WWesw- WIE«II«-"« «
- HIWMW Wie-»F
:
;
g
ss - www-»sng- -
N let vom Ismene-de send-, tm idem pg kre
ffJohannes Falk. —
Romanilo Dele.——AfH.F.Ewald.
A n de n De l.
(Fortsal.)
Z. Kapitel.
Hans nærrneste.
Lars Brinl havde i fin Have en Lø«oh1)ltc, der om
Sommeren var hans leere-sie Oplholdssled Tralsvcerkel i
den var sserigL og der var fal Stiver til, men Linde
lrceerne, fom lullede scg over del hele, var frodige, Grenene
flærle og lcet sammenvolsede. Tralvcerlel var da hell
overflssdigsh men Lnrs Brinl runde felv sal del der, og del
l-avde ftaaet der saa floll, da Lindene var smaa og lroengte
lil Stolle; dersor holdl han det endnu beflandig vedlige oa
iil tramlt med Hammer og Sø’!n, naar del stilteg ad.
Saaledeg aaar del maafle manae as os i del aandel ge
Pasulun af Tanler og Dromme, i dvillel vi finder Hvile.
Tanlerne voller, og Spirerne bliver lil lrafliae Traer,
Dronnnene tlarer sig og bliver liflige som Lindens grønne
Blade, gennem hvillen Svllr)sel mildl og velgørende falderz
men del Tralvrrrl, der stoltede de famlende Tanler, del
lader vi ofle flaa og lapsper paa del, uasgtel del nu r
dledet hell unyll«igl. Vel da, naar del ille got Sladel
Del gjorde Lars Brinls Tralvcerl ille: dsr var Iaa
liflsal i Lesdhyllen med dens grønne Bladslcrrm, som aav
en bethagelig Dcemring uden al flabe Mørle, al man sie!
ille lænlle paa del galnle vansirede Strummelx og der fad
en smul Julidaa, omlrenl tre Uger efter den flcebnesvanare
Forsamling paa Sljul, en Krebs nf lnlleliae og alade
Mennesser.
Der dar Larg Brinl selo med Piben i Munden, den
vanle drybfindige Mine og Glceden titlede ud fra de rynkede
Lljenlrogr. Der Var Faster Øllegaard llle crldrc af Udfe
ende, snarere forynget og faa ver-ver og gesiceflia ved sin
Temasline fom noan Sinde ;tl;i Klollen var fern om
Eflermiddaaem og del var hine Daaes Telid, idel et soli
dere Maallid fuslgle ester om Aflenen. Der sad Johannes,
saa livlig og oprøsmh som hans Venner sjaslden mindedes
al have fel harn. Saa Clans og Helga Borup med deres
lille halvanden Aar gamle Son, Johannes’s Gudspnz
Claug med sit usorandrel aode Lune, en sal og lykkelig
Æalemand7 Helga smilende, men dog med en aandssra
dorten-de Mine, fom oin hun ille allid fulgle Samlalens
Traad Endelig Henrit Snrith, og hans Aafyn var del
lyseste; llkkl ved hans Side sad en gullollet, dlaaøjel Pige,
hvis Bliltle som KerlTÆdsPile lrydsede hom.
Del var Modom hans Hierlenslozrz og nu, da
Johannes hadde set hende, forslod han bedre sin Bens
Aandsfraværelse, da de hin Juniaflen vandrede sammt-n
lil Sljul. Willen frnalelig Magl var «er ille lagl i
die-se flranlende Zins-, i de siælmste Smilehuller oa vaa
digtse frisie Lwderl Han Instede nerssten for Henrils Slyld,
at Wodora havde værel lidt mindre indlagende.
Og alle diäse Venner, qamle oa nye, var forfamzede
ber, fordl del var Johannes-? Fodselsdag, hans lre og
lredivle. En dnbl af Lars Brknt og Falter Øllegaard lagl
Plan hatvde fsrl dem alle til Gerllrup, og deres Nekr
vcrrelse glcrkdede Johannes mere, end den kostbarefle Fad
selsdagsgave vilde formaaet.
Hans lre oa lredivle Fødselsdagx allfaa var del i
Dag nelop lre Aar siden, han roede Olivia Frei over den
spejlklare Keldssp, idel hans Vierte banlede faa urolial,
oa han fornam Ulyllelig Kærligdeds hele Bilierbed Havde
shan gansle glernl og forvundel del? Der var Fred paa
hans Aasyn, og han synles aldeles ille aandg«frava-rende;
wertimod tog han livlig Desl i Sarnlalen.
