Johannes Falk.
Roman i to Dele, af D. F. Eroalk
F s r s te De l.
(Fortsat).
HenriL hvem Johannes Falt indgød en stedfe dtybeke
Interesse. var lutter Øren og blev nu af Samtalen tlog
paa, at Peter, der nylig havde beghndt at vejlede juridifte
studerensdq havde tilstrevet Johannes Falk og anmvdet
kam am at gaa i Kompagni med ham som Manuduktør,H
men havde faaet Asslag. Johannes ndviklede nu udførq
ligt, hvad han i sit striftlige Afslag kun havde antydet,I
netnlig de Grunde, der havde bevæget ham til for bestan-!
kigt at forlade den juridisle Vej, vg da Peter allerede i
Præstegaarden havde faaet at vide, i hvilkcn Retning hans
Ven dir-lede, behrvede han ikke at plage ham med mange
Spørgs«maal; men det vifte sig, at han« stønt han felv itte
var ganske blottet for Gndsfrygt, dog naerede ringe Tankicr
un den Gavm Johannes vilde være i Stand til at gørel
som selvsbeftaltet Sinnes-regen og at han derfor havde il
Sinde at anvende etshvert Overtaleliesmiddel til at bringe
kam ud af den skæve Stilling, han efter hans Mening var?
kommen i.
»Jeg set det«, sagde Peter paa sin sindige Maad-!,
,,««t hvor uanfelig din Stilling her end synes. giver dogl
Forhvldene, benyttede med den Kraft og Begejftring, dexj
hat grebet dia, din Virtsomhed en egen Betydning. Jegs
trvr dig i Stand til at opnaa en vis Jndflydelse i en Me
k.iahed, der th en saadan Sthmsper til Præst, som Bruns
er, oa jeg kan til Nod forsta«a, at det en lort Tid kan til
fredsftille dig at have Magten over nogle enfvldige Sjcekz
men du vil spart faa nok deraf«.
»Du taler derom som den blinde om Farverne«, spa
rede Johannes; »det er aldeles ikle Magt eller Jndflhdelse,
Ter frifter mig«.
,,Naa, vi er alle Mennesier««, fagde Peter, «f’tent du
naturligvis tillige mener det gvdt; men det stal vise sig
tilsidft, at du intet har udrettet. Bønderne er, naar det
kommer til Sthlket, blot glade ved djg, fordi du er en
Brand i Næfen paa Pisa-sten, hvetn de itke tan lide; i;
Grunden er de dovfke og ligegnldige og har slet itte dens
Sans for aandelige Ting, du tiltror dem«. »
»Det bencegter jeg paa det bestemteste«, fvarede
Johannes; ,,jeg hat fundet oprigtigt trvende Sjæle
iblandt dem«.
»Pr(eften«, vedblev Peter, ,,lurer paa dig for at
bringe dig i Forlegenhed, du vil komme paa Kant meo
Autoriteternc, kvri sagt, det hele vil ende, ilke med et:
Marthrkrone, men med Vrøvl, Kcevleri og Udvisnina
vardan vil det se ud i dit Humor, naar du en ston Dag«
maa gaa kerfra, efter at du har gjort en Fiasko?«
Johannes nittede smilende til sin Ven, fvtn om han
derved vilde give ham til Kende, at han ikke Vtededes pm
hain, nien heller ikke fandt det Umagen værd at imsde-l
gaa han1. l
»Og«, sagde Peter med stsrre Eftertryk, ,,hvad er»
det hele saa itte for noget Lapperi mod det Liv vg den?
