Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, March 02, 1906, Page 5, Image 5

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    O Eisigt Liv. im—
tArel Madsen.)
»Ist-g er kommen, at de slitlle liaoe
Uv oa have overflødigt!« sJoln
l«, 1ts)·
Deite Ord viser cH Frelfeecns
Gernings Formcmlx nien man lnnde
nassten frifteg til at fige, nt der c
mqen of tfvongeliets dnbe Ein-cer
Opmcktkimnheden bliver mindre thi
ledi paa, end Læren oin det evikke
Liv. Hvad var det for et Liv, san
Jesus kom for at ineddele? Det
mest alniindelige Svar er: tfn Foc
sitking om Elsistens paa hin Side
Graveu! O« fandelig han gao en
fMchn Forsilrinq, en Forsilrin«q, out
hvis Vigtighed der ille let tun sigesz
for megetz men dog, stønt den er af
nendelig Betydning, ek det dog den
mindsi vckfentlige Del af KristiLære.
Misforftaaelserne med Henfyn til
dette Enine ee oplomne, fordi man
bar forspint at scette siq ind i de
to aldeles forftellige Meninner, bvuri
dette Ord er beugt, nemlig Forflels
len mellein det Liv, ioln Jesus losn
for at aabenbare, og det han lom
for at opoæitr. Han aabenbarede,
at der leveg et uendeligt Liv tin-i
den anden Side Graven, nien detie
var of underotdnet Betydning, —
lmns Hovedhensigt var at opvcklte
et evigt Liv i Sjælene. J
Bette Livs Besiassenhed Maudems
ljvorpaa det opvælle5, det5 Forbinsi
delse med Gild, dets Afhcengigbedi
as ham og Vor Heere Jesan Kri:s
stu«:«, danner EvangelietH sie-re Tbe !
ma. Lad os, idet di indstrwnter os»
til ai betragie en enielt Zide ais
Zagen, bestrcebe os for at fu«-. enl
tdeelig og npjngtig Foreftilling out,
ljoad vor Frelsee lærte annaaende
dette Livg Besiassenhed
For det forste er det Liv. sont Je
ins kcm for at nieddele, et Liv, iom
ian nydes og ejeg i denne Vetdein
»Jeg er lonnnen, at Mennester flnlleT
have Liv, og bar-e overftodigt!« Tettc
Otd beslkioet noqet, fom er nieder
forslelligt fra en blot Tilvcerelse i
en onden Verdens og hans Komme
var poa innen Maade Atti-sagen cil
Mennesteneg Etsifteng. Med si
Oed: »Im er Opttandelfen og Li
vet« viscr han ogsaa, at der tnrde
rate Foksiel paa et Liv i en til
kommende Verden og det Liv, sont
han er kommen for at tneddele. Op
siandelsen lunde blive til Dødm
ljvorimod »den, som trok paa mig,
stal Zldrig ds«. Alle de Linde deler
den almindelige Opftandelse og ser
cn kommende Tilværelse i Mode,
men det lan aldrig sigeg om dem,
at de eier et evigt Liv. Moederen
stal blive efter Boden, men Okdet
tigek: »Jugen Manddraber hat det
evige Liv blivende i sig« —- naturlig—
vis, hvis han itle omvender Tig.
Dette visek, at Udtrytlet ,,evigt Liv«
er noget nderft forslelligt fra blot
csvig Tilvckeelse. Til trodg for en
saadan Tilværelfe er Syndens Løn
dog III-den« men Guds Nandegave
,,et eoigt Liv«. Jmellem utallige
andre Striftftedek, der beerer Vids
nesbytd i den sainme Sag, læg den
afgskende Ettlæring: »Den, foin
hsrer mit Drd og ttor den, sont mizx
isdsendte, hat et evigt Liv og tominer
itte til Dominen, men ek overgaaet
km Dpden til Lioet«. Han hat
allerede det evige Liv; det er i
Sandhed et niætleligt Ord. For
at det itte ital blioe nogen Misfoe
tteiaelfxy tilfpjer han: »Og er over
gaaet fra Doden til Livet«. Den
Ind, som Jesus com for at sei
Mennesiet fra, tan allerede have det
i sen Vold. medenö det er her i Le:
gemetz og det Liv, som han tom for
at meddele, det evige Liv, tan be
gynde paa denne Side Graben.