Helga bemærlede del og forundrede sig derooer; lhi
hun erindrede del, Johannes fynles al have gleml, og hnn
var nu gern-sie indvsel i hans Hierles Historie Claus
bavde visl sig at vcere en Ordlbryderx han menle, al sont
Sagerne nu sch, var der ingen Grund til al formene
Helgu Ren-Wald til hendes Broders Fortid; nie-n der er
allid nogen Tynae ved en Hemmeligshed og selsv om stin
derne lan kle, indvirler dog Beoidfllzeden derorn uvillaarlinl
vaa dereö Handlmaadez dereS Gerninger fladrer.
Helga sad der med Hosvedet bøjet over et Verand
urtbejde, idel lsyun as og lisl kcerlegnede sin lille Son, der
fad ved hendes Fodder og gforde genlagne Forng paa
al spife Lindeblade, som bang Finder havde staaet Knald
med, og som var faldne under Bordei. Falter Øllegaard
lont as ogs lsl farende og tog Bladene ud af Barnels
Mund; men Drengens Moder saa aandsfravcrrende der
paa. Hun saa ofle forslende paa Johannes, og een Gang
mjdte hendes Blil hansz del var roligt, llarl og mildt.
Hure stal da Haansden i sin Lomme. som om krun solle
eiler nvgel, og lral den tilbage igen, naar hun havde over
dedifl sig onl, at del virlelig var der. Dei laa der san
dsdt og trygl vg- gesmte maasle doa Liv og Banne; lhi
del var el Breso fra Olidia til Johannes, el Bretv fra
shende, der en Gang havde verel deres L«ige, men som nu
var hervet litl en htjere Samsnndsslredz hvor hun med sin
Mand i Aarenes Lob maatte ftige i Ansseelsse, hvorlil Be
amkdelssen alle-rede var stel, idel hun nu ded Katmmerberre-«
snde Eichstedl og nId del fldlle Prcedtikal: Deres Rande
hendes Naade synles imldlerlid endnu al erindre sin
beste-due Ben, idet hun strev til darn· Hdad mon der slod
1 del BreW Olivia hast-de ledsagel del med folgende Ord:
,,Tjen mlg i, leere Helga, ved Lejlighed at give Johan
nes Fall indlagde Beer vel Mler del ille, men du maa
ist-e Gemme dei; hhl del handler om en Sag, der ligger
cnlg megel paa Werte«.
Getan havde faael Brevel el Par Dage, for Judith
dekfen fra Fast-er Alegaard indlraf. Vun log del albsaa
med l·l Gersstntpx men nu gis hun paa ansden Dag med
del i Meinem lhi villve hun enld ellers have gloel ham del
uden Wofer, saa mente hun nu, da sendet Mond
havde give-l henlve saa megel oldende, at hun endellg masalle
Messe denn del under site Ane; men derlll havde hun
endnu Mc M ded
Oekas M nW M sig W W sca tritt
lile sg lM nd; TM havde W dklfelig ingen
Mut-UND Ue W W, IXW ndsten alt,
sfra hendes eget Hjerste. En lhtkelig harmonissl Sjcel var
shuin; men dog fthldte hun i en ikle ringe Grasd ham,
ihun nu sad og saa paa, og med hvem hendes Tantet
syslede, at hendes Sjmls Fred var saa vel befreitei.
Den sjceldne Velsignelse at have en celdre, befmdig.
gudfrngtig Ven og Broder var bleven baade Claus og
lhende til Del.
Samtalen gil livlig i Lyisihusset og udvillede sig til
en Disput, der drejede fig om et kirleligt SpørgsmaaL
Johannes og Henrit var de tcempende, og Henrit blev saa
innig, at han næften gleinte sen Hjertenskcer, og hun saa
paa dem beage, fom mn hun fandt Disputen kedelig og
nnsslede, at den fnart var fovbi. Johannes fremtom med
et Citat, soni Hemit beste-ed, og han rejtste sig da for at
heute den Bog, hvis Ord han havde taget til Jndtægi.
Hasn gil rast op inod Hufen og Helga rejste sig for at
folge ham; nu eller aldria, tanlte hun, var Øjebliklet til
lat give ham Olivias Brev tomniet.
i Hun traf ham i hans eget Væeelse tned Bogen i
ihaandenx hasn stod og bladede i den.
