-
Johannesqutt
Romanito Dele.———AfH. F. Ewald.
A n d e n D e l.
(Foktsat.)
.,Slnngel!« tordnede han Johannes tin-ode; ,,hv1«sr
tot du vove at satte Faden i mit Hug? Frcktt not
var det, at du furleden lustede her omtring oa — ja
dn fet, at jeg ved Bested; nien at jea nu endogsaa
ital finde dig her, det gaar for vidt. Herud med dig,
eller jeg talder paa Foltene og ladet dig smide ud fom
en Hund«
»Dein-Des itte,« svarede Johannes roligtx «jeg bar
ganfle vift innen Ret til at veree her, og det er faaniaknd
heller itke af Lyst, at jeg er lontmen.«
Eichitedt git nu nden Fortlakina ben for at trætte
i Klottestrenaem inen Eleuth greb hain i Armen ug
standsede ham.
»Im bedek .itaiiunee’ierreii lade dct verke,« fagde
lpan; »Fal! er jo villig til at gan, men for Resten hat
jea itte i Sinde at se koliat paa, at der ster harn nogen
Oderlast.«
Clans Bot-uns Heere var bleven ligbleg; hans
mai-te Øjne bleve ganste lt)fe, idet han faa fra den ene
til den anden; endelia fit han disfe Ord frem:
»Dann De hat Deres Affted; jeg ital give Blunt
de toknødne Otdte, inden jeg rejiet·«
»Godt,« spakede Glanz ,,aodt! Jeg findet not mit
Bei-d et andet Stex.«
,,.5tom, Olivio, lad as aaa!« saade tiichstedt idet
tsan blitssende af Hatme git hcn til hende for at bnde
l-ende sin Atm; ncen Johannes Falk stod ham i Vejen,
da han gnv ham da taa stecktt et Stød for Bryftet, et
lsan tnnilede tillsane Hang Llandedrcet standfede, on
bang Mund fyldtes med Bind; thi tunde et saada.i:
Stød endog anfcegte et fundt Menneste, saa maatte Ist
letive lanat fordærveligere for bang svaqe Brnsi.
De andre ilede til dann og Olivia braate ham et
Glas Band. Han dral deraf, vadstede sin Mund med
sit Loinnietsrtlccde oa aenvandt baade Aandedtcettet oa
Meelet.
»Tai, taske Olivia!« saade ban mildt, og derpaa
fnjede han til: ,,det ftal itte betnmre Dem, Eichftedt, ZU
fokvinder det not iaen!«
»De tnnde bleven herfra!« svarede Eichftedt, iom
stod der med totslaate Arme oq en tvcer Mine.
»Kom, lad og aaa!« sagde Johannes-, men idet
ban gil, foenam ban en ftittende Smeete i sit Brnft, ca
det anede hom, at det Stad, han havde faaet, vilde have
vakige og fordærvelige Folgen Maaste den Mand,
livem han sinldte faa mange wette Dieblitte, og som
tmvde tilintetajokt bendes Lntte, hvem ban elftede befest
nn oasaa var bleven hnns Bane oa havde frenistyndet
bans Befrielsr.
Men han havde itte naaet Daten, farend han fssltel
en Haand paa fin Ann, og da han vendte sig om, iaai
han Olivias blege Aasnn og hendes taarefyldte ØjnU
»Johanne5, taq nun niedr» made nun.
Det havde lntn sagt en Mann for med freidt«1
Etennne i en munter Stund, on Fttoet paa Kjeldspeng
Btedder havde svatet taq min med -- med! than
mindedes det nu, da hun laade det iaen, nien nusd ftasl
vende Rost. Nu flnntcde bun for bam, hvetn bun den
Gtann stræbte den til; nu havde hnn haltet den bitte
Un. fotdi hun itte vilde bore bang AdoarfeL on fordi
Ltdenstaben hindkede bende i at tende sine sandc Armut-;
neu fjern fra bang Hirt-te var enhver Fnletfe , der lia «
nede Triumf. Han fvlte tun Sara ved at se, i hvilten
Grad Smerten on Angst havde tnltet hende oq tun
Hat-me over Ondstabs og Hierteløsheds Bart.