Dei ncfte Sptrgömaal et: »Hvoei
bestaae dette Liv?« Dei er meee
end vedblivende Pulsflag i disse
dsdelige Legemer. J evangelist For
ftand er et tpdeligt, sanseligt Sind
Dsden. Den, sont dritter af det
sansebeeusende, sindöbefmittende Gift
beeger og hengiver fig til Mdetd og
Lyfteknes Villie, er dId, medeud han
leder; men den, som hat det Sind,
der vieles as Gud den Helltgaand
hat LiveL Et Mennestes Liv be
klaut ttte i de Sing, som han eiee
etfee defidder, hverken i han- regem
liqe eller fielelige Evner. Dem san
one dygttg, starpsindtq og eneeglstz
Sau lau viere i Ny og besidde Magt
os» JndstydetfH lau tilfyneladende
have Lotsen med sig l alte Uns-«
oi des er M Ists sac, Ei båsded Cl
W Iste Reuter der Ge en enefte
Gnist af det Liv, hvorotn Jesus-«
taler. En Mand kan, idet han vi
frelse sit jordisie Liv, miste det aan
Zeitge. At oinvende en Synder er at
fielse en Sjæl fra Døden, det er:
det evine Livs Tilstcmd er aldeles den
Dødeng Tilftand modfat, fra hvil
len Synderen bliver otnvendt.
Gndslivet stal aabenbares i vore
dpdelige Legemer; men i Kristus er
Livet, og den, sont har Sønnen,
bar Livet —--— det vil siae: den« som
l,-ar Del i hans Aand, hat Del i
Gndslivet »Vi vide, at vi ere over
kmnane fta Døden til Livet, thi vi
osiste Brødrene«. »Den, sont ille
Ziffer, bliver i Døden«. Den, i hvis
Lin-l den sande Kæriighed er vakt,
lever allerede — lebet-, fotn den Gud
leder, der selv er Kirrlighed »Gud5
Riac er ilte af Mad og Dritte, men
.tteticecdigbed, Fred og Glcede i den
HeiligaanM —-— og disse Ting vil
Und-z Sen meddele Mennefkene alle
ttede her. Saa er da det Liv, som
HJefns vil give, et aandeligt Liv, —
-Retfa:tdigl)edens, Troens og Kasr
lighedens Liv, Salighedens Liv, det
fanune Liv, fom var i Jesus Kristus
selb; og det er dette Liv, sont varer
wint, evigt ved. Det begyndek her
oq er for evigt en Velsignelsens Kilde
i Sjælem der ejer det. Alt andet
tan snneö at leve, men er dog i Do»
den: Syndeten, der levek i finc
Overtkcedelfer, er allerede dad. Kun
ten vaagne og retfakrdige Zjæl le
der, Ja tun et hellint Liv fortjener
Nat-n af Liv.
Gud lernt-, han er Livetss Kild-,
Livets Versen, og lnn naar Mennes
ilefjælen er bragt i Harnmni tned
Krani, kan den eje Gudglivet, det evigse
Liv.
