- "——1
— Johannes Fack.
RomanitoDele.——AsH-F.Ewald.
Anden Weis
l. Kapitel.
Skjul
J en sncever Dal ved Huldejen, der lober udenom
Gerstrusp Krat, gemt mellem høje Baller og fjern sra alsar
Ves, laa i Aaret 1889 en Bondegaard, lav og nun-selig,
med mosgroei, tildels sannnenssunlet Tag og strødelkge
Lervæggr. Man bled den ilte var, sprend man var lige
ved den« naar itle Nagen sra de brastscelldige Storstene
netop rndedc at der paa dette afsides Steo laa en menne
stelig Vaaning; og naar man saa den, tæntte man, at
dette var et uhyggeligt Sted at bo paa. Ganrdeng for
faldne ll«dseende, der vidnede am Ejerens Forsøminelighed
eller Faltigdoni, soretom Bestueren ganste at svare til
Omgivelsernes ode Karalter. ;
Gaarden hadde da ogsaa as Omegnens Beilmre saaet
det passende Navn Stint, og Eieren hadde sei-v antaget
ket, uagtet det itle stod paa noaet Kort. Den var med
sme saldefaerdige Bygninger og sine magre Jorder i tte
Generationer gaaet i Arv i den samme Famlie og ejedek
nn as Thomas Andersen, der var ilde omctalt, ligesom hans
Fader hadde været det; thi man mente, at Gaarden laa
lodligt belvemt til at lnibe Ved i Krattet, og at et Lan
eller et Ungnød fra det sazlleg Overdrev saare let lunde
fervilde sig ind i Thomas Anldersenå Hjord og falde for
Slagterslniven i Smug Han fik da ogsaa Stylden sor
stigit. naar et Stylte cheg sa«vnedes; men endnu havce
dog ingen tnnnet overbevise ham om slig Misgerning, og
der var jo ogsaa dem, der mente, at Folt gjorde ham Uret.»
Et Sagn fortalte, at Gaarden Ssljul var ætdre end:
sclsoe Gastein By, for saa v-«dt som her i gamle Dages
still-de have ligget en Ridder- eller Raverdorg, hvis Volke
oa Grare man mente endnn at lunne spore. Der sagdes,"
at den slyvende Jæaer eller Kong Bolmers Jaat holdt til
Ker, og at Speaelset nndede denne Hule til at sare igen-·
nem oppe fra Ballerne og ned i Mosen, niedens de gloende
Hunde sagte Gerstrup Krat igennem. Gaarden havde
altsaa i end-ver Henseende et slet Rygte, og man styede den
gerne ved Astentide.
lldant var det dersor en sinnt og darin Juniaften at
se, hvillen Tradlhed der herslede paa dette stumle Sted
Verrelserne blev eengjorte, Vorde, Banle og Stole sat til
Rette, og alt tydede paa, at man ventede Gesten Thomas
Andersen selv, en statelig lille Mand meld et snu Aasyn,
gil sart højtidelig omlring, og hans Kvinde, Ane Jens
datter, et mandsliaftigt Fruentkmmer med grove Traet og
en raa Siemme, satte Tjenestesollene i Trit paa en mut
Maade, som om lnm tun uvilligt gjotde de Anstalter,
bendes Mand sorlangte. Underligt var det ogsaa, at
Storstenen itle rog, og at der ilte diste sig Spor af ethvert
Gildes nodvendige Tilbehør, Mad og Dritte.
»Bei er lernge siden, Thomas«, sagde Ane, idet hun
satte begge Ncever i Siden, »at her blev holdt Gilde paa
Skjul; men dette tyttes mig et sært.«
»Guds Naade«, svarede Thomas, idet han stottede
til Tjenestesollene, »er bedre end Dril og Dans.«
»Lad os forst se«, svaresde Ane havedrystende, ,,lyvad
Naade det bl"ver! Det bceres mig underligt for.« —
Saa bares det slere, da der denne Dags Morgen gil
Bud fra Hus til Hns med den Hilsem
,,J Asten ved Sclbjerglaget hos Thomas Andersen
paa Sljul!«
En lille barbenet og barhodedet Dreng med høtgult
Haar bragte Budslabet til det sprste Hus, og saa git det
rsidere, dog itle til hvert Hug; det gil somme forbsi.
»Hu du ogsaa hert rigtig?« spurgte Hnsfaltene
Drengen.