Virksvnihed, der venter dig i Hovedftaden midt ihlanrt
dine lige og Aandsfæller2 Hat du rent glemt, at du e:
akademisi Dornen vg at du dog engang tog nogen Del i
tet friske Studentetliv? Er du ikle mere en frismdet
Mand, en af dem, der for lange siden i Aanden har rhstet
det Trældomsaag af, Enevvldsmagten nu i fnari 200
Aar har holdt paa Folkets Natte? Mistvivler du om
Fremtiden, vg ser du itte Frihedens Morgenrade dcemre
langssonit men sittert Tkodg al Censurtivang vg andre
botnerie Toangsfvrholdsregl- ? Visl du gaa her blandt
Bonderne og hlive en fløv og dum, mens vi andre hver paa
fin Vis, vsstnol hammrde as mange Baand, knen dog saa
traftigt vi formaar, med Mund og Pen arbejder i Fri
hedens Tjeneste2 Kongen er en gainmel Mand, vg naIr
hans Time slnar, maa der indtrcede en Forandring. Ta
vilde jeg anste, at du maatte sindes blandt dem, der som
Jdeens Baker-e vilde trcede frem i forreste Række, og at
Øjeblittet itte maa finde dig her, opslidt af en aandløs
Gerning, fvrkuet af Ravnekrogskævlerier, ja maasie trhklet
as Raeringssorger. Du er for god, Falk. til at gaa t.l
Grunde paa den Mande. Du har et lhst Hoved, en levende
Fantasi, Jernflid og Udhosldenhedz du har Ordet i din
Magi, og du forer en forttcesselig Pen; mvn Vorberre gav
dig saadanne Ebnen for at du stulde ftave Fibel med
Poge i en Landsbhstolex eller mon han forlanger af dia,
der slet itte er oplcert dertil, at du sial løtbe omkring vg
predite for JOHN
Hvad Peter der sagde, havde dog qjort noget Ind
tkyk; man kunde se det Paa Johannes-I blussende Kinder
og Pan hans Øjsnes Glanz
»Du hat Net«, sagde han, »ikke i de fmukte Tim,
du sagde am mig, men deri, at jeg elsker Frihed, ja few
den politisie Frihed, hvotom du taler, og for hvilten dii
Hierie staat sua varmt. Forundek Vorherre mii elsiebe
deeland den kostelige Gave spr eller senkre, da vil oet
glckde mit Vierte, siøni jeg godt ser, at den —- som enhver
stor Gave — sprer Farer og Fristelser med sig. Jeg
haasbey sum du, at den vil blive til Velsignelse, sinnt vi
ikle ved det, for vi hat set dei. Dog et haadek jeg ganssie
visi, og det er, at Friheden vil tjene Kristendommens Sag
vætke Liv i de dpde Menigsheden Den tittelige Tvang,
hvvrunsder vi lever, strider mod Krisiendommens Aand;
men dsog, tære Bun, er jeg nsdi til at tilft«aa, at deite ydre,
iilfceldige, hsrer denne Werden fil. Giv Kejseren, hvad
Refferens er, sagde Herren, Gud, hvad Guds er! og Apost
lene formaner til at adlyde felv den ubillige Livrighed
Den Ftihed, Trer giver, er en hsjere Fribed, en indte
Frihed, ilie den ofte illusoriste ydre«.
«Jeg tan mærke", sagde Wer, ,,at Landluiten alle
rede hat virkei siadeligi paa dig; du hat forandret dine
Anssiuelfee betydeligt i de 5 Aar, vi ille hat sei hin-andeu«.
»Sig hellen i den sidste Maaned! Jeg trot, at politisk
Frihed maa komme; Tidsaansden sttwber derben; men jeg
set ilte mete, svm du, i den Tilstand, den visl stobe, en
Guldalder. Erfaringen viser, at det tristeiige Troslio
altid dar vatet kraftigst under Fotftlgelser og i Kamp;
bckade i de ækdste triftelige Tider, da Dedenskabet habt-e
Massen, pg semre, da Protestantetne tekste sig mod Paveu«
W vi bar nn, et ingen as Delenez der er vel Tsvang men
ingen blodig Un«dertry?ielse, og den Kams , der kempeö hist
Vg her, et —- om du vil —- Legeivætt Hvem hat imtdslerttd
Hierte til at ønste sig ForfølgelseT Dei Liv- og den Kamp,
den politisie Samfundsfrihed vil fremkalde, haaber jzg
vil vcelle de Stindøde«.
»En Jllussion!« udbrød Peter; ,,det danike Folk er
meget for lunkent i Re-ligionsfager, til at Kirketvangens
Ophcevelse vil fremlaslde nsogen Kamp. Du man nedbede
erfølgelfe over vore Hoveder, om du nnster dig selv en
«Martyrlr-one.«
»Lad os ilke spege dermed«, ssagde Johannes alt-or
ligt; »den ufynlige hellige Kiste lever endnu, den er itke
ded. Gud hat ogsaa i vore Dage ladet Mcend fremstaa.
der hat talt traftige Ord, og Lkvet rnrer sig hist og her i
sman Aredse Lad os haabe, at det vil faa en stille, god
Bettst! Men naar jeg for laldte den Kam-p, der paa sine
Eteder tæm«pes, Legevcerl, faa havde ieg Uket; thi intet af,
hvad der ster til Guds Riges Fremme, tør vi lalde smant.