Viaar jeq beslner Livet on iænler
mig det, bestuee jeg det da taenler
niig det i Ephcrrer eller Livstredfe,
Livstilftandr. Der er Zanserness
Livsiplsære i hvillen Mennestet er
tat vskd Fødselem et herligt Liv, rigt
Ha Glasder da Nydelser, fom hat
en iløn Verden at udfolde sig i
lsvig Himmel straaler af ayldenflant
met Jld, hvig Jord er frift og
nndig i sine ftiitende Tidcr, on fom
nideleg sparer til detg Ønftek og
Lettau et herligt Liv! inen mid
ieriidigt, boriflnatendeL Sanserne
fløoes og der, Legeniet bliver til
Jst-M det fantetiae Liv er itle udssi
deligt Vi fee detS Begtzndelse ca
deis Ende. - J SanfelivetssHylster
lfmdeg tzoes nogle det intellektuelle
’.Ilnnd-.-«liv, Tanlelivet, Minderncs
Liv, Fantasilivet og Fotnnftlivet —
et bøicre Liv end Sanselivetz et Liv,
fein Sanferne maa tjene. Men Je
sue- tom itte for at opvælte det
intellettnelle Aandsliv i Mennesles
fjcelene Hans Mission havde ct
undet Formaal end Solrates’s.
Platos eller Aristoteles’s. s-- Juden
for det intelleltuelle Aandslios
thære findes det moralste Versen
.ttærlighed, Hand Tro, en retfcekdig
Villie, hellige Langslet, de Sinds
beftassenheder og Grundsatninger.
der bcever Mennefkelivet over det in
ftinltive Dyreliv. Dette sidste et den
neltige oa ndødelige Del af Menne
stet. Men nu fordi at et Mennestes
Sanfer og Fornuft er i Live, er det
itte asgjott, at disse sidste hoje
ltlandscvnet er det. Endslønt en
Mund lan unde, toente og forstaa«
tan lian dog være uden Tro, nden
ztærliahed til Sandhed og Ret· Paa
den Maade er Sjælen, naar det
angaat dene- sande Liv, ligesotn et
Sædelorm der dar i Jorden, og det
steinne Sanseliv og det intellektuelle
Aandsnv er tun de dejlige Kranic.
der dcetler dens forte Grav.
Sjælens hellige Evner lan ogsan
blive opvakte og deenæst forstyerede
og sdelagte og paa den Maade dræbt
i Mennesietz f. Els. naat en IM
modig Yngling ladet sig udvitle til
en selvist Mand, ellee naae en ten
Kvinde blivee en Siege. Paa saa
danne Maader hat Sjoelen tun lige
begnndt at leve, derpaa ee dens Lin
ltoeftetö Virtsomhed Idelagt, og vi
sigee med Rette om den, at den« er
ded, just paa samme Maade, sotn
vi sigee det om Legemet. naae det ei
fordi med dem-Funktionen Sic
lens Dsd er den fande Ded, den for
feerdeligste Ded. Dei bedttveligste i
Menneslenes Historie ee at se den
ftygielige Ligegyldighed hvs dem
overfor det, der ndgsr det sande Liv.
De fee bagvendt paa Tingenes Or
den. dveelee ,i overfladlfte Bett-cat
ninget vg sglemmet det vcsentligstr.
Dei has, hopet et Menneste ltggee
fee Siden, ee indhyllet i Sorgenl
lduntle Stygger. J den feemmedel
I
Bryst, som gaar fort-L opftiger detl
bedrsvede Tanter. J Hufet dæmch
Stemmerne; man vandrek med lyds
lese Trin; de trete sainles omtring
Sengen, og ustandfelige Taarestrøm
me sil;dee, niedens Bønner opstiger
fra Hierterneg Dyb. Hele Luften
mnes at vcere fyldt af en underliq
Deintelhed Monden need Leen,
Rytteten paa den bleggule Heft, for
lweni, nanr Tinien konnner, innen
Der tnn luttes. er til Siede. Stum
melt Mørte onthyller Livetg ncesten
ndsiutte Lampe, og det synes, sont
om alt Lns i Verden stulde gaa ud.
