Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, March 09, 1906, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    JohanneFFalb
Romanito Dele.—Ash.F.Ewald.
A n d e n D e l.
(Fottsat·)
Httn havde attsna resianeret og vilde biete, hvad hnn
vidste, ot manqu Huftrn for tsende havde maattet taalez
Inen hvnd der bøsede hendeg Mod da gjordc hende hjerte
sug, det vor den Tanle, at ban endnu i denne Stils-:
tnigseng Stnnd bedtog hende, at hatt tned raffineret
Stoldblodiglsed sonnnaede at stule for hende, at han vilde
asre den staklels Pige ttltstteliq, lsvetn hun lsane antcigct
siq netop for at srelse hende sra Fordckrvelsr. Hans
Foebcetdelse rnstede hende i hendes Jndetfte, Og HØIEUCH
lltaknemtneliglsed Da Forbindelse stnertede hende usiae:
liat Dei Var ncesten ilte til at udholde at taente paa, at
der gaves saa slette Mennester, on at de to, der stod
lxende etc-erntest, tnaatte henrexmes til Menneslehedens
Verme: thi tnin tnittlede ilte et Dieb-til ein, at den hele
Historie tned Herren ved den tysle Legation, og at He
lene vilde svrere Selslabsdame, var en ren Opdigtelse.
thun da ban var tnn stilteszs ad sok at Ins-des igenx
maasse var det da altiaevel hnns Hensigt at sorstnde sin
Lasten og lade Oelene Fiirst indtaae hendes Pladsl
Hans Hnstru selv trenlte, at det maatte man næsten
hauka
« Hun ertendte. at hnn Var aldeleg tnagtest hun
tunde intet hindre sg intet scette i Brett, uden det« io
for io hellere at fjerne sta: men lnm slnldte dog sig selv
saa meget, at det stete paa en passende Munde. Dei
føtste. hnn da Morde-, da bun lsavde fattet sig, var, at
fleive et Par Linier til Justitsraaden og bede harn ind:
finde fig bog hende den næste Morgen, da der var en
Sag as Bigtigbed, httn snstede at tale med hatn out.
Dernæst ringede hun Paa sin Kammeriomfru og satte
ltende l Atbejde nted at palle ind.
Lisette var sin Frue as Hierlet henaiven Hnnl
lsavde i lang Tid vidst mete, end Elendes Fette vidste, vgl
lsun hadede sin Heere as Hiertens Grund. Hun og hete»
Tfenerslabet havde doa med Ollcede set Freien Fürst
iejse. og hun haabede nu, at alt igen vilde jaevne sig.
Hun saa spsrgende paa sin leere Feue, der sad saa alwa
qelig ligeavldiq tned sorgen-die Ljne i Sosaen og tcentte
med Bedrsvelse, at det Snn just itke sttsktede de gode
Foehaabnioaer.
»Vi rejser ntaaste tilbaae til Paris?« spurgte bun
mnfrdetx «slal jea nasan packe mit eaet Tøj ind?«
Olivia nitledc uden at svare, og Lisette gil nted et
tnngt Hinte: tnen da hnn tont ned i Kollenet, saa hun
de to seansle Tjeneke stitte Hovederne satnnten, og das
hin aav stg i Snat med dem, ftt hun at vide, at HeH
rens Otdre til dein tydeligt not viste at han vilde rejse,
tnen at stammerketreinden blen, lwor hun var. i
»Don hat været rent bansat i Asten,« sagde den;
ene af Tjenerne til hende pca Franstz han taalte itke atf
jeg sputgte hatn otn Bested oq ttslede miq nogle Boger ll
Hovedet, sont jeg bad om, da ban selv lsavde sagt, itl
de siulde pattes ind.«
Lisette sotsth itle d · l)ele, Inen blev san betmnret
at hun udsste sit Hierte sor Madam L«n1rit;en, oa den
namle lom til det sandsnnliae, men lsedwveliae Resultat,
at der --— »vor llaler i Altosen«. Tet sornroliaede hende
at vtde sm stattels Fkue san enc ua nden Rand oa Trost.
