Johannes Falk.
Roman i toDele. ——AfH. F. Ewald.
F s r s te De k.
(Sluttet.)
»Julstitstaaden tager vel til Takte hos os i Nat?«
sputgte Brink.
»Natutlig«vis, om De kan og oil have mig«, fvarede
Jttftitstaadenz »jeg hat sagt til Inn Karl, at han sial
tote hen paa Kroen·«
,,Men De ttaenget oift til at nyde noget«, sagde Brink
med et Blit t·l Faster Øllegaard, ,,oi maa nok toenke oaa
Aftensmad, min kæte Jomftu Falk!«
Fastet stod nsoget fortabt oed deuet og saa paa
Johannes, der fitsd ved Vognen utsenfor, talte med Kasten
og tog imosd Justitstaadens Vad’scek. Det hele foteksom
hende saa underligt! At hun var her i Gersttup Stole,
og at hendiss Brodet kom her ssosm Gasst i Lats Brinks
Hos, gjotde hende fotsst den stete Forandring slaaendex
den nedladende Maade, hosorpaa hendes finttladte Brodes
kalte den jceone Lats Brink Haanden, vifte hende tet
Ulfstanden
-,Jh«. udbtød hun, ,,jeg staat jo her og falder i
Staoett Hoad onsket du, Niels?«
,,Vlol en Fiop Te, tm jea tot bede!« soatede saftig
taaden med en omsindtlig Mine; det havde alletede betørt
ham ubehageligt, at bang ean Softer maatte modtage
Otdtse ssom en Degns Husholderfle.
Johannes tom, og man kund-e se paa hans Ansigt,
at han havde en Anelse om, hoad det fotestod ham; det
vilde uden Tvivl blive en haatdete Dyst, end den hun
nnlig haode bestaaet med sitt akademiste Brodet Peter
Etitfen Eamtalen flæbte sig hen, indtil Tebotdet var
dattet, hoilkek heldigvis itte vatede lange; og da Maul
tidet var til Ende, tejfte Justikstaaden sig og bød Godnat,
idet han bad Johannes vife ham ind paa hans Vcetelse.
»Saa«, udbrod Fastet Øllegaatd, da Døten havde
lutket fig eftet dem, »nu gaat det«løs!«
»Skader ikke«, svatede Brink, idet han tcendte jin
Aftenpibe; »det maa gaaH iaennem altfammen. DeteH
Broder vilde virkelig vaete sanken betydelig i min Agtelfe,
om han flek ikke hande bekymtet sig tm, hvor Johannes-«
bleo af. Dei tan endnu ende med, at baade De og han
sotladet mig; pas tun paa!« —
Jscshannes forte stn Stedfadet ind i det fimple, men
renlige Getftelammet, satte Ltsset paa Bordet, onskede hatn
en god Nat og vilde gaa; men Justitstaaden bød ham
blioe, idet han sagde:
»Du tan da nok tænke, at jeg egenilig et kommen fot
at tale med dig. Hvad du hat gjott, Johannes-z hat voldct
mig stor Bekymring, oa du skyldet m-7g i ethvett Fald en
Fotklaring —» et det for meget forlanat, hm?«
»Paa inan Mande«, svatede Johannes; ,,jeg vilOe
fct lange siden gioet dig den, hvis jeg havde kunnet tro,
at en Forstaaelfe var mulig·«
»Vilde du? Den gode Villie fotslaar ikke, min Ven!
tnen jeg hat i Getningen visi, at jeg nnsket at komme til
en Forstaaelse, siden jeg hat reift den lange Bej date for
det famme.- » Dog hat jeg ikke gjort det uden Foranledning;
fiden du havde saadsan Haft nie-d at komme bott fta os,
vat jeg bange for at genete. Bi lidt — her hat jeg det;
maa jeg bede dig let-se dette!«
Justitsraaden hande, medens han talte, taget fin
Btevtaske ftem og takte ham nu Ptæstens Bteo. Johannes
tog dek og læste det hurtigt igennemz derpaa gav han det
tilbage, idet han ttak paa Skuldrene.