Johannes-, tag mig med! Nu tan je·a itte bltve
net et Øjebltt lænqere! Rast-e Bornp, maa jm følae
tned Dem til Stovlyst?«
»Med Glædet«,fvarede Maus, idet han bøjede sit
Hoden »laa lasnae Helaa oa iea er der, er baade vt on
voet Hjem til Detetz Tjenelte.«
De ait nden at vende sig om og uden at se det
badefnlde Blit, der lcdsagede dem nd af Demn. De
git ned ad Stdetkappen oa tom ubentcertet nd t Havenx
de tagte den toeteste Vej hen til Gitterpokten, og der
ventede de, indtil Clans lotn med Bognem De ftod
der sont t Dkømme og vetslede tun faa Ord; tun Helga
var uandsncerværende og ftirtede nted Lcengfel ned ad
Vejen eftet Vognen.
Nu totn den, og de lteg hurtigt op.
»Smertet Dekes Brust Dem mete?« spurqte Olivia
Johannes Ined mild, dettaaende Rost, da hnn blev hatt-I
stoke Bleghed var. ;
»Na nej,« spatede han lmitende, »det aaar an.« !
»Ihr hurttgt, trete Botup!« sagde hun, »at Jo
hannes tun totnnte til Hvile, og jeg langes oglaa efter
at sijule mtg under Deres Tag-« —--s
Neu ban. for hvem hun var flygket, btev et Die
blil stauendr. lom de havde foeladt hom.
Dunst tæntte han, at jeg btev laa hidsigx men
i Grunde-i et det godt, at vi sit Ende paa »Histotien!
Detpaa gtt han ned for at ertnndige sig om, hvok
Jusiitsraaden egentlta var bteven af. Da tan tom ned
i Forstuem saa han Tyendet foesamletx de stat Hohe
detne tammen og talte i Munden paa hveeandre; Ma
dam Lautttzen var det ogsaa; de tap, da de laa ham
komme.
»in-ad staat J her fort« spukgte ban batstt. »Gaa
edets Bett Lisette,« vedblev han« »Kammeeheeretnden
et taget over ttl Stvvtyst, hvor hun bttvee et Pae Dagel
Juden Iften maa du vceke derovke med Bagagen og
Totlettet; ieq ftal give Oedee om en Vogn ttl dig.«
Dem-it nnderrettede han Madam Laurttzen um«
at Mtddagstnaden stulde letvetes Motten to, da han
agtede at teile Motten tre, og da han beste at Justin
raatien var taaet hiern, git ban tnd paa sit Ver-reife va·
steev et Poe Ltntey fom lttats ved et etdende Bad blev
lendt ttt Sandbeetgaaed. Bett unbeteettede han Ju
ftttttqadeu toeteltg om, bvad der var stet, sieev, at han
sattelte at tate med dam, tnden han eeisie og bad ham
detsor at got-e ham Selstab ved hans sidste ensomme
Maaltid paa Kjeldsborg.
»Saa hnn et virkelig lebet iin Vej,« udvkød Inge
tsora Fall, da Kammekhetrens Billet var kommen til
Sandbælgaakd vg bleven læst. ,,Hun maa jo være fra
Forstandenl Stynd dig stratg over til den stakkch
Fiammerherre! Det maa have vceret en strcetkelig Dai·
for ham!« -
»Ja-a mcnet don, min tccre,« var Justitskaaden
iaa retfcrrdia at fixie, ,,at den har vceret endnu vaerke
for Olivia.« l
»Hm hat endda inaen Red, tatlet vceke din Be
tæntsomhet,« svatede Jngedvra, ,,men jeg er bange for,
at det vil gaa ud over Borup og Helga.«
i »Formodentlig! og det slnlde ikke undte mig, ow
FJohannes hat nogen cstyld deri. Naa, over til Neids
lokq maa jea igen for alle Partei-s Stle; det er mtn
Pligt ogfaa for at varetage Olivias Interesse, thi jea
er doq, naar alt kommcr til alt, hendes naiurlige Bei
stytter.« » »
JustitsraadenJ » ikte vel til Mode. Han var
li enhvek Henseende en Lovens Mand, og hans eget Liv
lhavde al Tid været pletfkit Han havde Modbydelighed
lfok Udslejelser as enhver Att, og hvad Olivia havde be
troet ham, havde staerkt rystet hans Tro paa Alexis
Eichstedts Uskyldighed. Jmidlertid sorholdt det sig desto
værre saa,« at han var iilbpjelig til at dømme de fattiges
Da rinaes lldstejelsee strengere, end de riges og sor
nemmes.