Denne Ded, Legemetg Dad, Sim
lens Organers Dad, Døden, sont
tnaaste tun er en toet Adstillelse,
Die-dem sont tun er et Symbol paa
Sjceleug Død, nedtnngek alle, fom
er Bidner til den, nied Frygt oq
Bceven Denne snnlige Bortgann
fra en nann, solbeftinnet Verden,
de nmstiste Stngger, Lplesninqen
af Baandet, der bandt Sjælen til
Jordeng Herlighed oa Gliede, og den
aabne lfvighed gkiber og staat den
niest freette med Steckt Saaledes
er ogfaa dette, nnar Sindet bliver
«ft)gt, naar Hutommelsen svættes,
naar Fantasien fvinder bott, og
naar Dømmeikaften bliver usittee,
et ferneligt Sinn Hoor mange hatl
itte sagt: »Und mit Legeme do, fer-i
end Enden begnnder at drcebe mine;
L«landsevnet!« ;
Hvoeledes maa vore Følelser das
itke blive, naar oi er Vidner til, at
Fordcrrvelfe, Forhasrdelse on Dpd
liemeegtiger fix-( det cedlefte i et Men-:
nein-, Ideleeager de Egenstaber, sonH
tin-ver Mennestet over Dyret —- det,
sont alene lan give det Forbindelse
nied Anndeng Verdenk Naar notic
ende Vildfarelse, Egentcerliahed eli
ler Ondstab fnlder Zindet — nan:
madne Vaner drei-der Tantenszå Ren
l)ed, nnar Verdslialch flavedinder et
Menneste til den Jord, sont det doq
fndrt ital forlade — naar Tro pcm
Nnd on Kcerligheden til det, fom
tmn elsler, der dort! L! oplad
Forstandensjs Ljne on hegend hvilten
idrfækdelia Død dette er! Ved den
ne Sinslenss Dødsfeng midt i Livet
jamkek Himlens tfngle Denne
mette Dde frngtelige Natur be
Inægtinek ssn ofte Jordens Bise. —
bvad den nnere Bobletheologi for
øvriat beviser ——, endftønt de ei.
mnftinnede af Kriftendomniens Ln·:«.
Den nnmle hedensle Filosof Sokra
.tes since, at et fanseligt Mennesteö
Liv er en Vedblivende Hendøen.
Jdet han idgttdqen hvorledes de
asdleste Kræfter i chelene fordærveiz
oa drekbeg, siger ban: »Maaste ere
vi allerede dpde, og Legemet er den
Grav, hvoki Sicelen er lagt!« Tat
var med en dyb Følelse af det ann:
delige Livs umaadelige Beerd, at
lmn kad den tncertvcerdige Ben:
»O du clstede, alt beherfkende Matt
ca J andre Guddommelighedek, nip,
at mit ufynlige Versen maa blite
ssønt, og lad alt, hvad jeq besidder
nf fynligh blive i Hartnoni nnd
mit anndelige Liv· Lad mig alene
csntage de Vife for inckgtige, og giv
mig tun saa meaet Guld, sont lan
viere foreneligt cned Uftnldighed!'«
Pan den anden Side, hvor fatiia
er ilte vor Forstaaelse af det, svxn
udaøk Mennestets fande Liv!
Hvor ftsn vilde ilte denne Verden
tslioe, dvis alle Mennestehjerter
brændte af Kærlighed til Uftyldissx
hed og Renhed, hvis Mennestene vix
de opdrage dereg Born til at einr
stræbe det nfottrcentelige med den
iamme Inn-, hvormed de leerer dem
at efterjage Tintelighedens sorge-enge
lige Fordelr. Hvok steætindgydende
er itte den Kendögerning, at den
sterste Del af saavel den unver
tæntte sont den planlagte Opdtagelie
af de Unge er hovedsagelig tun et
Middel til at anspore dem til at
eftetjage veedslig Lylte og Ære, som
dog tnap tan blive vunden, for
Gravens tolde Vind blæser hen over
de blomstrendse Triumfer, og det hele
falmek og der. Hvilte herlige Spi-«
ret, hvilte edle Krafter ligger itte
sovende ellee dsde i hver eneste Sjæll
Beeden bevaeer i Mindets Demg
domme saadanne Menneftee, der fra
Tid til anden hat visi, at de be
sad noget af dette Aandölin —
heltemodtge Mond, lom hat ofret,
hvad der ee dytt i denne Verdend
Øjnr. for deeed Land; —- let-einw
dige Menneflee, som tun hat levet
for at hjælpe de fatttge og elendige
med de Mit-ten de havde i Eie; —
Martyeee, der elsiede Sandheden
mete, end de feyqtede Dsdem from
me Mennestee, som bar levet for
I sk
Guds Navns Ære. Det størsie
.L)eltet:iod findes i saadanne Sjæle,
oa al den cedleste Digtetunst og
Hpjeste Poesi er tun det indre Livs
høitidelige Aabenbaring; — mcn
tun eet fuldtomrnent Billede har var
ret set, neinlig i ham, som selv var
iret evige Liv.