,,.f,)-oad siget du til det?« sputgte Justikstaaden, hont
Opaa han stod Las-berste ftem og saa paa Johannes
»Det et ikke andet, end hoad jeg maatte vente mig«,
lod Svatet; »fotmo-dentlig tommer det endnu ubektaga
ligere Ting.«
»Da det oil du udscctte dia fot!«' udbtød Justitstaass
den. »Han, en ordinetet Mand, kan itle fortlate sig din
Nækvætetfe her Iaa and-n Maade end detoed, at du paa
en uhcederlia Maade et bleven vfst bott fra mit Hast og
naat han, din fotesatte, tanker saaledes, hoad maa da
andre Folk tcenke2 Johannes, du hat ssat en Plet paa dit
hcedetlige Navnt Btyd af, mens det et Tid!«
»Men hvotfot«, sagde Johannes smilende, »har
Hans Velcervatdighed da ikte i Tide forhørt sig om mig?
Han tunde jo set sig for; men destoværre tror jeg at kunne
sige dig, hvorfor han tog sig Sagen saa let. Dels et
det hatn temmelig ligegyldigi, tvem det antager sia Bot
nenes Undervisning, dels haabede han i mig, en studeret
Mand, at faa en bjælpet til at genete og forttcedige
Lats Brinl, hvem han hat et Horn i Siden paa og gerne
vil af med. Min forhaabede Dygiigshed fkulde gote ham
den Tjeneste oa bevise Brinks iotale Udueliahed«.
»Da saa uvcetdige Motivet vil du paadutte en faa
linderlia Mand sotn Paitot Brunst«
»Don et aldeles itke nogen hædetlig Mand, hoetken
ml set af sine Entbedsbtodte ellet agiet af sine fotefatte «
,,Det maa du tillade mig, at jeg fotelobia bet-o?vlet.
Hans Btev er oel siteoet og tnder paa scktdeles agtvætdige
Grundsummen Du et falden ned her som en Bombe
og hat antettet Forstytrelse, hvot der fot var Enighed o-;
Fredz det staat jo tydeligt nok i Bteret.'«
»Der staat det, men det et ikle sandt; her var Spkid
og Fotvirting; jeg sttceber netop at tilvejebringe Enigihed
Dlandt Bognets Beboere indbyrde9, men itke mellem dem
ca Praften, fordi dek er utnuligt; dog undgaat jeg Sttid
med hom, hvor jeg tan. Bi kceoleg ikke; men jeg ved not,
at han gaar ontkting og bagtalet mig og fastier ondt fot
mig alle Begne.«
»Du Vil skasse Enighed til Veje —- Hjeetlpelcetet ved
Stolen, pntz men lige nieset, hvsotdan det nu forholder sig
detmed. Jeg kan ikte se roligt paa, at du svigtet den
Stand, du tilhttety at alt, hvad den er anvendt paa dig i
din Ungdom, nu moa betragtes sont kostet i Spen, ja« at
din egen Flid og de sinnt-Italien du hat samlet dia, og den
Dygttghed, du hat ethoekvet dia, nu et tent sntldh jeg
det hat« folgt din Streben lige fta din ttdlige Ungdom
og ded, hvad du duer til, jeg kan vtekelig ikke for-holde mig
ttgegyMg out-, at du sdetcgget dein egen Fremttd og hell
gaat tisl Grunde.«
»Du er i dtn gode Ret, keete Bad-M fremde Johan
I
nes heulng »naar du taier sau. Du maa fra dit Stand
spunkt være mrisfotnøjet kned mig, og jeg her sagtmodig
here dine Bebrejdelser. Det get mig ondt, at alt hat
Iføjet sig saaledes, at jeg maa handle dig imod; men jeg
