« AMICI-Fäls
Romanito Dele.—-AsH.F. Ewald.
A n d e n D e l.
(Fottsat.)
l
En Gatte, der var mere ester Claus Borups Sind,!
tundse naste blydes ham, oa saa Mennesker var ham dyre-»
datere end den ckdle Gider; men netop i dette DiebliL das
der gisl san nleaen Tale am, i hvillen Grad han lod sigl
plyndre. dar detle ædellnodiae Jndtsald as hans Herre
liam højliat ilnod. «
»Tat, »Or. Mafort« svarede han, ,,nlen Gaven er
losvlig stor; jeg vil komme til at here ilde derfor. Lin-ster»
De, at jeg sial ride Hans og holde den i Øvelse, saa givl
mtg den blct Paa Foder i nsogen Tid.« l
»Vi! De have den eller Elte?« spurgte Majoren meds
et oval: Brit l
Claug sna Paa sin Herre og tog da otwsider mod
waren. l
»Te slal have SaddeL HovesdtøL Ketten og del hele
me vedvleo Majoren, og han gav derpaa strats den sor
undrede Pcr de fornødne Order.
Clang harte højst forleaen derpaa, og del foretom hanl
ncksten, at Majoren saa ud, som onl han hasode en Slcelmi
bag Øret derved. Per Stasldtarl stod og gloede paa dem,
som om han slulde tabe baade Nase og Mund. Majorens
Ordre rat tmidlerlid tl)delia nol oa tilsiedede ingen Mis
forslaaelse.
Wien da de nu gil nd af Stalden, lom der en Bunde,
der vilde lale med Majoren og Claug bennltede behckndigt
Lejligheden til at gaa ind til Per Staldkarl og bringe
hang Forslandsevner i Lade igen. s
»Det blev saa dog blot derbe-d«, sagde Claus, »at jeg;
stal have Hans paa Foder i nogen Tid og rkde den. Ma-;
jorens Rideiej lan du lade blive i Zelelslamlneret; ahas
min egen Sadel paa Hans; du lan hente den nede i Art
bejdsstaldem hvor min egen Graa staat, og lad den Gras-;
lslirse der; jea stal nol selv siae Forvalteten Bested.«
,,Det huer mig Mare bedre!« savrede Peter oprigtigt.
,,Naa Bornp«, sagde Majoren, da de et Kviarterslid
efter fad samtnen ved FrotsostbordeL ,,nu lan De saelge den
lille Gran; det var heller ingen Ridehest sor en Mond as
Deres Hojde.'«
»Nej«, svakede Boruxp, ,,men Hans synes mtg dog for
god til at gaa for Ploven, og det tan han ikle undgaa
hos mig.«
»Te nxaa bruge Hans t7l hvad De vil«, svarede Ma
jeren, ,,tun ikke salge ham. Hans slal have sit Naadssenss
ltsrsd has Dem; men jeg slal not sorge sor, at det ille bliver
Dem en Udgift. Det hat hece Tiden været rnin Bestems
melse, at De stulde have Hans og lidt til; men De lan
tasle Dem selv for, min gode Borup, at De sit ham i
llttde!««
Clauss forstod Majoten oa langte-de at han havde giv-:t
sia as med at sige sin Herre Sandheden.
»Er De nu tisl Mode sont en Rsver?« spurgle Majo«
ren smaaleende.
»Na-steil, Ht. Majok!« svarede Clerus.
,,D-t hat De fortjent! Men Spog til Stde —- lag
De toliat knod Gaven og nnd Forndelssen med en and
Zanvvittigshedt Jeg stal not gøre del vitterligt, at De ille
hat tigget Dem hans til.«
Clauö taklede Maforen bevæaet og sagde,at han not
vibe dsje ltdt Bagtalepse for at have den Gleede at ride
Hans.
»Et stolt Dyr, Bot-m hvad2 OvilLet Lamm og
Fodssttfw munter og dog from; den git sorn et Lam ved
Biselteltsen den 16. Januar-«
Clans nillede bisaldende og delte ganste Majorens
Vesefstting.
