Johannes Falk.
RomanitoDele.-Ash.F.Ewald. s
A n d e n D e l.
(Fortsat.)
J det samme totn Helaa oa sit en Kompliment sor
sit blomstrende Udseende, men tillige en sont Verkünde-,
thi hun meldte, at Moden allerede stod paa Bordet.
Majoren fette strnnt not Vcertinden til Bord-eh men:
isoa git han ind i Spisestnen med Tvivl om, at Maaltidets
vilde bekomme ham lige saa godt, soin Koreturem Veli
spiste han nu tun lidet, men det maatte vaere udsøgt og let
fordsjelig Fede. Det forundrede hatn dersor at bemerkte,
at Maden ganste var tilberedt, som han nu plejede at nhde
den, og han studsede, da han sit det Glas Rodvin, Clans
havde sterntet ham, op til sin Nase.
»Undsthld, min gode Borup, et Sporgsmaal«, sagde
ban, »men hoor har De den Bin sra?«
»Majoren maa spørge min stone ad«, svarede Clau
ined et Blik til Helga.
Helga lo og viste sine smutte Tander.
»Vinen«, soc-rede hun rodmende, ,,er sra Majorenz
egen Kælder«.
»Ist-ad snr noget! og Maden da?«
»Den er valgt og lavet ester Madam Lauritzens
"tlnvtsning.«
,.Saa De har haft Bnd ovre hos mia!« udbrød Ma
joren r-rt; »det lalder jeg smult og betæntsomt as Dem.
min gode Madam Borup!«
»Ja, for Madens Styld«, sagdc Helga; »men det cr
Madam Lauritzens Jde at sende et Par Flaster as Majo
renö egen Bin med«.
»Jh!« udbrød han, »iaa stulde hun da ste al Land
seno Ulytter, sordi hnn Elle sendte et helt Dufmt men de
ital komme endnu. Ja, er det itte en herlig Vin? Saa
fin, velsmagende og let; den got ingen Mand Stude, niisn
doa er en Konrt Flaste nn mit Maal.«
Majorens joviale Lune blussede lidt op, han sortalte,
lxoorledes hat« paa en as sme Reiser sorste Gang havde staf
set sig denne Vin, og dette sorte til Opsristelsen as slere
Reiseerindringer. Johannes fit hain især til at sortceltc
um Katholitlernes Gudstjeneste oa Klostrene, oa Maul
tidet git behaaeliat, stønt uden Munterhed
»Jea« shnes ellers«, saade Majoren ved Deserten til
Johannes, »at De har en aanste anderledeg Appetit nu
cnd den Gang Te var her paa Gauen Naa, det glaeder
mig at se, at De tan zittre noget ved Maden; det er et
Revis oaa Sundhed«.
Johannes nittede og smilte uden at spare; hans til
tagende Appetit var destoværre ikke et Bevis paa Sand
bed, men netop en Folge as leaemlig Svaghed. Hatt
trænate til trastiq Næring og var selv oste ubehagelig til
mode ved en Tilbøjeliahed, sont lunde blive missorstaaet
»Det ncr ilte som i aamle Dage«, sagde Faster
Lllegaard, da Herrerne var gaaet ind i Claus·s Metell-,
,.men dog en ganste rar Middaa«.
,,Meget bedre end i aamle Dage«, svarede Helga.
»Den tære Major saa saa aodt ud, da han sad ved Bot-—
det og sortalte om sine Reiser, og Maden var ham en BE
ting. Er det itle bedre, end da han havde saadan en
sengtelig Appetit, oa han plejede at oære blnssende rød cs
Vinen, naar han rejste sig?«
»Men dengang var vi alle saa glade, og Majoren selv
Var rast og sornsjet.«
»Ja, keere Fasten det var andre Tider! Vi har vel
siden alle saaet et tlarere Shn vaa Livets Alt-or; vi er
mindre lhstne ester Adspredelser og har saaet desto mer«-»
Zans sor Lioets dybere og sandere Glieder«.
