- CI
Johannes-Zenit
Romanito Dele.——AsH.F-.Ewald.
A n d e n D e l.
(Fortsat.)
TDA Mkk hendes Blit med noget as den gamle
Glan5, da bnn saa on aenlendte l)am. Hnn tejttc lksll
lntrtiat oa nit bain i Mode med det Udraabz
»Beltonnnen, leere Johannes-, bjertelig veltommen!"·
Hendes Etemme Dar den samme, gansle den sammt-:
sseng Klang gav Genlnd i bang Hiertes Jnderfte; MM
ttvor beveeget ban end var, san totn der innen følsotnnksz
er over bans Lceber.
»Tai for Derestss Breo«, sagde ban; »det alædesfe
ntia at se, at De endnn bar mia i venlig lFrindrina.«
Hun bad bam tage Pladg, Da ban snlate Opsorx
dringen, idet ban Underrettede bende oin, at ban chde
bilst paa Kammer-herren« der davde undstyldt sia med
Tagens soraelige Travll)ed, fordi han itle selv bavde fort
lxam berop til bende.
En Elyage lagde fia over bendeg Anfan, idet ban
navnede bendes Mand. Johannes sorstod vel at tnsfse
det mer-le Blit, men ban saa l)ende venliat ind i List,
som om ban intet havde bemærket, og bad bende soc
tælle am Majatens sidste Tage oa give bam naermere
Kortlaring over den Hilsrn fra den asdode, boortil blut
liavde bentydet i sit Vreo
HIM gewandt sin Famiag og opfyldte bang Beansi
tina, idet bnn med taaresnldte LIer gao bam omstæn
delia Underretning otn Ujiaiorenszs sidste Leoedaae og Dokt«
ca ban derpaa sortalte bcnde om den Samtale, ban selt
bavde bast med den asdode paa Slovlyst, denaang das-.
endnu var rørig og rast·
»Hu Ted som bang-C sagde ban tilsidst, »er sein
en mild on» støn Vlstnu vi andre maa vel nu mis
nnde batn.«
Saa vidt var Olivia nn kommen, at bnn sorstod
flig Tale. Livet bavde manat et Øjeblil i de sorlolsne
fsre Aar lnn bast rinae Werd sor bende.
Johannes-« ajorde siq imidlertid sme Tanler om den
Fgenbed ved bendes Stildrina as Majorens sidste Leop
dane, at lnln itte en eneite Gang natrmede sin eaen Mand.
Ilivia spnrate derimod sia seid, bvad vel Johannes, der
en tstana havde advaret ltende sor lzam, til boem bnn nn
wol-selin var lnnttet, Vidste on tcenlte om bendes Stab
ne. Te talte literteliat oa liaesremt not med binanden,
lnn itte om det, de mest tænlte nat-« Sand Fortrolialzed
nnellem dem oar selvfislaeiia en llmnlialted on i Intelan
deras asorde ban ille Vesoaet lasnaere end nodoendiat.
Da ban reiste sca sor at ana, sonrate bun bam, on:
tkan var taaet ind tsaa ZtovlnsL Hnn solte det pinliae
i at bnn itte tnrde bede bam viere bendes eaen Gast paa
Keldsborn. Tette vilde nappe bleoet bam lil Gllcede
matet det destoveetre ellersis nn var bendes Mond tem
metia liaeqnldiat, bvem lvnn talte med eller omaittes.
Ebnet as Johannes bavde liaesnldt varet velaorende scr
spende. Meaet as det, bnn i sordnms Daae saa nodiat
Lande talt med bam om, vantrcknate sig nn som Sporn-is
ntaal, bnn ilte altid selv var i Stand til at besvare.
Dendes Stiel var bleven strannmet ov as den verdsli1e
Dvale, i bvillen den bavde vceret nedsnnienx bnn trænczse
til aandeliq Trost on Vejledning.