»Men nn maa De ingen Knudet gore mig bagester«,
sagde Motoren. ,,De var fo inde i Stalden hos Per Tgen;
hie-d sagtoe De til ham2«
Claus maatte nu siriste, oa det lorn da for Dagen,
at del havde veeret hans beteiligt at lade hanö egen Heft
bltve paa Keldstborg og gøre Gavn i Marien. Det bleo
nu fowurtet; thi Majoren lovede at sorge for, a den Graa
med samt Cslaus Boruips eget Rideth indents n stulde
tilde besseget over til Stovlhsl. ·
»Og got mig saa den Tjeneste«, sagde han tilsidsl,
»ai rtde Gaarden et Par Gange rundt, naar De er kom
men paa Rvggen as haust Del vil more mig at se Ins-n
aske et Poe Volker rigttg smult!«
Det stete, sont Mjoren havde snslet, og da han saa
Elsas Bvrwp paa Nyggen as Hans, tænkte han, at Rente
ren var Dosten veerd eg omvendl. Han nitlede sra Vin
dwet, og Cletus hillste, da han i raist Trav red ud as
Gut-den; men kige ved Jndkskselen msdle han en Ewi
vaae oa lau. at det var bang Svigerfaders. Justitsraaden
TM Wet nd ad det aæbne Voatrvindue og taabte noget
ttl hem, men Claus vinkede blot med Haanden og so’k
Oft-est t suseevde Trav; thi han srygtede for strats at bltve
fleugt nd og at maalte afgive Fortlaring angaaende den
sttkte REM, han havde lagt sig til. Da Justttsraaden
We fig- tik Idefdsborg vikde han soemvdentltg saa For
elattng as Majoten seer teenlte Clausx men den tntel
anende Wtsraad fslte sig noget fornærmet og fantdt detl
rWW ask sin Spigeespn saaledes at fare fotbt
uden at aste paa ham, og deri gav Jngeborg ham gan-;
sie stet. ;
»Me- er det tænteligt,« søjede hun til, »at han red;
et Ættnde for stn herre, thi det var Majokens Heft, han;
eed Hanf l
,M leg det Me nol,« spatede Juslitsraaden,
»Da-sie er Wen bleven syg igen.« t
Ga- fagde dette i en udeltagende Tone, blot med
Rysktriqhedenö Interesse, demna twie de inid t Gaarden,
loie flg melde og bleve neodtagne; men da han fortst stod
Ptse wer for Majoten, spuvgte han mä den most levendez
MW til dank befinden-de og httrelde stoor Gurt-, da;
M M det Spat, at han for Ofebksskket hckvde detI
M. Mten tog l det hele nwd ftne Mr, vel paa
es Ists m bog dotd Munde. han Mode egentltg ackdrtg
must De qu Falls, og han havde tstlltge t Das en
i Mel-te of, at Eva-den W ellet Wswatden
" III- st M DEM kvt W.
-, -v —
»Msøtdte De ilte Botup?«' ssputgte han, da man havde
taget Plads.
,,J«o«, soatede Justitstaaden, ,,«han sv«t: fOVbi Os; jsg
syntes, det var Deres Hest, han ted paa, Ht. Kammer
-hetre?«
,,Det var det« svarede Majoten uden at stadede sig
Kammerhettetitelem «men nu et det hans. Jeg hat stan
stet ham den.«
Et Udraab as tviolsom Bestafsenhed, just ikle tol
tende Gslæde, undslap det vcetdige Ægte«pat.