tan itte andet; om du saa havde vatet min tødelige Fader,
Vilde jeg baaret mig ligesaadan ad; thi min egen Samvit
tighed maa dog ocete den højefte Lov for min Handh
maade.«
,,Men hvad i al Verden hat det dog med din Sams
vittighed at gere, at du er Stolelceret i Getstru«p?«
»Bei egentlig itte, men det foretom mig i enhvet
»Hen«feende bed«ft«, at jeg havde en god og fornuftig Virt
somhed, der tnhttede niig til Menigheden. Jeg ved, tæte
Faden at sdu har læst mit Brev til Fasterz i det hat jeg,
som det shnes mig, udtalt mig thdeligt not om min Bitt
somshed her; jeg hat intet at t«ilføje; hat du siet itke
Hierte for min Getning, faa vil ingen Grunde kunne
ovetbevsfse dia: den stal fornemmes og opfaties med
.Ojertet.«
»Og man stal stet ikte bruge sin Fooftand7i Der
hat vi hele Taa·belsigsheden!«
»Gud hat givet os Forstansd paa bedre og højete Ting
end tinielig Lytte, gode Jndtægter, vetdslig Ære og Anss
else; alt det hat itte mete nogen Tillottelfe for mig, og
siden jeg har brudt med det, de fleste ttagter efter, skønt jeg
flet ittc ter paastaa, at Ærgetrighed i timelige Ting under
alle Omstcendigheder et fordømmelig — faa hat jeg faaet
Fred i Hjettet, en Fred, jeg for tun tendie i ganste entelte
Øjehlkktte.«
»Jeg forftaat ikte«, for Justitstaaden op, »hvad det
er for en Fied, du taler om, nej Pinedød naat jeg get!
nien een Ting forstaar jeg, og dei er, at der bag din til
synelasdende Ydinyghed stjulet sig det ghfeligsfte Hovmod.
Du hettagtek dig selv som et Re«dstab, Vorhetre selv has
«udtaaret, og føler dig hæoet over dine IJtedsmennetiter.«
L »Det hat jeg hverten sagt ellet ment; men vi troete
ji- slet itte paa Forsynets Sthtelse naar oi itke antog, at
!Vorherte hat sin Bestesmrnelse med enhrer af os; af mig
fortanger han nu at jeg stal gøre Gavn paa en særegen
Maade, og jeg strick-her derfor, saa vidt jeg formaar at
btyde med Ber’den«.
, ,,A’ha!« udbrød Justitstaaden med stigende Harme,
»jeg fotstaari Din Moder og jeg, oi er Vetden; det er os,
sder jaget efiet tkmelig Lytte, gode Jndtcegter, Fotfænges
lighed; vi hsører til — »de fiefte« —, sont du stiller di.1
fra. Ja, pas paa«, vedblev han i en fpydig Tone, »itte
at komme os for ncer, du tunde let blioe uren: men jea
siger dig, at det itie er andet end den stætefte Fanatisme,
at dit hele Naisonnement er unatutliat og fordpmmeligt,
og at det vil tage en Ende med Forfcrrdekse med dig!«
»Der hat du igen missforsstaaet m-ig«, saade Johannes-,
fom tæmpede haardt med sig felv for at bevare sin Fai
nfng· »Du og Moder et itle Vetden, som jeg hadet. Guts
forbyde det! Vetden er itte blot udenfor mig men ogfa.1
indeni mig her i dette syndige Hjette! O, jeg tan ofte hade
mig selvi Jea tan lige faa lidt som nagen dødelig vente
Salighed andetledes end som Naade og Barmhjertighew
al min Gerning er tun iom en Draahe Band paa et glo
dende Jetn, naat jeg vilde trodfe den retfcetdige Guds