«Bliver De ber ilte et Par Dage?« spurgte bl«n:
»det vilde alade mig meaet at tale med Dem en Garn
endnn, enten det nn bliver ber eller paa Stovlyst.«
Jobannek saa sorstende paa heade, idet ban vennat
sparede. at det gansle riatigt var bans Hensiat at til
trinae en llaegtid bos Bari-ps, bvillet ban var i Stand
til, da Hebesten var i snld Gang, og Bstnene i Gerstrno
Stole bavde Fekiez oa dervaa stiltes de, idet bun nred
Banne trbtlede bang Haand oa bang venlige Farvel lod
ltende nden «)lnelse om alt det, ban bavde solt Ved at
gense bende.
Han ait dertsaa ned sor at vcere Vidne til det, man
taldte en tristelia Begrabene tldbnttet as Madam Laus
ritzens Anstrenaelser var tre Anretninaer, en i Laden,
bvor der as nbnvlede Brceddek var opstillet lange Borde
ea Bænte til Bondetne, en i Havesalen i Slottets Strie
entge. bvor et anseliat Frolostbord var dættet til Omezxs
nens Honorattore5, oa en i et as Kammerberrens eane
Gemaller til bant selv og de udvalgte Gesten idet Ret
terneg aa Dritlevarernes Finhed steg i samme Farbe-la
iom Anretninaens Omsana tog as.
Det nmaadelige Folae indsandt sia betids og spiste
ca drat i samsulde to Timetz idet naturligvis itte alte
tnnde komme til Bord-Z paa een Gang, men enbvet naaede
tsog til Anden, og Folgen blen, at Lioet vaa denne
Sorgens Dag viste sig sor mange as dem i et litligt
Rosenstaer.
Bindetne gjorde sig tilgode as Hjeetens Lyst, og de
tiolellcedte lad ogsaa det splendide Frotostbord dedu
fares al Retscerdigbedz men i disse to Samsund beda
redes dog en as de gamle Grad-is gode Stdn-, idet man
mindedes den asdsde og priste bang Dyder. J den
sncvre Kreds otntring Masvtens Arving og Estetsslger
var dette mindre Tilsældet, sordl de Herren ban bavde
fragt med sig sra Hovedstadem mere var bang egne end
den saltg Majors Nennen og de gav Tonen an. De var
mett til Stede sor at online Kammetbetten selv, bvtltet
ogsaa senere vtste sig as deres sorleengede Opbold paa
Aeldsbota De sotnemme Vetter potulerede ogsaa bravt
sg Betten tltntede een Gang med dem, idet ban mindedes
stn set-det, der nu serdedes l stennnede Lande, og bekla
gede, at ban, der bat-de hast stn saltg Onkel saa leer,
tlle t Dag tunde vcete med og vtse bam den sidste Ækr.
Justitsraaden var det. san besandt stg ttte blandt
de ndvalgte t det lttle Gemal, men ved det almtndelige
sotd i den store Sal, en Omstcendtghed, sont heilig
tkcukde bam. Forseengeligbed er en Dem, der lan nagt
et Mennette gantle sotstrcetteltgt Vverten den leelre
Dyeesieg eller den gode Bin smagte bam, sordt ban bade
saaet Rbs ont, at der i et Gemat nogle Bæeelser dersra
Iesandt sig et soknemmere Selstab. sra bvtltet ban var
udeluttet. cho- god en Botdtarnrnerat ban end tunde
bleven blandt de udvalgte, san vttte ban sig nu sea den
syst-de Clde es ned innen latet.
Ude i Gaarden msdte han Johannes.