,,Fta:nmevherten er vitlelig altsot god«, sagde Just«it5’
taaden; ,,Borup skulde da ikte have vætet saa ubesieden
at —«
»Vorw) er aldtig ubesteden,« btød Majoren ham af;
,,han hat itte bedet mig om Heste.n, hvsis det vat det, De
mente; jeg hat givet ham den frivilligt og at give og at
tage et vel en atlig Sag?«
,,G1rd«bse«vates — jeg mente blot, at det vilde vceret
«l)eldigete, om Bomp havde afslaaet at tage mod saa stct
en Gave.«
»Det vil gøte Kammethette Eichstedt ondt at hort
at De hat stilt Dem ved Hesten,« saade Jngebotg Falk
dristigt, ,,han holdt meget as at tide den.«
lLlltajoten havede Bliltet lang·somt, scestede det paa
Justitstaadinden og sagte:
»Ob«-Zeus levet Detes Son?«
Ttods sin Koldblodighed lom Johanner Moder dog
lidt ud as Fatning ved dette uventede og ligeftemsme
SwtgsmaaL
,,J-eg haabet, han leoer gosdt,« svatede hun, idet hun
saa fotundret ca oted paa Zpørgetem »men Kammer
lserten maa da vide, at vi aldtig hote fta ham.«
»Det er Stare,« løo Sonnt; ,,1eg langes ester at
se ham og tale med ham.«
Johanne5’g Fotckldte saa til hinanden og tejste sig
derspaa for at taae Assled· Justitgtaadinden onstede med
et sphdigt Sinil Kammetherten al mnlig Bedting, Jus
stitstaaden buttede oa sagde mod devane ingenting,
Majoren tatsfede stist og cetemonielt sot Besøget, tingede
Paa Tieneten, og de git; men da de date komne udensor
ndbtød Jngebotg:
»Nei, hat du lendt Magen!«
,,.L)øjst beshndetligt,« svatede Justitstaadem »Der
et intet mete tilbagk as den sordums Majot --— den jo
tsiale aæststi VatU
»Halt hat itle længe tilbaae,« sagde hans Husttn i
en sittet Tone; »men se Goddag, min trete Madam
Lauritzen!« udbrød hun, da den gamle sta et Sideværelse
tom nd i F—orstuen, »det glcedet mig hjerteligt at se Dem.
Jea kommet i Tantet om, at jea hat en lille Bøn til Dem.
Aa Niels,« sagde hun til sin Mand, »et du itte saa god
at besprae dit Ætinde hog Gattneren, mens jeg gaat et
Øjeblit med Madam Lauritzen ned paa hendes Varelse
og lad Vognen saa løte om til Gitterpotten og hold-; det;
jeg stal sttasts tomme.«
Jsustitstaaden studsedex Ærinde hog Gatineren? han
Itavde aldeleg itte noaet Ærinde hog Gattneten; men et
Blit fta hans Afgtemaae lod ham ane, at hun maatte
have en ellet anden Hensiat med sm Improvisation, oki
han var alletede saa vant til at lystte, at han tog sig med
Anstand deri, aav Kudsten den sotnødne Otdte og spadse
iede selv nenne-m Haben til Gitterpotten.
»Bei hat altid undtet niig,« sagde Justitstaadinden,
idet hun ttaadte ind i Madam Lautitzens Vatelse, som vat
i Keldeten og i Nærheden as Ketteneh »at De Elle hat
’et bedte Bekrelse ooenpaax det er itte lønt as Majoren —
JFtammetherten vilde jeg siae, at lade Dem bo hetnede.«
; Madam Laut-then solte sia smigtet ved, at en saa
stolt Dame som Justitstaadinde Falk nedlod sig til at
des-ge hende Paa hendes Varelse, og hendes Egentærlig
sphed —- thi hun ha·vde, som de fleste Mennestet, sin Patt
I-- blev behagelig betøtt ved Bemattningen am Vatelsei.
»Aa,«' soatede hun, »det et saamand aldtig for sal
-det mig ind og vel heller itte Majoren —— je-g taldet
ham aldtig andet, end Majorem og det holder han selv
mest af; sot det et saamænd et godt lunt Vætelse, oa jeg
maa vaste i Natheden as Køt’tenet.«
«Ja«, sagde Justitstaadinden med et attigt SiniiL
,,jeg tunde se paa Kattenet, da vi gik detigennem, at Te et
i MethedeM Det et supersbe holdtx men hvilken ptcegtig
Samling as Asttentøij hat De itte til Dei-es Raadiahedt
Jeg tr-oet, at jeg aldtig hat set saa meaet wol-Ober og Mess
sing paa eet Btckdt.«
»Men gid vi doa havde lidi mete Brug for det!««
svatede Madam Lautitzen med et Sul. »Den tæte Majot
et jo tent gaaet sta Appetiten De var vel detopspeks Ovar
dan sandt De hani?«
IJsusstitszkaadindien tystede paa Hovedet
; »Mætlevas«kdig!« svatede hun i en medlidende Tone;
;»naat Fokk saa det paa den Maade, min gsode Madam
»La-utitzen, saa lattet det ad Enden med dem.«
’ ,;Hettegu«d, ttoet Te vittelig?«
»Ja, det et seg tigstignot meget bange sot; men pas
Ivel paa Detes Kotientøj ellets givet han ogssaa det bott!"