Nidtæthed; inen du er jo seid trifteligt oplcert og maa vide
det; og hat du glemt det, ellet hovmoder du dig selv og
fordominer mig, idet du afvifet enhvet Appel til den
triftelige Karlighed, fom du dog umuligt tan beere ganste
fotuden, ja, faa begaar du Shnd, og du vil en Gang
blive dtagen til Regnstab detfor.«
»Tat!« soarede Justitstaaden, idet han troinsmede
med Fingrene paa Bot-det; »hat du itte ogsaa en lslle
Forbandelse, jeg tan bringe din Moder?«
»Fadet«, sagde Johannes-Z »tæm din Hidsighedl Jea
ded, at dn mener mig det godt; din Ncekvaetelse her siger
mia det, ja setv din Vrede er egentlig et Vidnesbytd der
omz men la«d her itte falde altfor bitte Ord, som sent ellet
atdtig glemsmes. Jeg hat dog bevaret et Haab om, at
tu en Gang i Tidens Loh oil forstaa mig. Dom mig itte
frr hast-gi! Men hvad Moder angaat-, saa næter jeg
sistre Ftygt; allerede det, at du er her aiene uden hende,
thder jo paa, at hun itte mete bthder sig om mig. Hvad
Vætd vilide da selv den tcktligste Hilsen fta mig have for
tende?«
Justitstaaden saa opbragt ad, men hleo Johannes
Svar ftyldig
»Von Veje stilles«, sagde Johannes heim-get; ,,det
tan ilte væte anderledesz itte blot saaledes, at J bot der
oa jeg her; nej, en meget dtybete og vætte Adstillelse. J
forsiaat mig itte, og J nægtet mig Overbcetelse oa Tillid.
Bring da Moder den Hilsen, at naat som helft hun stulde
stifte Sind, da v·El hun finde mit Hjette aasbent; og vil du
saa, tret-e Fader, vredes pasa mig, naat jeg tilsidst i den
tatligfte Hensigt siget —: gid baade du og hun vilde
ere edet lidt mere om, hvad der hører Guds Rige til?
Tænkt dog paa, at alt, hvad J hat hernede, og som gleeder
edets Hinten det fiai J en Gang forlade« —
,,Jo-hanne5!« taabte Justitstaaden med et vie-deblus:
scnde Ansigt, idet han sprang op.
,,Naa«, oedblev Johannes med et sørgmodigt Smt:,
,.det femme-e sig vel egentlig itte fot inig at formane
lrnine eane Forældtez men J maa itte tro, at det et mig
)l"geghkdigt, hvorledes det gaar edet; siges maatte det; vil
idu tiigivk mig dete«
»Man tan naeften fristes til at fatte Medlidenhed med
dig", sparede Justitsraaden i en vted Tone; »du er jo tent
forfiyrret. Gaa din Vej og lad mig komme til Ro; men
din Moder havde Netz hnn hat altid Ret; hnn mente, at
ins-in Reife vilde væte rent spildt, og jeg set, at hnn tendet
dig bedte, end jeg; jeg kunde sandelig lige saa godt være
hleven hieinme!" —
« tDestsovaerre, det tunide han; men da han den nieste
Morgen visit sig 1 Lats Brints Dagligsstue faa man strats
paa hans Ansigt, at det onde i hans Sind var votset. Han
var told og otdtnap, ftastsdende heftig Fafiet Øllegaard
·vtdste tun altfot godt, at det hos ham var det allerveerste
Team Dei er for-di mellein Johannes og ham, tæntte hun.
Lars Brintt giorde et Fort-g paa at formaa ham til
at tage over til Peovlsten og tale med hasti.