»Saa du er herl« udbtsd han overrasletx ,,det gaar
ellerg tetnmelig lystigt til her i Dag as en Begravelse
at være, ikke sandt?«
«Teinmelig!« svarede Johannes-. ,,Jeg haabee da,
at man itle alemmer det, hvorfor man egentlig er
tcsinmen.«
,,Meget godt!« svarede Justitsraaden velvilligt,
»meaet aodt! Qni det saa er Katnnierherren selv, saa
sidder ban nied sine sornennne Venner og smanser et Sted
del-inde, naturliavis for sia selv: det er ellerg ikke nteget
lwfliat nie-d Qniegnens Beboere.«
Johannes tncrrlede nn, hvorfra hans Stedfaders
noaterne Hat-nie slkev sig, og fjernede sig dersor, idet
han saade, at han søgte Claus Borup, hvillet heller ilte
tiar noaet Paafnnd. Han havde set sig om ester ham,
netop da han traf Justitsraadem thi han vilde bede
Claus on: at folge nied ned paa Laden og scette en
Stopper for Svireriet. Godssorvalteten havde sorsøat
det, men nden Virkniita,
Johannes havde netnlig soretrutlet at blande fig
melleni Wandern-z hviltet nu faldt ham aansle naturligt,
oa han tendte jo desuden de sleste af dem fra Fortiden
af. Han gav sig i Snat ined dem oa forsøinte itle
Lcjligheden til hist og her at anbkinae et Alvorsord, sorn
de not hørte paa uden Modsigelse, thi de havde endnu
noqu Nespelt for hacn fra den Tid af, da han var
Xerredeo-Mens- Fnldmcrgtig; nien han blev dog snart
etindret o-n, at Bcnderne her var en anden Rate Menne
stei-, end dein lxan hunde at zum cned i Geistrnp, gansie
iccdscentede i Verdgliahed og lian loni dersor«til den
l««·rtendelse, at Synet af Claus Vorups Kcempeslillelse
rsilde gore tiedre Virtnina her end de bedst valgte Ord.
Clans loin oaiaa til Stede inen gav Johannes den
Bested, at det eneste virtsotnme Middel til at standse
Svireriet vilde Vare at gøre Kammerherren opmcertsoni
Paa, at det var paa høje Tid at liegynde Zeremonien,
ca dette Hverv paatog Gndgforvalter Blunt sig strals at
udsøte.
Saa nanae as Folget, Soraesalen lunde rumnse,
rsar da otnsider forsamlede omlring Majorens Kiste. —
Hans Kanne, Riddeklorset Da Fiannnerhereenøalen laa
vaa Laaget, nren de talriae Kranse oa Guirlander af
t-nstende Blomfter stjulte nasten disse Tean paa hans
icrdiste Beerdialied. Salens Vinduer var blcrndede,
Vceaaene behcenate nied sort oa hvidt Tof, oa sels store
Kandelabre ined Volslys samt noale Lampetter i Verg
aene lcempede tned den lunstiat tilvejebraate Nat. Vcl
mean Omhn oa Belostnina Var der anvendt Paa del
liele: Majoreng Bearavclse vilde bleven en hel Del sinns
lere, oin lian haode ladet sine eane Beitemmelser dercisi
staa ved Mant; nien iwad der var ajort for at heedke
dani i Døden, var doa Frugtcn as en leerlia Sjeels
Tini-it, da der var ilte inanae as Fest-sieh der ille fette
sia greiset ved Stinet deras, oa sein itte erlendte, at den
aidpde havde iortient al denne Linbn Da del-for Pree
icen li)ite Fred over den døde Herreg Bortaana sra Hans
Fadrenebieim Priite liam iom det sidfte Sind af en cele
Stamme, der havde slasatet sme Forfasdre Paa og stedse
meet en nienncilelceelia Heere oa en mild Husbonde,
fandt hans Oid lsientlana i Tilbørernes Brvii.
Men der sandtes oaiaa dem, der bar-de deees Tan:
ter oa Blit headendt paa den lebende Herre. De spurate
sia selts, hvad de vel lnnde vente sia af l)a1n, oa Sinn-It
as ham opbyggede dein ille; thi lian stod ved Kisten, ilte
med en sorgsnld Mine, nien med et Aal-im der blussede
af Vin, og med et uroligt Blit.
Da Kisten var braat ned Da sat paa Liavoanen, lons
Olivia til Vinduet oa saa med taarebleendede Øjne
Toaet sastte sia i Bevaeaelsr. Bel maatte lnm geredet
med den asdøde bavde Los, Fred oa Gliede sorladt
Fieldsdora, Meile oa Aneller om Ulyller blev tnn
tilbaae.
Hnn bemcrrlede heldiavis ille, at det alleeede i Gam
den git noaet stofende til; men da mange as Bønderne
var til Fod5, tom det paa Vejen til Kirlen endmere for
Degen. at ille faa var beslænledr.
Fall nedek
du nnttethetens vän!
är ej procesien snygg och täcleri
Det tunde Fredman sunget ironisl ogsaa ved denne
Ligseeed.