og detsot sendte hnn tidlia den nceste Morgen et Breo
til Stovlnst, stilet til Madam Helaa Vorm-, hvoki sank
tcsz ildevakslende, inen temnieliq nsorstaaeliae Hentnd
ninaer til, at der var noaet aalt paa Farbe, tworsor lnzn
bad Madam Bornp om i Levet as Tagen, liaesom as
sig selv. at se over til den tcere Kammerl)crreinde. Oel
aa besluttede sca strats der til, oa paa hendeg indstckndiae
Von indvilgede baade Clanis oa Johannes i at aere
Selsiab, i det mindste over til Gaakden
Instit-standen indsandt sia meaet betidH· Han nit
dog søkst til Aammerherreno Værelse, men der sandt
lsan tun Tjenerne, sont snldsorte Jndpatninaem oa ali
saa git han dersra op til Kannsteeherkeinden
Han sandt Olivta blea oa traet ester en sovnloz
Nat; hnn var paatlædt, sosn om nun vilde aaa ud, on
alt i bendess Verkelser tydede vaa en ncersorestaaenhe
Reise· Han bsd bende Godmoraen oa svnmte staunen-L
un det viktelia sorboldt sig saa, at Herstabet saa usor
niodet vilde sorlade KseldsboraZ
Olivia tunde ilte saa Bktat med sin Smettex lnm
lsrast i Geaad og underrettede ham med saa Ord onc
Sagernes Stillinqs Justitsraaden sit at tilde-, at beaae
vilde de reise« men hvek sin Ves; han horte Tale onl, at
de itle lunde leve samtnen langer-e og ocrsor vjlle stilles
ad, og han saa saa sotstecettet ud, som om han havde
set Sol og Manne salde ned sra Hinnnelen.
«Min tEce Kamcnecherreinde!« ndbrpd han ende
lig soeblptset, ,,hvad er det dog, De der sidder og sigets
Jeg lau umuligt tro, at —- at det banger saaledes
samtnen; der man — bestemt finde en eller anden Miss
sskstaaelse Sted.«
Olivsa tog sig sammen og undektettede bam paa en
svkstaaellgere Maade em, hvad der var aaaet sok stgj
mellem bende og heudei Mand, dog uden at hun ncevnies
Helene Fürsti Noth ellee omtalte Sagens mitteites
Side. Han sit at vtde, at Kammethekren havde sure
staaet sin Kone, at de stulde leve hvet sor sig og tilbuot
lyende Ophold paa Kseldsbotgx men hun ertlcekede, at
da han havde sotstsdt hende as sit Vierte, vilde hun itle
tsge nagen Gunstbeviintng mete as hanö Damit-.
«Jeg gsr del site, leere Justttctaad!« udbrpd hun
tittsvst, «og, taltet vete Deres sokstandsge Omsoeg» be
hsvee jeg det io heller stie: jeg tan siege sor mtg selv,
wen boet hetsra vtl seg; jeg lau ille lange-e stelle
seit-et paa dette Stedz men certsgt og aubent vil jeg gaa
berste-. helst ved Dei-es Atm, der engang var msn loo
llqe Bestytter. Tot seg sslge Dem til Sandbeelgaard,
IF vtl De visemsg Gastsrthed nogle saa Dage, indtll
leg hat taget nett-me Bestemmelse ein« hvor jeg vil
bess«
.Dlsvta,« sagde Justitsraaden med sortviulet Ener
gi, «ies vtl stte hIte et Ord mere om den Sag, sitend
jeg hat talt med Kammerherrem Jeg vil sit-als søge
hatn op; vent her, til jeg lommer tilbage!«
»Sitz ham da,« fagde Olivia, idet Justitsraaden
qik, »at det er ntin fafte Beflutning at fes-lade Kjeldpi
lsokg endnu i Dag, og at jeg ille vil lage en Stilling af
ham mete, end det, der tiltomtnek mig med Rette.«
Justitsraaden rystede Paa Hovedet og gil tned en
letyntket Mine og et biegt Anstat.
Kammekherren var nu kommen til Siede; han fad
ved sit Strinebotd on lagde nogle Papiree i. sin Reise
ina.ppe, da Jttstitsraaden traadte ind. Hang Mine var
mark og determineret, nien da han faa Justitstaaden,
Igl lattedes hang- Anstat, Da han tog artiat tnod Bei-get
»Im er kommen efter Fiannnerherreindens Bega
»ring,« begyndte Inititgraaden, da Kammerherten flal
hans Haand, sont han havde trytlet venstabeligt, ,,og«,
vedblev han forlegent, »jeg har lige nu haft en Samtale
med hende en højt forttnderlig og bedrøvelig Saite
tale«
Her ftandsede Justitsraaden, idet han søgte efter
possende Jed, thi Katntnerherrens Mitte var faa rolig
Da usiyldigt its-irgende, at han blev forvitret ved at se
det. .
