Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 9, 1906)
Johannes Fall-. RocnanitoDele.—-AfH. F. Ewald. A n d e n De l. (Fortsat.) Majoren gastiede ligefutdt streite, hvem det var, der var lornmen; nten endnn, inden den vortsendte Tjener tunde sorslasse ham Bis-den irit Døren ov. cst Starr-n vrwdt sljulte den for hinn, men han svrnarn en Sille tjvles Raslen og lette, hurtige Trin; hanc- Blil tilsløre des, san bevcrget var han; men lmn san dog et Par tætlige Øjne lnse sig i Mode, fette en vtod Haand part sm ca harte den vellendte Sternum der tunde have sai n.ild en Klang, siac: »Ged Dag, leere, leere Faden lwvrdan gaar det?« Blodet strøminede rastere genneni den sygeg Amen han tejste sig thth op i Seligen og stirredc paa -Olivi.1. Oun flog sin Arm oin hans Hals vg tnstede hinn; hast sank tilbage i Puder-Ie, idet han saadez »Saa det er virtelig dig·? Gud velsiane dik1!« »Der Alexis er her ogsaa.« »Hvad var det, du laldte mig, sodc Baru?« «Fadet ———- har du noget mod det?« Han trytlede hendeg Haand «Jeg hat oste hast Lyst til det for; nu lom det as siq selv: jeg trot, du hat mixi last sorn en Dacter.« Masoren nillede med et lyst Sinil »Da nu btivet du hos mig til det sidste?« spurgte han. »O, sig ilte det! Jeg vil blive her og pleje dia, til du bltver tast.« »Wud ste Lov!« svarede han med et dybt Sul. Olivia vilde qaa, sor at den syge ille stutde blivc over-anstrengt ved at tale saa megett nien han holdt bende tilbnge og bad hende foktælle vtn deres Reise. Ti: han heite, at Helene Fürst var med, spurgte han: »Hvorledes er du fvrnojet med hende?« »Na io«, svakede hun alvorligt, »tet godt«. »Im vil se hende; bed hende lomme herind!« Da Olivia git sör at hente tHelene, lom Alex-is. Den syntes nu ganste at have aenvundet sin Fatning, gil Ined en vprsmt Mine hen til Sengen, spurgte deltaaende til sin Motbroders Besindende og udtalte det Haaly at lan snart iaen vilde viere oven Zeuge. Majoren gjordz siq øsensnnlig llmage for at svare ham venligt, men Paa ingen as Siderne var Tonen vorni. Da Aleris reiste siii rg fande, at hnn niaatte nd for at have Tilsyn Ined itd palninnen as Baaagem holdt Masoren bam illc tilboar. Olivta lom nu med Helene Fürst, der smilende hilfte Hutetg syee Herre. Han niltede til hende og betragtedxs « lzende et Øjeblit alvorliat vg sinrvt, saa at hun rpdniede derved. Han njorde hende nvkrle Sporasinaal vm hendes Fortid og hendes Alder oq saade derpaa: »Det er en sjælden Lnlte, der er vedeifaret et for crldrelest Bat-n, sont Dem; der gives’itte mange Hinter sna trpsaste sont Deres Veigøterindesx slut Dem til hende, saa vil det gaa Dem vel!« belene blev nieget vlea, saa Majoren trodsigt ind i Øjnene, vendte sia om og gil. Olivia saa forlegent pag den granste men vvvede itlc at opirre harn ved at gøre hsin opmeertsom paa, at han havde tnlt i en vel stren; Tone; men han rystede paa Hovedet og sagde: »Olivia! Jeg lan ille lide hende; jeg vil ille se lxende tiete; i det hele vil jeg befinde mig bedst ved blot ot have dig, Madam Lauritzen og Magens om mig«. »Der Alexis?