Yed Zrnend
Julestemning.
Jus og Sne hører samtnen. Naar
der iksle er Sne om Julen, er der, som
der mangler nioget; det er ligesom dcrl
mangler noget af den fredel ge, festliges
Stemnsina fom er eaen for Jsulen. Lg«
det er .derfor. vi med Glæde betragter
de faldende Snefnug paa Juleaftenk
dag — fer, hvorledes Naturen siism
Udseende fra tedelig graa til feftlin
Wd paa faa tort en Tid. nogle san
Time-n
Saadan aik det netop det Aar.
Fsrst oed Middagstid den 24. be
gyndte det at fnez gansie langsomt be
gvndte det. Der oak Tid til at folge
hvert enkelt Fnug med Øjnene og se,
kyovrledes de langsomt dalede ned gen
nem Luften oa laade sia paa Jorden
tsvsor de tilsyneladende forsvandt
Men det var tun til at beaynde med,
at Fmtggene kom faadan et efter et;
lidt efter lidt kom der flere da atter
stere, oa endelia var der Elle andet at
se end bat-e Znefnua, der faldt.
Og det blev ved at fne —- Ttme eiter
Ame til heninwd Aften, faa ftandssere
det langfomt, fom det havde begynd:.
Wien uu var der ogfaa kommen Juli
ftemntng over Naturen — nu var der
sra Natur-Ins Side gjort alt, hvad der
tunde gener-, for at Menneskene kund-e
faa det feststemte Sind, som er upd
vewdigt, for at det glade Juslebudsiab
kan nwdtages paa rette Maade.
Ja, hvem der nu rigtig tunde nnde
al den Zweck-ca der var dalet ned paa
Jorsden need de sink, smaa Snefnua.
Ja, bvem der nu var i Stand til
alene at nnde Jkønheden uden et
rcere tvungne til at tcente paa den
Hulde, som alle disse Fnug ogfaa bar
de fort med fra. Men det er desværrx
itte alle. fom lan det.
Udensfor Havedindaangen til Prieste
boligen ftod Prckftem iført lune,
vartne Vinterklaederx han ftod oa sur
fig Im et Ziel-sit fasend san begin
sig nd paa sin Dante Aftentur. Hnn
tmn liae inde fra de pnntede Stun
der stod varate til at modtage Hei
tiden og de ventede Gester paa en
meng og festlig Maade. Han hat-bei
betragtet det altsammen nøje der-indes
i Stuernz set paa de smagfnlde Op-i
Mai-mer as Nips og beim-set del
ntydelige Detarationer af Blomster ogl
Gran, der var anbragte hift og het.
Han bat-de aaaet Stuerne igennern
Gang paia Gang for at se, om alt nu
Man var saa sirligt og sint, som der
kunde verte, om der ikte et ellet andet
Sted stulde mangle noget. Men det
gjokde der ilte: alt var netop, fom
lIsan tut-de msie frg det, og der-for var
der Maa saadan et tilfreds Srnil
ever bank- venlige Anstat, nu han sind
der og tnappede sin spare Kappe orn
Lidt efter ser vi Præften langsomt
Hase-rede ben ad Bejen seende sig om til
alle Sitten Gan betragtede Naturen,
sont den laa der i sin ten-e Mo
tcdbtedt for dam. Han tæntte paa,
spat smukt Naturen havde pyntet sig
ltgqom for ogsaa at holde Jul.
Ja, der var meget at glcedes over
for et modtagekigt Sind.
Bat der ikke noget af Eventyret
over faadan et snedcett Landstah Nu
hast-de Prceften gaaet den Vej saa ofte,
han ten-die hvert Tske og hvek en Bufk,
dir its-d W Besen, han kendte hver
sdkle oa sue i Landstabet, saa langt
Sirt tuwe ma, og dog kendte han
det ikke ikn i Mien. Dis-se Marter!