Jeg har, som du ser, optaget Handfien lser i min Føsdeegm
Ig jeg agter at føre Kamspen til Ende, hnordan Udfaldet
saa end bli·ver, felv om jeg tun høster Spot.«
«Altfa-a«, sagde Peter- en Smule fortrydeligt, ,,faar
jeg ncnppe Held til at tolle dig af Pletten.«
»Nej!« svakede Johannes bestemtz ,,det vilde være
Fotrwderi mu, jeg svigtede; jeg vilde blive Gud og mig
felv utko; men jeg kan tcenle mig et Øjeblil, da jeg blev
overslødig, eller min Birlsomshed i alt Fald blev endnu
mere besteden, og det vilde vcere, om jeg oplevede, at vi
fil en anden og bedre PrcesL befjcelet nf den rette Asand.«
»Saa vilde du jo have udspillet din Rolle helt«, sagte
Peter.
»Ja, wuo veo, yoot tænge Der oarer atugeoers, jagsc
Johannes med et melanlolsl Smil; men Peter forstod ille,
at han derved tænlte paa sit svagelige Hebbreo
,,Kirlen traenger til friske Kræfter«, fagde Johannes
derpaa, idet han vendte sig til Henril Smith; »i Dem hnr
vi jo en vordende PUBL«
Henril, som havde fulgt Samtalen med den meft
levende Jnteresfg men besiedent holdt sig tilbage, for
sont-merk og udbrød:
»Jeg? Gud hjcelspe mig! Jeg hat langt tilbuge
endnu!«
Johannes vilde fvaret; men i det samme kom Jorgen
og Motten, efter hvern der var blevet sendt Bud, og Fastcr
Øllegaard meldte, at Frolofkbordet var dcelkei. Peter
trenkte Paa sin Hensigt, at ville oplive Johannes Falk ver
sine alademisle Brsdres Normenle og fmilte. Han ven
tede sig nu lun Rivninger mellem dem og Johannes pac«
Grund af deres Kaadmundethed og hans Alle-or, og han
ønslede dem vel tilbage til Prcestegaarden igen. At de
var der, kunde man strals horc, thi Msorten Var allerede
i Lag med Lars Brinl, og Jørgen underholdt Falter
Øllegaard. da de andre traadte ind.
Johannes hilste artigt paa de to nye Greises-, der
begge saa en Smule for-legne ud; thi hans milde, rolige
og beleone Versen og det floge, forslende Blit, hvormed
han betragtede dem, etindrede dem ubehageligt om, med
hvillen Kaadhed de Aftenen i Forvejen havde slaaet sig til
Ridder paa hom.
De blev imidlettid fnart sia felv igen; th.k Frokos:
tsordei, hvorom man nn tog Plads, var -—- slønt itte sac.
godt fom Prcestens — dog heller ikte at foragie. Jørgea
tom demceft i godt Humor ved at se. at han dog ikte var
aaaet gansle forgceves til Getstrupx thi Lars Brinl var «
Antitvitet og Faster Øllegaard en Figur, fom det not var
vcerdt at studerez de svarede begae til den Bestrioelfe, Pra-—
flens muntre Dotre denne Morgen hnvde forlystet ham
nied; men i een Henfeende saa han sig stusset. Han havde
»ventet, at, ligesom Degnens var bleven baatalte i Prieste
lgaardem saaledes vilde nu Præstens fasa deres Beny vrd
jDegnenS Bord; men det stete itte, nagtet han var ond
lskabgfuld not til at føre Johannes i Fristelse. Han rofie
!nemlig Frolosten og sagde:
l »Man leoer saa traftigt og godt paa Landet, og dei
lalæder mig at se, Hr. Falt, at De heller ilte er nogen
Fiostforagter. Den celdste Fristen Bruus vilde bilde m:g
ind, at De flulde. være kommen her til Gekftrup for at
for-sage Verden, hvorunder vel maa indbefattes en højft
fladelig Sspægelfe af Kødet.«
»Min Appetit tan dog vittelig ikte maale sig mcd
Deres«, svarede Johannes; ,,n1en hoad Præstens Dotre
angaar, da er de alle overgivne Pigebørnz man maa ikte
tage det saa nøje med, hoad de siger. Hun figtede formo
deutlig tisl en Samtale, jeg havde med hende lort efter, at
jeg var kommen hertil, og ved den Lejlighed laldte jeg
rigtignol Gerstrutp en stille Aftrog og talte om de Følelser,