« »Ja, et det tkke unsdetsligt med det J-ndisald, at han
fotatet al Ting bott? Ved De, han i Gaat gav gamle
Pastot Jensen en Bienetvogn?«
,,Naa, det vat Rett«
»Gamine.l og brugt vat den, men ellets en god, solid
Bagn. Jeg tan jo ikte nagte, at den tom paa et trængenide
Sied, thi den gamle Ptæst et svagelig og hat itte Rand
til at W sig en luktet Bogn; men alligevelt Han sor
cekede da itte oasaa Dem noget?«
«Os?« uddbmd Jsustitstaadinsden i en stindt Tone,
»nej, vi sit saamand intet andet, end Spydigihedetz men,«
sojede hun rkyuttigt til, »det et Vi ogtsaa bedst tjent med.
Spydsighedetne tegnet jeg en Mond ti«lgode, der gaat t
Barndomsmen, og hvad Fotætingetne angaar, saa stiet
hvevten min Mand ellet jeg at komme i Folltemunsde.«
»Jeg er ogsaa gawste gslad ded, at han endnu tkte hat
givet mtg noget«, spare-de Madam Lautihem sOoOm stmäte
at have sig til Mitzraadindeng aplhsjede Standpwntkt
»Men«, vedblev den- uegennhttige Dame, idet hun
saa saa Madam Laut-then med et M, som- tsbede en
sbethdelig intote hat-me, «alle et tlle saa uintetestsetedd man
that undettiden Stam as sine egne, Madam Laut-ident«
« »Du-ad menet Wtstaasdtiwmt«
»Mit-e man ttoet, at en Mand, sont man Chian
spri, Skovtideten, vilde føre sigi sin Herreg Ssvagthed til
Nytte?«
,, emp? Der er De vi«ft fotiert paa det.«
»Mein ved De da itke, at han for en- halv Time siden
red dort paa Kammethettens RisdseshesstJ Han fortalte os
selv fot et Øjecblil scden, at han hsadde fotcetet Botup den-«
,,Jih, nu hat jeg aldtig høtt Magen! Dei blivet jo
’lcenget, jo vætre.«
»Ja saaledes et MennetsteneP udtbrød Instit-stand
inden med et himmelvendt Blit; »man lan ittle trv den
Bedite, naar det gælder egen Fordelz men han skal smutt
faa Lov til at levere Hesten tilbage igen!«
»Fotmiodentlig kunde han iktle slipspe for at tage den,«
sagde Madam Lauritzen undsstyldendc
,,Hvad ttoet De,« spurgte Jussiitsraadindem ,,at
Katnmetberre Eichstedt og Kamwethserteinsden vildse sige,
otn de vi«dste, hvotledes her bliver sialtet og valtet?«
Mdam Lautitzen haode tidligere vcetset taki Wi, naat
Arvingen tom paa Tale; men nu, da det vittelig syntes
at slakte nisod Enden med hendes gamle Herre, sank Mvdet
j Bry«ftet paa hensde.
,,De vilde jo vifmot føle sig en Smule fornætmede«,
svatede hun tøvende.