»Ja vel!« svarede den lille i en silter Tone; ,,han
sagde det selv tre Gange og spurgte, om jeg kunde huste
ket; men den gamle rtystede Paa Hovedet og sag-de: det gaar
illel Foltet dil ille til Sljul.«
»Ja, naar han selv lyar sagt det«, s«varede Manden
i Huset, ,,saa maa det del viere ret og r«·:gtigt; men«, blev
han ded, da Drei-gen var gaaet, »jeg er dog bange, at
Lars Wink bar Ret; vg- underligt er det, at Thomas —
den Seelen —- saaVan hat kunnet daare Fall med søde
Ord; han er en Mr, del er nein Mening; men jeg vil
ikle svigte Fall, og vil han endelig have os sammen i den
III-verlieh san i Gard- Navn dal«
Denne Meläghed vg de to smaa Ord ,,han selv«
viste bedre, end lange Talemaader, hvor stvr en Magt
Johannes Fall havde erhverdet sig over alle dem, der,
gräme as hans varme tristelige Ord og bevcegede as hans
leerlige Osposrelse og suldtomne Uegennyitigthed, feist med
Glaede havde set has-n sosm Gæst og All-steh derpaa med
Tillid sulgt hatn sont Ordssrer og Leder as de gudelkge
Forsamlinger, hdig Deltagere stenwledes meld Swtnavnet
»de hellige«, osg sosm i hin Tid daade Kirlen og Loven sor
sulgte. En saadan Forsamling var det, han nu havde
berammet, idet han sastsatte Gaarden Stle soni Msdested.
Den Gang trtvedes der omlring paa Landet, navnlig
paa Øerne, et gudeligt Liv, som de tloge og oplryste lod
haant om; tshi den daledende Slcegt var opvolset i en død
Tidz og da maaste en eller anden as os hat sornmnmet
den samme Dsd i vore Hier-ter, lm vi itle bryde Staven
rwer dein verspr. Man vidstr del ttle bedre, og der var
da naturligt not at rhste paa hvvedet asd en Flot Meintes
soll, der lch samm, bad og sang Salmer og teede srg
underligt. hvorsor blev de itle hiemrne, spiste deres Rad
ver og git i Seng sonn ordentlige Fall og gode Vorgerei
Svaret msaa blive det —- sordi Gud hadde blcelt
Liv i de dpde Ben. Menschederne var den Gang for
Ststsieparten sont den Dai, betten ssrte Ezechiel nd i —
»og se, der laa saare mange dtde Sen ovenpaa Jorden,
og se, de vare saare tsrrr. Og han sag-de til mig: du
Mennestenes San, mon disse Ben sunne blähe levenioes
og seg sagt-e- herre, du ved det! Saa sawde herren til
disse Ben: se, jeg vil lade Aand komme i edee, og J
Ieise Min)
·«) TM W- MU M
«- —
iSaaledes svsar det gaaet til het; Herrens Aand havde
vatt de -døde til Live, og det var Almuessfott nied fsaare
ringe Kundftasb, men desto tlarere Ertendelfe als Synd
vsog Naade, fom bled udvatgt af e dsde Bens Mienng
Det ftal figes til Almuens Ære — fra den udgsit den
Livsftrimm fom nu bolger gennem Hirten, bærende baade
ægte Perlek og flygtigt Stum frem, og fom en Gang i
Tidens Løkb tan komme til at brufe højt not, indtsil Herren
findet det nødvendigt paany at fcette den en Demning
Kundftasb tan være en Hindring for Tro, men drg
er Kundstab nødvendig Nogle af de tloge fit da ogfaa
Øjnene op og antog fig de døde Ben, fom var blevne
levende; men tyven1, der den Gang gjorde det, gejftlig eller
lag, blev nicettet med Spottenasvnet: hellig, det vil fis-Je
i;y’ttelft eller forftruet. Kundftab tan adle vamod, men
Aand uden Kundftatb avler Vildfarelfe og Hovmod midt
k Vildfarelfem
De gudelige Forfamlinger ftabte hist og her i Sam
fundets lavefte Kredfe et lille Paradisx men Stangen var
ter; thi hdor findes itle den, faa langt Jorden tcetter2