We en eIHste fremsipringende Sten
esee Tue Bunde Øjet stehe paa, naae
Ist-also bottom mod det fjeme We
Vtag —- act var faa bis-by saa ask-un
bet. OF faa disse Port-ler! J Gaar
Rad de og spingede deres Iwane Grene
Item as W i den steile Olckft med
en undetltg knagende Lyb, der var at
im fein Sorg over Samt-men, der
spade og Skjrehedem der tat-UT
Mordanstoddensuth Sau
M W M de med hvet Gren
sg M W as sit-, satte Sm
W, det vat, svm de siet
III w — im W, cum fak
W Des var, sont Papier-m helt
w M Sorgen og Bitte-heben
det ogsaa rnuligt, at den ujævne Vejs
med de dysbe Spor kunde komme til at
se saaledes ud — saa ren, saa abe-»
rttt. j
Der var jævnet ud alt samtnen nu,
alt Grumsset og Sølet var ncknsont
dætket over med den sine, rene Sne . ..
Ftnt og starrt og festligt var alt
cmkring.
Hvorrhen Prassten sau. var der no
get at beundre, noaet at glcede sig
over. Og han var faa optaget af at
betragte cg beundre, at det var lnapk
not, han havde Tid til at hitse paa
den gamle Anders Husmand, som han
mødte. Og han kendte dog kaa godr
Anders, hans Naht-. Oder Aftekz
baade hellig og søgn, git han jo forbi
Præssiegaardem og Prassten runde ofte
sidde inde i sin varme Stue og here
bans Træsiotrin ude paa Vejenx og
han talte da for Resten ogsaa tkt med
ham, naar han gil hjem fra sit Ar
ksejde paa »Gaarden«.
Anders Husmand begyndte at bli
ve gammel nu, del tunde man se paa
ham — han begnndte at gaa tnngt, og
saa ludede han ogsaa noget. — Pra
sten sagde ofte til hom, at det var
Aarenes Trykz men der var nu ikske faa
fuldkomsment sandt. Det var snai
rere del strenge Arbejde, dette at ar
bejde haatdt Aar efter Aar og end
da itte date fri for Næringssorg —
det var snatere dette, som havde bøjet
harn og gjort hans Gang saa tung.
Selv i Aften gtk han tungt — rnrd
Hovedet bøjet og seende ned mod Vei
en, ligesom der ilte var foregaaet
mindste Forandring med Omgtvelsers
ne siden i Morges; kunde han da itke
se, hvorledes Sneen forstpnnede alting
omkring harn. Acrh, jo, det Hunde han
vel not; men han lunde mere end
det, han lunde ogsaa marke, hvorledes
den tlckbede sig fast til hans Treka
cg gjorde hans Gang endnu meke
jung, dg han følte ogsaa, at Luften
dar blevsen koldere —- at det var ble
ven Vinter nu. Og saa konr han til
at tænte paa, at der maafte vilde blive
en Standsntng i Arbejdet odre pas
Gaarden paa Grund af vaejrei. Lg
Escad dilde en fuadan Standsning LE
te betyde. Hvad dilde der saa blies-:
at holde Jul for — ingentings —
Han maatte ogsaa tænle paa.at der var
saa lidt Brændsel hjemrne i Brandes
buset, saa hdis det nu lagde rigtig til
rned Vintet, saa —- — og Anders
Husmand ryftede ssrgnwdig paa Hode
det og stamprde Sneen af thestoene
og git vtderr.
Jo, han hadde godt lagt Meerke til,
at der var kommen Sue, men g l ce r e
sig over den tunde han ille .
Saa gttk da Præsten og Arbejdeten
Paa den samme Bej vg saa paa den
farnrne Sne. —- Præsten saa tun
sprrthedem og Arbejideren marked-:
tun Dulden —- — —
Da Anders naaede hiern, dg Puc
sten havde endt sin Spatseretur, var
det helt Aften. Kittetlolterne begnad
te at time, vg i den stille, klare Bin
betaften lsd de rene Malrntoner dab
«belt htjtideligtz det var, sorn Stillsc
den, som Snedcetsket gav Tonerne mere
Dybde og Styx-le, saa de naaede vi
dere nd og bittez as flete end Metz
Og Klotterne limede længe sden Men,
det vat, fom de ikke vikde siandh for
alle hadde hsrt, at nu var det Jul. Og
da saa endelig de stand-sede, vedblcv
Luften at sttre og dir-re, ligesprn den
itsle vikde lade Tonerne ds.
Men endelig dsde ogsaa de. OF san
var der Stilhed over de hvide Marien
Sau var del Jul.
Jens Olsserh l »W. NR
Jul i Bethlehem.
Til Bethlohem naar man ad en
WergsirænL fta lwis Hsjdet man
stack ufd over en stung Dat, rigt
drei-M af saftfulde Græsser, Grin
spæten rækket lige ap til Streu-ten,
der er klædt med terrazsefotmede
Bimbo-ver og Olkvenlunde.