tfsn Lænasel ester deite Liv findeg
i større oa mindre Grad i hvert ene
ste mcnnesteligt Possen Vor Higen
Eiter at komme frem i Verden burdc
ver-re Insket om at volse i Hellighed
underleaen. Vor cengstelige Jagen
efter Menneslers Bifald burde affe
seS af en alvorlig Sirt-eben efter at
ilcsve til Guds l2Ere. Vi cerer oa
zveundrer dette hlsjere Liv hos denl
helliae Historie-Z Stillelser, men
vore lovtalende Ord om dem bli
rser saa tvmme, naar vi selv losg
aer vvre Ofre paa andre Alterc·
Det var for at frelse Mennesienes
Eferle fra den evige Død, og for
at opvcrtke deite højere Liv i dem,
at Jesus Kristus iom til Werden
.i)ensiaken med hang guddontmelige
Gernina var itle at oprejse det døde
Legeme af Graveu, ej heller at
danne Forstandem Inen at opvækte
i Silelen det sande udødelige Liv.
Hans- Ftomme gavner og intet, hvis
ilte dette Liv er opvalt i os. Hvig
man rsil undersøge, slal det vife sig,
at der er ille en Forfttring om Til
Liliele ilte en Forjættelse om hint-·
melst Salighed, fvm itte paa en oa
enden Maade er forbunden med
Besiddelfen af dette aandelige Liv.
»Im har inaen Behag i den Ugn
deligeiJ Ded! —— siaer Herren, —«
derfor omvender Eder, at J nma
leve!·' —-- Hvillet Bearev aiver Gnds
Trd as am Himlen? « Det aiver
:«:- en Forstaaelse af, at den er et
Eted, hvor Kcerliaheden til Gnd er
det alt opfnldende Element. Men
lxvad vil en faadan Himmel vcere
fvr et Mennesie, der elsler alt paa
Jordem nndtagen Retfcerdighed on
Zandhed, oa sendet sia om intet il
hinnen, nndtagen dens Herlighed,
Tom alle hans Sicle Vaner doa for
tinder ham at glcede fia ved. Him
len beflaar ille alene i en Befrielse
fra det materielle Helvede; den idr
intet værd for et Mennefte, førend
chelen beiidder Forndscetningerne
for et himmelst Liv. Man lunde
liaesaa aodt sætte en Vlmd i en Ln
setz Verdien. Dei er Sjoelen, der
stal frnde sia i Hinilen, derfor maa
der DXre en levende, oa itle en død
Sieb Ligesom Leaemets Liv ho
vedsagelia bestaar i at have sundt
og letflndende Blod, saaledes bei
itaar Sjlrlens virtelige Liv i at
cslfte alt, hvad der er sandt oa godt.
va dermed den eneste sande Gode.