,,Hnn,« vedvlev Justitgrandem idet han betraatedc
sine Negle, » ,,gav mia et Ærinde —-— en Hilsen til
Tem, iom jeg dog helft itle vil over-bringe Hnn Var
i en meaet ophidset Stemning, hun fantaserede fotmo
dentlig en Smule, men s— stg ntig dag, He. Kammer
herre og tag mig det itle ilde op, at jea am Dem dette
indistrete Spøtgscnaal —— for-holder det fig virtelig faci
ledes, at der er opltaaet en alvorlig llenighed melletn
Dem og Bereit Gemalittde?«
,,·2lh,« ivarede Kammerherrem ,,saa hun hat talt
med Dem om tnin forestaaende Aftejsex ja, den Sag hat
hnn taget sta fokstreeltelig neer.«
»Tilgiv niig ntin Ligefremhed,« sagde Justitskaas
den, «hun talte rigtianol om noget langt alvorligere;
det gil saa vidt, at hun talte om — Adftillelse for be
standig, Stilsmissei«
,,Ja,« svarede Katnmerhekren med et Slulderteæl,
,.Ftuenti1nnierne gaar al Tid til Yderlighederne, og desto
vcerke heiter min leere tione til de meget excsntrifle Ge
ntytter. Dei lan naturltavis ilke være mig behageliat.
at hun hat indviet andre i Sagen: imidlertid, leere Or.
Justitskaad De er en gannnel Ven af Familien og en
forstandig og dislret Mand. De Var en Gang min
Lones Formynder — hun lande, naar hnn endelig vilde
iøge Raad hos andre, end iin egen Mand, itte henvendt
itg til nagen bedre, oa ret bettentt, et det mia endogfaa
leert, at hun hat laldet Dem. De lan maaite, hvad jeza
ille meke formaat, nemlia bringe hende til Fornnft.«
»Sta! paa mig, leere He. Kamnterherre. fvarede
Jultitstnaden. øjenfhnlig lettet ved at here Kammer-her
ren bencevne Olivia sin »Ja-re Koste« on ved at bemerkte,
at han talte i faa rolia en Tone; »jeg er i enhver Hen
feende til Deres Tjenefte, om De vil vise tnig den Til
lid at indvie mig i Sagen«
»Bei ital jea.« saade Itamtnekherrem idet hnn flosst
Atmene overlors og leenede sig tilbage i Stolen: ,,T«e
ital faa alt at vide, on saa lan De dmnme mellem os.
At min Kone oa jea ttte harmonerer, set hat unæqtelia
alletede i lasnaete Tid vift sin; det nuttek ilte at nasgte
det. Vi pasfer nu engana itle sammen, og Erfarinaen
hat tillige dist, at det bliver jo lcengere jo vcerkes iieer
er hun siden min Ontels Død bleven faa hypolonder oa
ntimelig, at jeg vitlelig ille ved, hvad ieg ital stille ap
med hende. Hat De slet itle bemætlet den Fotandrina,
:der er foreaaaet med hende i den ftdste Tid?«
J »Bist hat- jeg det!« svarede Justitsraaden i en efter
trnllelig belræftende Tone, idet han lenkte Paa sit Kon
dolencebesøg, medens Kammethekten var i Kebenhavn.
Han underrettede nu sin højvelbaarne Ven om, hoc-d
der ved den Lejlighed var fokefaldet mellem Olivia oa
ham selv.
«Det lignet hende!" udbrvd Kammethenem »men
ltektil lotnmer en hpi Grad Jalousi. Den unge Dame-.