Aanldeligt Hovmod, ftrceng Fortertrelse af anderledes tren
’tende, Uforligelighed i Trosfager rejfte allerede den Gang
Hovedeiz men dog var der Tro, Haab og Kærlighed blandt
die-se Almuegmasnd og der-for var Johannes midt iblandt
dem. Han elflede dem Trods deres Vildfarelferz derfor
tunde lan beflede og ftyre dem. Han ertendte Guds Vis
dom i, at denne nhe Bevcegelfe, ligefom da Kriftendommen
førfte Gang fortyndtes paa Joedem beghndte franeden
rg førft flog Nod i de ringes Hinten han haabede, at de
Aandens Lys, der hist og her tændtes blandt de høje,
-vilde knødes med den glødende Livsftrøm frane"den, og det
er jo ogfaa ftet, ftønt der deftovcetre ensdnu er mange,
faare mange døde Ben i Menighedernes DaL —
Det hasvde værei en darin Daa, og Solen git gl
dende ned i Veft. Vlomfter og Guts duftede i Krattet,
Lcerterne iftemte med fordoblet Jsver deres jublende Ästen
fang, men Uglen gav ogsfaa sit Biefhv med og udftødste sit
Uhu fra de ganile LElmetræer ved Kirtegaardem det var
en Spaadont om ondt Beil-. Frøerne tvættede derimod af
alle Krcefter i Mcsferne, en Spaadom om godt Vejr; og
Folt, fom git ellet lørte hjem fra Martarbejdet, talte
om, hvein der vilde faa Ret, Uglen eller Ftoerne.
Ad en enfom Ssti gennem Krattet gil to Mænd
Arm i Arm.
,,St«al jeg være Erlig«, sagde den ene, idet han stand
-fede, vendte sig om og faa ind i den dalende Sols Glanz,
,,faa blev jeg helft her; nien nu takber du vel Taalmodig
heden med mig?« spurgte han, ·dei han faa paa fin Led
fager nied ei mildt Blit fra de brune sznr.
Dei var Hentit Smith der talte, og Johannes, der
i en rolig Tone fvarede:
»Am nej! Korn tun frem med alt, hmad du der
gaar og tcenter paa!«
Man tunde fe paa dem begge, at deres Betentdtftab
i Lobet af de henrundne halvtredie Aar var modnet til
Venflab; men de havde begge forandret fig. Henrits stre
svar mere fundt, dlomftrende cg mandigt, Johannes var
Ikleven cetdte as Wdfeende, og han faa fygelig ud; men hans
»Mit havde et endnu dybeke Udtrht og en ftaertere Glanz.
Uden ftcerte indre Kainpe var de forløbne halvtredie Aar
nasipppe gaaet hen over hans Hoved; men han faa ud fom
et Mennefte, hvis Aand fejrende vqtfer, idet Legemet
neddryides og fvcettes.
»Jeg tan itte holde det borte«, tog Henrit igen Ordet;
,,»Solens th, Leerternes Sana, Blrniftetnes Duft fylder
nsxrin Sjæl med Glcede.«
,,Hold itte det borte!« fvarede Johannes; »Gud san
alt det, han havde gjsori, og fe, det var faate godt!«
»Ja, naar jeg hande tæntt Paa ha m, der flabte dei
altfam»men, men det gjorde jeg rigtignvt itke.«
,,Nej, jeg lan omtrent gætte dine Tanter. Du mener,
det er bedre at dveele he: i Guds frie Natur-, end det er at
folge mig over til den ftmnle Gaard for at hpre gudelig
sSnat af en Flot ftupide Menneftee, der oven i Kot-et
fhnget falsft.«
,,Stop! Slet faa fle.msme var mine Tanter dog itte.
Der vifte fig noget lhft og ftønt for mig; jeg faa ligefokn
et lifligt Smil og et Glcedesblint ira ei Par blaa Ojne
mellem de nittende Blomfter; jeg tcentte paa nein Pige,
ncin Theodora.«
»Saa hun er os her i Beian Hun bør itte have
en faa itindftræntet Magt over din Sjæl.«
»Ha: du da aldeig felv elftet, Johannes?«
»Aa, fo! dei hat jeg vel!« fvakede Johannes; men
hans Stemme sit en haard Klang, fom itte opniuntrede
Henrit til at udfpnrge ham videre.