Claus red paa den Brune soran Liavugnen Lin
trina den var der doa Fied, oa han alcedede sig over, at
livor de tom stem, ftod Bpndertoner oa Piaer i dereH
liedste Klæder, nogle sergetlcedte, soran Hasene; iller
var der stote Staret soesamlede ved de to unselige Æree
poste, Vondeine havde reift paa Besen.
Men da Toaet standsede ved Jndtørselen til Brtyde
Kirleaaatd, og Maus saa sig om, incertede han, at alt
ille var, sont det stulde vcere, og indsaa, at noget maatte
der geres for at overholde sommelig Orden. Jotmnfeni
var rigtignot til Siede, men det var tydeligt. at han
harte til de niindst tilreaneligr. Justitsraaden git bin
til hatn oa beordeede ham til Jndgangen, men Jolumsen
var, sttnt nu sont altid Hans Velbyedtgheds ydmygfte
Tjener, mest llitlet til jo for jo helleee at blive lsrt hjem
paa en Trillevsr.
Elaut paatog sig da, underststtet as den flinteste
Sognesoged, Politibetientens Funktionen De stillede sig
ved Jndgangen til Kirlem og da det egentlige Folge var
passeeeh oq Mangden strsmmede til, sormente de Stor
siepaeten Abgang og gav de niest bestanlede Anvidnina
paa Binde Kro sont det Sied, book de sor Dieblittet
hstte yjemmr.
Clerus bentcrlede herom seneke til Johannes, at
sleee af Standspersonerne itle havde været stoet beerdi
gere til at komme ind i Guds Dus, end dem han havde
vist bott, men der-til svaeede Johannes, idet han minde
dei sit sorrige Kald soin Jurist: «
»Du tan have Ret deri; men dog handlet du som
Polittbetjent fuldlommen korrekt; thi Politiet hat intet
med det indre Væed at gsre men lun med Mennestenes
ndee Ford. Standspetsonerne holdt alle Balancen og
soestyrtede ille Ordenen.«
I Riesen talte den gamle Priest, han« hvis Predi
ten Matt-ten i sin Ttd ille havde villet here. og hvem
—
ban havde gjort saa glad ved Vienervognen, men som
ogsaa tilsidst havde rakt ham den hellige Nadvere.
Hvig han altid talte saa vel som ved denne Lejlighed, da
tiar det Stude, om han ikle blev hørt.
Han gav i varme Ord et Billede af den afdøde som
Ftriger, Godsherre og Menneste on Prifte de Dyder, der
hnvde ndmcerlet ham, fkønt i Skrøbelinhed Han sagde
Dgsaa et Ord, som nødigt maatte væke savnet ved Majo
rens Kiste, nemlig at den afdøde havde vaeret sin Konge
tko on hengiven og elslet sit Fædrelnnd ’
»Men«, føjede han til, ,,hvad vilde alt det gcwnet
lmm, hvis han ikle var død med den fande levende Tro?
Feg, der beredede ham til Baden, mener at turde sige dct
zftore Ord ved hans Kiste: han døde som en Kristen!
HHans Liv var smult, men hans Død var langt meke
zvcerd end hans Liv; thi han skyede ikle at henregne sig
»ls«landt Overtreedere, idet han paa det sidste modtog det
hellige Pant paa Glle forbarmende Naade. Han splie
det ogsaa, at han, stønt gørende vel og idet han undte
sm Nælte det san godt som sig selv, dog havde levet mere
i Herlighed og Glcede, sont den rige Mand, end det
sønnner fig en Kristen, og hvis det forarger eder, kceke
Venneky at jeq siger det ved hans Baare, da tan jeg
retfærdingøre mig dermed, at han, da jeg sidste Gang
talte med hom, udtryktelig bad mig am at gøre det tsg
ille staune ham i hans Grav«.
Jnden han lnste Velsiqnelsen over den dødes Minu,
vendte han sig nformodet til hans Arving. J djærtse
on indtrcengende Ord lagde han Alex-is Eichstedt paa
Stude, at han efter sin Morbroder havde modtaget en
ftor Arv ilte blot af Herligheder og Goder, men ogfaa
as Fortsltgtelsen og han ønsiede ham Guds Velsignelfe
til at benytte den store Magt, der var nedlagt i hans
Hænder som Godsberre med Visdom, Samvittigheds
fuldhed og i lristelig Aand.