Højtstillede Personen-, mente han, lkoevet et vist Hen
»inn; thi de er mest udsatte for Fristelse; men de bot da
ogsaa kunne has-re Felgerne as deres egen eller detes neck
mestes Fejlttin med Anstand og Ro, saa at de farbliver
isljulte sor Beiden J saa Henseende hat Olivia aldeles
itle svaret til de Forventninaer, jeg i sin Tid gjorde mig
km hende; hun hat baaret sig ad som et almindeligt
borgekliat Fracntimnier; Jngebvrg hat faaet Ret!
Ja, naar sit hun itle Ret i Justitskaadens Junkers
men tkods dette sprtviolede Forsøg paa at bøje den«
strænsfe Moral som en smidig Gren, var Justitsraaden
dog noaet betlemt om Hiertet, da han tørte til Meliss
bokg, og hang Ansigt rebede tydeliat hans Forlegenhed,
sda han traadte ind til Kammerherrew
Han viile sia i Sandhed ved denne Lejlighed fom
cn Adelsmand --— »liae til Fingerspidseknc«. Hatt
ltavde gjort Toilette, vg det manalede ham hverlen paa;
Anstand eller Ro; han saa ncesten oprømt ud. »
»Det er i Reden, man ital tende sine Venner!«
saade han med et artigt Smil, idet han tryktede Ju
ititstaadeng Haand; men han but-de hellere sagt: naar
man tranaer til Folt, saa kør man fmiare dem og icele
for dem: thi han triengte nu til en velvillig Mand, i hviz
chender han tunde esteklade sit Rhgte
»Ja, min ice-re «,ust1ts-raad« vedbl lev han« idet han
antoa en bedkovet Mine, »vore sorenede Anstrcengelser
hat intet ndrettetx hun er aaact sm Vej, og vi vil blivh
Genitand soc Eint. Dekved et nu intct at gere; meni
Iet vil ieg doa siae Dem — det Tilbud, jeg hat gjort minT
sinne, staat ligcsuldt ved Magi. Hun lan vende til-«
vage til Neide-boten naat hun vil, og det ftnlde aleedel
mig, om De endnu lunde sormaa hende dertil.
»Ja-g stal sorsøge dumm« svarede Justitsraadcn.
idet han saa ned for sm, »men jeg betvivler, at det lnks
les. Hun et nu kommen under Jndflydelse, som, swa
tet jeg, vil avte mia Opgaven dobbelt vanslelig."
»Ja, lære Instit-stand De hat megen Sorg c:s
Deres Bot-M«
s ,,llnæk1tetik1t, He. si(x11nnert)errek" warede Lunens
runden, met over siq few; ,,jeq bar nu mit Kot-g txt
tscrrex men entwer hat jo sit; lad og nu itte tale demn-!
Jezq vil tun iwre Dem opmcrrtfom paa, at Imar jeq i
Worzu-g git »den Juwel, fna var det for itke at komme
tk Stollision med mine csme Born, der paa san usønnneth
en Munde stormede op til Kammekherteinden.«
»Ja,« svarede Ftaimncrherren med et mørkt Blit.
»det var en hofft ubehaqeliq Seene.«
»Im vil imidlertjd bede Dem om at basre Oder
med mine Varus llbesindinl)ed; lad dej itke, trete Or.