Dei et en af Palæstinaö Hade
pletter. « ·
Byen felv Lager stg ret imponerendc
Iw med de hvide ijse, der samler sig
i Mynget om en Midtergmptpe as
Ritter Men ekhveri Jndtwi ai
»Ston festsvinder, i famme Øjeblii
man er naaet ind i denne Labyckmtt
of trog-de, snævre Gaben
Kommt man ttl Wut er
Juleaftm, vil man finde det siote Ton
mellem hvtel Bewle oig »Ist-feig
sit-den« aptaget af Fall, —- en ksö
snvapolikksi Stumm lyvis umscwied
s Ydu —- det er W Mc Uns-te
1 M M —- M M MW
Julen fastlighokdes af alle i Beth
-lehem. AK Stags Fotketning et stand
set —- og alle et ude paa Gaben.
Mennestefværmen den Dag i Dag er
tun lidet forstellig fta den stote State,
som for snart 20 Aaehundteder schen,
famledes der for at efterlomme Befa
lingen om, at »Ah-erben stulde strideö
E Mandtal«.
Sosm den Gang, saa er der heller
ilke nu »Nam« i Herberge ellet Hase
for de stdft ankomm, og mange If
dem, der er tomne for at deltage i
Gubstjenestetne ellet de udendsts Fest
ligiheder, maa tikbringe Natten under
aaben Himmel.
Aar efter Aar foregaar de samme
Scenek vied Juletid i Bethlehsem Naat
Torvet tilsidst er bleven saa ftuvende
fwldt atf Folk, at enhver Bevægelfe
medføm Slag og Steh duktet der et
Regiment tykk«sie Soldat-er frem fka
»Am-allerne. De marcheter ind til
Midten af Torvet og stiller —- sokn
ved et eller andet Tryllemiddel —
Massngden ad i wende Dele.
Nogle Minuttek eftek viser sig en
Ossicer til Heft, han maa bogstaveltgt
ftceke stg igennem ved at siaa til htjre
cg venftre med sin Sabel. Man un
dres ligesftem over de taakmodige
jBøndets Læwilligshed Og For-un
;dringen fügen da der eftet Officeren
pkemxner wende Fodsoldatet med lange
Esaus - Piste i Heenderne. Med en
morspm Blanding af Energi og Hu
mor ksippet de med et Pistemceld de
Ven, sam ikte hastigt nok siyttet sig.
Men der maa jo ogsaa banes Vej
fcr Vognprocessionen med Bistoppen,
der reptæsmteret Patriatken over
Syrien og Palæftina.
Foran Vognen fprcenget en lille Af
teling Heftfolt i lyse Unifortner as
Zted —- og, idet man nærmek sig
Hirten, aasbnes dens indviede Pvtte
paa vid Gab, og en Pkoeession af
Prcefter og Kokdrenge dutter ud af
Møtket og strider ftem for at fu«-de
Bisioppen. Derncest tlædes denne i sin
pragtfulde Embedsdragi.
, ,,Tfø:selgkitken« blev bog-act .«.s
Honsiuniin i Begnndessen of bei Ehe
LIMHWDUDC den blev senkte isten
Hat af Korsfarerne i biet Use Aarkyun
tsxedr.
Paa de tøbe Zwei-, Tom better Ta
get, indridsede Ridderne der-es Nat-ne
Bedtffter og Vaabenmcettr. Men Ti
ans Tand bar nassten odelagt .e
txrærkelige Tegm
Kirkens Hele Jndre et nu bleven
pragtifuldt dekoretet med den niederm
Kirkekunfts kosteliaste Prydelser
Tier forevifes en Marmor--«-’· Otferne i
Guloet. Den Zigger —- i Føkge de
lwfagende Mnnkeg Fortlaringer sp
lige under det Punkt paa Himmel
«buen, Irr-or Bsthlehems-Sijernen stcd
bin mindevasrvige Nat —— og Tige
tsvenover FødselsML
Juleaftens Gudstjenesien tager ikte
sin Begyndesse for Kl. Wz Im Ak
tenen.
Bed Mit-nat bliver et Gardin·
Tom hænger for Højalteret, trukket ts!