»Den forjættede Himmel bestaar førfi
»i, under Guds Aands Ledelse, at
Iøve sia i det himmeler Sindelaq oal
lde himmelste Leveregler. Det er
tun i Forhold til, hvorledes vi
elster Geld og Mennester, at Or
det »Himmel« lan have nogen Be
tndnina for os. Dei var for at op
vcette dettc himmelsle Liv i den men
nesteliae Sjcel, oa derved lede den
til en nendelig Salighed, at Je
sus Kristus kom til Werden
Findes der e ist-innere Syn paa
Jord, end det af et Menneste, der
besidder dette Liv? Man har set
aamle, hvis szerter have ndvidet
sig med deres Aar til en endnn
siørretleaennyttiahed oa dybere Kast
liahed; hvig jordtsle Beaceringer
synteg at Vcere bortsvundne i Li
vcts Stole; over hvem Modgangens
Belger shar raset, dog tun for at
esterlade en himmelst Rigdom; «
som har vandret gennem Provelser
ind til Fied, — hvis rene hellige
tlEdelmodighed ligefom Solen, der
got alt lyst, hvad den bestraaler,
infpirere andre med det Sind, der
var i ham, det eneste retfærdige og
sande Mennestez —- som i Haab og
Tro spgte at drage andre med sig
til den Verden, som de selv stævnede
imod; -—- som levede i Edle, beli
Inodige og gudhengivende Trinken
vandeende ned i den Dai, der ofte
er saa msrh men itte merk for
dem, fordi Glansen fra det hsje
oplyfer den! —- O, dette er Livt —
Jeg hat set saadanne Mennefter do
og blive lagt i Graveu, og dog hat
faa Dage efter Erindringen om
denne Begivenhed forladt Sindet;
ieg kunde tun toente mig dem i Live.
Deres aandeltge Liv shntes at em
ssutte og emsing mig aldeles, at
Dsdsbegivenheden llet itte kunde
linde an t min Tause. Dette er
Liv. Dei ndfolder fig mere hos
saadanne, der lhdtge og taalmodlge
l
Haab og Tro hengiver sig gansfe
og aldeles til Gudg gode og naa
dige Wilh end hos dem, der med
vild energisl Higen «søger at ryste
zdenne Verdm Det sande Liv kan
ikke beregnes efter Dageneg Tusinder.
Døgnlivet er kun et lavere Liv, der
Ibantcr i det svulmende Blod oq
flammcr i zzsølelfernes vilde Hvirnel
storm. Der-Im synger den ftørste
tslandt Digtere, den herlige Sl)ale
spcare:
»We- lle in disk-Cz nor years-: in
tl1ouglits, not breal.l1s:
In feelhth not in tigures on a dial
We should couut time by lteatst tlirobs·
lle most lives
Wlso thlnk most, keols thennblest. acsts
the best
Aml lle whuse lteart beat qujckest. lives
the lougest. —
Lives in an hour more than in years do
some
Wlioso kut bloml slteps as it slips ulmsg
the vgl-ts
Liko is but a means unto an emlz that
Und
Its-Antäus mean, and encl tu all things.
Gutl !"
- (S«luistes.)
Hos Einst-tu
t»Folletidende«.)
Verdeng Opmættsomhed med
isttasndg Øjne hviler paa Mesteren i
Laboratoriet i Orange-. Skat paa
Etat har han draget frem for Da
gens Lyg fra hans første mindre
Opsindelser som: Xerophonen, der
forsnertek Lyden uden at gøre den
ntydeliax IJkeaaphonem soin mulig
ger, at selv den svageste Hvisten bli
Vcr tydelig, naar Jnstrumentet sat
iez i Øret; Phonometret, der man
ler Stnrten af Stemniens Lydbøl
act; Liliitrotasimetereh der anaiverj
selv de fvaaefte Tetnperatnrvariatio
nee, saa smaa fom en Firetyvetitsen
dedel af en Grad Fahrenl)eit, til
liang seitende Triutnf nied Telefos
nen, Forlsedrinaen af Telearafen,
Fotioarafcn da Fuldtotnmenliaaørel
sen af dct elettrifle LyH. '
Jea tandt mia priviliaeret, da Or.
kdison havde ladet rnia vide, han
tilde modtaae mig, naar det pas-«
fede mig, da jeg git ind gennem«
Poeten til det mægtiae Kompleks af
usde Vthninger, hvor Opflaa med
delet, at Adgana itte kan tilftedes
Befoaende, en Bestenmtelfe, der san
nøje overholdes, at en Novici:Fitnt
tionasr en Gang i ivria Paapasse
liahed endoa ncegtede selve Edifon
Adgana, da han ilte tendte ham. En
Kerberus i Arbejdsdkagt fiandser
mia da siqer lateaorisk kortt
«What is its«
»Vil De aive mit Kort til Hin
Edison.»