»Du taler jo, soin om du var en gammel Matrone,
Helaa!«
»Saamcknd, Faster! jeg har vel aldrig været meaet
ungdommelia.'· «
«Men jea lan ilte rigtig saa i mit Hoved, hvorfor
der altid stal viere saa meget t Vejen.«
Helaa rmdrede sia over dette lille letsindiae Udbrnd
as den aamle; men hun svarede med et tcerligt Smil:
»Ja. tære Fasteri var alle som du, da vilde Livct
gaa fredeligere og lhtleligere as; men du glemnier dog, .1t
der sornden det onde, vi selv sorslylder, ogsaa gives Li
delser, som er en Tilsliltelse sra Gud«.
Claus tom nu sor at asre dem Setstab, thi hans
havde mærtet, at Majoren onstede at tale med Johannes(
i Enrutn, og han bragte Faster i taaleligt Humor igen
oed at bevise hende, at der egentlig itle var mere i Besen,
end der altid havde veeret.
»Saa De har itte taaet Deres Præst endnu«, sagde
Majoren inde i Claus’5 Verelse til Johannes; »det er
lieshnderligt, saa det trælter ud; men De ved da, at je.1
indstillede Deres Fiandidat overst paa Listen?«
»Nei! Tal ftal De have, Or. Major! Det var
netop for at saa noget at vide og at tale med Dem derom,
at jeg er kommen hertil. De syntes altsaa godt om Hen
rit Smith?«
»Ja, Posters godt!'« soarede Majoren med et Nil;
»han er saa bestehen, og det er Præsterne sjælden Den
anden, som min Sester anbesalede, roste dertmod hele
Tiden sig selv, da jeg talte med ham, og dersor maatte
han nsies med den anden Plads; thi hvo stg selv only-ten
stal sornedres.«
Johannes. der ilte havde set henrit i det nhe Aar,
bad Majoren sortælle, hvorledes han havde tateltseret
hom. —
»Det stal ieg stge Dem«, begyndte Majoren. »De
er sagtens forlovet, sagde jeg til ham, og vtl gerne gtsteö
og sorstrgeU Ja, soarede han, det tan ilte neegteö; der
foe hae jeg heller ingen rtgttg god Samvitttghed, idet jeg
legee Præstetald; det er ltgefom ieg giorde det set min
gerettet og min egen Sthld og ttte sor Vordern-C
»Det ligner hamt« udbrsd Johannes.
»der nu vtdere«, vedblev Mast-rein »men De ssler
vel alltgevel Kalb og tht ttl at vcere Priest? spurgte feig
bank. Det gsr jeg naturltgvts, svarede han« ellers havde
Motoren tlte set mtg her t Dag. Og De mener at viere
et saadant Embede votsentt spurgte ieg vtdere. Det Ital
vtse sin, naat teg faar det, soarede han; men da jeg menet
det crltgt og teoe paa min herre og Gut-, saa vtt han vel
not hjælpe mig tiltette detmed.«
»Det var itte saa daatlig en Katetifation, Hi
Majori«
»Top! sagde jeg til ham, De et min Mand! thi Yds
Inhghed et dog den føtfte Betingelse for at vctte en Kristen,»
ilte sandt, Falls« J
»Gansie dist! nten denne th tan udatte til For T
sagthed, og en Ptcest maa have Mod i Btystet. Jntidlettidi
fthgtet jeg itle fot Hentit; han vil not vise sig brav.« «
,,Det glcedet mig«, fagde Majoten eftet en lille Pause.
,,at jeg het traf samtnen med Dem. Der et noget, jeg
vil betto Dem. Ved De, hvad jeg nu hvet Dag tan
ter paa?«
»Nej?«
»Paa Døden«.
»Det got De tet i, Ht. Majot!«
»Im hat set den i Øjnene i mine unge Dage«, ved
blev Majoten, »og da vat det en Lyst; det vat Knald og
Fald; det et ingen Kunst at gaa i Jlden for Konge og
Fodeland, mcn at gaa og sitante fom jeg, det et en Taals
modighedsptove; ncen jeg hat benhttet Tiden vel. Jeg hat
disponetet over alt, hvad jeg hat at taade over, og hvad
jeg endnu hat at give bott, det got jeg andre glade med.
Det et itte noget at tofe sig af, thi jeg hat jo ingen For
nojelfe af det ntete selv".