Side, og mcrn set da en Wische en
Vugge, hvori der Egger et Billede as
tet hellige Bern. Saa fortsættes den
langvatige Gudstjmeflk.
Masken 2z bestes bet lilke Bemt i
Mtibelig Procession rund-i i Witten
og et Genstcmv for en Del crf de an
dagissssgendes Tiwedckse, mens de,
der ausser den-ne Dek as Gudstjenesten
fct mensingsisst Goglefpih nysgetrigt
set sig oMring. Votsdusen et Nat-f
·—. sineste Linn-d meb Mondevmt
Mens Gndgckjenesten ssaledess fes-klo
bet, tilbringer mange Mennesstet hele
Ratten i ,,FIVselS-Gwtte-n", hvvttil
man naxn ad en Stett-Mc inde frix
Kitkm
Gier at have naoet TIWS Ende
spres man gern-km en kans Gang ind
i nagen der optindelig hat vatet en
Hnle --—- en i Dingan Itale udi
gravct Greise.
her — fette-km man es —- bxev
Frecseren fpdt
Grotten er jcwnt hsj -— og over
alt paa Leg-ge og Onkv berstet as
Marmor To og tredive Guldlamper,
—- alle Mensche af Ivisstm Fyrster —
Vræmä uafdrndt Dag og Nat og op
" fyldn Ihm-net nnd en mikd Streu-Ie
glans.
» Dei egenilige Fjvselsfted titles-ide
gives sub et asf Marmor og Jwspil
that-net »Am-fu« i Gukvei. Udenvn
Idettse »Wa« Egger en Sslvkranl
s med Mgende WVM paa Latin
- »Der M Jesus Frist-us fldt as Jan-:
friu MAX
CI » M W reist m
usw H- yv m W ok- ki
Mening sindes i Rom; men — en
spv Fod fra Stier-ken, opbevareg en
andeu, der er udshuggset i Marmor og
svatet baade i Form og Siørrelse Usje
t««l Originalm Fsoran denne sindes
de vife Momds Alter, paa hviliet der
uafbrudt afbtændeö Rogelse. !
J de lange Nattetimer foran Jul
er Grotten fykdt med andagtsspsendm
Sau oprinder Juledag som en Hof
tids- og Glædesdag. Solen stinnct"
rarmt ned over den kille By, hvor
Guds Sen kam til Baden for at
bære Syndete det vidunderlige Bald-?
siab om erd og bringe »Liv og Mor
sticenkellghcd for Ltyfet«. »Kr. ngl.«
l
«
l
-———-·.«-- ----—— l
l
Tesiantcntkt.
»Vis Mk. Ron vck hemm, Stec-!
dens!«
»Ja, Hr. Advotat!«
Kontoristen smættede Daten termin
lig haardt i, hvad der var hans Vene.
vg forsvandi. Et Øjeblit efter vendte
han tilbage med en h-j, ung Monds
med et tiltalende Ydre.
»Ble: saa god at tcvge Plavs, Mr.
Rollivet«, fagde jeg, »hvormed tan jegl
raste Dem til Tjeneste?«
,,Jeg et kommen for at tale med
Dem om en vigtig Sag, Mk. WIN
cwer«, svarede han. »En asf mine
Venner i Melboutne hat netnligl
unt-errettet mig om, at Deres Speci
alitet er Saget, der angaar Testa
menter«.
,,Deres Ven bar Ret. Jeg hat haft
nsed slere crf den Slags Sage-r at gere«
end nogen of de andre Sagt-tm hert
7 Stadtn«.
»Det var netop det, Harty sagt-«
cedsblev den unqe Mond ivtigt, »Das
derfot et jeg nu kommen til Dem. ———;
Historien er snatt fortalt. For 17l
Aar siden tom der llfred mellem min.
Inder og mig anqaaende en i og fort
siq nbetndelig Sag. og jeg fordkal
Hiemmet Jeg ««.I7.«e til Sidney, sit1
bu- Plnds paa et Kontot og strev scn
til tan Inder og bad om hans Tit--l
civelfr. Hans Ssvcr Var et i the-fette
Grad tasrkixxt Beet-, hvoki han ledl
träg vide, at han for længe siden
lwde glemt og tilgivet alt, og at fest.
naat som helft jeg vendte tillmge tili
England, sinlde blve budt hierteliqt
Veltommen i mit gamle Hjem«.