»Der stal Detes Vetbaatenhed faa at se«, sag-de den
gamle, »at Der-es Stn nydet Besinttetle hog Distritiets
jgejssilige Mitvritei. Von tot vel itte paa Einibeds Begne
tgive Johannes Medhotkd i hanc Bitten her i Sognet, thi
gudelige Forsatinlinger er jo fotbuldte ved vaenz men
shan billiger dem i sit Hjette og siget, at de et til Belsig
stielse, hvot der siddet en saa ligeghldkg og gudsorladt Ptaest
ji Kaldet, fom Bruus er.« s
s »Jeg takket for Anoissningen«, svatede Justitsraadenz
;,,tnen jeg hat min Sjcel faaet nokl Jeg taktet min Gud,
at Giersttup ilke lsigget i et af mine Herredetz men det
lan jeg fotsitte Dem, B.tin«t, at hvis det var Tilfceldet,
isaa gjorde jeg min Silsyldighed og stred ind ntod dette
zappelt-sie Vcesen med hele Lsovens Myndig’hed, selv itm det»
git ud over min egen Sem« (
« Lars Brink tad, men han tæn"kte, at Justitstaaden
saa nsok ud til at lunde gøre det, Johannes, sont ikte havde
lværet til Stede, tom nu og onskede sin Fadet Godmorgen;
han saa bleg ud, som om han ikle havde haft Søvn i
Øjnene den Nat. Justitsraaden bøsd ham koldt Godmotgcn
igen, og da han haode drutlet sin Te, sagide han: i
,,Een Ting lan jeg gøre for dig, Johannes, og det.
Vil jeg gøre sttats. Det er min Silhldighed at hilse paa
Pastot Bruus, siden jeg nu eng-eng er her, og jeg vil saa
Ptnytte Lejligiheden til at laegge et Qtd ind for dig; jeg
Vil give dig et godt Studsstnaal fot den Tftd, jeg har
tendt d«ig, og bede ham staane dig saa meget, ssom hans
Embedspligt tillader det; men saa hat jeg ogsaa gjort»
fot dig, hvad jeg formaat!« 1
Johannes tystede paa Hovedet og tad; men Justits
taaden leid sig itste afstroekke deraf vog gil. De andre
oidste omtrent, hsvotledes det vilde falde ud, og et Blik paa
Justitsraadens Anstat, da han kosm tilbage, syntes at
betratfte detes Forimodning thi han saa endnsu mere erfor
sonlig ud og havde aabenbatt ondt ved at icemme sin
Hat-me og lasde vcere at tagc sat igen, der hvor han slap i
Gaat. I
Passiot Bruns havde taget overotdentng artigt imod
ham, og hans Kone oveteste ham med Komplimenterz men
da Justitsrasaiden forst haode btagt Johannes paa Baue,
satte de højst betlagelige Minet op, og Pastoren gav ham
under Medsølelsens Maske en Stildring as Jsohannes·s»
Fortd, som ret var sliktet til at puste til Jlden. Justitss
taaden fvtatgedes oa tog den hele Fremsstilling for gode
Vater; det hcederlige Sludsmaal faldt helt mai og flovt
nd, Pastoten og han mødtes i sløn Enig-hed, imlproviserede
et liidet Benstafstetnipel paa Ruinetne as Jo«hannes’s gode
Navn og Rygte, og da de ftiltes, ofste det fig, at en ynlelig
Bøn om at visse den sotvildede SskaanseL sluttelig var alt,
hvad Justitstaaden formaaede. I
Han havde imidlertid paa Henvejen bestilt sin Vogn
og blev glad, da han ved Tilbagelosmsten saa den holde
ndensvt Stolen; han loengtes efter at tyste Siedet af sine
Føddet og komme af Sied; men da han til sin Lettelse
sblev var, at Johannes ille mere viste sig, gav han sig dvg
lTid til at holde en lille Formaningstale til S-ø-ster Lille
ga-ard, navnlig angaaende Fsorholdet til Prcestens, talkede
lfaa Lats Brinl for den nydte Gæstskihed, sprang paa
ngnen og lette.