Kamme-ebene, aaa for huardt nd over Boruv og min
Datter!«
staknsnerisencn fmsq sit Mund-fing on tæntte st
LjeOtit essen derpaa sande lmn med fn meft indtanenise
!3mi!:
’ »Gott Im vit soc Dkkes Sand tade Naade km
for Ret. Bornio var hofft uforstammet mod mig, og i
Hidsighed qav jeg ham l)c1n«:- Vlfsied paa Stedet.«
»Im fpaaede hain det!« udbrod Justitsraaden, ,,fe·a
spaaede han: det!«
»Im hat imidlertid itke endnu underrettet Blunt
un det forefaldne; lud det da være fom usset! De man
gerne sige til Deres Svigerson. at han tan blive i tin
Tjenefte.«
Justitsraadem der ingenlunde onstede Fattiqdom
over sin Dotter og hendes Born, blev i hoj Grad rørt
over dette tloge Trcek af hans hojbaarne Vert, i hvilket
han saa den pure Ædelmodighed. Han taktede ham pac
det varmeste, og han var sankedes fuldkommen vunden,
da en as de fransie Tjenere meldte, at Moden stod paa
Bordet.
Det var rned en holst velgorende Fslelse, Lustw
raaden bemcrtede, at alt nu igen gik stn vante Gang
paa Vor-gen Den ztrlige Tienerg Tilsynekomst, Skuet
af det tndbydende Tassel i Havesalen, Solon-jet, de
smutke bohbtste Glas, som han sendte saa godt fra Ma
iorens Tib, de langhalsede Flaster med den cedl· Druc
saft, gjorde den sædvanllge bedaarende Virkning paa
dam. Der var Plads nor ved det rigtdcettede Bord til
de to Herren men der var ingen Plads til Moralen.
Hvor Milde Justitsraaden bog ogsaa hen need den, nam
han blev over-Ist med Artighedetk Han koste en selb
gammel Madetrey og straft gav Kammer-beeren Ordre
til, at fett Muster af den siulde hentes op fra Mäde
ren og volles i Justttgraadens Vognt
Det blev et stammeltg munteet og behageltgt Maul
ttd, oq da Champagnen perlede i Glasseim og Herkam
vare alene, snstede Juftttseaaden sin Vært en lytteltcz
Reise, og han strebe: paa .t behageltgt Gensynt
»Jeg retter nu«, sagde han ttlsidst t en fortroliq
ETone til sin Gæft, »og det er ilke rimeligt, at jeg for
ldet Første kommer tilbage. Dog vil jeg vist not as og
stil, med et Par Aarg Mellernruin, se til min Ejendom.
Jen, bellager, kasre Justitstaad, at min Entbedsstilling
zfcsrbyder mig at leve her i denne smukle Egn, hvor jesg
link saa behagelige Naboer« — Justitsraaden buliede
erkendtligft -—- «men da det nu engaan ikle ladet fig
zuste, saa maa der naturligvis foretageg adftillige For
nndrinner og Rednltioner her paa Guarden. Hovedfagen
for uiig er at san den størst inuliae Jndtægt ud af dei
Hele«
Justitsraaden fandt dette saa overmaade rimeligL
»Im mener nu just ilke, at Blunk ikke er en
asrliq Mand, men jeg ønstede hain dog nogen Kontrol
iinderlastet. Vil De, . t. Justitsraad, naturligvis mod
et Passende Vederlag, Paatage Dem at revidere Regu
fsaberne on i det Hele have et sØje med, hvad der foke
Haar paa Godset?«
»Med største Fotnøjelfe,« udbrød Justitsraaden·.over
kostet og fniigret.
,,Det Ncekmere lunne vi da aftale striftligt,« sm
tede Kammerherren, ,,men jeg stal dog, inden jeg rejfer,
forderede Blunk derpaax og lad mig saa se, at De slrivssr
mig fiittigt til!«
Saaledes var Justitsraaden kommen i Kammerher:
rens Sold, og Olivia maatte se sig om eftek en mete
- »natnrlig« Besiytter. Dei blev da ogsaa hendes egen
Farbroder, der loin til at varetage hendeg Interesse.
Havde end Alixis Eichstedt ikle spillet sin Rolle godt
i Begyndelfen af Komedien, faa var han dog tilfreds
med sig felv, hvad Ildførelsen af Slutningsscenen angil.
Han rejste, tryg i al sin Syndighed, langt mere
forhcerdet, end han var kommen. Han mødtes paa et
aftalt Sted med hende, den forblindede, der nu gansle
beuge-w sia til ham. Han følte sig glad og fri, da Vog
nen rnllede med hani og den skønne Synderinde gemiem
de ftennnede Lande til den stoke Stad, der ruminer alt
for ahnte en Sum af Synd og Elendighed, til at den
cnteltes Slnld lan falde i Øjnene.