! »Johannes«, sagde hun, forpwftet af den hurtige
Gang, »jeg hat et Vrev til dig«.
i ,,Et Brev?« spsurgte han, uden at hans Øjne forlod
Bogens Sipalter; »fra hvesin?«
»Im Oivia«.
i Han saa avorliat on og tog Breoet uden at forandre
Ton Mine; nien nceppe havde han taget det, førend Helga
onrnam et« lille Puf af en barhovedet Dreng, der, uden at
’t;-un markede det, dar fulgt efter hende End i Sstuem kalte
sin brune oa fnaviede Haand frem mellem hende og Jo
hannes og sagte:
,,Vcergao! Her er et Breo til SElolemesterl Farvei!«
oa saa lob han lnirtigt fin Vei, som om det ilte var noget
lehageligt Hrsero han havde udsprt
»Bei var da løjekligt!« udbrød Johannes, ,,jeg faae
ellerg itle niange Bresvex nu fit jeg to lige paa een Gang;
toin, lad cs aaa ud igen til de andre!«
Olivias sirlige Biev puttede han i Lommenz men det
unrei, der dar streoet paa grovt Papie, haode en naesten
ulaeselia Udstrift og var lluntset forseglet, lagde han fom
Mcerte i Bogen. Devpaa ait han, enten han nsn overhorte,
at Helga taldte paa han« eller han ille vilde høre det.
Lige iidenfor Huset mødte han Claus.
»Savner du noget?« spurgte han.
»an Plbe«, svarede Cletus-.
»Der banger tte stoppede inde i Dagligituen«.
,,Godt«, sagde Claudi; »jeg dil tage dem alle tre,
Ifaa er jea forsynet for i Aften.«
i Men ligefoin han vilde gaa ind i Hufei, traadte
»Trans- Hustru nd af Demn. J et Anfald af lyftigt Lune
itoa han sin Viv om Livet oa fnurrede hende et Par Gange
)rundt.
! ,,Aa, Claussi dog!« raubte hun i en fortrædelig Tone.
Claus studsedex tshi det hændte tun sjcelden, at Helga
tog hani ilde op, at han var i godt Humor.
...H·vad er der i Vejen?« lvurgte han«
»Bravet —· jea gao ham det nn! Jeg vilde blot sagt
hain, hvad Olivia strivet om det; men han lob jo fra mig,
og nu stal jea not lade vaere at faa Hold i ham for den
Gang.«
»Aha!« udbresd Clausx ,,ieg loin min diplomaiiite
stone paatverrsl Du er en iød lille Helsx men sont alle
Damer holder du as Krogveje. Hvoffor hat du ille givet
ham Brevet for lceng siden?«
»Og det fpvrger du om!« udbrød Helga indigneret.
»J Masnsd er oirlelig et ushilliqt Follefcerd. J kunde itle
bettolde noqen Henimeligthed for eder seit-, hvor meaet J
end bestylder os Fruentimnier for Sladderagtighed. Vi
ital gemine dein for eder, og naar vk faa handler derefter,
saa er det ogfaa galt.«
»Alt er eiatigt oa i Orden«, svarede Claus leende.
,D·u hat givet ham Brevet og lieh-»der nu itle at betynire
dig om Resten«.
Derpaa lob han ind efter Pi«berne, oa Helga gii til
lsaae til ththuset, idet hun kastede med Ratten.
Citatet blev oplætfh og Disputen git sin Gang on
naaede sin Aiilutning; thi Johannes og Henril hørte til
den Sllags Mennefter, der lan blive fcerdsge, fordi de
beage havde Villie til at boje fig for Sandheden, selv om
de kom tilkort; og i dette Tilfcelde var det Johannes, i
slwis Lod det faldt at lide et Redetlag. Han tilstod det
uden Foetrydelfe og are-b derpaa det Plebejifte Brett oa
læste det, medens det aristolratiste blev liggende urørt i
hans Lomme, hviiltet egenilig forargede Helga; thi D
sputen med Claus havde braat hende i det ufoenuftiae
Histnr.
»Hei er n-oget, der vil interesisere eder alle«, udbrød
Johannes, da han havde laest Brevet til Ende. ,,Hvis
Falter vil bringe knin misfornøjede Guldsspn til Tavshed
ved et Stnlle waaL faa vilde iea gerne lcefe detste Brev
for eder«.