« spurate Olivia, idet hun blev di-: mistrotste Blil hos den iyge var og erindrede, hvad mai-. lxavde sortalt orn ham i Kobenhavn »Alexis«, gentog han, »naa, lad ham komme, nam lzan vit; men en Zygestue er ham en Vederstyggelighed Du stal se, han vil saarncend itle aøre mig lanae Bisitter!« — Olivta havde gjort adftillige smertelige Etsatinger under sit kvrtvarige Ægtestab, men hun vilde dvg ilie tro, at hendeg Mand lunde vcere saa ndeltagende. Destovekkte sit hun olligevel snart Trven i Hei-n deme. J de paafolaende Dage saa han tun een Gan-J danlia ind til den shge oq blev der aldrig niere end et Par Minntter; senere, da Sngdommen tog til, blev hast hell dorte. J pvriqt var han paa Ferrde alle«Vegn-. Han saa stg om paa Gaarden og beghndie ut gøre fin Myndiahed gceldende, gjorde Justitsrcmden et Par Beson tsrte Ture med Helcne Fürst i den nne Vogn, han havde Fragt med fra Kobenhavn, eller spillede Schal med hende i havestuen nedenunder. Saaledeö traf hun dem bestæstiget, da hur; en Formiddag omtrent en Uge ester Antomften til Kele bvra uventet traadte ind til dem. De var midt i en setdeles ltvlig Samtale; men da hun lom ind, tav de pludselig. Hendes Mund vendte Ryggen til hende, men Helenes Ansigt havde hun for fig, og lnm blev va’r, at Helene rsdmede vg slog Øjnene ned. Olivia lossc, optagen as de alvvtligste Tanter, men dog gsotde dette stumm Minespil hende opnnerlsom, thi det var ille ssrste Gang, at hun iagttog stigt. Der havde indsneget sig noget sljult og tilbageholdende i helenes Besen» svtn ille i Beghndelsen havde vertet der. En smertelig Anelse var opsteget has Olivia og vandt stedse i Styrlr. hun sei-stehn at hendes Mund lunde viere lelslndlg not ttl at smigre den smalle unge Pige med Galanteriee, og selv ern det lun var en tanlelss Tids-· sdrdtiv sor hom, lunde det have en sladelig Jndflydelse paa hende. Hun bebrejdede sig selv, at hun, vptagen af Seines-lesen havde overladt helene altsor meget til siq selv oa vellnttede at gsre sin Uagtsotnhed god tgen; met-. hun erindrede vludseltg sit Ærtnde og sagde, tdet hun seit hesi til Schalbordet, ved hvillet de sod «Aleint Onkel hat ladet mig vide, at han endnu i Dan, tnden Sol gaae ned, stiller at nyde den helltge Iadvet«. Linn lagde i det samme sin haand paa hani Stal deez men man hun blev va’r, at han gjorde en lille tsc veenelle, som om Ver-reisen as hendes Daand var ham nbehaaeligf Hans Kettegn var for lcnge ltden Miste ov. on hnn tillod sig ogsaa lun sjeelden en tlig lærlig og soettolig Tilneetmelsr. Nu, i Sorgenl Dage, stlte hun dobbelt smerteligt, hvor ene hun stod; men hverlen Sorg eller Gliede shntcs at lunne blødgøre hans Hiertr. Hvad hun derimod i intet Tilfeelde saa, det var det funklende Vlil, hvormed Helene betragtede hendes Haand, da den hvilede paa Alexis Eichstedts Slulder. Dei Blik long sem et Lnn sra Merkets Dyb og røbede en sørgeliq Hien1sncligl)ed; men da Olivia saa op, stjulte de lanxe Øjenhaar Heleneg ftienne Øjne, og hnn sad og legede med en Schallirit Alex-is holdt Haanden paa sm.D-ronning, som oin han vilde traile, og han - — fordybet i Spillet —- intet ljsavde l)ert. Olivia tog sin Haand til sig og sagde: »Dein dn ilte, let-re Alexis, hvad jeg sagde?