»Saa maa du tunne forftaa mig«, fdarede Henritx
,,men Theodora et ellers et godt, muntekt, infthldigi Born;
min Vitlie er hendes Lov.«
,,Saa gsr et gudfrhgtigt Born af hende! Endnn er
hun tun din trolovede; du tan elfte hende, hvordan hnn
faa er; men en vawtro Huftru tan du itte el«fte.«
»T-vinge hende, bør jeg itte.«
»Lad hende matte, hvad der er dit Lin-Z Opgave,
faa vil hun folge eftet.«
»Saa maa den ogfaa fsrft i Sandhed dceke det; der
var en Tid, Johannes, da jeg fslte en beenden-de Jvet,
og det var, da jeg nhlig hie-wide leert at tende dig. Nu hat
jeg i to Aar været teologift Kandidah og jeg er ryttet
Maalet neermerez fsr eller fenere bliver jeg felv Præft;
men min Jver er tsslnet Formosdentlig et dei, fom du siger,
min Kæelighed der er i Bejen. eredes stal jeg da
Ofotlige min Karligshed til Modena mied min Kceriigihed
til Gudi Egenstlig but-de de to Fsletifer itte viere mod
ftrisden«de, og dog fsrer de mig udiltaakligt hver til fin
Side. hdoe nidt tst jeg gaa i Selvfornægtelfe uden at
ldedtsve her-det«
»Vend Slpsrggmaalet om, vend det omt Hvor vidt
tsr min joedifte Lidewftalb drage mig, naar jeg itte ftal
tage Stabe paa mtn Gudzfvygtt beeren hat ttste ladet
es i Uvished, idet han hat fast: Obo, fom tommer til
mig vg- hader ikte ftn Faden Weiden husftem VII-»n- Wer
og Moder og titmed fit eget Liv, han tan iste viere min
Weil-MS
»Men han, der felv var Mrsighed og elftede stn egen
Wes-, mente dog itte, at jeg stat bade mit-ne teuf«
·«) Om- 14, S.
»Hans Ord er fom et Swævd, der trcenger gennem
Marsv og Ben. Kun det hos vore leere, som er et Gen-sites
atf Giuds Herlighed, er vcerd at elslez tun det bestaar.
Jngen mennessltelig Fortrsceffeligihed eller Elisiværdighed
holder Stand, naar den itke genfodes i Kmlighed til
Guid og Tw paa ham. Vi sial ofre Gud enhver jordist
Følelse, selv den bei-iste, ligesom Abrasham førte Jsat til
Slsagtertbænkem og han giver os den igen, fornyet til eokgt
Liv. Gid jeg lunde tilraasbe alle forelsftede Piger, ømme
Hsustruet og Mødre: gør ikle ved eders usorftandige Øincs
«h-cd eders Mænd til Kaerlinget eller eders Børn til aandes
lige Krøblinge!«
,,Je-g sial sige det til Theodora«, soarede Henrit
Isagtmodigt »men ikle, at det tommer fra dsg; thi saa
dilde hun blive ored paa dig, incden hun har set dig.«
l »Det maa der vel til; hun maa først blide lidt vred;
nten tan du nu vcere hos os i Aften med Liv og Sjtel?«
,,Jeg haaber det«, fvarede Henril, men itle i nogcn
meget fortrøstningstld Tone; thi det var sprfte Gang,
at Johannes havde tunnet bevægse ham til at folge sig til
en gudelig F-orsaml·:ng. Heut-it yndede dem itle; men
han havde dog nu givet efter for en Gang at se med egne
Øjne og here med egne Øren, uagtet Lars Brinl havde
fpaaeL at der itte vilde komme meget godt ud asf denne
Forfamling, fordi Johannes saa halstarrig holdt paa, at
Gaarden Stle slultz vcere Forsamlingssstedet Las-s
Brink ncerede stor Mistillid til Thomas Andersen, og han
dar ille ganfle fri for O«vertro, hoad Gaarden angikx
men Henrit gil Elle med det rette Sind til Modet, thi
netop denne Omstcendighed pirrede hans Nysgerrighed;
doa tahte Lyften fig allerede paa Vejen.