»Og dette stete for 17 Aar sitzen,
siger De?« afbtød jeg ham.
»Ja, for 17 Aar siden. Da det natl
imtdlettid git mig godt i wohnten-«
tejste jeg istle hjem men blev bewer
indtil fcr 8 Maaneder siden. Om
ttent pas den Tid dsde min Felder
og da jeg kom tilbsge til England,
rentede der mig en rneget ubchagelh
Efterrettringf Jeg stutzt en attdsens
Mond Paa nein Plads- Oele min Fast
dets Ejendmn var bleven testamente s
ret U hans Settetær Atthur Cltveu
Der var tun efterlatyt mig en abetydk
lig Smn Mc "
Heu tcw et øjesvlih sprang pp skal
l
l
4
»sin Plads og gtl i stasrst Sirt-»bede
jgelse ftem ogs tilkbage i Verelsetc
! »Jeg et Ists paa, Mk. Windomr«,
lwbvsd han, »at det Wenn, ifølge
Fhvktket dennesCltve hak- taget mit Fe
.dtenegvsds i Besisdelsex er falsl Jeg
Itan og vtl ille tro, at min Faden bet
alttd strev faa Iceklkgt og gebt tTI
smiz hat Wut-let mig pag den
»Na-de«.
l »Se at Mive roligeke og set Dem
net-, Mr. Mkwet«, fwgde jeg. »Mül
jeg stal ksnne hjæhe Dem t dem-e
Sag, san mca De paa Dreck Sitte
staa mig divedotbeherithn og
give mig al den Undettetnstng-, De
tan«.
,,Mligviö « wwttigris!«
main-let- han, tdet han« satte sig ned
paa den Stol, han nylfg var sprungen
op ass. »Dost- et det. De Wer at
Mk .
»Ist det beste, Mk. Rocke-eh nacr
et Weniet date-ess«
»Det er dateret den N. Januar
11886«.
»Oui« Det ladet altqu til, at det
et strevet et Par Uget eftet, at De hat
forladt Tagnan-pp
-,,Wles rigttgt. Jeg tiefste den
17. Januat«.
»Na mtg wu: et Testameniet stre
vet of Deus TM Fadetf«
»Man et hanc«, shared
» unge RoMVerz ,,men ieg er alligevel
. oveW mu, at Mammtet et faM«·
E »Hm-v heb BMW
. »Det tm to as intn Faden Time
.7oefopt; men de er des-ge W for Iet(
Aar MS «
s »Ist et W W-! Der Dt
sM M W M Gl- Inst
»Ja, jeg tog strals til Rvlliver
Grange og beflyldte ham for at have
sitevet det falste Dotument.«
»Bei var jo en iemmelig grov Be
handling Hvad svarede han hettil?«
»Hast ringede paa Klettern bød
Tjeneren vise mig ud og svor paa.
ai han vilde tnaelte Hallen paa dam.
hvis han nvgen Sinde mere lod mig
flipspe ind.«
Jeg tunde ille lade væke med at
ssmilr. »De tan jo naPpe forundte
Dem der-weh forudsai at han et
u"stl)ldig. Naar alt lommer til ast.
er der maasle en Mitlighed fet, at
Dei-es Feder i et Øjeblils Brede hat
sikevet Testamentei og ved en eller an
den ulyltelig Handelse ibte lyar faaet
det tilinietgjoti.«
»Bei iror jeg Elte, Mr. Wändowm
Clive hat forfalstet Testameniet.«
»Tto gcelder ilte tei ineget i Stifte
1etten«, spare-de jeq tøri, »og lan Te
ille staffe neiget stcktlere Bevis, er jeJ
danae for, at De maa lade Mk. Clioe
bebolde Efendommen.«
Tanten hekmn satte ham atter i
ltætti Sindsvptsrx vi drkfiede paann
alle Sagens Enkelihederz tilsidst gik
han dog, efier at jeg havde lovet san
snart som muligi at andersng Testa
inentei.
,,Men det er sandi«, tilspjede je-««t,
»du-r De ittte et ellet andet strifilisgt
fra Dekes Fadek hos Dem, soin De tan
lade mig faa, for ai jeg lan samtnen
ligne det med Testamentei?«
Han gcw mig ei Par Bewe, fom
jeg gemie i min Pult, og jeg var snart
fordybet i andre Sager.