der havde bevceget mig til at trælte mig tilsbage fra Ver
den; men jeg talte itte om at forsage Beiden. Dertil sial
der mere end at stifte Opholdssted, hviltet jeg tillader mig
at sige Dem, da De form·odentlig, lige saa lidt som de
unge Damer vi taler om, hat synderlig Erfaring i det
—Stytte.«
Peter og Motten lo og saa til Jørgm som om oe
välde sige: —- der sit du den! Men Jørgen soarede aldeles
uanfasgtet:
»Hvor rigtigt hat De itke bedipmt rnin Natur! Te
aandelige Anftrcengellser. mit Kalb, Musernes hellige, paa
lcegger mig, ttceoer en materiel Modvægt af Spise og
Dritte, fsom jeg aldrig undlader at ti«lveje«br«inge, og Uden
hvilken mit Legeme uden Tvivl vilde forflygtiges. Jeg
formoden at al aandelig Anstrengelse fremtalder en lia
nende Trang, og at selv den gejstllige Stand lender den.
Man tan altsaa paa en Maade bedømme en Mand
aandelige Kraft esier hans pretit, og af den Vej hat
jeg saaledes baade i Gsaat Aftes og i Morges faaet ikte
ringe Tanter om vor gæstfri Viert derovre, Pastor Brutus;
men stuslsde De ille hylde denne Re«gel. eller vil De have
den geistlige Stand undtagen, saa vsil jeg anbefale den
unge Mant- der, Denk-it SmttIY til Deres Beiledning, thi
han er Teolog og altfaa vordende Prceftz i del mindfte
lever vt alle i Haabet am, at han vil tage Attestats, san
fnart han hat faaet afdanset.«
Dem-ist rødmede og tilkastede Jsrgen et vredt Blit;
han var aldeles itle oplagt til ast parere en ncergaaentse
Vittighed.
»Don ser mig nd til«, svarede Johannes med et del
otllslgt Blit, ,,at han wol vil faa afdanset5 vt har jo alle
en Gang været unge.« .
Det lykkedes Jørgen efterhaanden at faa dem alle paaj
Johannes og Henrik nær i en lystig Stemning, og gamle
Lars Brink lod sig af det muntre Selskab forlede til atl
nyde mete, end han plejede, saa han blev højrøstet, ogJ
Faster Øllegaard forundret betragtede ham, som han fad?
der med blussende Kinder. Hun forargede sig i Grunde-J
over hom, men pludfeligt erindrede hun fm egen SvaglhsrdI
ngeoverfor Majorens Champagne, og —- ydmyget verd·
Tanlen derom — nitkede hun ganste uden Foransletmingl
mildt til ham. Jeg bør ikke, tænlte hun, dosmme disse
muntre Foettere haardere, fordi Varerne er simplerq
men stmygelsen gjorde her hendes Dom for mild, thi
Majorens godmrloige Livsnydeltfe stod dog en Grad over
Jsørgen Brists og Motten Rsccvns — ,,syri·ske«.
Da Frokosten var til Ende, udoiklede Jørgen Betst-Z
Vid fig i ftigende Grad for den studsende Fafter Lille
gaard, og Motten Raons Anetdoter susede Lars Brink on:
Zrene, medens Peter Eriksen som Senior strcebte, stønt
tun med lidet Held, at holde Styx navnlig paa Jørgens
kaade Junge, der tydede paa en Forflygtigelse af al fund
Zornqu Falter Øllegaards Punssch havde oæret altfor
lraftig og velsmagende, og den Ligevcegt, Jørgen haivde
talt o1n, blev til D«ver«balance.
Johannes benyttede imidlertid Tiden til at famtale
med Henril Smith, hvis Hierte han hurtig vandt; og da
han fry-gtede, at hans nye Ven, hvis Blit, Tale og hele
Versen tiltral lyam, midt i Hovedftadens Adspredelscr
innde have vanfleligt not ved at erindre det hellige Kalb,
til hoillet han dog forderedte sig, sagde han ligefresm
til han«
»Bryd med Tant og Fias, ja med saadanne Venan
som de to derhenne, og firasb hurtigt at naa Maulet!«
Johannes indgod Henril en saa høj Grad af Agtelf3,
at Formansingen ilte oakte Vrede, og Henrik looede, da
han blev bedet deron1, at besøge Gerstrup Stole igen.