,,Det et stnntt af Dem«, svatede Johannes-, »nien gio
dog itte i levende Live fot meget bott; det tan let volde
Fottthdelie bageftet, om Gud ladet Dem leve.«
»Bist itte! Det et godt, at alting er tlappet og tlatt;
jeg hat ogsaa bestenit, hvotledes jeg vil begtavesz men det
et ingen, der gidet tale med mig detotn. Jngen vil vide
af at fige, at jeg flal do. Fotleden vat Ptæsten hos mig,
tg jeg vilde tale venligt og forttoligt med ham, ligesotn jeg
nu talet tned Dem; men han lavede sig til at holde en
Ptcediten for mig, og den gad jeg itte hote paa. Jeg for
ætede hatn en Vienetvogn, sont jeg ved, han lcenge hat
onslet fig, og faa blev han faa glad, at han glenite baade
Døden, fm Ptæditen og mig«.
,,Det ajotde De Utet i, Ho Majotl De havde vift
haft hedte af at høte paa han1«.
»Menet De?«
»Ja! oa jeg menet tillige, at De helft butde over
lade til Detes Eftetmand at bestenime, hvotledes De slal
t-eatave5«.
»Nej!« udbtod den aanile heftiat, ,,han slal saamctnd
ilte taade for det!«
Johannes, det af Claus vat bleven sat ind i Majo
tens Stemnina, bettagtede den gamle oa blev va’t, at
hans Blit vat vtedt.
»De hat vist min Tillid ved at tale fotttoligt med
miq«, iaade han, ,,hvad vilde De nu tcente om mig, hvis
jeg snattede Dem eftet Munden? Enten maa jeg siae
Dem min optiatiae Menina, ellet gaa min Vej«.
Majotens Blit fotmildedes.
,,De hat Ret", saade han, idet han tlappede Johan
tses paa Stuldeten. »Sig De tun, hvad De tcentet; menet
De, at jeg hat gjott Utet i at bestitte mit Hus i Tide?«
»Hvis De itte, tcete Ho Major, hat gjott andet,
end hvad jeg ved, faa hat De alemt det, hvorpaa det ene
tomtnet an. Alt dette jotdifte Gods hat sysselsat Dein
altfot meaet, og faa megrt mindre vat det Grund til at
plagt fig dctnied, fom jo Hovedsagen fot lange siden et
aivet bott«.
»Det et netop Ulhtlen«, ntumlede Majoten.
»Nun De«, vedvlev Johannes uden at agte paa dette
Udbtud, »qanite vendet Detes Sind fta det jotdiste, opgøt
Reanstabet i Detes Hier-te med hvert Menneste, De hat
elslet ellet hadet, tilgivet enhvet, hveni det faa et, hvad
han tan have inndet imod Dem, og bedet Gud tilgive Den-.
selv Detes Sonder, naat De ettendet, at Detes egen For
tjeneste et for intet at regne, men trot, at for Jefu Ktifti
Blods Styld vil Hitnnietiges Døt blive opladt fot Dem,
naat Gnd laldet Dem — da et Deres Hus bestittet«.
»Hm!« udbtød Majoten, ,,alt det hat jeg vel ilke
trenlt paa, smn jeg hutde: jeg hat ilte haft Tid dettil«.
,,Saa benht den Tid, De hat tilbage! Men hvad jeq
tillod mia at etindte Dem otn, et jo itte andet, end hvad
en Ktisten bot aøte hvet Aften, inden han lægget sia til
Hvilr. Bi bot altid have vott Hus bestittet, altid væte4
hetedt til at aaa hetfra; thi hvetn af os, vi vcete nu unge
cllet aamle, tot sink, at den nceste Time tilhøtet os? nikn
dog bot vi atbejde, fom om vi stulde leve lange. Sagen
et ganste simvel, synes mig; naat Villien et cetlig og add
da taaet det itte lang Tid oa voldet heller itte stste Bty
detiet at bestitte sit Hus.«
,,Det et nndetlig Lale«, iaade Majoten; ,,men den
et tlat og fotstaaelig not«.
»Prceften vilde fotmodentlig sagt Dem det samme,
om De havde haft Taalmodighed til at høte paa ham«.