Mangen taaget Hierne blev klar og mangt et luntent
Hierte vatmt, da den gamle Præft i denne alvvrlige
Stand saa djærvt udtnlte, hvad der blev ham indgtven
fraoven. Johannes følte sig løftet af den Aand, der
beljælede Præften; men da han uvilkaarligt kastede et
Vlik paa Alexis Eichftedt, hvem denne Dagg Alvor især
lsnrde være en Leere, da blev han atter mismodig t Hu;
tbi der mødte hcun tun et nmrlt Blik og en krcenket Mine.
Jkle deftomindre tallede Arvingen, da alt var
turbi, med megen Anstand og i velvalgte Ord det hele
Folgt-» fordi de havde bevist hans Morbroder den
sidfte Akte.
t »Du sik ligesom lidtslæst og paafltevet«, fagde cn
taf hans Benner til ham, da de kørte tilbane til
Keldsborg.
»Lnd dem snatke!« fvarede han med et Sluldertrcek.
»Im reifer fnart min Vef, on de vil ilke faa andet at
lritifere end mine ssrtftlige Ordrer.«
lä. Kapitel
Heller-c spudei«1«evcic.
Nuar Musilten eiter en militoer Beqmvclie, twor itng
lmr fpillet en EgmctoraL matt-derer tilbane til fin
Laterne-, da plejer den at spille lnftine Melodien ligefom
for at antt)de, at nn bor man ryfte det sorgelige of sig ozi
attter vende tillznge til Livet og dets Glceder; men pas
de sorgende ielv mer denan nbetimeline ttjlcedegimtsik it
stcerende Jndtryk.
Olivia fornotn noqet liqnende, da lnm efter Cellu
lsets Hjemlomft fra Beqravelsen inattoq fin Monds on
lltæftemes unenerte Færd nq den muntre Stemning vrd
det sildige Middansmaaltid De drol tappen, og det
fvrundrede hende faa meget mete, at Værten opmuntrede
dein dertil, fom llnmadrliqhed bidtil inqenlunde havde
været blandt hendeg Monds Lyderz tværtimod Plejede
lnm at vcere meget forsigtig, ifær naar han var i Selslab
med flere, og bevare sia saa cedruelig on aarvaagen, at det
forhindredc ol lttetimtlinlted fra at triveg i bang Ncerl)ed.
Nu, da Maodehold og Lllvor synteg at maatte være en
Gelt-folge, saa hun hatn slaa sig los.
Med et betlemt Hierte betmgtede lmn hans blussende
Llnsigt sont det vifte fig for hende ved den modsattc
Vordende, og naar bun san nedad Rælten paa begge
Sider -— der var fjorten til Bordci —- , modte hende
nassten bog nllc literfterne del famme Son. De var alle
Mænd of god Lpdragelse eller tillwrte i alt Fald en
Samfundstlosz hvor man forudfætter en fanden; on
faa havde de fleite as dem om Morgenen qjort et fordel
agtigt Jndtryt pag l)cnde; men nu vifte tun et Var of
dem del føiikineline Ll.stnadel)old, sum itle blot Dagens
Alvor men ogfcm hendeg Nasrvcerelse paalsød dem. Nonle
af dem var imae Mennesier, der tun havde kendt lidet
eller intet til den afdøde; dem burde man vel itle gen
alt for nøje i Rette med; men Værten havde del i sin
Magt at stack den rette Tone an, og hans blev da Styl
den, naar Mnnterheden blev dreven ud over det
passende.