Paa Vejen til mit Kontok gil jexi
den nceste Morgen ind i Stifterstien
cg undefiøgte oml)yggeligl Testamen
tet. Dei lcd til at vcere regte nol:
faa vidt jeg lunde se, var Striften
fuldstændig identifl med den i de to
Breose, unge Nolliver lakde gidet m·g.
«Jeg er meget bang-e for, at den
nnge Mand man opqire alle sine For
hnabninget«, iænlte jeg.
Jeg genneinlcrfie Testamentet endisu
en Gan-as der var en Seethnq i det.
der forekom mig meget besynderligx
min det Var first næfte Matgcn, da
leg hændelsesvis fit fai i Ugebladet
,,Anirerc««, at denn-. Sætnings Bein
ning tom til at staa llatt for mig.
»Ein-te Gut-Z« Mxmilede jeg. »Mot!
jeg virtelig stulde vckke paa Vej til at
gake en Opdagelle, hvotved Clive allj
gevel tan blive kastet as Sadlen?«
Jesg lskie strals til Ugedlad-tg
Kotrlm og sit der fuld Beim-stelle
paa, hvasd jeg nylia havde læst. Der
rsaa gis jeg til den nceemeste Telegraf
fiaiion og telegtaferede:
»Rstet, Wettern HcteL Paddimp
wn. Kam strats. Hat vigtige Ny
heter. Windoivet.«
J- mit Kontvt afventede jeg nu mcd
fior Uraalmsdiglyed den unge Monds
Anton-si.
,,Hvsrd her De opdwgei?« udtbtød
Han vesv sin J-ndttædelse. »Bei er gvde
thedæ De hat til ins-g; det lan jeg
fo- pack Dem.'
»Vi vil haabe dei"«, var mit for
Jgtige Spur ,,Kan Te strals led
snge W pan en lille Refer«
»Es Mi- Hvoklten?«
»Tik Notliver Gesange Jeg vit
gerne have en lille Samtale med we
IVen Mir- Cksve, og naat den er forle
,sbaaber jeg, at han stal fotlade Guar
den for besinnt-VI
En hakv Timesiid eftet var vi vaa
Bei til Mord, i hvis Rævhed Efeu
kdmmnm lac. Under Bejs foeialte
ljeg min Bei-sagen Mk min Opdagelle
»W. pg han fatiede det dedsie daalx
»Bei et i Sandtstrd vidundekligt!«
redde han. »Im-c ieg min Eint-dem
Albas-, san leg takte Deus wilde He
red og Omianke deckt-U
»Dein til De hat faaet den, faa
man De beundte mig, faa meget De
vil«·, lo ieg its-unteri.
M Vom onelkdee til Herifotd og lej
edeenVogn,detf-tteos til-herve
gaatwn hvot en liveellcedt Tjenei
adlmede Deren og spat-gie, M ei
tilde.
»Er Mr. Clive diewei« sipuegti
MI
»Ja. Hvem stal leg metdef«
»Sie; Dete- Derre, at to Denei
im London snlter at iale med hanc
et nieget bist-ist Anläggende«.
Tieneren fette os ind i Bibliotele
cg bad os vente et Vol-sitz han vild
milder-rette lin Dem om vott Komme
»Beste var min Faden Arbeit-Mk
relic«. lagde den unge Rollivee med e
SM.
»Da lag hat esl mutig Grund til a
ktm,Ot-MWMIWMCIIC
idem W, M Ies· »Ide
tVIOIWMIIMIeMe
Daten blev hurtigi aaidnei, og en
Mand paa omttent 40 Aar itaadte
ind. Han havde ei instit ubehageltgt
Udityl o.g et underligt utoligt Blit.
Ved Synet as Rollivet for han lata
men; han tynlede Panden og udbtpid
vtedt:
»Ha: jeg ille alletede een Gang
ladet Dem vide, Mk. Rollivet, at jeg
jtte vilde se Dein indenfot mine
DIte?«
»An ja, det etindtet jeg nvi«, sha
tede den anden loldt; »men sont De
set, bat dei illi- afsltætlet mig fta at
dife mia het iaen.«
l Clive bettagiede ham med et b’stett
lBlisL »Da De nu et kommen hetind,
»Vil De saa sige mig, hvad Der-es
sÆtinde et, Da siden palle Dem het
fta.«
,,llndt·lnld«, ttg jeg nu Okdetx »men
jeg vil spare min Rslient Svaret. Jea
et kommen hethen, Mr. Clive, for at
undetteite Dem am, at jeg sillett twt,
at dei Teitamente, ifalge hvillet De
hat fat Dern i Besiddelfc af denne
Ejendom, et falsl fta Begyndelsen til
)Enden«.