« Han kejlte sig plndselig og stødte til Bordet, saa Britlerne. daniede. ,,; o«, sngde han, »jeg hørte det nol; det er da et ntn nrimeligt Jndsald af ham, ret stillet til at ophidse hat-n Da slaa ham ihjel«. Olivia blev ilke forstrcellet, heller ilte udged hun Zaaren Hnn rødmede let men saa sin Mund roligt ind i Øjet, og hendes Holdning var saa værdia og fattct, at han stanisnld iilføjede: »Er du ikte selv as samme Meningt« »An jo«, svarede hun, ,,je·a er itle gansle uan Belnmrinq i saa Henseende«. ,,Saa se at saa ham sta dell« udbred han og gav sig derpaa til at gaa op og ned ad Gulvet. »Nej«, udbrød Olivia, ,,saa stort et Ansvar tør jcg dog ille tage paa mig. Gaar du ilke med op til haan Du slnlde selv tale med ham derom.« »Ich innde fristes til at gøre det, for det ligner du ilte noget at lade sig bereite ligesom BønderneF men han bryder ftg jo itle om, hvad jeg mener«. »Don har dog sagt, at han ensler, at vi alle, ogsaa du, stulde vcere til Stede ved den hellige Handling«. »Jeg ilte, jeg ikle! J det hele vil jeg ikte have det mindste at gøre med den Sag; men tør du ikte handle paa eget Ansvar, saa lald Lagen on hør hans Mening!« Olivia vendte sig uvilligt fra sin Mand og blev et Dieblil staaende, sordhbet i sine egne Tanler; derpaa git hun hen til Helene, der stod og lande Schalbrilterne en scsr en i Æsten, og sagde til hende: ,,Gaar du op med min, leere .s)eletic, og holder mia ltdt med Selslab?« Der var noaet saa blidt i Olivias Stemme, og dct terrliqe tldtrhl i hendes LIer viste saa tndeligt, hvor leer tnm havde den, hnn talte til, at Helenes Hierte ston linrtigere ved at sornennne det. Der havde vceret en Tib, da hun selv delte denne seiterlige Kærlighed; hendes b-: wiege-de Trckl rølsede, at hnn mindedes det, og at hun endnu ille var ganle uimodtaaelia for cn saa smuk Jg ren Følelsr. Vel hendc, om hun, medens det var Tid, lmvde snlat dette Dieblits qode Jndslhdelse! men bit-I saa op· og hendes Blil mødte Alerig Gichftedts. Han stod med lorslaate Arme oa betraatede dem begge med et sphdiat SmiL Hnn blev det va’r, on hendes Hierssr serhcerdedeg wann Hnn fnlate Olivia, men nden at se Pan hendc on med en tvcer Mine. Ovetladt til sin eaen Demnnelrast handlede Olivi1 tristeligt on riqtiai. Hun lod ille Lceaen hente, men hiin sendte Bnd ester Prasstein on da Motoren mn Esterinid daaen var vaagnet af en ftnrtende lille Sonn, blev han glad ned at here-, at hnns Villie var esterlommen· Den heilige Nadver blev ham mit i hans HuZholdersles, hans Ijeners og i hendes Stieervcerelse, hvem han laldte fin Dotier. Han ned Sakramentet med dle Gndssrhgt oa stille Glcede, men uden at det ovbidsede eller rnitede hamz men dhbt arebne blev de, der var Vidne til, at han saa ledes beredte sia til Døden, on hun« der elslede hani fom en Faden ilte mindst. Doa var det ilte blot Tanten om hendeå faderlige Vens og Besthtters foreftaaende Endeliat, der cenastede lpende Frelserens Ord: steter dette til min Jhntommelsel leid hende i Mode. and havde hun i de fort-ebne Aar ajort til hans Jhutotnmelse? Jntet! Hnn havde levei i Berden og med den; den-s Larm havde overdøvet hans taldende Rost og sokiaaet ncesten alle stille Tanter, nnd taaen dem, der var as pinlia og nedlirydende Art. LAlt hun degnagtet havde bevaret sia selv sra Besmittelse og arov