Hvts det var hans Hensigt at gore Olivia led of
Selftabet, faa lnttedes den fuldlomment; ved Desferten
rejste hun stg og forlod Bordet uden at komme igen, en
Omstændighed, nogle af Geeftetne vel bemærlede, book
imod Betten selv aldeles ikle tog nogen Notits as denne
ftiltiende Protest mod hans Hensynsløöhed
Den næste Dag indfandt hun stg paany, denne Gang
ledfaget af Helene Fürst. Herrerne syntes overrasiedc
ved den unge Dames blendende Slønhed saa at de
llnge virlelig i Begyndelfen over hende glemte Flaslen,
og de Ældre tog det behorige Hensyn til Kammerherres
tndens Nærvcerelfe7 men den onde Aand, der syntes at
vcere faret i Kammerherren selv, meddelte sig dog efter
haanden mere eller mindre til de andre, og Oltvia bemer
lede med Harme, at Helene var bleven lidet lrcesen, naar
det gjaldt at modtage Komplimenter og more sig over
Vittigheder, felv naor begge Dele var af tvetydtg Be
slassenhed
Den tredie Dag blev Oltvia paa sit Verelfe og
foregav Upadfeltghed Dette havde dog til Folge, at
hendes Gemal tndfandt sig hos hende for at fpsrge til
hendes Besindendr. Hnn sagde ham rent ud, at hun tktel
! T
fejlede noget, men at Tonen ved Maaltidet i Gaar W
vceret saaledes, at Dame-: helft maatte holde sig deckst
Han hørte i Tavshed paa denne Bebrejdelse nicn sting
derpaa, idet han gik:
»Ja, saa tnaa jeg bede Helene oni at overtage Bett
indens Rolle; ellers bliver vi destran tretten til Botds.«
Han efterlod hende dybt bedrøvet og suld af seng
steline Beltnnrinaerx gik l)an plannicessigt ud paa as
skrcennne bende sra sigk Havde ban inaaste for længs
fiden verret ted as hende, oa var med Majoren dg Fussg
tm sor Gengmldelse as ham den Lienie bristet, der hidlil
lfxnvde nun-net bang dceinoniste Natnrf Ak, saaledes for
!,·nldt det siq serniodentlia, at den quinle, saa længe how
var i Live, selv pan lang Afstand havde vceret hendez
eaentlige Bestvtter. «
Hun tog sig imidlertid saninien, gil til Helene Fürst«
Da bad hende om at holde sia fra den vilde Kommerz
inen af hende erholdt hnn til Sonn at hun itte dristede
fxa til at afslan Kammerherren dein-J Anmodning. DE
lnin iniidlertid om Astenen høtte, at det var gaaet nieget
overttadigt til ved Bordei, on at Helene bagefter endogsaa
ljnvde deltaaet i Billardspillet, foreholdt hun hende paantp
dei upcissende i, at hun, en nng Piae, alene tumlede sig
lslandt Herren Men bertil sparedc Helene fripostigt:
»Bei Snerperi, som J danste Danier gør eder til af,
tender vi heldigvis itke noget til; var alle Fruentitnmet
soin J, inaatte Herrerne tede sia il)jel.«
»Ak, leere Helene«, svarede Olivia førgmodigt. »der
var en Tid, da du var lige san snerpet som jeg, merk -
det liar du not glemt!«
Helene blev hende Svaret stnldia derpaa, cnca
Olivias Fortnaninger bevirkede innen Forandring.
Dette Liv Varede i seks Dage. Tet muntre Selftas
levede ,,stille«, dei vil sige, man delagtigajorde ikke Orte-.
egnens Honoratiores i sine Nydelser, men i øvrigt gik
man paa Jaat, spillede Billard oa Kort til langt ud trac
Natten Ei saadant Liv var vel stikiet til at forjage alle
alvorlige Tanker oa overdøve Samvittighedens Ste;;itne,
kligesom det rejste en Mut mellem Alexis og hans Hustrux
nien hver Morgen lod han Tjeneren spørge, hvorledei hatt
k-efandt sin, Da for sine Gorster bellagede hatt fm Kones
srsagelige Helbred og Hang til Melantoli.
Tog var det, der egentlig sysselsatte hans Taalet
ok« trodS hans Forhcerdelfe voldie bani Urv, af en althk
alvorlig Natur, til at det var hain mnligt at gennemfm
sin Rolle. Oan fnldt nu on da nd as den og forløb fig
Ter handie Zinaabegivenheder, soin satte hans Tyende i
Fornndrina oa njorde Standale i Omegnem
Hvad Rnatet fortalte, vatie Betmnring for Olivia
los tiendes troiaste Venner Paa Slovlvst, der siden Be
gravclsesdaaen lwerken bavde set elter hørt fra hende.