vi havde taget i Hulet hos os, har, sont De maasle ved,
nnlig fokladt os; Grunden hertil var ene og alene, It
hun ille lunde holde det nd her. Olivia lunde ilte taale,
at jeg iaa paa hende eller spsgte nted hende. J det
hele er intet af, hvad iea sigek ellet got-, hende til Pai
Slal en Mond da ille have Lov til at leve efter sit eaet
Hortd?«
»«’xh,, natntljijszzk« Witer Justitsraaden most
Fund. uaqtet denne Heriiqkted næsten var ham sein
nreatet
»Und» dies-se Ltustættdiahedek,« vedblev Kammer
itserreth »vidste ieg itle noxtet bedre end, idet mindste for
jin Tib, at fjerne nqu km l)ende. Jeg sagde hende, xtt
-jeq vitde reife til Paris oa foresioa hende at blive bst
»Na Kjeldsbotg, indtil iea heutede heade: ieg haabcdxs
Tnemtia at nogle Maaneders Ensonched oa Adttilletfc
dilde virte gavnligt Wo os begge.«
»Meaet sornuftiat as Dem, He. Kamme-ehem, mqu
fornuftigt!«
.,Men hun optog dette Forstag paa den heftige
Maade, fom nu enaang. deftovætte, er bleven hende til
Vane. Hun bestyldte mtg fok den stiulte Hensigt at ville
tade hende sidde her og aldrig vende tilbage for at heute
bende, ja —- hun besivldte mig for vierte Ting, sont jeg
ber itte gidee ncevne; men da jeg nu saa, hvilten ind
aeoet Mistillid hun hat til mig, og hun lod falde bitte
Ord, som itte saa let glemmes, da begyndte jeg rigtig«
not at tvivle om Mutigheden af et taaleligt Samliv for
as to, og jeg foeesiog bende da, at vi i Fremtiden stutde
leve hvee for sig, hun her paa Kjeldsbveg, jeg i Paris,
men jeg talte ttte et Ord om Stismissr. Jeg hat til
sagt hende et rigeligt Udtomme og Nydeler af alle de
Hetligheder. Livet paa min Ejendom tan yde heade;
hvad tunde jea gøre mete? men hun asslog rent ud at
ville tage mod mit Tilbud, ettlærede, at hun vtlde for
lade Kjeldsboeg, ja viste mig ttl sidst formeltgt Deren;
itte deitomindre bad jea hende overveje Sagen taugt
inden hun bestemte sig, og jeg heb-ver vel itte at for
sitre Dem om, Or. Justitsraad, at hvor dybt bun end
hat tmntet mig, faa vil ieg fremdeles staa ved mit Oed.«
Troede Justttöeaaden i sit Vierte paa Sandfætdia-s
heben af denne Fretnftilling? Havde hatt saa gode Tan
ter om Alexis Eichstedt og saa tinge om Olivia, at han
kunde lade sig indbilde, at al Utet var Paa hendes Side?
Havde han ilke ogsaa hørt de onde Rygtek, der gik i
vEvang om Kalmnerherrens Liv i den sidste TidZs Jo.
det havde han; nlen han befandt sig i saa ubehagelig en
Klemme, som ingen Sinde før i sit Liv; hans Hierte
var blevet toldt mod Olivia, og hans ean Hutte-u havdc
givet ham den indstcendige Formaning med paa Vejen—
lmad det san var for en Sag, Olivia vilde tale med
ljam onl, i ethvert Fald at vogte sig vel for itte at
komme paa Kant med den kcere Kammerherre; thi eftek
lyvad hun i den sidste Tid havde hørt am Forholdene Paa
Iijeldsksora, da vilde det ilke andre hende, oln det vifte
sIa, at der var kommen en Kurre paa Traaden lnellem
ham og hans Kolle.
Dette Paalceg lammede i høj Grad den Smule
nioralsle Mod, Justitsraadcn var i Besiddelfe af, og da’
det syntes ham langt lettere at snatke den svaaere Pakt
tilrette, end at fcette sig op mod den ftcerkere, san svarede
ljan i en spagfcerdig Tone: z
»Det gilt mig ondt, meget ondt, at det er kommeti
saa vidt! Jeg havde oirtelig itte troet det; men som
Sagen nu en Gang staat, indfer jeg ille, hvorledes De,
lcrre Heu Kammetherre, flulde tunne handle anderledes,
on det Tilbud, De hat gjort Dei-es Konr, maa — maa
i Betragtning as Omstændighederne kaldes cedelmodigt.«
,,Men lyad var det for et Ætinde, hun gav Dem
til mig?-« spurgte Kammerl)etten, idet han san Justitss
rnaden starpt ind i Øjnene
»An, hun bad mig sige Dem, at hun endnu i Dag
vilde hersta, og at hun ille vilde tage en Stilling af
Dem ud over det, der tiltommer hende med Rette —- ja
bun bad mig endogsaa om at føre hende til Sandbæl
ganrd og lade hende blive der i nagen Tid.«
,,Derpaa haaber jeg dog itke De indlader Dem?«
udbrød Kammerherren med et møttt Blit.