Han følte sig glad, fri og angerløs, thi nu var han
kommen til et frygteligt Punkt af sit Liv, det, da den
Vilmcegtige fnnes at over-lade den forhærdede Synder til
sin Slcebnez og hun, hvem hverlen Skamfølelse eller
Tnlnemmelighed havde iunnet holde tilbage, høstede efter
en ftakket Stunds bedøvende Fryd, hvad hun havde
fa.1et.
1.'). Kapitel.
Dei dageg.
Tor nich Isorlwld her i Livet saa Pinliae, at en
.ciaorelse, til lwilten Side den saa falder, tnaa taldes
us-. Velaeriiinq, blot at det er en AfaørelfQ As dcnne
itsracliae Bcslassenlyed l)avde Oliviaö Stillina i lætiacre
Iid varet, Da derfor tnwde ogsaa detx fitldstætidiae Brud,
per Var soregaaet mellem ltettde oa bendeg Mand, den
nnvnliae Virlnitm, at nl Spaendina opt)ørtc.
Vistnot forl)oldt det fia itle aanstc, fom hun i tin
L.pl)idfclse bat-de sagt, at enlwer Gnist af ziærnahed til
den tinærdige stnlde være slutt i hendeg Bryst. Nei,
ljendeis Livg Ulnlte og han«-Z moralfle Elendiahed hvilede
ofte blntungt Paa ltendes Hiertex men hun butlede ilte
nndek, tbi del-d hade liendes Sind af Naturen noaet at
en Staalfjederg Sprendlraft, dels forundteg der hende
den Lntle at leve hos Mennefter, der elflede hende for
hendes ean Styld, oa da hun virtelig og af Hiertet
sluttede fia til dem, høftede hun sin Lon.
Da hun med berettiaet Harme forlod sin Mandi
Hns oa med Ziolthed afsloa at tage noan som helft
Underitøttelfe af han1, da hun git til Claus Borups
Arm blev lnm dreven frem as et riatiat og cedelt Jn
stinkt; men hun vidste dog itle ganste, hvad hun afotde.
Dei blev hende førft fuldtommen tlart, da bun var paa
Stovlnst, da Madam Laut-sitzen opspgte hende der og i
sit eaet oa i Titendets Navn indftændiat bad hende oni at
vende tillsaae til theldsborqx de havde lasrt at elsle hende
oa lnnttet ftore Forhaabninger til hendes Hiertensgod
bed; hendes Bortaana forandrede aanfte Saaernes Stil
lina. idet al Husboldnina blev opltcevet, oa de Fleste Of
dem sit derez Afstedx itle enaana Madam Lauritzen selv
blen, iom det fenere vifte sin, siaanet, naatet Kammer
beeren doa forundte hende en ringe Aarpenae
Qlivias qode Hierte led ved at høre de trofastc
Mennefkers Klager; hun trøftede oa hjalp efter Ebne,
men intet kunde rotke hendes Beflntning, heller ille Ju
fritsraadeng Formaninger eller Jnaeboras Skoser. Mere
end alt dette anfceatede hende dog de Planet-, Elaus on
Helaa laade for deres Fremtidx thi Claus vilde itke taae
mod den tilbudte Naade; han afsloa den til Instit-Js
raadens overordentlige Forbittrelse, oa fra den Dag at,
da han i saa Henseende havde tilintetgjort sin Sviger
faders Jllusioner, ophørte alt Samlvem mellem Sand
bcekaaard og Sinnlny Olivia havde da oven i Køliet
den tryttende Følelsr. at det var hendes egen Ulykle.
der drev hendeö Venner ud as et Hjem, som var blevet
dem saa dyrebart. Ja, nu havde Helqa virtelig Ud
sigt til at komme til at leve som en Bondetone, og det;
var vansieligt at fe, hvorledeö hun stal kunne undgaa
at besmitte sia med ,,Hændernes Gekning».