,,Faster«, sagde Johannes,da de out Middagen alle
tre sad samtnen ved dereg tatvelige Maaltid, ,,fottthder
det dig itle, at du et kommen hettil?«
,,.Hvad et det dsog, du siget!« udhrød hun, idet htm
gjorde en Llnsttcengelse for at se fornøjet ud og stjule sit
Mismod.
»Det vilde ilte vcete saa underligt", vedblev Johan
nes. »Du hat dei ensoimt het, og Vinteren er drøj og
lang —.«
»De stulde gote en lille Tut til Borups og besøge
dem«, mente Lats Print og Johannes sagde: ja!
»Aa, vil du nu bare lade mig vcere i Freib-, Johannes,
ig De Brink med!" udbtød Faster Øllegsaatd næsten for
trydel?g.
,,«forlnyt et du bleven ved Faders Besøg, kan du
ncegte det?«
»Nei; men slei itte paa den Maasde du tænlet dig
stet. Jeg oilde itle tilbage til Stand-bcelgaard for aldtig
det, og paa Stovlyst et der for lidt at bestille, til at j«g
kan trives. N-i, leere Vennetl Gud vcete tatlet for den
selvstcendige Stilling, jeg hat her, og fordi der dog er eet
Sted, her jeg virlelig tan voete til Gavn; men lan itie
et Bcsøg soin det, vi nylig hat haft, not gtøte mkt Hob-ed
lidt stott? At ja, det rett- hæsligt op i saa meget
gatnmelt.«
«Lad oö saa itte mete tale om det«, saglde Johannes,
,,og glemme det, saa snakt vi tan!«
»Ak ja«, suttede Faster Lillegaard, ,,de-t vilde del
vcete det sundeste, om man tunde; men De maa vioe,
Print, at han, der i Motges viste mig saa toldt og frem
rned et Ansigt og saa for af som Dun i Blæst, han var
mig en Gang den taeteste af mine to Vrødte5 men det
er lctnge siden. Jeg leerte jo i Aarenes Leb, at det ilte
et Guld alt, der glimrer. Erit, din Fader, Johannes,
han var tto som Guld; jeg icenlet med Glcede paa den
Brodet, jeg nu har hos Gub; tnen jeg stasmtnet mskg over
lia-m.· fom blev hernede.«
»Befin«det De Dem vir«lelig vel her, lære Jomfru
Falt«, sagte Brint, ,,saa Gud oelsigne Dem! Nu lan
Jeg tel not sige, at det vilde blive et haatdt Sstød for mig,
.oni De fotlod os; jeg ved jo not, at De egentlig itte er her
set min Slyld; men jeg nyder Inin Sandten godt af
detes teerlige Omhn, mete end nogen anden.«
»Bei hat De sortjent!« uidbtød Fasterz ,,De hat mete
gHjette for ham det, end hans egne Fotældrel nien jeg et
her heller itte bloi sot hans Skyld; jeg gøx vel ogsaa
lidt Gavn i Nh og Nce her i Sognetl og saa slulde di
iade os dtive hetfta og fotlade alle de brave Mennestet,
det nu hat sluttet sig til os, blot sotdi det kteperet Niels,
Hat Johannes et bleven SToleimestey ellet fordi den gamle
yFylidebøtte detsovre i Ptæstegaarden hat set sig artig paa
ios; jso vistl Nej, jeg vil hollde ud paa min Post, saa;
,loenge Johannes get det, og jeg stulde itle have nsoget imods
at lægge mine Ben her«.