»Ih, natutligvis ille! Jeg afslog det bestemt.«
,,Det glædet lnig at horc; vi maa dog i det mindfte
midgaa Standale; tjen mig i at gaa op til hende oa
sorsøg at bringe hende til Fornuft: det er jo til hendes
eklet bedfte, at hun forholder sig rolig og bliver, hvor
lnm er.«
,,Det stal jea,« flsarede Juslitsraaden idet han reiste
sta og gil.
Men da han anden Gang kom til Olivin, sandt han
til sin ubehagelige Loerraslelse Helgn deroppe; hun og
Olivia sade samtnen i Sofaem Helaa llavde lagt sin
äslrm om hendes Liv on talte ivrigt til bende, idet Tan
tcrne flisde rigeligt hos dem begge.
»Men hvad vil du her, HelaaZ« spurate han sin
Tsnttek i en wrgeklig Tone.
»Min Gild, tceke Faden hvor lan du, soln ved Be:
fked lned det bele, sporge dekom? Skal Olivia da være
ginnfte uden Trost i sin Ulyiie?«
»Trøst!« udbrød Jllstitgraadem »her er noaet via
tiaere at getre, end fldde og grade; det gælder at bevare
im Fatnjna on handle formlftigt on besindigt, Olivia
menger niete til et aodt Rand, end til Trost; hun et i
en vanflelig Stillina, men Ulntte er don meget for
irættt et Udtryk.«
zutntsmaden var teln ttte tnnoertig samt; An
itmlden og Llærdigheden var i itor Fare for rent at gua
forloren, mer« det tolledeii ltcm onst endnu denne Gang
at holde sitt oven Bande, ozt idet hatt satte sitt poa den
Stol, der stod Llivia naermety greb ban hendes Haand
oft Vedl"««lev med noget as den vante Svadm
»Der maa itte, min leere Kammertjerreinde, lade
Leitiqheden lebe af med Tem· Te tan tænle Dem, at
jeg, der en Gunst glkrdede mikr iaa inderlikrt over Deresö
Ægtetslub — oq twein kxiorde itle det? - tm i sammt
Grad er bedrovet over, at at der er opitaaet en viEi
Misftemninq mellem Dem net Tereis Gemal. Tto miq,
det er ilte andetl Alt vil timnc blive godt endnu, naar
De lilot ined den Taaltnodigyed, der sønmter sig en lcec
liq Hutten, findet Dem i, hvad der ikle lan 11ndgaas.
De bar vist sur Deregs Mandi- Taalmodighed vel meget
paa Prene. og til sidit dar Te treenlet ham ved uover
tagte Veftyldninqer. Tet vil maaile verre readeligt, at
De for en lott Tid stilles od, men «
Her toq Lilivia im Haand til ftzt oq qjorde Mitte
til at rejie sitt»
»Jet( beder Textil« Udlsrod Justitsraaden, »der mig
taalmodigt til Ende-: overil Dem for Gudis Slyld ille!
Tset er et trittst Dieblil i Tereg Liv; taqer De ikke For
ftandcn med vaa Read, da lan Te komme til at fortryde
det bittern et lielt Lin-« LIan Vil straffe Dem for et
Diedliks "llbesindigl)ed.«
»Im jeg bede Dem, »in-. Juititsmad, at satte Dem
lort!« fagde L:livic1, der havde aftørret fine Taaree oq
nu faa paa ham med et blegt Olainn oq et stolt Blit.