Johannes var der endnu, og han spnrate en Aften Claus
nd on-» besorledes det eaentlia stod til paa Keldsborg,
tlii Nani- liavde den Dein verret der da ledet Jagten.
,,Nnatei lvver doa forlniabentlin«, fagde Johannes,
,.naar det fortaller, at han mishandler bende?«
Glanz var as samnie Meninax nien destoværre havde
ban den Tag voeret Vidne til en Steue, der tydeligt
not bragte for Deinen, at Sagerne stod stet; ng
lian fortalte nu Johannes-, hvad han selv havde
set na. heit. .
Det hasndte siq neniliq mn TlJiornenem da de gik Ud
for "at beannde Jagten, at Kannnetherren fette Selstabei
nenne-m det Knatter, hvor Majoren i levende Live havde
dnrtet sine Foraaksblomsieh nctop det, Olivia og Helgs
tr· Tage forend Begravelsen havde taget i Øjesyn og
l-eundret. sinnnnerberren havde set det. inden Majokm
rede, ncn siden ilte været der. Nu Vilde han vise sine
Oicefter dette smukle Parti, men til sin Fotundting vg
Laune fundt knin det hart oa ncesten hver evige Blomst
plntletz tkii destovcerre havde Olivia gleint at under-rette
liani ein« at Gartneren nied hendes Tilladelse havde be
nnttet Blomflerne paa Bearavelsesdagen
Gartneren blev kaldt til og paa den heftigste Munde
cverfnset oa ndstasldt. Den staktels Mond fremkom, sae
fnart han tnnde komme til Orde, nied den eftet band
eaen Mening fuldkonmien retfcerdiggørende Fortlaring,
at han havde pluttet Blnnisterne efter Kammerhetre
indean ndtrnttelige Otdre, Da fande, hvortil de var ble
tsen benyttet; men herpaa svarede hans Herre, idet de
innrte Ljne lnnede, oa en dle Nødine lagde sig over hanz
Ansigt:
,,Kanin1erherreinden hat itte noget at fige her i
Haben Jlte en Blonist inaa br1)des, ingen Plante
fliitte8, eller noan sont helst Fornndring foretages uden
tnin encn ndtrnitelige Ordre. Forstaar De mig, MsllekT
Hnst det, oni De onfter at tseholde Detes Pladsl«
Mel-let forstod det, oa alle de andre med. Hefe
Jannelstabet ait videre i nljnznielig Tavshed; men de: ct
TUienneileI Lndslab altid slaar hani selv paa Hals, gjokde
lnin sia stralg Uniage for ved forøaet Venlighed og Ly
mcerlsomhed mod sine Gersier at udsieite det nfordelagtxge
Jndtrl)t, bang noverlagte Ord bavde frembtagt, vg Lan
fremtoni endoglaa med en undilyldende Hentydniug :jt",
at hans Taalmodighed undertiden blev sat haardt taki
Prove. De fieste af hans Venner troede harn og kom
mere og mere til den Overbevisning, at deres Etede
Brett var meget uheldig gift.
Men der var een til Siede, der viste ham et koldi
Ansigt og sendte ham et harmfuldt Blit, fordi han vat i
Stand til at gennemstue hans Falfthed, og det var han
egen Stovrider. Dei var itte muligt at udttylle Ringe
agi tydeligere med Øjnene, end Claus gjotde, da hatt
modtog Bested paa, i hvilken Orden Jagten stulde Jan
for sig. Hans Heere bemærtede det vel, men han Mit
tillige, at naar han her gav fm Harme Luft, vilde hatt
ilte finde den samme ydmyge Underkaftelse som hoc
sGartneren. Han behersiede sig derfor, men glemte Me,
hvad ban havde lcest i Botups Øjnr.
Op:ticml.)
i
?
En Rettels e. J næstsidfte Jndrylnisg If »Is
hannes Falt« i sidste Nr. stod:'». . . hats fia Id, fort
»in han var bleven fjorten og itte syttetyve Hat Wo
Der stulde staa: ,,. . . han saa ad, fom pm den M
bleven ffotten og itte site Aar «ldre«. K