Fastet iog den lille Johannes, der omfider havde fun
det, at Lin-bewirkte var tenimelig mager Kost, op paa iil
Stolz og beugte Steig-halten til kalt-kommen Tavsthed
ved en hel Tief-at Johannes laeste:
kjære flolemestert
jeg hat faat et brev fta Tomag han trengee hart in
paa mei for-di ieg for-bunte dem for de har han faat at
vide Guds velsinelse er hos dem sitt-ver hatn aa forbaner
feg dem saa fpoanner Gud mei la gaa da jeg tat for
bannelsen te mei igen men Stillingerne trenger jeg inte
te jeg sia næst Guds Bistand aldri komme paa Sasagnet.
Men nu striver Tomas be stolemetsteren om at di doig
engang ennu vil he aa fvnge paa stjul og la mei vide
ldagen aa Timen for de vil gsre mei got i det foete hul
fleivet han aa saa Gwd oelsme hatm han et min ven aa
jeg ta lnaet telle misne venner nu det et intet isveeet reine
tmte det strev han aa ieg bet dem deeom aa got det for
min splle mans siyld jeg sae ham tit not at del ville ende
san som saa at Jeminit Ane Jensdatten
»Aa Hang-nd den Stakkel!" udbrød Faster Lille
gasard rett.
»Wi- siger De, Ttheodvrai« fwurgtse Johannes, idet
lhan betragtede den muntre Ptge its-end Smilehullerne
fortspandt 'fta Theodvra Vanilens Kinder, ogs hun Wede;
them hat-de sandt at stge lidt Fehgt for Wneth ca
det nyttede tlte, at de paa Dem-its Jud laldte hinan-den
nett saa foMgt veld Forum-.
»Jea?« svarede hun, idet hun ulviltaarligt slytstede
lidt ncersmere til Henrit, sont for ast faa Hjælsp i den Myst
der forestod he-nsde.
»Ja De!« sagde Johannes shnilende. »Na stal Te
up til Prcestetone-Etsasmen! Jeg satter, at Henrit var
Prcest her i Sdgnet og De ailtsaa Praxstekone, og Henkit
havde faaest dette Birev fra Ane Jensdatter, hvasd vilde
De saa rsaalde harn at svare, og hvad vilde De seslv gøre?«
»Jeg vilde ingenting gøre«, svarede Theodora, idet
Stalten igesn tittede hende ud as Øjnene, ,,og jeg haaGer,
at Henril Vilde være Mand for at raade sig sellv.«
»Det haader jeg ilte. ·Her har vi en Ulyttelig Kvindc
for os, oven i Kølbet ulystkelsig uden egen Styldz hun
rnaatte jo, ilsær naar hun var en at Henrits Sognelbørm
«vcere som en Søster sor Dem og have Krav paa hele Deres
Medsøleslse.«
»Hv«ordan ser hnn u«d?« spurgte Thelod«ora, idet de
andre lo. « l
,,.H«un ser rigtig grim ud«, svarede Johannes-, idetl
han undertrytte et Smil; ,,en høj, sdcer Kvinde med grovej
Trost og en raa Stemme«.
»Saa vilde jeg lebe min Bei, naar jeg saa hende«,s
saade Tlheodcra i en bestemt Tone; ,,jeg vilde bede HenritI
tale med hende.« l
»Henrit!« uldlbrød Johannes, »du tan itte tcente paa!