»En Smulel Sig mig, et der ingen, der hat sitevet
til Katntnetsherten?«
,,Js!"te det jeg ved af, uden det stulde væte Masjoten
selv. Han onstet intet hellete, end at de stulde komme, og
talet em, at han ventet dem; men det ladet ikte til, at de
sbat Hafkvcerl.« »
»Ja faa!« svatede Ju«ftitsraadinden; »men jeg maai
not se at lomtne af Sted, ellets bliver min Mund utaali
modig —— det et sandt, jeg havsde ncer glemt det, hvortfot
jea egentlig konti«
Juftitstaadinden bad nu om Qpsitiften Paa en Kuge,
som Madam Lauritzen excellerede i, og da httn havde faaet
ten, tog hun ventligt A'ffied og gik rast gen-nein Haben
til Gittet«potten, hvvt hun fandt sin Ægtefctlle utaalmo-»
digt aaaende frem og tilbage. Hun smilte betydningsfuldtt
til ham, og da de førft var inde i den luktede Vogn, hvott
Kuslen ilte tunde høre dem, fortalte hun oni Samtalen
tned Madam Lautitzen og insber derpaa:
,,Naa, dei var da gvd·t,at vi selv tog til Keldstborg
og faa tned egne Øjnel Nu tan der da itte mete væte
nagen Tvivl om, hvad du hat at gere, Niels!«
»Bei stan itle naegtes«, svarede Justitstaaden, ,,at der
synes at veeite Grund til at gøte n.oget.«
»Ih, bevatesl Sttiv du den Dag i Morgen tisl Paris
vg lad Kammethetten vide, hvad her gaat for sig; det erf
jo nødvendigt, at han kommet og selv varetaget sin Jntet-»
esse, og det vil væte til Majotens eget Gavn, thi faat
stan Lov til at blive saaledes ved, endet det vel med, at»
shan blivet fat under A·dtn-inisttatton.«
Jusftitsraaden vidfte nu nol, at Majvten endnu itle
bavde gjott sig slyldig i ndgen Ufotsigtighed af den Art;
men han vat enig med sin Huftru i at se Sagen saa mlørit
sont muligt, og detfor sagde han hende itke imod; tlyi Ma
jorens ttsolde ftaftødende Vætsen havde opbtagt hom. Juge
Tiotgs Jsde om at strive til Alexis Eichftedt fandt detfor nu
et villigete Øte lkcss hatm tbi Jdeen var L)endes. Majo
tens wbetcenlfomme Rundhaandethed vat hendes speiset
ltjettede Sindeslag højlig inwd, isæt da hun itle selv loin
til at nysde godi af den garnle Hertes Etsttavagantz og
det faldt Lende detnæft gantste naturligt nu, da Majorens
sStjetne dalede, at vende sig mod Atvingens ospgaaendr.
Tet vilde siktett blive paaftønnet af Alexis Eichstedt, at de,
ttods hans Frevenle og medens alle andre glemte hatn,
shavlde tcentt paa ham.
siJOustitstaaden bntde erindret, at ban i mere end een
Hemseende dar Mafoten Taknemsmelighed fl-yldig, og han
but-de dernæst betænlt, at han ved at tnsdsamle Data, der
stuslde bevise, at Majoten fortjente at gøtes umyndig., ta
indbetette dein til hans Atving, nedsvcerdigede sig til en
Spions Rolle. Han havde vistnsot ogssaa i Begyndelfen
en Folelsfe deraf, men hans Husttu fotstod at kvæle den:
thi naat en Mand som Niels Falk knyttes til en Kvindc
af Jngeborgs Natur, da er det lige faa vantsteligt for ham
at undgaa at bslive dentotalisfetet scm at flippe fraet Molk
lhjul, naat dets Tatket føtst hat faaet fat i Klædetne.
Resultatet blev da og·saa, at han nedvcetldigede sig til
Gsavns cg strev et Brei-, der svnkmede af Vetta.lenlt,ed,
stetvil Hengiventhed for Kantsmetlhette Eichftedt og af for
bavtsende Falta; men han havde ingen Anelse om, at han,
for faa vidt dette Btev tet var stillet til omssidet at sætte
Awingen i Bevægelse og faa ham til at vende tillbage til
Danmatl med sin Kone, havde bevist Majoren en nassentlig
Tjeneste.
»Men glem nu ille«, sagde Jngetbsorg, da Depechen var
asssendt, »den fstfte Gang du set B-otup, at tage ham allm
ligi i Stlole for hans Ncetigched.«
»Bei list jeg«, svatede Meis, ,,fot Familienetens
Styld." —
Dei var sptsfte Gang, at Jnstitsraaden tegnede Elaus
Votwp tigtig med til sm Familie.
s. Kapitel.
Vct bar ingen Fragt.