,,Gnd ved, hvad han vilde! Han holder meget af
at totdne Folt ned i Helvede.«
,,Fottnodentlig doa i den gode Hensigt, at de itte
stal komme det; men vil De nu, tcete Hr. Major! lade
vcere at hatte Nag til mig, fotdi jeg talte tent ud til
Dem?«
»Bist itte! Jeg hat fotmodentlig vætet et Batn
ftstste Patten at mit Liv; men jeg haabet dog intet stet.
De et en eetltg Sjeel og menet mig det godt. De vil
dog vift hlive bedrovet naat De hetet, at jeg hat lutket
mine Øjne.«
»Tilvisse vil jeg det!« svatede Johannes beweget
,.Denne vot Samtale stal væte en tcet Erindting fot mig,
hvis jeg ovetlevet Dem. Troer De, jeg glemmet, at De
altid hat viit mig og«mine stor Godhed?« .
Majoten tthttede hans Haand med et lyst Smil,
og detpaa gtt de ind til de andre. Kott eftet tog han hjem,
og Cletus ovetbeviste sta en af de paafslgende Dage til
sin Gliede oni, at hanö pette ingen Stade havde haft
af Tnten til Stonlylt. Han var rast og i langt bedte
Humor, end fet. Heller itte gav han Godsets Beboete
Stof til Omtale ved at ftcente ftote Fotætinget bott,
flsndt han nn, sotn spr, i Sttlhed gjotde meget godt.
Men Glceden vatede tun tort. Hatt fort-lebe stg en
Alten ved at gaa for lange ude og besicete stne Rosentteeen
og da Majsolen stinnede tlatt over Kjeldtbotg, laa han
attet i Gengen. ’
l(). Kapitel.
Ei Var-set
Mai Maaned var totninen med dens rene Luft, dean
llate Solstin oa kolde Ncetter. Vegetationen ftred tun
kannst-tut stem, men Banden trøsiede sig nied det gamie
Ord, at en told Mai giver en vatm Lo. Det nordiste
Foraar blev imidlertid sig sclv ligt; thi eftetat nogle
vatme Dage mod Stutningen af Maaneden tsludselig havde
udvitlet det stillestaaende Planteliv, ødelagde en tre Da
geg Stotm fta Notdvest paany det spaede Grimme Rugens
tiisne Toppe og de nylig udsprungne Bøaes sotte Blatt
viste, hvilten haard Haand der var fatet hen over
Landet.
Nu var der dog Fred, og baade Mennesker og Dyc
syntes at spie, at Ktigen med Vinteren omsider var til
ende. Solens sZttaalet opvatniede den aftolede Luft, og
Leuten, sont i Stotmdagene tun havde ladet nogle faa
Tonet hete, ivana sig nu jublende mod Himlen. Stove
nes Smaafugle, der var krøbne i Skjul, streifede atter ont
sor at samte Straa til deres Redet, Glenten ttedsede
højt i Luften, og Stotken spantede om i Engene, hvot
den tom over Tudser og Ftøer med Etobretens Ret.
Gartneten bavde travlt i sin Have med at udslette Stor
mens Spor, og Bonden pløjede til Byg, idet Krager og
Stærer krigedes om Larvetne i den stiste Plovfute.
En af de sidste Dage i Maj maaned lød Pisieknald
Da Posthornets Tone-r gennem Bryde By. Bandertatle
og Drenge, Konet og Piget, som enten fcerdedes i Ha
verne, eller eftet endt Dagvaert dtev omkring, blev staa
ende og saa efter tre Vogne, som, bedættede med Støv og
med svedige Heste for, i sttngende Fatt rullede henad
Landevejen. Der var Faitigsolts Vorn not, der haatdt
tunde treenge til en Stilling, men det faldt ingen af dem
ind at lobe efter Voanene med ftemtatte Hændet; de
stod og saa med stote Øjne eftet den glimrende Karavaiie,
der fette Væsener sorbi dem, som vate langt højere stil
lede i Samsundet, end de.
Alle tte Voane blev løtt af todklædte Postillonet.