»Nun, naal« fvarede Justitsraaden faderligt for
manende, »stat( for Gudg Zlnld Band i Blodet, min
leere Kammerhereeindel men hvad jeg vil fige, er snart
sagt. Noar De loher herfra og vkegter Dem ved at tage
iniod det noble Forslag, Deres Mand hat gjoet Dem,
saa er det jo forbi for bestandigt mellem ham og Dem;
da hat vi Opsigt, Skandale, Elendighed; vliver De der
imod toligt her —- og hvot behageligt vil De ille lunne
leve her i dette ftnulle og heeflabelige Hjeml —- sau,
ja saa er der slet itle siet andet, end at Foreetningerne
hat laldet Deres Mond til Paris, og at De bliver her
alene i Sommer. Juden Vinteren lommer han og heuler
Dem ——«'
,,Jeg lan merkte, at han har talt med Dem!« nd
brsd Olivia; »tec) ham illel Han lommer aldrig tilbage,
tdetmtndste ille for at hente mig.«
»Og om saa part« svarede Justitsmadem ,,jeg feel
ter, at det ille ster saa spart, som vi nu haaber, ja lad
os sætte, at det flet ille ster, i ethvert Fald oplsfer det
Oele sig da paa en lempelig og anftcendig Munde; men
lud os for Guds Slyld ille opgive Haabet deroml Naar
De og Deres Mond t nogen Tid hat levet adstilte, vill
de Begge komme til Besindelse ——— jeg«haaber, at naart
alt lommer til alt, stal del vise sig, at De dog holderY
for meget af htnanden til, at De i Langden lunde und-»
vcete htuanden; men faa meget er dog vel solellart, at
De t intet Fald bsr gaa herfea strals i Dag. Slal
galt vere, lau lad Deeeö Mund teile fsrst, bltv her i
nagen Ttd og get saa siden, hvad De vil.«
r——-I—I—·-·- f --æf"f
Det lunde ikke nagtes, at Justitstaadens sidste M
var fornuftigt. Helga felv folte det og bad Olivia II
at folge det. Man kunde se paa Olivia, at det les
pede jtartt i hendes Sjcel; hun var kommen til et Pia-L
da Trana til at foretage et dfgorende Stridt ncesien M
lod sig afrsife; Her rorte sig noget hos hende, fom for
bød hende at aaa Paa Aktort og lytte til dagliadagl
fornnftige Raad. Hendes Steninie skcelvede, da hun rei
ser sia da fande:
»Gaak De et Øjelslik ind nied mia i KalzincttdctD
ist-re JufiitsraadZ Jeg Vilde gerne tale et Par Ord
nied Dein under fire Øjne·«
« Justitsraaden rejste sig tobende og fulgte llende unis
taarligt. Medens de vate dorte, gik Helga fin Bei for
at hente Johannes, der tilligemed Claus sad nede ho
Madam Lauritzen Hun glernte over Begivenhederues
Alvor ganfke enbver Frygt for Kammerherren og ethvert
andet Hensnm og hun mente, at ingen bedre end Ja
ls.annes vilde kunne raade Olivia, ligesom bans Ord sik
tert vil have lanat storre Vcegt hos hende, end heudei
Fiaders: men da hun koin derned, undertettede hun tillige
Claus om, at Kammerherreinden tcenkte paa at for-lade
Kjeldsbora, at hendes Fader havde nægtet at modtagk
liende paa Zandbækgaard, men at hun havde tilbudt .
hende Ophold paa Skovlnsi. Cletus- billigede, nagt-i
lsan oel indsaa Betcenkeligheden for ham selv ved et
saadant Stridt, ganste sin Kones Handlemaade, og me
dens Johannes just ikte nieaet villigt fulgte hende ad
paa Kammerherreindens Bcerelser,·gii Claus frejdigk
med for at belræfte Helgas ædelmodige Tilbud.
Da de ad en Sidetrappe, som Madam Lauritzett
anviste dem, var lonine derop, og alle tre traadte ind
ad Deren fandt de Juslitsraaden og Olivia i heftig
Samtale Hans Ansigt blusfede af Harme og Forlegen
lied paa een Gang; thi Olivia havde nu aanfker
aalmet sit Hierte for ham og sagt ham alt. Han kunde
iike mere smutte fra Ansvaret, og han maatte nu med
siørre Nødvendighed, end i sm Tid, »tage Parti«. Alt,
livad han sagde til hende om at bcere over med sin Mand,
felv om han-Z Forhold ille har vceret gansle, sont bei
lurde, var spildt. Hun spurgte ham paany, om hun satt
maatte folge med ham til Sandbcekgaard, og trængk
til dct nderfte raabte han omfider:
»Nei, Olivia, nei! Jeg tør ikke gøre det; jeg tatst
ilte forsvare det; hust paa, at det vil gaa ud over Den-III
egen Mand!«
»Don Gnist af Kceriighed, jeg folie for ham, et
fluktl«
Hun sagde dette nied en stolt Holdning og et lynende
Blit: Justitsraaden kom uviltaarligt til at tænke pack
den Dag for tre Aar fiden, da han fette hende ned eik
Vliexis Eidistedt for at laegge hisndes Haand i hansx den
liavde bendes Holdning ogfaa været stolt og hendes Blii
ftraalende: det kunde han forstaaz thi dengang gik hing
en efter haan Mening herlig og lykkelig Lod i Msdcz
ncen at hnn nu havde faa megen Hast med at blive Her
ligheden toii og kastede den fra sig nied Foragt, det nar
mede fig i han- Ler til Vanvid.