Under alt dette foreait den store Gernina i Olivias
Sjoel, som tun traftige Natuker er i Stand til, men sont
ogsaa gerne fører til Frelse —- hun brsd aanste med fm
Forttd; og er det end sandt, at en slig Forvandling al
drig sier i et Nu, men Stnkte for Stykte, faa var alle
rede de førfte Stridt dektil saa lovende; at et Tilbaaefald
ikke var at frngtr. Hun afstediqede sin Kammeriomfrn,
og allerede denne Forandring gforde hendes Liv simplere
og stillede hende mere paa lige Fod med hendes Venner.
Forfænaeltghed, høftflyvende Tanler oa lutsuriese Va-;
nee, kort sagt den fornemme Verdenödame blev atlaat
som et ældet chede, og hvad der blev tilbaae deraf,
var oedelt oa godt; men en mceatia Lafteitana var oasaa:
bendes Vensiab for bam, der altid bavde vtst sia sont
hendes Livs gode Enael, oa hvis lidende Tilstand nn
indgød hende og alle band Venner den ftørste Bekymelnq.
Johannes var efter faa Dages Ophold paa Stop
Inst reist tilbage til Gjerstrup; men de Efiettetninkks
Faster Øllegaatd fendte dem pr. Post, lnd ille W
beroligendr.
,,Johannes maa nu stadig holde Stuen,«. strev but
ei Pak Maaneder feinere-, »og undertiden ogsaa blive s
Sengen Gan bliver aldrig mere den, han hat verei;
det er fordi med hang- Gnng omkring til de fattige, og
han kan ikke mere Enge Del i Forfamlingerne; kun m
uikelt Daq læser han med Børnene; men mere endms
cengster min den Kcerlighed der nu og da lyser ham nd
as JjnenU der er ligesom noget overjordisl ved den,
for han er ganfie vig paa, at han ikke bliver loenge her-.
iiede hos os, siger han. Hans Humør er ellers lyst as
godt, og han kluger aldrig; men Undertiden er der Uts
over ham, og jeg ved nol, hvor den kommer fra. Heut
vil blive nieget vred, om han fil at vide, at jeg strivet
det, men staa der ftal det alligevel —- han længes efiei
(.«7"der.« —
Omtrent tre Mnaneder efier Katastrofen paa Kejldss
borg, oq en Manned efter at Faster Øllegaard havde
strevet saa, var hang Lcengfel bleven stillet; ei Bespg k
Gierstrnp i September Manned vil vise os, hvilketi
sior Forandring der var foregaaet med dem alle.
En sinnt Morgen hvilede Efteraarets Fred over
Mart on By, Nattetaagen hævede fig, Solens Siraalet
lsrnd igennem, og den fugtige Jord dampede. En htt
irafiiq bygqei Mand gil og Pløjede paa de lange Agte,
der fra Byeng Hader langg Krattet løb lige ned til
Overdrevet. Han saa i Taagen endnu højere ud, end
han var, og Heftene nntog paa Grund af de usikkte
zOnirids Kæmpedyrs Skikkelfe. Den frahaands var
Iheller ilke lille; den bar Hovedet højt og rystede en Gang
imellem fin af den stærle Dug vcedede Mante. Dei syn
teg at vcere Legevcerl for det stolte Dyr at trælle dett
Smnle Plov, og deig Makker havde ondt ved «at holde
»Skridt med det.
i Ingen, der havde Blil for Hefie og nogen Sind
Jliar vceret i Kjeldgborgs Stalde, knnde ivivle om, at det
Jvar salig Major Heings brune Sonnen og altsaa maatte
Hvel Monden bag Ploven være Claus Borup. Hestea
Hhavde ilke ftæmmet fixi, men i Mandens Aasyn blev man
jdon en Forandring var.. Der saas nogle lette Rynker
Hi Banden oq ei vist Træl ved Munden, soni ikke tidligere
Hunde voeret der; disse Smaategn tydede paa Modgang
on dernf følgende Sindslidelfer, men de visie sig ogfaa
inn, nnar Gans var alene, og innen iagttog ham; kuti
lmnki eigen Hustrn var indviei i dei, der foregik i han
Itcrlige Titel, og selv med hende kalte han saa fjælden
fom muligt derom.