Den forteite var en splintetny Jagtvogn, sont saa ud
til at note sin forste Reise. Paa Butten ved Siden af
Kasten sad en Tjener med et merkt, sydlandst Fysiognotni
og inde i Bognen en Herre. Den anden var en Rejse-·
lareth, trutien af site Heite; den bat Spor af længere
Tids Brug; en Kamnietjomftu indtoa her Tjenetens
Vlads, og inden i sad to Damet. Den ttedie var en .al
mindelig aaben Postvogn, fom sotuden Kasten blot sotte
en Tjener og Bagaaen. Tte Vogne og otte Heste sot at
lsesordre setz Petsonet og detes Baaaae det maatte vcrre
fornetnme Folt.
Herren i den fotreste Voan saa ud paa de gabende
Banden Han anstillede i sit stille Sind en Sammenlig
nina ntellem de behændige Tiagere i det fjerne Land, han
tom fra, oa denne fleainatiste Mennestetace. Med en for
agtelig Mine lcenede han sia igen tilbage i Caleschen og
trat sin Pelz tættete otn fig. Han saa ud sont en Mand,
det henqivet sig i sin Stæbne, men innen, der havde set
lsam for, tunde tvivte on1, hvem det vat.
Hvad Majotens Banner itte havde tnnnet udrette, dist
bar Jusiitstaadeng Btev sotmaaet. Arvingen tom otn
sider. stkæmmet op ved at bote, hvotledes der blev stol
tet og valtet paa Burgen, han koni, dreven as told Beten
ning, for at vateiage sin Interesse, mutigt se sin Vei
gøtet do oq modtage den store Atv.
Men i den anden Voan sad det en, som totn paa Kret
ligheds Vinaer for at pleje og troste sin syge, fadetlige
Ven. Hun saa ud as Reisetarethens Vindue med Taarer
i de tnøtke, itraatende Ijne og med et vernodiat Sinil
taa Leeben. Den elegante Dragt on den hvide Siltehat,
som tlædte hendes knotte Haar snnttt, tøbede, hvot him
kom fra, og hvor bun i de forløbne site Aar havde fæti
dedes, men hendes Ulasyn viste, at hendes Hierte slog liae
vatnit under Fløjel oa Sitte. Den søtgeliae Foranled
nina til hendes Komme bedtøvede hende, nien Synet af
den leere velbetendte Ean oa as hendes Fødelands venttae
Natur ftydede hende. Hijeldsoens trufcde Flade blintedc
bende i Mode over Stoven, og hnn peaede derhen, ith
hun saade et Pat Otd paa Franst til sin 5'·dsagerinde.
Det var en nna Blondine med fine, tegelmcegsige
Trak, en Fylde af Inse, siltebløde Haar oa et Pat skjcelmste
blaa Øjnez naar hun sinilte, sotøgede Smilehulletne i
bendes Kinder Skjaslmetiet, tnen Udttnttet var itle ganle
aabent. Hendes Stitlelse var fnldia, siønt sint bygget
oa vel dannet, hendes Ansigtsfatve af italmindelig Simi
hed, hendes Bevægelser fulde af Ynde. Hendes Dtagt
var itke kostbar, men tobede en fuldendt Smag. Det var
Helene Fürst, Olivias Selstabsdame eller Adoptivdattek.
Naat bun talte med sin Velgøtetinde, der var sets
Aar celdre, end hun, smilte hun og viste et Hensyn, der
robede hendes Afhcrngiahedssotholdx men naat hun sad
i sine egne Tanker og saa ud as Vognvinduet, sit hendes
sØjne et koldete Udttyt, og hun saa nd, som om hun kedede
sig; et Dieblit spillede et spodsk Sniil om hendes Lcebeh
on» da var hun mindre stan.
Nu var de det. Vognen tullede med et Dtøn ind
i Gaatden, og den forteste Vogn korte saa langt stem,
at den firspcendige Reiselareth holdt midt for Stenttap
pen. Tjeneren fta Bagagevognen sprang af og aabnede
Vogndoren for Damerne. Olivia steg hurtigt ud, og da
Madam Lautißen vtste sig i Daten, ilede hun den gamle
i Mode og sputgte efter en tott Veltotnsthilsen ivtig og
bevcegetc
»hvordan hat den tære Majot det?«
Oendes taatefyldte Øine, hendeö beveegede Stemme,
det varrne Haandttyi gav den gamle trofaste Husholder
stes Følelse et Stad, og hun brast i Gtaad.