»Vi rejser i Morgen tidlig«, fagde Peter ved Ame
ben, ,,og fes derfor næppe mere denne Gang; men stulde
det gaa dig, som jeg har spaaet, Falk. faa oed du, hvor
jcg er at sinde!«
,,Tat", svarede Johannes-; ,,men 1eg er vsange tor, ax
dine Veje itle meres vil blive knine, og da jeg ingen har at
forsnrge, stulde det gaa haardt til, otn jeg ikke knnde tjene
mit Brod. Alligevel hat det glcedet mig, at der dog var
en af mine Kammerater, der erindrede mig, en, der gab
gøre en lang Reise for min Skyld; det stal jeg ikle faa
let glemme!«
Den ncefte Morgen kørte de sire Aksademikere med
Pkcestens Vogn til Vigelse Kno, hvor de agtede paany at
bestige Dagvognen og under Oles Auspicier rejfe tilbaae
tTl Hovedftaden Jørgen og Motten var vkede over, at
Peter havde vist sig saa ubøijelig ligeoverfor Prcestefamilsienz
indsicendige Opfotdring til at blive hos dem i Julen,
Peter var mut, Henrit tanlefuld og tavs.
,,Hvad stulde dog det usbetirnelige Stivsmd til?«
spurgte Jørgen. ,,Et godt Bord, flinke Pigebørn, fuldt
op af Originaler —- hvilken Jul kunde th ikle bleven!
Svari du haardhjertede Sener og Høvding, hvad er
Grunden til dit æreløse Tilbagetog?«
»Den«, svarede Peter, ,,at jeg hat Skam i Livet.
Jngen af os gjotde vort akademiske Navn Ære. Du og
Motten aad og drat, fjafede med Pigerne og snnlkede
ufornuftigt Tøj hele Tidenz J viste edet endnu eingere,
end J er. Henrik var forst ellevild, og saa tabte han
basade Ntefe og Mund. Jeg endelig kom tilkort; ein
Mission mislykledes. Det var et totalt Nederlag.«
»Da saa trwlker du dig tilbage«, udsbrød J-ørgen,
,,og afsicerer os enhver Mulighed til at faa Oprejsning!
men heldigvis saa du Assceken fra en skæv SynsvinkeL
og den purefte Misundelse over vore felstabelige Talenter,
som er dig naegjede, siinner igennern. Vi har en Stund
krydret en ferst Lands-by med attist Salt. Aandens Lim
glimt har lysnej gennem den landlige F-iliftertaage, Jupiter,
Minerva og Amor fulgte os herud, Bakus og Venus nwd
Log os. —- Hvad siger du, Henrik?«
,,At Peter har Ret!« svarede Henrik. —
Saa dtog de bott, de tre eeldste for at fortabe fig i
Hovedstadens travle Liv, dens Larm oq Adspredelfer og
for aldrig mere at gense Johannes Falk, den yngste ihn
tommende hans Alvorsokd, osg idet han etlendte, at han
havde set noget sjaeldenj —- en Mand, der havde formaaet
at hceve sig over alle Fordomme og ikle lod sig sircelke af
nogen Hindring ellet lokke ved nogen Overtalelse fra at
tjene Kriftendommens hellige Sag, en Sag, som Staten
destyttede, og som dsog knnde vscesre gansle hjsrelspeløs midå
i Kristenhedenx men han beklagede, at Johannes Falk
ilke var bleven Prcest, hvillet fra hans Standpunlt var
naturlägi. Henrik havde i detes sidste Samtale slaaet
paa, at det endnu lod sig gere; men Johannes svatede, nu
gansle paa det rene med sig selv:
»Nei! det var ille Vorherres Mening med mig!«
Henrit tcenlte over denne vidunderlige Klarhed,
Sikkethed og Kraft og saa i den hele Fremtoning et Tider
nes Tegn. Han var til Mode-, fom om han havde ind
aansdet en renere Luft, og hans hele indre Vceifen havoe
deutet Kraft og Neeting deraf.