at sage Præslelald i de første ti Aar endnu, i det mindste«
itte paa Lansdet. Nei, tcere Theosdora«, vedblev han,:
»h«vad De saa siger nu, saa haacber jeg, at De ikte vilde
løbe Deres Ves. De vilde gaa den simple Kvisnde i Møde
og trntte hendes Haand; De bit-de høre paa hende, ogs
fandt De. at hun Trods sit simpke Ansigst og de grode
Klader var en Erlig Sjæl, saa vilde De lade at den»
siaskliahed Gsud har nedlagt i Deres Hierte, og som ikte
til evia Tid bør vcere Henrits Ejendom alene, gyde Trøsts
ca Lise i hendes træntede Sind. De Vilde lade hende
fiele, at De itte mente Dem at være bedre for Vorherre,
end hun, inen De vilde lade hende nyde godt as det stsore
Fortrin. der er Dem oa Deres Liae forundt, vaa en smut.l
asdel og tillige tristelig Maade at tunne tasle til de
betrckngte.«
Theodora saa itte sornøjet ud Ved Udsigten til de
Pliater, der vilde komme til at paahvile hende som Præste
tkne, men Johannes-I Ord undtod dog ikke at gøre noget
Jndtryt paa hende; i det mindtste syntes det saa, thi hun
lsserte til de bevcegelige og slaltagtige Vasener, som man
itte i een Samtale eller ved faa Dages Samlkv tommer
paa det rene med. Hsun havde maaste ogsaa bewertet, at
Henrit itte lo sor, da de andre lo, og at han nu paa en
foruroligende ivrig Maade bladede i den tedelige Bog, Jo-Y
hannes Falk havde hentet. "
.,Maasle«, svarede hnn mere alvorligt, ,,vitde jeg,
naar jeg tog mia sammen, tunne gøre noget saadant som
det, De fortanger as en Pr«æstetone; men jeg ved itte endnu,
om Henrit vilde forlange det af mig.«
»Bist vilde jeg det«, sagde Henrit, ,,og megei mete
end det!«
,,Hvad da, min Ven?« spurgte The-odora, idet hinn«
rendte sig mod ham og saa ham udserdrende ind i Øjet.
,,Nat11rlig"ois at du selv opsøgte Ane Jensdatter i
hendes Hjem og braate hende den Trost, du formaaede der.
Hun lominer formvdentlig ingen Steder; Stam og
Stand-set holder hende hjemme.«
»Er hun saa sintfstendeZ Ja, ja da, jeg vilde gaa,
lwis du vilde estortere mig.«
,,Nat-urligvis vilde han det«, saldt nu Johannes ind:
,,men jeg fortryder, tære T'heodom, at jeg begyndte pag
saa spøaefuld en Maade, for det var virckelig min Hen
sigt at høre Dereg Mensina Jea har itte ringe Tanker
pin Damesrnes Donnmetrsast, issær itte, naar det gcelder en
Sag, hvor Deres eane Følelser ikle er med i Sspillet, og
det er aanste vist itte Titfceldet med Dem, hmor det gekl
der et Vsaksen som Ane Jensdatter«.
»Der sit De den, lille Frøten!« sagde Lars Brint
imaaleende; ,,men jeg synes ellers Falt, at De er lidt
baard mod Fristen Hainsen.«
»Aa nej«, sagde Thecdora med et trodrsigt Srnilx
»jea beder Dem, Johannes-, bliv De tun ved!«
,,««’5røten Thievdsora lan mageliat vcerge sig selb,
Brink«, sagde Johannes. ,,Jeg vilde blot vide, om De
synes, jeg stal o-psylsde stattels Thomas Andersens Be
næring eller itle?«
»Naturlig«vis itte«, svarede Theodora livligt. »Tet
var, om De itte tager mia det ilde op, et Misgreb, at
De holdt Forsamling i hans Gasardx De kunde godt taall
lpani uden new-v at vsise hans Hus den Ære; men De bildte
Dem ind, at De tunde gere, hvad De vilde.«
,,Det var Ret!« sagde Gans-, »staan ham itte!«
»Men nu«, vedlblev Theodora, »at gøre det om igen,
vilde da vasre rent galt. Slljul er og bliver et Uhyggeligt
Sted: det tan jea bearibe af alt, hvad Henrit bar fortalt
mig detom. De tan itte faa Batgt med det, hvad De
saa ger, og torn De igen samtnen der med Banderne san
vilde man jo hele Tit-en lernte pua den ushyggelige Seene,
da De var der sorrkge Gang, og man vilde ikte tunne
bevore Andaaten Bilde De festv tunne det?«
»Det vilde jeg gansste vis «, slvarede Johannes-, idsrt
dan saa velvilligt paa Theodotaz »men sor de andres
Stysld er det del beldsst at lade det veerez det gtæder rnig
ellers at marke, at De, sont det synes, har drøstest Mai-ven
heden Paa Sltlful med Hen«rit.«
»Bist har bun det, og det msed stor Deltagelse«,
sagde Henrit; ,,men dest tære Pigebarn har en mcertvcerdig
Lyst til at vise sig for andre ringere, end hun er«.
»Hast paa«, sagde Ttheodora imigt, »h-vorletdes du
teede dig i de Dage, da du var nippe til Prceste-Etsamen!