»Deres Naade!« udbtod hun, da hun havde gen
vundet sin Fatning, »Gud velsigne Dem, fotdi De koni!
Han hat talt om Dem hvet Dag; det gaat lun wande
ligt; Kraftetne taget stadig af.«
»Lad mia sttats komme op til ham! Kom, vis mig
Beten!«
Medens de gik op ad Ttappen til Majotens Vettel
set, dveelede Aiexis Eichftedt ved Bognene og gav nogle
Ordte til Tjenetne, idet Heime Fürst, sont langsomt var
staaet nd af Vognen, blev staaende og ventede, at Kam
metherten stnlde site hende ind i det hende ganste frem
mede Ort-. han Dom ogsaa nu den til bende vg bsd hende
sin Arm, men idet de vilde gaa, indtraf en Heendelse, so
lænqe blev mindet paa Kjeldsberg.
Man børte noget rasle paa Taget, et Bums paa
Attanrcelvcertet og en stor, glimrende Genitand faldt ned
lcge for Fødderne af Arvingen og den staune Helene.
livorpaa den prællede af til Siden og trillede ind under
Seltene, der fln sprang i Veiret. Alexis og Helene fo’k
sorsirættede fra hinanden, oa der undsiap hende et Strig;
lian blev blen, men fattede sig dog snart.
Dei Var den store Metalkugle, der bat den forgyldw
F—løj, som var falden ned. Allerede inden Stormen havde
Gaardens Fall bemaerlet, at Spiret heldede, Stotmen
ljavde løsnet det endmere, men da man ikte kunde tagt
det ned udcn at bygge et Stillads, var der intet gjori
derved, faa ineget mindre, som Majorens Sygdom gas
hans Qmaivelfer andet at tænle paa. En jaevn Blæsh
der reiste sig henad Aften, havde været nok til at fuld
feste Tidens og Stormens Brett
Alle Mennester er mere eller mindre overtroifle, dei
vantrn Menneile maaste, naar det lommer til Styktet,
itle mindst. Gn lønlig Frygt for usynlige og maegtige
straften der udgaar fra Aandernes ulendte Rige, toter
sia i enhver Menneflesjæl og lader sig itke ganste bott
raisonnere; men de Hcendelser, vi lalder Varfler, faat de
res Farve fra den-S Sindstilstand, hvem de rammer. Ai
Kjeldsborgs Spir, rustet af Ælde og bøjet af Stormem
faldl ned, var en ganfte naturlig Hændelse, men at det
faldt lige i det Øjeblik, da Arvingen vendte tilbage Ia
Vilde betræde sin tiltommende Ejendom, syntes Falk at
vcere et ondt Varsel. Dog vilde mangen anden faaei
Buat nied det uhyggelige Jndtryk og formaaet at udllettr
det hos andre; men han følte sig greben af et Øjebliks
Gru; en Folelse, hvori der laa niere, end blot Frygt for
at komme til Stude, betog ham, han maatte felv bede
vide hvorfor.
Desto stcerkere blev da hans Forbittrelfe, da han
havde forvundet sin Slrcet. Den gamle Godsforvalter
tom i det samme for at bnde ham Veltommen, men hatt
fik haarde Ord til Tak.
»Det er en smuk Orden, De holder her paa Gaardety
Blunl!« raabte han; »ncer var jeg bleven kunst, indes
Jjeg naaede ind; De bar Ijeblillelig at sorge for at siasse
Haandvcerksfolk til Veje, at vi kan faa det raadne Tag
»efterset."