Faa Dage efter, en smwt Akten i Ajpril Maaned,
ovekrarskedes Claus og Helga ord, at en Vsogn rullede for
Daten i det bdløde Gras udensfor Skovridergemrdem De
shasvde ingen Gæster i Venste, og de troede, at de, kyvem de
bebst saa, akdrig mete vilde gæfte den-ne Egm; men det var
newp dem --— Faster Zllegaard og Johannes. Mal-tagel
sen overgik da ogsaa næTten de kommendes Fotventning,
saa varm og hjertelig den var. Faster styndte sig straks
cknd i Hafer med He·lga, men Juhanmes blev staaende et
Ziel-M udensfot med Claus, der var gansste beweget over
at se sin Ven igen i den gamle kære E-g-n, lwor de havbe
oplevet saa mange lykkelige Timet sasrmnew
Det var en dejslig Fovaarsaftem milxdt vig stille. Solen
gis straaslesnsde neb, og sSkoven genlød af Fu-glesang. Jot
den gkstmedes allerede, hvsor der var LE, og Bmssiene know
pedes. Johannes stsod og saa i Tcwsshed nd over Spen.
»Ja, her er dejsligt!« sagde han omsskder med et Sul,
cg dem-a venfvte hats sig om for at gaa ind. FAMqu
Minder greb ham maegtigt, da han saa Kelldssoens U
iblinke i Alstenlsolens Glanz. Hans hadde i sin Tid W
dens smiilende Bredder, idet han i Aanden kakstede M
as bsag ved sig; nu vendste han dog tildage, men han var pg
saa til Mode, som om han gæstede et fortbudent, defågs
cied , thi skent han «kom i en bestemt Hensigt, og has
;tillige viloe gøre sm Faster en Glaede, saa drog det gamle
Trylleri ham dog ogsaa hertil. Keldssøens Bsolger txt-Mc
til ham om lyktelige Dromme, og hvor hcerdet han ens
var, saa flog der nu som før et varmt Hierte i hans MMZ
han mcerlede, at han var mindre stært, end han hat-de
troet, og han kaldte i sit stille Sind sig seld en Taube.
»Hør, hvor min Ven Stæren sladrer deroppel« strng
Claus, ligesom de vilde gaa ind, idet han saa or- i des
gamle Egs Top.
« De lyttede et Øjebllilt til den hvisslende, snadrends
Lyd der as og til afbrødes as en klar Floftetome
s ,,Staeren«, vedbletv Claus, »fortæller os, at det er all
for mildt mejr; vi faar Kulde ovenpaa «
»Stcrren«, svarede Johannes-, »gør Nat as os; san
dan siger den, som min Sang, et eders Lw J sdallels
Mennester —- lutter Mislyd! ondstabstsuld Hvisien, ster
rensde Spot, dum Sladren; en sjælden Gang lyder en tm
Tone gennem den sorvirrede Koncert.«
,,Det var en bedrøvelig Fortlaring!«
»Den passser itte paa dig, Clausl Nu lever du pas
fjerde Aar i dit yndige Hjem, i Skodens lune Krog, des
den blanke So. Hvor mange onde Dage har du hast,
siden du flyttedc herind?«
»Jkte ret mange; men de fan jo komme endnu.«
»Bei for-byde Gud! Lyckken og du er Sostendebtria
Jea tnisunder dig ille, men —- kom, lad os gaa ind!«
Dei stod de sig rel ved at gsore, især Johannes; thk
uden at tale om Falter Øllegaards og Helgas inderlige
Glæde ded at Inn-des, der hos den gamsle robede sig paa m
fisøjst acmytlig Maade, saa fandt han der en Ven, som date
i det sorlodne Aar snart havde glemt, men som- stadig ialie
okn ham, uagtet han itte selv erindrede ham; ja det var
tun en lille Ven, men han mente det ærligt, saa disk fvm
en Koretur til Onkel Johannes udgjorde et as hans hieße
Ønster, og den Trussel ilke at stulle med til Gersirnp var
det kniest sortnyttende, der kunde siges ham, naar han var
uartig.