Ofte, naat han i de folgende Dage feerdedes i HAND
staden under ganste andre Omgi"velser, fyntes han at here
de klare Bøtnestemmey der sang:
Nu jeg i Jefu Krisis Nsavn
ngsynder Dagen — »
!
han saa Gerstrup By ligge for sig i Morgensolens Glanz
og horte Kikkeklollerne ringe, indtil Lcengsken efter at se
Johannes Falls Aasyn igen fnart paany drog ham denn-.
20. Kapitel.
Hvad Justitsraaden formaaede. !
De Mennester, hvis Livsunsskuekfer er fodstenede i
Ewsidigshed, som aldrig kan faa Syn pasa Livet fva nagen
unden Side end den t7«kvante, der natutligt paöfer til
Livsftilling, Vane eller egen Lyst, Nimm-steh der sit-der
fovstanfesve i den sborgerlsige Retfækdigshedis Fæftning og
mener, at asl Bis-vom er hos dem —- thi her takes kun om
dem, som handle-: i got- Tto —, plejer under AMI
Fsorhold ikke at være vanssteltge at have at gsre med; de et
i Reglen i alt verdsligt mellemtværende fornuftige, timeltge
at komme til Rette med, men bog at ligne ved et llrveett,
sdek tun gaar gsodt og viser rigttgt, naar det hænget ellet
lsigget i en vis S"tilling.
En faadan Mond var Niels Falk. hatt vilde under
almindelige Forihold blwen en god Stedfader for Johan
nes, ja selv om en Skilssmisse itke var undgaaet, Mde
han diog ladet sig formilde, faafvemt blvt Johannes var
bleven i Sporet, og Fremgang i vetdslig Anseelse havde
haft nogen Tillokkelfe for hamx men de vvetordentlige
Omstændigheder, smn indttaadte, krcevebe et Maa« af
Kæsrlighed og Hsøjsindetshed, smn Justitsraaden ikke var i
Biesibtzelse af, og bevcegedes hans Vierte forbigaaende, saa
gjorde Johannes-? Moder sit til at kvscele Spiren til en
sasadan mildere Stemning.
Vkstnok ønskede hun ikke sin Søn noget ondt; men t
den Retning, det havde taget med hom, laa noget for
lxendes verdslige og egsennyttige Sind særdeleg tikrende,
uden at tale om, at hans Flugi til Gerstnrp og hans
Ophold der mianede de soundne Dages Lidelfer og Ydmh
gelser frem for hendes Grind-ring, muaste ogsaa entelte
ngeblits Anger; men Anget var en Følelse, hun havde
hanlyst af sit Hjerte fom en Gledesfvrstyrrey hun stred
fremsad, idet hun hærdede sig mod enhver Art af Strick-S
bevæ«gelfe, og hun bragte snart sin Mund faa vidt, at Jo
l,annes’s Navn flet ikke blev ncevnet ismellem dem.
Justitsraaden havde imidlertid ikle glemt hom. Han
var befjælet af en Pligtfjlelse, der i og for sig er noget
Priseligt; han nærede endnu Godhed for ham og var des
uden utaalmsodig efter at faa fhldestgørende Fortlaving
paa bet, han ikte forstod; han troede ved Fornuftgrunde
at kunne udrette noget, og han gik derfor endnu stadig on-.
med den Tante at reife til Getstmp og felv tale med
Johannes-; ja han vilde helft have sin Kone med detshem
msen hidtil havde han lrymspet stg for paany at rtppe ap i
Sagen.
Da kam i Januar Manned 1837 et Brev fra Pastvr
Braus, som gnv ham den fomntstede Anlesdninsg til at tpre
fig. Pastoren gav naturligvis den mørkeste Stildring af
Johannes Falks Stilling og Færd, udtcklte Paa en und
skabsfuld, men forblommet Masche den M«istanke, at den
unsge Monds Fortid itke tuntde vcete ganste ken, fkden
han tog til Takte med en Skolelcerers bestedne Stilling,
ftjulte itke sin Forundring over, at hans nærmeste Slcegt
ninge og forhenværenidse forefatte ikke bektymrede sig Inn,
hvad han tog sig for, og bad fluttelig Justitsraaden inb
stcendigt om at anvende hele sin Jndflydelse paa stn Sied
søn for at faa ham dort fra Gertstrup, hvok — »hanD
Nærvoerelsfe fremkaldte Skplid i Menigheden og tun befor
drede, hvad der var ondt og fotdærve·ligt«.