Johannes blev let om Hiertet ved at hsre Fasters
kraftige Erlloering, gsav hende et gsodt, trofast Khs og
sagdex
, »De-t var den berste Dtystz men jeg haabet ogsaa, at
det bliver den sidste!«
f Og det blev det for lang Tib. Vewen ldd dem t
;Fred, og alle glemte dem-, undtagen Cletus og Zeigt-, lotn i
Last-et as de to Aar, der nu fotlob stille og las-out, oste
ibessgte dem og viste dem del-es Stolllhed og haalln den
fsvstefødte en Demg, fom var bleven opth eftet W »
nes; men deres Liv blev steh-se hyggeltgere i Gast-«
thi detes Benners Kredg volsede Vistnol flap Jede-nac
ikke for Bryderier og Ærgkelser, og Bagtalellfen havde W
en Stand dygstkgt fat; men Egnens Herredsfoged M
sheldigvis en meget lemfæsldtg Politimestey og Provsies
lyoldt igen, saa han forblev uanfægtet i sin Stilling, II
bang Arbejtde i Herrens Tjeneste voksede sin stille og sek
signede Vækst. Post-or Bruus begyndte paa Grund sf
den rigelige Nydelse af Guds Gaver jævnligt at streute
cg tasbe Lysten til at føre Kkig med Stolen.
Johannes viar lyktelig; han tot-n under sin all-onli
Stroeben, sin indre Kamsp og btændende Bø n Gud stehst
nærmere. Den Fred, som overgaar al Forftand, flo
sfetdse dybere Rod i hsans Hierbe. H’avde han da saus
glemt hcnde, for hvem det famme Hjerte en Gang flog Joc
karint7 Viftnok Ekle, siønt hendes Navn i disfe to Aas
ncesten aldrig tom over hans Lcetbey han bedarede heade
«Billede, som han havde kendt hende, i sit Hiertes stjultesie
Vraax han følte ikte mer-e noget Begær efter at talde W
sin; hans Lidenslab lutredes til Kærltghetd af en højete II
renere Art, og idet han vænnede sig til den Forestillingsz
at han aldrig mere vilde faa hende at se hernede, haabedt
han paa et Gensyn en Gang hissei.
Men hun fcerdedes i disse to Aar i den ftore frem
mede Stald blandt Jordens mægtige, og thor meget htm
end lænqtes efter at gense sit Fødeland, saa maatte hun
dog blive, hvor hnn var; thi hendes Mund delte ille demu
Lcrngsel Dagene gik i berufende Adspredeltser, hun vom
nede sig til dem, ja de blev hentde til en Slags Nil-ven
dighed uagtet hun mere og meke følte Tom-heben af dette
spredte Liv nden Aldor og uden dybere Interesse Hatt
havde den Sorg, at hendes Ægteslaslz foxlblev barnltstk
no denne Slusselse fyntes at for-bitte hentdes Monds
Sind. Han blev koldere og koldere ismod hende; men hcm
gemte sin Smerte i sit eget Bryst og viste Verden et fini
lende Aafyn.
Der tnm tun faa Breve fra hende ttl Helga i diss
to Aar; men gennem Majoren sit man jcevnligt Efterrets
ninger fra hende, og de sidste mod Slutningen af det andes
Aar meldte, at hun ’havde taget en ung Pige ved Nah-n
Helene Fürst t Hufet til sig. Helga lceste felv det Brev til
·Majoren, hvor’i Olivia fortalte om denne sin Adoptwi
datter, der kun var faa Aar yngre end hun selv, og af des
Begejstring, hvormetd den unge Piges Skønhed og Elstw
dighed blev prist, og den Glæde, Erhvervelsen as her-se
kg Nydelsen af hendes daglige Selstab maatte have for
voldt, kunde Helga ret maale, lyvsor stor Tomheden es
Tlrøstesløsheden hidtil maatte have været fsok OliviaJ
men Kammerjunkeren syntes lige saa tilfreds kned des
stete Forandring, knn lod det til, at Olivia var gaael
lidt for vidt i at kalde den unge Ptge sin Adoptivdattetz
thi han betragtede Lende aabenbart tun fom sin Mc
Selskabsdame.
»Det er sorgel’igt«, fagde Helga til Claus, »at es
gansie fremmetd Menneste lan faa saa stor Betydning fes
Olivias Lykle; ha·vde det været et lille Baru, san viksc
jeg kunnet forftaa det«.