,,Jea er bange for«, saade Johannes-, »at du endnu
er det famme forvcennede Bys"barn, Henrill Du man
itle faaledes sth den meniae Mand; hans grobe Kofie,
bang bartede .Ha-nder, hans jcevne og djcerve Tale dar itke
strasmme dig.«
»Bei er heller ikte Tilsceldetx tnen jeg skyer ham som
felvbestaltet Præditant· Bistnol lan et Mennesle hylle
ded at aaa i Kirle, men der maa han dog tie og hete;
lder lan han ilte blcere sig med at holde Taler eller faul
Lov til at arbejde sig ind i hyfieriste Stemninger«
; »,Ja lød Guds Ord sandt og ætligt her i Kirken,
saa ait jeg itte med dig i Dag paa Vejen til Sljul; menl
lwer stal de ftalkelg Mennesier ben, nn- de har en Præst
sont denne? Hvor sial de hen med deres Tilbede!s.. Saal-,
Fragt, Anger?«
»De .modtager doa Alterets Salramente af hans
Haand oa ladet deres Born dølbe af han.« i
»Ja, det aør de i Ydmhgbed, ventende paa lJedreY
Tiber, oa sordi de mener, at den vantro Tjener illa tan
forvanste den hellsiae Gasde, naar han administkerer, fom
Ritualet by-der. Jeg bestyrker dem deri, thi jeg er af
samme Menina. Hvad Betrysggelfe har vi ellerSL thi med
Silterhed lan ingen altid lcese i et Mennestes Hjerte,
cm han har den sande Tro. Toivler Prcesften otn det,
han-H Embeds Medfor paalcegger ham at sige og gøre,
da ramnier Forbandelfen tun hans eget Hoved.«
»Warte jeg stiller mig paa dit Standpunitt«, svarede
Hentit, ,,saa er jeg nærved at mene, at du gaar paa
Akkord med Sandhedem og at du ikle er lonckel«vent.«
,,J Trogsager tør man ilte gaa paa Akkord, men i
tirtelige Spørgsmaal tan man vel blive nødsaget dertiL
iniin Ven! thi vi lever istte i den sejrende, men i den stri
dende Kitte, og mennestelig Slrøbeligshed hæfter ved den;
men du er ftedt ien stor B«ildsarelse, om du mener, at
Menigheden er fom et Jntstrumenh der blot gisver Lyd,
naar Prcesten blæser E det. Du glemmer da, at den bestaar
af levende Mennester med Sjæl og Aand, oplcerte i Kri
stendommen og med uhindret Abgang til den hellige
Strifts LceSning· Vi Protestanter er for saa vidt et
Foll af Prcester. «
»Godt! Jeg gaar nu med dig og lan selv dømme«
»Jeg haa«ber'«, svarede Johannes, »at hverten du eller
jeg Vil gaa forgaeves i Astenz men i øvrigt betlager jeg,
at du itte fulgte mig forrige Gang, thi da faldt alt herligt
ud, det var opbyggeligt og godt. Det er mu«ligt, at flere
af de bedsfte i Aften vil blive dorte, dels fordi de ncerer en
ubillsig Mistante imod Thomas Andersen, dels fordi Oder
troen nu engang har gimet dem Sly for Gaarden; men jeg
vil binde an med begge Dele, baade med Ooertroen og med
Uretfærdigheden, og tillige mener jeg, at Thomas Ander
fens Gaard er særdeles stiktet til at samles i; der vil man
allersidst søge os; og jeg ved, at Pastor Braus, som nu isr
rast og rørig igen, lsigger paa Lur efter os, og at han tænler
paa at pudse Herredstfogden paa os. — Naa, nu lan Ei
allerede se dem-ed; der er ganiste fort as Mennefter, det
var bravtl Lad os stynde os!«
Fortsamlingen var ualmindelig talrig, og Johannes
glcedede sig derover, uagtet han not mai-klebe, at Nysger
righed havde lollet adstillige derhenx han saa mange frem
tnede Antigster og harte Ytrsinger som, at Thomas Ander
sen not stulde omdendes, eller at Stolelcrreren oilde lcese
Spøsgelser dort fra S«ljul. At der var saa mange
uvedtommende til Stede, betragtede han paa en Maade som
en Gewinst; saa tunde Folt en Gang faa at se, hvad de
hellige tog sig for, og flere ondtstasbsfulde og taabelige
Rygter fotstummr.
Saa han sig nu end tækt not otn i Meengden udenfor,
der betragtede ham med Nysgerrigthed ogi uden Deltagelsa
saa var han dog lidt sspænldt paa at se, hvem han vil-de
finde indenifor. Dem, der stod udenfor, havde han i Af
stand taget for sine Vennerz men net saa han, at det
gabende Publikum haode dresoet bang Venner insd i
Stuerne, hvor de lunde vcere i Fresd for laade Vittigheder.