Den lille Johannes var nu over haltredie Aar, meet
tillige meget udviklet as sin Alder, thi han var sine For
ældres bedste Seslsstah Der stod han« med sine store blaa
Øjne under det gule, ksrøllede Haar og saa paa sin Gub
fader med et aloorligt Blit; det var jo en Skujseslse, at han
sit ham at se, usden at den lange Kot-einr, der var hanc
lovet, var gaaet for sig. Johannes saa paa ham og trenttte
— hvilte dejlige Øjnel Hvor srisstt og stosnt var ikke Bak
nets Blit, og dog vakte dets dybe Alvcor en Anelse em, at
i den lille Barnesjcrl laa Stpiren gernt til alt det. der
lbericrger og srister en voksen Stjæl
Johannes solte sig forynget men undeng beweget
Ved at se sin lllle Gudsøn igen. Han solte det smertelige
i, at han aldrig stulde knnne kalde et saadant Batn sit og
iskke forynges ved i dets Glceder og Sorger at leve sin egcn
Ungdom osm igen; den lille Johannes fortalte hanc aleue
ved sin Nærvcerelse en Historie, som i hans eget Liv Inn
Itavde vcesret en Dsrømz men han laldte ham strats hen til
;sig, satte ham paa sine Knce, og da han hat-de faaei Bur
nets Mund paa Gsled, var det sonste, der fremdem etc
LB.ebrejdel«se, fordi Onkel Johannes og en lang Kotehnr ist
sbavde bist sig at være eet og det samme.
J lang Tid havde intet gijort Johannes saa godts
Isom hans lille Gudtsøns barnlige Tate; Drengen feugseds
baade ham og de andre, han blev Misdtpunktet for Me
nens Glcede, og de anmsle glemte dereg Sorger og Erin
dringer over det ntre og sriite Liv, der ndstraalede fra des
lilles Øjne. — «
»Jeg er egentlia kommen kor at tale mesd Majoren«’,
sagde Johannes den naeste Morgen til Clakus.
Elaus spurgte itle, hvorom Johannes villde take need
Majoren, men han satte en dydlsinsdig Mine op.
-.,Hør Helga«, sagde han omsider, ,,jeg hat længe
spekuleret over at finde paa n.oget, der tunde oplive den
gamle Major. Nu ved jeg, hvad det stal være; jeg vi(
bede ham at spisse til Middag hos os i Morgen.«
Jldeen fioretsom Helga noget eventyrllig; men time
tæntte, at Johannes var tislfreds med at slippe for at tagt
til Keldslborgz han maatte jo ogsaa paa den Tut lige sorbi
Sandlbaelgaard Hun aav altsaa sit Samtryllte, idet dem
drg ndtalte betydelige Tvivl om, at deres shgelige Herr-c
dilde oove sig ud paa en saadan Fakt; men Clauz das
hende trygt overtlade den Pakt as Sagen til hom. Helgas
Mine dlev da lige saa dyshsinldig, som heudeg Monds dar-de
været, og medens Hans blev sadlet, slrev han en Mel
til Madam Lauritzen, som hun gav til Clalus og bad hats
besorge punttligt.
Johannes havde den soregaaensde Aften httt Fort-kl
lingen om Majorens Sindstilstand og hans Ewide
Rathe-. Han havde nisoret sig ved at W, hvovkedes
Skrltplerne over at eje Hans og GlæIden over at ride et soc
stolt Dyr kæmipede i hans Vens og Soogers Vierte- Da
han niu saa ham paa Rygaen as det, sag-de han
,,H.ans bør ikke leveres til-dage; Mafoten bar stptmex
at du og Hans passer altfor godt samtnen-, og Bau
shar Ret «
Claus lo og vintede fornøjet med haanden, idet han
lud, og de andre bled staaende og saa ester haar, indtil del
smutte Shn sorsvandst bag Slovens Twer.
Han naaede hurtigt Keldsldorg Hans vrinsdede des
at blide fort ind i sin gasmle Stald, og Per Staldsakl M
saa g-la"d, som om han gensaa en garmnel Ven; mer su.
»som hver Gang Slovrideren kom til Kelldsdorg hat-de Pet
Hden Tillfredsstillelse at se, at Hans bevatede sit gode ME.
Claus traadte ind til Majoren, sandt hanc oder For
r-en-tning rast og sresmtom med sin Jnldbydellsr.
»Ih, jeg trot, De vil!« udbrslv Mlajmn WM
,,det var da et beshnderligt Jndfald af Dem —L· W U
sfor Jnsdlbhdelsenl De maa husle paa, at jeg Ist Ist M
ndenrsor Gaarden og Haben, siden jeg tun W«
»Bei er netop Feilein«, mente Mani- »Ur-iste
traenger til en ltlke Foreng pg M les-I of VII-p
nens Herlstaber dill tro, at Mackmen mr et rest, soa tagee II
og den Frilhed at gøre det betendt.«
l « WMD i;