. Kapitel.
De enfoldige.
Jorden qemte bang Stein; hian Navn var itte ind
strcuet noqu End end itte pan hans Grav; han til
intet tsfternnrlh on Verden kendte ham 1tte; men bcm
levede i deres Hinter-, sont havde kendt on elstet han«
c««.1» bestes-Wende for ljele deres Liv blev de usnnliqe
Buond, der tnyttede dem til hom.
Hentit Smith vandt bang-— Venners Hjerter ved bang
Grav; thi han tnlte der san varmt, at de mærtede, at
deres nye Prnst havde elftet ham, og san begeistret, nt
de selte, at han v«ar besjcelet af den samme Aand.
Ved Juletid førte Henrik sin Brud hjem, og dst
nnqe Ægtepar blev til Trøst on Opmuntring for alle de
andre. Helga og Oltvia stuttede sig med Gswde til
Theodora Smith, hvis livsglade Sind fpkedte Lys ow
kring hende; men oafna hun havde en Erindring om
den Afdøde og bevarede den trofnst i sit Werte. Hun
havde ikte glemt de vækkende Ord, han havde talt til
bende den glade Aften i Lindelnstbnsett knn evesnif bkin
langt alles Forventninq. Hendes Mand blev en tro ca
nidkeer·Hyrde for sin Mentghed, og begge bavde de den
lnkkeltqe Gave, uden hvtlken san mange gode Bestrebelfer
er spildte, den at vtnde Hiertetnr.
Det var itke Olivias Skyld, at ingen Marmorste
sinntkede Johannes Falts Grav; det havde været heade
Lnste at vife hans Minde fin Tatnemmelighed paa denus
Mande, men Helga fil hende derfra ved at fortcelle heade,
at hun havde hørt Ytrinaet af den hensovede, som inde
ligt not viste, at Tanlen om sligt i levende Live havdc
Vceret ham imod. Hnn lod det da fake, men ved For
aaretg Komme viste et rigt Blomsterslor under sprenge
aften, hvor han hvilede, ved hans Faders Side.
Ja, nu slnmrede de ved hinandens Side disse to
- s han, der havde haft Kirkens Jndvielse og veeret Wurst-,
nten hvis ijne førft paa det sidste blev opladte, san hatt
ndmngt erkendte, at han havde vceret en unyttig Tienek
— og han« hvem Kirkens Jndvielse fattedes, men sont
havde dist, at hun havde alle Gaverne; thi vi er et Fols
as Prcrster; og Faderens Gaeld til hans Sognebstn var
det blevet Sønnen forundt at indløse. .
Larg Brink syslede ved Gravene, idet han omgiklei
med den Tanke og ncerede det Haab, at han selv ogfacs
fnart maatte finde Hvile, et Haab, som et halvt Aar
senere nil i Opft)ldelse. Faster Øllegaard flyttede faa
til lslans og Helan oa der fandt hun et godt Hjem og
al den licerlinhed, hun i sin Aldekdom dobbelt trcngte
til. Clans Borups Flid lønnedes ved Fremgang i
Velftand, on Helga mcerlede, at hendes Mand genvandk
sit lnttelige Humor; felv sad hun nu igen med et lidei
Barn ved Brystet, og hendes kære delte hendes Glcedh
Alle disse var Fredens Børnz der havde ingen al
dotlia Splid været mellem dem og Gud; «ivet var gaan
let on nden stcerke Nastelser den over dem.
Men hun, sont gennem tunge Tilftittelset var dleven
fort til Maalet, levede en Tid ligesom sit eget Liv; hun
var tcerlig mod Faster og Helga, venlig mod alle, men
innen havde hendes Fortrolighed Hun gik oftere tis
Johannes Falls Grav, end nogen af de andre; næftm
lmer Aften saas hendes fortklædte Stilkelse inde pas
liirteaaardem og nndertiden dvcelede hun der lcenge.
Samtalede hun med bam i Aandens Savnede hun ·
ljans kcerliae Vejledning og forftandine Raad —- savneds
hun ham selv? Tcenkte hun paa, at hvis hun i fm
Unndoni havde haft Sans for det, som hans Hjerte
l-rcendte for hele hang Liv igennem, da vilde hun kun
net elite hain og slntte sig til ha1n? Kæmpede bendes
Følelfer for bam, der dog var de celdste og kunde spore
tilbage næsten til hendes Barndom, med hendes Ungdomi
Lidenstab for den ngudelige,, der havde svigtet hende, cg
som var bleven ftedet for Guds Domstol næsten samtidigc
med hinn, der havde været hendes Livs gode Engel?