»Ist-ais det!« siteg han, og lianz
Zer lynede af Vtede.
»Er det Detes bestemie Paasiand,
som De et billig til at beltcefie for
Reiten, at dettt Testamente et sitetei
af Me. Rollivet den 27. Januar
1886?« sputgte jeg.
»Ja«
»Gebt Høt nu vel eftet. Jeg vil
tplæle ei lille Uddtag, fotn jeg hat
ajott as Testamentei, da jeg nyl·g gen
nemlæfte dei paa Stiftetetteng Klan
tot.«
Clive flog sin lnyitede Haand haatdi
i Botdet.
»Nu lan det snatt vcete not. Ttet
De, ieg et ei Batn ellet en Rat? Jeg
ladet tnig iiie behandle paa den
«.lliaade. Hvis De ille et fcttdig, in
ten 5 Minnttet et gaaet, ladet jeg
Dem begge tafte ud.«
»Ja, get De lnn det«, svatedc jeg
ttligt. ,,Jeg sial snatt have sagt
Tem. bvad jeg vil«.
Dei Uddrag, jeg nu begyndte at
lase, lizd saaledes:
»Jet: hat efietladt hele min Eim
dom til min tto Selteictt Aethnc
C-!ioe, fot dei føtsie, fotdi jeg ttte
hat nagen efietlevtnde Paatøtende,
ieg brydet mig otn at eftetlade den ti:,
tmin Ssn hat forspldt ethvett Ktav
paa min Kcktliglyed); for det andet,
fotdi hatt hat vætei mete tro imod
mig end ncgei andet Mennestr. litt
l
l
,,Anwets« sttev nylig, at en god Tje
net afte et en kniete irr-fast og hengiven
end en ledelig Slægming, oa dett
aidet jeg hatn fuldtommen Ret. Og
dtt er Grund-en til, at jeg hat trusset
denne Disposition med min Ejen
dom«.
Her ötpd jeg as og laa Clive statxt
ind E Øjnene
Vil De nu væte saa god at for
llate mig, lyvotdan et Testamente, det
et datetet1886,lan hentyde til et
Tisdssttifh sotn fstfi et degyndst at
udlonttne 1888?' totdnede jeg.
Glides Unsigt blev aslogtaatz han
iom til at ttfste ovet hele Legemet.
»Jetzt fast-staat ille —-'« stamtnede
han.
»Men det gst jea«, fvarede jeg
itijtmsfetendc ,,S«om de flelte Far
lmydete hat De begaaet en lille Fele
For at faa dei hele til at se rigtig
natutligt nd, eiietede De Jndsenderen
s »Nimm-IS uden at stille paa, at
Tidssitfftei degyndie for-it at udtomme
to Nat eftet Testamenteis Dato. Og
tm« —- vadtdlev jeg og gil hen til DI
ten, »sta! jeg tknge og sen-de Bald eftet
itzt-litten ellet vtl De nndetsitive en
fuldlfteettdig Betendelle?«
»Jeg visl nndetlltive hvad fom helft,
noat De dlot vil lade ntig gaa«, nd
tbtjd Bedtageten. »Bei et sandi alt
sank-new Jeg hat sttevei del falsle
Testamente i den Tro, at den unge
« Nollivet vilde gaa til Grunde detwte
cg alsdtig naa at stumme iishage til
England og gtte Fordttng paa Ejeni
s domnten.«
Ti Minuiiee eftet vat Belendelsen
streben og undettegnet
Mk. Wolkivet vendte sig nu til
Slyngslen .og pegede paa Osten.
»Staat« sagt-e han.
Atti-at Cllve listede ud as Vettelset
. med dottvendt Ansigt, og vi hat aldrig
. senete let hinn.
Miit Mient betalte mtg ei got-i Do
notat lot den Tit-stelle ieg hat-de vilt
hom- tmn tsa otvrve bcm owns-Mem
m, at det var UWtei ,,Antvets«,
los- Me we soc sit hon
Jnidsender i et Tidssltifi ved Navn -.
szsp