»Volk« forstaa sig Paa de store!« sparede Glauk»
,,G’ud sie Lov, at vi itte er saa højt paa Statut«
Og deri gav Helga sin Mond Ret; men hun glaub
ilte over sin egen Lylke sin Wen-indes Ulykke, tæntte ikli
uden Bekymring paa hendes Fremtid og synteg i W
-rens ærlige Ansigt at læse de famtne Tawket og ve
snmme Belymring.
Ende paa føkste Del.
swcsss O stksvxst
Ase-c. ;
lsn praktisk l«:-t-n-lx»;: im- Smmpliøkm 61 Sidet mcd wallte ZU
le .ck. .- urskt iqu-unsh«n. 1'1«i.-.- 200
.«-Y DANSK LÆsEgoa H
Tit »mi- j ds- -1.-in.—-k«- Skulcri Ame-filen. ssmlet as en Kot-lis·
Jus Sitte-z mul lllustnstiisnch Zodi- indbuntlssa .
ANSK sPROGLÆRE «
ji r. dlikkeksssh indmsudiku Läc» den state Udscve 45c. ’
IODERSMAALET »
owns »L- Yo-sz ilcsi g i ut mit-. txt-ge ng aktive Don-Eh uckskbch
«t--t ul ssgnnt AND-« US Sude-, used Wust-stiegen hatte-erst
-1(«-:.. i dhittingdiiml Mc
UTHERS LILLE KATEKlsMUs. Insowan
lsksn etlgclskes Pilz-nah i Orts-lag 5c.
?. F. BALSLEVS LÆREBOG.
l n’ suer Kisltskissntw used lenkt Pnkklisfink, lsckbcdtscs III
Iusn enges-Ins Pilz-nun imllmsitlen Läc.
) F BALSLEVS BIBELHISTORIE,
Ullixzpmul Hilf ist l(i»l( sns Historie- essek A leises DI -
its-l--un(1(snL.)(«. - Yogtksllsnglish Ikiltleltistoth ce.
LORTFATTET KIRKEHISTORIE.
«"u" Ä. Fabricius ist«-J IN llltmlcutiouck« ivdbuutlev Ic. .
lANMARKSHlsTORIE
Al Kr. H« In. !·-t«-l"(«—t-"-«Int surfislt Tot Ullgtloulmckh los II Des
is-( »in-L Us- Siilmn indlsun lvn fl.(10.
» «'D GSSKOLEsSALMESOGTN.
tät-just m« ..li.-1!Itsgcli-«« i liøhcnliavm stets-ritt indbuutles Alc.
IARNETON ER.
1.;» -«« .--s. til Ihm-« s Hthsn »z; »in-nistetv san-let at en Bot-us
n-«. lln :««i-I.(ss-, i k..- sle Hund«-; Mc
ANCERLN. iLommefopmah
IT« Hsssstlissskssf ·---hl:-» »z· tun-ts- kripdwliqv Sankt-, Indbuvcksus
! « un lkiml H » inul- -- il. n i heil-w- lkmki metl Titel ich-bis Suc.
« intanntl II i lsnisslsgt Ihn-I uns-I Tihsl s Gukl pas sey-Ich c.
Punkt-M n Nic« Hinunt- mc l Unldsnil HUNL
ZANGEREINL psfokt Form-it met- Nase-.
lutUmssilssn " cis-U « 11sl.7l:')t)· iniilinmltsn i sitzt-ritt l«-t--It-r!)s·ncs
015 un il Buhl-km du«-. ist«-print du«-malen i lmjeligt lian wes
kunuc Ums-sen Iuctl will under Hamqu NOT
«-— Ost-ä- .
Jesus alle cclcrs skolcbøgek km
Danish Lutheran Publishing fleugt-,
Butte. NSZRASKA.
»»SK0LEBOCER»E
! Nun-«- .«.«:...« «.-...
HI s