Hvad hun tcentte og følte, gemte hun i sit Brystz
men i senere Tider lod hun engang Yttringer falde for
Helga, fom røbede, at mange og haarde var de Aufreg
telser, hun bavde lidt af. Dog spildte hun itte Tiden
med orkesløs Grublen; hun git om, trøstede de fattige
og nlnttelige og gjorde vel. Den sorttlcedte Dame med
det bleae Aasyn, det milde, tanlefulde Blik og det demo
dige Smil var tendt ovekalt i de lave Hytter, og hun
blev hilset med Glcede, naar hun kom; thi hun beugte
ille blot Gaben men ogsaa tærlig Deltagelfe og for
standige Raad Hnn syntes at have faaet et lykkeligi
Greb paa den vanskeliae Gerning at sprede Lys og bringe
Trost i en vid Kreds; hun erhvervede sig mange Men
Hieskers Højagtelse, og hendes Ord havde en Bægt, som
Jen Kvindes Ord fjcelden faar; hun byggede paa den
;Gr11ndvold, Johannes Falk havde lagt, og handlede i
ihans Aand.
Bilde hun blive saaledes ded? Skulde hun aldrig
Iblive andet, end Fkuen hog Borups, bo i en Bondegaard
og gaa onikring til de fattige og ulykteligeZ Hvilke
var hendes Planet for Fremtiden? Hendes Venner an
toa, at en Farandring maatte engang indtræde, meu
itte engang Helga havde Mod til at gøre hende noget
Spørgsmaal om den San. Et Par Gange syntes det,
som om hun bavde noaet paa Hierte, noget hun vilde
meddele fin Veninde; men hvis hun gil om med en eller
anden Beslutninc1, da var den vel itte moden endnux
thi det kam ilte til noaen afgørende Fortlaring mel-.
lem dem.
Da stete der noqet, der kom ganske uventet og traf
hende fuldkommen uforberedt; det havde et Uvejrs del
gørende oq renfende Virkninq « Himlen opklaredes for
bende, on Synskredfen blev mdeliq; men var det end
for hnde soin et Uveir, for de andre viste det sig
tun fom en Begivenbed, der fremtaldte Deltagelse og
Spandinzx
Gn sinnt Tag i Løbet af den nasste Sommer red e
ftnteliq klintter, fulgt af en Rideknegt, ind i Claus Bo
runs imnfeeliqe Guard. Maus var i Matten, Fasse-:
Flleaaard on Helqa beftæftigede bver paa sin Maske-;
Olivia nmatte da tage imod Beføget, og det dar oqfcm
spende, det qialdt
Trods den mørkere Ansigtsfarve og det lraftige
Stæg qenkendte hun i den indtrcedende øjeblikkeligt Adolf
Cichftedt Hans Fremtrceden var langt mere mandig og
selvbevidft, end tidliqere, thi han havde ikle for intet
kcempet i Franstmændenes foreste chller mod Ortenens
Sonnen men dog havde bang Beker beholdt det rolige,
selleeherstede Prceg, der altid havde vasret bunt ejendoms
meligt
bun gik ham been-met i Mode og rakte ham sitt
Hat-end
,,Jkte,« fagde han i en meqet varm og bjertelig
Tone, ,,tunne jeq komme tilbane til Dnnmarl Uden ftrals
nt obs-We Tig, kære Otivia!«
»Iak,« svarede him, idet mange fmertelige Erfri
dritmer ved Sttnet af bam stormede ind Paa hende, »Juk,
det Var smutt af Diq!«
»Da jeq kommer sra et Sied,« vedblev han, ,,hvok
man endnu bar Dig i friss Erindring, og hvor mang
spgrge efter Diq —-— fra Kjeldsborgx jeg har meget as
tale med Dia om.«
De tna Plads, on han kalte paa den sindige Mach-,
der var bam eqen, ille om siq felv, men om hende. Hatt
vilde forwaa hende til at gøre en Ende paa dek affps
drede Liv. bun sprie, vg, som lmn udttylte fig, geugkvs
bende m bendes Benner og til hende selv; men det visit
sin, at bun. med al Tal for hanö Decke-gelte ille das
meget modtagelig for det, han kaldte en lyfere AnsiuieM'
af Livei. " L
Medic-) sz
«