Shnd, det var hende i dette Øjeblit itte nagen til streeilelia Trost; hnn havde aerne nhdt den hellige Nadver stratg i Selslab med sm shae Ven, men hnn vovede ilhI at liede derom. Nu tæntte hun paa, hvad Johannes Fall havde sacgt hende om at saa en salig Ded. Hun sad stille ved den feiges Srna og tcenlte tsaa ham, der havde sagt hende saa meaet, som hnn senere havde glemi: det viste sin, at den snne oasaa tcenlte paa ham. »Glem itle, Olivia«, sagde han« »at hilse Johanan Falk sta mig! Sig hom, at jeg bestitlede mit Hus paa den rette Mande, men at ieg doa ilte sandt det saa let, sormodentlig fordi jeg leerte det saa sent. Jeg talte nemlig engang sornhlig med ham derom.« Olivia saa paa Majoren, der, eftec at Ptaesten var» gaaet,«laa rolig hen og shntes at have det meget.bedre. ! »Ist-or du itte, leere Fader", sagde hun, »at du nn vil komme dtg?" «Nej, mit Barn«, svarede han, »nu vil jeg sørst for Alvor blive shgz jeg, feler det komme! Jeg hat beugt Herrenö Legeme og Blod som Legedom sor min Sjæl oq ille for mit Legeme; ellers vilde jea saa Stam, naar jeg tommer deropl« Og saa lsftede han sm Haand lidt. »Endnu«, vedblev han med mat Stemme, »er der eet at gere; bed Alex-is komme ind til mig, og lad os vcere et Dieblit alene.« Alexiz kom; da den syge saa bang lolde Anstat, blev han uraltg, men sattede sig dog stinkt ,,Alexks«, sagde han; ,,vt kommer nceppe ttl at tale mange Ord fammen mete; men eet maa feg dog sige dtg; det get mtg ondt, at det maaste vtl lteenle dtg, men jeg siget dtg det uden Vecdex du hat t den Uge, du hat vieret her, ilke belhmret dig meaet om din Konez det er sor haabentltg blot Uagtfomhed as dtg. Hast paa. at da jeg eaadede dig til at ægte Olivta Frei, satte jeg ogsaa mtn egen Ære t Pant. Vil du give mtg dtn Haand paa, at du alttd vtl behandle hende godt og honnetf« · En dyb Veedesrsdme fo’r over Alexis’ Elchltedts Ansiatz nten den forsvandt hurtigt igen, og yan viste, i ljvilten Grad han var i Stand til at behersle sig, naar det stulde dare. »Bei tan jeg da sagtens!« sbarede han med et Smil, tin derpan gnn han den gamle Hnanden. Majoren følte sig til en bis Grad beroliget. Han ltavde set not til at vide, at Olivia itte var lylteligz at give sin Søstersøn Formaninger ansaa han for gansle spildt, men han haabede dog, at hans Arving besad saa meaen Æressølelse, at han itle vilde bryde et bestemt Tilsagn· Altsaa mente han at habe gjort sit til at silre Olivia en i det niindste i det ndre god og staansom Be lnmdling Da Olivia senere loni ind til den syge, var hanz Blil uroligt og seberhedt. »Der var en Tid«, sagde han, ,,da Du troede, at jeg holdt meget af dig; men det var ilte andet, end Enentcerlighed Jeg tcrntte paa miq selv og mine egne Jnteresser og itle Paa dig; lan du tilgive mig det?« Qlivia greb han«-Z Haand, og hede Taarer saldt sra liendes Øine Pan den; hnn sorstod hans Tante og vidstz l-edre, end nogen, hvilten sorgelig Sandhed de gemie; men hun var tillige overbevist om, at han, der nu an llnnede sig selv, hnvde handlet i den bedste Hensigt. »Gei- dig ingen Betymringer sor Inin Styld!« sagde hun, idet et Sinil lceinpede sig stem paa hendes sleelvende Lcebeiu ,,Gnd sle Lov!