»Nun aennem Kontoret«, var
Eivaret, oa det var gennem Konto
ket, jeg blev indladt i denne Viden
stoben-s Fæftnina, hvor Mnr pac
Mur er reist for at værne oni Ge
nialitetens Viert. Jeg venter paa
Or. Edifon i bang private Biblio
tlJet, et inmonerende Rum, 40 Fod
ftiøjt oa liae faa lanat nIed to Gal
jletieh der aiver Plads for hart-z
Reoler oa Samlinger. Alt: Møbler,
Panelen Veeaae oa Gallerier er l)o!dt
i lnst Eg. Over den mægtiae Kaniin
en Buste af Humlwldt, foran en af
de mange Vindnegnieber Bordiaais
Statue, ,,tCslettriciteten9 Triumf«:
i(«7n Ftvindeskiltelse, der holder desjt
»tøftet det nv Lys —- det Lys, sont
Edison bar taendt ---, niedeng en
tGaglyate ligger tnust baa ved beme.
»Nundt omkring paa Bordene staat
Jopstillet Modeller af de foeftelige
lOpfindelser, der her fra er fendte nd
Hi Verden; alt peger paa Opfinderen,
dg alt vifer, man er i Amerika, fra
annnnets mægtiae Proportioner og
det ftckrke Daglys, der uhindret faar
Lov at ftrømme ind til den Tom
zfortable praktifle Hygge, den solide
sog gennemføtte Rigdom, og Sta
tuen — Elektriciteten i Kunstens
Tjenestr.
Edifon tommer ind.
Naturlig Venlighed, aaben Ligefrents
hed, men først og sidft da en Kraft
--— er det umiddelbare Jndttyk, man
saar af hans Person. Han modtager
med et varmt Haandtryt af en
Haand, der er sodet, hans Dragt er
siødesløs, hans Versen beerer Præa
af Haftværk og impulsiv Stifteri.
Han er ftærkt tunghør, men Sanc
talen gaar let. Han sætter sig tcet
ved.sin Gest, og hans aabne Blik
fslger Ordene, faa intet gaar tabt.
Vi talte om Fonografen fra et pe
dagogist Standpunkt, sont Die-spe
middel ved Sptoguttbetvttning. Jeg
F———-——sp---I
spørger, om han stadig etsperimentu
ier med RentgemSttaalen
,,Det hat krcevet et Liv, ved De?
En af niine Assistenter, Hr. Dul
lh, satte Livet til nied sine Foessg
da btev sorbrcendt Gang paa Gang
til han dode under store Lidelsee.
Jeg havde advaret ham, havde sagt
t)am, det vilde ste.« »Rt)giet hat
ment, at De ogsaa har vceret angre
ket?«
»Dort er rigtigt; inin Mave og
niine Zim; nien jeg slap fra det, er
»all right« igen, og arbejder nu vi
dere!«
»Med Røntgen-Straalen?«
»Nei, det har jeg opgivet.«
,,Med den elektriske Akkuniulators'«
»Ja« ---- og Edison ler — san-«
dan talder de det jo »paa den anden
Side«. Vi siger ,,the storaae battetn.«
Den cr ikte fcerdia.«
«Men De beskæftiger Deni med
den?«
»Det er mit Arbejde for Tiden.«
»,Well’ — saa har vi vel at
ventecck Hat De den i Dekes Haand,
toinmer den vel ud derfra?«
»Det mener vi jo, vi arbejder, som
De ser, for De har vel været gen
nem Laboratoriet?« ’
»Nei, det har jeg tilgode.« ——
Og Edison preesenterer mig for
sin Sekretaer, He. Boehme, der i tre
Timer er min elskvcerdige Ledsager
Ig fører mig gennem det uhhre
Zion-Netz Medens jeg venter et Zie
)tik, ser jeg Edison tage sin Fro
Eost frem, sor i 4 Minutter at
Lilive fcerdig nied den oa atter ar
:-ejde igen.