Rigtignsot var vi den Gang endnu itte sorlovede,jeg var io
ncksten et Barn endnu, nylig tonfir·rneret; men jeg var
frygtesligt rekt over dig og trøistede dig. Nu, dsa jeg er
oppe til Prætstetone-Etöaanen, vender du mig Ryggen og»
stander paa mig; er det itste den sorteste UtatnernmeH
lighed?«
»Ja det erl« sagde Henrilh idet han kog hendes Haand
og tyelsede den.
De andre lo, og garnle Print betragtede Theoddra
med Ijensyntig Fornefetsse og Beunldrinsge Hain havde
vundet hanc Vierte ved at bede ham tatde hende Tihevdvra,
ligetsiosrn de andre gsjtordez men Vttnt sparede bestemt afvts
tende; det patie- sig tkte for en sank-met M sont mis,
sagde han. Jntet tunde fortmaa ham til at oW
en vis Grænse indenfor hvtilten han ydmygt holdt sig k U
daglige Liv lige overfor dem alle, endlog Johannes, es
dette elstvaerdige Troel has ham ansporede hans Vetmee
tisl endmere at agte og cere hom. Kun naar det gjaldt etI
eller anden Sag af Vigtighetd, tog den gamle Degn Bladet
fra Munden, og da tunde han tale djirrvh
»Maa jeg«, sag-de han, idet han tosg Pitben as Mun
ten, »so-m et Slagg Centsvrs ved denne Elsamen rette et
Spørgsimaal til Fristen Hartsen?'«
,,Med Fornøjelse, kære Britttl«
»Ja, det er tun en Fortlsættelise asf Falls Etsamsinas
tion. Den gode Heere er jo aasbenlbart i Forlegentheds
Hvad stal han gøre med Ane Jensldattetlt Sig os, hvaf
De i hans Sted vilde gøre, og det synes mig wetten-, as
lhan stylder Denk at følge Deres R·aad, siden han hat
gjort Dem saa wegen Ulejsligthed og endelig vilde here
Deres Meni·ng.«
Theodora faa paa Johannes. Sstallen var der igen,
men forsvandt dsog; hun saa et Øjeblit alsvorligt ned for
iig og sagkde fau:
,,J«c«hannses stal felv gsaa over til stattels Ane og
trøste hen-de; han sial tattie hende, fordi hun er gaaet i sig
selv og har tilftaaet sin Uret, thi det er et ydrnygende
Stridst, som tun et Mennefke med et gvdt Hjserte beltlvemmes
sia til. Saa stal han gaa ind til Byen og besøge Thomas
i Arresten ——«
,,Det hat han ajosrt mere end een Gang«, sagde
Henrik.
,,J-eg ved det«, vedblev Theodoraz ,,men det maa ske
igsen, da Thomas dog mwa have Bested paa sit Brod til
Ane; og saa stal han sige ham, at det ikle var Gudsfrygt
nxen Forfcengelighed, der gav ham det Jndfald at bede
Din, at der maatte blisve holdst en Forfamling paa Stint
the Alverdens Forfasmlinger tan udslette den Statuts-lieh
hans For-brydelfe har fat paa hans Navn og hans Hieni,
men han«-Z egen Anget og Tcko paa Kristus lan vasste Pletten
af og gøre hans Stamvittighed ten fom nytfalden Sne —
tort sagt: han ftail ist-le tale saa mild og triølstendg fvm
Htan vilde have mig til at tale til Ane, men han stal sige
opløftende og indtrcengende Ord, form jeg ved, at han hat
til sin Raadigkhed; og saa maa han ikte gletnme at stasse
siallels Thomas noget friskt, rent Halm i sin Seng —
han ligger jo i et fælt, markt, fugtigt Hul, og han ital stasse
lkam et godt Maaltid Mad, selv orn han maa besstilte
Arrestforvarerem og —- saia ved jeg ikte mere«, stuttede
Theodora med Taarer i Øjnene, idet hun gjorde et mis
lyltet For-sog paa at le.