« svarede han, »du er en Kvinde med niere Mod i Brystet, en inangen Mand. Stol paa Gud! Han lønne dig for al din trosaste Kerligbed inod niin on mit Hast« Derester talte den brave Major ilte mange bebidste Ord mere. Hans Sygdom antog en heftig tysus Karat ter, nien ille en Gang Lcegens Advarsler tunde sormaa Olivia til at vige sra hans Dødsleje. Hnn vaagede Nat on Dag ober, at Lænens Forslrister nøje blev sulgte, on hnn var hog dann da han uden Bevisthed drog sit sidste Sul. Sau git det da, sont han havde ønslet sig det; hun luttede hans Øjne; inen hun var alene hos ham i Dødens Stund, thi han, der slyldte den døende alt, havdc ullerede i slere Dage holdt sig sjernt sra del Sted, hvor de trosnste lceinpede med Livets Fjende. Da alt bar sorbi, gil hun, heftigt bevæget, sor at opsøae band Hnn tras hain paa hans Værelse. Det ver ers smul, solllar Junidag, Dg han stod ved det aalnie Vindn med lorslngte Arme og saa nd i Haben. Hatt uendte sisl om med et spørgende Blit. Havde der blot vist siq Stior af Bedrøvelse i hans Aaasnn, da vilde hnn lastet sig til hans Vryst oa arcedt as Hjertenö Grund: wen bang Blil var todt. »Bei er sorbi, ?llexi5!« sagde hun; men hnn get ilte l)en til ham: hun sank ned paa den Stol, der stod natrmestJ Benene rnstede under hende, og hendes Øjne lileve torke: hnn havdc set noget, som gjorde hende mere lijertesyg, end Sygdom oa Død et lslædesglimt i lsnns Blit, hvein nun bragte Dødgbndslnbet Han glæs dede sig over, at del var snrbi: nn var Uinyndighedenss Tid ndløben, nn Var han Herre over alt det, han i xslarenes Jb havde væniiet sia til at deteagte soin sit: lmn trat Vejet lei. J dette Gliint i hans mørke Øjne, lwor forbigaaende det end var, røbcde sig hans sande Natur; det var ham i dette Øjeblil itte muligt at sljule den, oa lwad nnttede det saa, at han bagester lagde sit Ansigt i bedtovede Folder og sagde et Par smntle Ord pm en Sorg, han itte sølte? Der blev stille i« Stuen. Han havde attrr vendt fix-i inod Vindnet, on hnn sad Paa samine Sted med Horn derne soldet over sit since; hendes Aasyn var blegt, Sorq on Anstrengelse havdc esterladt tendelige Spor i hendes. Tral bendek Blit ndtalte Grcemmelsex hnn saa ud, sotnY oln hnn tcenipede ined sig selv for itte nt lige, hbaiV ljsnn selte. s Han vendte sig plndselig oin lnod hende og sagde:; ,,Nu er det nodvendigt, at jeg resser til siebenhuan Dn og Helene lan blive her, oin J saa si)nes. In tommer naturligvis tilbage til Begravelsen.« »Du vil da se liam en Gang endnu?« spurgle Olivia, idet hnn saa op. ,,Helst itle«, svatede han, ,,jeg rejser, san snart di llar spist Frotost.« Olivia saa paa hnni lned et harmsuldt Blit. »Ale»ri5!« sagde hun, idet hnn reiste sig op og sitt lxen til heim, »Wer dil, hhnr nieset dn slylder hom, sent nu ligger bleg og lold deroppe?« Han rynlede sine Bryn og saa vredt paa hende. »Kommet du nied Bebrejdelser til mia i et Øjeblit soin dette?