Stor var da hans Glceide, da han fandt Stuerne propfulde,
og han saa, at neesten ingen havde spigtei. Strats, da
lhan "lom, trængte de fig otn hasm og hillstr ham med Glæde,
idet han trytslede enthvers Haansd, soms kom ham ncer.
Henrit, der fulgte efter, ble-v« overrastet vesd den hjettelige
Maade, htvotpaa Johannes blev modtaget; Stemningen
hat-de aalbenbart været noget fortnsht, men den hetvede sig
stracks, da den lille Flots Hoved og Føter vtfte fig.
Cn af dem tog dog Bladet fra Mundenx det var Per
Mortentfem en atf de faa Guardtnænd, der havde fluttet fig
til de Matte, der messi besttodsaif Bolötneend og Ind
siddere. »Dein var en M, kraftig Sttltelse og hat-de en
magst-la M.
l »N , Skolemetfterk sagde han, idet han holdt Jo
c- -..-«·
Ihannes’s Haand fast; »hee er vi; men hivad vil J med pI
netop paa dette StedZ Hat J set den ftore Flot as denns
Verdens Bsøtm J hat stasset os paa halfen?«
»Vel har jeg set det, Pet Mortensen«, svarede Js
Ihannesz »har det gjort Jer tædz vi stal not vise dem, at di
et hjemsme.«
»Hm! Saa«n1sce·nd!" svarede Per M«ottenfen, idet hart
»stottede til Betten, Thomas Andeksen, hvsis Haand Jo
Ithannes nu try·t«kede; »lad se fortst, om det er til Gavn2"
, Johannes tog Plads for Bbttdenden, og Hean satts
»sig oed hans Side. tStuen fhtdtes nu ganisle, idet de
der hsidtil havde staaet udenifor, trængte ind; baade des
tilstrldende mindre Beerelise og Forstuen blev futide as
iMennester, ssaa at der ilke var en Plads tiloversz men da
der tillige stod nogle udetkfor i Haben, og Luften bettum
redes i de lasve Rum, lod Johannes Vinduerne tage af.
Henrkt saa fig oni i Fortsamtiingem som det winden-de
Dagslys taistede sit Starr over. Der var baade Mcend og
iKvinden gamle og unge; den gaimte Kvsindes rhntede
Ansigt saas ved Siden ais den unsge Piges sunde og dient
lsit-ende, den lrumlbøijede Olding ved Siden as den sagte
’og kraftige Ung-katl; der var Stolddeee og Tiggete imst
lem, men de fleste var dog veliklædte Trods Forstellig
Jeden hasvde de alle eet tikfcelles — de grobe, batceds
Hænder, i hvilte Arbejdet havde efterladt sine dhbe,
fnmdsige Marter; men en saasdan Taufe som at howde
sig af deres Ringhed og Arbejdets Adel var langt fra dean
ivcertimod var de to eneste Mcend med hvide Hænder, de,
der var opvotsfede ved Bogen og Pennen, dem en Øjenslhft,
og dereL Nærværekcke syntes dem en Ære og Betrhggelseg
det var det sunde ved hin Tids religsiøse Bevægelser, at de
itke — som .i vore Dage — krydsedes af politkske elle
sociale Strømninger. Alles Blikte var vendt mod Johan
nes; men nogle asf de Blikke var saa spcendte og bræn.dende,
at de itke behagede Henrik Stnith5 hans fint dannede
Smag var ham her en Hindring og Anftødsrftem han fette
sig itte hyggelig til Mode.