Hi. Boehme fortæller mig on
Penne enestaaende Arbejdsevne, hvcr
edes Edison Dage igennein kan ar
Jejde 12——14 Timer; nceppe af
mtdt af hurtiae Uliaaltider, og hvors
edes han altid er den, der aldrig
sendet til Staansel for sig selv.
Vi gaar op til de to Gatlerier, der
ndeholder Boger og mineralogisie
Eunilinger, hvor Dynger as Steue.
lebne og raa, Topaser og solglo
)ende, Malatit, i Fatver soin Pa
«ena, uforbrcendelig Asbest, cehlegron
sller lngrød Turmalin, siobber sont
zldtnnger og bronceghlden Realgar.
net mod oS nied Fantasiens Glans3,
nedens vi gaar videre, først gen
iem hans Forsogslaboratorium der
Esset-sking 100 Medhjcelpere,« til
Bnaninaerne for Fonografarbejdet,
Der opiaaer 2200 Mand. Blandt al
le Edisons Opsindelser stod Form
grasen en Tid lang sotn en Art Vi
Ienstabens Legetøj —- en Opfindelse.
Der havde Bud til Fantasien, kun —
.-n fornøjelig Adspredelse for et
ututtioeret Dre. Nu har den faaet
praktist Anvendelse som pcedagogist
FchelpemiddeL Vi vil doa her tun
onitale den kommercielle Fonogkaf.
der erstatter Stenograer.
Jeg ditterede selv et Fotretningss
tsrev i Fonoarafen, der tydeligt gen
gav det, saa jeg tun behøvede at
lade det renstrive paa Mastine. For-·
delene er iøjnefaldende. Det gaar
hurtigere, er absolut paalideligt Ia
gør en Forretningsmand ganste Umf
bcenaia, rent fraset, at det er lau-It
billigere. Jea hat set Fokretninger i
New York, der ganste havde af
fkaffet Stenografer, inen anvendte i
Siedet en Mcengde Fonograser.
Lver for Laboratoriet ligger den
its-inne Lleloellyn Parl, hvor Rig
mand paa Riamand har rejst der-Z
«Bolia. Oppe Paa en Høj ligger Edi
sons private Hiern. Mellem de sae
tlcedte Trceek sei man ud over Byens
Tage, der luer i den glødende Sol
nedganq. Man sorstaar, han hac
valgt netop denne Blei: højt oppe
mod det vide Himmelstrøg med Ub
sigt over den atbejdende By og de
Bygninger, der rummer hans Aands
Genialitet, medens han selv stadig
kcemper og kæmper, holder sin Haand
paa Fremtidens skcelvende Puls.
Nyt for Sondagsskoleu
Væggekort til Prydelse as Ssns
dagsstolelotaler faas fra Danish
Luth. Publ. House. Det er meget
sinnkle Kort med folgende site Skrifti
sptog: Matth. 18, 14; Sal. 106, I:
Joh. 14, 21 og Mal. 4, S; ttylt
med store klare Typper, saa de san
læses paa Asstand. Prisen et scr
deles lav 10c netto Styllet, Wor
tofrit tilsendt). Køb nogle as dem og
hæng dem op i Sondagöstolelokaleh
De er meget passende og smagsuldg
Starr-elfen et ZZH by 4722 -
D wish Luth. Publ. pvu
Blatt, Rein-.
»i
J