« spnrgte han. Han havde Ret; hvad nyttede det? Olivia følte, it bvad hun saa merc lunde sige, da vilde det tun brinfse alt det onde op paa Oversladen, og hun tav. Hun vendte sig sta ham og git med et tungt Hierte. Anstanden blev bevaret; thi Keldsborgs nne Heere indsaa, at det tlcedte bedst at biete Sorgens Liberi, hvad ban saa tcentte i sit stille Sind. Han betvemmede sig til at geste den dødes Kammer-, gab nsjagtige Ordrer an gaaende Forberedelserne til Begravelsen og udtalte sig saa small-one sin Morbroder sor Madam Lauritzen, at hun begyndte at satte bedre Tanler om ham. Ved Fro kostbordet var han alvorlig og meget opmærtsom mod sin Kom. Helene Fürst var der og saa nd som en nysuds sprungen Rose ved Siden as den blege Olivia; men han syntei ttke at bemerke hende, hvoritnod hun neje stude rede hans Ansigt og undrede sig over dets nsorstyrre--l lige Alpen-. ! For Olivia var hans sorandrede Væsen og toliges Holdntng en Velgerning. hun begyndte at nære et svagb Herab em, at han var gaaet i stg selv, og at han mJ da han selv var Derre i huset, og tngen lunde modsætte sig band Villte, bllde vise sig sra en bedre og cedlere Side. Dei anede hende itte, at Synet as hende nu sormeligt var ham imod, og at Friedens han saa smult iagttog For men, trivedes og modnedes merke Tanker i hans SjæL n. Kapitel Justitsraaden afslaar en Jndbydelte. Den Stilhed, der i de folgende Dage indiqu lslev, hvor sørgelig den end var, en Velgerning Ist Olivia. Hendes udmattede Legeme sit Hvile, og hendes of Naturen elastiste Sind aenvandt sin Ligevckgi. s To Dage førend Begravelsen, da hun Im Morgens-: inar vaannet bedre stemt, end det i lang Tid havde Mut Tilfældet, mindedes hun pludselig sin fordrnng FIE iJohanneS Falt, der nu sacrdedes i Ringhed i en ais-des -Egn. Uden lang Betæntning greb hun sm Pen og Es et Brev til ham, i hvillet hun fortalte om sin Hin-M itil Danmark og meldte ham Majorens Ded. Hun txt-· jderrettede ham om, at hun havde en speciel Hilsen eik Hain fra den afdøde og spurgte, om han ille tnnde hatt Wyst til at komme til Keldsborg og vcere med til Besen-« jrieksm Dei vitde da grade hmde hjekiengt at genfe hea »og personligt tatke ham for den Omhu, han havde bist lliendes Forældres Grave; hun hat-de nu selv set dem W Hilædet sig derover. " ! Hnn affendte dette Brev ved et Bud lige til Gek ;strup, thi Postruten gjorde en lang Omvej sra MS borg dertil, og lige som det var besørget, kmn Helger. Baade hun og Clerus havde i de sorløbne sørgelige Dog slere Gange været paa Keldsbora, baade for at syst Kammerherren og Olivia velkotnmen tilbage til Dem mark og sor at spørge til deres syge Herre. Clans hat-de endog et Par Gange vceret inde hos ham, men W bavde tun flygtigt talt med Olivia. Nu lom hun ifilgk en speciel Jndbydelse for at tilbringe hele Daaen dem Borgen. Olivia vilde vise, at hun ilke havde glemt sm Den-— inde, og hun trcengte desuden til hendes Selslab, thf Helene Fürst holdt sig saa meget som muligt for sig seh ng Olivia sandt sig med Overbcerenhed i denne lustentlt Adscerd uagtet den forekom hende usorklarlig. HI lcengtes nu ester at se Helgas milde og ærliae Ansigt ign og ventede sig med Grund Glæde deraf, thi hun M strals ved Gensynet ladet hende sele, at hvor sorsbstliz deres Stilling end nu var, saa ønstede hun dog W forandret i deres tidligere venlige og fortrolige Forkxob Helga glædede sig derover, men besluttede dog tun et satte alle Ceremonier til Side, naar de var alene semi men, og naar