i Blunk hørte forbløsset, hvad der var stet, og bad
ndmygft om Tilgivelse for sin Forspmmelighed, idet han
nndstyldte sig med, at hans syge Herre ikte kunde taale
Støien af Haandværksfoll. Kammerherren værdigedt
bam itke noget Svar, bød Helene Fürst sin Arm, og de gik
ind. Jdet de langsomt gik op ad Trappen, sagde baa
imed et mørlt Blil paa Fransk til hende:
»Bei var en behagelig Entriiel Min Kone lebet fr
los , og Hufet falder over os men man ital faa at fiel-»
at jeg er kommen!«
J, Jldevarilende var oa blev Arvingens Jndtog, og den
i
)
fiønne Helene inntes at føle det; hun saa bleg og betaget
ud og svarede ham ikte
Da de lom ov blev de modtaget af Madam Lan-:
ritzen, der nejede mcd styldia Ærbødighed, idet hun spir
Jgende iaa paa den fremmede unge Dame. Kammerher
lren genaasldte liendes Hiler og gjorde hende belendt med
Freien Helene Fürst, hvem han dervaa artigt viste ind i
Dagliastuen. Han fulgte dog itke felv med, men blei
staaende oa saade til Madam Lauritzem
»Den unge Dame er rigtignok en Udlcending, meu
thun taler Dansl, og de tan altlaa godt gøre Dem for
staaelia for hende. De har at behandle hende som et
Medlem af Familien«.
Madam Lckuritzen faa irriteret ud over den bydendt
’Tone, i hvilten bun blev tiltalt
,,;z—eg afventer, « svarede hun, »i saa Henseende Kam
nierherreindens Ordre.«
»Hvor er min Kone?« ipurgte Kammerherren, idet
han laa slarvt paa den gamle
«»Jnde hos Majoren.«
»Godt«, lød Svaret, ,,ieg gaar ogsaa selv ftraks der
ind; men lad os førlt se, hvorledes vi bedst kan arran
xirre o-.«
Han aav derpaa de fornødne Befalinger. Sin Kost
anvifte han de bedfte wackeler som tillige var Majorens
ncermest, Kammerjomfruen ved Siden af og Ftøken Fürst
fik sine Værelser i samme Ratte, saa at hun ogfaa havde
Kammerjomfruen ved Haanden Forsaavidt var alt,
som det bnrde viere; men med stort Mishag hørte des
aamle derpaa, at Kammerberren valate sine egne Veerelser
i Stueetagen saa lanat som muligt baade fra sin Kone og
Majorcn. Han alemte itle at bestemme, hvilke Bærelser
de to fransie Tjenere ftnlde have, og underrettede flatte
lig Madam Lauritzen om, hvilten Forplejning hans Ty
ende var vant til.
»Jeg siger Dem det,« tilføjede han« »er at De kan
undaaa Klager og Ubehageligheder.«
Saa, tænkte den gamle, da han var gaaet, nu hat
vi da faaet Haset fuldt af ndenlandste Dyr; det nye Re
aimente begynder allerede, Gud bedre det!——
Majoren laa i sin Seng i en svgelig DIS, da han
herte og følte den stcerte Vognrumlen, fom ryftede Hasei.
Han var itke forud bleven underrettet. Der forelaa tun
eet Brev, dateret Paris og strevet af Alexis fett-, der
udtalte sin Betlagelse over, at han ilke var i Stand til at
rejse strats, men at han flulde komme, faa fnart det var
l,-am muligt. Olivia var fortvivlet over sin Mands Lise
cxyldighety og da hun ikte vilde besmytke Sammenheenget
ved nogen Usandhed, havde hun i tangere Tid flet il
slrevet. Da tom Jnftitsraadens Brev, og det viste sig,
at da man førft for Alvor vilde reife, jevnede alt sig i
»en Fakt. Eiter faa Dages Forli-b vare de brudte op, es
de var rejite faa hurtiat, som Datidens Befordringsmids
ler tillode. De var lomne med Dampstibet fra II
til Kobenhavm og da de Bereininger, Olivias Spitze
moder og Svigerinder ailagde om Majorens Stadtsä
stand oa Helbred, lade meget foruroligende, reiste de estek
tun to Dages Ophold i Hovedftaden videre til Kfeldsbots
Olivia meget forundret over den Bitterhed, hvorintd des
leere Major blev omtalt i det eichstedtste Dus. Dvg be
tymrede dette hende ikke synderligtz hun var glad ehe-.
at hun tom af Sted og over, at hverken hendek Mand
Moder eller Sestre tæntte paa at gsre hende Selsiab.
WI- — . M) jskx