Paa Johannes’s Aashn var der ikte Spor af Tvivl
eller Frhgt. Da Jndgangssalmem »Søde Jesus, vti n
her« var sungen, og de kraftige Lydlbølger havde tystrs
Gaarden Stjuls skrøbelige Tag, blev der d-øds-stille. —
J-o"hannes bad nu højt og lshdeligt en Bien, der kam seit
og uforberedt fra Hiertet; det var en Tatsisgelise for Paa
dens Lys, for Guds Ord, for Taldri til Guds Rige, es
Vøn om den Helligaands Bistansd i Kamwen nwd denne
Verdens Fristelsen Selv de nhsgetrige forholdt sig stille,
og Mcengdens Tavshed og de opsvaktes dhbe Andagt
gjorde denne Bøn til en virtelig højtidelig Handha
Henrit havde aldrig for høtt Johannes saaledes fort
Ordet; han føslte sig greben og fang den natste Salme used
Liv og Lytt. Det var en af Brorsons aandelige Sange,
shvis subjektive Jnderligshed den Gang tiltalte Atem-en
meifL Mange kund-e disse Saltner udenad, dog ikke alle,
sog da det imidlertid var blevet merkt, tændtes der Sys,
eg da de faa Stager, der bled sat paa Bordet, ikke sog
til, omdeltes en Bunle Spiddelys i Fovsamlingen, os
man holdt de taendte Lys, omviklede med et Stykte Papie«
i Haanden naer Salmdbogew — Saaledes blev Ra. S
af Brorsons Svaneiang jungen:
Jesus mig alting er; ingen Slags Skade
Er mtig for spar:
Naar jeg endog det bebtste sial lade,
Og ham tun har.
Tiineligt er tun et Laan eller Leje
Og slippes maa;
Til og fra gaar det utallige Veje,
Ei lad det gan!
ZZFÆ --::'.·.?.—.«"J", T« IT-: »He-« M
Tiden er tun et Gran, halsve Minutter:
Ja nceppe dem
»A! vor Elendigshed Dnden beslutter,
Og dermed hjem!
Qp da, Iniit Hierte, lad intet dig trykte
As Verdens Trang!
Bedre i Sieben at prøve sin Lykke
Med Frydesang.
MHM ,
Da Sangen sorstu«mrnede, vendte alle Blikle fig igen
mod Jochannesx thi hans, Ordsørerens Tale, som nu siulde
komme, var Hovedsngen i denne, som i enhver gudelig
Forsamling. Den udesblev da heller ikte; men den havde
en uscedvanlig anledning, som Omstændighederne for
anledigede.
,,Vellomrnen Brødre og Solstre, velwmmen i Jefu
Navn!« begyndte .h-an. »Jeg hat kaldt eder samtnen her
til Sljul, fordi Thomas Andersen Intstede, at vi en Gang
Vilde samles hos ham, og da jeg hunder, at ingen as ebe
er bange sor Sspøgelsey saa opfyldte jeg gerne hans For
langendez men jeg antog rigttignoh at vi her bedre end
noget andet Steh nilde tunne samles usbeincerket og Z
Stibhed. Det er nog ilke lykkelves Vel ser jeg næsien
alle de terre, velIbekendte Ansigster omikring mig, og jeg
tcktker enhver Broder og Søster i Kristo, fordi J kont!
smen jeg ser ogsaa mange, som ilke plejer at søge vore
Forsamlinger, og nogle, jeg ilke kenden Vti er altsw
stete, end vi plejer at vere, men det lan maaste ogsaa
svcerc godt for noget. Jeg byder eder vellvknmen, ogsaa J,
jeg ikle kendert lEr der en ulenbt onder i Herren iblandi
eher, da vcere han hjerteligt hilset! han stal vcere mig fom
en Lands-wand midt i et sremimed Land, ja mere end en
Landsmandl Men er der nsogle iblandt eder, hvem Mys
gerrighed eller ond Villie hat drevet herhid, da vil jeg
strasfe dem ved tærlig Formaning J vil ikke faa stor
ILøjer at se, tun Mcend og Kivindey der er kommen sam
lnsen for i Stilhed og ined Alt-or at tilbede Gub. M
smener nemlig med Herren, at Menneslet ille lever as Bksd
lalene men ved hvert Ord, der ubgaar as Guds Mund.
Gid da eders Nyfcgenhed maa forvantdle sig til Deltageksey
sgid eders kolde eller lunkne Vierter maa blive varntex gib
Herren vil lægge sin Velsignelse i be Ost-, her bliver taki
as mig og maasste ais flere, san at »vor Tale maa blive san ei
s«Garn, ’ hvilket eders Sjcele bkkver fangne!«
. En sagte Bisalds’mumlen lsb gennens de opvaitos
Krebs, og de nysgerrige foer sig fasse; de blev fu
tblsssede ved den Hllsen, de sit; pg den mandige Yg W
jMasade, hvovpaa Johannes Mie, pfiorde sit Zian m
,slere af bem. Gottfcttey