hun nu kom og hilste Olivia lige kar hjerteligt og liqefremt som i gamle Dage, da havde dr Omstcendighed, at Kammerherren var fravcerende. en Tis tvdelig Andel i hendes Frimodighed. De gik sammen ned i Haben, idet Olivia sortakit hende, at hun havde strebet til Johannes, og spurgse bende nøje nd om, hvorledes det gil ham. Bevægelsen E sri Luft gjorde hende kindi, on Vejret var smukt Sokr slinnede, Løv og Blomster duftede, Fuqlene sang« og s inild Foraarsvind bar Dust og Toner gennem Hat-as Gange; Naturen var soin en Bittet og en Æolsskam Paa een Gang. De git ben til et as Majorens Yndlingspattia som laa lidt afsides, det, hvor ban i levende Live issesr havde dyrlet sine Foraarsblomsten Jdet de gil grimme Rosenlvarteret, mindedes de den glade Dag for site Au siden, da de alle hat«-de siddet her paa den lange M oa han havde sortalt dem om Dronningen af Deinme Det var Helga, der sremkaldte denne Erindring udes It » tcenke paa, at Olivia derved tillige smertelig blev mir-M om mere end een Forhaabning, som scden den Dag stets tert var bleven sinffet Hnn gik hurtigt videre, men da de naaede Foraarzs blomsternes Kvarter, blev de overraslede ved at se. W smukt de var holdt: det kunde itke være omhyggekiges passet, om Majoren selv havde hast Øje dermelz Il! Vevis paa, hvor elstet den afdøde havde vceret. Hage som sorstod sig derpaa, skønnede strats, at der var HEer langt niere, end der behøvedes for at tilsredsstillex ab mindelig Sienhedssans; en tyndig Gartner vilde gleedtt iig ved at tage det bele i Øjesym og hnn nndlod ikle at gøre Olivia opmasrksom derpaa. Gartneren var netop i Ncerheden Det var en insp Mand, der kun et Par Aar havde verret i Minme Tjeneste, men da en Anscettelse has ham omtrent var Fied samme soin en Forsørgelse sor Livstid, havde han nnd sin salig Herres Tilladelse aistet sta. Nu var han imidx lertid ille uden Beknmring for sin Fern-nd og det FIE dedc ham detfor højligt, at Kammerherreinden selv ker og tog hans Arbejde i Øjesvn « »Im kan se, min aode Moll-Ir, at De har tasnki t-aa Deres salia Herre.« »Bei var jo tun min Styldiahed, Deres Nackt-sph svarede han, idet lian arbødigt blottede sit Hut-ek- tg blev staaende med Hatten i Haandem ,,men desi er et SpørgsmaaL om mit Arbejde vilde tilfredsstille Herr-. om Gud havde hørt vore Bønner og ladet ham les-; thi han forstod sig derpaat Hvor gerne vilde jeg ikke have taget mine Stand, om han blot havde vcret U os endnu!« ,,Ja«, svarede Olivia sorgmodigt, «nu faar in et sergelig Brug sor Blomsternet Han elstede dem i lebend Live; nu vil vi dcetke hans Kiste med dem«. »Ja, det har jeg selv tænlt paa; men jeg vidste M oin jeg turde beuge dem i Overmorgen, og saa kom jegi Tanler om, at Majoren aldrig lunde lide, at man gI de kære Blomster sor ncer med Kniven«. ,,Slaan dein itte«, svarede Olivia; ,,nu savnek II tiem ille mere, og saa lan det jo være det samme. IM bliver bart i Kvarteret«. »Bei glceder mig, at Deres Naade er as den Mo ning«, svarede Gartneten; »men«, ssjede han sorW til, »Der-es Naade er vel not saa god at unM Kammerherren om, at jeg get det med Der-es udttyÆ Tilladelse?« »Bei stal jeg«, svarede hun, og derpaa gi! III-« videre med Helga MM st