»Theodora«, fagde Johannes, »jeg har gjort Dem
stor Ur-et; men De hat selv nsogen Styld deri. Heut-it du
stan spge Prceftetald. naar du vilt«
»Man fliilde natften tro«, fagde Claus til Johannes,
,,at du hatyde Præstetald over en la«v Stv at give bort.«
»J«a«, svarede l,an, »det er underligt not, jeg the
forleden, at Paftvr Bxuus var blesven forilyttet, og at di
shavde meget tradlt med at staffe Henrik Gerittiurp Prieste
tald, sinnt jeg itte mere hie-sieh hvori den itsva Vier
hed bestctd.«
»Ja vi»st!« sagde HenriL »sa-a godt et Kald opnaak
jeg not itte, naar min Tid kioniimet.«
»Pa-stot Bruus forflyttet!« sagde Claus; ,,man tpr
virlelig ilte ønste en anden Menighed den Karl paa Hal
senz han burde gaa af, eller det bedtfte var vel, om hats
lag-de sig til at trepere.«
»F-y!« sparede Johannes, ,,det var et utristeligt
Entste! Jeg vil fortælle dia, Henrik, at Per Mattener
der er ganfte ærgerlia over, at han tun lvm til at dpde en
Mullt for sine verbasel Jnjurier mod Præsten, forleden
sagde ham det samlme lige i Øjnene. Ver Mdktensen et
besjælet a«f en brandende Tro; men han er istte gjott af
Bots. Var han bleven født sets Aarhtundreder tilbage i
Tiden, saa vilde han silkert draget Sværdet fiot Kräften
tommens Sag, og hain havde da msaaste sont Ktorsfaree
lagt sme Ben i dset hellige Land. Der er et wbændigt
Sind i hom, oa han gør os ofte Svrg. Fdsrledesn mssder
han Præsten, der giver fig i Snat med ham og stoler til
l)am. Per var ordtnap, men Pmtften veltalende. Hatt
sagde, at ban not tilsfidtft flulde faa Fred her i Sognet, vg
at han vilde blive her for Reiten alf sine Dage. — ,,Jes
visl lcegge mine Ben herl« sagde han tilstdst — »Aa, gid
de laa her!« fvarede Per Mortensen, og da han fortalte
mia det, kunde jea ilke faa ham til at ««,nd’—fe at det var et
letfmdiat Vredens Ord«.
»Du hat vift Reich sagde Claan; ,,men Per Mor
Btenseng Svar falder i min Smag. Den Banns fortjente
e1 Smar, der lunde gaa ham gennem Marsd og Ben«. »
Oni Mienen, da de andre var gaaet ind, og de stulde
«s«.pise, savnede de Johannes. Helga git for at kalde pas
ham, og da hun itte fandt hani paa hans Verder sagte
hun ham i Haven. Dev var han: bsan lad i Lindelnsthuset
nied Olivias Brev foran fig. Han saa overraftet op, da
Helga lom, og det forekom hensde, at en fvag Rødrne ftjal
fia over hans Anstat; men han geinle ikle Brei-eh thieri
imod vntede han hende hen til fig, gav den-de det og bad
shende laese det. Det lsd sauledez:
,,Ka-re Johannes!
sJeg er kam-wen i Tanter om, at mine Forældtes
Gralvsted paa Asssisstentslirlegaarden vistnvl henligger for
spmt Dei er en Stam, at jeg itte hat tæntt paa det for,
men sent er dog bedre enld flet itte, og da jeg heller Wie i
Aar kam-mer til Daninark, tan jeg ilte felv gøcre min Finst
spnnnelfe gsod iaen; men jeg hat itte Leyfi til ast bede Onkel
Vm at besørge det, fordi han ikle stod paa nagen get-d Feld
med Moder, og jeg tror heller itte, at han fysmspatifetede
med Feder. Han vilde lade fremimede gsre dest pg itte selv
tage sig deraf; men jeg ønster del gsjvrt med Rettig-heb og
Omshu. »Er det wbesiedent at bede Dem dstage Weg
der-for? De haivde jo dog i det minidtste Finder leer. hier
telig Tat, om De v’i-l! Raturligvig maa De, otn De Mk
ellers hat Ærinde i Hovedftadem reife paa min Betvstnstnxx
csg tunde De ille have gsodt alf en faadan lille UWI
Nedenifsov vior Kommissioneers Aldresfß libok De lau http
de fotnsødine Pen«ge. ——- Vierteligt hat det glkedet mig II
hste fta den leere Helga, .t De levet vel vg er Mkte
Dei-es StiWi-ng. De sen-der mig vel i stn M et Poe Okd
til Spar? Lev vel oig hav We i venkts Erinlmäng
Deteö trafaste dee M Sich-FOR
» W) ’