» Claus havde iagei Afsled med sin yndige Bolig, sitt
iZlov on sit zgceqerliVF han var bleven sin førfte Rettig
!lied utro, men han nød en nnd Samvittighedg Fad
Hans Venner velsignede bam for hans Fasihed og hans
Ueacnnnitiqbed, da han virlelia opgav sin Stilling og
ifæsiede en Vondeaaard i Gierstrnp, men det anede den
»Idoq, at Qsseret Var meaet stort fra hans Side; der var
zvel oqsaa en, der ftadiq omaikles med den Tanle at
qenncelde ham hans Opossrelse; men fjern fra ham sein«
var enhver saadan Trinke. Dei gjaldt for ham kun
at beneide at han virkelig nu lun var en Bonde; des
lneb for ham at faa det ind i Hovedet.
»Dein Hans!« sagde han, og derpaa mumlede han
,,lad og dog komme til Ende med den fordømte lange
Furc; jeg iroer min Sicel, den rceller en Fjerdingvej!«
J det famme fløj en Flok Aaerhøns op. Han flap
Ploven, sorn om han vilde gribe til fin Besse, der nu
oftest bang ledig hjemme paa Knagen. Den syngende
oa snurrende Lnd af de flvgiende Høns fyntes ligesom
at spoiie ham.
»Du bar banrej Dig ad som en Tosje, Maus-,
mut, Mitk, som en sior Tosse!«
Den Hilsen sendie Hønsene baut. Han standfede
Lein-ne, toq Hatten af» tørrede Sveden af sin Pande og
saa fm om. Tannen bavde nn hcevet sig, og den bare
(««nn Inn der for ham, - itke eet cekliqt Træ Pan M
Milc» ’:»lfstnnd, et trøftesløst Syn! (
Han ryftede paa Hovedet og pløjede videre, merk
sonnt-. Tanker var langt borte frn Gierstrup, og Futen
tlev not derefter, lidt ud og ind. Hcm naaede dog Om
qnnqen rundt og da hnn atter var oppe ved .Havedigek,
Dq ban san op, viste der siq en kvindelig Skikkelse for
hanc Anledninqen til bang lllykke.
Ja, der stod l)nn on nikkede smilende til hom· Hut
var knan simplere klædt, end noaen Binde før i hendez
Liv, men trods Klasdedraqtens Simpelhed, bar hun dog
Prceaet as det, bnn var -— en Dame, dei vil siqe en
Kvinde, hvis Versen røber Dannelse og Smag. Hendeä
Kinder havde faaci en frisiere Fotve oq lidt mete Fylde,
liendcss Line deres stranlende Wans, Inen dog laa der
? Udtrnkket noqu, fom fande, at hun var bleven Elbe-,
incqet celdre i det fidfte lmlve Aar, og nogle graa Stank
i hendes mvnsorte Haar bekræftede det.
Kunde man se noget nndigere, end dek sicelfulde Og
Lmilde Blik og det opmuntrende SmiL hvormed hun bsd
jtslans Borup Godmorqen? Det var meget vansteligt as
satte mismodige Tanker i Forbindelfe med hende vg«
rent umuligt at blive vred Paa hende. Claug holdt
Heftene an og tog Hatten af, idet han bød hende Ged
nwmen, thi intet kunde formaa hatn til at tilsidefætte
den Ærbødighed, han var vant til at vkse Fruen paa
Kjeldsbotg fra tidligsse Tib, og fom han af Hier-M
ndede fm salige Herres iro Plejersie i hang sidsie Dage
Han san, at hun havde en lille Kutv med Mark
blomfter i Haanden, og han vidste not, hvot hun vklde
ben med den; men han iænkte, at Majoten, om hatt
bavde væref i Live, og han havde kunnet se hende med
den, vilde ynket hende, fordi hun, der var besiemt til at
vaaae over den riae Flora i Kjeldsborg Hade, nu muckte
nøjes med at plukke tarveliqe MatkblomsteV
,,Ieg maatte dog herud og fe til Dem og Uan
Hans en Gang, inden feg gaar over til SIolen.« sag
de hun.
,.Tak, Frau« svarede Claus, idet han lænede si
til Moden. Hun havde forbudt ham at kalde hende
Kammerberteinde, og hun gik i Gierftrupsunder Navuetg
,«’fruen hos Borups«.
, Gotsscmy