»De maa blive her!« raabte han; »De maa og stalk"
»Det vil sige, De ladet mig i Stiklen,« spat-de
bun med et foragteligt Blit; »De er ingen Mand; men
Gud sie Loo, jeg ved, hvor der er Mcend og trofaste
Venner at finde!«
Medens hun sagde dette, traadte Helga ind og
fpurgte, om Johannes oa hendes Mand maatte komme
indenfor, da de onstede at tale med hende. Hun gas
øjeblikkelia sit Samtykke dertil, og da hun faa Johan
nes, gil han ham hurtigt i Mode, brast i Graad og tryi
tede hans Haand
,,«Lit)a:" udbwd 131111115raa0en meo spyoka Lateran-au
,,ieg scr, at De bar Deres Trabanter i Baahaandem
Filoae Karls de! Hvad hat du her at bestille, Johannes-?
Træffer Undankbaren Dia, risikerer du at blive fmidk
:-d, oa Te. Borup, rissierer hele Deres Etsilients: jeg
Deiner inden Listen at l)øre, at De er en Stodder.«
»Ja, fmnd De Dem blot selv, Finder, at kvmme
l«-ort,« sparede Claug koldblodigt, ,,saa risiierer Ti- TO
intet; Te er sikkert den tloaeffe Mand af as tret«
»leaawivlelig!« raubte Justitsraadem idet hat«- kiikx
men han aik ikke ned til Fiammerhcrrem Olivias for
troliae Meddelelser havde beiaaet ham Modet derti3, sag
nn, da andre lilandede sia i Sagen, blev det harre for
broget than listede sig ud af Slottet oa begav sia diam
naatet han bavde en Anelse orn, at der i Hjemmei ven- .
tede ham in alvorlia Gardinprcrdiken, fordi han faa fejgif
var flnatet. Hatt var derfor paa Vejen stcerkt snåselfxå
med i Hovedei at udarbeide en Fremstilling af denn-.
«.««..tkoraens.—. Begioenl)eder, der limde lade ham selv Da om
Rolle, han havde fpillet, ftaa i saa glimrende e: Lus»
som muligt, for hans Hustm
Jmidlcrtid virkede Johannes-?- Nærveerelse i bei
Grad bemligende par-. Attila Hatt spurgtc send-c iste
ud om unget. thi Hovedfagen var ham belendt, da Heng
paa Vejen ov til Olivias Voerelser havde fortalt dam.
jbvad hsm felv vidfte. Han gav hende blot i faa Ord
Hit Raad, og det stete med rolig Stemme og ei ven
lligt Blit.
; »Fader hat Ret,« sagde han, ,,De maa helft blin
zidetmindste for det førfte7 det gavner i ingen Hensende
at vække Opsigt. Det vil dog ikle i Fremtiden falde
Dem saa let, som De i dette Øjeblik troek, ai stille Dercs
egen Sag fra Deres Mands. Baade for Deres egen
Skyld og —- tillad, at jeg ftget det —- ogsaa for hans
Skyld,fl)ør De forholde Dem rolig og blive her.«
Sagen sit et andet Udfeende, og Ordene hat-de
anderledes Vcegt, da Johannes Falk talte til heade. Der
auves nu intet Mennesle paa Jorden, til hvem hun havdt
saa itor en Tillid. Hun vilde netop sige ham, at naak
han virlelig mente, det var heudes Pltgt at dtive Taut
modigheden endnu videre, saa vilde hun ogsaa gske dekt
— da Deren gik op,« og heudes Mand traadte ind.
Han var omsider bleven utaalmodig over Justitzs
’raadens lange Udebliven og kom nu for felv at heute
,Besied; mcn han blev højlig forbauset, da hakt fau, i
iljvilket Selsiab hans Kone befandt stg. Synet af Johan
lnes Falk betog ham al Fatning, hans naturlige Hef
Iiighed gjorde Forstillelse umulig, og hanö Forbititells
brsd da las med en Voldsomhed, som sit hver Netve i
Olivias fine Legeme til at zittre. z
West-U z