Justitsrnaden forelagsde kayannes’s Moder denne
Strivelse og spurgte hensde, hvad hun merkte. der var ai
gøre i den Sag; men da kom det ret for Dagen, at hendes
egen Fred og Velbefindende var hendes højeste Lev, thi
hun svarede, skønt i en blid Tone og kned et Sak:
,,Gsør, hvad du vil; men jeg spasar dig, at al Umage
vil vcete fpildi. Skussede Forthacrbninger i en vis Ret
ning —- du ved not, hvad jeg mener, hat fokstyrret Hodedet
pcm hom. Det er en Raths, men den vil fovhaabentlig
gaa over. Lad det rase ud, og lad ham tun bøde for jin
Daarstab. Forspild ikte den Jn-dflydel’se, du endnu kan
have paa ha-m, ved ubetimelig Jndblandingl Øllegaard
et hos ham, og han er altsaa i gvde Hemden Han vil
not engang komme titbage som den forllvrne Sen, og saa
set det Tid at vEIse Bsarmthjertigthd."
Dette tloge Raisonnement, der var en Masse, for sa:
vidt som Jngsedorg atdeles ikke troede paa, at hendes Sptl
vilde Vende tilbiage, dertil kendte hnn hans Karalterfaftshed
altfor godt, fiormaaede dog ikke at betolige hendes Mand.
Han havde endnu Selbstændigihed nsok til at tage sin Benut
ning paa egen Haand og er’t"lcerede, at han ansaa det for
sin Pligt ufortøvet at rejfe til Gekstrup; men da han bad
hende føslge med, erklærede hnn lige saa beftemt, at hun
vilde blive hjemme, osg han reiste da a«lene, stønt forftetms
over, at hans Handlemaade itte havde hans Kones Bist-Mk
Hvad der gab hans Bestutning det sidste Sied, det
var den i Prcestens Brev indeholdte Mistancke om Bestafs
fenheden af Johanns-PS Fort-id; formvdentlig troede hnns
Velcerværdighed, at han var rømt fra Sansdtbaskgnard paa«
en uhæderlig Munde, eller at han i alt Fulsd var bleven
vist bort. Der set man, tcenkte Justitsraaden, de fkkcekkes
lige Folger af saa bindegal en Handtemcrade! og vistselig
var en Klik paa den borgetlige Æke, selv om den- dar
ufortjent, noget af det streiteligste, Justitseanden kunde
tænke sig.
Behagelig var Overrsajteljen irre, Da den vewetenvse
Vogn fra Sandbækgaard en lys og kold Binteraften i
Januar Maaned rullede for Lars Brinks Dør. Fastrr
Øllegaard og Johannes kan straks ud for at tage imod
deres Gæst, og de overrasiedes end mere over den muntre
Maade, hvorpaa han hilste dem; thi han havde paa Beim
tilkcempet stg Fatning og beflutiet fpkst at forsssgk bei med
det gove.
»Naa, hvordan hat J det?« raubte han allerede fta
lVsognen af, idet han knappede sin Pelz op. »Siden J pas
ingen Maade vu komme til mig, faa komm-er jeg til eher,
som J ser!«
»Hm du jkke bragt Jngeborg med?« fputgte Fasten
gestceftigt, idet hun kiggede ind i Bognen, som om IMME
raadinden kunde ligge stjult under FoderssæTkm
»Nej«, svarede Justitsraaden med diplsomatist Aandss
næsrværelse, »denne Gang ikke!«
Han hilfte Jsohannes venligt og trykkdde meget neb
ladende Lars Brinks Haand.
»Da vi sidft faas«, fagde han, »nur det i en for-selig
Anledning«, hvorved han sigtede til sin Broders. Johan
nes«s Faders Begravelfesbag.
»Ja«, sagde Brinsk, »femten Aar er ganet hen over
vore Haveder siden Gen Dag, og meget hat fotandret sigJ
men De, Hr. Justiistaatx hat hokvt Dem vidundersllgt
gebt; Tidens Tand kendes nestrn ikke paa Dem-«
Man kunde itke sige Justitsraaden noget behageligere
end det; men da Brinks Yde jusst ikte tydede paa For
yngelse, gjorde han Gengæld vev at sige: »De bot virtelig
meget hyggelig, män got-e Brink; her et lunt og geht«
PWLILM — .... .......« » . "« Wette-d J